Et indbrud ~ Janie

Sted. Rosevelt Palæet
Vejr. Solen skinner udenfor
Tid. 12.30
Omkring. Ingen...
Dag+dato. IRL
Påklædning. En stor blå skjorte som går ca. ned til midten af lårene og nogle store sut sko

Azriel havde sneget sig ud fra sit skjulested tidligt... måske lidt for tidligt. Hun var blevet vækket af larmen udenfor, og havde derfor bestemt sig at stå op. Tykke og mørke gardiner holdte mørket indenfor palæets vægge, og derfor sikrede Azriel fra solens stråler. Hendes lange brune hår, strittede svagt, og man kunne egentlig godt se at hun intet morgenmenneske var. Et træt gab kom frem fra Azriels blege læber, og hun bevægede sig langsomt ned til kælderen, hvor hendes store hvide køkken befandt sig. Det var pænt og nymoderne, og Azriel måtte egentlig knibe øjnene sammen da lyset i rummet, lavede en reflektion og lyste nærmest op. Hun mumlede et eller andet som godt kunne lyde som 'forbandede lys', og masser andre små formaninger om at hun hellere ville sove og at solen bare skulle gå væk. Azriel gik hurtigt igang med at lede i skabene efter noget at drikke, og træk nogle fingre gennem sit hår, for at få det til at sidde nogenlunde...

Janie havde været i et strålende humør. Og det var i det humør at hun fik sine bedste og værste idéer, der ofte lignede hinanden og ofte var lige kreative. Og lige halsbrækkende.
Hun havde haft denne idé et par dage og søgt kort blandt jægerne og deres allierede efter andre der var lige så fandenivoldsk som hende selv.

Og hun var stadig overstadig denne formiddag hvor hun skulle gøre noget ingen andre havde gjort, og sikkert med en god grund.
Hun så over på den anden der var med hende og smilede et vildt tandpastasmil.

Azriel gabte igen. Det var nu et godt vejr udenfor. Hun kunne høre fuglekvidder, og det måtte jo være et tegn på at vejret var godt. Hun blev altid i godt vejr, når vejret var godt, også selvom at hun ikke kunne gå udenfor og nyde det.
Køleskabet åbnede med et mindre knirk, og en duft af blod ramte hende blidt i ansigtet. Hun smilte skævt og kunne mærke at blod var lige hvad hun trængte til. Hun hev en pose ud, fik et glas ud af skabet og hældt det røde substans ned i det, hvorefter hun begyndte at drikke af det. Hun bevægede sig langsomt op fra kælderen og hen ad de øde gange. Hun overvejede at gå tilbage til sin søvn, men havde egentlig ikke lyst, da det var for en god dag til det. Hun bevægede sig derfor hen til stuen, hvor et stort fladskærms tv var tændt. Hun sukkede lavmælt. "Hvorfor kan de ikke finde ud af at slukke det?" spurgte hun sig selv. Hun fik tit besøg af andre vampyre, men efter nogle situationer, kom der mindre og mindre af dem. Der havde været tre vampyre på besøg i går, men de var allerede taget afsted, og ville først komme tilbage om lang tid. Så Azriel havde for en gang skyld, hele huset for sig selv. Det var derfor at hun oss gik halvnøgen rundt i huset.
Hun satte sig i sofaen, med ryggen til døren og begyndte at se det som nu var blevet skruet hen på og stillede sit glas på bordet, men var egentlig faldet hen et par minutter efter, og lavede nogle dybe vejrtrækninger og lænede sit ansigt imod sin arm, som lå på armlænet, og sine ben trukket op under sig. Hun så egentlig ret sød ud, og lignede ikke noget monster på den måde hun lå på...

