Everything could happen... (Cherlyn)

T: Tidlig aften
V: Kraftig blæst, og ret koldt.
O: Skarpe klippe sten ved stranden.
P: Militær bukser med læder lapper som forstærkning. En skovmandsskjorte med afrevne ærmer.

Segovax havde valgt at tage ud til klipperne ved stranden, klipperne var altid gode at fange krabber ved. Han vidste godt at det ikke var derfor han tog der ud, men nok nærmere fordi han skulle væk fra skoven, og ud et sted hvor han kunne glemmer hende. Han vidste godt at det var lige så meget fordi der jo altid var en hvis sandsynlighed for at han ville falde og komme slemt til skade, måske ville han endda dø. Han vadede rundt på de skarpe klipper mens han kiggede ned i mellem deres sprækker for at se om han skulle være heldig og finde en krabbe. Han gik bare frem og tilbage hen over klipperne uden noget rigtigt formål han gik bare.
*Hvorfor gik mit liv dog galt igen, hvorfor sker den slags altid for mig?*
Han vidste ikke hvad hans kulle gøre af sig selv lige nu, men han vidste dog at han skulle stoppe de tanker der bragede rundt inde i hans hoved, han måtte ikke lade sig blive alt for påvirket af sine følelser. Han slog hurtigt tankerne om hende væk og låste alle følelser inde igen. Han var nu bare igen en kold og følelseløs skal. Han havde kun en tanke og en ide der bragede gennem hans hoved.
*Selvmord... Selvmord... Selvmord...*
Tanken om at gøre der var der så ofte, og han kunne ikke lade være med at overveje tankens råd, det ville jo få det hele til at være så meget nemmere, ingen bekymringer, ingen ting overhovedet. Han gik mod en høj klippe som han gave sig til at kravle op af, klippen var vel cirka 2 til 3 meter over de andre klippet. Han stod oppe på den, for at gøre sig klar til at springe ned på klipperne under ham.
*Gør det nu bare, ingen vil fortryde det!*
Tankerne fik ham til at gøre det, han lænede sig forover og lod sig falde ned på klipperne under ham. Han mærkede den smerte der kom der nogle riben brækkede sammen med det ene lårben. Han kunne også mærke noget der var varmt ved hans side hvor en meget spids og lang klippe sten var gå igen siden på ham. Han havde håbet på at det ville være sket hurtigere end dette, men nu var det jo som det var.

Cherlyn kom spadserende langs klipperne nær havet. Hun havde halvt lukkede øjne for den kraftige blæst, men kunne udemærket se hvor hun gik. Det var også nødvendigt i de tårnhøje metal farvede stilletstøvler hun gik med. Mange års erfaring, gjorder at hun ikke trådte et eneste skridt forkert, eller vrikkede om. Vinden rev og sled i hendes som altid opsatte hår, der med sin rødlige farve godt kunne ligne hidsigt dansende ild. Hun gøs en smule, og trak læderjakken tættere om den stramsiddene orange silketop, da hun mærkede endnu et kraftigt vindstød. De stramme læderbukser holdt heller ikke særligt godt på varmen, men hun var ret ligeglad med vejret når hun valgte tøj.
*Hvad laver jeg overhovedet her? En flaske vodka, og en lun bar lyder mere hyggelig nu..*
Hun havde bare en af de dage hvor hendes Skitzofrene side tog en del overhånd, hvilket betød at hun ikke engang selv, kunne vudere om hun var glad eller ked. Derfor var det rart bare lige at gå en tur, og prøve at kontrollerer sig selv. Hun gik roligt hen til kanten, og standsede lige ved spidsen af klippen hun stod på. Hun lukkede øjnene helt, og lod bølgernes hidsige brusen. Pludselig blev lyden af bølger afbrudt, af et stort tung bump. Som havde nogen dumpet en sæk kartofler på klipperne.
Hun gik hen til området hvor hun havde hørt det fra, og stirrede ned for sig. *En mand?!* Hun spærrede øjnene op, ved synet af manden der lå blødende på en klippe.
*Sikke en idiot? Man stiller sig ikke så tæt på, medmindre man gerne vil smadres mod klipperne i denne vind*
Alligevel fik noget hende til at begynde at kravle ned af klipperne, ved hjælp af hendes ekstremt lange og stærke negle. *Pokker tag dig Skitzofreni..*
Hun så ned på ham. "Hallo?.. Er du i live?" Vinden gjorder hendes stemme svag, og kunne næsten ikke høres.

