back to life. - Azuriel

Sted: den triste skov
omgivelser: næsten ikke en sjæl
tid: ca. klokken 23.00
vejer: Fugtigt, koldt, og en smule regn og vind.


Træerne dansede i takt med vindens blæst, og bladende lettede sig fra jorden og fløj nogle få centimeter før de landede igen.
Irissa sad op af et vådt træ, på det våde græs, hun havde halv strakte ben, og hendes lange blonde hår hang skødeløst ned over hendes blege ansigt. Hun kastede håret tilbage, da det var blevet for belastende at have hængende ned over de brune øjne.
Hendes kolde blik skimtede dem plads hun sad på, og hun lod hænderne løbende igennem det våde græs før hun lod sit blik glide over hendes våben som lå ved hendes højre side, knivene og resten af våbene sad i våbenbæltet.
Irissas påklædning var nok ikke det mest praktiske i dette dårlige vejre. Det eneste der gjorde at hun ikke frøs helt ihjel var hendes lange støvler, som gik hende til lårene, og derefter var der kun den lange frakke og de korte sorte shorts samt den hvide stroptrøje.

Azuriel der før havde været i denne skov for at jage en Vampyr var kommet tilbage for at lede efter spor. Han havde som altid sin læderjakke på og hans pistol med. Han havde husket en lommelærke med helligvand hvis han nu skulle løbe ind i Vampyren. Pistolen var i hans bælte ved ryggen som den plejede. Han havde ikke trukket den eftersom han jo kun var ude for at lede efter spor. Han gik med roligt og fattede skridt. Selv om natten var faldet på og der var koldt, så holdt hans blod ham varmt. Hans dæmoniske side der dog ikke havde kontrollen over ham lige nu varmede hans krop så den ofte var varmere en et normalt menneskes. Hans blå øjne skimtede rundt på skovens bund og den kolde vind fik det til at prikke i hans hænder. Regnen ramte hans jakke og gled let og elegant ned af ham. Det var til at se under hans jakke at han var muskuløst bygget. Hans måde at finkæmme jorden på og hans fremgangs måde viste at han helt sikkert havde fået Jæger træning. Han var jo ingen andre en Procella’s elev. Dog var hun mest kendt som Reaper. Han var en af de få overnaturlige Hunters der fandtes. Det var der også kun meget få Jægere der havde respekt for. De fleste så ham som et monster og ikke en jæger og ville dræbe ham hvis de fik chancen.

Irissa så op imod månen, det svage lys fra månen gav genskær i hendes øjne og gav græsset et glimtende skær.
Hun rakte ned i lommen på hendes frakke og tog en smøg og en lighter op, hun tændte den og inhalerede røgen imens den dejlige rus af nekotin fik hendes krop til at slappe af.
Hun pustede røgen ud og skimtede imod en skikkelse der kom gående i hendes retning, hun tog med en hurtig refleks fat i sin store kniv, og betragtede skikkelsen, hun så på ham, før hun fjernede hånden, der var tydeligt at han var dussørjæger af en art, men dog sagde noget til hende at han ikke var helt menneske. Hun kunne ikke udstå dæmoner og andre racer som ikke var mennesker, men dog havde hun ikke ret til at dræbe nogen af sine "kollegaer" desværre.
"der er ikke en sjæl her at slå ihjel, tror nok du skal lede et andet sted" sagde hun med koldhed i stemmen imens hun køligt betragtede den unge herre.

Az kiggede på hende med et hurtigt analyserende blik. * hun ryger og kalder mig kollega.. At dømme ud fra hendes holdning og toneleje virker det allerede til hun har en mistanke til at jeg ikke er menneske… Det virker som om hun er en af de Fanatiske Jægere og hvis hun allerede har mistake til jeg ikke er menneske.. Så er hun en god Jæger.. Fuck*. Han gav hende et venligt smil. Hans øjne gled op og ned af hende som om han tjekkede hende ud. Det gjorde han dog ikke, han bedømte hendes fysiske styrke. Han nikkede svagt. ’’ Okay.. Det virker til at Hunters har denne skov dækket fint.. Sidst jeg kom her fandt jeg min mentor.. Reaper ’’. Han nikkede en smule og smilede skævt. ’’ Hvis der ikke er noget at jage her.. Hvad laver du så her?’’. Han prøvede at på øjenkontant med hende. Den måde han talte på udviste en vis respekt.

