En dejlig løbe tur - Hazel

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: 18:00
Sted: Den fredfyldte skov
Omgivelser: Ikke nogen
Vejr: Lidt køligt, men ellers fint
Påklædning: Et par bukser

Jah, hvorfor endelig ikk?? Jacob havde bare siddet på sin falde næsten hele dagen, selv efter at han var kommet hjem fra skole, så havde han bare sat sig igen. Han følte sig lidt for doven lige pt, måske var det på grund af alt det jule mad, som havde været i omløb, samt julefrokoster bagefter. Han følte allerede at hans muskler bare omdannede sig til fedt. Men nej, det gad han virkelig ikke. Det havde taget ham så lang tid at blive som han var nu, at han bare ville blive alt for doven igen. Derfor rejste han sig op fra stolen og smed både T-shirt og sko. Han elskede at løbe på bare tærer, det var lidt mere frit og han smed ikke blusen for at vise sig. Han gjorde det bare mere af hensyn til at så var der mindre vasketøj, også skulle han heller ikke tænke på at han løb rundt med en bluse hvor alt sveden bare alligevel samlede sig et sted på ryggen, så man rigtig kunne se det. Men lige inden han gik ud af døren, så så han sig lige i spejlet hurtigt. Han havde ikke sat hår i dag, men alligevel stod det næsten op som det plejede. Han smilte lidt for sig selv, så hans hvide tænder som en anelse frem, men løb så ud af døren. Han viste ikke rigtig hvor han løb hen, han viste bare at han gerne ville løbe hvor der var skov, så det satte han sig for. Han løb i et roligt tempo, men hans puls var oppe at køre. Da han endelig kom til et skovet område, løb han derind og fortsatte i et roligt tempo. Han ville ikke blive forpustet for hurtigt og han havde det allerede meget bedre med sig selv, fordi han var ude at løbe.

Påklædning: Outfit (klik)

Den fredfyldte skov var.. fredfyldt. Navnet sagde jo sig selv. Og der var sjældent mennesker som gik rundt i den. Derfor havde Hazel besluttet sig for, at gå en tur i sin elskede skov. Kun der kunne hun være helt sig selv. Med vinger og det hele, uden at nogen ville glo. Eller skulle dulme med sine voldsomme smerter i ryggen.
Stille og lydløst, gik hun gennem skoven. De hvide vinger var foldet ud, også gennem skjorten. To tynde revner i den sørgede for at det var muligt. Sådan var det med de fleste bluser, som hun ejede. Der skulle være plads til at de 175 cm store vinger, skulle kunne foldes ud. Punktum.
Med en blid bevægelse, kørte hun en hånd gennem det røde, bølgede hår. Muligheden for at glatte det havde ikke lige været der. Eller mere præcist - hun havde ikke haft tid. Desuden syntes hun, at hun var pænere med håret sådan. Det fik hende til, at se mere uskyldig ud, noget som hun stræbede efter, at være. Lidt engel var man jo altid, ikke?

Når Jacob løb, så løb han mange gange bare i sine egne tanker, når han endelig var et sted, hvor han kunne være i ro. Derfor kunne han nemlig også godt være ret uheldig når han løb, hvorfor viste han ikke. Specielt når han nu var dæmon, så kunne han godt være ret ynkelig af en dæmon at være. De fleste tanker drejede sig om hans race, han følte tit at han var blevet født i det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Han så sig selv mere som en Varulv, eller måske et menneske? Han viste det ikke, han følte bare til tider at dæmon livet ikke lige var ham. Men han måtte jo leve med det. Efter at have løbet lidt i sine egne tanker, vågnede han endelig. Han fangede nemlig svagt en anden duft fra et andet væsen, men han nåede ikke at stoppe op. For før han havde set sig om, så fik han snublet over en gren, som skød op fra skovbunden og han landede på jorden med et stort brag. Sikkert, fordi han så så stor som han nu var. Jacob lå og ømmede sig lidt, inden han satte sig op fra jorden og spyttede blade ud af munden og børstede det værste jord af sin krop. Han kunne dog ikke lade være med at grine lidt over sig selv, men det blev knapt så sjovt, da han fandt ud af at hans ene fod var øm. *Hvor uheldig kan man dog være* tænkte han skeptisk og himlede med øjnene.

