Ritualet! (Janie)

T: Sen eftermiddag.
O: En lysning med lig af dyr og mennesker ellers træer og buske.
V: Meget stille foruroligende stille!
P: langærmet skovmands skjorte og gamle militær bukser, begge dele med mange lapper!

Han stod igen i lysningen, den lysning der var hans eget lille fristed og som var fyldt med lig fra alle salgs væsner både, mennesker, engle, vampyre, dæmoner og varulve men også dyr var der lig fra. Midt i lysningen var der en pæl hamret i jorden til denne pæl var der bundet et lig og et skelet. Skelletet stammede tydeligvis fra en vampyr da man kunne se de spidse hjørnetænder der stak ud. Liget var sandsynligvis fra en elver da dens øre stadig var synlige. Segovax sad med ligets arm og gnavede i det, det var stadigt friskt nok dræbt inden for 24 timer. Han sad bare og gnaskede i armen, selvom der stank af rådenskab i lysningen. Han følte sig for det meste sikker her fordi der var aldrig et menneske der vovede sig i nærheden da stanken var for slem, og de fleste troede bare det var et sted hvor ulve efterlod deres bytte når de havde spist hvad de kunne.

Det mest skræmmende ved denne lysning var nok ikke alle ligene der var her, som var samlet gennem lang tid, men nok nærmere de knogler der var samlet fra forskelige steder og samlet foran til en mosaik af et kors, som fra bund til top var cirka 4,5 meter. Det var et grufuldt syn for de fleste men der var nogle der kunne tage det.


kors

Janie havde været på besøg i lysningen før. Det var et par dage siden, så den lugt hun havde efterladt ved at flytte de hvide knogler og sparke til ligene var nu så svag at den ville kunne skjule sig for selv en varulvs skarpe lugtesans.

For mange ville synet nok havde fået deres mave til at vende sig, men for Janie, der så verdenen på sin helt egen måde, havde det kun pirret hendes djævelske nysgerrig, selv om lugten havde været hård ved hende.
Det var hendes ensomme strejfeture der havde fået hende forvildet så langt ind i en fjendtlig skov.
Men med fundet af lysningen havde turen ikke været spildt og hun havde været årvågne nok til at mærke sig stedet for at vende tilbage. Med våben og udstyr. En jagtkniv var gemt i et hulrum i de store støvler der gik næsten op til knæene og lange bukser i et holdbart materiale og en langærmet bluse der beskyttede hende mod grene og andet. I bæltet hang et tomt hylster. Pistolen havde hun allerede i hånden, mens hun forsøgte at snige sig ind på stedet for at få en bedre skydevinkel.

Han sad bare og gnaskede løs i hans fine arm som smagte helt fantastisk han elskede smagen af daggammelt kød, og smagen af blod som var helt fantastisk. Han sad der bare og lagde ikke rigtigt mærke til noget omkring sig.
Han lagde pludseligt mærke til at der var nogen tilstede og der var ikke noget der larmede sådan særligt voldsom men stadig nok til at han kunne høre det. Han blev bare siddende fordi han ikke ville fortælle den ankomne at han vidste at personen var til stede. Han var sikker på at det var en der ville ham ondt da der ikke var nogen lyde, fordi så tydede det på at personen forsøgte at snige sig ind på ham.
Han rettede sine sanser i den retning hvor han kunne fornemme lydene kom fra og fokuserede specielt sin hørelse der hen.

Janie sneg sig selvsikkert ind på manden. Hun kom skråt bagfra, så hun var heldigvis forskånet fra det markabre syn, som hun ikke havde fantasi til nogensinde at forstille sig.
At hun var helt ude hvor hun ikke kunne bunde og nok ikke burde overfalde en varulve på hans hjemmebane, var ikke noget hun kunne tage sig af.
Blev hun spurgt om hvorvidt den slags sund fornuft var relevant, ville hun svare nej.

Hun rettede sig op og ændrede derved sine fødders vægt. En kvist knækkede svagt under hendes vægt, da hun fik ham ind i pistolens sigtekorn og trykkede på aftrækkeren. Pistolen gik af med et brag der brød stilhed.