Irissa rejste sig brat op da han nævnte sin mentors navn, hun så på ham og hendes bliv var blevet fra koldt til endnu mere rasende, navnet mindede hende om da hun blev totureret af dæmonernes leder og hans højre hånd og de andre hun ikke kunne huske navnene på. Hun havde stadig mange fysiske mærker som mærkerne fra kniven på brystet, men også mentalt havde hun haft meget at kæmpe med siden.
Hun pustede endnu engang røg ud "så denne "reaper" har nu også fået slavearbejdere på eller hvad?" sagde hun, dog uden nogen respekt i stemmen, hun kendte ikke denne "reaper" men bare tanken om at skulle blive totureret pga. et andet menneske, denne tanke frastødte hende..
Hun var jo en ung pige, men som på lidt tid havde fået utrolig meget erfaring i livet, hun kiggede lidt rundt og vendte derefter blikket imod ham igen, imens hendes lange hår dansede på hendes skuldre, " Hvad jeg laver her?" spurgte hun og stillede enlig også sig selv dette spørgsmål.

Az kiggede roligt på imens hun virkede til at blive mere hidsig. Han stod roligt og havde stadigvæk en svagt venligt smil på hans læber. ’’ Hun redede mit liv.. Og lærte mig at Jage.. Så forlod hun mig til min egen træning.. Jeg er på ingen måde nogens slave.. Jeg er kun min egen slave’’. Hvad han mente var svært at forstå hun man ikke kendte ham. Pludselig hørte han en stemme i sit hoved. *’’ Hvor lang tid er det ikke siden vi har kæmpet imod en Jæger.. Har du glemt hvordan det føles at tage en Jægers liv.. Hvilken dejlig sejrsfølelse det er’’*. Az tog sig til hovedet og gnubbede sine tændinger en smule. * Jeg vil aldrig mere skade nogen uskyldige og heller ingen Jæger.. jeg kæmper med dem nu *. Han fjernede sine hænder og kiggede på hende men et venligt smil igen. ’’ Ja.. hvis der ikke er mere at jage her.. Hvad laver du her så.. Kollega?’’.

Irissa fnøs koldt før hun begyndte at gå med langsomme skridt hen imod ham, hun så ham i øjnene, det var næsten tydeligt at hun godt vidste at han ikke var helt igennem menneske, eller måske overhovedet ikke.
Irissa var meget svær at syntes om, hun havde næsten ingen venner, da hun aldrig lod nogen komme tæt ind på hende, hun havde respekt for meget få mennesker.
Hun så på ham "typisk" mumlede hun for sig selv, og tog endnu engang et hiv, hun kunne se der var noget der irreteret ham i hans hovede, men hvad? det vidste hun ikke, hun lod cigaretten falde til jorden før hun trådte let ovenpå den, det var helt imod hendes primisser at de andre racer blev dusørjægere, det skulle udryddes som skadedyr.
Irissa skimtede kort efter hendes våben men lod dem ligge henne ved træet..

Az stod og kiggede på hvordan hun nærmede sig ham. Han havde set hun havde efterladt sine våben men han var sikker på hun havde et par ekstra på sig. Så han holdt sig klar. Dog viste han ikke dette. Da hun sagde typisk kunne han ikke lade være med at komme med et ’’Hmf’’. Denne kvinde syntes han mindede meget om Procella. Han vidste også hvor stærk Pro var og hvis hende her var bare en femtedel af hvad pro var så skulle han ikke op at slås med hende. Han bukkede kort sit hoved for at vise respekt og sagde. ’’ Azuriel.. Bare kald mig Az’’. Han stod stadigvæk roligt. Han satte afslappet sine hænder i lommerne på hans læderjakke. Indeni var han spændt over hvad der nu ville ske.

"Irissa" sagde hun med blikket stadig rettet imod ham, hun lagde hovedet lidt på skrå "så du er en dæmon, men stadigvæk dusørjæger.. ynkeligt" sagde hun, det sidste mumlede hun dog kun. Hun havde ikke flere våben på sig, da der ikke var stor chance for at møde nogen skabninger dernede. Efter hendes erfaringer.
Hun gav ham er hurtigt elevatorblik, enlig en køn fyr, men alt for sød til hende. Det var jo typisk at irissa altid udså dæmoner eller andre former for hendes fjender som yderst attraktive.
Hun satte den ene hånd afslappende i siden på sig selv.

