Whiskey and Coke

Procella smilede skævt og betragtede Azuriel i periferien imens hun holdt øjnene på vejen

"Well hon...then we are what we are. You are the doubter, and I am the believer. I have faith...lord knows why. Stop saying perfect though...you are giving me standards i cant live up to. and dude....come on. Who says a girl dont fish or play ball? You dont see me running around playing with dolls and make up. But i should maybe consider one of those scan-thingys."

Procella spidsede eftertænksomt læberne og kneb det ene øje let sammen. Hvad ville en scanning vise? Blev dæmoner født med horn og alt sådan noget? Hvad hvis man kunne se sådan noget på en scanning? Det ville give et aller helvedes stort forklaringproblem...for ikke at tale om en smertefuld fødsel. At skulle presse ikke kun en halv vandmelon ud...men en vandmelon med horn? En gysen løb ned af ryggen på hende.

So...back to the food...if the child is demon...and Wick eat...im gonna puke...nevermind...but if that is the reason...what do i need to...this is so crazy. Victoria...she made it go away...so...vampires? Wick dosnt eat vampires...and im not going to kill humans...thats a no-go...but then what?

Procella bakkede hidsigt bort fra løsningen på problemet og gik i stædig fornægtelse over faktummet der lå og grinede hende op i ansigtet. Hun nægtede at forholde sig til hvad det betød.

Az kunne ikke lade være med at grine lidt over det hun sagde. Han nikkede kort og sagde ’’ I guess you are right’’. Han kløede sig i nakken og smilede ’’ Somehow.. I look forward to it.. You know.. The whole fishing trips and all ’’. Han vidste jo godt at han nok ikke selv ville få børn, hus eller kone for den sags skyld. Det tætteste han ville komme på alt det var nok det her. Han vidste at med hans indre dæmon var der nok ingen kvinde der kunne holde ham ud lang resten af evigheden. Han var jo en blanding af to udødelige racer så han regnede ikke ligefrem at han kunne dø af alderdom.


Han lagde mørke til at noget gik hende på. At hun tænkende på noget der ikke var sjovt. Han sad lidt og prøvede at gætte hvad det var men eftersom han ikke kunne sagde han bare ’’ What are you thinking about.. I mean you look like someone shit in your coke ’’. Han grinede lidt for at prøve at få hendes humor op. Han vidste at hun måtte hade sig selv og sit liv lige nu. Det mindste han kunne gøre var at lade hende vide at han nok skulle være den hun altid ville kunne støtte sig op af når alt gik dårligt.

Procella strøg en hånd gennem det lange våde hår. Det klistrede ind mod hendes læderjakke, og selvom hun syntes den var varm og alligevel sært kold, og tung og våd og generelt lidt ulækker - så var det alligevel rart at det lange tykke hår ikke skulle ligge ned af hendes ryg. Men hun glædede sig til at komme i varmt og tørt tøj igen.

"I dont know...everything...nothing...mostly the baby...and the food-issue"

Sagde hun langsomt efter et par stille minutter. Hun havde overvejet seriøst om hun skulle svare ham, eller lade den glide ud i det uvisse. Procella drejede hovedet og så på Azuriel.

"Im just a crybaby...dont mind me okay? Im the biggest moodkiller invented. You on the other hand, have to start planing a babyshower. I dont have a best-girlfriend, so i guess the godfather have to do that"

Den bekymrede mine blev opløst i et stort ulvegrin, imens hun betragtede halvenglen ved sin side. Det næste der skete tog mindre end et hjerteslag. Procellas korte uopmærksomhed og den dårlige sigtbarhed, havde ført dem til en fodgængerovergang uden lys. Volvoens lygter lyste pludselig skarpt op på kvindens gule regnfrakke. Kvinden der havde været igang med at krydse vejen stivnede med rædsel malet i ansigtet, over den fremstormende volvo.

Procella vendte hovedet med et ryk ved et glimt af gul. Hendes mund formede halvvejs et O før kæberne klappede sammen og hun febrilsk drejede og drejede på rattet, der ikke havde servostyring. Dækkene skreg mod den regnvåde vej da bremsen blev smadret i bund.

Den sandfarvede volvo begyndte at skride sidelænds, og så mistede vejgrebet. Bilen der var af en ældgammel model, og praktisk talt en tank, rulle først en, så to gange rundt, før den endelig lagde sig til hvile i rabetten, vuggende på siden med føresædet vendt mod himlen.

Inde i bilen hang Procella slapt hængende nedaf mod Azuriel, spændt fast i sin sele.

