Nye fodtirin

Han var utroligt glad for hendes støtte, og han var glad for at have mødt et menneske som ikke bare forsøgte at dræbe ham, eller ville have hans blod for at opleve hvordan det var. Han var også glad for at hun ikke var en af de mennesker der gerne ville være varulv, fordi han forstod ikke hvorfor de ville gøre sig selv til den slags. Han havde da fået større styrke ved at være blevet varulv men det var også det eneste resten der kom med var et helvede specielt hvis man ikke fik det tidligt.

"Ej du har da perfekte ben, og det er lidt trist når folk der har så pæn og velformet en krop som dig ikke kan se det. Det ville jo være som hvis jeg sagde at jeg gerne ville have større overarme."

Han smilede til hende, ved det sidste han sagde, fordi det nok var noget af det sidste han ønskede sig. Han havde rimeligt store muskler, som var virkelig veltrænede han havde altid svært ved at skjule dem og skjule sine mange ar, specielt den mange tværgående ar på hans håndled fra de flere hundrede gange han havde skåret sig selv.

"Tak fordi du gider lytte, men vil helst ikke tale om det"

Han kiggede væk og vidste ikke hvad han mere skulle sige, han lagde mærke til at de var ved at være kommet godt ind i byen.

Hun havde ingen intentioner om selv at blive varulv; hun havde det godt som hun havde det, men hun dømte ikke andre for at være det heller. Det var jo som regel ikke noget de selv kunne gøre ved, og det var det samme som at straffe nogen for at være grim.
Ved hans kommentar lo hun let og knappede så sin frakke op for at vise ham hvad, hun mente. Hun trak lidt op i blusen for at vise ham hvor krøllet sammen den øverste kant af hendes bukser sad under bæltet.
"Derfor generer det mig, og kun derfor," griner hun og løber fingeren over det sorte læder. "Det er så irriterende altid at skulle gå med bælte og aldrig kunne få en glat figur, som jeg gerne vil have." Hun var virkelig meget smal om taljen. Ikke mere end hlvfjerds centimeter, en rigtig hvepsetalje som ikke en gang modellerne har. "JEg er skam glda for min krop, men det irriterer mig med de ben. Det er små fire-fem centimeter vi snakker om ... Men tak for komplimenten alligevel." Hun grinede let og sp op på ham med et varmt blik. "Og med henblik på dine arme, så er de fantastiske som de er," fortsætter hun leende, "De er rigtigt gode at holde om!" Hun nævnede ikke arene, men forstod pludselig hvorfor de var der, hvad der var sket. Den stakkels mand havde virkelig hft det hårdt, når han var gået så langt, det måtte han have, og hun besluttede, at kunne hun lysne denne ene dag i hans liv, så ville hun gøre det.
"Fair nok, jeg tager dig det ikke ilde op," sagde hun med et lille smil og gav igen hans arm et forsonligt klem. Han behøvede ikke fortælle hende noget, han fandt ubehageligt, og hun kunne levende forestille sig hans fortid sådan. Hun så sig om et øjeblik og genkender stedet, før hun drejer ned ad en af sidegaderne, hvis ene side er fyldt op med parkerede biler.
"Så er der ikke ret langt. Det er lige heroppe," siger hun med endnu et smil.

Han var glad for at de var ved at være fremme og valgte ikke at sige noget til hende, han kunne mærke på sig selv at hvis hun begyndte at tale, ville han bare tale over sig og det var ikke noget han havde lyst til, han havde alt for meget der skulle ud hvis han begyndte og det ville tage dage hvis han skulle fortælle alt det han havde og fortælle.

*hvor meget kan jeg fortælle hende? Hvor meget ville hun faktisk kunne holde til at høre på før hun synes det bliver for meget og beslutter sig for at skride, og kaste mere lort ind i mit liv.*

Han havde det som om det altid gik sådan når han var sammen med folk han lærte at holde af, eller bare folk han lod komme ind på livet af ham. Han havde ikke den store lyst til sådan set at fortælle noget men samtidigt med ville han gerne, han var splittet, og smilede derfor bare skævt til hende.