Han lagde abre på klipperne og kiggede rundt omkring og ventede nærmest bare på at døden kom kravlende hen over ham som et varmt tæppe der lagde sig over hans kolde krop. Blodet der rendte ned af den spidse sten der havde gennemboret hans side var varmt og han kunne selv tydeligt lugte den metaliske lugt der var over den. Han lukkede langsomt øjnene mens han bare prøvede på at slappe af. Han hørte pludselig en stemme over sig. Den spurgte om han var i live.
"J... edn..u"
Han tvang et lille smil frem på læberne, det var ikke nemt sådan at fremtvinge et smil når man lå der med siden revet op og flere knogler brækket i kroppen. Han vidste ikke hvorfor han over hovedet svarede hende, måsek fordi han gerne ville nå at have lavet om på sin væremåde over for andre folk, inden han gik bort. Han håbede på, selvom det så sort ud, at han ville overleve.
"...."
Han åbnede munden for at sige noget, men der var ingen ord der kom ud af den. Den åbnede mund som skulle have været ordenes vej ud, blev istedet forvandlet til et lille springvand af blod da han begyndte at hoste. Han øjne blev mere og mere fjerne og døde, de sank nærmest tilbage i hovedet på ham, fordi hans krop blev tungere.

Cher landede på føden, med et hårdt smæld da hælene ramte jorden, dog uden at brække. Allerede inden hun var kommet ned, havde vinden ført den vidunderlige duft af blod op til hende. Hun stod lidt, og trippede så man kunne høre det små klik. Både på grund af den kraftige vind, og lugten af blod. Hendes Skitzofreni, gjorder at det hele var et stort mylder i hendes hovede.
*Han har brug for hjælp nu!! Men et bytte.. så friskt og stort.. Nej! Du har spist!*
Hun tog sig frustreret til hovedet, som dunkede svagt. Hun åbnede de sammenknebne øjne da han begyndte at hoste, og måtte dog hurtigt dreje hovedet væk for ikke at lade den dårlige side af sine vinde.
Hun tog en beslutning, og sukkede dybt. Hun var ikke helt tilfreds med den, men hvad pokker.. helt hjerteløs var hun heller ikke.
Hun trådte forsigtigt hen til ham, og satte sig på hug. De stramme læderbukser knirkede svagt, men blev overdøvet af vinden. "Du må prøve at holde ud!" Hun blev nødt til at råbe, for ellers ville han ikke kunne høre hende. Hun så på ham, med et forvirret udtryk. Aldrig havde hun kunne det der med førstehjælp, og lægeting. Så den skarpe spids i hans side, og tog ganske forsigtigt fat i hans sider. *Jeg må have ham fri* Hun begyndte at løfte, og vidste det ville gøre utroligt ondt, men det ville være bedst for ham. Hun fik ham med nød og næppe fri, på grund af hans store vægt. Hun så på såret, og kunne flere steder fornemme på hans krop, at han måtte have brækket noget. Hun tog sin læderjakke af, og pressede den mod såret. Hun hvæste irreteret for sig selv, over at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre nu.

Han blev liggende og kunne se på hende at hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle gøre ved ham, det faldt ham dog aldrig ind at hun overvejede ham som et potentielt måltid. Han var vant til at de fleste ikke ville sætte deres tænder i en varulv som ham, de plejede at afsky smagen af deres kød eller ihvertfald smagen af deres blod, men han var ikke helt sikker på hvad det var de rent faktisk afskyede sådan.
"Ja, jeg har sgu heller ikke tænkt mig at give op"
Han fik ordene tvunget hen over læberne i en forpint grimasse inden han faldt slapt tilbage igen. Han havde knap nok kræfter til at tale, men han havde også mistet en del blod allerede, sp hvis det ikke gik stærkt ville det gå galt.
"Arrgh"
Udbruddet slap hans læber da hun forsøgte at trække ham fri fra klippen. Den smerte der kom farende igennem hans krop var ekstrem og han havde svært ved at håndtere sig selv da hun fik klippen helt ud af hans sår. Klippen der havde gennemboret, var ikke grå som resten men næsten helt rød.
HAn skar en grimasse da hun maste hendes jakke mod og end i hans sår. Det gjorde usædvanligt ondt. Han var meget glad for i dette øjeblik at han havde vænnet sig selv til smerte gennem tiden, for ellers var hans hjerte nok begyndt at banke hurtigere end hvad der ville være sundt for ham.

