You need help? (Adette)

Hun rødmede lidt.

"Glemte jeg..." mumlede hun for sig selv.

Det var om muligt hendes største problem. Hun var noget flygtig, og kom hastigt til at tænke på alt andet. Det var den samme grund til, at hun havde præsteret at gå i hulet. Hvilke var en dårlig kombination sammen med hendes manglende held. Men ud over det, var hun faktisk ganske udmærket til at gøre en del ting. Der ibland det fysiske.

Et smil bekræftede, at hun tog udfordringen op.

Hun lavede en klik lyd med tungen, for at få sine omgivelser på plads. Der efter begyndte hun roligt at følge efter ham, men total sikkerhed på, at hun kunne følte med ham. Men som hun havde sagt. Det var ikke fordi at hun manglede tillid til at hun kunne. det var mere alt det hun ikke kunne, og ikke vidste hvordan hun skulle lære, der var problemet. Okay et andet problem var også, at hun ikke rigtig visuelt kunne lære det, for ellers havde hun allerede været i gang med at lære sig selv.

Han fortsatte sin gang mod skoven, mod en lille sti, som jo nærmest ikke var en sti, da den bare var blevet trådt ned, og han vidste at her kunne hun da blive udfordret og han ville kunne danne sig et indblik af hvad hun kunne og hvad hun ikke kunne, hvilket var meget vigtigt.

Han gik ind på stien, og han kunne med det samme se, alle de hængene grene og de rødder der snoede sig hen af jorden som man kunne falde over, han kunne halvt gå her med lukkede øjne selv, men det var kun fordi han gik den meget ofte, da den førte direkte hen til hans telt.

*det her skal nok blive interessant gamle dreng? Men du skulle måske finde ud af hvorfor hun vil trænes? Nej du har ret det er lige meget."

Han behøvede ikke at vide det, det eneste vigtige var at det var det hun ville, og han kunne på den måde få noget at fordrive tiden med, og han kunne lære nogen noget af det han kunne og det var da ikke så skidt, når man gerne ville se om han bare var den eneste der kunne finde ud af det på hans måde.

Det gik pludseligt op for hende, at hun skulle til at koncentrere sig virkelig meget. For ikke alene skiftede underlaget, men hans skridt blev også en del mere anderledes. Tydeligt var der en hel masse i underlaget som skiftede. Men hun ville ikke give op, men i stedet gjorde det, det eneste hun kunne.De må klik lyde lød oftere fra hende, og lettere elegant snoede hun sig rundt om de utallige forhindringer. Hun skubbede grene væk og gik uden om rødder.

Gad vide hvor hun skulle hen? Hvad havde han tænkt sig, at hun skulle gøre?

"Eh hvor er vi på vej hen?" spurgte hun stille, og stoppede kort.

Der var så mange objekter, at det næsten var helt forvirrende at finde rundt i. Men satte i gang igen. Hun havde lovet sig selv ikke at give op, og hvis hun stoppede, ville det næsten være det samme. I hendes hoved. Hun var bange for, at hun skulle være svag, og lod sig altid straffe hvis hun slappede af. En gang i mellem var hun måske for seriøs.

Hun satte kort i løb, og nåede op bag ham igen, for ikke helt at forsvinde fra ham. For hvis han forsvandt nu, ville hun ikke kunne finde ham igen.

Han gik selv og sørgede for at holde øje med underlaget, mens han overvejede hvad han skulle fortælle hende, om han bare skulle sig hvor de var på vej hen, og så slå det ham at de var nød til at gå en lille omvej, så de ikke vadede igennem lysningen, det var ikke nødevendigt hun oplevede den, den ville han gerne rydde op først.

Han gik ud i skoven, ud i den rigtige skov ingen stier, bare træer som man kunne risikere at støde ind i hvis man ikke var forsigtig, og det ville nok være lidt problematisk for hende, men håbede ikke det var for svært.

"Vi er på vej hen til der hvor jeg bor, så vi kan få dig igang!"

Han svarede hende først da hun nåede op til ham, og hans stemme var tør og hård, men mere venlig end tidligere, da hun indtil videre skulle føle sig godt tilpas.

Hun var ikke til tilpas med det, at de nu havde bevæget sig ud i naturen. Hun var ikke ligefrem kendt med at bevæge sig i skove. Kun stor byer, og små natur områder. Så hun var ikke helt sikker på, hvordan at hun skulle takle det...

