Time is anything - Axel

Idag? Imorgen? Måske igår. Men ihvert fald her. Det var der ingen tvivl om.
Stilhed, yderliger stilhed, men så alligvel, vinden, det blæste, det blæste meget, det overdøvede alt, hvert et åndedrat, hvert et bankende hjerte, lyden af stilhed, og så alligvel ikke. Bølgerne mod broen, der fik den til at vugge uroligt,man var så godt dømt til at falde i det iskolde vand når man gikd er ud. Det ville dræbe en, starte med forfrysninger, og så hev det en længer og længer ned, til sidst var der ikke mere luft, og så var man væk. Drukne døden, en naturlig død. En naturlig men forfærndelig død.
Var det idag? Han troede det var idag, vejret var præcis som i drømmen, lydene var præcis som der, tågen var tung, og kulden var nær, alt var perfket. Han så sig omkring, ned af den lange gade der lå ned til havnen, der var ikke skyggen af et menneske at se. Det var ikke idag, det kunne det umuligt være? Havde han hallucineret igen? Måske. Intet var sikkert, i drømmene, der var alting ligesom, aldrig sikkert.. intet var bestemt, og alting.. man vidste ligesom bare aldrig rigtigt.
Men han var sikker på at det var idag, han havde været så sikker, han havde stået op, vågnet.. fra drømmene, set ansiget for sig, det meste af natten, hvad var klokken? måske omkring to. Han havde lovet at finde ham idag, for han havde følt sig så sikker, sikker på sig selv, intet kunne gå galt.. det havde han lovet.. men nu var han ikke så sikker mere.
Hans navn var Alias, hans arbjeds giver.. det var hemmeligt, ingen kendte til det længer, ikke engang Stefan kendte ham mere. Han var bleven, forhekset, sådan følte han det i hvert fald. Han var flyttet, så ingen kendte hans adresse mere, han havde overvejet at skifte navn, men han ville helst ikke opgive sit navn nu, han elskede det, men måske kunne man skifte sit efternavn? Og gå under det? Det var en mulighed, af mange.. mange mange overvejelser.. der havde proppet hans hovede de sidste uger.
Han var selv iført et par amdret jeans, på den måde, at de var slite og hulede, og meget brugte. Den t-shirt han havde på var hvid, og fik ham blot til at se endnu blegere ud, han havde et par sorte nypusset sko på, og en vinterjakke ud over sin t-shirt.. blot for ikke at vække opmærskomhed. Hans hår var nyvasket og stadig vådt, det var så kodte at noget at håret var frosset til. Men det betød ikke noget for ham, han følte ikke kulden, han mærkede dne ikke. Den slog mod hans krop, men kroppen afviste det.
Fodtrin. Det var idag.

Axel slikkede den sidste rest blod bort fra sin overlæbe. Han spiste pænt, han havde trænet længe.. på at mestre ikke at få blodstænk ud over det hele. Et let sving om hjørnet, og han befandt sig i hjertet af havnen.
Industrien blomstrede, det var der tydelige tegn på. Han rettede på den sorte trenchcoat, han passede nok ikke ind i havnebilledet, men det var nu et let sted at finde.. netop det rette blod. Han kunne dog ikke længere smage den metalliske sødme, den var forsvundet for længe siden, som om vampyrkroppen krævede hver eneste dråbe og ikke engang lod smagen blive tilbage på tungen. Han drejede igen, og kom ned til kajen. Blæsten hev og trak i ham som om den med vilje ville have ham ud over kanten til det iskolde vand, det kom dog nok ikke til at ske lige den dag. Han fik øje på noget længere nede af havnen, i læ af skygger og paller, for slet ikke at nævne maskiner der stod lidt hulter til bulter som om maskinarbejderne bare havde forladt dem. Mellem alt det stod der en skygge..
Axel standsede langsomt mens han undersøgte skyggen med øjnene.
Kulden krøb ind under hans tøj, men han fornemmede den knap nok, han var så kold selv.. kold som et lig. Netop det tændte en tanke i ham, døden.. var her, sammen med ham, og skyggen længere fremme, havde stor sammenhæng med dette. Det var nu ikke fordi han var den store åndemager, men netop denne dag, denne aften.. synedes døden at være en anden end ham selv. Han begyndte at gå igen, langsommere denne gang.. Han vidste ikke om han skulle undgå, det der nu ikke kun var en skygge, men en person, eller om han skulle konfrontere ham med ham.
Han vidste jo han stod der. Det ville være uhøfligt at undgå ham, men samtidig.. tørnede man vel ikke samen med døden med vilje? Det blæste kraftigt, og det fik ham til at stoppe op igen. Han målte afstanden med øjnene..mpske omkring fem meter til den fremmede, da han igen stoppede og denne gang målte ham med øjnene.