Cleon var gået med Janie hen til huset for at hjælpe hende med at bryde ind i vampyrlederens hus. han vidste godt at det sikkert ville blive blive en langt ude selvmords mission, men han ville heller ikke lade denne chance gå forbi så han havde valgt at slå til nu når han kunne få lidt hjælp med det.
Han vidste jo godt hvor dum en ide det var men lod det ikke røre sig. Han var i et ret dårligt humør, og når han var i det humør var det at han bare fik lyst til at dræbe eller gøre noget andet dumt.
"Hey Janie, har vi nogen plan?"
han sagde det med en lav stemme og meget stille og roligt, ikke noget med at blive ekstatisk bare fordi de nu skulle til at bryde ind et sted hvor han helt sikkert kunne komme godt og grundigt til skade.

//Info om dette emne: Her er Cleon stadig engel//

I et værelse i palæet befandt en sovende vampyr sig. En bekendt havde slæbt hende til palæet her, for tilsyneladende var det her vampyrernes overhoved holdt til, og hun mente vist at Wilith skulle møde hende. at lederen havde vist sig at være en pige et par år yngre end Wilith, fysisk i hvert fald, havde hun så lidt svært ved at forholde sig til.. men siden hun var leder måtte hun kunne et eller andet. Hun var faldet i søvn på en seng, og nu var det dag, så der var ingen mulighed for at komme væk.
Hun åbnede pludseligt øjnene og satte sig op. Gab var der ikke nogle af, og den menneskelige søvnighed var noget hun skulle spille hvis der var andre i nærheden, for hun sov jo ikke rigtigt. det var mere sådan en form for koma uden at trække vejret.

Hun var klædt i det samme tøj som hun havde optrådt i natten før, en lilla T-shirt der var iturevet, et par ternede bukser og et par afslappede sko. Hun havde ikke haft tid til at skifte før hende der, hvad var hendes navn nu, nå jo, Celine havde slæbt hende med herover. Hun sukkede og rejste sig op med langsomme bevægelser inden hun gik over og forsigtigt åbnede døren og kiggede ud.
Der var næsten helt stille i det store palæ bortset fra fjernsynet der stadigt kørte, og den unge vampyr listede sig forsigtigt ud, i et forsøg på at lave så lidt støj så muligt. Hun havde kurs imod hvad hun troede var køkkenet for at se om hun ikke kunne finde en pose med blod.

Janis stod klædt i sort med et triumferende grin, der var så stort at det mere lignede en grimasse og i øvrigt viste for mange tænder. Men det mest afslørende, var øjnene der var knebet sammen og ikke vidste synderlig glæde.
Hun så på Cleon. Plan? Og trak på skuldrene.
"Vi går ind og vi går ud. De sover, så vi er stille som mus." svarede hun lavt igen og fortsatte med at smile, mens hun så på det vindue, som hun havde udset sig som indgang. Gardinerne var ikke trykket helt for, og det man kunne se af rummet var mørkt og tomt. Og lignede ikke et værelse der blev brugt særlig meget.
Alarmer var en mulighed, men mest på døre.
Hun havde lidt af det sædvanlige med. Denne gang var hun dog godt forberedt. Da kun kun regnede med at støde ind i vampyrere, havde hun kun taget våben med til den slags. Men der havde hun til gengæld også nok, nu hvor pladsen ikke skulle deles med alle andre.

Azriel lavede et lille snork og vågnede med et sæt. Hun satte sig op og rystede hurtigt på hovedet og gned sig i øjnene. Hun sukkede af sig selv. At falde sådan i søvn, var noget hun ikke brød sig om, og rejste sig derfor op. Hun tog glasset med blodet i og tog endnu en slurk, og lyttede så til sine omgivelser. Hun rynkede panden da hun kunne høre et eller andet. Hun havde egentlig troet at hun var helt alene i palæet, men der var en eller anden.
Azriel begav sig med rolige skridt ud fra stuen og hen imod de svage lyde af fødder mod gulvet. Det var der næsten ikke, men Azriel kunne lige få dem skilt ud fra den tunge stilhed. Azriel fandt hurtigt synderen, som var en ung pige. Hun så ikke ud til at være så mange år ældre end Azriel selv, hvilket var rart. "Hey!" kaldte Azriel venligt.

