Weddingbells and whiskey. (Pro+Nari)

Tid: 1. februar, kl. 21
Sted: Zeeman
Omgivelser: Få folk der sidder ved de små borde, dæmpet musik, en gruppe voksne mænd der spiller dart
Beklædning: Støvler med stilet, sorte skinnende leggins, lårkort bordeaux kjole, lang sort frakke i tungt brokade, løst hår og mørkt make-up. Om halsen hænger en lang kæde. Selve vedhænget, der består af en patron, er gemt i dæmonens kavalergang.


Den spinkle blege kvinde med det skarpe ansigt sad i et hjørne. På det ru bord foran hende stod en flaske whiskey, en god årgang, og to glas. Det ene var fyldt og flasken viste at hun allerede havde fået et par glas. Hendes spinkle fingre legede med en kæde om hendes hals og de rødmalede negle skinnede svagt i lokalets lys. Det sorte blik under de mørke og markante bryn glimtede i stearinlysets skær. Hun så tænksom ud som hun sad dér, og der var intet ved hende der indbød fremmede til at opsøge hendes selskab.

En raslen lød hver gang hun bladrede i en lille læderindbunden bog. Siderne var tykke og en kender ville vide at de var af pergament. Over dem løb svungne bogstaver i et næsten ulæseligt latin.

Det var kun et par timer siden hun havde ringet til Procella. Narcissa havde bestemt bedt hende om et møde, for at de kunne tale samme. Som hun havde mindet jægeren om var der en del usagte ting imellem dem. Desuden var der jo brylluppet at arrangere!

Jægeren havde ikke været tilfreds, og dæmonen var stadig i tvivl om hvorvidt hun ville komme eller ej. Hun var trods alt mor til fire nyfødte. Men da Narcissa havde prikket lidt til hende og spurgt om det virkelig kunne være rigtigt at Wicked var den eneste der fik lov at forlade huset, og at hun bare skulle sidde derhjemme som én eller anden sofapude, var der blevet stille i den anden ende.

"Find me at Zeemans!"

Og så havde hun lagt på, før Procella kunne nå at eksplodere ned i røret.

Som sagt var det et par timer siden og Narcissa havde ikke set skyggen af hende. Hun fik tiden til at gå med at læse i bogen. Hun måtte holde tungen lige i munden for at tyde teksten, og for at forstå den. Godt nok havde hendes fader sørget for at hun lærte latin, men den her bog var en gammel gammel kopi af et folkesagn, og den der sidst havde skrevet det ned kunne bestemt ikke prale af sin skrift.

På forsiden af det støvede læder var en indprægnering af en ung kvinde med et hul i ryggen. Bag hendes stod et smukt træ og over det hang månen. Omkring dæmonen hang skyggerne, ikke unaturlige, men alligevel en smule tættere end i resten af det dunkle rum. Kun et skarpt trænet øje ville opfange det, og det endnu mere trænede øje ville se at disse skygger næsten gik i ét med kvinden der sad der.

En sjældne gang imellem gik døren op. Narcissa var for længst holdt op med at se op i håbet om at se Procella komme ind af den lave dør.

Der kom en brise af frisk luft da jægeren dumpede ned i stolen. Hun virrede let på håret og store tunge snefnug glimtede i det mørke hår og begyndte at smelte. Det gav et spændende glitter på den mørke baggrund.

Tøjet

Procella betragtede roligt Narcissa. Hendes ansigt var komplet ulæseligt, men bag masken kørte hendes hjul. Hvor meget vidste hun?

Procella duftede af sne og frostklar natteluft. Det blandet med den lille specielle duft der var...hende. Den lidt skarpe duft af...mørk chokolade. Procella børstede liv i det fladtrykte tørklæde-hår og krængede jakken af sig. Hun gned sine arme let og så fortrydeligt på de to glas whiskey på bordet. Hun prægede den lyshårede pige bag baren.

"Coke please"

Hun forholdt sig tavs indtil sodavanden kom og tog derpå en tår af den.

"Why am I here Nari?"

Hendes stemme var ikke direkte agressiv, den var mere...neutral og udtryksløs. Vagtsom? Træt?

Under bordet gned Procella de kolde fingre. Der var ikke længere spor af de dybe forbrændinger der havde skæmmet dem, men de var stadig mere snesitive over for vejret end hun brød sig om. Hun var ikke helt klar over hvorfor hun var her, men hun havde ikke tænkt sig at lade Nari se den krybende fornemmelse der løb hende under huden.

Et langstrakt suk krængede sig vej ud gennem Narcissas læber, da duften af Procella endelig fyldte rummet omkring hende. Dæmonen hævede ikke blikket fra sin bog, men sad dog med et lille skævt smil over ansigtet. Med rislende lyde bladrede hun roligt igennem den lille bog.

