You need help? (Adette)

T: Tidlig eftermiddag.
O: En mindre park i byen.
V: Ganske normalt lidt blæsende gråt.
P: Sit normale tøj.

Segovax var taget ind til byen, hvilket var noget han ikke gjorde så ofte han vidste ikke hvorfor men det var da ikke det værste han havde gjort længe måske i håbet om at sikre sig et møde med nogen, eller måske bare fordi han for en gangs skyld ahvde lyst til at være sammen med andre folk.

*Hvad går der af dig, hvad laver du dog her?*

Han kendete ikke helt årsagen selv men der var nok en grund det plejede der altid at være det var virkeligt sjældent at han gjorde noget ude en ret så specifik grund. Han gjorde ikke ting hverken bare for sjov eller bare for at gøre det, men han kunne godt gøre ting uden at det var specifikt for sig selv.

*Du er tosset du ved godt at du nok bare ender med at såre nogen, ved at gøre det her.*

Han sad ned i parken og kiggede sig omkring, ikke for at glo på folk eller finde nogen bestemt men han sad bare og holdt øje med folk, det var der vel ikke noget galt i eller det regnede han da ikke med at der var. Han havde ingen ide om hvad der kunne ske den dag, men han havde en svag fornemmelse af at noget ville der ske.

Han rejste sig langsomt op og begyndte at strække ud og træne langsomt ved et af træerne for at holde sig i god form, selvom det var sjældent han gjorde noget for det, normalt havde han den bare sådan lidt af sig selv.

Adette stod stille i starten af parken. Hun gav en klikke lys fra sig, og stod stille i nogle sekunder. Ikke langtid efter tog hun det første skridt ind i parken. Hun var ikke helt sikker på omgivelserne, men hun havde ikke tænkt sig at give op. Alting havde bare været lidt af en omvæltning siden at hun var taget ud på egen fod. Men hun havde det så meget bedre med sig selv, siden at hun var taget ud i verden. Til hendes uheld var det dog svære for hende, at starte med at bo et nyt sted. Hele hendes liv, havde hun kun være vant til at leve ét sted.

Stædigt som hun var, nægtede hun at bruge sin blindestav, selvom det nok ville hjælpe hende i disse nye omgivelser. Men selvom stædigheden havde bragt hende i mange problemer, havde det også hjulpet hende. Det havde i hvert fald bragt hende, hvor hun var nu. Om det var godt eller dårligt. Som det så ud nu, ville hun ende med at måtte give op i dette tempo. Hun var vokset op i en familie, hvor hun var blevet pakket ind i vat. Så hendes overlevelses evner var... Minimale. Det var så her, at hendes stædighed var en god ting, for hun havde ikke tænkt sig at give op, før at hun kunne se, at der virkelig ikke var mere at gøre.

Så med rolige skridt fandt hun vejen ned gennem parken, og gav en gang i mellem en klikke lyd fra sig. Hvilke nok mere ville virke som et sært tik end noget der hjalp hende, for Adette var næppe en man så op, og tænkte at hun var blind. For til trods for at hun ikke kunne se, virkede hun til at gå op i sit udseende. Hun havde langt, krøllet, lilla hår, og farverigt tøj. Eller i hvert fald en farverig hoodie, der skiftede mellem farver i striber. Sort, gul, grøn, blå, lilla, og med det der lignede maling udsplat over sig i guld. Et par tætte jeans, og convers. Hun var lige omkring de 165, og spinkel/normal af bygning, bleg i huden, og med helt klare blå øjne.

Han kunne ikke undgå at ligge mærke til hende da hun gik igennem parken, da det jo ikke lige frem var normalt at man mødte folk der gik og sagde klik hele tiden, men han forventede at der var en mening med det men han vidste ikke helt hvad det var, der var meningen med det.

Han ville på en måde gerne snakke lidt med hende, fordi hun lige netop virkede så speciel, og det kunne da være sjovt at finde ud af grunden til at hun gik og sagde sine klik lyde. Han kiggede sig lidt omkring mens hun gik men fortsatte så med sine øvelser og træning, ikke for at vise sig for nogen, fordi der var faktisk kun dem og nogle enkelte ældre mennesker i parken på det tidspunkt.