Cher tvang et smil frem, da han talte lidt. Hun var slet ikke vant til den her slags. Især ikke at hjælpe personer der var døden nær. Dem plejede hun bare at afslutte lidelserne for.
*I det mindste taler han og er i live.. Men han må være stærk for at overleve alt det her*
Hun kunne godt dufte blodets specielle smag, men lod alligevel blikket fokusere på ham, i stedet for alt det omkring dem. Alt blod var godt efter hendes mening. Bare det var blod. Selvfølgelig var der noget bedre end andre, men nogle gange måtte man bare tage hvad man kunne få.
Hun hørte godt hans smerteudbrud, men hun havde ikke tid, eller lyst til at tage sig af det. Siderne kæmpede inden i hende, men hun holdt den rolige facade uden på.
Hun blev nødt til at kommunikere med ham, de kunne ikke bare blive her.
"Hvad gør vi?!" Hun råbte igen, og håbede virkelig han hørte hende. Selvom han var stærk, så han ud til at kunne segne hen, til hver en tid.

'Hvad gør vi?' Hun spurgte åbentbart ham hvad der skulle gøres. Han havde svært ved at svare hende, ikke fordi han ikke vidste det men fordi det var hårdt at fokusere nok på det. Han anstrengte sig for at tænke. Han vidste han havde brug for at få et fobinding på. Han kunne bare ikke lige se hvor han skulle få en forbinding fra, fordi lige i dag havde han valgt ikke at have nogen med sig. Det slog ham så at hans skjorte kunne bruges den var jo alligevel i stykker.
"Min skjorte... Brug den som forbinding.. i såret og rund om maven."
Hans stemme blev svagere for hver del han sagde. Han drev lige så langsomt væk, og det gik hurtigere nu hvor der ikke længere var noget der stoppede hans blødninger så han kunne have været forblødt meget hurtigt.
"Jeg har.. kniv... bæltet."
Han forsøgte at fotælle hende at han havde en kniv i bæltet, men det var svært med blod der bare strømmede ud i munden på en. Han hostede igen et par gange, som blev til små blod sprøjt der stod ud af munden på ham.

Cher lyttede på ham da han meget anstrengt fortalte. Hun kunne både høre og se på ham, at han var ved at segne væk. "Ikke giv op nu!" Hun tog sine hænder under hans hovede, og ruskede det blidt. Skuldrene ville hun ikke røre, på grund af klippen under ham.
Hun undgik lige det blod han spyttede ud, og lagde hans hovede ned igen. Hun greb fat om hans kniv, og trak den fri af skærftet. Da hun et kort øjeblik så på den inden hun skulle skære, spærrede hun øjnene op, og kastede den lidt væk med et forskrækket hvæs, mens hun de skarpe tænder mod den. "Hvad var det på bladet?! Et pentagram?!" Hun sukkede dybt. *Ikke lade dig afskrække. Det kan ikke gøre dig noget nu*
Hun strakte sine fingre, og begyndte at skære med hendes lange klør. Det virkede næsten ligesom knive, så hurtigt fik hun noget at forbinde med. Hun fjernede blidt læderjakken, som var sølet til med blod, og begyndte at forbinde stramt. Hun blev ved indtil at det var sikkert, at det var godt forbundet. Mens hun havde forbundet, havde hun fjernet småsten, og snavs. Hun så på ham, og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre af sig selv.
"Skal jeg prøve at klatre op med dig? Vi kan ikke blive her" Hun så op mod klippevæggen, og gøs lidt.