Ikke langt fra sig, hørtes et bump. Som om nogen var faldet over noget. Grundet tidligere erfaring, var hun straks på vingerne. I løbet af få sekunder var hun godt ti meter over jordens overflade. Hvis det var en vampyr, ville hun havde mulighed for at flyve væk. De sidste møder med en havde været.. knapt så behagelige. Hun ville ikke have en gentagelse. Hun var allerede blevet straffet nok for sin naivitet.
Stille fløj hun i retning af hvor lyden var kommet fra. Længe ledte hun ikke. Ofret for faldet, så ud til allerede at have sat sig op. En fyr, kunne en duft. Men ikke hvilken som helst fyr. En dæmon. En race, som hun indtil videre, ikke havde noget imod. Og han så da flink ud. Måske..
Uden at lave en lyd, satte hun sig på en af de lave grene i et træ, tæt på ham. "Er du okay?" spurgte hun med engle blid stemme, og lagde hovedet forsigtigt på skrå. Lige så stille sad hun og betragtede ham med et skævt smil på læberne.

Jacob havde alt for travlt med at koncentrer sig om sin ømme fod, at han slet ikke lagde mærke til at duften fra et andet væsen kom tættere på ham.
Han sad nemlig lige nu på jorden og masserede sin fod ligeså stille, han kunne ikke første hjælp, men det var da en start på at se om hans fod kunne blive bedre ligeså stille.
Men dog alligevel, fik han et chok, da han hørte en stemme ret tæt på sig og så strakt op i luften. Det tog ham ikke lang tid at finde stemme og fik øje på en unge kvinde.
Hun så langt fra fjendtlig ud, og duften af engel strømmede ud af hende og ind i hans næsebor. Han smilede skævt op til hende, så hans hvide tænder kom frem og han trak lidt på den ene skulder. "Det tror jeg, min fod fik bare et slag" svarede han og tog derefter blikket væk fra hende igen. Derefter tog han sine hænder væk fra sin fod, så den kunne få lidt fred. Derefter gav han sig til at lede efter blade i sit hår og børste det sidste jord væk fra sin bare overkrop. Han så dog op på englen igen, imens han roede i sit hår og smilede igen, "tør du ikke være på jorden?" drillede han og smilte derefter lidt mere. Smilet klædte hans ansigt, og folk fortalte ham altid at det gjorde ham charmerende, selvom han for det meste aldrig prøvede på noget.

"Det ser ikke særlig alvorlig ud" i stemmede hun sig. Men alligevel, måske var den forstuvet. Man vidste aldrig. Måske hun skulle se om hun kunne heale den? Eller ville det være for meget? Måske. Hazel besluttede sig for, at lade være. Desuden - hun anede ikke hvem han var, og om han var ond. Eller voldelig for den sags skyld.
Hun nikkede. Selvfølgelig turde hun det. Bare ikke når der måske var en potentiel fare nede på den. Så foretrak hun, at være i sit vante element. I luften. Hendes helle, det sted hvor hun oprindeligt hørte til. "Tør du ikke flyve?" drillede hun tilbage og sendte ham et engle blidt smil, et smil der fik alle til at smelte. Effekten var dog størst på menneskerne.
På trods af den fare, som han kunne vise sig at være, vovede hun pels. Lige så stille bredte hun de store, hvide vinger ud og fløj ned til jorden. Med et blidt bump, satte hun sine fødder på jorden. Fortsat var vingerne bredte, parat til at lette, hvis nu han skulle gå til angreb. Alligevel nærmede hun sig en smule.
"Hvad er dit navn, dæmon? Du virker usædvanlig fredelig, for en af din race" både spurgte og konstaterede hun undrende.

