Clear (Camille)

Hun nikkede bare , bekræftede at hun havde hørt og forstået dét han sagde.
Oh, jo...hun havde forstået.Han var en potenciel tikkende bombe, der kunne eksploderer mellem hendes ænder any given time.Wunderbar !
Men han var også en fyr , der synes at lide og ikke være lykkelig under dette, ellers ville han nok ikke gå så vidt her i forsøget på at kende årsagen, hun formodede dét var for at kunne ændre dét.
Hun kiggede roligt ned i periskope og dette efterlod hende med den ene hånd på apperatet ,den anden placeret på bordet.
"Wow...never seen anything like this...like ever !" Mumlede hun.
"Jeg er en ringe hjælp her Az " konkluderede hun.
"jeg har aldrig set blod opfører sig som dit, but then again...hverken ren dæmon eller engel blid har jeg haft mulighed for at se nærmere på.Og jeg tror vi behøver dét, for at kunne udforske paraeller til begge racer " hun stirrede stadig facinetet ned på blodet.

Han nikkede en smule og gik lidt frem og tilbage. Han havde helt klart noget i tankerne det var til at se på ham. Han virkede en smule usikker og nervøs. Han stoppede op og kiggede på hende ved et alvorligt blik. ’’ Der er en ting til.. Jeg har ikke været i stand til at tage en blodprøve af mig selv når.. Min Dæmon side bryder frem.. Jeg kan ikke styre hvad jeg gør så.. Den side af mig er.. Ond.. Virkelig ond.. Vi får brug for en prøve af mit blod imens dæmon cellerne er aktive.. For at sammen lige og se forskellen i mit blod ’’. Han regnede med at hun forstod hvor han ville hen med det. Han hørte en stemme i hans hoved. *’’ ja.. bed hende om at få mig frem i os.. Du ved hvad jeg vil gøre ved hende når jeg kommer frem.. Du ved vi er meget stærkere når jeg er fremme.. Jeg vil drikkes hendes sjæl, efter jeg har brugt hende som min slave et par hundrede år.. Hvordan mon Fe sjæl smager ’’*. Az tog sig til hovedet og gnubbede sine tændinger lidt. * Jeg lader dig ikke få kontrol.. Jeg er stærk.. Jeg kan holde dig nede*. Han kiggede op på Camille. ’’ Hvad gør vi?’’.

Hun trak sig væk fra blodcellernes serværdige legeplads og gav sig til at gruble over hans ord.
"This complicates...things " tænkte hun højt og så lidt trist ud.
"Jeg har ikke i sinde at fremmane din meget onde side helt bevidst , under de her forhold Az, dét er jo selvmord fra min side af." Hun vidste bedre end nogen anden hvor grufulde ting en dæmon var i stand til samt at hun umuligt ville være i stand til at forsvare sig.
"Tell you what...jeg er enig i at en prøve fra dig...i den...tilststand...vil være af afgørende betydning, og skal dét være mig der tager den, bliver dét under kontrollerede forhold, men nogen der kan holde dig...i skak."
Hun overvejede om de måske kunne samarbejde med Samuel, Tristan eller Zean omkring dét her?
Zean var selv dæmon og Tristan jæger, så begge de to kunne hjælpe.
Samuel...? Hun vidste ikke hvordan ulve kæmpede mod dæmoner, om de var overlegene eller ?Hun havde set ham flænse en vampyr....men dét var jo ikke helt dét samme.

Han kiggede på hende med et usikkert blik i hans øjne. ’’ den del er jeg også enig i.. Men jeg er ikke ligefrem en person der stoler på særlig mange.. Og af god grund.. Jeg ved ikke hvor mange andre Jægere, Dæmoner og Vampyrer der efterhånden har prøvet at dræbe mig.. Det er ikke lige fordi Hybrider er særlig velkomne i denne verden ’’. Han drejede sig og kiggede ud af vinduet. Han stod og tænkte lidt. ’’ Måske var det en dårlig ide at komme her’’. Han vendte sig om igen og kiggede på hende. Det var klart at se at han var splittet, at han ikke vidste hvor han skulle kigge efter de svar han søgte. Han sukkede ’’ Hver dag er en kamp.. Jeg leder bare efter en kur.. en der måske kan holde det bare lidt nede’’. Han satte sig ned i en stol og lænede sig tilbage i den. ’’ Jeg er glad for at du vil hjælpe.. Jeg har bare meget svært ved at stole på folk.. Havde jeg også med dig.. Hell jeg stoler ikke engang helt på dig i nu.. Jeg ved bare at hvis jeg skal læse det her.. Så har jeg brug for din hjælp’’.