Han lyttede til hvad hun sagde selv om det var hårdt og han ikke lige vidste hvordan han ellers skulle gøre noget ved det. Han lagde bare stille på stenene som han lå på han kunne ikke rigtigt bevæge sig, men han ville gerne gøre noget ved det. Han havde på ingen måde tænkt sig at lade sig dø lige nu, han kunne holde til det fald, så kunne han fandme også holde til livet.
"Jeg giver... i... op"
Han havde svært ved at sige det men han fik det dog over sine læber. Da hun begyndte at forbinde hans sår gjorde det utroligt ondt igen. Han mærkede det dog ikke så meget da hans krop havde produceret en stor mængde endorfiner som bedøvede ham helt voldsomt. Han kiggede op på hende så godt han nu kunne.
"kan du bær... mig?
Hans stemme knækkede over midt i det hele. Han kunne ikke helt forestille sig at hun faktisk kunne bære ham mens hun klatrede op af klipperne. Han var jo ikke spinkel.

Cher smilede berogeligende, og lænede sig en smule over hans ansigt, for at han bedre kunne fokusere på hende. "Godt. Og du skal bare holde ud lidt mere" Hun rejste sig, og lænede sig ned for at få støvlerne af. Hun fik dem hurtigt af, og lagde dem på klippen. Hun vendte sig og så på ham, med et skævt drillende smil. "Hvis vi overlever det her, skylder du mig et par sko" Hun gik på bare fødder, over den iskolde klippe. Hun havde ikke tid til at gyse, eller klage over situationen. "Jeg håber du kan holde fast, bare til vi når toppen".
Hun bukkede sig ned over ham, og greb forsigtigt fast. Hun kunne undskylde senere, lige nu gjaldt det bare om at flytte ham i live. Hun svang ham omkring sig, så han kunne hold fast om hendes skuldre. Hun greb fat om væggen, og brugte sine kløer til at holde godt fast. "Nu må vi jo se om jeg kan det her" Hun drejede hovedet lidt da hun svarede ham. Han var ikke let. Bestemt ikke. Men hun nægtede at give op som en anden svagpisser. Og desuden hjalp hendes udemærkede styrke og form hende. Samt det faktum at hun var dæmon. Hun begyndte meget besværligt at hive sig op af, og tog det første skridt.

"Jamen så håber... på at skylde dig sko"
Han tvang et lille smil frem for at vise at han endnu ikke var helt klar til at opgive livet selvom han lige havde forsøgt at begå selvmord. Han mærkede hvordan hun tog fast i ham og løftede ham op. Det gjorde ondt da hun løftede ham op på grund af det brækkede ben og den brækkede ribben. Et lille men meget forpint udbrud undslap hans læber.
"argh"
Han klamrede sig til hendes skuldre og mærkede hans ribben blive endnu mere trykkede end de allerede var i forvejen. Han vidste hvor farligt det var, han kunne risikere at en af hans ribben punkterede hans lunger.
Da hun tog det første skridt mærkede han det ske, den ene lunge blev gennemboret af et af de knækkede ribben. Han begyndte at host voldsomt og hosten var fuld af blod som bare kom op som et mindre vandfald. Han kunne mærke sig selv drive bort ind i mørket, men lige inden de skete fik han fremstammet nogle ord.
"Hospitalet... hurti..."
Han faldt der næsten helt sammen, men han nåede at vikle sin ene arm ind i det læderarmbånd der sad på den anden arm.

