Too little, too late... [V + N - Privat]

Dæmonen så den klare blå flamme og så de to klatter i kvindens liv. Alt omkring hende lyste op i farver. Hver ting havde sin helt egen farve... levende ting lignede næsten flammer. Døe ting lignede bunker af gløder.

Narcissas øjne og hjerne arbejde på højtryk for at sanse alt og forstå hvad der foregik omkring hende.

Pludselig opdagede hun hvordan der i horisonten, bag det der før havde været parkeringsplads, rejse sig en slags kæmpe bølge, næsten som en mur. Den var fantastisk! Narcissa så med forbløffelse imod den... den var... enestående. Den nærmest hev i hende! Et brændene ønske om at røre den flåede i hendes indre. Hun kunne mærke hvordan det emmede af magi, ren kraft!

Hun vidste at hun måtte derover... nu!

Pludselig blev der flået i hende. Dæmonen på jorden foran hende havde taget et hårdt greb i Narcissas hænder. Gennem farver og glimt af den virkelige verden så hun hvordan kvinden pressede med alt hvad hun ejede.

Narcissa så den mørke klump skubbe den lyse til side... den bevægede sig ned ad og Narcissa rakte hænderne ud efter den. Hun mærkede en klistret masse ramme sine hænder, og så en varm og slimet barnekrop. Et højt grin krængede sig ud af hendes strube.

En bølge gik igennem hende og atter tårnede muren sig op. Hun mærkede hvordan den hev i hende og hvordan hendes krop nærmest krampede efter af komme derover. Et gys gik igennem hende... hun havde mærket det før men kunne ikke huske hvor eller hvornår. Hun så ned på den mørke gnistrede skikkelse i sine hænder og så hvordan det mørke blev overtaget af vild blå energi.

Hun mærkede hvordan dæmonbarnet blev splittet ad og flået i småstykker af de vilde blå enegikløer der voksede ud af hende. Resterne af barnet røg mellem hendes hænder og landede som glødende klatter ned foran den stadig fødende kvinde.

Valencia hørte de gyselige lyde af noget der blev kvast, ødelagt og revet fra hinanden. Hun mærkede hvordan vreden steg i hende og det begyndte at svide i øjnene på hende, da sorgen af tabet skar i brystet på hende, men hun kunne jo intet gøre, det andet barn skulle ud. Hun pressede til og omsider kom barnet til verden. Hun rettede sig op og svøbte barnet i jakken og knugede det blidt ind imod sig.

Hun trak gemasjerne på plads med en hånd, der var blod ud over det hele, baby blod, Xander blod og moderkage blod. Men det var lige meget nu, det eneste hun kunne tænke på, var at den kvinde lige havde slået hendes barn ihjel! Hendes blik frøs fast på kvinden, det lynede af vrede. Hun tog fat i kvindens trøje "Du .. slog mit barn ihjel" hvislede hun ud i mellem sine sammentyggede tænder.

Hun greb hurtigt fat i kvindens trøje og smed hende ned i jorden, med nogen af de sidste kræfter hun havde tilbage efter fødslen. Hun rejste sig op og så ned på dæmonen foran sig, hun måtte dog, for sit eget og barnets bedste, gemme hævnen til senere, hun havde ikke nok kræfter til at kæmpe og slet ikke med et barn i favnen. Hun forsvandt fra gyden, mod sit hjem.

//Out//

((End - fortsættes på et senere tidspunkt i en anden tråd))