Jacob smilte bare lidt over det hun sagde, men jah. Måske var det ikke særlig alvorligt, dæmonen var som regel heller ikke nogen omvandrende pivsskide. Så det kunne jo være at han bare overreagerede, men nogen gange kunne det være en fordel.
Han smilte sit skæve smil igen så han hvide tænder kom frem, da hun drillede tilbage og trak lidt på den ene skulder. "Det kunne da være fedt at prøve, men jeg har ikke rigtig haft nogen grund til at flyve endnu" svarede han og fortsat med at smile sit skæve venlige smil.
Men han sukkede lettet diskret, da hun godt turde at komme ned på jorden, han havde jo ingen grund til at gøre hende ondt, så længe hun også var venlig overfor ham. Hvilket hun nu også var indtil videre. Så godt kendte han jo heller ikke engle racen, til at være 100 % sikker i sin sag. Han rejste sig dog prøvende op, efter at hun var landet og hørte hvad hun spurgte om, imens. Han fik rejst sig op og heldigvis var han fod ikke så øm mere, det havde som sagt bare været slaget. Han lagde hovedet lidt på skrå og kørte en hånd gennem sit hår. "Jeg hedder Jacob.. Er jeg da for fredelig efter din smag? Jeg ser nemlig ikke nogen grund til at være uhøflig, måske er jeg bare One Of A Kind" svarede han drillende og gav sig til at smile skævt igen.

"Du har umiddelbart heller ikke vinger til det" konstaterede hun med et skævt smil på læberne. At flyve uden vinger, lød vanvittigt i hendes ører. For ikke at sige fuldkommen umuligt. Selv flyvemaskinerne havde vinger. Det var jo fuldkommen umuligt.
Drevet af sin nysgerrighed og måske lettere tiltrækning af den unge, flotte dæmon, trådte hun tættere og tættere på ham. Til sidst, da hun stoppede op, var hun kun to meter fra ham. Hans smil var pænt. Tænderne hvide og regelmæssige. Hun kendte mennesker, der ville dræbe for et smil som hans.
"Hazel her - bestemt ikke, fredelig er godt i min bog" svarede hun og smilede let. Hun skubbede håret over på sin højre skulder, så venstre side af hendes hals var blottet. For et menneske ville arene fra vampyr biddene være usynlige, men en dæmon ville nemt kunne se dem. "Naivitet og ufredelighed har givet mig dem her" mumlede hun stille. En glimt af sorg og smerte gled over hendes ansigt. Dog forsvandt det lige så hurtigt, som det var kommet. Igen dækkede hun sin hals til med håret.

Jacob kunne ikke holde et grin tilbage, så en lille kort varm latter kom ud af ham, så han skuldre rystede lidt og han kørte en hånd gennem sit hår igen, dårlig vane. "Sandt nok, men bar rolig. En dag opfinder jeg en ny måde at flyve på, uden vinger" drillede han og smile skævt til den lille engel, som ellers så ud til at falde mere og mere tilpas til i hans selvskab.
Han var dog lidt overrasket over at hun allerede turde at træde tættere og tættere på ham, men hvis hun ikke var bange, så var han bare glad. For han ville ikke have at hun følte sig bange, for som sagt, han ønskede hende intet ondt. "Hyggeligt at møde dig Hazel" svarede han og smilte skævt over at hun synes fredeligt var godt, for det var det bestemt også.
Dog fik han et lidt mere alvorligt udtryk i sit ellers så smilende ansigt, da han så hendes hals og bed sig kort i den ene side af læben. Selvom han så alvorlig ud, så klædte det ham på en eller anden mystisk måde ham også. Hans ansigt passede åbenbart til de fleste udtryk.
"Det gør mig ondt... Jeg håber for din skyld, at det ikke sker for dig igen, i den nærmeste fremtid" sagde han stille og prøvede at lette stemningen lidt, ved at smile svagt. For han kunne ikke lide at det lignede hun led lige nu, på grund af nogle ubehagelige tidspunkter i hendes fortid.