Cher hørte godt hans smerteudbrud, men hun var nødt til at ignorerer det, for at komme videre. Vinden ruskede i dem begge, og det var ekstremt hårdt, at holde sig oppe med alt den ekstra vægt. Hun stivnede da han nævnede hospitalet, og pludselig blev helt slap. "Kom nu! Har du nosser eller?!" Hun råbte bare et eller andet, som hun håbede der ville vække ham lidt. Hun lod sine klør grave dybt i klipperne, og mærkede hvordan det smertede i hænder og arme. Hun kæmpede og hev og sled, indtil hun til sidst mærkede hvordan klipperne blev mere og mere flade. *Toppen!* Det føltes som timer, inden hun kravlede over kanten, og forpustet sad på knæene med ham på sit skød. Men der var sikkert kun gået flere minutter, for alt virkede uforandret omkring dem. Hun så sig omkring. *Ingen køretøjer?! Det her er simpelthen løgn!* Hun knurrede frustreret. Først nu bemærkede hun hans træk, da hun tjekkede om han havde klaret turen nogenlunde. Klart varulv. En stærk en. Hun løftede ham op, ligesom hun hold et barn. Så begyndte løbeturen ellers. Hun spurtede af alle kræfter, men med ham over skulderen, føltes det som om hendes ben var cement. Der gik en del tid før hun nåede en vej. Hun standsede op, da hun så en bil nærme sig, og lukkede øjnene et kort øjenlik, for at fokusere på menensket bag rattet. Kort efter skred bilen ud, og direkte ind i et nærtstående træ. Hun løb hurtigt hen til bilen, smed mennesket ud, som stadig var halvt ved bevidsthed, men tydeligvis, var i store smerter oven på hendes evne angreb. *Han kommer sig hurtigt* Hun placerede Segovax på bagsædet, og satte sig ind på føresædet, jokede speederen i bund. Og begyndte køreturen ind til hospitalet. "Vi skal nok nå det" Sagt helt stille, nok mest til sig selv.

Han kunne trods at han var besvimet godt fornemme at der skete noget omkring ham og at hun nogle gange talte til ham. Han kunne ikke bevæge sig da han var ved at dø. Han håbede bare på at hun ville få ham hurtigt nok indtil hospitalet, så han ville få mulighed for at give hende de sko han nu skyldte hende.

//Kan ikke rigtigt skrive mere i besvimet tilstand!^^//

Kort tid efter, hvad Cher følte som en evighed, svingede hun ind på hospitalets parkeringsplads. Hun fløj nærmest ud af døren, og om til passagerdøren. Hun rev den op, og løftede ham forsigtigt ud. Selvom hun nu havde løftet ham en del, blev hun stadig overrasket over hans masive kropsvægt. *Et stort skrummel, det må man sgu give ham*
Hun lagde ham i sin favn, og løb hen til hovededøren. Hun brugte skulderen til at skubbe den op, og skyndte sig hen til skranken, hvor damen bag ved, så på dem med store øjne. "Jeg skal bruge hjælp. NU!" Damen rystede forvildet på hovedet, og kaldte på et par læger som straks kom løbende med en båre. Hun lagde ham forsigtigt overpå den, og da lægerne havde fået ham lagt ordentligt, og gjorder tegn til at gå, blev hun standset af den ældste. "De kan vente i venteværelset, frøken" Hans tonefald fik hende til at skule af ham, men alligevel gik hon hen mod ventestuen. Han havde set på hende som havde hun været en billig luder havde han. Hun satte sig tungt, og lagde hovedet i hænderne. Hvad var der lige sket? Hun havde redet en ulv? Hvorfor? Det havde hun ikke selv svar på, og det hele kørte også rundt nu. Hun gik kort ud på badeværelset, og fik vasket det værste blod, af hænder ansigt, og tøjet. Hun lænede sig mod vasken, og så på sig selv. *Pokker tag dig..* Tanken var til hende selv, og hendes øjne blev mørke mens hun så i dem i spejlet. *Dæmon, nogle gange måtte godt tage at skride af helvede til..* Hun knurrede frustreret, og gik ind og satte sig igen. Nu kunne hun ikke andet end at vente.

//Forståeligt ^^

De kørte ham hurtigt afsted mod operationsstuen, hvor han blev smidt op på et operations bord. Lægerne bedøvede ham og startede så ud med at få hans lunge lappet sammen igen. da hans lunge var blevet lappet sammen igen gik de igang med at få hans ribben sat ordentligt sammen så han ikke ville punktere sin lunge igen. Da de var færdige med hans overkrop lagde de gips på hans andre brækkede knogler og kørte ham så ind på en opholdsstue hvor han blev stillet, hans brystkasse og side var blevet syet sammen igen og forbundet. Der var også blevet sat nogle skinner på så han ikke kunne bevæge sin torso for meget.

Han vågnede liggende på den stue de havde placeret ham i. Hans krop gjorde ondt og han havde ingen lyst til at bevæge sig overhovedet. Han lagde der bare og kiggede rundt. Han ville gerne have tiden til at gå og lagde bare og tænkte. Hvorfor havde den dæmon dog overhovedet reddet ham, hvad var grunden?