Han havde stadig sine sanser fokuseret på den fremmede så i det han hørte braget fra pistolen rullede han straks til side og blev kun lige snittet i låret af kuglen. Han havde hevet armen med sig og kastede den så efter den fremmede person og vente sig om mod hende og løb frem ad for at kaste sig frem mod den fremmede og først da han hang i luften lod han sig forvandle til en ulv.

Ulven var godt og vel 3,5 meter lang sort og meget kraftig, med poterne strakt frem mod kvinden. Det kunne gå grueligt galt for hende hvis hun ikke passede på da dette var hans sted og han havde lige spist så han havde massere af enerig.

Janie opdagede præcist hvor overmodig hun havde været, da skudet der skulle have være dræbende kiksede og efterlod hende i en kritisk situation, hvor det pludselig lod til at handle om hendes overlevelse og ikke hans.

Hendes krop stivnede og hendes øjne blev endnu større, mens hun bed tænderne hårdt sammen om inderlæben. Hun kastede sig bagud, for at vinde et par sekunder, mens hun skød gentagende gange op i luften, for at kunne ramme ham i springet. Det var ikke en ulv hun havde regnet med at møde, selv om det havde været til at regne ud. Tværtimod havde hun regnet med et hurtigt drab. Ikke en brydekamp med en varulv.

Han var heldig at grundet, at kvinden var nød til at spring baglæns var skuddene ikke så gode så han kun blev snittet på det ene ben af en enkelt kugle men det sviede og brændte, ikke fordi det gjorde ham så meget når han var i ulveform da han ignorerede det meste smerte og blot fortsatte sit spring for at navle hende til jorden.
Han slog ud med den ene potte mod hendes bryst, for at lave så meget skade som det var muligt, men ellers havde han bare tænkt sig at slå hende til jorden.

Janie krappede sig baglæns igennem skovbunden, men det tog ikke mere end et sekund inden varulven var lige over hende.
Instinktivt valgte hun at slå efter ham med siden af pistolen. At forvandle sig til en varulv... Fucking snyd.
Det slog hende at hendes sidste time var kommet og hun skreg kort og kastede sig helt ned af ligge for at undgå hans slag, der fik fat i hendes jakke og flåede den i strimler. Hun var nu endt på ryggen med en pænt sur varulv over sig. Ikke hendes bedste øjeblik.

Han satte sin stor poter på hendes skuldre, for at låse hende helt til jorden. Han overvejede at forvandle sig tilbage men nej det ville bare se så forkert ud med ham siddende sådan ovenpå hende nøgen. Dan han blev ramt at pistolen slog hans evne instinktivt ind og der voksede et langt horn ud af hans poter som borede sig ned i kvindens skuldre. Det tog en del af hans kræfter men navlede da også kvinden godt go grundigt.
*Sikker en taber jæger, kan ikke engang klarer en enkelt varulv*
Han grinede eller hvad man kunne kalde det nu når han var ulv, men man var nok ikke i tvivl om hvad det skulle have været!

Janie skreg i smerte og vred sig under varulven, da kæmpekloen gennemborede hendes skulder. Hun havde ikke længere pistolen i hånden.
Det lammede hendes arm der lynede i smerter.
Inden hun var blevet klar nok i hovedet til at komme i tanke om kniven var jakken blødt igennem og en rød plamager der lugtede lidt af jern, bredt sig fra skulderen og farvede siden på hendes hals og blandede sig med underskoven og hendes hår.
Hun sparkede benet op, så hendes hånd i en kvik bevægelse kunne gribe fast om skæftet på kniven. Hun trak den ud og rettede den mod varulven. Han var så tæt på at hun ikke engang brhøvede at sigte, da hun hamrede bladet mod ham.

Han så kniven der kom farende mod ham og sprang bag men kniven snittede hans ene skulder. Han mærkede bladet der skar i hans skulder og hvordan det brændte da sølvet berørte hans hud. Hornet i hans poter trak sig tilbage igen og han landede væk fra jægeren. Han begyndte langsomt at gå rundt om hende, som en ulv der cirkulere rundt om sit offer eller bytte.
*Hun er seriøst ude et sted hvor hun ikke kan bunde*

Janie var hurtig til at krumme sig sammen og rulle ind over sig selv, så hun kom på benene. Hendes øjne var spærret helt op og var fæstet på varulven, ligesom hendes tænder var bidt sammen i koncentration.
Hun holdte hårdt om kniven, så hendes knoer blev hvide og hendes hånd skælvede.
Hun cirklede langsomt rundt om sig siv, for at undgå at ende med ryggen eller siden til ham. Kniven holdte hun klar til hug, selv om den var noget sølle i forhold til den store ulv.