Hun fandt en lille stav frem, og bankede den mod det nærmeste træ, for at substituere klikke lyden. Hun vurderede sit underlag lidt, men fortsatte - dog mere forsigtigt - med at bevæge sig frem af. Igen satte hun i løb, for at nå op på siden af ham.

"Så De bor i skoven?" spurgte hun forvirret.

Det virkede som et sært sted at bo. Hun var ret sikker på, at der ikke var nogle huse i skoven. Desuden ville de fleste folk, da fortrække at bo i et hus? Måske var ham her bare ikke en del af de fleste folk? Han virkede i hvert fald til at være letter sær.

"Eh... Hvad hedder De egentlig?" spurgte hun pludseligt, da det gik op for hende, at hun stadig ikke kendte hans navn.

Fortsat bankede hun staven mod de træer, for at få et overblik.

Han skimtede sit telt lidt længere fremme, og kunne se at den lysning han havde slået den op i som nok skulle være en hjælp for dem, når de skulle i gang med at træne hende. Det var i hvertfald nemmere til noget af det end at skulle stå mellem to træer, og det var jo ikke meningen at hun skulle slåes ud med det samme.

"Ja og vi er fremme lige om lidt."

Han sagde det da de trådte ind i lysningen, og stoppede så op to meter ind, hvor der så var cirka fire meter hen til telte, som lagde i den ene kant af lysning. Han boede i det telt der lagde der, midt i det hele.

"Jeg hedder Segovax og dig?"

Han kiggede sig lidt omkring og overvejede om de bare skulle kaste sig ud i det med det samme, nej han ville lige snakke med hende om hvad hun gerne ville trænes i mere specifikt. Han havde ingen planer om bare at gøre det overfladisk det skulle sgu gøre ordentligt.

"Hvad vil du gerne trænes i helt specifikt?"

"Okay..."

Hun fortsatte sin fremgangs metode, og havde næsten en katte lignende elegance, som hun bevægede sig frem. Men det var kun fordi at hun gik. Hun vidste at hvis hun skulle til at bevæge sig ret meget hurtigere end dette, skulle hun træne intenst. For hun var ikke sikker på, hvordan at hun skulle kunne kaste sig mellem træerne, så samme måde, som når hun skubbede sig mellem menneske mængden. Hun var heller ikke sikke på overfladen, uregelmæssige objekter, der dukkede op fra alle sider hele tiden.

"Adette... mig en fornøjelse..."

Hun gav endnu et af sine varme smil fra sig, og var nær ved at vælte over en træstub, da hun glemte at koncentrere sig, men fik balancen igen ved hjælp af et træ. Det var så meget svære at koncentrere sig når hun talte samtidig.

Hans spørgsmål kom som en overraskelse, selvom det kun gav mening at hans spurgte.

"Eh... For det første at bevæge mig mere elegant i skoven... Der efter at kunne undgå ting, hvis jeg skulle komme i kampaulatie med nogen, og slå igen..." svarede hun hudløst ærligt.

Han forstod meget godt hvad det var hun gerne ville trænes i, og han kunne også godt forstå hun gerne ville lære det, fordi ifølge ham var det bare noget alle burde kunne, og det var ikke noget spørgsmål, om lyst til det. I følge ham var det noget man skulle lære ligesom at man havde sine instinkter.

"Ok så at bevæge sig rundt uden hjælp, udover dine klik? Kamptræning? Og så dine reflekser?"

Hvis han havde forstået korrekt kunne han nok sagtens hjælpe hende, men hvis det var andet, ville det straks blive et større problem for ham, eller det kom selvfølgelig an på hvad det andet var, fordi hvis det var at tænde et bål, eller lave en fælde kunne han også sagtens lære hende det.

Han gik over til telte og rodede lidt rundt der inde, efter noget af det tøj han ikke selv kunne passe længere, fordi hvis hun skulle træne med ham, ville han helst have hun havde noget tøj på han vidste der kunne tage nogle tæsk, og sørgede for at hun ikke fik sit nuværende tøj revet helt i stykker.

"Her grib."

Han kastede tøjet hen til hende, og regnede med at hun selv forstod hvad hun så skulle gøre.

Hun nikkede til hans ord, og kom med et lille ja. Hun kunne i hvert fald ikke komme på andet, hun kunne tænke sig at lære. For hvis hun bare kunne finde ud af det, kunne hun komme forholdsvis langt. Alt andet hun kunne tænke på, var noget hun vidste, at hun sagtens selv kunne lære. Sådan nogle normale hverdags ting, som hun normalt ville have andre til at hjælpe hende.