Han kiggede på hende. Det var 2 år siden han rigtig havde set på hende. Han syntes ikke hun havde ændret sig. Han sad og betragtede hende lidt og lod som om han lyttede. Han tænkte på hvad der ville være sket hvis ting havde været anderledes. Hvis verden så anderledes ud. Et kort øjeblik kom et smil frem på hans læber. Men da det gik op for ham at han smilede kiggede han væk og smilet forsvandt. ’’Erm.. Your not a moodkiller ’’ Han kløede sig i nakken ’’ Alright.. I will do my best.. I guess’’.

Han kiggede mod vejen og så hvad der var ved at ske. Da bilen drejede, slog han hovedet imod ruden. Han havde jo ikke taget sin sikkerhedssele på. Alt andet var lidt tåget for ham. Han kom først rigtigt til sig selv da bilen lå på hovedet. Han på jo så på indersiden af bilens tag. Han kiggede op på Pro. Han havde ondt i det meste af kroppen men da han så hun ikke var ved bevidstheden fremmanede han sin blå energi og formede den som en kniv. Han skar hende hurtigt fri og trak hende ud af bilen efter energien var forsvundet ind i ham igen. Han lagde hende et stykke væk fra bilen og tjekkede hendes puls og tog hendes jakke af og satte sit øre mod hendes mave for at sikre sig at barnet var okay. Eftersom det stadigvæk regnede, kunne han ikke mærke om han selv blødte men da han flyttede sit øre så han at hendes trøje var blevet lidt rød. Han tog sig til panden. Heldigvis var det ikke et stort sår han havde fået så han klarede sig nok.

Procella mumlede svagt da hun blev lagt på den sludsmattede rabat. Hendes puls var stærk og regelmæssig. Uden at have lægelige muligheder for at undersøge hende, ville det umiddelbart virke som at hun var blevet reddet af selen der havde holdt hende hvor den skulle, men til gengæld ikke havde reddet rudet ved siden af hende da de rullede rundt. Procellas ene øjenbryn var flækket og allerede begyndt at hæve op. Sludfortyndet blod lød i en smal strime ned over hendes øje og kind.

Da Azuriel fik den tunge læderjakke af hende, ville han tydeligt kunne bemærke at hun virkede tyndere end normalt. Ikke den slanke jægertype hun altid havde været. Mere slidt. Som når man ser en afhængig på et gadehjørne. Lidt for tynde, lidt for pergamentsagtige i huden, lidt for blege. Lidt for markerede knogler. Uden den tykke læderjakke til beskyttelse, og hurtigt gennemblødt, klistrede tanktoppen tæt ind til hendes krop og afslørede den umiskendelige bule. En bule der ikke burde være der efter kun en måned. Den ville passe bedre til en kvinde der havde været 3 måneder henne i sin graviditet. Alligevel var der ikke det store at høre da Azuriel lagde sit øre mod hendes mave. Tanktoppen over den lille bule var blevet plettet af halvenglens blod. En bølgende bevægelse gik gennem Procellas underliv, og den kom tydelig indefra.

Plaskende fodtrin i løb.

"Mister! Mister are you okay?!"

Kvinden i den gule regnfrakke stirrede ned på den gravide kvinde på jorden og tilbage på den blødende unge mand.

"Oh god! i killed a pregnant woman?! im sorry! im sorry! im sorry!"

Hun bakkede febrilsk

Az sad og kiggede. Hun havde stadigvæk en puls. Han vidste hvordan man normalt tog sig af mennesker der var kommet til skade, men han vidste også at der var en anden fakta der spillede ind her. Nemlig at barnet havde tæret meget på hendes energi. Han lagde mærke til hvor tynd hun var blevet. Han lagde også mærke til hvordan hun reagerede. Han vidste ikke om det var på grund af hans blod eller fordi barnet var i fare. Han blev nød til at vurdere sine muligheder hvis han skulle redde hende. Han vidste også at med regnen og det kolde vejr ville hendes temperatur hurtigt falde og det ville blive svære og svære at redde hende. Han tog sin egen læderjakke af og lagde den ovenpå hende. *Jeg er halv Engel og halv Dæmon.. Måske har mit blod bare lidt den samme effekt som engle blod.. Jeg har fundet ud af den har en næsten lige så stærk normal effekt som dæmon blod.. Men jeg må satse.. Også selv om hun bliver afhængig af mit blod*.

Da kvinden i den gule regnfrakke kom over kiggede han bare på hende og sagde ’’ Go. I need to go find a house close by where we can transport her to.. GO’’. Da kvinden var gået sukkede Az lid tog tog et stykke glasskår fra jorden som var kommet af den smadrede bil. Han skar et fint snit i sin arm og holdt hendes mund åben med sin anden arm og dryppede langsomt hans blod ned i hendes mund. Han vidste ikke om det ville virke. Det kunne jo være sjæle hendes barn spiste og så var han lidt i problemer. Men tiden ville jo vise. Han ventede spændt på hvad der ville ske. Det var som gik tiden i slowmotion for ham.

