Nye fodtirin

Dato : 6 januar 2012
Årstid : Vinter.
Dag : Fredag
Vejr : Koldt, næsten frost, let blæsende
Sted : Skoven.
Tid : 13:30
Omgivelser : En stille skovsti uden mange mennesker på

Kulden udenfor var næsten ubærlig, men Colt havde pakket sig godt ind i en stor frakke og med vanter og hue. Et rosa tørklæde lå om hendes hals og gjorde hende en smule mere rød i hovedet end hun egentlig er, men hun har aldrig været god til at udvælge de farver, der klæder hende bedst. Frakken er sort, og ligeledes er handskerne og huen; så er man altid på den sikre side, men hun følte bare, hun måtte have et enkelt strejf af farve i det ellers dystre sæt tøj. Jovist, hendes mørkeblå jeans er da farve, men udover det. Et let suk undslap hende, mens hun gik over jorden, der var kold og hård af de lave temperaturer. Hendes ellers lyse humør var overskygget af negative tanker, og hun manglede desperat noget til at tage tankerne væk derfra. De sidste par dage havde været et rent mareridt at komme igennem nu hendes lille hund var syg, og hun var vist også selv ved at blive forkølet. Hun snøftede ind og stoppede hænderne i lommerne, mens hun gik hen gennem underskoven og sparkede til en lille samling visne blade på jorden. Hvor var hun glad for, de ikke var dækket af sne - endnu. Det var bare lige hvad, der manglede, sne altså. Som om det ikke var koldt nok i forvejen. Men hvorfor bekymrede hun sig overhovedet om noget der ikke var der, det var ikke typisk for hende. Men igen, hun havde gjort så mange ting på det seneste, der ikke var typisk hende. Måske var hun virkelig ved at blive syg? Det var et typisk tegn på, hun ikke havde det så godt, ligesom det fakta at hun rent ignorerer skønheden i den faldne skov omkring sig. De nøgne grene mod den isblå himmel, de svagt aftegnede skyer og de små hvide skyer af ånde, der kom fra hendes mund, mens hun gik. Altsammen tabt i tankerne om dysterhed og ullykke.

Segovax var taget en tur ud i skoven for at gå. Han havde nogle gange bare brug for at gå lidt og tænke for sig selv. Han gad ikke det der med at sidde og bare tænke over tingene det var simpelthen så forfærdeligt og det plejede kun at føre til at han gjorde et eller andet dumt, så som at hamre en kniv gennem armen skære sin hals halvt over eller kaste sig ud fra klipper. Han var syg i hovedet og det var ikke noget han forsøgte at skjule for sig selv, men han ville gerne have at det ikke var sådan men det var bare blevet værre siden han havde mistet hende den anden person han havde elsket. Han gik stille og roligt til at starte med men begyndte så at sætte farten op hurtigere og hurtigere, han begyndte at løbe. Han løb bare rundt i cirkler i skoven, ikke som i den samme cirkel men omkring det samme punkt han halod sig hele tide til at løbe rundt om hans tilholdssted. Han så ikke kvinden før han kom bragende mod hende.

Colt fik også først øje på ham for sent, og med et forbavset udbrud blev hun rendt ned. Jorden var hård at lande på, hvad hun gjorde med en svag stønnen, før hun stirrede på Segovax.
"Kom du noget til?" spurgte hun uroligt og betragtede den muskuløse mand med de grå øjne og dreads, som hun ikke fandt ganske uinteressant. Hun børstede støvet af bagdelen og dernæst hænderne, som hun havde taget fra med. Hun håbede ikke, der var tilstødt ham noget, men på den anden side havde han haft godt med fart på, og det var ikke til at sige uden hun skulle studere ham nærmere, vad hun lige nu fandt bedst at lade være med. I stedet forsøgte hun at sende ham et svagt smil for i det mindste at lade ham vide, hun var okay. Nogle af hendes mere tøsede veninder ville sikkert være blevet bange for denne dystre fremmede, men Colt var ikke som dem, og det der var fremmed og lidt skræmmende virkede bare spændende på hende. Hun ledte efter noget mere at sige, men kunne ikke komme på noget og lægger i stedt vægten over på det ene ben, mens hun betragter hans ansigt.