Han fortsatte sin gang omkring hende, da han ikke ville være den der angreb. Han ville have at hun skulle tage det næste træk, måske fordi det ville give hende en lille chance også. han ville gerne se at hun ikke skulle bryde helt sammen under ham bare fordi han ikke lod hende få en chance.
Han fortsatte med sin rundgang omkring hende. Han ville gerne se hvad hun havde tænkt sig at forsøge med mod ham.

Janie spejdede efter pistolen, uden at miste varulven af syne. Hvor pokker var den blevet af? Der var stadig lys nok til at hun kunne se alt omkring hende og i skovbunden.
Men hun havde ikke mulighed for at søge ordentligt.
Hvor mange kugler havde hun egentlig fyret af? Dem alle? Havde hun hørt den klikke tom? Men hun havde ikke mulighed for a undersøge tvivlen.

Hun fortsatter med at cirkle rundt. Da de stod overfor hinanden, han mod sin slagterlund og hun mod den vej hun var kommet fra, begyndte hun at gå længere bagud. Ikke at hun havde tænkt sig at stikke af. Hun var for smart, til at vende ryggen til det blodtørstige dyr. Men hun ville gerne ud et sted hvor hun var mere på hjemmebane. Hvor det så end var i forhold til skoven.

Han begyndte så at gå langsomt frem mod hende, med tunge hårde skridt og blottede tænder. Han gik bare stille og roligt fremad mod hende som et rovdyr der vidste at dens bytte var fanget, og ikke kunne slippe væk. Han syntes lidt hun lignede et dådyr der var fanget i et sæt billygter.
*Hun var virkelig dum, hva gamle dreng?"
Han fortsatte sin gang hen mod hende og nød at han kunne mærke hun var bange, og ikke var helt sikker på sig selv, det gav nemlig ham selvtillid. Han kunne også tænke sig til at det måtte være hårdt med skaden i skulderen.

Janie bekæmpede på ny trangen til at forsøge at stikke af. Hele hendes krop skreg på at hun skulle forsøge at komme væk og skide på hvad der var fornuftigt eller ej og bare sørge for at få sin røv afsted i en vis fart. Men inderst inde vidste hun godt at det var en dårlig idé.
Han legede med hende nu. Det var hun sikker på. At han kun legede med hende, og håbede på at få hende til at miste fatningen og løbe.

Hun forsøgte at finde på en vej ud. Måske kunne hun klatre op i et træ? Men hvad så bagefter? Hun skælvede af anstrengelse og ændrede grebet på kniven. Hendes anden arm var fortsat følelsesløs og hang slapt ned, mens blodet stille dryppede fra hendes fingerspidser.

Han snerede af hende og begyndte langsomt og tungt at gå frem mod hende. Han ville gerne se hvor meget der skulle til før hun gik helt i panik og stak halen mellem benene. Han tog nogle lange tunge skridt frem mod hende.
*Kom her over lille ven, jeg er ikke farlig.*
Han ville ønske hun kunne høre hvad han tænkte fordi det var så grotesk af ham over hovedet at tænke den tanke at han ikke var farlig, lige nu var nemlig et af de tidspunkter han var farligst.

Janies anspændte krop lettede fra jorden og hun sprang instinktivt et skridt tilbage, da han snerrede.
Hun følte sig trængt op i en krog, og som alle andre dyr efterlod det hende med to valgmuligheder; kamp eller flugt. Flugt var stadig og ville aldrig blive aktuel. Han ville være over hende, før hun fik taget det første skridt.
Det efterlod hende med det eneste andet alternativ. Hvor hovedløst det end var. Men som så mange gange før udregnede Janie ikke hvor der var den største chance for succes. Hun søgte heller ikke alternative muligheder.

