Under loftet..

Sted. Wareclare domkirke
Tid. 22.34
Omkring. No one
Vejr. Koldt
Påklædning. http://www.splendicity.com/celeblook/files/2008/11/bebe-white-dress.jpg

Rose sad i kirken. Hun sad højt over gulvet og sad næsten direkte under loftet. Hvis hun stod op og stillede sig på tæer kunne hun nok lige nå loftet med fingerspidserne. Man kunne ikk rigtig se hende, men man kunne næsten mærke hendes tilstedeværelse. Der var fuldstændig stille i kirken, hvilket fik hende til at slappe mer af. Det var rart at hun havde fundet et sted hvor hun kunne være i fred og være i læ fra hvilket slags vejr der nu ville komme..

Stacia åbnede forsigtigt den store dør ind til skibet. Hun var som sædvanligt klædt i tanktop, jeans, udtrådte converse og en slidt læderjakke. Sportstaksken hang som altid over hendes ene skulder, og så en smule akavet ud. Hun gik ind i rummet, og lukkede døren efter sig, hvorefter hun så rundt for at sikre sig at hun var alene. Det var sjællent at se hende i kirken men det skete nu at hun tog dertil.

Rose så ned og fik øje på et menneske. Hun mumlede et eller andet ubetydeligt for sig selv og klatrede derefter elegant ned på gulvet og havde brugt skyggerne til at gemme sig i så pigen ikke skulle kunne se hende. Da Rose kunne mærke sikker grund under fødderne smilte hun muntert og så over på pigen og lagde armene over kors og gik ikke ud fra skyggerne. Man kunne dog godt se Rose nogenlunde i skyggerne.

Stacia, der var begyndt at gå op af midter gangen, stoppede op da hun fangede en bevægelse ud at øjenkrogen. Hun stod en tid, og bare så ind i skyggerne, og kunne ane omridset af en pige. Et irrerteret 'Hem er du' lå på tungen, parat til at blive slynget ud i rummet, men det skete ikke. Stacia begyndte i stedet at gå igen, op mod alteret, stadig uden at have mælet et ord.

Rose kunne se at pigen havde fået øje på hende, men hun forblev i skyggerne. Rose lod sit hoved gå let på skrå og begyndte derefter at gå over mod alteret, men forblev ind til væggen og derfor oss inde i skyggerne. Hun brød sig ikke rigtig om fremmede og ville først se om denne pige var ven eller fjende.

Stacia stoppede op da hun stod foran alteret, skævede til pigen, og ombestemte sig så. Hun kunne ikke lide at der var andre i kirken når hun skulle 'snakke' med sin mor. *Okay.. Katolsk eller protestantisk?* spurgte hun i tankserne, og så rundt i kirken. *Katolsk* afgjorde hun tilfredst, da hun fik øje på de lys der stod i et hjørne. Hun gik hen mod dem, tændte et af dem, og mumlede lavmælt på et fremmet sprog.

Rose betragtede pigen og smilte svagt. Hun gik langsomt ud fra skyggerne og kunne gætte sig frem til at pigen var katolsk. Rose holdt dog lidt afstand til pigen, men var dog ude fra skyggerne.

Stacia afsluttede sin mumlen, og vendte sig så mod pigen. "Hvem er du?" spurgte hun, da hun egentlig ikke brød sig om at blive betragtet på den måde. Hendes accent var tyk, men hun havde ingen problemer med sproget.

"Rose Dorian" sagde hun høfligt. Man kunne høre en svag Oklahoma landlig accent i hendes stemme. Hun smilte venligt til pigen og så derefter på alteret "Du er katolsk, ikk oss?" spurgte hun og så tilbage på pigen og ville nu ikke spørge for meget omkring pigen.

Stacia rystede på hovedet. "Jeg er ateist." svarede hun kort, og betragtede pigen's - Rose's - ansigt. Selvom hun ikke brød sig om at blive betragtet selv, så brugte hun meget tid på at betragte andre og lave person.profiler af dem.