Cleon fulgt Janie ind af vinduet til værelset. Han havde i dagens anledning valgt at tage noget mere praktisk tøj på. Hans tøj var ikke sort, men meget mørkt. Han havde på hvert lår et kort sværd som havde cirka et 70 cm blad. Han havde også medbragt et par træstager da hans eneste mission var her til aften at dræbe vampyrenes leder. Han havde smurt blod fra mennesker ud over sig selv så han skjulte hans egen kvalmende duft af rosentræ.
"Lyder som en helt fin plan for mig, men jeg kan lige så godt sige nu som senere at nogen vil blive vækket"
Han smilede til hende mens han viskede stille og roligt han skulle bare være sikker på at hun var froberedt på det fordi ellers kunne det meget let gå galt og det ville han ikke have. Han mente nemlig at denne kvinde der hjalp ham med at komme her ind var alt for ny i faget til at skulle dø allerede.

Vampyren drejede rundt med et årvågent blik, som kun blev en smule mere afslappet da hun så hvem det var. Godt nok så pigen lille ud, men hun var vampyrernes leder, og derfor en Wilith skyldte troskab, ligegyldigt hvor lidt hun brød sig om det. Nu hvor de var blevet introbukseret kunne hun jo ikke bare ignorere hendes eksistens og hendes love.
Et kort øjeblik overvejede hun om det eneste rigtige at gøre her ikke var at synke i knæ, men kunne ikke helt få sig selv til det. I stedet bøjede hun bare hovedet i respekt og så derefter ned på den lille pige der ledede hende og alle andre vampyrer.
"Min frue.. Undskyld at jeg sådan lister rundt.. jeg ledte efter køkkenet.."
Hendes stemme var lettere anspændt på grund af flere ting, men hun gjorde sit bedste for at virke nogenlunde afslappet.

En svag lyd fik hende til at spidse ører i det ellers så stille palæ, men hun slog det hen med at der nok også var andre her end hende og lederen. Det ville være lidt underligt hvis der kun var de to og ingen vagter. specielt det sidste ville hun finde underligt med vampyrers forkærlighed for intriger og magtkampe.
Igen så hun imod sin leder men hendes grønne øjne var igen blevet åbenlys overvågne for i et hus med fremmede vampyrer ville hun under ingen omstændigheder føle sig sikker. Aldrig! Folk med foden inde for det politiske, som også var vampyrer, var folk man skulle passe på, og som leder måtte hun have noget at gøre med politik. det ville være ret svært at undgå, kunne hun forstille sig.

Ooc. Er jeg efter wil nu?

Janie nikkede energisk. Jarh... Hun håbede på at nogle vågnede. Hun ville gøre sit bedste for at være stille, så længe hun nu huskede det.
Hun hev nogle mindre redskaber op af lommen. De var aflange og flade. skabt til at bryde ind i andres huse.
Janies blakkede fortid havde lært hende mange nyttige tricks, der ikke alle var lige fine i kanten, men yderst brugbare.
Rutinemæssigt søgte hun efter et oplagt sted til at lirke vinduet op og fandt hurtigt hvad hun søgte. Koncentreret og sikker følte hun sig frem og kunne efter et meget kort stykke tid åbne vinduet, mens hun mimede "tada. "