*Du kan ikke bare gå over og snakke med hende, du skader hende bare og du gider ikke til at skulle forklare det til jægerne og prøve at redde dig ud af det, vel gamle dreng?*

Han talte altid til sig selv på den måde, og fortsætte ellers bare. Han sagde altid den slags ting til sig selv fordi han faktisk var bange for at komme til at skade folk, og han ønskede det ikke men det skete bare nogle gange. Han snakkede altid til sig selv som om det var en anden, en gammel ven han talte til.

*Hun virker dog interessant, som en man godt ville kende hemmeligheden bag, eller hvad siger du gamle dreng?*

Han ville virkeligt gerne vide det, men gik ikke hen til hende. Han var typen det helst kun snakkede med folk hvis det var nødvendigt, og det var det oftest kun hvis de snakkede til ham eller at han blev nød til at hjælpe dem, hvis de nu var kommet til skade eller lignede, hvilket var en af hans stærke sider og gode sider, han kunne ikke lade være med at hjælpe folk hvis de var kommet til skade.

Kort stoppede hun op, og stod lidt for at lytte. Der virkede til at være ret meget aktivitet omkring hende, men af gode årsager kunne hun ikke tjekke op på det. Igen klikkede hun lidt med tungen, da hun begyndte at gå. Hun var et sted glad for, at hun ikke kunne se folks ansigts udtryk. Hun kunne fornemme at de så sært på hende, fordi hun stirrede stift ud i luften, og lavede klik lyde. Det var i hvert fald ikke hver dag, at man mødte en som hende. Men nu brugte blinde ofte tiden indendørs, og hvis de var ude, brugte de næppe echolocation til at finde rundt. Men Adette var stædig, og nægtede at lade sig indre af sine mangler!

Hendes mangler var så også skyld i, at hun var en del mere uheldig end andre. Og uden at hun lagde mærke til det, nåede hun et hul i jorden, som hun næsten elegant væltede ned i. Ikke langtid efter, bød hendes ansigt varmt velkommen på jorden, efter hun var væltet stift som et bræt forover.

Hun satte sig op, og børstede sit ansigt af, og spyttede de sidste rester af gus ud. Det var så de øjeblikke i sit liv, som hun hader allermest, og ville gøre alt for at undgå. Når hun ikke var opmærksom nok, eller hun glemte at bruge sin evne godt nok. Hun følte sig så hjælpeløs når det skete, for det betød at hun stadig ikke kunne klare sig alene.

Fedt... Blod... Hun lagde hånden på kinden, og prøvede at føle hvor omfattende skaden var. Det var ikke meget mere, end en grim hud afskrabning, men den skulle nok kunne føles. Hun sukkede af sig selv, klaskede en hånd i panden. Hvorfor skulle hun altid være så afsindig uheldig. Kunne hun i det mindste ikke have haft en eller anden super evne, og ikke være så svag og skrøbelig!?

Han lagde mærke til konstant hvordan hun bevægede sig, mest fordi han ikke brød sig om ikke at vide hvad der foregik omkring ham da han var vant til at folk der kom tæt på ham ofte kun forsøgte at skade ham, ikke at han troede det om alle men han var bare nervøs for det altid, måske var han en anelse paranoid eller andet i den stil.

Han lagde mærke til at hun var på vej ned i et hul, og stoppede det han lavede for at se om han kunne nå at stoppe hende, igen vidste han ikke hvorfor men han var begyndt at være venlig og hjælpe folk når de begyndte at komme til skade. Han var blevet påvirket at nogle af de folk han havde mødt på det sidste havde været venlig over for ham.

*Du burde virkelig se om du skal hjælpe hende, eller hvad siger du gamle dreng?*

Han gik over til hende, da hun var væltet og kiggede så ned på hende, uden at vide om hun kunne se ham eller ej. Han havde slet ikke tænkt tanken at hun var blind, ikke engang selv om hun lige var væltet ned i et hul som var meget tydeligt, men det var jo nok noget der bare kunne ske for alle.

Han var ikke sikker på om han skulle sige noge, men han havde heller ikke lyst til bare at stå og glo på hende, da det ville virke forkert. Han kunne kun se at han var nød til at gøre noge, nu når han var gået over til hende.

"Har du brug for hjælp?"

Hun sad stille lidt endnu, men da hun hørte skridt bag sig, begyndte hun at stable sig på benene igen. Men måden hun rejste sig på, var meget kluntet, og da hun endelig kom helt op at stå, var hun ved at vælte igen. Hun viftede armene omkring sig, og nåede kun at høre de venlige ord, før at hun fik lappet ham med bagsiden af en hånd. Kort efter måtte hun finde sig selv på jorden igen.