Roses ansigt var næsten fejlfrit. Hun var bleg og havde et par få fregner. Hun smilte venligt til pigen og hendes øjne var varme og imødekommende. Hun så flot ud, men hun havde ikke gjort særlig meget ud af sig selv så hun så dog lidt sjusket ud. Rose var sår'n en person som ikke rigtig vil vise sit udseende og var sår'n at hun ville være ligesom alle andre og faktisk have nogle fejl og ligne andre og sår'n nogle ting. Hun nikkede "Okay" mumlede hun "Men hvad laver du så her? Altså.." spurgte hun, men kunne ikke rigtig komme på noget andet at sige bagefter det altså.. hun havde lukket ud. Hun rystede svagt på hovedet som et bare glem det og lod sit blik gå rundt i kirken. Der var ingen andre end de to.

"Kirken er et af de bedste steder at komme i kontakt med folk over lange afstande.. På mentalt plan." svarede Stacia med et let skulder træk. Så hankede hun en smule op i tasken, og så rundt i kirken. Hun kunne godt lide kirken, selv om den ikke havde nogen religiøs betydning for hende.

Rose nikkede "Nåååårh.." mumlede hun og så på hende "Undskyld at jeg spørger, men hvem er det at du prøver at komme i kontakt med?" spurgte hun og lød stadig venlig.

"Familie" svarede hun kort, og vendte sig om, så det var tydeligt at der ikke skulle spørges mere ind til det. Stacia gik hen til en af de første bænke rækker, og satte sin taske på bænken. Hun stod med ryggen til Rose, der stadig ikke kendte til Stacia's navn.

Rose nikkede tavst og kunne godt mærke at hun ikke skulle spørge mer ind til det.
"Og hvad er dit navn, så?" spurgte hun efter noget stilhed og gik langsomt hen til bænken som hun pigen stod ved.

"Stacia" svarede hun kort, og trak let på den ene skulder. Selvom det ikke var hendes egentlige navn, så var det sådan de fleste kendte hende. Det var i hvert fald sådan hun præsentere sig, ligegyldigt overfor hvem det var.

Rose nikkede kort "Stacia" mumlede hun for at huske det og så på hende "Men jeg kan høre at du ikke er herfra.. Hvorfra er du?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

"Rusland" svarede hun og satte sig ved siden af sin taske. Hun havde den altid med sig, og opbevarede faktisk alle sine vigtigere ejendele deri. "Men jeg har boet her længe" fortalte hun så, og vendte blikket mod loftet.

Rose nikkede og syntes oss at Stacias accent lød russisk. Rose satte sig oss ned på bænken lidt ved siden af Stacia "Hvor længe har du da boet her?" spurgte hun og så lidt på den taske som Stacia havde med sig.

Stacia så en tid på Rose uden at sige noget. Hvor meget vidste hun om den russiske mafia? Forhåbenligt ikke ret meget. "3 år" svarede hun så, og slog blikket ned. Den næsten sorte øjne, var typisk var Taranov-slægten der var kendt i hele Rusland, på grund af at de lå i toppe af den russiske mafia..

Rose havde kun hørt lidt om den russiske mafia familie Taranov. Hun så lidt på pigen og nikkede så "Ja, så har du da boet her i noget tid" sagde hun og blev ved med at lyde venlig og opfangede at Stacia slog blikket ned. Rose havde hørt meget lidt om Taranovs kendetegn, men kunne ikke rigtig tro at en pige som Stacia kunne være familie med maffiaer.

Stacia trak fødderne op på bænken med et let skuldertræk. "Hvor længe har du boet her?" spurgte hun så, og skævede kort til Rose før hun igen så på sine fødder, og pillede lidt ved skoens snørrebånd.

Rose som havde boet der i viiiiirkelig lang tid, smilede venligt "Har boet her længe. Det føles som flere århundreder" sagde hun og sagde det selføli bare som en talemåde. Selvom at det jo var sandt. Rose havde boet der i flere århundreder, men hun ville jo ikke afsløre at hun var et unaturligt væsen. Så hun brugte blot talemåden. På den måde løj hun jo sår'n set ikke.

Stacia himlede med øjnene. Hun hadede den tale måde. Den var bare så.. Urealistisk.. Ikke nok med at Stacia var ateist, hun var også realist, og mente at alt havde en logisk forklaring ligegyldigt hvor unaturligt det så end måtte se ud. Det gjaldt bare om at grave dybt nok til man fandt den rette forklaring.

Rose så at Stacia himlede med øjnene, men ville ikke spørge ind til det eller bare forklare talemåden. Hun trak på skuldrene og smilte så venligt "Men hvor bor du så henne? Her i Wareclare, eller hva?" spurgte hun muntert.