Cher så op fra det blad, hun havde siddet og stirret tomt i. Hun kastede et kort blik på uret, og konstaterede at hun havde siddet og gloet nyttesløst i bladet, i næsten en time. Hun sukkede og smed bladet fra sig, da de bad hende om at følge med. Hun mærkede det kolde hårde gulv, ligeså tydeligt som hun huskede klippernes sten, da de gik ned mod afdelingen for de vågnede. Hun stoppede kort op, lige uden for døren, og drejede ansigtet for at se på den mandlige læge. Han så stadig på hende på samme måde som før, men denne gang holdte hun ikke igen, med sit mørke kolde blik. Så fik han pludselig travlt, og mumlede noget om en fødsel. Hun fik derfor lov til at gå alene derind. Hun skubbe blidt døren op, og tråde lydløst ind. Hun så mod sengen, og konstaterede at han var vågnet. Hun vidste ikke om der skulle føles frygt, eller glæde over at se den varulv i live som hun havde forsøgt at redde, uden at vide hvorfor. Hun gik roligt hen til hans seng, og stillede sig på siden af den. Hun trak stolen fra hjørnet med hen, og satte sig roligt ned. Hun gad ikke stå der og flagre, så hellere sidde ned imens. "Hvordan har du det?" Hun spurgte rent ud sagt, bare for at der ikke blev nogen akavet tavshed. Men også fordi hun ønskede at vide hvordan han havde det. Eller rettere sagt, en lille del af hende gjorder.

Han lagde bare og kiggede op i loftet da hun kom ind i lokalet. Han hørte hende komme gående sammen med en mere, men han fik åbentbart meget travl ligepludseligt. Han vendte sit hovede over imod døren som hun kom gående ind af. Han kiggede kort på hendes fødder og kom i tanke om at han havde lovet hende at han ville købe hende et par nye sko. Han lagde og kiggede på hende nu når han faktisk kunne se ordentligt, og alting ikke var så sløret længere.
"hvordan jeg har det? Ja min ene arm og ene ben er i gips. Jeg har to store syninger, en i siden og den anden ved min lunge. Jeg har store bandager og skinner på for at holde mig til at lægge stille. Jeg har det vel alt i alt meget godt omstændighederne taget i betragtning"
Han smilede svagt til hende, og lukkede øjnene for at glemme det hele kort. Med lukkede øjne kom en tanke bumlende han havde jo ikke sagt tak til hende endnu. Han åbnede øjnene igen og kiggede på hende.
"Foresten mange tak for hjælpen, du må endelig sige til hvis der er noget jeg kan gøre for dig?"

Cher så roligt på ham, mens han talte ud. Hun nikkede forstående. "Jeg kan godt se hvor du vil hen med det.. men du er da i live" Hun trak på skuldrene, og prøvede at smide sit bedste positive smil på. Det lykkeds bare ikke særligt godt, da hendes anden side var ved at tage en del over. Det gjorder at hun sjælendt smilede. Plus alt det der lige var sket. Hun sukkede træt, da hun begyndte at kunne mærke udmattelsen, efter klatreturen, og alt den stressen rundt med ham. Hun kørte en hånd gennem håret, som utroligt nok bevarede formen, og stod lige så flammene som før.
Hun så studerende rundt på alle hans bandager, gisp og resten. Hun så dog i hans øjne da han nævnte det med tjensten.
"Om du kan gøre noget for mig?" Et kort grin undslap hende, men det døe hurtigt ud. "Det ved jeg ærligt talt ikke om du kan lige nu. Men vi kan da starte med at præsenterer os, bare så jeg ved hvem jeg har reddet. Mit navn er Cherlyn, men kald mig Cher". Hendes navn blev som altid udtalt med hendes oprindelige chamerende brittiske accent. Det kunne godt være svært at se at hun oprindeligt stammede fra England, når farens afrikanske gener tog over, og gav hende den brune glød i huden. Hun så på ham, og håbede at han havde kræfter til at svare.