Azriel smilte venligt til den unge vampyr som stod der og så lidt for undskyldende ud. Hun rystede på hovedet og holdt en hånd op, som hun skulle tie stille "Det gør ikke noget. Kom med" sagde hun muntert og var egentlig i et godt humør, selvom at hun var stået op tidligere end normalt. Azriel viste hurtigt vejen ned mod kælderen og ud i det store og rummelige køkken "Bare føl dig hjemme. Der er blod i køleskabet" sagde hun venligt og gav et lille nik imod det store hvide køleskab "Og du behøver ikke at kalde mig frue. Azriel er fint nok, men folk har det også med at kalde mig Frøken Rosevelt. Jeg føler mig lidt for gammel når folk kalder mig frue" sagde hun med et skævt smil.
En lyd. Ikke særlig høj lyd. Men en lyd, kunne høres i palæet. Azriels opmærksomhed gik hurtigt væk fra den unge vampyr, og hun lignede lidt et dådyr, som kunne høre kviste og grene knække i skovbunden. Hun troede lidt at det var gulvene eller røren der knirkede i det gamle hus, men det var bare en lidt anderledes lyd, men Azriel skubbede det alligevel væk og ville ikke tage sig så meget af det, men holdt det dog stadig oppe i baghovedet..

// I think so Janie x3 //

"Ved du noget om hvor lederen sover, så jeg kan dræbe hende så hurtigt som muligt?"
Han ville bare have fat i hende, han havde brug for at dræbe en vampyr siden det der var sket på bjerget og nede i byen. Han begyndte at liste afsted mod at finde ud af hvor det kunne være hun holdt til, måske hun var i køkkenet.*
"Kom med vi prøver køkkenet først og så værelserne bagefter"
Han bevægede sig så lydløst mod køkkenet som han kunne for ikke at vække for meget opmærksomhed. Han håbede han kunne fange hende uden at der ville være for meget kamp, hvis han kunne overraske hende ville han have en fordel, og så måtte der jo heller ikke være nogen til at hjælpe hende.
*Det her skal nok gå*
Han forsøgte at bilde sig selv det ind, men han vidste godt længere inde at dette nok var noget af det dummeste han havde gjort siden han viste sig her på øen.

// tror rækkefølgen nu er: Azriel, Cleon, Willith, Janie?//

"Javel, fr.. Azriel, og mange tak."
Smilet var fyldt med en karakteristisk glæde som kom til syne da hun begyndte at føle sig bedre tilpas i lederens selskab. På trods af at hun var vampyr virkede hun rar, hvilket næsten overraskede hende, da hun ahvde forventet det værste. det var længe siden at den sidste barnevampyr var blevet skabs så vidt hun vidste, hvis man altså ikke betegnede Wil som et barn, hvilket betød at pigen her var ældre og derfor stærkere end hende. Hun kunne lige så godt finde sig til rette for hun skulle være her hele dagen.
Vampyrens følsomme ører reagerede igen på en eller anden lyd, som virkede malplaceret i det store stille palæ, men hun havde andet at tænke over for hun stod med overkroppen inde i det store køleskab. Da hun havde fundet en pose blod med sin fortrukne blodtype trak hun sig ud af køleskabet og fandt sig et gals i et af skabene. Hun bed hurtigt hul i en pose med tænderne og hældte blodet ned i glasset, før hun igen vendte sig imod sin overordnede.

"Er der andre i huset? vagter eller andre vampyrer?"
Det var indirekte et spørgsmål om det bare var hende der var for paranoid eller om der virkeligt var et eller andet der larmede her i huset.. noget der ikke burde være her. Næsten uden at vente på svar drak hun halvdelen af glasset i en slurk og gik lidt ned i knæ mens hun lydløst gik over på den ene side af døren og lænede sig op ad væggen. Lugten af menneskeblod fangede hendes opmærksomhed og hun rynkede bekymret panden.. dette her var ikke godt.. det kunne det umuligt være.
Hun holdt op med at trække vejret så hendes vejrtrækning ikke kom i vejen og gjorde sigende et kast med hovedet imod gangen der førte til køkkenet som betød: hvad er det? jeg håber at du har en forklaring..

Janie lukkede vinduet uden at låse det. De fik måske bruge for en hurtig udgang, inden hun fulgte Cleon videre ind i huset. Inden da hev hun en ældre guldsmykket porcelainsfigur fra et bord og ned i tasken. Hun havde et bløde rum i tasken kun til den slags, så tingene ikke gik i stykker eller kom i vejen hvis hun skulle have fat i et våben.