"Det er godt vi er ved at være fremme"

De nåede frem til døren, og hun ser op ad huset, hvor et lille elektrisk lys brænder i vinduet.
"JEg smutter lige hurtigt op efter bilnøglerne og ser til Georgie. JEg er her straks igen!" lovede hun med et bredt smil og stak hånden i lommen for at fiske husnøglen frem. Hun fandt den hurtigt og låste sig ind.
"Det tager lige fem minutter," sagde hun halvvejs indenfor, før døren smækkede bag hende. Hun løb op ad trapperne til førstesalen og låsede sig ind, hvor den gende Georgie ventede hende.
"Hey snuske," sagde hun kærligt og knælede ned, så den lille pappillion kunne springe op i hendes favn, og hun rejste sig med ham og gik ud i køkkenet, mens hun talte ned i pelsen på ham.
"Du ser bedre ud nu, det er jeg glad for. Har du det bedre? Ja? Ja det tror jeg, du har." Hun fandt en godbid fra hundedåsen og gav ham den, og han spiste den ivrigt efter at have snuset hendes frakke for duften af Segovax. Han logrede ivrigt med halen, tog sin godbid og begravede så snuden mod ulden igen.
"Årh, kan du lugte ham, lille pusser?" lo hun mildt og krammede ham, før hun satte ham ned. Han sprang op ad hende og gøede ivrigt, men hun gik blot hen til vandskålen for at genfylde den.
"Jeg er ked af du skal være alene lidt endnu, men jeg har en aftale, Georgie," sagde hun henkastet med et skævt smil, mens hunden stadig sprang op ad hendes ben. "Nej, du kan ikke komme med, skat." Da hun satte vandskålen fra sig, så han sig tilfreds og gik hen for at drikke, mens Colt snuppede bilnøglerne fra bordet i gangen.
"Farvel musser, mor elsker dig!" Og så var hun ude af døren igen.

"Det er fint"

Han smilede til hende og ventede bare uden for. Mens hun var indenfor satte han sig ned på en sten og ventede, sad og førte fingrene over de mange ar, specielt kunne han ikke lade være med at føre fingrene over det nyeste hvor han havde gennemboret sin arm, ude på stranden han kom til at tænke på det, og mere på hvorfor han ahvde gjort det og en enkelt lille tåre trillede ned af hans kind.

Han blev ret overrasket over at hun faktisk var så hurtigt til at få ordnet de ting hun skulle. Han skyndte sig at tøre tårene af hans kind, og håbede på at hun ikke havde set noget, det var ikke noget han ville lade hende se han ville helst ikke virke svag over for nogen. Han gik det meste af sin tid bare og forsøgte på at virke så stærk som det var muligt for ham.

"Skal vi så komme afsted igen?"

Han gik roligt over mod den bil han forventede var hendes, da det var den der holdt tættest på der hvor hun lige var kommet ud fra, men gjorde så heller ikke mere, han stod bare afventende efter hende.

Hun smilede til ham mens døren lukkedes bag hende igen, før hun gik ned til ham og den gamle opel, der holdt der.
"Ja lad os det." Hun gik om i førersiden og låsede op, før hun kravlede ind over sæderne og trak låsepinden op for ham, så han kunne komme ind. Dernæst kunne hun sætte sig til rette, tjekke spejlene og finjustere sædet, mens hun ventede på ham.
Hun havde godt set ham tørre sin kind, men valgte ikke at sige noget. Trods alt havde hun rippet op i noget, der måtte være meget følelsesmæssigt hårdt for ham, og hun forstod kun alt for godt hvorfor, han havde grædt lidt. Ikke noget hun tog som et tegn på svaghed, snarere tvært imod beundrede hun ham for ikke at være brudt fuldstændigt sammen ved deres tidligere samtale.
Hun kunne lige så godt stikke nøglen i tændinge, tænkte hun og gjorde det, selvom hun ventede med at dreje den, til han var inde. Nok var det en gammel bil, men hun havde udskiftet motoren og peppet den lidt op i en af sine venners værksted, og den ville starte med et drøn og spinde som en killing, og hun ville så gerne se og høre hans reaktion på den søde lyd af en fed motor.