Det havde helt klart ikke været en del af planen.

Noget ustabilt fik hun stablet sig selv på benene igen, og børstede støvet af sig. Hun havde ikke regnet med, at det ville være så svært, at starte et liv for sig selv. Altså hun havde klaret sig langt bedre der hjemme, men nu var hendes held på et nulpunkt, og hun kunne snart ikke komme på noget, hun ikke havde præsteret at komme til skade på. Eller i hvert fald kommet i komplikationer med. Hende echolocation havde fungeret fint før, men nu kunne hun vælte over ting som huler i jorden. Var der fordi at hun havde for meget i tankerne? Hun måtte indrømme at hun ikke havde været helt koncentreret. Hvis hun skulle gøre nogen forhåbning om, at blive jæger, skulle hun helt klart få rettet op på det.

Hun vendte sig mod den fremmende, og gav et undskyldende smil fra sig.

"Det må du undskyld.." sagde hun i en forlegen tone.

Han blev meget overrasket over at hun pludselig viftede med armene på den måde, og at hun halvt om halvt slog ham ned. En vrede han var vant til at der kom vældede op i ham, med det samme han havde mærket hendes hånd mod han hoved.

Han så hvordan hun fik sig stablet på benen igen, og han var vred på hende, hvad bildte hun sig ind sådan at slå ham når han faktisk spurgte om hun havde brug for hjælp. HAn fosøgte at være venlig, og hendes respons var at slå ham, helt ærligt den befolkning på de her øer var jo af lave.

Han var helt klart enig med sig selv om at ikke engang han ville gå rundt og slå folk hvis de spurgte om de måtte hjælpe ham. Han ville nok bare sig nej til dem, og rejse sig op og vælte lidt igen senere, men han ville ikke slå dem.

*Det skal hun lære at man ikke gør, mener du ikke også gamle dreng?*

Han greb fast om hendes hals da hun begyndte at tale, og han fik ikke rigtigt hørt hvad det var hun sagde, og han hev hende op i hovedhøjde med sig selv, hvis det altså var lykkedes ham at få fat i hendes hals.

Hun skulle til at trække sig væk, da hun fornemmede noget komme tættere på, med en ubehagelig stemning omkring sig. Men han var langt hurtigere end hende, og hun måtte finde sig selv gispende efter vejret. Hun vred sig, og prøvede at få hans hånd fri fra sin hals. Hun vred sig lidt, og var tydeligt ikke tilfreds med situationen. Endnu en gang havde hendes held vist sig at være ikke eksisterende.

"...Sir..." lød det svagt fra hende.

Hvad var der galt med ham? Det havde jo ikke været med vilje, og hun havde sagt undskyld. Hun havde ville pænt afslå, men hun havde været uheldig. Hvad var det her for en måde at behandle nogen på? Hun havde bare ikke lyst til at nogen skulle hjælpe hende op, bare fordi at hun var væltet. Hun kunne godt klare sig selv!

Hun vred sig, mere stædigt, og prøvede ivrigt at få hans hånd væk fra sin hals.

"...De kvæler mig..!" Gispede hun

Han stod bare og holdt hende, op foran hans ansigt for at sikre sig at hun ville høre det næste han sagde, men han nåede aldrig at sige det før hun igen begyndte at tale. Han havde ikke planer om at skulle komme til at kvæle hende eller på anden måde skabe permanente skade, så da hun kommenterede det, sank han armen ned så hendes fødder rørte jorden, og slap grebet om hendes hals.

Han kiggede bare på hende da han havde sluppet hende, for at se hvordan hun reagere på det der var sket, og på at han faktisk havde været tæt på at kvæle hende, lidt for voldsomt. Han ville ikke gøre det men var nu ved at skade et andet menneske igen.

*Nu igen gamle dreng, for pokker du kan ikke bare rende rundt og halvt om halvt dræbe alt og alle du møder bare fordi de ikke gør som du gerne vil have dem til, vel gamle dreng?*

Han forsøgte at fange hendes blik, men han fandt det besværlig, hvilket han ikke brød sig om da han helst ville møde blikket hos folk han talte med.