Hun rystede på hovedet. "nej. Hun ligger vel og sover, så vi har masser af tid til at finde hende." Så længe de var stille altså.
Janie var en smule utilfreds med planen. Hun ville gerne have gået en runde, inden jagten på lederen gik ind.
Hun skød utilfreds læberne ud i en trutmund, men samtyggede så med et svagt okay. Ikke at hun havde tænkt sig at holde løftet længe. Men for nu var det fint nok.

Hun gik ved siden af ham igennem huset og sørgede for at tjekke alle de rum de krydsede på deres vej, for at tjekke at der ikke var nogle i dem der kunne angribe. Mindst hver tiende sekund spejdede hun sig over skulderen. De var ude på tynd is. Meget tynd is.
Hun smilede for sig selv.
"køkkenet må være der. " sagde hun lavt og pegede på en dørløs åbning længere fremme.

Azriel havde smilet til den unge vampyr, og havde stillet sit eget glas med blod fra sig. Hun var glad for at den unge vampyr var høflig, hvilket havde gjort at de to var kommet godt ind på hinanden fra starten af. Mange af vampyrene havde ikke brudt sig om tanken at skulle tage imod ordre fra et barn. Azriel kunne godt mærke at denne her vampyr heller ikke var så glad ved tanken, men det gjorde ikke noget. Pigen sagde det jo ikke uhøfligt op i Azriels åbne ansigt, ligesom så mange andre havde gjort, hvilket Azriel var glad for.
Hun blev ikke glad for pigens spørgsmål og havde fået et koldt blik og anspændt ansigtsudtryk. Så det var ikke kun Azriel der havde hørt de mærkelige lyde? Hun rystede på hovedet "Nej.." sagde hun iskoldt "Vi er alene.." da Azriel snakkede i sådan en kølig stemme, kunne man faktisk mærke kulden sprede sig i rummet. Azriel satte en finger op imod sine læber, som i en ordre til at den unge vampyr skulle tie stille.
Azriel tog en dyb vejrtrækning igennem næsen, og kunne lugte menneske tæt på. Et menneske? Nej... ikke et menneske. Azriel var sikker på at et normalt menneske ikke kunne finde på at gå ind i palæet. Det måtte være en jæger, men lugten af blod hang oss i luften. Blødte personen? Hun rynkede panden og forstod intet. En blødende jæger inde i en vampyrs hus? Det var da ikke så smart tænkt.
Azriel gik hurtigt over til væggen ved siden af døråbningen, så den indtrængende ikke så hende og den unge vampyr med det samme, og sår'n at de ejede overraskelses mommentet...

Cleon bevægede sig langsomt ned mod det der nok var køkkenet. Han trak lige så stille og roligt sine sværd for at være klar da han nu gik igang med at ville finde dem. Det ville være for dumt at vandre rundt og ikke forvente at der pludseligt kom noget springende. Han vidste godt at vampyrer havde utroligt gode sanser og var fysisk overlegen overfor en engel, eller sådan var det jo i det fleste tilfælde, men nu var det jo også få der var trænet på den samme måde som ham.
*Gad vide hvor de er, men køkkenet virker bare så logisk*
Han gik hen til åbningen og stoppede så op. Han havde ikke tænkt sig sådan uden videre bare at vade ind i et rum hvor han ikke kunne være sikker på om der var fælder eller måske vagter. Han tænkte slet ikke på om vampyren var oppe. Han stod bare der ved åbningen meget afventene. Det var ved at nærme sig der hvor det begyndte at blive rigtig farligt, ikke at det gjorde ham det store.
"Er du med?"
han hviskede det lige så forsigtigt til Janie, så lavt ingen kunne høre det, samtidigt med at han lavede et håndtegn til at hun skulle gøre sig klar til at gå ind. Han ville på nogle punkter gerne selv gå ind først, men på den anden side ville det måske være smartere hvis Janie gik ind først men det var ikke noget han snakkede om.