Hun ville gerne.
Ville gerne hjælpe ham i hans forsøg på at finde svar, men han var vel klar over hvis hun alene skulle stå head to head med en dæmon der var...ond..så var hans chancer for at få nogen svar forbløffende små.
Jo..jo..hun havde sin Heckler med pentagon patronerne , men hun kunne ikke betjene den samtidig med hun kastede sig over ham for at trække blod.
"jeg har venner....man kan stole 110 procent på ...måske Zean, han er selv dæmon og dermed har han ingen grund til at ville ønske dig nogen skade ?"
Hun holdte en pause...
"Hvis man kan få den del til at at være fremtrædende, burde man også kunne få den til at trække sig igen...hvordan gøres dette ?" Måske dét kunne virke...alligevel ?

Az så ikke ud til at være glad ved tanken om det hun sagde. Da hun sagde at hendes ven var dæmon, så tog han sig til hovedet og nu virkede det virkelig til at han var i tvivl. ’’ Jeg tror ikke det er smart at en Dæmon hjælper.. Jeg har dræbt en del.. Desuden ved vi ikke hvad andre formler der ligger i mit hybrid blod.. Hvis det falder i de forkerte hænder kan det gå galt.. Hvad hvis han bruger det til noget ondt? ’’.

Da hun spurgte ham om der var noget der kunne få det til at trække sig, nikkede han. ’’ Jeg har oplevet at jeg har nemmere ved at holde den nede når jeg kan køle mig selv ned, altså kulde.. Men det der gør er jeg kan genvinde kontrollen er ofte stærke følelser.. Som Kærlighed.. Glæde.. Omsorg.. Tilgivelse ’’. Han kløede sig i nakken ’’ Men det er ikke hver gang det virker.. hvis den for alvor tager over.. Så skal der meget til før jeg kan genvinde kontrollen.. Den eneste grund til jeg er god nu er min mentors skyld.. Hun besejrede min onde side og tvang det gode tilbage i mig’’. Han satte en hånd under hans hage. ’’ Men hvad nu hvis vi binder mig og bedøver mig.. tror du det vil hjælpe?’’.

Hun sukkede ...tungt.
Hvorfor helvede skulle hun altid ryge ud i sådanne situationer?
Hun vidste hun ville hjælpe ham, selv når der var stor risici forbundet.Når hun selv var ude af balance og blev fortvivlet, var dét eneste der holdt hende fra at drukne, når nogen kæmpede for hende...og tog chancer for hendes skyld.Så gav dét lys i mørket.
Tristan ville hun ikke trække ind i dét her, han var leder af jægerne og dét kunne måske bruges imod ham.
Så dette gav hende intet andet valg end at gå solo.
"Vi går over til fødestuen " sagde hun og begyndte at gå.

Han kiggede overrasket på hende og en smule forundret. Han rejste sig op og gav hende et underligt skævt smil. ’’ Tak.. Det betyder meget for mig at du vil hjælpe ’’. Han nikkede og fulgte efter hende. Han vidste ikke om deres plan ville virke. Eller hvad der ville virke. Han vidste bare at han måtte blive ved med at kæmpe for denne sag, hvis han gav op.. Hvad skulle han så gøre. Dette var det håb der holdt ham kørende imod det onde han havde. Det og så alle dem han holdt af. Imens han gik hørte han stemmen igen.*’’ haha.. Det eneste blod der bliver spildt er hendes. Tror hun virkelig at vi tillader hendes hjælp.. Dette godhjertede kvindemenneske vil snart stå øje til øje med sit største mareridt ’’*. Az gnubbede sine tændinger igen imens de gik. *Jeg lader dig ikke få magt over mig.. Jeg slipper snart af med dig for evigt.. Jeg vil ikke lade dig styre igen.. Alle de uskyldige der døde.. Jeg glemmer det ikke, de hjemsøger mine drømme*.