Harley kunne ikke lade være med at grine, af hans drilleri. "Gi' mig lige besked når det sked" grinede hun. Det var tydeligt, at hun bestemt ikke troede på, at det ville ske. Ikke i den nærmeste fremtid. Men måske om et par hundrede år, ville man have teknologien. Eller måske allerede om halvtreds? Hvem vidste?
"I lige måde, Jacob" sagde hun og smilede til ham. Hun følte sig tryg, hvilket var underligt. Normalt følte hun sig ikke tryg, i nærheden af væsner som dæmoner og vampyrer. Specielt ikke sidste nævnte. Hun havde endnu ikke mødt en af racerne der var helt i gennem god. Eller måske havde hun mødt en der var halvt? Inderst inde håbede hun, at han ikke var som hun forestillede sig dæmoner. For indtil videre kunne hun godt lide ham.
Et skævt smil viste sig på hendes læber. "Tak" mumlede hun. Det skulle hverken ske for hende i den nærmeste fremtiden eller resten af hendes udødelige liv. Ikke hvis det stod til hende. Dog havde skæbnen det med, ikke altid at gå efter hendes hovede. Desværre.

Jacob smilede en anelse, da han fik hende til at grine. Det var altid et godt tegn, når en pige kunne grine af det man sagde. Det var allerede første tegn på, at en pige godt kunne lide ens selvskab, fordi hendes latter lød heller ikke ligefrem falsk, eller det håbede han.
"Selvf, skal jeg nok" svarede han med et skævt smil og kløede sig kort i nakken.
Uden at ligge mærke til det, begyndte han at smile en anelse varmt, ligesom hvis man havde fået et rigtig dejligt kompliment. Fordi det var dejligt at høre, at hun også synes det var hyggeligt at have mødt ham. Verden manglede høflige og venlige mennesker, synes han.
Specielt fordi han ikke synes der var så mange tilbage. Så derfor var han glad for at Hazel var en af dem. Det var også sjældent at man hørte om en uhøflig og ond engel.
Han nikkede lidt til hendes tak og smilede svagt, imens gav han sig til at læne sig op af det nærmeste træ og betragtede hendes kort. Hun var pæn. Kort sagt, for det var hun jo.
"Hva.. Er du så en af de der væsner med evner?" spurgte han nysgerrigt og smilte skævt, så hans hvide tænder endnu engang kom til syne. Jacob var faktisk ret taknemmelig over at hun ikke lod til at lade sig påvirke af at han ren faktisk stod halvnøgen overfor hende. Hun var heldigvis ikke en af "de" slags piger.

Tænk, hvis alle dæmoner og vampyrer var lige, som Jacob. Så ville hun måske begynde, at synes om dem igen! Der skulle så lidt til, at være god og fredelig. Og hvad fik de dog ud af, at være onde og voldelige? Et mere "spændende" liv? Det ville hun ikke ligefrem kalde det. Mere et trist og kedeligt liv. Men hun kunne jo ikke tale på deres vegne. Kun fra sin egen, en ret så dydsmønsteragtig en.
Uden at tænke specielt meget over spørgsmålet nikkede hun. "Ja, er du ikke?" spurgte hun lettere undrende. Et væsen uden evner? Hun havde aldrig hørt om det før. Alle de væsner hun havde mødt, havde haft i hvert fald en evne. Ikke alle, som hende, havde to. E-rang var svært at opnå. For nogen lykkedes det, og hun var glad for, at hun var en dem. Hendes fysiske kræfter var blevet stærkere, bare en lille smule. Hun følte sig knapt så.. svag, var ordet vel. Noget som engle, desværre, altid ville være.