Da Procella endelig henvendte sig til hende, hævede Narcissa blikket og sendte et smil over bordet. Hun så jo helt levende ud, som hun sad dér jægeren, iklædt rigtigt tøj og uden fire børn hængede i patterne.

"And good day to you too Procella. You look more and more like your old self. I do hope the girls and you husband are doing well?"

Hun lukkede den lille bog og lagde den på bordet foran sig. I en glidende bevægelse tømte hun sit whiskeyglas og hældte nyt op.

Narcissa var enormt skuffet over at Procella ikke havde ringet. Det havde hun ellers sagt at hun ville gøre, men måske var Procella ikke helt så snaksaglig som dæmonen havde håbet? Narcissa havde lovet at arrangere en mindre bryllupsceremoni for Wicked og hans kone, men hun var endnu ikke gået i gang. Hun havde end ikke spurgt Wicked om han ville tillade dette, for hun ville have jægerens endelige ja først. Det her skulle ikke ske, bare fordi Procella forsøgte at gøre hende glad, eller lappe på sig selv med et dårligt plaster... eller fordi moderen til de fire dæmoniske piger forsøgte at lege normal.

Der var ingen bebrejdelse i Narcissas sorte øjne, men over hendes ansigt lå en skygge af sørgmodighed - en glans der næsten kunne se opgivende ud.

"You know what? People do like you... but I think you are too affraid to commit to them? Is it so much easier to kill us? No trapped emotions, no one to remind you of past mistakes, hurted feelings, and no one to push you out where you are not in control. I get it... I hate it myself. But you need to let us in. I have told you before... I am your family now. I will not let you kill me like some random demon on the street."

En spinkel hånd holdt om whiskeyglasset der endnu stod på bordet, den anden lå livløst i hendes skød. Stemmen var lavmælt og kun hørbar for jægeren og dæmonen ved det lille bord.

"For an entire week I have been rehersing my words to you... and now I have completely forgotten them. Why did you not call?"

Den sneg sig ind alligevel... skuffelsen over at det ikke havde været jægeren der tog kontakt denne gang.

Procellas fingre trommede let mod bordpladen. Det var ikke en rytme der fulgte musikken, så meget som en indre uro, som ikke kom til udtryk.

"Thanks...I guess...yes. Wick and the girls are fine. Well...whatever. But why did you call like that? Dont get me wrong I love to leave the house, but...whats up?"

Colaglasset med dets kondensdråber blev drejet let og bunden lavede en skrabende lyd mod træet. Hendes ansigt forblev udtryksløst da Narcissa talte. Var dét det? Var det derfor hun var her? Intet om Loren?

"For real? Is that why I am here? To be psycho-analysed by a demon? And yeah, its easier to kill you. Your kind dont have a problem killing humans, and humans are...well...lets just say I am trying to even out the odds. Are we going to have this conversation here...now? Is this why I left husband and four children? To have somekind of existential talk? Great night out..."

Mumlede hun fortrydeligt og så ud over det mangelfulde klientel der var mødt op denne aften. Hun sukkede og gned sig i panden. Den irriterende hovedpine der lå og murede prikkede lige bag hendes øjenlåg.

"Look...i have just had a lot to tend to. Busy week. Give me a break okay..."

Det var lidt svært at skulle diske op med sammenstødet med Victoria i parken, hendes møde med Loren der udviklede sig til en voldtægt hun ikke kunne huske halvdelen af...hvilket stadig gjorde hende nærmest dårlig at tænke på, hendes hyring af en menneskelig barnepige, og ja børnene og Wick generelt. Hun havde totalt svedt detaljer som et telefonopkald til Nari ud. Det havde bare ikke været på listen over ting der var vigtige i hendes verden i sammenligning.

"Fine...so now what? How do a turn that frown upside down? Look im not a lover, i dont do flowers...or girlfriends. So gotta help me out here. What? I let you braid my hair and watch movies in pyjamas while eating marshmellows?"

Der var en skarp sarkastisk tone i hendes stemme, men samtidig var der også et glimt af oprigtighed i de gyldne øjne. Hun VAR bare skarp og utilnærmelig, men det betød ikke at hun ikke gerne ville. At hun ikke gerne ville prøve. Det betød bare at hendes fascon altid var lidt rå, og at hun altid var lidt...Procella. A for afford, F for failure to complete.

Narcissa rystede let på hovedet og sukkede.

"I'm not here to psycho-analyse you. Hell... it'll take me all year."

Hun smilede skævt til Procella, nægtede at lade den bitre mine smitte af på hende.

"What I do not get is why you keep on turning your back towards the people trying to reach to you? Procella, you really hit me hard the last time. You were right, I was acting like a coward. But you are no better yourself. Stop hiding behind that dammed wall. I'm no asking you to be all floffy-soft and pink, just..."

Dæmonen sukkede og tog en slurk af sin whiskey.