Camille sagde ingenting, en underlig følelse af at være på vej ind i løvens gab , lå på lur...klar til at springe på hende.
Hun håbede virkelig ikke at dét var tilfældet, hvis man blev straffet over at hjælpe andre, var der så overhoved en mening med livet ?Sikkert ikke, life's what you make it, eh ?.
Tanker piskede omkring i hende.Hun kendte ikke denne fyr og alligevel befandt de sig pludselig her, midt i fødestuen og hun var ved at fylde et kæmpe plastik badekar op med isvand.
Var dét ikke for dét ville være lidt køligt mildt sagt, var dét er fedt stort eet af slagsen.
"Jeg hjælper dig, fordi jeg tror på dét gode i folk og fordi jeg kender til hvordan dét er at leve med....noget der gør ondt" hun talte ud i luften og sagde tørt " Og så har du bare at...styre dig " .
Hun fandt kanyler frem, klargjore dem med bedøvelse .
Hendes Heckler lagde hun på bordet .Nogle løse pentagram patroner lå i hendes taske, så hun kunne få adgang til at bruge dem også.
Nålen og plastik båndet til blodprøven stak hun i lommen.
"Ok....er dét så meningen jeg skal fornærme dig...eller hvordan lokker jeg den side frem ?" hun var klar.

Az kiggede på karet med isterninger. Han løftede lidt en øjenbryn. Derefter kløede han sig i nakken ’’ Er du sikker på at spænde mig fast til en stol med remme og eventuelt en spand med isvand over mit hoved er en bedre ide?.. Eller noget i den stil.. Jeg tror ikke helt du ved hvor stærk min anden side er ’’. Han kiggede rundt omkring. Han kiggede alvorligt på hende. ’’ Der er nok et par ting du skal vide.. Min evne.. Jeg er i stand til at bruge min livs energi som et våben.. I hvilken form jeg ønsker.. Stort set.. Min onde side er også snu og well.. Han er mig bare.. Anderledes ’’. Da hun spurgte om hun bare skulle gøre ham sur kiggede han må hende med en undskyldende blik. ’’ Jeg er ikke sikker på det er nok.. Enten skal du virkelig frembringe hadet i mig.. Eller så skal du virkelig frembringe sorgen i mig.. Eller lysten.. Men burde vi ikke tænke lidt over det her før vi springer ud i det.. Jeg mener, for din sikkerheds skyld.. Jeg vil ikke skade dig ’’. Han gav hende et venligt smil. Han kunne forestille sig hvor svært det måtte være at hjælpe en fremmede. En da en fremmede hun skulle bringe den onde frem i og som så derefter ville prøve at skade hende. Han syntes hun var meget modig. Han vidste bare ikke hvordan han skulle sætte ord på at takke hende.

Hun stoppede op et øjeblik.
"en spand med isvand over dit hoved ?Tror du jeg vil slå dig ihjel "svarede hun blidt.
Så skubbede hun bordet , der gudske tak og lov ikke havde noget videre vægt , helt over til dét store kar.
En stol blev stillet derop .
Camille gik roligt over til teressedøren der ledte ud til en lille indhegnet privat have.
Her stod et stak have møbler stablet af vejen for vinteren og for at forhindre de blev stjålet eller spredt omkring af unge utilpassede mennesker, var de hægtet sammen med en tyk og kraftig kæde.
Camille roede lidt med nøglebundtet ,fandt en lille nøgle og låste kæden op.
Efter 5 minutter lå også den på bordet , ved stolens side.
Hun forsøgte fange hans øjne, og vidste godt at nervøsiteten nu var afspejlet i hendes egne øjne og nonverbale sprog.
Der var mange grunde til hun handlede som hun gjore...modig og hjælpsom jo dét var hun skam, men også selviske årsager....den smerte hun fik som barn da hun ikke kunne stoppe hendes fars misbrug, den flovhed og magtesløshed og skyld hun måtte leve med da hun trods deres indtrængende gråd og bønner , ikke formåede at befri dem fra dét helvede hendes får trak dem igennem.
Lige siden ....havde hun forsøgt at gøre bod, at fjerne den psykiske smerte ...at kunne tilgive sig selv, ved at hjælpe andre som havde brug for dette.
"Livsenergi ? Vi må se...har du ehm...taget livet af mange ? Også fredelige folk der ikke ville kæmpe ?" Spurgte hun med spæd stemme.
Måske stank sandheden , men hun måtte vide hvad hun skulle op i.mod.
Talte vi 'max von sydow ' niveau her eller....

