Beachtime - Laroy

Sted: Stranden
Tid: 9:05
Omgivelser: Ikke en sjæl
Vejr: Lunt og skyfrit

Jacqueline sad på stranden og stirrede ud over havet. I sin højre hånd knyttede hun desperat en dåseøl, som for længst var tom. Den havde, desværre, ikke været nok til at få hende beruset. Der skulle efterhånden også en del til.
Hun vidste egentlig ikke hvad hun lavede her - hun kunne ikke lide det. Der var alt for stille og det efterlod hende alene med sine tanker. Tanker hun helst ville undgå. Hun kneb øjnene en anelse sammen og smed irriteret dåseøllen væk fra sig. Hvad var der sket med hende?

Laroy kom stille og roligt gående for sig selv med et håndklæde over skulderne og sådan noget da han var på stranden, det var jo lidt dejligt vejr lige nu så hvorfor ikke nyde det selvom det var tidligt om morgen og sådan noget men sådan var det jo bare.
Han havde sin badeshorts på inde under sine bukser som han havde på og alt sådan noget for han viste ikke om han ville kunne få lyst til at hoppe en tur i vandet eller hvad han ville lige nu og her.

Hun kiggede fraværende op, da der kom en eller anden gående. Det så ud til, at han skulle bade. Hun sukkede stille - hvis livet bare var så enkelt.
Så kiggede hun ned i sandet og overvejede at gå, når hun alligevel ikke var alene. Tage hjem og blive der resten af sit liv. Og ja, hun vidste godt, at det var tåbeligt.

Han gik stille og roligt der for sig selv i det han så der var andre end ham selv og alt sådan noget smilte han bare og gik roligt hen mod personen og havde et smil på sine læber "hejsa"sagde han venligt til hende og slappede bare roligt af.
Han stod der og ventede stille og roligt og havde håbet på at der snart ville få sig et svar på det hele.

Hun kiggede op, da en eller anden hilste på hende. Ansigtet var ukendt, men venligt. Hvorfor var han så venlig over for hende?
"Hej..." sagde hun forsigtigt og bed sig i læben og ønskede et eller andet sted, at hun var beruset. Det ville gøre alting meget, meget nemmere.

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "hvad laver man så her på stranden ved denne her tid"spurgte han stille og roligt og havde ikke ligefrem regnet med at møde nogen her ude på denne tid om morgen.
Han så på hende og så hende an og alt det bare sådan hurtig så hun ikke ville se det at han gjorde det.

Hun trak på skulderen og vidste det egentlig ikke selv. Hun endte de mærkligste steder efter vilde byture, selvom dette ikke havde været en af de slemme.
"Jeg ved det ikke helt... En bytur der gik galt, I guess," sagde hun som om det var den mest naturlige ting i verden. Og selvom hun kunne tænke sig til hvad han skulle, spurgte hun alligevel: "Hvad med dig?" Lidt høflig kunne man vel altid være..

Han kiggede på hende "mig jeg laver ikke andet end at nyde vejret og tog håndklæde med for en sikkerheds skyld hvis jeg nu skulle få lyst til at hoppe i vandet"sagde han stille og roligt og satte sig ved siden af hende og smilte til hende.
Han slappede stille og roligt af mens han sad der "mit navn er Laroy hvad er dit"sagde han roligt og ventede bare på svar fra hende af.

Hun nikkede tankefuldt. Hvorfor gjorde hun aldrig sådan nogle ting? Det lød hundrede gange bedre end at tage i byen hver eneste aften.

Hun betragtede ham lidt, mens han præsenterede sig, og sagde derefter: "Mit navn er Jacqueline."

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og slappede bare af "du ser anspændt ud det ved du godt ikke"sagde han stille og roligt og havde ikke nogen hentydning til det men hun så virkelig anspændt ud og sådan noget.
Han så på hende og slappede bare af.

"Gør jeg?" Spurgte hun overrasket og glemte en hver slags facade for en tid.
Så sørgede hun for at slappe af i skuldrene. Det kunne være at det var fordi hun trængte til sov, men hun regnede med at lave en døgner. Det kunne hun alligevel lige så godt gøre.

Han kiggede på hende med et smil "lidt men ikke så meget"sagde han stille og roligt og havde ikke i sin mening om at gøre sådan at hun så forvirret ud eller sådan noget i den still. Han så på vandet og havde ikke det vilde og sige lige nu da han havde sagt det han ville sige og så kunne han heller ikke komme på mere lige nu.