Han lagde bare i sengen og kiggede på hende. Hans krop gjorde ondt selvom lægerne havde givet ham stærke smertestillende. Han havde en stor lyst til at hoppe ud af sengen og løbe ud i naturen igen, men han vidste godt at han ikke ville kunne holde til at gøre det. Han kiggede så bare væk fra dæmonen. Han brød sig ikke om at se på den person der lige havde reddet hans liv, bår han ikke kunne gøre noget i gengæld for alt det hun lige havde gjort for ham. Han blev ikke overrasket over det hun sagde med om han kunne gøre noget for hende i hans tilstand. Han var svag og ødelagt, så det var jo rigtigt nok at han nok ikke lige var i form til at gøre noget for hende lige nu.
"Nej det er nok rigtigt nok at jeg ikke kan lige nu, men hvis du nogensinde for brug for min hjælp? Og jeg er glad for at mød dig Cherlyn jeg hedder Segovax."
Han kiggede på hende, men flyttede blikket fra hende igen meget hurtigt. Han ville ønske at han ikke havde gjort det nu, men nu måtte han jo se hvordan det gik, hvis hun var et godt bekendtskab var det jo ikke en så skidt ting, når han så havde mødt hende.

Cher sad og så på ham, mens hun ventede at han skulle svare. Han så ikke helt skidt ud, i forhold til at han var døden nær, for under to timer siden. Men han så ikke helt tilfreds ud med at ligge der, som om han hellere ville være et andet sted henne. Hun så op fra han skadede krop, til hans ansigt igen, da han svarede. "Godt du selv kan se det, og ja det var vel så lidt. Og det kan jeg godt forstå du er Segovax." Hun kunne ikke lade være med at smile lidt, ved kommentaren. Hendes mørke øjne, havde nu fuldstændig opløst det brune skær de havde før, og stirrede roligt på ham. Klart han var glad, hun havde jo lige reddet ham. Men høfligt var det også at sige. "Men jo.. En tjeneste fra en varulv, kan man vel altid bruge" Hun trak ligeglad på skuldrene, som om det ikke rigtigt sagde hende noget. Men det var nu et klogt kort, af havde i baghånden. Hun så ham flytte blikket hurtigt væk, hver gang han så på hende. "Bryder du dig ikke om mit nærvær? Skal jeg gå?" Hun spurgte roligt, og ønskede kun at vide om det var det, eller om hun generelt så herrens ud.

Han lagde bare og kiggede væk fra hende og lyttede til hvad det var hun sagde. Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle tage de ting hun sagde, nogle gange lød det virkeligt som om hun nærmest gjorde grin med ham, eller noget andet i den stil. Han flyttede sit blik mod hende hver gang hun talte men når hun så var færdig med at tale kiggede han hurtigt væk igen. han brød sig ikke helt om den måde hun talte om det med tjenesten på, han følte nemlig at hun nedgjorde ham lidt. Han vidste jo heller ikke om det var det hun faktisk gjorde. Han valgte at se bort fra hvordan det virkede og valgte i stedet at være høflig.
"Ja, sådan en tjeneste er der ikke mange der står og har mulighed for."
Han kiggede på hende mens han talte, men straks da han var færdig emd at sige det han ville flyttede han igen blikket væk fra hende. Han var ikke sikker på hvorfor han gjorde det hver gang han kiggede på hende, fordi hun var jo ikke grim hun så jo faktisk meget godt ud, men der var et eller andet der fik ham til det hver gang han kiggede på hende. Han hørte hende spørge ind til det.
"Det er ikke det, at jeg ikke bryder mig om dit nærvær, og jeg vil gerne have du bliver. Der er bare et eller andet der gør jeg ikke bryder mig om at se folk i øjnene, eller virke som om jeg stirre på dem"