"Come on... cut me some slack. I'm trying okay... or you'd rather that we took it on the street? How often do you hear one of my kind talking about shit like this? It's 'cus I care okay... there I said it. Don't make me do it again."

Narcissa havde svoret for sig selv at hun ikke ville være bitter, men hun kunne ikke undgå det. Procella formåede at prikke til det, tvinge hende til at sidde her og snakke om følelser som en anden teenager. Det var sikkert ikke det jægeren ønskede, men lige nu kunne Narcissa ikke finde andre vinkler på det hele.

"And besides I hate marshmellows!"

Igen sendte hun et svagt smil i Procellas retning. Glasset blev svunget i små cirkler og hun nød den sagte raslen af isterninger imod glas. Med en henkastet tone sagde hun

"I ran into a fangerfriend of yours."

Procella så en smule surt mod Narcissa

"Well...im not feeling the teamspirit. I can almost taste it. What brand?"

Der kom en længselsfuld undertone i hendes stemme og hun nikkede let mod flasken. Hun havde ikke kigget nærmere på den, bare af stædighed for ikke at lade sig friste over evne.

"Tell me...why do you try? And no. Im not a coward. I just dont do friends. Or family. I have been plaing house for about a month now, and let me tell you, it aint easy. I wasnt raised like this"

Hun spidsede eftertænksomt læberne

"There are times. Even with Wick, where i have to see him to not react. Its so...embedded in me. Killing him. Things like him. The constant smell of demon...the wall is what is keeping you alive. I think..."

Hun rakte ud efter flasken og lukkede øjnene. Lod sine sanser række ud og fange de små nuancer i den krydrede drik. Lod sig friste og forføre. Mundvandet begyndte at samles under hendes tunge i forventning om hvad der kom.

"You know what...You and wick spend a lot of time talking crap about Micha, but the honest truth is that she has always been there. As a child she was there physically to keep me from doing stuff. And although she is my nightmare, she is also my...i dont know...she keop me from being a complete...animal...i dont know what Wick did, but i have an....empty space...she is there...but missing...i feel her...but its like...she is juuust out of reach...i cant rely on her to keep me in place. I dont know who i am without her. Theres fucked uo for ya. Bloody hell. analyse that Phil"

Hun satte flasken fra sig med et lille hårdt smæld og skubbede den resolut fra sig. Hun fnøs halvirriteret og så skarpt på Narcissa

"Sure you did...and I just ran into Parish Hilton and we went dog-shopping and talked about boys all night"

Procellas stemme steg til paroderende falset og hun rullede med øjnene. Hvad fanden var nu det for noget fis at fyre af?

"Tobermory 1980's"

Narcissa vidste hvor meget viljestyrke det krævede af Procella ikke at drikke af den gode whiskey. Et smørret smil lå på lur lige bag ved de sorte øjne.

"Well, she's your sister, your twin. Gues the two of you know each other better than any ever will. And yeah, we talt of her. But do you know why? Because we care about you. She might be a part of you, but she still treats you like shit. You don't even remember half the crap she's been doing, right?!"

Narcissa lænede sig tilbage og hævede et øjnebryn da Procella talte om Paris Hilton. Dæmonen havde hørt navnet før og der var noget der dæmrede... under alle omstændigheder var det endnu et af Procellas sure opstød.

"She told me to say hi, and then she muttered something about a waterspout and a churchyard. Didn't hear the rest."

Ordene blev udtalt med en faretruende kølighed og en let spottende latter lige under overfladen.

"But if she's no friend of yours... "

"Bitch...you know I cant...Im breastfeeding jackass..."

Knurrede hun, ved at blive oprigtig sur.

"And so what? You talk about family like its something special all the time. Well she is my family too. Look who is talking. Az beating you up and shit. Dont talk to me about being treated like crap by family. Still cant believe he did that. That you let him do that"

Der var skuffelse i hendes stemme, men om det var møntet mest på Narcissa eller Azuriel var ikke helt til at tyde.

"Waterspout? How much did you drink before i got here?"

Det gyldne blik blev en smule anklagende. Var dæmonen pisse fuld og på rulleskøjter? Procella lænede sig tilbage og tog en stor slurk af colaen. Et pludseligt glimt af dæmring gled over hendes ansigt.

...church...

Procella udstødte en lyd der var en blanding mellem et prust og en latter og begyndte at hoste. Hun stillede hurtigt glasset fra sig på bordet og slog sig for brystet så hun kunne hoste godt igennem.

"N-no way! You met the little irish vampire? Where the hell did you meet Victoria?"

Klukkede hun hostende og så en smule ærgelig ud

"Oh dont tell me you killed her?"

Dæmonen overhørte Procellas sure spytten.

"Whatever, Azuriel beats me, I beat him... It's in our nature. And I didn't let him, but after stopping a car with my forehead and jumping of a three storagebuilding, I wasn't quite a match for him. And hey, didn't you tell me that you tried to kill Wicked for a decade?"