På daværende tidspunkt hang den tynde pige oppe under loftet, for lige så snart hun havde hørt stemmerne tydeligt var det blevet hendes fuldstændigt klart at dette her ikke var nogen der hørte til her. At de sådan bare vadede ind i en vampyrs hus var direkte dumt.. at de så talte sammen, var endnu dummere! En velkendt skikkelse tonede frem i døråbningen og Wilith havde virkeligt lyst til at banke hovedet ind i væggen. Hvorfor var det at hun altid mere eller mindre frivilligt løb ind i folk der havde noget at gøre med Procella.. Og nu hendes skytsengel!? helt ærligt! havde hun ikke problemer nok, uden at hendes klods til en engel begik indbrud hos vampyrernes leder tydeligvis med intention om at dræbe hende også. Det eneste lyspunkt var kvindens vrede over englen når hun fandt ud af det.

Kulden i rummet betød intet for vampyren men for de to levende der åbenbart mente at der havde været smart at bryde ind her ville det nok være mindre behageligt. Det var tydeligt at hvis han gik længere ind i køkkenet ville han få øje på dem begge så Wilith valgte den anden løsning og kastede sig ned imod ham. Hun hang næsten lige over ham så han ville ikke have mere end et sekunds reaktionstid inden at hun hamrede ned i hovedet på ham. Samtidigt sendte hun trykbølger af luft ud imod de indtrængende som de fleste ville have svært ved at stå imod. Hendes lille spinkle krop forvandlede sig til en lille maskine af rene kløer og tænder som ville rive og flå i hvad end de nu fik fat i.

Janie fornemmede svagt en kulde fra køkkenet som hun ikke forstod. Var der et vindue åbent? Det gav ikke mening. Hun skævede til Cleon og fandt sin pistol frem, klar til at reagere hvis lokummet skulle brænde på.
Hun kunne mærke hvordan adrenalinen pumpede ud i blodet og håbede at der snart var vampyrere, inden hun snart selv måtte gå på jagt efter dem. Hun var utålmodig efter action og ærgede sig over at de var gået forsigtig til værks.

Hun nikkede til Cleon, glad for at være den første der gik ud i køkkenet. Hun var ikke bekymret for hvordan det ville ende eller hvad hun ville finde derude.
Hun stoppede kort for at afsikre pistolen. Et halvt sekund der hindrede hende i at gå ind foran Cleon og ende med at få Wilith i hovedet. Hun så op og fik øje på vampyren der næsten var over dem og løftede pistolen og skød, inden et kraftigt vindpust skubbede hende tilbage.

Azriel prøvede at få Wilith til at blive hvor hun var, men kunne dog godt se på hende at hun var ved at gå lidt i panik. Hun sukkede lavmælt da Wilith gik til angreb, men var egentlig glad for det. Azriel havde troet at der kun var én som var brudt ind, men fandt hurtigt ud af at det ikke var sandt, da et skud blev skudt af, og det ikke kom fra den unge mand som Wilith havde gået til angreb på.
Azriel blev hurtigt mere koncentreret da Wilith ikke skulle stå alene med to modstandere, og kom hurtigt frem fra sit skjul. Hun havde mærket det stærke vindpust fra Wilith, og havde ingen problemer i at stå fast. En idé! Azriel fik et skævt smil på læberne, og holdt en hånd frem. Temperaturen faldt hurtigt, og kom under minusgrader. Man kunne se is blive skudt ud fra Azriels håndflader og lagde sig på gulvet, og gjorde det derfor farligt og isglat. Azriel og Wilith var med høj sandsynlighed mere elegante og bedre til at stå fast på det isede gulv, og deres to modstandere ville sikkert være lidt mere usikre, hvilket gav de to vampyre en bedre chance for at kunne banke dem.