Hun stoppede op lidt fra ham, da han stoppede med at gå selv, for at afvente hvad han ville have hende til.

*Er det her overhoved en god ide?* tænkte hun lidt for sig selv, men rystede hastigt tanken af sig. Segovax virkede ikke som en dårlig person. Han havde ikke gjort noget, - ud over uheldet da de mødtes - der skulle få hende til at tvivle ham. Desuden havde han allerede rig mulighed for at gøre hvad der passede ham med hende. Det var heller ikke ligefrem fordi, at hun ville kunne gøre noget igen. Specielt ikke med den styrke han havde i kroppen.

Da han kastede tøjet til hende, fik hun ikke rigtig grebet det, da hendes refleksser ikke var hurtige nok. Som hun havde pointeret. Hun var heller ikke helt hundret på, hvor tingene ville komme fra. Så hun fik kun fat i en enkel ting. Hun samlede resten op, og fumlede med det mellem hænderne, for at finde ud af hvad det var. Det tog hende dog ikke langtid at finde ud af hvad. Så uden at sætte spørgsmål tegn ved det, begyndte hun at trække sit eget tøj af, for at få det ny tildelte på.

Da hun begyndte at tage tøjet på vendte han sig rundt, af rent og skær respekt for hende. Han ville ikke bare stå og se på hende, og slet ikke når hun ikke rigtigt kunne være sikker på det, og gøre noget ved det.

"Bare lige skynd dig, så vi kan komme igang."

Hans stemme var mindre hård denne gang og mere venlig, og han ville nok bliver mere og mere venlig overfor hende gennem tiden, altså sådan oprigtigt venlig, og ikke bare den høflighed som alle gik og havde overfor hinanden.

Han vendte sig rundt, da han forventede hun var færdig med at få tøjet på og kiggede på hende, for at se hvordan hun mon ville se ud i de militær bukser han havde smidt til hende, samt en skovmands skjorte, alt i alt var tøjet meget magen til det han selv gik i, bare mere slidt og flere læder lapper på det.

Hun fik tøjet på, og fik knappet de sidste par knapper da han vendte sig om. Der var på alle måder alt for stort til hende, hvilke var lidt af en sær følelse. Hun var vant til tøj der passede, så dette var noget nyt på alle måder. Men det skulle nok gå.

Hun smurte ærmerne op, så det gik hende omkring albuen, brugte to elastikker til bruge elastikker, til at binde nogle af bælte remmene sammen, så hun kunne holde bukserne oppe. Et alternativ til et bælte. Hun gav et smil fra sig, og så i retningen af hvor han måtte være. Ikke at hun helt kunne bedømme det, men hun havde i hvert fald en ide om det.

"Er det godt nok?"

Hun rakte armene ud til siden, for at han kunne se hende fuldt ud. Hun havde ingen ide om, hvad det krævede, for at kunne komme i gang med at træne. Hendes familie havde gennem hele hendes liv puslet om hende, og sørger for at hun ikke kom til skade. Sådan noget som at komme i lignende mundering, ville aldrig være sket i hendes normale liv. Det var en hel rar forandring, for det betød at hun var i gang med at ændre på sit liv.

Han vurderede hvordan hun så ud, og gik så over til hende, og rettede lidt på skjorten så den sad bedre, og kunne sagtens se at det var for stort, men bedre end det andet hun havde haft. Han rykkede lidt på hendes arme, for at se ordentligt.

"JO det er fint nok, og godt du tænker hurtigt og bruger hvad du har, men jeg har da et bælte hvis du vil låne?"

Han kiggede sig lidt omkring, og tænkte på hvad han kunne starte med at udsætte hende for, nok noget simpelt som en start så hun kunne vende sig til tøjet, som nok også var lidt tungere end hvad hun var vant til, og han ville nok gøre det tungere under vejs, men nu måtte de se.

*Jeg tror bare du skal starte med at sætte hende til at løbe rundt langs kante, og når det går fint, begynder du at smide nogle ting hun skal tage hensyn til, og ikke noget med at fortælle det, vel gamle dreng?*

Hun lod ham flytte på tøjet og hendes armene, og ventede kun på hvad hun nu skulle gøre. Hun glædet sig virkelig, til hvad der nu skulle ske. For med hendes kendskab til træning, havde hun ingen ide om, hvad hun kunne blive udsat for. Alt hun faktisk vidste, var at hun ikke havde tænkt sig at give op. Ikke når hun havde kæmpet så langtid, for at nå fremskridt i hendes drøm

"Ud af dømme fra sin størrelse, så kommer jeg ikke til at kunne passe dit bælte" Svarede hun i en varm tone, og grav et lille smil fra sig.