Hun klukkede lidt for sig selv og tog endnu en slurk af sit glas. Det var faktisk helt absurd så meget de to tævede på hinanden. I starten havde det kun været når Azuriel var i dårligt humør og hans mørke sind regerede. Men efterhånden var det sket et par gange at de var røget i flæsket på hinanden. Nogle gange skete de da også at de blev lettere opstemte imens...

Hun så med et legesygt smil til imens Procella hostede. Var det latter?

"Oh, Victoria it is? Huh, prettier than Kaylin. No wonder she is Irish, those fine green eyes and all. No no, she's fine. She cried like a girl and fled over hill and dale when she found out I was related to Wicked."

Hun slog en oprigtig perlende latter op ved tanken om hvordan Victoria havde været så hurtigt ude af huset at døren havde smækket efter hende.

"Gues she does not like you husband?"

Narcissa hævede spørgende et øjenbryn og så på Procella hen over glassets kant. De sorte øjne spillede af lattermildhed.

"Is Uncle really that scary?"

"A car...with your...forehead? Now why did you do something foolish like that?"

Hun hostede stadig halvleende og vinkede Narcissas tilbageslag af

"That dosnt count. Its not the same. He started trying to kill me. He used a flesh-golem and all. My thing was just payback. With interests"

Der var noget halvvejs irriteret over hendes stemme ved mindet, men der var også en spillen i hendes øjne der ikke havde været der før. Det var godt nok mange år siden hun havde mødt...James...

"Well...Wick was kinda pissed i followed her to Ireland on a rush. He dosnt like it there, he cant...protect me"

Procella rullede med øjnene som var tanken hende latterlig. Jojo hendes liv var farligt, men hun havde ikke brug for hans beskyttelse.

"Scary? Bloody hell...if he was scary i wouldnt be fucking him would i? He aint scary...he is just not taking any bullshit from anyone, and i guess she had a problem with him being pissed. Her maker kinda...well...had a go on me. And she met Wick at the hospital. He wasnt in...hm...a talking mood"

Der bredte sig et lettere smørret smil om hendes læber ved tanken om Wicks beskytterinstinkt. Det irriterede hende, men det talte også til hende. Hans lille "princess" og lette berøringer. Det særlige smil. Vreden der udsprang af hans bekymring.

"Nah...not scary...devilish maybe...but i wouldnt want him any other way. He was kinda...insisting with her. In that very charming way he can be"

Der var en let undertrykt latter i hendes stemme. Åh jo. Insisterende havde han været da han udbad sig et møde med hendes skaber.

"The elf-trip."

Var Narcissas eneste forklaring. Blikket blev en smule pint da hun erindrede de voldsomme følelser og smerter dén aften havde budt på. Der ville gå mange mange år før de minder ville være ordentligt bearbejdet. Narcissa forsøgte at undlade at tage Procellas grin som værende hånligt imod hende. Det var jo ikke det hun grinte af... vel?

Nu var det Narcissas tur til at sprutte ned i sin whiskey.

"Wha...a flesh-golem? W-what? Those things exists?"

Med en slank hånd tørrede hun sig over kinden og hagen, hvor en smule af den gyldne væske var løbet. Hun klukkede for sig selv og havde svært ved at forestille sig hendes gudfader skulle lege med dén slags væsner. Det virkede ikke specielt... sofistikeret.

"HA! Well, gues I should stop whining about Azuriel's chick blow then!?"

Hun lo frem for sig og forsøgte at forestille sig Azuriel tæmme en flesh-golem. Forestillingen fik hende til at grine endnu mere.

Narcissas øjne spærredes let op da Procella fortalte at hun havde fulgt Victoria til Irland.

"You went to Ireland? Oh..."

Det lattermilde udtryk trak sig, til gengæld for et lettere bekymret blik. Et ansigtsudtryk der tydeligt fortalte at hun havde en ret god idé om hvorfor Wicked havde været utilfreds med dén beslutning.

"I can imagine him to be..."

Hun skar en sigende grimasse og tog en stor slurk af sin whiskey.

"Yeah, Victoria told of your last meeting in her appartment. And of how she... her maker... tried to bite you, and make her your child. Crazy lady, huh? And yeah, he can be slightly devilish. But why on earth did you eat of your fangerfriend? I didn't believe hunters to eat like we do..."

Det var tydeligt at se at Narcissa var reelt interesseret i svaret, fingerspidsene på den ene af hænderne gled legende over bordets ru overflade i en utålmodig bevægelse.

"Should I invite her to be the wedding-dinner?"

Narcissa vidste at hun legede med ilden, men det var som om at de spydige kommentarer var dét de to kvinder kunne forholde sig til. Deres måde at kommunikere på... og i virkeligheden passede det hende bedre end alt det der følelsesgøgl. For hun mente det jo godt...