Da hun endelig blev fri til at kunne få luft igen, begyndte hun at hoste. Hun trak sig lidt tilbage, for ikke at komme til at pande ham yderligere ned, end hun allerede havde været gang i. Hun indrømmeder gerne, at det muligvis ikke havde været den bedste måde, at komme i kontakt med nogen. Specielt ikke nu hvor hun prøvede at finde vej. Men måske var det også lidt af en voldsom reaktion, men alle var næppe i kontrol over deres temperament.

"... Det må De virkelig undskylde... Jeg så Dem let ikke" sagde hun stille, da hun endelig fik kontrollen tilbage over sit stemme bånd

Hendes blik var fæstnet omkring hans brystkasse, og flakkede kun lidt frem og tilbage. Som hvis at hendes krop gerne ville finde noget, men efter som at den ikke kunne se noget. Var det blot et sørgeligt forsøg på at opleve sin omgivelser. Men det var ikke noget hun havde kontrol over. Men det var ikke ligefrem fordi at der var nogen der vidste det. Hun havde heller ikke lyst til at vise det, for hun var træt af, at folk puslede omkring hende, fordi hun var født med en mangelende evne til at se. Det var ikke fordi at hun bad om medlidenheden. Det var forholdsvis frustrerende.

Hun gav et svagt smil fra sig, og virkede lettere nervøs. Kunne man forvente andet af hende?

HAn stod og kiggede på hende, og forsøgte at fange hendes blik, men han kunne ikke finde det da hun stirrede på hans brystkasse, og han kunne ikke lade være med at overveje om hun muligvis var blind eller noget andet der gjorde hun ikke kunne se på ham. Han ville gerne vide det, ikke fordi han ville gøre noget ud over det sædvanlige for hende. Han ville bare vide det.

"Hvorfor ser du ikke på mig, det vil jeg gerne have at du gør når du undskylder."

Hans stemme var meget neutral, men ikke nedladende eller ondsindet, bare meget simpelt. Ha0n stak hånden frem og tog hende om hagen, og rettede hendes ansigt mod sig selv. Han ville selv gerne undskylde for at have været igang med at kvæle hende, og han ville se på hende når han sagde det.

"Selv undskyld blev bare overrasket over at du slog mig, og efter år på egen hånd reagerer man hurtigere og hurtigere, og desværre lidt voldsomt.

Han havde gennem sin tid på egen hånd lært at det var nødvendigt at have gode reflekser og være lidt voldsom for at kunne klare sig selv på egen hånd, i naturen eller i det hele taget på egen hånd lige meget hvor du var henne.

Et svagt smil krydsede hende læber ved hans ord, og lod hovedet falde lidt.

"Det..." hun gav et gisp fra sig da han rørte hende, og lod sit hoved flytte sig op af, da han flyttede på det. Hun havde vær trukket sig tilbage, men kom i tanke om at hullet var der. Og med hendes talent, ville hun næppe blive stående på begge fødder, hvis hun trådte ned i det. Så alt hun gjorde, var at spænde i alle muskler, som var hun klar til at slå ud efter ham. Det var dog det vidste hun havde lyst til.

Hun nikkede forståent til hans næste ord, og smilede tilgivende. Selvom hun stadig fandt ham lettere skræmmende, men hun havde på fornemmelsen, at han var meget større end hende selv, og med hendes talent for noget som helst lige nu, ville hun næppe kunne klare ham. Om han var menneskelig eller ej. Til hendes held var hans dog menneskelig, alle overnaturlige væsner ville trods alt næppe hjælpe hende.

"Men det må De meget undskyld... Det var et uheld... Selvom jeg gerne tager ansvar for mine handlinger..." gentog hun og virkede stadig ikke rigtig til at se på ham, selvom hendes blik var omkring hans. Men alligevel ikke. Hun virkede næsten fjern i blikket. Hun ville odg glædeligt have set ham i øjne, hvis den mulighed havde været der for hende.

Han holdt et vågen øje med hende da han ikke rigtigt vidste noget om hende. Han var sikker på at hun ikke havde gjort det med vilje. Han så hende ikke som typen der forsøgte at gøre skade på de folk hun mødte nok ikke som han selv desværre gjorde.

"Det er i orden, måske skulle du se dig bedre for?"

Han var stadig ikke sikker på om hun var blind eller om hun bare havde svært ved at styre sine lemmer eller noget i den stil. Han holdt stadig hendes hoved, med mindre hun havde tænkt sig at bryde fri fra hans greb.

"Men godt du tager ansvar for dine handlinger det er en god ting og godt for din egen overlevelse."