Hun kneb øjnene sammen og betragtede ham. Mon han var et menneske, ligesom hende? Hun var typen der sagde tingene ligeud og spurgte derfor: "Hvad er du egentlig?"
Der var ikke ment noget dårligt med spørgsmålet, det var bare et neutralt spørgsmål.

Han kiggede på hende "hvad mener du med det"spurgte han stille og roligt og havde ingen ide om hvad hun mente med det hun lige sagde der og nu var han også blevet lidt forvirret og sådan noget.
Han så udover vandet og tænkte lidt "det var så noget man ikke må sige men er Dæmon"sagde han roligt og havde ikke noget andet og sige til det.

Hun kiggede overrasket på ham.
"Hvorfor må jeg så ikke det?" Spurgte hun. Så rykkede hun sig - uden at tænke over det - lidt længere væk fra ham. Han var trods alt en dæmon og hun gjorde klogt i at være på vagt.

Han kiggede på hende "menneskeheden plejer vi at holde os i skjul for men nu ved du det"sagde han stille og roligt og så at hun rykkede væk fra ham "du behøver ikke at være bange for mig"sagde han med et stille og venligt smil på sine læber selvom han var dæmon var han ikke ond eller noget.

Hun fik pludselig lyst til at grine håndligt, da han sagde at hun ikke behøvede at være bange for ham. Det var hun skam ikke - hun stolede bare ikke på ham. Og der var da en stor forskel syntes hun.
"Hvorfor er du egentlig en dæmon?" Spurgte hun pludseligt. Var han født sådan, eller hvordan hang det sammen?

Han kiggede på hende med et smil på sine læber "jeg var et menneske engang eller kroppen var dæmoner overtager en krop fra et menneske så vidt jeg husker hed kroppen engang Hazz eller sådan noget men nu er det laroy og man kan ikke se det har været et menneskes krop før så det jo godt nok"sagde han stille og roligt efter hvad han mente lige nu og her.

Hun gloede chokeret på ham og spurgte: "... Så drengen med denne krop," hun nikkede til ham og forsatte: "Eksisterer ikke mere? Du tog hans krop?"
Det var ikke okay, syntes hun. Overhovedet ikke. Han havde garanteret slet ikke fået en chance. Sådan var det jo i livet - man fik aldrig en chance. Hun sukkede.

Han kiggede på hende "jeg fandt ham døende på jorden så på en måde hjalp jeg ham ved at gøre det og han er stadig i kroppen men han har ikke nogen kræfter til at overtage den igen på noget måder"sagde han roligt og så på hende "hvorfor er du så nysgerrig"spurgte han roligt og så på vandet.

Hun kiggede på ham og undrede sig over at den døendes krop, havde været stærk nok til at blive besat, hvis den jo var døende. men det kunne selvfølgelig godt være...
"Ikke for noget," sagde hun bare og bed sig i læben, mens hun forlegent kiggede væk. Det var jo rart at vide lidt om forskellige væsner - bare sådan at man vidste, hvem man havde med at gøre.

Han kiggede på hende "altså du må ikke tro jeg er sur på dig fordi du er nysgerrig for det er jeg ikke vil bare godt vide hvorfor"sagde han med et smil på sine læber og slappede roligt af og sådan noget.
Han så på vandet "vil du med ud at svømme lidt"spurgte han venligt og så på hende og håbede da lidt på at hun ville da han ikke havde noget imod hende og sådan noget.

Hun blev mere afslappet, da han sagde at han ikke var sur. Selvom hun i bund og grund kunne være ligeglad.
"Jeg har ikke badetøj med," sagde hun kort og kiggede ud over vandet, hvor solen skinnede.

Han kiggede på hende "du har dit undertøj hvis det altså må blive vådt"sagde han stille og roligt og slappede bare af og så på hende med et smil og rejste sig så op og tog sit tøj af og havde badeshorts på inde under og sådan noget.
Han så på hende med et smil "men du bestemmer selv"sagde han roligt og slappede bare af.

Hun trak på skuldrene og havde ikke noget problem med det.
"Okay, så..." sagde hun bare og fik kjolen og skoene af, hvorefter hun gik ned i vandet uden et tegn på forlegenhed.