Procella begyndte at grine oprigtigt da hun så Narcissas udtryk

"Mhm....i looked kinda like that too i think. My first solo-mission and i get...Wick. And a golem. Tadaaaa. Welcome to your life. Bloody asshole. You can imagine him to be what?"

Procella rettede sig en smule interesseret op. Hun havde aldrig rigtig nået til at spørge Wick omkring det med Irland. Hver gang lejligheden bød sig kom hun fra det, og når hun huskede det var der aldrig tid. Hvad vidste Nari? Vidste hun noget?

"You know about the Ireland-stuff? Tell me!"

Procella undlog komplet at svare på resten, og med overlæg, for hun ønskede vitterligt opklaring på det her. Det undrede hende en smule at hun vidste noget som helst om Victoria, og enda i detaljer hun end ikke havde delt med Wick. Hvorfor gik Victoria og delte detaljer på den her måde?

Narcissas ansigt blev alvorligt, med et strejf af panik.

Me and my mouth!

Skulle hun fortælle den lille smule hun vidste til Procella? Eller skulle hun tage den skideballe der sikkert ville komme når hun nægtede? Spørgsmålet var om ikke Procella ville blive hysterisk lige gyldigt hvad? Der var vist noget med at jægeren ikke var så glad for tanken om Wicked og kvinder sådan generelt... for feer var da kvinder, var de ikke?

"Erhm... I do not know much. He just told me never to go there... Ehrm... something about creatures and... ehrm... fairies..."

Jo mere hun talte jo mere mumlede hun. Narcissa var ikke sikker på om Wicked overhovedet havde tænkt sig at dele denne information med Procella. Og Narcissa anede jo ingenting om feer, så hun var ikke i stand til at uddybe under alle omstændigheder.

Hun hældte skyndsomt mere af den krydrede væske i sit glas og drak grådigt. Hendes stemme var henkastet og hun forsøgte at lyde så afslappet som muligt.

"But hey... why did you try to eat her?"

Dæmonen ville virkelig gerne væk fra emnet. Ikke fordi hun kunne sige meget mere, men fordi hun absolut hadede at skulle være 'budbringer' af informationer parret virkelig burde finde ud af at dele indbyrdes.

Why do I allways end up here, skating the thin ice between black eyes and yellow eyes?

Procellas pupiller trak sig sammen i et ryk da hun fangede det lette udtryk af panik på dæmonens ansigt. Hun nærmest vejrede i luften og lænede sig instinktivt frem i stolen, som en blodhund der har fået færten af et bytte den ikke ville give slip på.

"Faeries? Are you telling me that my husband are afraid of tinkerbell?"

Procellas stemme var vantro og det var ret tydeligt hun ikke havde tænkt sig at droppe emnet igen.

"Uh-uh, you are not brushing me off like that. Tell me! Faeries? What about them? Dont you dare weasel your way out of this one Narcissa!"

Hendes stemme var lavmælt men skarp

"I dont care if I have to feed you 3 bottles of that crap. You tell me what you know! Do i have to go there and kick tinkerbells ass? Or Peter Pan? Or both?"

Af sig selv begyndte en tung rumlen i hendes bryst. Det var muligt Wick var en regulær pain in the ass, men han var HENDES pain in the ass. Hvis der var nogen der havde noget på ham skulle hun personligt rive dem rundt. Men hvordan rev man en....fe...rundt? Pillede man vingerne af dem?

Narcissa sukkede højlydt og så på Procella med et opgivende ansigtstudtryk. Det var meget tydeligt at hun bestemt ikke synes emnet var lige så underholdende som jægeren synes.

"Procella... I don't know much about fairies. But I know that Wicked really... He's not going there by his own free will. I do not know what stories he has with them. I just know that they live in Ireland."

Hun flyttede sig lidt på stolen og slyngede det ene ben over det andet. Hun kunne ligesom fornemme på Procella at hun lige så godt kunne spytte ud.

"I've read some stuff about them, Wicked didn't tell us much. Azuriel and I. Fairies... their nature is more magical than demons. They are difficult to manipulate and according to Uncle they are more organized than many of the paranormals. In the many books with myths and old stories they are described as being extremely beautiful. So beautiful that they have trouble being around humans too long at a time. And... many of us, paranormals, are drawn to them. A little like with some angels. They can be as old as nature itself."

Hun sukkede igen og kløede sig i nakken.

"I don't know what Wicked has been doing in Ireland, and what relations he has to them. But he seemed overly serious, and told us never to go near them... never."

Hendes ansigt fortalte hvor alvorligt hun tog denne trussel. Hvis hendes onkel formanede hende til at holde sig væk fra feerne... så gjorde hun det. Hun havde intet behov for at opsøge disse, især ikke hvis den æld gamle dæmon virkelig frygtede dem.

"So... don't go there."

