Efter festen ((Laroy))

Han så på hende "øhm okay hyggeligt at møde dig Valerie"sagde han og viste ikke om han skulle sige mere eller om han ville sige mere for hun var sådan en der var stille og sagde ikke så meget, det var kun de der korte svar som der ikke var noget kød på at svare på. Han så på hende og gik vider og var der noget han ikke kunne var at han ikke kunne sige noget til hende.

Hun tænkte stille og kunne godt høre folkene fra før der kom tættere og tættere på, hvilket enlig ikke generede hende.
Hun spurgte ham med en neutral stemme, der dog havde en smule undren over sig

"Hvorfor fulgte du efter mig? når du jo ved jeg er vampyr"

Hun havde stadig blikket på den mørke gade foran dem, men det var let at høre at hun var lettere nysgerrig.
Hun kunne nu høre folkenes stemmer der kom tættere på, da de kun gik i menneske tempo havde de andre mennsker nemt ved at hale ind på dem..

Han så på hende "hvorfor jeg fulde efter dig hmm tror du er meget fascinerede hvis jeg selv skal sige det"sagde han stille og roligt og gik vider hvis det var i orden for hende selvfølgelig. Han var sådan lidt op og ned lige med sådan noget som hende hun var vampyr og de havde altid være spænde og finde mere ud af.
De havde så meget tilfældes de dræbte folk begge racer og alt sådan noget det var jo godt for dem så de havde jo lidt at snakke om og sådan noget.

Hun tænkte stille og fortsatte bare i den langsomme og menneskelige gang, mens hans svar fik det til at trække let op i hendes mundvig.
Hun tilføjede den i en ikke helt neutral tone mere, men nærmere som om hun syntes det var lidt sjovt

"Den har jeg hørt mange gange før, men jeg tror du er den første dæmon, der har udtalt sig på den måde"

Hun havde en let trækning i mundvigen, mens hendes øjne fik et lettere skær af blåligt i kanten.
Hendes skridt var yndefulde og hun havde rettet en del af sin opmærksomhed imod menneskene, der kom tættere og tættere på.
Hun satte stille sit hjerte og lunger i gang, da det oftest var det der snød menneskene til at tro at hun var en af deres...

Han gav sig til at kigge på menneskerne der var på vej mod dem også på hende *hun har ikke tænkt sig at nakke dem eller noget som helst*tænkte han for sig selv og havde ikke noget at lave. Han så på hende *men det vel også godt nok*tænkte han og gik vide det var det eneste han havde at lave lige nu.
Han gik vider og havde ikke noget og sige eller gøre hun kunne jo bare gøre noget eller lade være med at gøre noget.

Hun tænkte stille og så bare stille frem for sig da menneskene stoppede op foran dem og den første af den gav sig til at tale

"Har i set morderen til min ven? han blev dræbt for nogle minutter siden i en gyde ikke langt her fra?"

Det var tydeligt at manden var fast besluttet på at finde sin vens morder og at han tydeligvis troede at det var en af dem der havde gjort det.
Hun stoppede bare op og betragtede de omkring 14 mennesker med lommelygter, der stod foran dem...

Han kiggede på dem alle de mennesker og gik bare lige forbi dem uden at sige noget til dem *lortede mennesker*tænkte han bare før der var en eller anden fra den folk der prøvede at slå ham.
Han reagerede ikke på det da slaget sad på hans arm det eneste han gjorde var bare og stå helt stille "det bedste du kan gøre"sagde han koldt og gik vider han gad virkelig ikke bruge sin tid på mennesker lige nu han ville bare gå derfra.

Hun tænkte stille og så godt to af mændene der tog fat i Laroy, mens den ene af dem hårdt sagde

"Du skal svare når man snakker til dig knægt"

før han pandede Laroy en på kæben.
Hun var spændt på at se hvordan Laroy ville reagere på de tåbelige mennesker, der lagde sig ud med ham.
Enlig havde hun håbet at han ville udvise bare lidt vrede og slå igen, men hun var blevet en smule skuffet.
Hendes øjne fik stille den rødlige glans og hun så stille på menneskene der åbenlyst provokerede dæmonen, lykkeligt udvidne om hvad han kunne gøre ved dem.
Hun mærkede så godt en af mændene der tog hårdt fat i hendes overarm...

De mennesker der tilsyneladende var nogen fjolser kunne ikke se at de var i fare for hvad der kunne ske med dem de var ligeglad med at den ene var dæmon og den anden vampyr. Laroy kiggede tilbage på dem og satte i løb mod dem og sprang op i luften og kom med en fod fra oven og ramte det menneske der havde fat i Valerie som var det eneste han viste om hende lige nu.
Han så på dem "skal vi gå"sagde han roligt til hende og håbede på at få sig et ja i stedet for det omvente.

Hun gjorde intet og mærkede det lette træk i armen, da Laroy landede på manden der havde holdte hendes arm.
Hun ville saktens være kunnet komme fri selv, men hun var smiret over at han havde slået eller nærmere trampet manden der havde holdt hende ned, i stedet for at banke de fyre der havde holdt ham.
Hun havde stadig det røde og lettere farlige glimt i øjnene, da spørgsmålet nåede over hans læber.
Det trak let i hendes mundvig, så det hentydede et lettere lumsk smil, før hun let strøg hånden over de små afskrabninger fra mandens negle der hurtigt healede.
Hun nikkede bare let som svar til ham, mens hun hørte de andre mænd der begyndte at protestere og puste sig op som om de var stærkere end vampyren og dæmonen, enlig et farligt match...