Az holdt øje med hvad hun gjorde. Han kiggede på kæden og isterningerne. Det var da et forsøg værd. Men han vidste ikke om det ville virke eller ej. Han ville gerne hjælpe til men det virkede som om hun havde styr på det hele. Han grinede lidt da hun sagde det med spanden. ’’ hellere mig end dig’’. Da hun spurgte om hun måtte se hans evne nikkede han kort. Han åbnede sin hånd og en lille blå stråle kom ud af hans hånd, kort tid efter formede den sig til en rose hvor stilken gik ned i hans hånd. Han smilede en smule til hende og så forsvandt energien ned i hans hånd igen. Da hun spurgte om han havde dræbt mange kiggede han ned i gulvet. Han svarede med meget skyldfølelse i hans stemme. ’’ Ja.. Jeg har dræbt uskyldige.. Børn.. Jeg har selv dræbt en gravid kvinde på et tidspunkt’’. Da hun spurgte om det var en slags lidelse så han ud til at tænke over det lidt. ’’ Nej både og.. Jeg er i stand til at se hvad der foregår og jeg er mig selv men.. Det er som om alt min samvittighed, alle mine gode følelser er væk.. Det er som er jeg.. Mig, med alligevel langt fra mig.. Som om jeg er det mørkeste dybt inde i mig.. Jeg hører en da nogle gange min egen stemme i mit hoved.. Den snakker som det mørke.. fortæller mig hvad den vil gøre.. Hvad mine mørkeste side ønsker at jeg skal gøre’’. Han sukkede en smule ’’ Det er svært at forklare’’.

Hun stirrede på den lille stråle da han åbnede hånden.
Og ud opstod en rose."
Så han kunne hive alle.våben frem af den hånd...fantastisk.
De ville få et skøn tid i hinandens selvskab, tænkte hun med et gran af.virkelig dårlig humor.Hun sank en klump og greb ud efter hans hånd, bare et lille øjeblik.
"Hør...jeg stoler på dig, okay...stoler på du ikke gør mig noget..jeg vil kun dét bedste for dig, dét ved du...så jeg giver dig min tillid nu, sammen med mulighedden for at skade mig." Hun klappede på stolen..."hop op " og så ville hun.begynde at viklet dem rundt om.fødder og stolben og som en sno, vikle sig op af hans krop.
Sorg ville hun ikke kunne rumme at vække dæmon delen med, så dét efterlod hende med et temmeligt umuligt valg i virkeligheden.
Hvad var mindst farligt at stå ansigt til ansigt med ? En vred eller opstemt dæmon, begge med folus på hende.
Hun fik rynker i hendes pande og kløede sig lidt på kinden.

Az hoppede op i stolen og satte sig. Han grinede nervøst og sagde. ’’ Jeg ved du stoler på mig.. Problemet er.. Det gør jeg bare ikke selv.. Pas nu på.. du ved ikke hvor stærk min anden side er ’’. Han mærkede de kolde kæder hun snoede rundt om hans ben og krop. Han sad stille og fulgte nøje med i det. Han var en smule bange for hvad der ville ske. Men det var noget han, nej de blev nød til hvis der skulle findes en kur. Han kiggede på hende da hun var færdig. Han prøvede lidt at kunne fri. Det kunne han ikke, han gav hende en anerkendende nik og sagde så. ’’ Hvordan får vi så dæmon siden frem.. Det er lidt ligesom at hlæde vand i et glad.. hvis du hælder for hurtigt spilder du og så tager det tid at tørre op.. Hvis du hælder langsomt i til glasset er fuldt så er det nemmere.. Med det mener jeg hvis vi bygger hvad end vej du helst op langsomt så har jeg også nemmere ved at genvinde kontrollen bagefter.

"sålænge du ikke drejer dit hoved rundt og spytter grønt slim på mig..så går dét nok ".
Hvem hun forsøgte at opmuntre og overbevise Az eller hende selv, var ey godt spørgsmål.
Dét her var lidt af et satsning.
Hun var ikke afklaret med hvilken procedure de skulle vælge at benytte sig af.Men den ene virkede mere effektiv end den anden.
Hun kunne jo ikke vide om han overhoved ville kunne blive tiltrukket af hende fysisk eller psykisk , så dét ville måske ende med at være spild af arbejde.
Så Istedet gik hun mod ham , stillede sig med armene over kors og begyndte...
"Ved du hvad....du er sku da egenlig en sølle undskyldning af en dæmon.Hybrid vil jeg ikke kalde dig, det ville være en fornærmelse mod mig selv."
En lille pause, hvor hun mærkede ubehaget røre på sig inden i.
Hun skubbede dét væk og gik helt tæt på Az, op på bordet kom hun og satte en ARM på hvert armlæn og bukkede sig frem for at hviske i hans øre.
"Dine forældre må fandme være flove....du er jo...snavs under mine sko...sølle og hverken dét ene eller det andet."
Hun bed ham i øreflippen, dog ikke hårdt.Dét var mere et signal om at hun var i kontrol...ikke ham.
"Du kommer til at kegler for mig...dit...skvat af en dæmon ".
Hun trak sig væk fra stolen og lod sig glide ned på gulvet.
Hendes hjerte pumpede og hun brød sig ikke om dét her.