Han blev meget forbavset da han pludselig ramte kvinden og landede på jorden, det var sjældent at han sådan kom til at løbe ind i folk. Han var ikke særligt vant til at møde folk ude i skoven, det var et sted hvor folk plejede at holde sig fra. Han var heller ikke særligt glad for at møde mennesker for det meste, og heller ikke andre væsner for den sags skyld. Han ville helst holde sig for sig selv eller sammen med dyr, dyr var noget han kunne lide da de mindede ham om hvad han også havde i sig, og om hvor god han var til at styre den del af sig selv.
Han kiggede på hende da hun spurgte ham om han var okay, hvilket han var han var vant til at komme til skade så der skulle mere til end at løbe ind i nogen og falde. Han var vant til at blive stukket og skåret i hvilket også kunne ses på hans hud på armene hvor den lappede skovmandsskjorte var rullet lidt op og det store ar på maven var også blevet synligt.
"Ja ja jeg er helt okay jeg har prøvet værre"
Han smilede til hende og håbede ikke hun fik set hans tænder. Han dækkede sin mav til igen og satte sig halvt op. Han kiggede på hende, op af hendes krop kort og kiggede så hende i øjnene. Han vidste ikke helt hvad han skulle spørge hende om, så ahn lod bare være med det.

jo, hun bemærkede godt hans ar, men valgte at ignorere dem. Man kunne sagtens havde været ude for værre og alligevel være kommet noget til, det var i alt fald hendes holdning.
Selv var hun godt tilpas blandt andre mennesker og nød som regel andres selskab, selvom hun var kommet ud i skoven for at få lidt ro. Men det gjorde hende nu ikke noget at støde på den fremmede, selvom de kunne være mødtes under andre forhold.
"Godt at høre," siger hun med et venligt smil. "For man ved jo aldrig." Hun så ikke hans tænder, men lagde heller ikke meget mærke til hans smil, da hans vaskebræt halvt om halvt havde distraheret hende, men nu så hun igen på hans ansigt, mens hans blik gled over hende. Ikke at hun fandt det ubehageligt; hun var vant til det. Med en god barm og en smal talje havde hun en figur, der fik mange til at vende sig efter hende, og hun er ikke ked af den, og selvom frakken i og for sig dækker hende en del til, er det stadig tydeligt, hun er velproportioneret.
"Fryser du ikke?" spurgte hun med et let gys og kikkede på de opsmøjede ærmer, "Det er hundekoldt herude!" Hun tænkte sig kort om og kom så med et lille grin. "Men du løb selvfølgelig, så du har jo nok fået varmen der," tilføjede hun så med en let skuldertrækning. "Kommer du her tit?" Hun havde flere spørgsmål i hovedet, men synes allerede, hun havde bombarderet ham nok for nu, og ville afvente hans svar, før hun fortsatte. Hvem vidste, måske havde han ikke en gang lyst til at tale med sådan en splejs som hende, der var lidt mere end tyve centimeter mindre end ham.

Han blev lidt overrasket over alle despørgsmpl hun stillede ham, men blev bare halvt siddende halvt liggende og tænkte over hvordan han skulle besvarer hendes mange spørgsmål, sådan at han ikke kom til at afsløre hvad det var han var. Han ville helst ikke lade folk vide det, da det jo lidt var en regel mellem alle de overnaturlige racer der var rundt omkring i verdenen.

"Jeg fryser ikke, jeg har det ofte vartm og så løb jeg jo lige netop, hvilket gør det nemt at holde varmen. Jeg synes nu ikke det er så slemt med kulden så skulle du prøve bjergene"

Han smilede skævt til hende, og håbede på at han ikke kom til at lyde som en eller anden blære røv der forsøgte at gøre indtryk på hende, da han overhovedet ikke forsøgte på det. Han ville gerne svare på hendes spørgsmål.

"Om jeg kommer her tit, ja jeg elsker skoven. Jeg nyder at rende rundt herude og så er det godt til at fjerne tankerne fra alt dagens stress. Jeg nyder naturen det er mit fristed og her jeg bruger det meste af min tid."