Hendes ansigt så for et øjeblik mere bestemt ud og hun satte af, sprang til højre for at kunne få ham fra siden af og ikke løbe direkte ind i hans tænder og klør. Kniven havde hun foran sig, klar til hug. I modsætning til den skælvende pige der havde tøvet, var hun nu fast besluttet på at slå ham ihjel og overleve selv.

Han begyndte at smile eller hvad man ville kalde det han gjorde, det var jo ikke så nemt faktisk at smile når man var en ulv. Han fandt det morsomt at hun forsøgte sig i kamp mod en ulv der nok var cirka dobbelt størrelse af hende selv.
*Dumme dumme tøs*
Han lod hende bare bevæge sig om på siden af ham, så hun kunne føle sig mere sikker. Den pote der var længst væk fra hende gjorde han klar til at slå med når hun kom tæt nok på. Han gjorde sin krop klar til at rejse sig op og svinge hele vejen rundt fra den ene til den anden side, så slaget ville blive så hårdt som muligt. Han ventede bare på hun gjorde forsøget på angrebet.

Janie bukkede sig sammen for at blive et mindre mål. Måske dumt, men hvad skulle hun ellers gøre? Hun havde rodet sig så langt ud i lortet, at hun var nød til at gå planken ud og håbe at hun kunne gå på vandet.
Hun sprang frem og huggede ud efter ham. Hun var ligeglad med hvor hun ramte. Bare kniven gik helt ind.

Hun farede mod ham og slog ud efter ham, han nåede hurtigt at flytte sig da hun slog ude efter ham, fordi hun gjorde det på den måde. Han rejste sig op på bagpoterne. Han forsøgte så at svare tilbage med et slag med poten hvor han brugte hele kroppen. Han slog ikke hårdt, eller ihvertfald ikke hårdere end han plejede, dan var placeret lige mod hendes højre skulder.
*pas nu på for helvede du er oppe mod et dyrs styrke, men en krigers tankegang*
Han ville virkelig ønske han kunne fortælle det til hende da det jo næste ville være syndt for hende at blive slået ihjel.

Janies kampinstinkt havde taget over. Hun kæmpede lige så vildt som et andet rovdyr. Som galt det hendes liv, hvilket det også gjorde.
Det var ikke erfaring hun trak på. Det var et simpelt ønske om at se ham dø.
Hendes manglende erfaring med kamp gjorde hende nu ikke mindre farlige, fordi hun ikke holdt sig tilbage.

Hun bukkede sig og trak sig længere til den ene side, da han slog ud efter hende. Siden slaget ikke var med fuld kraft tog den tykke vinterjakken det meste af kløerne

Han blev overrasket over at hun faktisk nåede at dukke sig, men ikke længe han var hurtig til at lade den kraft han havde i svinget til at rive ham frem ad. Han trak sig hurtigt et stykke væk fra hende og landede så han hurtigt kunne vende sig rundt, og være klar til at angribe hende igen. Han nød at han endelig kunne få lov til at slåd mod en anden person og så en som virkede som om han faktisk vidste havd hun lavede uden at virke overlegen.

Janie smilede triumferende da varulven sprang væk. Det gav hende også en tiltrængt pause, hvor kort den nu måtte blive.
Hun pustede tungt og forsøgte at genvinde vejret. Hun kunne mærke hvordan hendes tøj og hår klæbede sig til hende, på grund af blod og et tyndt svedlag, der var ved at springe frem. Hun kunne mærke sit hjerte dunke så kraftigt at slagene gik igennem hele kroppen.

Hun vendte sig mod ham med et fast greb om kniven. Hendes krop gjorde ondt og det virkede ikke som om hun ville kunne blive stående på benene de næste 10 minutter, hvis kampen ville fortsætte.
Så hun blev stående og så så truende ud som hun kunne. Måske ville varulven så trække sig fra kampen og hun kunne komme væk.

Han holdt hele tiden øje med hende. Han holdt et skarp øje med hver eneste lille bevægelse hun lavede. Han kunne se hvordan hun spændte i kroppen og hvordan han syntes det virkede som om hun var igang med at virke mere truende.

*prøver hun virkelig, virkelig at virke truende over for mig?*

Han fandt det utroligt morsomt at hun forsøgte at være truende. Han gik hen mod hende med tunge skridt, for at hun kunne forstå at hun på ingen måde virkede truende.