Blodet flandt på Procellas læber og gled ind i mundhulen. Først reagerede hun overhoved ikke på det, det samlede sig lidt nytteløst på gummer og tunge og begyndte at løbe ned af hendes kind. En let trækning gik over hendes ansigt og synkerefleksen tvang væsken i munden ned i hendes hals. Det dirrede svagt i de blege øjenlåg. Hun sank igen. Tungen gled søgende frem over læberne, tøvende, og så ivrigt.

Et lille suk undslap Procella, et suk der på foruroligende vis lød som om det kom fra flere personer end blot én. På én og samme tid åbnedes de ravfarvede øjne og hendes arme skød ud efter Azuriels arm. Da hun snoede sig om hans arm, som havde hun haft tentakler i stedet for arme, blev hendes pupiller på størrelse med knappenålshoveder. Hun låste sig fast til Azuriels arm med en dyrisk snerren, hvorefter hun begravede de umenneskeligt skarpe tænder i den flænge han havde skåret, så hun tvang såret op. Det havde samme effekt som en gaffel i en sprød grillpølse på en sommergril. Flængen blev brutalt flækket længere op så blodet strømmede rigeligt ind i Procellas mund, imens hun med et stålgreb klamrede sig til Azuriels arm.

En mærkbar forandring skete på sekunder med jægeren. Huden der virkede tynd og sprød begyndte med synlig hast at få glød igen. Til gengæld rejste hendes blodårer sig unaturligt fra deres lejer, som blev de fyldt op. De dunkede i samme rytme som hendes puls, men de så blålilla og alt for mørke ud. Netværket spredte sig længere og længere ud over hendes hud, selv dem i ansigtet rejste sig og fik en tredimensionel effekt. Procellas ravfarvede øjne blev klar rovdyrgul, men langsomt blev det hvide i hendes øjne "ædt". Fra hendes gule irisyderkant spredte den sorte farve sig langsomt til øjenæblet var begsort. Således var de øjne der låste sig fast på Azuriel, sorte som natten, bortset fra selve regnbuehinden, der var skrigende rovdyrgul mod den sorte baggrund.

Sludregnen silede ned over paret der var låst fast i den underlige halvt liggende, halvt siddende stilling på grønsværen. Blodet blev vasket af Procellas hud, og efterlod den ren og fin. De overfladiske skrammer hun havde pådraget sig i ulykken var som vasket bort.

Han sad over hende og kiggede imens blodet først ikke så ud til at have nogen effekt. Han nåede lige at tænke *Fuck* før han kunne se at blodet begyndte at have en effekt på hende. Han lagde mærke til hvordan hendes krop så ud til at ville have mere. *Det kan vel ikke skade at give hende lidt mere*.

Da sukket undslap hende åbnede Az øjne sig helt. Han hørte hvordan det ikke bare var hende det kom fra. Da hun hurtigt snoede sig om hans arm og begyndte at drikke hans blod virkede han som om det var normalt. Men han mærkede hvor vildt og grådigt hun ville have blodet. Han vidste inden i at det ikke var en god ting for hende at nægte hendes barn blod. Han hørte stemmen i hans hoved igen. *’’ Nemlig.. gør hende afhængig af vores blod.. Lad hende mæske sig i det ’’*. Først nu lagde han mærke til hvor godt fat hun faktisk havde i hans arm. Det virkede ikke til hun havde tænkt sig at give slip før der ikke var mere tilbage.

Han kunne ikke lade være med at smile svagt da hun fik farven og sit gamle jeg tilbage. Det var den Pro han kunne huske. Han mærkede hvordan han mistede blod hurtigt. Han kunne mærke hvordan det tog hårdt på ham. Han begyndte at fryse og han blev træt. Han mærkede også hvordan han blev svagere for hvert sekund der gik. Han følte langsomt smerte i hele hans krop. Han kom med et enkelt smerte støn og blev så bare siddende. Koste hvad det koste ville så var han dette barns gudfader. Han vidste ikke hvor meget blod hende og barnet skulle bruge for at komme ovenpå efter ulykken. Han satte blidt sine arme omkring hende og holdt om hende imens hun drak hans blod. Han begyndte langsomt at ryste. Han havde det koldt nu. Det var aldrig normalt noget han havde på grund af hans dæmon blod der holdt ham varm.

Han kiggede på hvordan det faktisk virkede til at enten hans blod havde en let healende effekt på hende eller at hun regenererede sig selv. Kan mærkede hver regndråbe som sne, som hagl der slog ned på ham. Han hvilede nu sit hoved på hendes. Han kunne mærke hvordan han ikke orkede at holde det oppe mere, men han blev bare siddende uden at sige en lyd, dog med et svagt smil på hans læber.