Han blev meget overasket over den tynde pige der kom farende imod ham, og nåede ikke at reagere andet end at springe bagud med hende hængende på sig. Han var ikke lige forberedt på at det var den vampyr han ville støde på her i huset. Han vidste ikke hvad hun lavede her, men han vidste at hvis hun stod i vejen ville hun komme til skade.
Han lagde mærke til at gulvet var blevet meget glattere og at det blev sværere at stå på. Han fik ondt af Janie som var med og håbede hun havde gode støvler på så hun bedre kunne stå fast på den glatte overflade. Han havde ikke super gode støvler på i dag, men han var glad for at han havde trænet så meget fægtning som gav en behagelig balance.
Han prøvede, mens han sprang baglæns at stikke, det ene sværd i siden på Willith. Han var fuldstændig ligeglad med om hun var en Procella stolede på, hvis hun blandede sig i dette og kom i vejen, ville han ikke være bange for at dræbe hende.
"Hvorfor blander du dig i dette?"
Han ville sådan set bare gerne have svar på det spørgsmål, bare for at vide og så håbede han at han kunne få hende til at forlade det, uden at blive nød til at dræbe hinanden.

"Hvilken del af det mener du?"
Skuddet røg over hendes hovede, men det gav alligevel et sæt i vampyren for hun kunne takket være sin evne mærke hvor tæt på det havde været. Hun blev nød til at være mere forsigtig og derfor sørgede hun for at holde englen imellem hende selv og jægeren. Sværdet flænsede hendes tøj men i sidste øjeblik smed hun sig ned på det glatte gulv, hvor hun borede en hånd ned i isen, mens den anden lukkede sig om englens ankel og trak hårdt bagud. Hvis hun kunne mærke at hans balance forrykkede sig ville hun hurtigt give slip og skubbe sig bagud imod køkkenet igen.
"mener du delen hvor du bryder ind? eller delen hvor du angriber min overordnede?"

Vampyrens grønne øjne glimtede misfornøjet da hun hurtigt kom på benene igen og sprang væk fra døråbningen så hun ikke ville være det ultimative mål for dusørjægerens skud. Derefter satte hun af igen for at tage sig af mennesket, der tydeligvis det mest irriterende af de to. hun ville sikkert være i besiddelse af diverse stager, vievand og sølvting, men nogen skulle jo tage sig af hende, og det kunne lige så godt være hende. Azriel kunne med garanti godt selv tage sig af englen, måske ville Procella være så heldig at han rent faktisk døde i denne kamp. Det var jo hvad hun havde bedt Wilith om, men hun havde det bare ikke i sig at dræbe folk på kommando..

Janie så hvordan gulvet blev isglat, startende ude fra køkkenet og ud i gangen hvor de stod. Fuck noget møg. Det ændrede hele scenariet. Skulle hun bare skride og overlade Cleon til sin egen skæbne? Findes et andet sted at angribe, hvor hun ikke ville falde over sine egne ben.
Hun måtte springe til side, da Cleon væltede bagud med vampyren. Hvis bare hun holdte sig op af muren ville hun måske have en fair chance. Om ikke andet til hun kom et andet sted hen. Forbandede vampyrere. Hun fiskede en lille vandpistol op af lommen. En grlm en fra en tilfældig legetøjsbutik. Pointen var at den var fuld af vievand og stadig kunne skyde lidt over en armslængde. Ret brugbar når ens partner var i nærkamp med en vampyr og der var lige så stor sandsynlighed for at plaffe knobben af den ene som den anden.

Hendes tænder klaprede af kulde og hun bandede indvendig, mens hun holdte sig op af muren. Bambi på is eller ej. Med to pistoler var hun farlig at være i nærheden ag, for hvis der var noget den blonde pige var, var det triggerhappy. Det var sådan hun overlevede. Skyd første og skyd igen.
Da vampyren angreb igen og denne gang hende sigtede hun med begge pistoler og skød, uden rigtig at tage hensyn til vandpistolens begrænsede rækkevidde.
Hun flyttede sig ikke, så med mindre vampyren drejede af ville hun få den lige i hovedet.