Af hvad hun kunne bedømme, gik hun ham, til omkring skulderne/lidt under, og var ikke nær så bred som ham. Og hans tøj bekræftede kun den teori. Så med mindre han havde et militær bælte, altså sådan et uden huller, så kunne hun lige så godt glemme, at passe hans tøj fra starten.

"Så... Hvad vil du have mig til at gøre?" spurgte hun stille, og bukkede sig ned, og begyndte at folde hendes tøj, for til sidst at ligge blindestaven oven på, så hun vidste hvor det hele var.

Han smilede lidt over hendes kommentar omkring bæltet, fordi de fleste af hans bælter kunne strammes meget ind. Han havde fået det meste gennem tiden fra militær lejre eller noget de havde efterladt efter at være fortsat. Han havde da også nogle bælter fra da han var en 13 - 14 år som hun vel kunne passe, men hun kunne vel passe et af hans kanvas bælter uden huller.

"Jeg har da nogle uden huller, som jeg vil skyde på du godt kan passe? Medmindre du mener du er tyndere end min jærv?"

Han var ikke helt sikker på hvor hans jærv var henne men den plejede at klare sig selv, og vende til bage til telte mindst en gang om dagen, så det varede ikke længe før den nok dukkede op. Det var en godt størelses jærv, og han holdt faktisk af den.

"Tag nu bæltet her på, og så kan du begynde at løbe rundt langs kanten af lysningen."

Han kastede bæltet over til hende, og smilede så bare, for at se om hun ville gribe det. Han forventede også at så snart hun havde fået det på ville hun begynde at løbe.

"Det er et godt spørgsmål, for efter som at jeg ikke har set et jærv før, og nok får lidt problemer med at gøre det, så kan jeg ikke rigtig bedømme det"

Hun gav et stort og varmt smil fra sig, med et kærligt grin følgende efter. For selvom hun glædeligt ville se hvad en jærv var, ville hun kun kunne vide det, ud fra hvad hun havde fået af vide, men det satte ikke rigtig en størrelse på.

Modsat før, fik hun grebet bæltet, men kun på et hængende hår. Da hun havde få fornemmelsen af, at han ville kaste noget efter hende ingen. Men tydeligt havde hun stadig brug for at træne sine refleksser. Men i hvert fald... Hun tog bæltet på, og fik strammet det godt ind, så bukserne ikke burde falde af hende. Og brugte der efter sine elastikker til at sætte sit hår op i stedet.

"Tak..." lød det stille fra hende.

Før hun satte i løb, gav hun et par klik lyde fra sig, i forskellige retninger, for på en ide om sine omgivelser. Der efter satte hun i løb, i et roligt tempo, for at følge kanten af lysningen.

Han var glad for at hun var så ivrig efter at komme igang med at træne at hun ikke engang stillede spørgsmål til det han bad hende om at gøre, og det var da også meget rart at vide at hun var så opsat på at blive bedre til det hun ville at hun nok heller ikke var bange for at komme til skade.

"Det er godt, bare fortsæt."

Hans stemme var venlig, og ellers bare meget neutralt. Han havde absolut intet dårligt at sige omkring hende, hun var målrettet og viljestærk, så resten skulle blive nemt nok.

Han nåede lige selv at se den komme løbende, lige ind foran hende. Den havde altid været ligeglad med folk, når de var i nærheden. Den dumme jærv krydsede lige ind foran hendes vej, og hvis ikke hun nåede at opdage den ville hun vælte over den, og hvis han ikke var heldig ville den blive sur og gå til angreb.

Han løb over mod hende, men stadig uden at sige noget da han havde sagt til sig selv at hun selv måtte opdage den slags.

For første gang i sit liv, følte hun sig umådelig fri. Fordi at hun fik lov til at løbe, og godt nok var det ikke første gang. Men det var første gang, at hun gjorde det, for at det ikke bare var for at løbe. Hun skulle løbe, fordi at det ville bringe hende tættere på hendes mål. Intet kunne beskrive hvordan hun havde det lige nu. Alt hun kunne beskrive var, at hun for første gang i sit liv, var helt sikker på, at alt nok skulle klare sig, og ikke kun fordi at hun ønskede det. Nej fordi at det nok skulle.