Han satte sig ind i bilen så snart hun havde låst den op. Han satte sig til rette, det var enligt længe siden han havde sat i en bil. Han var vant til at rejse til fods, det var den måde han for det meste rejste på da det var det nemmeste når man var så udholdende og fysisk stærk som han var.
Han ventede bare på at hun tændte bilen, og da motoren startede, bredte der sig et smil over hans læber. Et skævt smil den slags der dukker op på folk der er ved at skulle til at gøre et virkeligt dumt og farligt stunt.
Han vendte så langsomt blikket mod hende, han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige til hende omkring, bilen. Han var ikke helt forberedt på at det var den lyd der ville sprede sig, og det gav endnu mindre mening når man så på hende hun lignede ikke ligefrem typen der holdt sådan en bil. Han var ikke typen der vidste meget om biler, og han var heller ikke typen man skulle sætte bag et ret med mindre man gerne ville væk fra denne verden.
"Det må jeg sige der overrasker du mig..."
Han smilede stadig af det, selvom biler nu engang ikke sagde ham så meget andet end det sus man kunne få ved at sidde i dem, og køre hurtigt og vildt.
Han var mere typen der bare godt kunne lide naturen, og det at leve livet som en rigtig mand som mange sagde, uden brug for hjælp fra butikker det tøj han gik i var flere år gammelt og bare blevet lappet med hud og læder fra de dyr han gennem sin tid havde dræbt.

Hun lo mildt ad hans reaktion med funklende øjne og drejede ud fra den paralelparkering, hun havde klaret så godt. Hun gjorde det i første forsøg og så ikke ud til at have besvær med det.
"Vil det så også overraske dig jeg selv har fikset den?" spurgte hun stadig leende og satte sig godt til rette, mens hun trådte på speederen, og de rullede ned ad sidevejen så hurtigt, man måtte køre der og lige en fem kilometer hurtigere. Så rundt om hjørnet og ud på den store vej, hvor hun lægger bilen på vejen, som havde hun aldrig gjort andet end at køre korrekt. Hun holdt afstand, blinkede ved overhaling, lå lige lidt over fartgrænsen, men det var alt, der kunne udsættes på hende. Bilen kørte som en drøm på trods af sine år, og der er en behagelig ren duft inden i den som kun få gamle biler har. Tydeligvis puslede hun meget om sin bil, sin anden baby (ud over Georgie), og hun smilede skævt og tog rattet med den venstre hånd, mens hun lægger den højre på sit lår.
"Ikke helt så gammel en slæde, som den ser ud til, men der er mening med galskaben! Jeg har arbejdet på to rigtigt fede biler over årene, men begge er blevet stjålet, og jeg blev så træt af det, jeg købte den her gamle spand og fixede den i stedet. Der er ingen der render med den her, om de så kikker under hjelmen eller ej!" Igen ler hun og ser kort over på ham med et udspekuleret smil.
"Den første bil var jeg rigtig glad for endda, og jeg havde brugt næsten to år på at restaurere og opgradere den, og så var der nogen, der huggede den. JEg blev så tosset, jeg sparkede til en cementblok og brækkede anklen!" Selvom mindet var dårligt, lo hun alligevel af sin egen dumhed ved at brække anklen. Det havde også været noget af et spark, og hun havde bare været lykkelig for ikke at kvase sine tæer dengang.

Han smilede let til ehdne over hendes spørgsmpl, fordi ja det ville nok overraske ham lidt at hun selv havde ordnet den, det var ikke noget han oplevede så tit, men nu var han jo heller ikke typen der oplevede så mange forskellige typer af mennesker. Han plejede at holde sig for sig selv og lade livet gå sin gang for andre, og så lod de ham være.

"Ja det overraske mig da lidt, jeg ville ikke selv kunne finde på det."

Han smilede lidt over det, men valgte så at tilføje.

"Jeg er tilgengæld hamrende god til at sy."

Han grinede lidt til hende, over at det var den slags han kunne men nu var det med at sy, også lang fra en løgn der var nærmest ikke det han ikke havde prøvet at sy sammen gennem tiden, teltdug, læder, bukser, trøjer, skjorte og sår. Ja han havde også et par gange syet sine egne sår sammen med hvad det var han nu engang havde.

"Jeg kan godt se hvad du mener."

Han smilede men det stivnede fuldstændig da hun talte om at komme tilskade ved at sparke til ting, det var ikke det at hun var kommet til skade men det med at hun faktisk selv havde skadet sig, der var problemet han hadede folk der gjorde det og han hadede endnu mere sig selv for at gøre det.