Det første hun sagde virkede ikke på ham. Han grinede en smule og sagde. ’’ Cam.. Du skal mene det.. ellers er det jo bare sjovt ’’. Hans smil falmede i takt med hun forsatte. Han mærkede hvordan hans blod blev varmere. Hvordan hans hjerte pumpede hurtigere. Da hun bed ham i øret hørte han stemmen i hovedet. *’’ Fuck hvor kinky.. Hun er da en rigtig vild en… Men hun skal ikke slippe af sted med det der.. Jeg vil torturere hende til hun tigger om nåde ’’*. Az slog hovedet imod ryglænet på stolen. Det føltes som om hans hud brændte. Han sagde svagt. ’’ Det virker.. Bliv ved.. Jeg kan mærke hvordan min onde side langsomt vågner ’’. Han kunne langsomt mærke hvordan hans dæmon blod langsomt blev stærkere. Han vidste dog også at det skulle nå til det punkt hvor den dog over før de ville kunne bruge prøverne til noget. Han kiggede på hende med et anstrengende blik. Som sagt blev han nød til at kæmpe imod. Hvis han ikke gjorde ville det være umuligt for ham at vende tilbage når hun havde taget blodprøverne.

Hun kiggede undersøgende på ham.
Dét var svært at lave en objektiv undersøgelse, da læge studiet ikke ligefrem har disse ting i deres kompendier, så hun var på bar bund...og helt på egen hånd.
Hun sank en klump i halsen og forsatte da han bad."Ved du hvad.....jeg begynder sku at tvivle om dét er min tid værd ? Eller rettere om DU er dét værd?Tid har jeg nok af, men nogen er bare ikke være at tilbringe den med , vel.
Uhaa....ved at blive vred....ingen horn ? hvor skuffende...jeg må sige jeg havde forventet en hel del mere af dig." Hun stod nu foran bordet og kiggede op på ham, da et optaget smil,der burde udløse en Oskar nominering , lå på hendes læber "Sig mig...Az....skuffer du altid...i ...alle henseender ?" Og så rystede hun på hovedet , som var svaret 'naturligvis '
Camille fik et kort visit af en tanker omkring at dét MÅSKE ville have været en mere glad og medgørelig dæmon der kom frem, hvis hun havde benyttet den anden metode ?
Og så igen....dét var jo ikke til at vide, var man ond såå...

Han kunne mærke for hvert ord hvordan hans mørke voksede. Han havde det varmt nu. Hans hjerte bankede og han begyndte let at svede. Han vred sig et par gange. Det føltes som om hans hud brændte. Svedperler begyndte langsomt at løbe ned af hans pande og arme han hørte stemmen svare på hendes spørgsmål i hans hoved. *’’ Horn.. Når jeg kommer fri skal jeg fucking give dig et horn.. Jeg kan love jeg skuffer din familie når de ser hvad jeg har gjort ved dig når jeg er færdig med dig.. jeg ødelægger dig så ingen vil kigge på dig igen uden at brække sig.. HAHA… Jeg er klogere en du tror.. Vi er klogere en du tror. Vent og se.. Jeg kommer snart fri ’’*. Han vred sig igen og kæderne gav en smule efter for hans nu forøgede styrke. Han sagde med sammenbidt styrke. ’’ Den er så stærk.. Bliv ved.. Jeg kan snart ikke holde den inde mere.. Vær klar ’’. Sveden haglede nu af ham og han trak vejret hurtigere og tungere. Han kunne mærke hvordan det var tæt på nu. Hvordan Dæmonen i ham snart ville tage over.