Procellas blik blev køligt

"If I dont let him tell me what to do, you are not going to either. If i wanner go to Ireland, i am going there. Its in my blood. I know im from there. Or at least my father is. And Micha remembers stuff about Victoria because we both come from there. If Ireland is a clue, you nor Wick is gonna keep me from the truth. The end"

Hendes knurren var død ud i hendes hals

"Now drink you goddamn Whiskey...and...rewind. What was the shit about Victoria? What did she tell you?"

Hun troede på at Narcissa faktisk ikke vidste mere om Irland og Wick. Procella havde i løbet af denne ene samtale fået mere at vide omkring hele mysteriet end Wick selv havde afsløret i løbet af deres mange år sammen. Det generede hende en smule. Hun havde noget at læse op på. Hun rystede det mørke hår tilbage og satte sig i en stilling der virkede lidt mindre...intens....

"Hey can we get some of your curlys?"

Procella vinkede til den blonde pige i baren og hævede stemmen til et råb.

"I ate here kinda regular before the..."

Hun lagde sigende hånden på maven

"As long as I'm not gonna be near him when he finds out that you're over there."

Stemmen var kølig, Narcissa vidste godt at Procella ville gøre præcis hvad der passede hende.

"Ahh, I see... so thats the connection. You are from Ireland..."

Det skarpe ansigt nikkede og lænede sig tilbage i stolen. Hun løftede sit glas og så spekulativt på væsken inden hun drak.

"So... you eat vampires and angels. You title as human becomes less and less true. Perhaps of fairie-blood... Tinkerbell!?"

Et sardonisk smil blev sendt i jægerens retning.

"She told that Gwyn, wasn't that her makers name, was trying to embrace you. And then the two of you killed her. After you tried to kill Victoria that is. But she never told why you should become hers. That child, the fanger... she likes you. Eventhoug she fears your husband like hell. She asked about the birth."

Narcissa drak endnu en slurk og lod de sorte øjne glide igennem lokalet.

Procellas øjne blev knebet sammen og hun blottede de alt for skarpe tænder af Narcissa.

"Are you freaking kidding me? Again? You are asking me out, whining about me not sharing and letting you in, and when i tell you the slightest details you mock me, and call me tinkerbell? And you wonder why we are not bestest friends forever and ever? Fuck you"

Procella rejste sig op med et ryk så stolen et kort øjeblik vippede på de to bagerste ben før den fik overbalance og ramlede om på gulvet. Det tiltrak nogle skæve blikke fra det begrænsede publikum.

"Funny shit when a fanger cares more than the alleged demon-family. hope you enjoyed our little bonding-time"

Procella var mildest talt rasende, men det var ikke kun på Narcissa. Det var lige så meget på Wick, der holdt hende udenfor, men kunne dele viden på det niveau med sin guddatter, og Victoria der delte underlig viden om hende med andre. Og hvad fanden var nu det for noget pis med at hun skulle have været ved at blive favnet som spidstands-barn? Bullshit! Det ville hun kunne have huske! Ville hun ikke?

En lille stemme i hendes hoved mumlede noget om at Micha muligvis havde en finger med i spillet, for hun huskede faktisk ikke noget om et andet møde med Gwyn, og hun ville have kunne huske det hvis hun rent faktisk havde slået den kælling ihjel!

Et kort glimt blussede op i hendes hoved. Det gik for hurtigt til at hun rigtigt kunne fange det. Sorte øjne. Et brus af sort hår. Procellas ansigt stivnede i sine folder og der gik en underlig trækning over hendes læber. Som en protesterende grimasse. Stemmer. En samtale? En lille dråbe af blod gled fra det ene næsebor, ned over hendes overlæbe og jægerens øjne blinkede kraftigt som blev hun udsat for skarpt lys. Hun var gået helt i stå i sit vrede tilbagetog, men stod stadig op.

"Procella stop it... it was a freaking joke."

Dæmonens stemme var træt og irritabel. Hendes øjne så sløvt på den væltede stol og derefter op på Procella. Kæft hvor var hun træt at af kvinden tog sådan på vej. Givet, hun var måske ikke den mest balancerede person selv. Men hvordan kunne det være at Procella var den der måtte kommandere rundt med folk, være sur, tvær og irettesættende, men når tonen så vendte bare en smule, så blev hun hysterisk og rasende?

Da hendes øjne gled opefter, så hun det fraværende ansigtsudtryk hun havde set flere gange før. Hun gættede sig til at Procella blev ramt af minder igen, minder Micha havde fjernet.

Hun fløj op af stolen og lod en arm ligge sig omkring jægerens hofte. Hun greb whiskeyglasset med sin frie hånd og holdt det op for ansigtet af Procella.

"Take a drink... relax and take a drink!"

Hun ruskede let i hende og lokkede med den krydrede drik nede under jægerens næse. Stemmen var myndig og bydende. Et kort øjeblik frygtede hun at se Michas sorte og gule øjne, men hun mindede sig selv om at Wicked havde spærret hende væk.