Det var sandt, hun vidste det godt, hun havde overdynget ham med spørgsmål, og så kunne det endda have været meget værre. Det var en af hendes svagheder, hendes nysgerrighed, det var hun udmærket godt klar over. Stod det til hende, vidste hun alt om hele verden, men sådan var tilværelsen ikke indordnet, og hun måtte dfritte sine ofre, hvis hun ville vide noget.
"Jeg har aldrig været oppe i bjergene.. ikke sådan rigtigt i alt fald," sagde hun med et smil. Tydeligvis var det ikke noget, hun led under, og hun lod hurtigt emnet ligge midlertidigt for at svare ham på det næste, dog ikke uden at blive lidt charmeret af hans skæve smil.
"Det er også en dejlig skov," kender hun sig enig, "JEg ville ønske jeg havde mere tid at bruge herude, men sådan skulle tilværelsen ikke være. Du er heldig, du har tid til at være så tæt på naturen." Hendes smil blev en smule trist, men kun et øjeblik, så er det godt igen. Hun ler lidt, en mild og dybtfølt latter.
"Jeg kan faktisk ikke forstå, du ikke fryser," ler hun, "selvm jeg er godt pakket ind, har jeg stadig gåsehud!" Hun brændte inde med en masse spørgsmål om ham, men fandt det klogest ikke at stille ham flere lige nu, da hun kunne fornemme hans overraskelse over dem hun allerede har stillet, og hun vil ikke virke uhøflig eller uinteresseret i det, han siger, og bare drøne igennem en række spøjse spørgsmål for spørgsmålenes egen skyld. Stadig smilende rakte hun en hånd op til ansigtet for at fjerne en tot hår, der var faldet ned for hendes øjne, før hun rækker ham sin hånd med et lille grin.
"Skal du bare sidde der på den beskidte, kolde jord?" lo hun. Alle tegn på det tidligere dårlige humør, der ellers havde optaget hende var borte; hun havde fået den distraktion der var nødvendig for at få det til at spirre op igen.
Først nu lagde hun rigtigt mærke til skovens ensomhed omkring dem, tl træernes sagte dansen i den milde brise og til den ene lille fugl, der sad på en gren i et nærliggende træ med hovedet under vingen. Den Triste Skov. Hun have aldrig forstået hvorfor den kaldtes sådan. Eller måske var der noget trist over landskabet, men det var også meget smukt. OG det var ellers noget tristhed normalt ikke var, filosoferede hun, mens hun fastholder sit smil og milde blik på manden på jorden.

Han vidste ikke hvorfor men hendes utroligt glade humør smittede af på ham og fik faktisk lyst til at blive og snakke med hende og det var ellers meget sjældent at han gad at snakke med folk. Han plejede normalt bare at gå fra dem så hurtigt han kunne komme til det, han gad normalt ikke snakke lige meget hvem det var med, så var der jo godt nok dæmonerne han godt kunne finde på at sidde og snakke med over en god øl men det var så også de eneste han kunne gøre det med, alle andre sendte han bort, eller også skred han selv.
"Har du ikke været io bjergene det var da enligt ret så trist, de er ellers smukke, virkeligt smukke den her skov er ingen ting i forhold til dem."
Han vidste ikke hvorfor han talte om bjergene og skoven på den måde, men det var nok fordi hendes gode humør fik ham til at se nogle af de gode ting der var rundt omkring her i verden selv om det var sjældent han så den slags, han var nemlig meget bedre til at se det dårlige og finde grunde der kunne føre ham til at begå selvmord eller forsøge på det som han havde gjort igen og igen.
"Nej jeg har bare altid været meget varm, og har aldrig haft let ved at fryse. Jeg holder varmen så længe jeg bare er nogenlunde skærmet fra vinden."
Han smilede til hende igen og denne gang var smilet lidt større, men han stoppede det hurtigt så hun måske ikke så tænderne han hadede at han havde den slags tænder, da det gjorde det virkelig nedern at se folk når de så dem.
Han tog fast i hendes hånd og lod hende hjælpe ham op, da han faktisk ikke gad at blive liggende på jorden, selvom han ikke havde noget imod den men det virkede lidt dumt bare at ligge der uden at lave noget.
"Tak, men hvad laver du her selv?"