Med opspilet øjne betragtede hun Az.
Der var klart noget under optakt , den fysiske kamp var synlig...gjorde dét ondt, var dét smertefuldt for ham ?
Hun brød sig mildelst talt ikke om dét hele, og havde hun ikke givet sit ord og sagt hun ville hjælpe, ville hun formodelig været bakket ud nu, for der lå en tung sky af noget truende over hele rummet nu.
Camille dørgerede for at tre sederende injektioner lå klar på bordet lidt væk fra der hvor Az var placeret.
Den fjerde havde hun i hånden
To kanyler til at trække blod med var ligeledes klargjort
Guud, hun ville have givet meget for at have Tristan ,Zean eller Samuel med sig nu, for dét her var ...vildt.
Havde hun været en god kristen pige havde hun bedt nu, men en mumlen undslap alligevel "lord have mercy on me " hun håbede ikke hun ville fortryde at hun forsøgte at hjælpe Az.
Camille nærmede sig bordet langsomt og kom ovenpå i to step.
Havde hun kunne høre hans tanker ville hun have været rystende angst, nu var hun bare...angst.
Hun tjekkede kæderne imens hun fremstødte diverse eder over mænd og dæmoner , og tilsidst drejede hun omkring og stak ham en syngende lussing , serveret med ordene " Du skal bare holde snotten væk, comprendo ?Ingen gider glo på dig...dæmon " spyttede hun nærmest ud.

Da lussingen ramte ham ville hun kunne mærke hvor varm han var. Han drejede hovedet og lukkede øjnene. Han drejede langsomt hovedet tilbage og åbnede sine øjne. De var nu sorte, helt sorte. Han smilede skævt og kiggede på hende som var hun et stykke legetøj han ikke kunne nå. Han slikkede sig om munden og tørrede lidt blod væk fra sin læbe med sin tunge. Han sagde roligt ’’ Av ’’. Hans smil voksede og han sagde roligt ’’ hvis du ikke har lyst til at glo på mig.. Så skal jeg med glæde hjælpe dig med det ’’. Han var klar på hun nærmede sig. For at lokke hende nærmere strammede han sine arme. Han havde nu sin fulde dæmoniske styrke. Han begyndte at løfte sine arme. Kæderne begyndte at give mere og mere efter. Han grinede svagt og han kiggede på hende med et blik der viste at han ville have det så sjovt med hende når han kom fri. Han var klog. Hun skulle bare nærme sig. Han kunne få sin energi ud af hele kroppen. Hans gode side kunne kun få det ud af hænderne. Men det vidste hun jo ikke. Hun var ved at gå i edderkoppens spind og uhh hvor skulle han have det sjovt nu.

Camille holdte vejret og så grundigt efter forandringer hos Az.
Hendes hånd havde modtager beskeden om der havde været en temperatur øgning , hvilke var tydelig symptom på en fysisk forandring.
Da Az slog blikket op, og Camille så de nattesorte øjne, vidste hun besked.
Hun forsøgte at slå kold vand i hendes kogende blod, dette kunne al for nemt ende galt, hvis hun ikke var varsom.
Hun havde injektionen med seranase og truxal klar, og nærmede sig langsomt.
Hendes stemme afslørede ikke den frygt hun var konsumeret af inden i, håbede hun meget.
"Du tager helt fejl...dét er mig der skal hjælpe...dig " svarede hun stille, nu han var her...skulle hun ikke hidse ham mere op.
Hun gik med den hensigt at stille sig ved hans højre side og da han løftede armene lidt op, forsøgte hun at få Nålen i hans hudfold i siden.

Han grinede en smule da sort energi kom frem der hvor hun prøvede at stikke ham. Hans før blå energi var nu sort som natten. Energien formede sig som en klo efter at han blokket nålen og susede nu imod hendes hals med en faretruende hastighed. Hvis den gik fat ville den sikkert holde hende fast og klemme til. Han afgav en ond latter i det han rykkede lænkerne ved sin venstre arm så meget løs at han kunne lirke sin arm fri. Han sagde roligt ’’ Min følsomme side advarede dig.. Bare glæd dig til jeg kommer fri.. Jeg vil have det såååh sjovt med dig.. mmmh.. Vidste du godt at jeg aldrig har smagt Fe sjæl? ’’. Han grinede igen. han vidste at frygt ville hæmme hende, få hende til at tænke uklart og begå fejl. Han brugte ofte andres frygt som et våben imod dem. Han nød at se deres skræmte ansigtsudtryk når han stod overfor dem. Det var nu let at se han snart ville komme fri hvis ikke hun tænkende hurtigt. Hvis ikke hun havde en plan i ærmet.