Az smilede da hun sagde sit navn. Han bukkede hovedet i respekt igen. Da hun sagde at han var ynkelig kunne han mærke hvordan blodet i ham koghede. Hvordan han fik det varmere. Han hørte stemmen i sit hoved igen. *’’ ja vi hader når folk kalder os ynkelige.. Jeg mærker hadet i os bruse frem. Bare giv slip.. Lad mig flå huden af hende og hænge hende i et træ og se hvordan blodet blander sig med vandet på jorden ’’*. Det var til at se at han blev sur over det hun sagde. Han tog sig til hovedet og så ud til at have hovedpine. *Nej.. Jeg lader ikke min vrede gå mig på.. Hun har intet gjort mig.. hun er en allierede*. Han sukkede og kiggede på hende med et skamfuldt blik. ’’Jeg er ikke en Dæmon.. Eller ikke en fuld Dæmon.. Kun halvt.. Jeg er også halvt engel.. Vi kæmper på samme side her ’’. Han frygtede at hun ville stille ham det fatale spørgsmål. Om han havde dræbt uskyldige før.

"samme side siger du??, den dag du blev født som halv dæmon kom du på den modsatte sige af mig" sagde hun med et næsten håndeligt smil hun gik med langsomme skridt rundt om ham og studerede ham, "er det en personlighedsspaltning du har eller er det bare hadet der gerne vil ud" i forhåbninger om at hun kunne få smidt alle de halve og hele dæmoner ud af dusørjægernes side. Hun pressede ham det var tydeligt.
synd, han var ellers utrolig flot af udseende, og meget venlig.. dog ikke noget Irissa satte pris på..

Az kunne mærke hvordan hans hænder begyndte at ryste. Hvordan hans dæmoniske blod susede i hans åre. Hans krop blev varmere, man kunne se i det kolde vejr hvordan en smule damp kom fra ham fordi han afgav så meget varme. Han tog sig til hovedet igen. Stemmen hvæssede i hans hoved. *’’ Latterlige jæger. Jeg flår dig levende.. Du ved ikke hvad du har rodet sig ud i.. Du ved ikke hvem vi er ’’*. Han kom med en anstrengende lyd. *Jeg.. Svigter.. Ikke mit løfte Pro*. Dampen forsvandt og et smil kom frem på hans læber Han kiggede ikke på hende. Han sagde bare med skyldfølelse i min stemme. ’’ Nok er jeg hvad jeg er.. Det løber jeg ikke fra.. Men din hån får mig ikke til at gå under.. jeg har uskyldige at redde… Jeg kan, nej må ikke stoppe.. Jeg har så meget at gøre op for.. Så meget fejl jeg har lavet.. Det mindste jeg kan gøre er at dø for at beskytte mennesker der ikke kan beskytte sig selv’’. Han drejede sig og kiggede på hende med et alvorligt blik. ’’ Hvis du ser sådan en som din fjende.. Hvem er så i virkeligheden den onde af os to’’.

Az havde ret, hvis det var rigtigt var det lige før at Irissas personelighed passede bedre til en varmpyr eller dæmon. Hun stoppede op foran ham igen og smilede stadig et smil med massere af hån i.
hun lagde armene over kors og hævede blikket en smule. "som dusørjæger behøver man ikke at arbejde sammen, eller samarbejde, der har man hver sin egen grund til at tjene de penge man tjener." sagde hun bestemt og lod armene falde ned langs siderne.
Hun vendte sig brat om da hun kunne høre en lyd bag sig i krattet, og hun fastholdte blikket der, men gjorde ikke noget..

Han smilede da det virkede til at han havde ramt det rigtige punkt. Alt hendes hån og vrede virkede til at være væk. Det var ikke tit Az følte han kunne tale folk til fornuft. Han havde det ofte med at sige det forkerte. Da han også hørte lyder i busken trådte han op ved siden af hende og hviskede. ’’ Hent dine våben.. Jeg holder hvad end det er væk imens ’’. Han trak sin pistol og pegede den roligt imod busken. Han gik med langsomme skridt over imod den.

Irissas blik skimtede lidt imod Az, hun havde altid haft noget imod samarbejde, men noget sagde hende at det måske kunne være flere skabninger der var i krattet end hun lige havde regnet med.
Hun vendte ryggen til og gik hen imod sine våben som hun samlede op, og fastspænde på hofterne og lårende. Men hun gik ikke hen til Az igen, hun blev bare stående og ventede på hvad der nu ville ske..

