alone at chistmas- Jacob

T:21:45
O: skoven
S:Den fredfyldte skov
V:koldt et hvidt sne tæppe dækker det meste af skovens bund

Mørket var ved sænke sig over skoven, imens alt ånede fred, i en lille sad en elverpige og kigedede på et stjrene tæppe, det var noget hendes far og hende altid havde gjort, men han var længest rejst til de evige jagtmarker. Hun lukkede svagt øjene tænkte tilbage til det liv hun havde haft en gang. Hun var kun et barn i elvermålestok da hun mistede ham. Hun bed svagt læben imens åbende dem, månen var fuld og meget rund, dens blege skær fik alt til at lyse mere op og især gjorde sneen også sit for lyse den op. Hun grinede idet fugl havde sat sig på hendes skulder, fuglen var en lille rødkælk " glædlig jul" sagde hun og vidste at det var en højtid menneskene holdte for fejer deres gud, hun kunne ikke forstå det med give gaver, men på den anden side virkede det rart. Bare tanken om familie at fejre højtiden med ville varme hendes hjerte. Hun sukkede svagt imens hende gråe øjne søgte efter noget som ikke var vådt så hun kunne tænde et bål.

Godt nok var det jul, men Jacob var langt fra i jule stemning, til at danse rundt om jule træet osv. Han havde dog været hos hans familie, for at spise og dele de jule gaver ud som han havde givet sig tid til at købe. Derefter var han taget hjem og havde skiftet til trænings tøj, han følte en trang til at løbe, efter alt det fede jule mad. Derfor tog han trænings bukser på, men ingen bluse eller sko. Han hadede at løbe i sko, han følte sig ikke helt så fri med sådan nogle på, især ikke når han løb. Og han hadede at havde en trænings bluse på, som alligevel blev helt svedig, han gad ikke have sveden hængene på sig, på grund af en bluse, så derfor lod han være. Han så sig kort i spejlet, inden han tog afsted. Hans krop havde vokset utroligt meget, han trænede også som bare pokker. Så han ikke virkede svag på nogen måde. Han var ikke over pumpet, men han var trænet, det kunne man se. Han gav et skævt smil fra sig og løb ud af døren. Han viste ikke rigtig hvor han skulle løbe hen, det var jo ret mørkt nu, så han løb bare hen hvor det lignede en skov. Derefter tog han det i et rolig tempo og løb bare roligt gennem skoven, så han også kunne se sig omkring imens. Dejlig stille, men så alligevel ikke. Han havde ikke fået færten af et andet væsen endnu, men han viste at han ikke var alene. Men hvem var også det, på det her tidspunkt af aftnen?.

Beth sad mustille, men frøs ikke hun iklædt tonsvis af tøj lignede en tryk lille prop, hun smilede, selvom hun ingen havde dele denne aften med mere var den meget betydningsfuld og elskede at sidde at se på stjerner. Det var heldigt at de var fremme, hun sukkede svagt imens hun nød stilheden. Det var som om intet ondt ville hænde her aften, en barnlig glæde bredte sig i hende, det var vel også sådan børnene havde det om aften. De sad inde familien, men alligevel følte hun at der snart ville komme en uventet gæst

// undskyld det korte svar og at jeg først for svaret nu, men glemte vores emme//