*Ja det har du jo lært alt om ikke sandt gamle dreng?*

Han prøvede at fange hendes blik men hendes virkede ikke til at fokusere ordentligt på den måde, og det gik ham lidt på.

Hun gav et grin fra sig og smilede bredt ved hans ord.

"Hvis jeg havde kunne, ville jeg have gjort det..." svarede hun mildt, og lod ham fortsat holde sit ansigt. Det gav hende en følelse af, at hun vidste hvor hans ansigt var.

Selvom lyd hjalp hende med at vide hvor objekter var, vidste hun ikke detaljerne omkring det. Kun størrelse og den slags. Men det var også virkelig behjælpelig. Med undtagelse når hun havde for meget i tankerne.

"Min overlevelse har brug for langt mere, end blot at tage ansvar for mine handlinger..."

*Han er en særpræget en* tænkte hun lidt for sig selv, da han virkede meget glad for at have kontrol. Han var i hvert fald ivrig efter at se hende i øjne. Og som sagt... Hvis hun havde kunne se hans øjne, havde hun gerne gjort det. Nok mest for at få lov til at se, hvordan øjne reelt så ud. Hun kendte formen på et normalt øje, men det gav hende ikke rigtig et billed af dem. Hvordan farverne var, eller hvordan det føltes at se i dem, eller hvordan det fik en person til at se ud. Alt hun vidste, var hvad andre fortalte hende.

Han kunne så godt regne ud, udfra hendes ord, at hun var blind men valgte ikke at kommentere på det. Han havde ikke lyst til at kommentere på folks handikap eller problemer, men han kunne ikke lade være med at tænke på det, men det ville han nok snart glemme igen, da han ikke dvælede ved den slags ting længere.

"Okay..."

Han smilede til hende, over det næste hun gjorde og sagde, fordi hun havde jo ret, det krævede mere end bare at tage ansvar det var jo vigtigt, at man også vidste hvad det var der skulle gøres i de rigtige situationer, så han smilede bare til hende, selvom han godt vidste at hun ikke kunne se ham smile.

"Ja det kræver ogs man ved hvad man laver, og det kræver både øvelse og træning."

Han kunne ikke lade være med at tænke på hvordan det kunne være at træne hende, en blind person til at klare sig selv. Det kunne være en interessant oplevelse for dem begge, ville han gætte på. Han kiggede sig lidt omkring og holdt stadig hendes hoved. Han ville dog ikke selv tilbyde det, hun skulle selv spørge ham, om han ville hjælpe hende med det.

Det glædet hende, at han ikke kommenterede yderligere på hendes mangler. Der var næsten intet, der irriterede hende mindre, end at få af vide hvad hun kunne, og hvad hun ikke kunne. Det var værre end at smadre ind i forskellige ting, og få forkerte ting med hvem. For hun ville ikke lade sig begrænse af, hvad andre fortalte hende at hun kunne. Nej det var op til hende selv, at tage en beslutning, og bestemme hvornår nok var nok!

"Jeg ved kun hvad jeg vil, og hvad jeg kan... Men ingen af delene er nok til, at jeg kan hvad jeg ønsker at gøre..."

Et mere sørgmodigt smil traf hendes læber. Tanken om hvor langt hun var fra sit mål, virkede til sider kvælende, og fik hende til at føle, at det var en umulighed. Men hun overbeviste sig selv om, at så måtte hun gøre det umulige. Lige som hun altid gjorde. Helt klart en af hendes bedre kvaliteter. Lysten til at aldrig at give op på sine drømme.

"Men som det er nu, har jeg sat mig selv i en lidt uheldig situation... For jeg er ny her, og jeg kender ingen der kan hjælpe mig... Og jeg er faret vild... Kunne De muligvis fortælle mig hvor jeg er?"

Hun gav et undskyldende smil fra sig, som var det en synd ikke at kunne finde vejen.

HAn smilede til hende, mens hun talte som for at fortælle hende at han godt forstod hvad hun mente, ikke fordi han selv havde prøvet det, altså lige udover i starten men han havde jo klaret det og han havde helt glemt det hvis det skulle være sandt. Han kunne ikke lade være med at beundre at hun havde modet og viljen til at ville fortsætte, selv om hun havde de problemer hun havde.

"Du er i en by her på der hedder Wereclare, og du er i en af de små parker tæt på en af skovene."