Han kiggede på hende "skal vi ikke bare gå jeg magter ikke de klaphatte der de tror de er noget som de ikke er"sagde han og gik stille og roligt en vej væk fra den flok han lige havde kaldt for klaphatte. Han så på hende *mon hun komme eller hvad gør hun*tænkte han for sig selv og gjorde jo det han gjorde for at hun skulle komme med i stedet for at skabe flere problemer for hende selv og ham.
Han gik vider og man kunne sagtens se at han ikke vil mere lige nu ville han bare finde et sted hvor han kunne slappe lidt af i stedet for.

Hun tænkte stille og betragtede ham bare med de mørke øjne, før hun uden at svare, fulgte efter ham med samme ynde som normalt.
Hun rev sig fri fra en af mændene der tog fat i hendes håndled igen, men det lykkes ham kun at holde hende to sekunder, før hun med hurtige skridt nåede op på siden af dæmonen igen.
Hun ignorerede bare de tåbelige mænd, der åbentlyst ikke var for kloge, men dog havde fornuft nok til at holde sig væk fra dem, da de allerede havde fået et bevis på dæmonens overlegenhed.
Hendes tanker fløg stille vidt omkring mens hun uden besvær holdte trit med ham, da det lille smil trak op i hendes mundvig og den rødlige glans i hendes øjne var blevet tydeligere...

Han kiggede på hende "når du slap væk fra dem"sagde han stille og roligt og gik vider "hvor skal vi gå hen"sagde han roligt og så på hende med et venligt smil på sine læber og gik bare uden og vide hvor hen, han var jo ikke sikker på hvor hun gerne ville hen og alt det for hun skulle jo bare sige til så gik de der hen og alt sådan noget.
Han så på hende med et smil og slappede bare af og det var godt at komme væk fra alle de mennesker som de lige havde haft nogen problemer med og alt det men det gik nok han ville tro de ikke kom igen i det næste øjeblik.

Hun tænkte stille og rettede så lidt efter de mørke øjne, med det enlig farlige røde glimt, rundt om den mørke midte, imod ham, mens smilet stadig havde trukket let op i hendes mundvig, mens de gik.
Hun svarede ham stille med en ikke helt så kold, men næsten venlig stemme, der dog hun havde hån til overs, for de tåbelige mennesker, der havde prøvet at tilbage holde hende

"Jah, de kunne ikke holde på mig i første omgang, så hvorfor skulle de kunne det nu?"

Den lille undertone af hån var dog ikke til at høre i hendes stemme, da hun svarede på hans andet spørgsmål

"Jeg ville gerne besøge kirkegården en tur, hvis det er okay med dig?"

hendes stemme havde fået en lille smule spørgende tone og hun fortsatte bare med at holde trit med ham, mens hun en gang imellem skævede til ham...

Han kiggede på hende med et smil "ja okay det så rigtig nok"sagde han med et smil på sine læber og gik vider "øhm ja det er det skam"sagde han roligt og satte kursen mod kirkegården, for selvom kirkegården ikke var det mest spænde sted og være kunne det jo ikke skade noget på nogen.
Han slappede bare stille og roligt af og havde sine hænder puttet ned i sine lommer mens han gik sammen med hende og alt det men hvad mon hun ville oppe på den kolde plads for de døde folk ham selv han havde ikke noget og lave lige nu og her der oppe men for hendes skyld gik han da med.

Hun tænkte stille og fortsatte bare i det normale tempo, hvilket gjorde det nemt at holde trit med ham.
Hendes skridt var lette og hun fortsatte bare ned af vejen der førte op til kirken og kirkegården.
Hun havde ingen ide om hvorfor han enlig fulgte med, men hun ville dog ikke afslå selvskab, selv om det kun var en lille tur op på kirkegården.
Det var let for hende at høre, at han tøvede lidt hvilket hun dog valgte at ignorere og bare i stedet fokusere på vejen, der tros mørket var nem at se for hende...

Han kiggede på hende med et smil på sine læber og gik med hende godt nok var det ikke det han havde regnet med at de skulle men sådan var og hun havde sikkert en grund til at de skulle der op og sådan noget.
Han så på hende og slappede bare af og alt det for de gik jo i samme tempo selvom hun sikkert godt kunne gå hurtiger end ham og alt det halløj, men han var taknemlig overfor hende at hun ikke gjorde det og alt det.
Han gik sammen med hende og slappede bare stille og roligt af mens de gik den vej de skulle for at komme til kirkegården og det hele.

Hun tænkte stille og kunne kort efter skimte lågen ind til kirkegården, der kom til syne lidt længere nede af vejen, der nu var nået et lille stykke væk fra Werclare.
Hendes fingre begyndte stille at forme på noget utydeligt, der langsomt dannede sig i hendes hænder.
Hun gik stadig med de yndefulde skridt, da hun nåede hen til lågen.
Hendes tanker lå et andet sted, da hun åbnede den tunge jernelåge, der knirkede gevaldigt, hvilket fik hende til at trække lidt på næsen, da lyden var irriterende i hendes øre.
Hun gik bare stille ind og holdte lågen for ham, af ren høflighed, en af de ting i sin opdragelse som barn, som hun ikke havde lagt væk...