Som datter af en mekaniker med hjemmegarage havde det været et spørgsmål om tid, før Colts interesse var blevet vakt, og hun havde hurtigt vist sig at være dygtig.
"Awh, kan du ikke se mig i olieplettede overalls og rullekravebluse med hul på albuerne og håret samlet under en kasket? Med en lille klat olie på kinden også?" drille rhun, for hun ved godt, det nok er det sidste, man kunne forestille sig om hende. Da han siger, han kan sy, kan hun ikke tilbageholde en glad lille latter.
"Sy ligefrem? Det har jeg aldrig haft tålmodigheden til. Hvad syr du mest? Fine kjoler eller skjorter?" driller hun med resterne af latter i stemmen, mens hun sender ham et varmt blik. "Som du kan høre kan du også overraske mig.. Hør, jeg har ikke en gang præsenteret mig! Jeg er Colt." Hun lo igen og rakte ham hånden for at bryde hans stivnen. Hun kunne godt forstå hvorfor han stivnede, hvis han havde skadet sig selv mange gange, var det noget, han måtte kende til, selvom hun ikke havde sparket med henblik på at komme til skade. Hun havde ikke en gang tænkt sig ordentligt om, før hun havde gjort det, men det tænkte hun ikke videre over at forklare ham.

Han kiggede på hende og rystede bare på hovedet og smilede over det hun sagde med hende i overalls, nej det var ikke lige sådan han så hende. Han kiggede lidt rundt i bilen, bare for lige kort at se hvordan den så ud, ikke for noget særligt men bare for at se. Han vendte så sit blik igen da hun kommenterede det med hans syning, han skulle måske have valgt at fortælle at han også kunne smede det havde måske virket mere normalt, men måske var det en god ting sådan at feje benene væk under hinanden.

"Ingen af delene, mest syr jeg læder lapper på gammelt tøj som du måske kan se, eller lapper teltduge, eller.... også syr jeg sår sammen."

Han sank en klumo før han sagde den sidste del, da det var lidt noget sært noget sådan at fortælle men, han gjorde det da han lige så godt kunne få hende fortalt nogle af de mærkelige ting så hun stadig havde en chance for at flygte.

"Jeg hedder Segovax..."

han tog om hendes hånd og smilede så til hende og forsøgte helt at glemme det der nu engang var sket.

Hun havde ikke forventet, han ville kunne se hende i overalls. De færreste kunne, selv efter at have set hende, men sådan gik hun alligevel en gang imellem.
At han syede var mere morsomt for hende end det kunne være for ham med hende og biler, og hun smiler fornøjet, mens han taler - også gennem det sidste.
"Det skal jeg huske, når jeg kommer galt af sted igen," advarer hun roligt og blinker sammensvorent til ham. Det overraskede hende ikke, han tog sig af sine egne sår eller andres for den sags skyld. Han virkede måske ikke som typen, der var omvandrende skadestue, men hun kan alt for godt forestille sig, hvordan han følte sig overladt til sig selv og sin egen omsorg værende hvad han var. Det gjorde hende trist at tænke på, men alt, hun kunne gøre, var at tage sig en smule af ham i det omfang han havde lyst til at lade hende gøre det. Hun havde i alt fald ingen intentioner om at flygte fra ham; han var jo sød og rar mod hende.
"Pænt navn," kommenterer hun og smager på ordet, "Segovax. Det er udenlandsk, ikke? Ikke at jeg kan lokalisere det, men jeg kan gætte mig til, du ikke er herfra oprindeligt." Hun smilede oprigtigt nysgerrig og håbede blot, hun ikke ville rippe op i gamle, ubehagelige minder. "Ikke ligesom mit ... Mine forældre valgte at kalde mig Colenta ... Der lyder som Colera i mine ører ... har altid kaldet mig Colt; det passer bedre til mig." bemærker hun efter et øjebliks stilhed.

Han sad bare stille og roligt i bilen, ikke nogle vilde bevægelser eller noget. Han var i et bedre humør end han længe havde været. Han vidste ikke ret meget om hende, men det behøvede han heller ikke, det var nok for ham at hun var der i øjeblikket. Han nød alle hendes spørgsmål, fordi det fik tankerne over på andre ting, istedet for der de plejede at være.
Han smilede let over det hun sagde, det var der ikke mange der gjorde, de fleste plejede at synes han var en tosset maniac.

"Det var godt, du vil huske det men tror det ville være bedre hvis du slet ikke kom til skade?"

Han smilede til hende, over det hun sagde og var faktisk slet ikke flov over det han gjorde, modsat hvad han nogle gange var. Han følte sig ofte flov over at han gjorde den slags og var også flov over at han boede alene i en skov, uden nogen folk omkring sig.

Han smilede let over det med hans navn, men det var jo også svært at skjule at han ikke kom fra øen med sådan et navn, selvom der var folk på øen der havde ret så mærkelige navne, men det var lige meget for ham. Han elskede det navn og han elskede hvad det stod for, men mest elskede han det bare fordi det mindede ham om hvor godt hans liv engang havde været, inden alle problemerne med hans far, og alle de flugte han havde været på.