Han svarede med et smil på læberne, og vidste ikke om det var alt, da han vidste at hvis hun ikke ville mere ville han nok bare vænne til bage til skoven, eller tilbage til sin træning eller noget andet i den stil. Han vidste ikke helt hvad han ville men han kunne jo spørge sig selv om det.

*Hvad gør vi nu gamle dreng? Bliver vi eller skrider vi? Hvad siger du gamle dreng?*

"Eh... Kunne de hjælpe mig med at finde tilbage? Jeg skulle gerne finde min vej hvem... Jeg bor i Deepshell..." spurgte hun forsigtigt

Hun lød næsten som om, at hun var enten usikker på at spørge, eller var pinlig berørt over det. Og det var nok en blanding mellem begge. For hun ville gerne have hjælpen, men ville virkelig også gerne, klare sig selv. Hun havde virkelig et problem med at føle sig afhængelig af andre, uanset hvor meget hun havde brug for hjælpen.

"... Hvis det altså ikke var for meget?" tilføjede hun lidt efter.

Adette var for blød i forhold til hvad der var godt for hende. Hvis nogen vidste at hun ville være Jæger, og hvad det indebar, ville det med stor sikkerhed grine af hende. Der var intet omkring hende, der lagde om til den proffision. Eller intet ved hende - umiddelbart - som fik hende til at virke som den type. Men det ændrede ikke på, at det var det hun ville!

Han smilede, til hende, men hvorfor var det lige der hun boede og hvad pokker lavede hun så der. Han ville gerne hjælpe hende, men han kendte ikke vejen der hen, men hvis hun gerne ville kunne han vel forsøge at finde vej derhen, men lige netop den af byerne hold han sig fra, da det ikke var den mest interessant af byerne i følge ham.

"Det er da ikke for meget som sådan, men jeg kan bare ikke helt hjælpe dig, da jeg ikke selv kender vejen helt..."

Han var lidt trist over at han ikke kunne hjælpe hende da han gerne ville og han kunne ikk lade være med at ville spørge hende om der ikke var noget han kunne gøre fordo det var vel det rigtigt at gøre selvom han var lidt i tvivl.

*Spørg hende det er det eneste rigtigt, gamle dreng*

"Er der nogen anden måde jeg kan hjælpe dig på?"

"Trist..."

Hun gav et lille smil fra sig, som et tegn på, at det var okay. Hun kunne ikke forvente at hun kunne vejen, efter som at hun ikke kendte ham, og han kunne være lige så ny på stedet her, som hun selv var. Men det kunne nu havde været rart med noget hjælp. Men så måtte hun finde det et andet sted om nødvendigt. Før eller senere skulle hun i hvert fald nok finde en vej tilbage.

*Han er virkelig en sær type, men det har da sin charme* tænkte hun for sig selv, med et lille smil.

"Jo hvis du nu kunne lære mig at kæmpe igen, og træne mine refleksser!" sagde hun for sjovs skyld, da hun ikke lige frem regnede med, at han kunne hjælpe hende. En sær måde at give afslag på, selvom hvis det viste sig at han kunne hjælpe, ville det da være højst belegen. Man kunne dog ikke lade vær med at håbe, at han et eller andet sted, kunne gøre et eller andet. Selvom det var dumdristigt at lade en fremmede hjælpe sig. Specielt i hendes tilstand.

Han kiggede op og ned af hende da hun snakkede om at hun ville have ham til at lære og kæmpe, og han kunne ikke se at hun kunne klare det han ville udsætte hende for, ikke fordi hun var blind, men mere hendes krops bygning der ikke sagde helt at hun kunne holde til det.

"Er du sikker på at du ville kunne holde til, min måde at træne dig på så?"

Han sagde det ikke nedladende, men bare helt seriøst og neutralt. Han kunne ikke lade være med at tage det seriøst, og spørge hende seriøst hvis hun da var seriøs om det ville han kunne snakke om det med hende.

"Jeg er hård hvis vi går igang, og jeg har ikke tænkt mig at tage hensyn til dit handikap!"

Han var hård i stemmen, og rykkede lidt på hendes hoved og vurderede hendes krop, og hende i det hele taget, for at se om hun kunne bruges, og hun var da ung, så det var ikke for sent at lære hende nogle ting, og hendes hørelse var god, men kunne nok stadig godt trænes. Han kunne nok hjælpe hende, og hun kunne da bare fortælle om hvad hun havde brug for og han skulle gøre sit bedst.

