Ser op i loftet

Sted. Wareclare Domkirke
Omkring. No one
Tid. 02.32
Vejr. Det regner udenfor
Dag+dato. søndag den 3. januar
Påklædning. Stor Hard Rock Café t-shirt og stramme jeans

Rose lå på en af bænkene i domkirken og så op i loftet. Hun var kommet for at få et råd. Hun vidste ikk hvem, men hun håbede på at få et svar på sine spørgsmål. Hun sukkede og gemte sit ansigt i sine udfoldede hænder og tvang en følelse af at skrige tilbage. Hun havde sin pistol i baglommen og brød sig ikk om at have den med ind i en kirke. Hun havde seriøst brug for en at snakke med!

Gibbs skubbede døren ind til kirken op. Hendes hår var sat op i en hestehale, og hun var i ført et par tæt sidende jeans, en sort tanktop og en åben cowboyjakke udover. Hun lagde med det samme mærke til lugten af en anden engel, og lod søgende blikket glide rundt i kirken. "Hej?" sagde hun prøvende, og begyndet at gå op langs bænkerækkerne.

Rose hørte en sige hej og kunne mærke en andens engel tilstedeværelse. Der gik nogle få sekunder før hun rejste sig op og så over på pigen "Hey" sagde hun lavmælt og smilte svagt.

Gibbs, så lidt på den anden engel, før hun sendte hende et lille smil. "Hvem er du?" spurgte hun så, og begyndte stille at gå over mod den ande, med elegante skridt.

"Rose.. Og hvem er så du?" spurgte hun venligt og så lidt betragtende på pigen.

"Gibbs" svaret kom hurtigt, og promte. Det var tydeligt at hun var vant til at snakke meed samme diciplin som en soldat. Hun smilede svagt over det, men kommenterede det ikke selv.

"Gibbs.." mumlede hun tænkende "Er det lissom ikk et drenge navn?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

"Faktisk, er det et efternavn. Men mit fornavn er Elliot, så det gør det ikke meget bedre." svarede hun og kørte den ene hånd om i nakken. Hun smilede skævt, og betragtede roligt Rose.

Rose nikkede "Nååååårh" sagde hun "Såå.. Jeg kan gætte mig frem til at du er lidt af en drenget pige" sagde hun med et muntert smil.

Gibbs lo lidt af og nikkede. "Man kan næsten ikke være andet med fire ældre brødre." svarede hun og trak lidt på den ene skulder.

"Wow" sagde hun og smilte skævt "Hvordan har du kunnet overleve?" spurgte hun som om at det var et total mysterium og grinte muntert og kunne huske sine egne brødre, men heldigvis havde hun oss en søster at være sammen med.

"De fleste var flyttet før jeg kom til." lo hun forklarende, og viftede lidt med hånden. Hun satte sig på den bænk, hvor Rose havde ligget ned for lidt siden, og så på Rose, med et skævt smil.

Rose smilte til Gibbs "Så du har stadig din familie? De lever stadig?" spurgte hun og trak sine knæ op til sin hage.

Hun nikkede lidt og sagde: "Ja, men jeg ser ikke så meget til dem. Vi er en meget spredt familie." Det var jo sådan set sandt. Mark var taget til usa, og Anton havde bosat sig i Rusland. Leroy boede vist stadig i England, og hun havde ingen anelse om hvor i verden Alistor befandt sig. Men hun ærgede sig ikke. Hun var jo heller ikke ligefrem den nemmeste at holde styr på. Faktisk var hun den der havde rejst mest rundt overhovedet..

Hun kløede sig tænkende i håret "Skod egentlig.. Min familie er død for længst" sagde hun og smilte et sørgmodigt smil.

"Det går mig ondt." sagde hun, og blev en anelse formel i stemmen. Hun var ikke den bedste til at håndtere sådanne sager, men det var alligevel en del af hendes job. Den del hun hadede mest ved sit job, vel at mærke.

Rose rystede på hovedet "Ikk vær det" sagde hun, men følte sit glad over at Gibbs havde ondt for hende.

Hun nikkede langsomt, og sagde ikke noget en tid. "Hvor gammel er du?" spurgte hun så for at dreje samtalen over på et andet emne.

"Fanget i en 16 årig krop, men er 1200 år gammel" sagde hun og lød ret stolt.

"Sejt. Jeg er ikke så gammel endnu.. 931 år, med en 20-årig krop." sagde hun og nikkede anerkendene. Hun var egentlig begyndt at synes om Rose, selvom de ikke havde snakket særligt længe sammen.

Rose nikkede "Det er da meget... Hvordan kan din familie så være i live?" spurgte hun og kunne ikk rigtig få det til at hænge sammen og grinte lavmælt og kløede sig på kinden.

"Vi er nogle virkelige 'figthers'. Den eneste rigtige trussel mod engle er vampyrer, og det er faktisk sjællent at de slår engle ihejl. De vil hellere lade os leve, og bide os igen senere." svarede hun og trak kort på skulderene.

"Øhm.. Så er din familie engle, eller hva?" spurgte hun og begyndte at køre sine pegefingre rundt i cirkler ved tindinger da hun fik ondt i hovedet af at tænke.

"Den del af den jeg kender er i hvert fald." nikkede hun samtyggende, og lænede sig tilbage på bænken.

Rose nikkede og forstod det lidt bedre nu og smilte til hende "hva arbejder du så med?" spurgte hun og så på hende.