"Ja jeg kommer fra en lille ø nord for stor britanien, en lille ø der boede vel på det tidspunkt kun en små 500 på øen, hvor folk forsøgte at holde sig til de keltiske traditioner, og derfor har jeg mit navn."

Han kunne godt se hvad det var hun mente med hendes navn, og Colt var da enligt også et pænt navn, og gav faktisk lidt en forsmag på at hun ikke var helt så feminin som hendes krop gav en et indtryk af.

"Jeg kan godt se hvad du mener, og ja Colt passer godt til dig, ligesom om det giver lidt en forsmag på hvordan du faktisk er.

Hendes eget humør var også betydeligt bedre end det havde været på det sidste, og hun var med sine mange spørgsmål i stand til at skyde Georgies sygdom væk samt sine egne problemer, der pludselig syntes så små og banale. Hun var ikke typen, der tit rodede sig ud i problemer, og hun levede en stilfærdig tilværelse, der nogen gange grænsede til det kedelige. Men det hele virkede på en eller anden mere spændende nu Segovax var kommet ind i hendes tilværelse - om end det knap var for en eftermiddag so far.
"Jo, det ville det jo nok, men mit arbejde med bilen koster mig tit et par flænger. Jeg synes altid at glemme mine hansker, når jeg arbejder, men det er nu også noget nemmere uden dem." Hun grinede og så muntert på ham, "Og det var nu også ment som hvis, selvom det vist ikke var hvad, jeg fik sagt."
Hvad end han havde været gennem, behøvede han ikke være flov over det sammen med hende. Hun var mester i at acceptere folk, som de var, også hvis det var selvskadende, sårsammensyende, teltboende varulve.
Hun lyttede til hans forklaring på hans navn, og en ny million af spørgsmål dukker op i hendes hoved, hvoraf hun vælger de mest fremtrædende.
Så det har en særlig betydning? Det må have været rart med så lille et samfund? Hvordan er det at bo med så mange traditioner?" Hun stoppede sig selv med en lille latter. "Undskyld, nu skal du nok få fred til at svare." Spørgsmål havde det med at vælte fra hende som et vandfald, og i dag var altså ingen undtagelse.
"Colt er meget bedre, om end nogen i chatrooms forveklsler mig med en fyr ... Gør det? Jeg har bare altid godt kunnet lide det. Mange af mine veninder siger, jeg er den ultimative kvindelige kvinde ... de kender heller ikke til min hang til biler, men altså." Igen lo hun og kastede et muntert blik mod ham, mens hun træder speederen lidt ned, nu de er kommet ud af byen.
"Hvad vej vil du herfra?" spørger hun så. Det er rimeligt åbenlyst hvor bjergene ligger, men hvis han nu har et specielt sted i tankerne.

Han nød sit liv lige nu, hvilket ikke var noget der skete tit. Han var blevet for vant til at gå for sig selv at han helt havde glemt hvor dejligt det var at snakke med folk, og høre dem tale. Han havde helt glemt den fantastiske følelse det var at være sammen med andre, istedet for altid at være alene. Han havde vænnet sig alt for meget til at være alene, så han havde fået sig selv bildt ind at det var forkert at være sammen med andre mennesker og at han bare skulle holde sig til at være sammen med sine dyr.

"Det var godt, men hvis det bare er flænger er der vel ingen grund til at sy dem?"

Han smilede til hende da han kun havde ment det lidt i sjov. Han havde ikke lige frem forventet at hun mente det på den måde at flængerne skulle sys, men nok mere fordi hun mente at det var rart at have nogen man kunne sikre sig at få hjælp fra, hvis man nu stod i situationen hvor man havde brug for det.

Han blev meget overrasket over hendes syndflød af spørgsmål, som hun havlede ned over ham som at gå på et bjerg under en snestrom, hvilket fik ham til at tænke på at det var noget der helst ikke måtte komme mens de var på bjerget, da det ville fange dem fuldstændig, men på den anden side kunne man vel finde værre selvskab at tilbringe en snestorm med. Han gav sig så til at besvare hendes spørgsmål.

"Ja det er keltisk for sejr, eller sejrherre"

Det var faktisk det eneste han vidste om navnet, men han ville gerne vide mere men det var svært at finde ud af.