Cher kiggede ned i sine hænder, og sukkede lydløst. Hun ventede bare på det spørgsmål, som hun ikke ønskede. 'Hvorfor redde hun ham?' Det spørgsmål, ønskede hun ikke, for hun vidste det ikke engang selv. Inderst inde fortalte noget hende, at hun bare skulle rakke på ham lidt mere, og skride. Men hun blev dog, roligt siddende, som var intet hændt. Med et rod inden i, der lød som en motorvej for hende. "Nej det er der ikke.." Hun svarede uden at se op på ham. Hvis han ikke ville se på hende, burde hun vel heller ikke, sidde og glo på ham som en anden galning. Hun kiggede dog lidt op, og så direkte med et smil på ham da han fortalte hvorfor. "Jae.. hunde har det jo, med ikke at se sin overmand i øjnene. Det er udfordrende" Hun smilede skævt, og en smule skævt. Der var heller ikke ret mange der turde se i hendes øjne. Specielt ikke når de var som nu. Sorte som kuld, og kolde som is.
"Men det forstår jeg selvfølgelig godt" Hun rettede sig op, og lænede sig mod ryglænet, med et lille grin om munden. Hun ønskede ikke at drille ham, især ikke i tilstanden, men det var svært at lade være, med hendes tilstand.

//Beklager forsinkelsen. Skulle lige ordne noget ^^

Da han hørte hende sige det med hunde og deres overmand, kunne han ikke kontrollere sig selv, hvis der var noget han hadede var det folk der kaldte ham en hund eller en køte. Han hadede at folk ikke ville respektere ham, eller bare det at de mente de var bedre end ham. Han kiggede hårdt på hende, og greb ud efter hendes hals med den hånd der ikke var i gips. Han stirrede hende dybt i øjnene, hans egne øjne var blevet hårde, kolde og døde.
"Kald mig ikke en hund med mindre du gerne vil blive revet fra hinanden, jeg er måske bundet ind, men jeg kan sagtens presse mig selv nok til at flå dig før jeg falder om af smerterne."
Hans stemme var hård og brutal, der var ingen tvivl i hans stemme om at han var pænt seriæs om det og at han faktisk kunne finde på at gøre det, hvis hun fortsatte. Han ville ikke finde sig i det og ville hellere dø en smertefuld død, end lade hende kalde ham for en hund. Hunde var intet sammenlignet med hverken hans race eller ulve, og slet intet i forhold til ham.

Cher der havde siddet fordybet sine egne vanvittige tanker, så det slet ikke komme, da han greb ud efter hende. Hun gav et kort gisp, inden hans fingre lukkede sig om hendes hals. Hun sad på kanten af stolen, og rev og sled i hans hænder, bare lige for at få vejret. Hun så i hans hårde øjne da han talte til hende, og måtte ærligt indrømme af hun var blevet taget på sengen. Hendes øjne fik et brunligt skær, som tegn på siden var blevet skræmt væk. Nu var hun desværre selv en smule skræmt, af hans kolde trusler. "Jeg.. ved du kan" Hun hev lidt efter vejret igen. "Men det var ikke.. ment sådan. Jeg.." Hun gispede igen.
*For pokker da, nan er stærk!* Det gjorder en smule ondt, og var meget besværligt at tale. Hun så på ham med et lettere panisk udtryk, men langsomt jo mere luft hun fik ned i lungerne, vendte mørket tilbage til hendes øjne. Så tydeligt, at man nærmest kunne se det, kvæle alt andet. "Jeg kan.. også selv et par tricks.. hvis du ikke slipper!" Hun blottede sine hjørnetænder en smule da hun udtalte det sidste, og gav en lav knurren fra sig. Uanset hvor bange hun var, så var det at være fanget, ikke lige hende.

Han hørte ikke rigtigt efter hvad hun sagde, fordi han fandt det irelevant. Det var lige meget hvad hun sagde det var vigtigere hvad hun følte. Han lod hende slippe denne gang og trak hånden til sig igen. Han kiggede på hende med hårde øjne der nærmest forsøgte at bore sig igennem hende og ud gennem væggen og videre ud til de var fri. Han hadede at være fanget og det var noget han bare ikke kunne tage.
"Aldrig sig sådan noget om mig igen!"
Hans stemme var meget hård, og kold. Der var ikke mange følelser at finde i den ud over de to ting. Han vidste godt at han skyldte hende en tjeneste og at han burde opføre sig pænt over for hende, men der var noget i ham der fik ham til at blive meget sur på ham. Da han havde fået hånden helt til sig, opdagede han at han var sur og vred, hvilekt resulterede i at hans evne brød ud og et horn maste sig i hans håndflade. Han faldt så tilbage i sengen af bare udmattelse da hornet var dukket op hurtigt.