Hun var ærlig talt ret så overrasket, da han svarede hende med sådan seriøsitet. Det var ikke ligefrem det hun havde forventet, for det var sagt i en joke, selvom det var det hun ønskede. Men havde han virkelig tænkt sig, at gøre det for hende, en total fremmed? Det virkede så urealistisk. Men det gjorde hende virkelig glad for et sekund.

Alle hendes følelser var total blottet i hendes ansigt, og hverken glæden eller forvirringen var til at undgå at se. Det blev dog kort til irritation, men vendte tilbage til et varmt smil. Hun havde ikke tænkt sig, at underlægge sig hans vurdering. Eller lade sin irritation tage over, blot fordi at han pointerede hende mest vitale fejl.

"Det er der De tager fejl... Det er ikke et handikap, for det et handikap ville være noget, der ville gøre mig ude af stand, til at realisere mine drømme... Men jeg har ikke brug for mit syn, for at gøre det jeg ønsker..." sagde hun i en rolig tone, med alt den tiltro til sig selv, som det var muligt for hende at have.

Det var tydeligt, at havde hun ikke tænkt sig, at lade hendes manglende syn stoppe hende. Uanset hvilken pris det måtte koste hende. For hvis hun ikke kunne leve sin drøm, følte hun ikke, at hun kunne leve sit liv. Hendes drøm var alt, hvad hun havde.

Han var meget positivt overrasket over hende, og at hun bare ikke ville give op. Han kunne godt lide at hun var så selvsikker og at hun virkelig troede på sig selv det var meget vigtigt hvis hun skulle have nogen chance for at klare sig. Han kiggede stadigt lidt vurderende på hende, men det vigtigste var ikke hendes krop men mere hendes vilje, kroppen kunne altid arbejdes med noget nemmere end viljen, og viljen var der vidst.

"Ja når man ser på det sådan, har du vel ret. Jeg kan se du har vilje, og det gør det nok nemmere, men er du stadig sikker på du vil kunne holde til det?"

Han ville helst ikke have at hun gik indtil, kun med et halvt hoved og så fik sig slået ihjel fordi hun ikke passede på. Han ville helst ikke komme til at dræbe den første person han fik mulighed for at træne, men man kunne jo aldrig vide.

*Du skal virkelig være sikker på to ting, at du vil, og at hun kan, ellers går det bare galt gamle dreng, og det kan vi ikke have!*

Et stort selvsikkert smil vidste sig på hendes læber.

"Jeg er 100% sikker på at jeg kan holde til det!" svarede hun, næsten som en soldat til sin overordnet.

Uanset hvad der skulle stå i vejen for det, så havde hun ikke tænkt sig, at give op. Nej... Om hendes krop så skulle ødelægges totalt under processen, så var det hendes mål, at blive stærkere. Hvilke der var overraskende lidt der forstod. Det var som om, at det eneste de så i hende, var det at hun var blind. Hvorfor kunne de ikke bare se ud over det?

"Hvis du tager mig i lære... Skal du ikke behandle mig forskelligt fra en der kan se... "

Fortsatte hun lidt efter, og trak sit hoved til sig. Ikke fordi at han ikke måtte holde det, men blot for ikke at få hold i nakken snart.

"Ud over du måske skal hjælpe mig, med at træne min 'sjette sans'"

Hun grinte lidt, da hun fandt beskrivelsen yderst underholdende.

han besvarede hende med et klap på skulderen, og overvejede om hun heller ikke havde hørt ham før. Han havde jo sagt at han ikke ville tage hensyn til det, så hvorfor fablede hun overhovedet om det. Han tænkte på om det mon bare var fordi hun ville være sikker på at han ikke tog hensyn til det.

"Det har jeg jo sagt jeg ikke ville tage hensyn til!"

Hans stemme var hård, men ikke ondskabsfuld, men den var dog heller ikke venligt, bare meget neutralt. Han slap hendes hoved, og tænkte at de vel lige så godt kunne komme igang, men hendes tøj var ikke det bedste, nå det måtte han se på når de kom videre.

"Det skal jeg nok, så følg mig, hvis du kan"

Hans stemme var udfordrende da han vidste hun havde brug for at blive udfordret og han kunne jo tydeligt mærke at hun var viljestærk, lige som ham selv, så det skulle nok lykkes hende.

Han begyndte så at gå i et ganske normalt tempo, mens han holdt øje med hende.