Da Procella ikke reagerede inden for de første få sekunder pressede Narcissa glasset imod hendes læber og vippede det så væsken blev sendt imod hendes mund. Imod sin ryg mærkede hun et par nysgerrige blikke, men hun affærdigede dem og håbede inderligt på at Procella ikke ville te sig mere end højst nødvendigt.

Procellas synkerefleks sendte whiskeyen ned gennem hendes hals

Tænder der lukkede sig, tættere...tættere...
Kolde læber
Latter

Procellas hænder greb dirrende om glasset og hun tømte det. Den blonde pige kom bærrende med en kurv af gyldne sprøde curly fries.

"ma'am? are you okay?"

Hun så bekymret på de to kvinder og samlede stolen op. Søgende og nervøst halvløb hun mod disken og fik fanget en våd klud. Hun løb tilbage til de to kvinder og begyndte at tørre Procella om næsen med den. Blodstrimen var begyndt at blive kraftigere.

Thank you for my gift. I will take you, blood-child. And so...the hunter becomes the prey

Procella vidste ikke hvorfra det kom, men hun genkendte stemmen. Den grusomme selvsikre lyse stemme. Den nedladende attitude. Den vidende.

"Gift? She gave us a gift? I dont want anything from her...stop touching me..."

Procella børstede den unge piges hænder bort og sank en smule ind mod Narcissa

"Sh-she made her...go away...Gwyn...why did she do that? I need one more. Screw this...I need a drink. Please"

Mumlede hun og lukkede øjnene ind mod dæmonens hårde hud. Det føltes underligt at søge ind mod den krydrede duft der var Wickeds og så alligevel ikke var det overhoved. Men det var velkendt, og på en underlig måde...trygt...

"Thank you, we're fine... she's just... we're fine."

Narcissa smilede en smule usikkert til den blonde pige og da Procella viftede pigens hjælpende hænder væk nikkede hun blot til hende og smilede.

Pigen lod den let blodige klud ligge på bordet til senere brug og trissede så lidt usikkert tilbage bag baren. Hun sendte stjålne blikke og var tydeligt interesseret i hvad der foregik imellem de to kvinder i hjørnet.

"A gift? What gift? Hey... Procella, are you ok?"

Narcissa talte ind i jægerens manke af brunt hår og hun kunne ikke undgå at drikke af den bittersøde duft der var så karakteristisk for Procella. Dæmonens hånd lå fast om hendes hofte og der var ingen chance for at jægeren ville trille om på gulvet. Der var noget intimiderende over at have hende så tæt på, at være omgivet af den mørke manke og at have viklet armene om den slanke, men dog stærke krop.

Narcissa og Procella var ikke vant til på nogen måde at være intime. Men alligevel havde Narcissa set mere end Procella nogensinde ville kunne skjule af sig selv. Blandt andet under fødslen havde dæmonen set det meste af jægeren. Heldigvis var det ofte dén vej rundt - at det var jægeren der var blottet.

"Did Micha make her go away? Who? Victoria og Gwyn? What did Gwyn know about you?"

Dæmonen lod sin fri hånd gribe fat om whiskeyflasken. Med Procellas trykket ind til sig, hældte hun på i det glas jægeren holdt. Hen over Procellas skulder blev en nysgerrig mands blik sablet ned af et sæt helt sorte øjne.

"More? You need more? Can you sit? Come..."

Narcissa forsøgte at lempe jægeren ned i en stol, alt imens hun gerne ville undgå at hun spildte på hende eller blødte på hende. Hun fik drejet hovedet imod jægerens og pludselig var Procellas blodige mund kun få centimeter fra Narcissas.

Duften af blodet, og mindet om hvor fantastisk det smagte ramte Narcissa som en forhammer. Hun gispede efter vejret og gik i stå med jægeren i sine arme, hendes tungetip kom til syne i mundvigen, søgende og prøvende. Hun måtte bruge alt sin viljestyrke på ikke at række tungen helt ud og begyndte at slikke blodet af den velformede mund foran hende. De sorte øjne fokuserede udelukkende på blodet og grebet om Procellas hofte blev en smule strammere. Et suk dybt fra Narcissas indre slog ud imod Procellas ansigt.

Procella virkede konfus, som var hun kun halvt til stede

"I dont...know...a gift. She gave us a gift. A...Victoria? She gave us...Victoria? She gave me...her child?"

Procellas stemme var fuld af en mors væmmelse. Hvordan kunne man bare afskrive sine børn sådan? Jojo vampyrer var ikke mennesker...men alligevel? De havde bånd med deres børn. Bånd kunne ikke bare...ikke bare sådan...kunne de? Kunne Gwyn? Havde hun været anerledes?