Det glædede hende, han blev der, for han var et interessant bekendskab i hendes øjne. Høj, mørk og mystisk var lige hendes type, og hun smiler stort op til ham. Selv snakkede hun med mange mennesker og kom godt ud af det med en del, og de hun ikke gjorde det med, var hun også ligeglad med. Det betød ikke noget for hende, så længe der var folk, der kunne lide hende.
"Nej, jeg er vist lidt kedelig. JEg har da bil og det hele, så jeg kunne vel egetntligt bare tage derop en dag. Jeg ved faktisk ikke hvorfor, jeg ikke har gjort det endnu." Hun lo lidt ad sig selv, hendes øjne funklende i kulden. "Jeg har godt nok hørt, det er meget smukt deroppe ... Vil du ikke fortælle mig lidt om dem?" Hun så så opmuntrende og opfordrende på ham, det ville være svært at modstå den søde bøn i hendes stemme. Hun smilede stadig sødt, mens han sagde det næste, og gøs uvilkårligt.
"Jeg ville ønske, jeg havde det ligesådan ... med kulden altså," sagde hun så muntert. Det var synligt for hende, der var et eller andet med hans tænder, men hvad det var, nåede hun ikke at se, før han dæmpede sit smil igen. Det generede hendes nysgerrighed en smule, men hun lod som ingenting og så bare opmærksomt på ham.
"Tja, hvad laver jeg her?" spurgte hun med et lille grin, "Jeg fjerner tankerne fra alt dagens stress." Det var med vilje, hun gentog hvad han havde sagt kort forinden, og hun efterfølger det af et sødt, uskyldigt smil og blinker et par gange lidt hurtigere, så øjenvipperne, der er lange og sorte vifter for hendes grønne øjne.

Han vidste ikke hvordan han skulle fortælle om lige netop de her bjerge der havde han jo kun været få gange men han kunne vel altid gøre forsøget på det, men han forstod stadig ikke helt hvorfor han gerne ville gøre det overfro en fuldstændig fremmede person, som han kune lige havde mødt. Han fandt det næsten synd for hende at hun frøs sådan men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Han vidste at det ikke ville nytte noget at tage hende med hen til hans telt da hun ikke ville få meget varme ud af det.

"Bjergene er smukke og klædt i sne for det meste, og ellers er klipperne nøgne og der er nogle enkelte store træer der oppe, og nogle hytter der stikker op og bryder landskabet men det smukkeste ved dem må være at man kan se himlen på den måde man kan."

Han kiggede på hende igen, hun var ikke stor når han stod der ved siden af hende nej hun virkede faktisk meget lille og skrøbelig ved siden af den ret store og veltrænede man har var. Han kiggede sig kort omkring og vidste ikke helt hvad han skulle sige til det, med at hun frøs som han allerede havde spekuleret lidt over. Han ville gerne have givet hedne noget tøj at låne hvis det ikke var fordi det eneste han havde var hans skjorte og så ville han for tydeligt afsløre sig selv.

"Hvis du fryser sådan skal vi så ikke bare tag og få dig hjem?"

Han smilede endnu større over det hun sagde, og det at hun valgte at bruge det han havde sagt, men det var vel bare fordi så var hun sikker på at han forstod hvad det var hun mente, og det gjorde han da klart nok også.

Hendes blik blev let fjernt og drømmende, mens han fortalte, og det var tydeligt at se, hun forestillede sig sceneriet for sig med et lille, stilfærdigt smil.
"Det lyder virkelig som noget man bare må opleve," sagde hun henført, mens hendes blik igen blev nærværende og registrerede den store mand foran hende. Ikke at hun var så skrøbelig, som hun så ud, men hun kunne godt lide sammenligningen alligevel; den fik hende til at føle sig mere feminin og kvindelig, hvad hun godt kan lide. I en verden af i dag var det en sjælden følelse, og derfor var den velkommen hos hende. Det var sjældent hun rigtigt følte sig som en kvinde, især når hun rodede med den gamle opel eller legede tug-o-war med Georgie på gulvet. I sine betragtninger mærker hun næsten ikke kulden længere, og det er ligefør hans spørgsmål kom bag på hende.
"Åh, nej så slemt er det nu ikke. Desuden er det vist godt at fryse en gang i mellem; man har det så dejligt, når man så får varmen," lo hun, mens hun muntert ser på ham. "Desuden," tilføjer hun dristigt, "Er der en meget interessant fyr i skoven, jeg godt kunne tænke mig at snakke lidt mere med."