Forsøget med injektionen failede.
Pis, hun havde jo ingen chance what so ever, hvis hun ikke kunne afkræfte ham lidt.
Hun faldt ned på knæ ved siden af stolen han sad på, med sådan et brag at huller sikkert var kommet på dem.Men dét lykkedes at undvige kloen , lige akkurat.
Hun greb ud efter lænkerne, ville stramme dem ,da hun til sin skræk så at hans ene arm var kommet fri.
Hun måtte til at tænke...tænk frem ad...formanede hun sig selv, men ingen master mind plan dukkede ud af tågerne hendes frygt var ved at forvilde sig i.
Hun kæmpede så godt hun kunne og kiggede op på ham med trods indprintet i hendes øjne " og ved du at du aldrig kommer til at smage...noget som helst...der har med en fe at gøre " slyngede hun tilbage til ham.
"fortæl mig nu ikke at du er bange for nåle, er du bange for at lade en lille pige stikke i dig...tør du ikke dét ? Eller frygter du hvad ....og hvordan jeg kan skade dig når jeg undersøger dit blod ? Du er jo ikke så sej ...når regningen skal gøres op, så er du den der har glemt din tegne bog, ik ?eller vil du lade mig trække...bare lidt blod ?" Forsøgte hun at lokke hans accept ud af ham, for selv onde dæmoner kunne man jo snakke med, forhsndle med.

Han kunne ikke lade være med at grine af hendes hån. Han brugte sin frie arm til at befri sin anden arm. Han kiggede da hun prøvede at stramme lænkerne. Men hvis hun kun havde menneskelig styrke ville han være en del stærkere. Han rystede på hovedet. Han havde ikke fået sine ben fri. Han trak energi kloen ind i sig selv igen. ’’Tror du ikke det er en dum ide at blive ved med at provokere mig.. Jeg mener.. Det var jo trods alt det der fik mig frem til at starte med ’’. Han smilte ondt og satte en finger op til hans læber og sagde drilsk ’’ Hvis du skal have mit blod så vil jeg også have dit.. Kom her.. Så bytter vi ’’. Han var ikke som de fleste dæmoner. Han var ikke vild og ustyrlig. Han var en hybrid. Men det gjorde det ikke bedre for han var klog, snu og uden samvittighed. Mange ville nok sige at sådan en ondskab var meget værre. Hans helt sorte øjne fulgte hver af hendes bevægelser og det var let at se på ham at han ville have det så sjovt når han fik sine ben fri. Hvis ikke hun snart fandt en måde ville han sikkert komme fri og så var det ikke til at vide hvad der ville ske.

Camille kunne intet stille op i forhold til kæderne, naturligvis var han langt stærkere end hun, så dét ville være at kæmpe forgæves.
Hun kom op og stå og efter et hurtigt vue rundt på stuen, hvor hun indprintede udstyr og tilbehør så godt hun nu kunne , drejede hun omkring og mødte hans blik.
"Du er dæmon ...en rigtig badass, I get the picture, men da jeg går ind for fair trading, vil du kunne få en kanyle med mit blod i lige efter jeg har fået en med dit.Så valget er dit Az, og tro mig, dét er første og sidste gang du smager noget som dét, hvis du tager imod mit engangs tilbud her."
Camille havde meget erfaring i at takle dæmoner, hvis man sammenlignede med almindelige mennesker der havde zero, men at komme ud af en dæmon tackling med lemmer i behold var ifølge Camille mere held end forstand, med mindre man var jæger.
Og selvom hun havde modtaget træning af både Crasie, Ancilla og Tristan, var hun røv dårlig til infight, så dét her skulle nok blive....herligt.
Hun fraveg ikke hans blik, ville se hvilke moves han eventuelt ville forsøge sig med.
Kæderne blev strammet lidt omkring hans ben , men medmindre han ikke havde sin koncentration på Camille, ville han ikke opdage dét, og hvis han gjore og kiggede derned, ville en beroligende sprøjte ramme ham i samme øjeblik.
For Dæmonen vidste intet om hendes telekinesiske evner, og derfor lå injektionerne klar et stykke derfra, hun behøvede bare at visualisere dét ske, så ville dét.Dét var også hende der på denne måde havde forsøgt at sikre kæderne lidt mere.
Dét var en af de få gange hun faktisk var glad for sin evne, helst ville hun af med den, dét meste af tiden.