See you here Lira-privat

S-Den triste skov
T-16.00
O-træer og alt det
P-Sort jakke og en hvid t-shirt med et par mørke blå cowboy bukser og sko.
V-mellem kold og varmt


Laroy gik stille og roligt for sig selv inde i den triste skov der var ikke det vilde han sådan kunne lave der hjemme så han havde gået sig en tur og var nu endt i den skov og efter hvad han huskede havde han ikke været i den skov, han havde været alle andre steder men ikke dette her sted det var nyt men var den ikke som alle andre skove den var bare trist.
Han så på skovens træer bare for at se hvor han gik henne af så han kunne finde tilbage da han havde en god hukommelse og alt det *skoven her er et mærkeligt sted den virker så trist*tænkte han for sig selv mens han gik vider ind i skoven og havde det godt lige nu, han havde nu tænkt sig at tage en lille pause så han fandt sig et træ hvor han satte sig op af det og slappede lidt af.

En nynnen bredte sig gennem den triste stemning i skoven, og med forholdsvis små skridt kom hun gående. Stedet var trist, faktisk mere end trist. Hele taget bare alle omgivelserne var chokerende at se på for den unge skabning.
Med dyb forundring bøjede hun sig fremover og lod sin sandfarvede hånd strejfe et træ på sin færden, bare for at mærke..
Barken skrabede dernæst direkte mod hendes bløde håndflade og tanken fór igennem hende. Tanken om, hvad der mon kunne være årsagen at denne skov var end sådan her. Så trist, så stille og med intet liv. På en måde havde pigen selv en følelse af, at den triste stemning i skoven påvirkede hende, for hun følte sig ikke spor glad.
Overhovedet.
Sukkende gled hendes blik fremad, idet hun opfangede en bevægelse ikke langt fra hende, og som det nysgeririge væsen hun nu engang var, bevægede hun sig derover ad.
Pigen havde ingen sko på, som betød at hun begav sig midlertidigt rundt med bare fødder. Det var ej ikke fordi, at hun ikke havde råd til sko, det var mere fordi det gav en behagelig frisk følelse af at være i live. Bladene krusede imod hendes fødder. Samtidigt hang hendes halvtlange hår, der gik hendes til lidt under skulderbladene yndigt ned af ryggen på hende. Hun var i sig selv iført en elegant sort kjole, som sluttede af ved knæene.

Få centimeter fra skikkelsen, som havde placeret sig op af et træ stoppede hun op, og
lydløst fulge hun hans bevægelser, uden at sige den fjerneste lyd. Kun et uskyldigt smil kunne anes på hendes læber.

Han sad stille og roligt der og tænke på hvad han skulle lave og hvorfor denne skov var så kedelig og se på den gjorde en trist ved bare og være her *sikke en skov den er kedelig og man kan ikke være glad i sådan en skov som denne*tænkte han for sig selv og så rundt. Der var jo ikke meget og gøre ved sådan en skov den var ikke til at redde fra dens tristhed som der lå over den, han ville gøre noget hvis han kunne men det kunne han ikke da han ikke kunne se hvad han kunne gøre for den.
Denne skov var jo ikke det være og være i for den sags skyld en trist skov er for Emo'er der klager over deres liv eller sådan noget eller bare dem der ikke vil leve mere sådan kunne man jo se på det.

Imens at Lira stod og tog overvejelser om at skulle sige et eller andet, gav en kølig brise hende kuldegysninger ned langs ryggen og hun krummede tæerne sammen. Hendes blik var stadig fastholdt på skikkelsen, som lod til ikke at have bemærket hendes nærvær. Et øjeblik blev hun i tvivl om, at hun bare skulle gå igen. Måske var han kommet for at sidde lidt alene? På trods af skovens triste udséende, så var det et fremragende sted at sidde lidt i sin egen verden, hvis man nu havde nogle former for psykiske problemer. Men det havde nok ikke, han lignede ikke en, der var i krig mod sit eget sind, hvilket mindede hende lidt om hendes egen situation.
Hrmpf.. Godt nok var hun en engel.. men en engel uden vinger, og ikke det mindste tegn på nogle overnaturlige evner kunne da ikke sådan betegnes som et magisk væsen. Hun havde en vis skønhed over sig, og andet var der ikke. Hun var en skuffelse, og spørgsmålet stod også bare klart for hende; Hvad havde hun gjort, siden hun var endt sådan her?
Overladt til sig selv på en ø hun intet kendte til. Hun vidste ikke en gang hvordan hun var kommet herud... Atter engang sukkede hun og kom til at sveje en anelse, hvilket fik hende til at træde på en følsom gren, der havde lagt sig til rette midt på den kolde jordbund.
Det gav et knæk fra sig, hvorefter Lira bare stod fuldkommen stille og fokuseret på nogle fremtidige bevægelser.

Han sad der lidt i sine egne tanker der var ikke så meget anet i hans hovede lige nu andet end hvad han skulle gøre med sig selv, han følte at han ikke havde noget at være til stede for han manglede en og holde af mere manglede han ikke en der var hans grund til at holde sig i live. På den måde som hans tanker var lige nu tænkte han bare på at forsvinde fra jordens overflade og ikke komme igen, men det var lettere tænkt end gjort for ham.
Han sad lidt der igen før han hørte en gren knække i nærheden og han rejste sig op og gik mod lyden og så på den kvinde som var der "åh jamen hej med dig"sagde han stille og roligt og så på hende med et venligt smil på sine læber, han var ikke sur over at hun forstyrrede ham i hans tænkning for det var jo ikke rare tanker der var i hans hovede eller noget som helst.