Han kunne godt høre hvad det var hun hentydede til med at bjergene var noget man burde at se. Han ville da gerne tage hende med der op hvis hun gerne ville have det. Han kiggede sig kort rundt i skoven, for at se om der var andre end dem tilsted, men han kunne ikke se andre så han vendte sig igen mod hende. Han blev meget overrasket over det hun sagde om ham, en interessant fyr i skoven , som hun gerne ville snakke med. Han var jo fuldt ud klar over at det var ham hun mente men syntes det kunne være sjovt at spille med på den.
"En interessant fyr? Hvor?!"
han kiggede sig omkring igen, som for at se efter manden som han selvfølgelig godt vidste ikke var til stede. Han vendte sig så mod hende igen, og smilede til hende.
"Nå jamen så bør jeg vel gå så i kan få lov til at være alene?"
Han ville sådan set ikke gå, men ville gerne se om han kunne få hende til at bede ham om at blive. Han håbede på det, men hvis ikke så var det vel også bare lige meget.

Hun lo muntert ad hans komediespil og betragtede ham med smilende øjne, mens han så sig om. En kold vind blæste ned om dem, og huns kuttede sig let, nok en gang forundret over hans manglende frysen. Da han spurgte hvor, samlede hun hænderne bag ryggen og vippede let frem og tilbage på fødderne.
"Åh ja" fortalte hun smilende, "Meget interessant! Og han står lige her!" Da han vendte sig rundt for at gå, lo hun igen, før hun greb efter hans ærme for at vende ham mod sig igen.
"Dig, fjolle," griner hun og træder lidt tættere på for ikke at misse ham i faten. "Og vi er vist så alene som vi kan være lige nu." Med et muntert blik, der måske burde have været en smule foruroliget, men som ikke er det, så hun rundt, hvor hun konstaterer, de lige nu var alene. Ganske alene faktisk. Måske burde en advarselslampe have lyst, men det gør den ikke, og hun bliver blot smilende stående og kikker sødt op på ham.

Han mærkede hvordan hun hev fat i hans ærme og hev fat i ham. Han vendte sig bare om mod hende med et stort smil. Han smilede over at hun havde gjort det og ikke bare havde ladt ham gå, det fik ham til at føle sig virkeligt velkommen. Han følte sig ikke bare som en tilfældig person hun snakkede med fordi der ikke var andre.

"Nååå.... Det var mig du mente, ej det havde jeg slet ikke gættet. Jeg troede du snakked om en anden det plejer folk for det meste ."

Han smilede meget sort og glemte helt at skjule sine tænder, hvilket han bare håbede ikke gjorde hende noget. Han ville jo ikke have hende til at blive bange. Han lagde mærke til hvordan hun stod og frøs, og lagde sin arme omkring hende, hvis hun altså tillod ham det. Han kiggede ned op hende, og smilede stadig til hende.

"Hvad så vil du gerne se bjergene? Der er også nogle hytter med lidt varm og de står ofte tomme, skal vi smutte derop?"

Hun lo mildt ved hans ord og så venligt op på ham.
"Så er der noget galt med folk!" sagde hun muntert og lod ham indfange sig i sine arme. Hun stod og nød varmen fra ham, mens hun lagde hovedet bagover for at se på ham. Det undrede hende egneltigt hvordan hun kunne fryse sådan i uldfrakken og med handsker, hue og halstørklæde, men hun var kold som jordbæris, og hans arme og brystkasse var så varme og lokkende, hun lænede sig let mod ham.
"u-uh u er varm," lo hun stille og mødte hans grå øjne med sine grønne, før hun blinkede et par gange op mod den isblå himmels skarpe lys.
"Det kan vi godt. JEg har dog ikke bilen med, men vi kan da hente den, hvis du vil?" Hun smilede imødekommende, "Det vil nok gøre det lettere at komme derop?"