Han kunne høre at hvad end der befandt sig der inde nu vidste at de havde hørt dem eller det. For lydene delte sig i og lydene kom nu fra flere steder. Az vidste at hvad end det var så var de nu omringet. Han kom med et lavt ’’Fuck ’’. Han forholdt sig dog helt rolig. Han sagde ikke en lyd. Stilheden spredte sig. Det var stille, alt for stille.

Irissa kiggede sig lidt omkring, men stod bare helt stille og sagde ingenting, hun lod sine våben sidde der hvor de sad, hun kiggede kort over på Az men gjorde stadig ingenting.
Hun lod sit blik glide over træerne og krattet men der var stadig intet at se.
Måske var det ingenting det kunne hun jo ikke hvide..

Da intet kom frem sank han langsomt sit våben *Måske var det bare dyr*. Han ventede lidt tid og kiggede så på Irissa ’’Jeg tror bare det var nogle dyr ’’. Han var ikke selv sikker. Det kunne jo være de blev angrebet, men han havde en vane med altid at prøve at berolige andre. Han kom til at tænke på at hun jo ikke bare var en eller anden pige hun var en jæger. Men nu havde han jo sagt det så kunne han ikke tage det tilbage.

Irissa så lettere irreteret på ham, han skulle ikke snakke til hende som om hun var en lille pige.
Hun så på ham, det var ikke hende der havde hævet våbnet det var ham, så han var nok mere en tøs end hende.
Hun satte sig ned på græsset og så på ham, før hun tog sin kniv frem og studerede den, det var et af hendes ynglings våben, hendes dejlige kniv.

Han satte sin pistol i bæltet og kiggede på hende. Han havde ikke mødt en så stille Jæger før. Han undrede sig over hvad hun tænkte på. For ikke lang tid siden havde hun jo hånet ham. Nu virkede det ikke som om hun havde sådan noget i tankerne mere. Han kløede sig lidt i nakken. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han var dog en smule nervøs da han så hun sad og kiggede på sin kniv. *Hvad har hun mon tænkt sig at gøre*. Han sagde ikke noget, han kiggede bare på hende med et roligt blik.

Irissa så op på ham og tyrrede kniven lige igennem luften, dog ikke efter Az, kniven fløj ind i krattet og ramte noget som faldt ned med et hård bump.
Irissa rejste sig hurtigt op og gik hen og greb fat i den ting der lande på jorden, det var en varmpyr som havde stået i krattet.
Irissa smilede for sig selv før hun trak sin kniv ud, og varmpyren blev til aske.

Da hun kastede kniven var Az han. Han havde troet hun sigtede efter han så en stråle af blå energi kom hurtigt ud af hans hånd og dannede et blåt energi skjold foran ham. Men eftersom kniven ramte ved siden af kiggede han underligt og den blå energi forsvandt ind i hans hånd igen. Han kiggede lidt underligt på asken og så kiggede han på Irissa igen. Han kløede sig flovt i nakken over hans måde at reagere på og sagde ’’ Erm.. Troede lige du ville ramme mig der.. Men rart at vide det så ud til at du havde mig ryg’’. Han grinede lidt for at lette stemningen.

Irissa skævede koldt imod ham, og satte kniven tilbage i bæltet. "Jeg havde ikke din ryg, mærk dig mine ord, jeg arbejder ikke sammen med nogen, havde den varmpyr sprunget på dig, havde du selv måtte klare den" sagde hun vrissende.
Dog havde hun godt set skjoldet og var dog en smule midsundelig, hvis bare hun kunne gøre sådan noget, havde hun sluppet for alle de ar og sår hun havde fået igennem tiden.

Han nikkede svagt og kløede sig i nakken * Hvad er hendes problem.. Måske fik hun ikke nok kram som en lille pige *. Az kiggede sig rundt omkring og sagde så ’’ Lidt underligt.. For du kunne jo bare have ladet den angribe mig hvis du var så ligeglad som du siger ’’. Han satte sine arme over kors. Han vidste der stak noget under hendes kolde facade og nu var han blevet nysgerrig over hvad det var.

Irissa kastede håret tilbage, hun gav Az et koldt elevatorblik, han så ikke ringe ud. Hun lod sin tunge kurre over hendes kolde læber. Hun hadede kulden der stak på hendes hud som nogen små nåle. Hun rullede med øjnene, " jeg får løn for at dræbe varmpyre, desuden skal de jo dø på et eller andet tidspunkt" sagde hun og satte den ene hånd i siden.
Hun kiggede sig lidt omkring og rettede derefter på sit våbenbælte der sad på hofterne.