Jacob kløede sig lidt i nakken, måske var han alligevel lidt flov over ikke at have nogen evne som sådan. Han ville ikke kalde sin styrke for en evne, fordi det var de fleste væsner jo.
Han kiggede kort ned, men kiggede derefter hen på hende igen og rystede kort på hovedet.
"Nope, og jeg er faktisk også ret tilfreds med det. Fordi så behøver jeg ikke gå og have dårlig samvittighed, hvis min evne nu gik galt en eller anden dag" svarede han ærligt og smilte svagt. Han havde gået og tænkt over det meget. Prøv at tænk at have en evne, hvor du ren faktisk kan gøre psykisk skade på folk, tænk nu hvis det gik galt og man en dag ikke kunne styre den evne, så den gik ud over en man holdte af? Jacob ville slet ikke kunne leve med sig selv, hvis det var ham som det kunne have sket for. Derfor var han tilfreds.
"Jeg regner så med, at du har en lys evne?. Fordi du jo er engel" Det var nok mest et spørgsmål fra hans side, fordi han var jo ikke helt sikker, det kunne ligeså godt komme bag på ham. Men han havde nu heller aldrig mødt en vampyr eller dæmon med en lys evne, så måske var det delt op i lys og mørke evner. Men som sagt, Jacob var langt fra sikker, fordi han gik jo ikke selv med en evne.

Interesseret lyttede hun til, hvad han havde at sige. Et væsen uden en evne. Ja, så havde hun hørt den med! Ikke at det var negativt. Faktisk gjorde det ham, jo endnu mere speciel end han var i forvejen. Og hun kunne sagtens se hvad han mente. Det med ikke, at have en evne. Der var jo positive sider. Han ville nok ikke komme til at skade folk, uden at ville det. Det kunne jo ske for dem med evner. Dem med kraftfulde evner, som de måske inderst inde ikke havde fuld kontrol over den. "Jeg er enig med dig" sagde hun med et smil på læberne. Dog ville det nok være letere for ham, at undvære en evne. Som dæmon var han jo temmelig stærk, evner var jo overflødige for dem. For en engel kunne de være ret så gode, specielt hvis man havnede i kamp. Fysisk styrke var jo ikke deres stærke side, så det måtte evnerne være.
Bekræftende nikkede hun. "Lidt styring af vindene og en evne, som jeg endnu ikke har opdaget" fortalte hun smilende. "E-rang" tilføjede hun, hvis nu han skulle undre sig over, hvorfor hun havde to evner. Ikke alle kunne mærke på hende, at hun var lidt anderledes end de fleste engle.

Jacob var glad for at hun ikke var en af de personer, som følte sig meget bedre end andre, fordi de ikke have nogen evne, eller måske fordi deres evne ikke var ligeså god som deres.
Han smilte lidt, imens han talte med hende. Faktisk stod han og smilte hele tiden, han synes det var ret godt gået at de kunne snakke så godt sammen, når man tænkte på at de næsten lige havde mødt hinanden. Eller næsten og næsten, de havde nok stået og snakket og mangt og meget i snart 10-20 min. Men når man havde nået at snakke om, så snakkede man jo.
Han nikkede lidt som tak, til at hun var enig med ham. For det var der ikke mange der var.
Selv hans lille niece havde en evne, godt nok var den ikke noget specielt endnu, fordi hun var så lille. Men det kom nok. Han blev faktisk lidt overrasket, da hun sagde sin rang.
Men lidt efter smilede han skævt og roede lidt i sit hår igen, "sejt, er det så her at jeg skal bøje mig i støvet" drillede han og kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv.
For han mente det selvf som en joke, E-Rang, var jo ikke så meget anderledes end så mange andre. De kunne bare have to evner også var de også lidt stærkere end andre. Men teknisk set, var de faktisk som alle andre. Dog lidt bedre.