"Det kan da godt være der er noget galt med dem, men skidt pyt."

Han smilede til hende og flyttede ikke sit blik fra hende. Han trykkede hende bare blidt ind til sig, som han ellers kun havde gjort med Ziga. Han kunne ikke huske andre han havde mødt der havde været så venlige som hun nu var.

"Ja jeg ved jeg er varm, det har jeg altid været, eller ihvertfald så længe jeg kan huske."

Han smilede igen til hende, og kunne godt lide ideen om en bil. Han havde selv kun kørt i bil meget lidt men han nød altid det, specielt hvis der blev kørt stærkt og vildt. Det var en ting der fik blodet til at suse rundt i kroppen.

"Jeg synes en bil lyder som en god ide"

"Ja pyt," ekkoer hun smilende, "Det er deres tab alligevel!" Hans grå øjne syntes at have hypnotiseret hende, og hun kunne ikke løsrive sit blik og stod blot trygt i hans favn og følte varmen fra ham opvarme hendes kuldskære krop.
"Jeg har altid været kold," fortalte hun ham, "Det er værst om vinteren dog, og det er da til at se ende på den snart, så det er godt." Hendes ukuelige optimisme er fulgt af et smil. De fleste ville nok rette hende og sige de ikke var halvvejs gennem vinteren, men hun ville være ligeglad og se det på sin måde. Kun lidt ver halvanden måned, så var vinteren officielt forbi og, håbede hun, vejret ville være enig.
"Godt så, så henter vi min bil ... JEg håber du kan lide at køre stærkt, for jeg er lidt af en fartdjævel," lo hun mildt, så selv øjnene grinede med. Hun havde virkelig nogle udtryksfulde øjne, og man kunne latid se hendes humør i de grønne dybder, hvad end det så bar i retningen af.
"Måske kan vi tage min hund med også? HAn har været alene hele dagen og trænger nok til lidt frisk luft ... Men kun hvis du vil altså." Hun smilede fortsat op til ham og betragtede hans dystre lød og hans dreadloks. Han var bestemt interessant, det måtte hun indrømme

Han smilede bare til ehdne, og gjorde sig klar til at gå i retning af der hvor hun nu engang havde hendes bil stående. Han holdt stadig om hende og lod hende bare trykke sig ind til sig hvis det var det hun ville, hun måtte gerne tage af hans varme da han jo havde massere at tage af, uden at det ville gøre ham noget.

"Ja det kan jeg da mærke på dig at du altid har været."

Han var ikke helt vild med tanken om en hund, da han jo nu engang var hvad han var, og en hund ville nok kunne fange den fært, og specielt hvis det var en han hund ville de få problemer. Han var nød til at finde en måde uden om det, at have hendes hund med sig.

"Jeg er ikke så glade for hunde..."

Han flyttede sit blik fra hende, og nøjedes bare med det undvigende svar og så ellers bare væk fra hende, men der gik ikke længe før han vendte sit blik mod hende igen.

Hun vendre sig rundt den vej, hun var kommet fra tidligere og trak sig fri fra hans arme, ikke helt tilfreds med at skulle gøre det, men de kunne ikke gå sådan. I stedet stak hun hånden rundt om hans arm, så de gik tæt sammen, og hun stadig kunne tyvstjæle lidt af hans varme.
"Min mor plejer at kalde mig kold i r*****!" lo hun og slår så ud med den frie hånd.
"Det er i orden med hunde, han bliver bare hjemme. Men jeg må nok lige op og se til ham kort, før vi kører, hvis det er i orden? Han er lidt småsyg." Hun smielde op til ham og tog hans lille undskyldning ganske let. Det var fair nok, ikke alle kunne jo elske hunde så meget som hun gjorde, og han skulle bestemt ikke være flov eller ked af det, som hun havde på fornemmelsen, han var, da han så væk et øjeblik.
"Jeg bor inde i byen, den retning," hun peger, "Der er ikke så langt igen, måske et kvarter tyve minutter til fods, og bilen holder ude foran. JEg tager den normalt herhen, men lige i dag havde mine tanker behov for luft, så jeg gik ... Det håber jeg ikke, du har noget imod?" Igen smilede hun sødt op til ham, før hun igen så ligeud. Hun gik med temmelig rank ryg og med raske skridt på trods af forholdsvis korte ben, og hun kunne sagtens følge med ham, hvor hurtigt han end måtte gå, om end det ville se lidt sjovt ud, hvis de gik meget hurtigere. Hun går meget; det er sådan hun får sin motion, og hun har gode benmuskler, der dog ikke er så tydelige gennem hendes jeans.