Procella lavede en grimasse da Azuriel lagde sit hoved mod hendes. Hun slap hans arm og skubbede ham omkuld i græsset imens hun tørrede munden med bagsiden af hånden

"Yark! Now why did you have to ruin my dinner with touching? Ew...you smell...and bleed...we like the bleeding though..."

Procellas stemme var en smule lysere. Den var mere kold og grusom, og havde på ingen måde hendes levende varme. Procella så lidt irriteret ned på Azuriel

"Useless halfbreed-bastard...i dont know why she wastes so much time on you..."

Procellas fingre gravede sig ned i Azuriels skulder, og hun slæbte ham med sig, som var han en sæk kartofler. Der var ingen hensynstagen til at hun potentielt skadede ham. Hun slæbte Azuriel over til bilen der holdt i den mærkelige stilling og lagde hovedet på skrå.

"All wrong...the car is all wrong. Stop being wrong!"

Procella trampede i jorden og så på bilen som om hun forventede den parerede ordre. Da det ikke var tilfældet rullede hun med øjnene og greb fat i bildøren med en enkelt hånd, imens den anden stadig havde fat i Azuriel. Med et let træk vippede hun bilen ned på ret køl, som havde det været en florlet pick-nick dug der blev spredt ud over en sommereng.

Procella smilede stort og hev i en arm Azuriel op foran sig og rystede ham lidt som havde han været en kludedukke

"Yay! See! I fixed the car! Its not wrong anymore"

Procella fniste tilfreds, og så en smule utilfredst på Azuriel. Procella var stærk, men selv med hendes øgede styrke burde der ikke være mulighed i denne verden eller den næste, for at hun kunne holde en muskuløs og fuldvoksen mand på den måde, eller flippe rundt med biler for den sags skyld.

"You...what to do with you...i like you...you make her eat you. That is so strange. Why you did that? Victoria did it too. She wanner eat you up...maaaybe i should let her...you taste funny. You are not dark like him. not entirely. But you are not like the flying stinker either...you are fun! Fun fun fun! Im keeping you! You can be my pet! Like Victoria!"

Procella nikkede bestemt for sig selv og åbnede døren til passagersædet. Hun smed Azuriels krop derom og klappede i hænderne over sit eget påfund. I det fjerne hørtes lyden af sirener. Procella satte sig hurtigt ind i bilen og fik den startet.

"No you dont. You can help me. I dont wanner go to sleep. I AM playing nice. I want to drive moonchild. I know that, but you know how to. Its just a game. Come on. If you dont help, the blue light will get us..."

Procella der havde set irriteret og lettere bekymret ud, smilede sejrsbevidst da hun lagde hænderne på rattet og med en underlig motorlyd speedede op og kørte bort fra ulykkesstedet i høj fart.

"Thats a good Moon-child..."

Han kiggede underligt på hende *Fuck*. Han mærkede hvordan hun borede hendes fingre i hans skulder. Han kom med et smertefuldt ’’Arg ’’. Han havde ikke kræfter til at kæmpe imod. Han hørte stemmen i sit hoved *’’ Stærk er han også.. Det er jo perfekt.. Bare vent til min plan udfolder sig Pro.. Bare vendt til du ser hvad der kommer til at ske ’’*. Az kiggede da hun åbnede døren og smed ham ind på bagsædet. Alle de ting hun sagde. Han vidste med det samme hvad det var. Barnet havde taget kontrollen over Pro nu hvor hun var bevidstløs. Men det havde rent faktisk reddet hans liv. Det kunne ikke være helt ondt hvis det gjorde det. Han sagde med en svag stemme ’’ Pro.. Wake up.. Pro ’’. Hans arme føltes som bly da de begyndte at køre af sted. Han fik dog løftet sin ene arm og lagt sin hånd ovenpå det åbne sår hun havde udvidet i hans anden arm. Han var så svag. Han prøvede at sætte sig op men han kunne ikke. Hans krop ville ikke som han ville. Han kiggede på blodet der let piblede ud fra såret i hans arm. Han mærkede mindre og mindre *Sig.. Det er fucking løgn.. Jeg besvimer.. Bare.. Ikke*. Han sagde med en svag stemme ’’ What a shitty day’’. Med de ord besvimede han. Det havde taget hårdt på ham med styrtet og blodmanglen. Han havde ikke engang kræfter til at se om pro var kommet ordentlig til sig selv igen. Den sidste følelse han havde før han besvimede var hvor svag han syntes han var at et ikke engang født barn skulle rede hans røv.

Procella kørte i tavshed videre gennem sludregnen og skottede ind i mellem til bakspejlet og holdt øje med den livløse mand på bagsædet

((Fortsættes - http://deploratus.heavenforum.org/t6568-friend-or-foe-azuriel#195956 ))