Alias vendte sig langsomt om mod lyden af skridt, og så efter det velkendte ansigt der kort efter dukkede op. Han smilte lidt og betragtede fyren på afstand, følte sig meget tæt på ham, selv om han var så langt væk.. kendte ham ud og ind. Axel.
Det blege smil gled af hans ansigt da fyren gik mod ham? Kendte han også Alias, eller belv han draget af andre grunde? Hvis han kendte ham ville han blive nød til at.. slå fyren ihjel, Alias navn var så udbredt nu at han var begyndt at overvejer at skifte det ud, eller i hvert fald leve på et dæknavn. Han så mod fyren imens han kom tætter og tætter på, i et langsomt kedeligt menneske tempo. Han vidste ærlig talt ikke helt hvordan han skulle snakke til ham, og hvilke ord han skulle formulere sig med.. Han havde jo altid haft dybt respekt for sin race.. ind til han havde fundet ud af.. at ikke alle vampyere var ligeså.. repsktfulde som ham, at de slægede i reglerne. At de ikke ikke var så onde som det skulle fremstå de var. Og så var han jo bleven nød til at ryde op i skaderne før de blev værre.. hvilket sygt blødsødt samfund de nu levede i! Sådan var det ikke meningen det skulle være jo.. de skulle være hensynsløse følelsesløse, ligeglade, modbydelige.. og alle.. ægte dræbere. Andet kunne ikke accepteres.
Han smilte da Axel stoppede op foran Alias, få meter fra ham. Og han tillod sig at træde et skridt tætter, og så på ham, som skulle han fortælle ham den dybeste hemmelighed af alle.
"Axel Lind?" sagde han stille, som havde han læst det op fra et papir, og bare ventet på ham i evigheder. "Så kom du endelig" sagde han og smilte et venligt smil til vampyeren.

Axel havde en snigende fornemmelse af at vampyren der stod for enden af kajen nærmest havde ventet på ham. Det var ikke en direkte ubehagelig fornemmelse for Axel.. kunne ikke rigtig tolke sine følelser, det var også derfor det var så svært at elske Sian ordentligt... som hun fortjente.. selvom det hele var så rodet, og det hun havde gjort, havde startet en underlig kædereaktion inde i ham. Han blev stående på stedet. Han blev dog slået ud af sin kølige ro, da vampyren nævnte hans navn og hævede et øjenbryn... en evne? En seerske, hvad var det han havde med at gøre helt præcist? Det lå ikke til Axel at være uhøflig, selvom det var en højst usædvanlig måde at møde nye mennesker på. Eller væsner. "Det lyder interessant, det kunne du måske uddybe...?" han lod den med vilje hænge i luften, ikke som et spørgsmål , men for at ive den anden vampyr chancen for at introducere sig selv..
Han vidste godt der var forskel på vampyrer, han skilte sig selv lidt ud fra normen, selvfølgelig kunne han godt lide blod.. blod var.. kilden til liv, ikke kun hans liv, men andres liv... Han stppede sig selv før han kastede sig ud i den store filosofiske tankegang.
Han smilede let til den anden vampyr, han var ikke... bange for ham, var vampyrer egentlig bange af natur? Måske nogen af de voldsomt egoistiske vampyrer af slagsen var bange for at dø, men Axel... mente han havde levet temmelig længe, var der noget galt i at dø?
Mens han stod og småfilosoferede om det at dø, og om han havde lyst til at dø... nok ikke lige den dag. Han vendte igen opmærksomheden mere opmærksomt mod fyren foran sig. Hvad ville han egentlig?

Alias kastede hovedet lidt tilbage og grinte højt, i den tomme nat. Han stoppede dog hurtigt sit hånlige smil igen og så Axel dirakte ind i øjnene. Hvordan fik man en vampyer til at gå med sig? Uden tvang.. sådan helt frivilligt? Var der nogen nemme veje.. så ville han gerne vide det nu. "Jeg er bange for jeg ikke kan fortælle dig noget med sikkerhed lige nu" sagde han hurtigt, men en smule tøvende, han var ikke sikker på hvilke ord han skulle bruge, og hvordan han skulle bruge dem.. hvordan han skulle lokke Axel med sig.. han kunne mækre.. nej vent.. han vidste at Axel ikke var.. som de andre, men hvem var også det? Alias selv skilte sig ud, men det var der jo ingen der behøvede at vide, og slet ikke dem han arbjede for og med, det lå blot under overfalden, i underbevidstheden, der var der alligvel ingen der skulle ned. "Men jeg bliver desværre nød til at bede dem om at følge med nu.. og jeg ser gerne det bliver gjordt i god ro og orden.. ellers vil jeg nok blive nød til at bede dem følge med på en lidt.. ubehaliger måde " sluttede han af og strakte armene ud i en høflig bevægelse, som Axel skulle følge ham hen af kajen.

// Total krea svigt.. im sorry. //