Han fulgte bare med hende, igennem skoven og hen mod vejen der gik tilbage mod skoven. Han håbede ikke at hun endnu havde fundet ud af hvad det var han var, da han helst ikke ville have hende til at vide det, uden at han var sikker på at han kunne stole på hende. Han brød sig ikke om at folk vidste hvad han var, og det var der også kun meget få der vidste ud over alle de andre væsner det var rundt omkring i verdnen som bare kunne spotte ham med det samme.

"Det er jeg glad for at høre, at du ikke har noget imod, da jeg synes det ville være synd hvis du havde det. Det er helt iorden at du tjekker på ham, det ville jeg aldrig kunne finde på at forbyde dig."

Han smilede til hende igen et stort bredt smil, så hun næsten helt sikker fik set hans tænder, selvom han ikke var meget for det, var det en af de nemmeste måder at fortælle det på at han var det han nu engang var. Han fulgte hende bare og håbede ikke hun ville forsøge at flygte, da det var noget der skræmte mange, men mange ville også have været bange da de mådte ham.

"Jamen så må vi da bare skynde os lidt."

Hun så godt hans tænder, men det skræmte hende ikke - ret meget. Hun kunne nok regne ud hvad han var, men så længe han ikke gjorde hende noget, havde hun ingen grund til at frygte ham, og han havde jo været meget flink indtil videre, så hun holder sin plads og smiler op til ham.
"Du tror mig nok næppe, eller måske gør du, men en af mine venner har overvejet at få lavet et tandsæt mage til dit, bare for at skræmme folk ... JEg synes persnligt det er vildt fjollet; man kan ikke tillade sig at dømme folk ud fra noget så banalt som hvad man er. Hans dumme ide vil bare skabe endnu større splid mellem racerne, tror du ikke?" spurgte hun roligt og håber, hun har ladt ham vide herved, hun ikke var bange for ham af den grund. Måske kunne han være farlig overfor visse folk på vsse tidspunkter, men ikke ligenu overfor hende, og det var nok.
"Og tak fordi jeg må se til ham. Den lille stakkel har nyst og nyst de sidste par dage, og det kan j være farligt for hunde at blive forkølede, har jeg hørt. Så jeg er lidt bekymret for ham. Han er ved at blive gammel også ... Men jeg elsker ham alligevel." Der var et særligt glimt i hendes øjne, når hun talte om Georgie, og det var tydeligt, hun elskede ham meget højt. Hun så så mod ham igen med en let latter.
"Det må vi vist hellere ja. Hvis vi skal nå frem før det bliver helt mørkt, selvom jeg vil tro, mørket også har sin charme deroppe." Hun smilede fortsat op til ham, havde afpasset sine skridt til hans og så nu blot på ham fra tid til anden for at sende et smil.

Han fulgte bare med hende og satte tempoet lidt, op så han gik rimeligt hurtigt men uden at det gik alt for stærkt for hvad hun kunne følge med til det gad han alligevel ikke. Han kiggede omkring sig og så træerne der stod med alle deres blade spredt på jorden, som et menneske der havde klædt sig af og smidt sit tøj overalt.
Han undrede sig ret meget over det hun fortalte omkring hendes ven der ville have lavet tænder som ham, det kunne han ikke helt forstå han var jo selv bare født med dem pågrund af det hans far var, og så vel også på grund af det han nu selv var.
"Jeg forstår ham ikk... jeg er selv født med dem og jeg hader dem."