Procella tømte whiskeyglasset og det klarede faktisk hovedet lidt at blive bombarderet med den stærke drik der fyldte ikke kun hendes tunge, men også hendes næse. Hun blinkede overrasket da Narcissa kom tættere og tættere på og lignede en der ville kysse hende...eller æde hende. Hvad der nu end kom først. En hård hånd blev sat i brystet på dæmonen.

"Excuse me demon-girl. I dont swing that way. Let...go...before i have to hurt you"

Jægerens øjne glitrede koldt. En skygge bevægede sig kort bag hendes øjne, og derefter flimrede en tyrkis hinde kort over den sorte pupil.

Bound by word, magic and blood

Stemmen i Narcissas hoved var femdobbelt. Den kom ikke fra Procella. Den var et minde, men den var forstærket. Det var ikke kun Michas stemme der var derinde nu, men også 4 små pigers. Et uheld var...til nøds accepteret. Det var ikke et uheld at spise deres mor. Heller ikke hvis det *kun* var at smage.

Det tyrkis skær i Procellas øjne fik dæmonen til at vågne op. Næsten alt for brat slap hun sit tag i jægeren og trådte et skridt tilbage. Hun lignede næsten én der havde fået en lussing.

"Sorry... Hrrrm!"

Narcissa rømmede sig højt, hældte godt op i hendes glas og tømte det i én stor slurk. Hun var taknemmelig over et kort øjeblik at overdøve duften af Procellas blod med den krydrede og røgede smag af whiskey.

"Do you mind?"

Imens hun satte sig tilbage i sin stol nikkede hun imod kluden. Blikket der blev sendt til Procella var sigende, og Narcissa så hurtigt væk igen. Gjorde hvad hun kunne for at undgå at se på blodet.

"So... She gave you Victoria? What does that mean? And why... why give you a gift? Do you know why she wanted you?"

Et par slanke fingre legede med en flig af hendes ærmegab. Hun skævede til bogen der stadig lå på bordet foran hende.

Var det her virkelig en god ide? Sådan at blive ved med at presse til Procella for at huske og for at... at finde ud af hvad hun var? Omvendt, ville hun ikke også hade det hvis ingen viste interesse?

"Victoria told that she was almost 900 years old. What could you possibly offer her that Victoria could not?"

"Why... my child. Why were you not her? One of them... the golden eyes..."

"I am you...and you are me...the sun and the moon. We dance...we die...we feed...Thank you for your gift"

Procellas øjne begyndte at køre frem og tilbage igen, som en person der speedlæser i en bog, eller en person der sidder i et tog og betragter omgivelserne der fare forbi udenfor. Lidt sløvt tog hun kluden fra bordet, og fornemmede samtidig hvordan det atter kildrede på hendes overlæbe. Hvorfor blødte hun?

Hun trykkede kluden mod næsen og lod sig dumpe ned i stolen som Nari havde været ved at sætte hende i da hun gik i stå.

"no...she talked about...my eyes. Micha...wanted to...kill her. She was angry with her. She sought us. I dont know why. Our father...protected Victoria. Tried to. Well not my father. My father many years ago. She called her...little red witch...Victoria always became so...scared and angry when we called her that. Micha knew. I need her back. I need to reach her again. She holds the keys to so many things. I dont know jack..."

Procella sukkede og fjernede kluden fra næsen så hun ikke længere talte mufled og nasalt. Hun så kritisk ned på kluden og skulede.

"You think he would ever consider letting her free? Well...maybe not free....but just..."

Hun trak let på skuldrende uden egentlig at vide hvad hun skulle sige for at færdiggøre sætningen. Hun havde altid været så satans under tøflen når det kom til hendes søster.

Narcissa fulgte bekymret Procella med øjnene. Måske skulle hun bare droppe det her lige nu? Ingen grund til at få hende til at gå endnu mere i stykker. Hun så med utilfreds mine hvordan jægeren begyndte at bløde endnu mere.

"Hey Procella?"

Narcissa lænede sig hen over bordet og lagde en hånd over kvindens arm. Hun så hvordan øjnene kørte fra side til side, ikke noget umiddelbart godt tegn. Hun overvejede hvor meget Procellas hjerne kunne klare inden den lukkede helt ned.

Da hun endelig talte var det halve og forvirrende sætninger. Dæmonen lyttede og koncentrerede sig for at huske hvert et ord til senere brug. Hun vidste at disse informationer ville være vigtige, men lige nu handlede det primært om at få Procella til at holde op med at gå i stykker.

"More whiskey?"

Hun hældte op i begge glas og skubbede det ene over imod kvinden der sad overfor hende. Hvordan i alverden fik hun Procella på andre tanker? Uden at hun ville fatte at dét var planen og bare blive tosset? Måske var det egentligt ikke så dum en ide... at gøre hende tosset.

"I do hope that it was not too expensive to fix the cabindoor. She fleed, and I could not close the door properly. I told Porcelain... Wouldn't disturb you late at night."

En stille løgn formede sig i hendes indre, intet blev røbet af stemmen.