"Det var meget tæt men desværre var det et problem fordi det blev ret hurtigt opdaget, det med hvad jeg og min far var. Heldigvis er dyr ikke nedsete i de keltiske traditioner men det var lidt svært at være sammen med folk når de vidste man var varulv, det gjorde det lidt svære for dem at acceptere en helt, men man var respekteret fordi det sås som en gave fra guderne."

Han smilede lidt over det, fordi det havde været meget sjovt i starten men senere hen blev det meget værre, da hans far blev mere og mere overtaget af dyret, og han blev nød til at tage hans liv hvis ikke hans far skulle tage andres liv. Han bed tænderne sammen og hans øjne blev som hos en galning der var klar til at dræbe, men det forsvandt dog hurtigt da han svarede på spørgsmålene.

"Ja traditioner dem var der mange af, men mange er der blevet set ned på som ofringer af dyr, og mad. Vi kunne dog alle sammen lide det, og der var ingen der blev holdt tvungen i samfundet."

Han smilede igen over minderne og deres manddoms ritualer der godt nok var lidt sære, og endnu mere for deres lille ø da manddoms ritualet der var noget helt særligt og kun eksisterede det ene sted.

"Ja jeg synes det passer meget godt til at du ordner biler."

Han smilede og svarede så på hendes sidste spørgsmål.

"bare lige ud så langt du kan komme fordi vi bliver nød til at gå det sidste stykke."

Som han nød hun livet lige nu, og at sidde der med ham. HAvde hun vidst, han var vant til at være alene, havde hun nok ikke været så frembrusende med sin nysgerrighed, men hun går ud fra, han da i det mindste i normalt omfang er vant til mennesker - eller i det mindste til andre varulve.
Ved hans kommentar om flængerne, rakte hun ham sin højre hånd med håndfladen vendt opad, hvor et ar efter en dårlig syning skar ned langs med linjen i hendes hånd ved tomlen.
"hobbykniv for et halvt år siden," bemærker hun, "Den gik meget dybt ind. Så det sker altså en gang i mellem, jeg har brug for en syning," griner hun og tilføjer så, "Det var et uheld, da jeg skulle pakke en pildel ud af en genstridig papkasse."
Så det var både ment for alvor, men også fordi det var rart at have en i baghånden, der kunne ordne den slags, hvis noget skulle ske.

Hun mærkede godt hans overraskelse over hendes mange spørgsmål, og hun undskyldte igen: "Jeg er ked af jeg sådan bombarderer dig med spørgsmål hele tiden."
Skulle det ske, de blev fanget i et sneskred, ville hun blive meget bekymret for lille Georgie, men ellers ville hun ikke have noget imod at strande i en snedrive med ham. Han var ganske tiltrækkende, og hun greb sig selv i flere gange at skæve over til ham og nyde hans udseende.
"Sejt," lo hun, "Keltisk ... og sejr er altid godt!" Hun lo igen, mens hun tog hånden til sig for at skifte gear. Hun blev dog mere alvorlig med tanken på det næste, han sagde, og hun sukker let, før hun svarer.
"Ja, det må være utroligt svært ... Men de kendte dig vel før, det skete, og så meget kan det da ikke have ændret dig?" Hun så bekymret over på ham, tydeligvis berørt af hans kranke skæbne. "Men godt du blev respekteret alligevel ... Det fortjener du!" Hunv ar lige ved at sige, han da rigtigt nok var en gave, men det ville vist være lige vovet nok på nuværende tidspunkt. Måske senere.
Det farlige blik, der et øjeblik overtog ham, går uopdaget hen, da hun skal passe trafikken, og måske godt det samme, da det ville have bekymret hende en del.
"Ofringer af dyr!?" udbryder hun så rystet. "Awh de stakler!" kommenterede hun sorgfyldt for de små uskyldige stakler. Han så nok anderledes på det, men for hende var det synd for dyrene.
Hun så, han smilede stille, sandsynligvis - forhåbentligt - over nogle gode minder, han trods alt måtte have et sted.
"Det gør det vel," smiler hun, "men det passer måske ikke så godt til min mere pigede side. Colt er trods alt et drengenavn, og jeg.." hun slår ud med hånden mod sin krop, "ligner jo ikke ligefrem en dreng." Hun blinkede så sammensvorent til ham, da han havde kommenteret hendes figur og i alt fald lår før.
"okay, helt fint med mig," svarer hun til sidst og træder igen speederen lidt ned, så speedometeret sniger sig op på godt hundrede tredive.

Fortsættes her:

http://deploratus.heavenforum.org/t6755-nye-fodtrin-pa-bjerget-colt#200201