Hun så selv hvordan træerne stod og strakte deres arme mod himlen, hvor vinden greb i dem og fik dem til at danse, og hun smiler stille ved sig selv.
"Han er også llidt mærkelig ... Men der er ingen grund til at hade dem, selvom det selvfølgelig er meget sigende om dig. Men de klæder dig på en måde; gør dig mere speciel - på den gode måde. Og så længe du ikke bidder til, hvis du sætter tænderne i mig, generer de ikke mig," sagde hun med slet skjult humor i stemmen og et opmuntrende smil.
"Men," fortsætter hun så tænksomt, "Jeg hader selvfølgelig også mine lår, så selvomd et ikke helt kan sammenlignes, tror jeg nok, jeg kan forstå dig." Hun gav hans arm et lille klem og så tænksomt på ham. Ikke at hun vidste hvordan det var at være hvad han var, at være udskudt, men hun håber, hun kan sætte sig ind i det. "I alt fald med tænderne," tilføjer hun tørt, men smiler så forsigtigt igen.
"Hvor længe har du været.. du ved?" spurgte hun så og tilføjede hurtigt; "Du kan stole på min diskretion!"

Han vidste ikke helt hvad han skulle synes om den kvinde der stod foran ham. Han kunne lide hende, men hvor meget og hvordan var han ikke helt sikker på men sådan var det altid med ham og så det med at føle han var elendig til det, og ønskede bare nogen der lidt kunne forstå det, for ham.

"Jeg ved det godt, men det er bare lidt træls at blive mindet konstant om hvad det er man er, og at man er udskudt fra folk, og der ofte er nogen der forsøger at myrde dig."

Han flyttede sit blik fra hende, fordi han hadede den del med at han blev jagtet og at folk forsøgte at dræbe ham, det var simpelthen irriterende at man ikke bare kunne få lov til at leve sit eget liv som man ville.

"Er du trætte af din lår?"

Han kiggede lige ned på dem, og han kunne ikke forstå hende, han mente hun havde nogle pæne lår hverken for store eller for små."

"Hvordan kan du være trætte af dem, de virker jo bare helt perfekte meget fast i det, og sådan hvis du forstå..?"

Han undrede sig lidt over hendes sidste spørgsmpl men var sog meget glad for at hun sagde at han kunne stole på hende, hvilket han gjorde.

"Jeg ahr været det i nu 18 siden jeg var 5 år..."

Han vendte blikket væk da han hadede at tale om det.

Selv var Colt ganske betaget af manden foran hende. Han var høj, mystisk og en lille smule farlig, lige hendes yndlingscombo, og han var samtidig både muskyløs og ikke helt dårligt udseende. Det var fint nok til hende, og hun nød bare hans selskab.
"Prøver de at myrde dig!? Bare for det? Uden at vide hvem du er?" Hun var tydeligvis rystet, og rystede på hovedet med sammenklemte læber. "Det er simpelthen bare så... Så... Jeg kan ikke en gang finde ord, men jeg håber, du giver dem en lærestreg!" Hun trykkede sig tæt ind mod hans arm for at lade ham vide, hun i alt fald ikke var en af dem, der ville forsøge at slå ham ihjel. Hun ville tvært imod hjælpe ham, hvis blot hun kunne.
Ved hans næste kommentar så hun selv ned på sine ben.
"Ja, de er så dumme, lige fire-fem centimeret for tykke i omkredsen til jeg kan passe en størrelse 36 ... Det er vildt irriterende, for jeg må altid gå med bælte for at få bukserne til at passe i taljen. Men tak for komplimenten, det er mine mange gåture ... det er sikkert ogs dem, der er skyld i, de er så buttede." Hun sukkede let og rystede så på hovedet. "Men jo, meget faste," kommer hun så til at le, "og du har ikke en gang prikket til dem! JEg må være mere veltrænet end jeg troede!" Så blev hun alvorlig igen, da han fortalte om hvor længe, han havde været varulv.
"Det er jeg ked af ... Det må have været svært at vokse op med ...? Åh og sig til hvis du ikke vil tale om det, det forstår jeg." Nok en gang gav hun hans arm et lille klem, mens hun så på ham meget alvorligt, de grønne øjne søgende hans bortvendte blik.