Sikke et sært men heldigt møde. Hun var faret vild, og havde mødt Segovax af ren tilfældighed, og han var villig til at hjælpe hende med at træne. Han var den mest åbne person, hun havde mødt, for han kunne overse hendes manglende syn. Det skulle nok blive godt!

Der var noget sært... Der var et eller andet foran hende, der bevægede sig, og Segovax havde sat i løb mod hende. Hun var ikke sikker på hvorfor, men instinktivt stoppede hun op, for at forhindre sig selv i, at løbe ind i hvad end det var, og for ikke at støde sammen med Segovax. Den sidste var nok det hun mest ville indgå, for hun tvivled på, at hun ville holde til at blive ramlet ned af ham.

Han stopede op da hun også stoppede, og skulle lige til at sige til hende, at hun skulle have været fortsat med at løbe, men samlede bare jærven op. Han kunne mærke at det var langt tid siden at han havde båret den, og den var blevet ret stor og tung efter hånden men den lavede jo heller ikke andet end at løbe rundt og jage og spise.

"Undskyld"

Han var ked af at han havde stoppet hende allerede, men håbede dog at hun bare ville sætte i læb så hurtigt som muligt, fordi jo før hun løb jo før kunne hun virkelig træne, og det var jo det det hele handlede om, at hun skulle træne.

"Du kan bare begynde at løbe igen"

"Hvad undskylder du for?" spurgte hun udenforstående.

Han havde da ingen grund til at skulle undskylde for noget? Han havde ikke gjort noget galt, ud fra hvad hun kunne komme i tanke om. Og hvad end der måtte have været foran hende, kunne næppe have været problemet. For hvis han havde prøvet at hjælpe hende, ville der nok havde været en god grund til det. Han havde trods alt sagt, at han ikke ville tage højde for det at hun ikke kunne se. Så det kunne næppe være fordi, at hun bare var ved at ramle ind i et træ?

"Okay..."

Hun satte i løb igen, og fortsatte i samme tempo som før. Allerede nu kunne hun mærke, at hun ikke var vant til at løbe så meget, og at hun i hvert fald ikke var vant til, at have tøj på der var særlig tungt. For Segovaxs tøj lagde en del vægt på hvert skridt, og det sad forholdsvis anderledes, end det hun havde været vant til. Men hvis det var bedre end det hun selv havde, ville hun gøre som han ønskede. Som det var nu, ville hun villigt løbe ud over en kløft hvis han bad hende om det, kun fordi at hun stolede på, at han ønskede at hjælpe hende.

"Jeg undskylder for min jærv pludselige indblanding, og risikoen for at du ville komme i problemer med den, og det ville ikke være kønt."

Han gik så lidt væk, med jærven igen og satte den sig ned ved teltet igen, hvor han satte sig mens hun satte i løb, og da hun så havde løbet lidt, rejste han sig op og gik over og fandt nogle ting og sager, et sammenrullet skind, en afhugget gren og en ud foldet fold ud stol.

"Bare fortsæt."

Han smed så tingen i den anden halvdel af lysningen end der hvor hun løb rundt, med først skindet så et par meter og så grenen, og lige efter den en halv meter efter den udfoldede stol, som han håbede hun ikke ville have alt for nemt ved, men hun måtte godt klare det, så ville han bagefter træne hende, i at se detaljer ved ting med hendes sjette sans.

"Så det var det det var..."

Hun gav et skævt smil fra sig, og kløede sig lidt i nakken.

Hun fortsatte med at løbe og begyndte at trække vejret mere tungt. Hendes kondi var ikke særlig god, og hun kunne langsomt begynde at mærke det, men som før var hun stædig, og nægtede at give op.

Underlaget under hende ændrede sig pludseligt, og hun rynkede lidt på brynene, for hun var ganske sikker på, at der kun havde været jordbund før. Men ikke kun det. Ikke langtid efter, var hun ved at vælte over en gren, men hun fik rettet sig selv op. Hun måtte sætte farten ned, for ikke at vælte over de resterede grene, og ikke kun det. Igen begyndte hun at lave klik lyde, for at få overblik over hvad der var foran hende. Og lidt mere elegant fik hun guided sig uden om forhindringerne. Men stadig ikke helt i samme tempo. Men en gang når hun blev bedre til echolocation, skulle det næppe være en forhindring. Men for nu, havde hun meget at lære.

Han kunne sagtens se at hun havde meget at lære, og det var godt at hun bare fortsatte, og han kunne også se at hun var ved at være træt så han flyttede på tingene igen, så grenene og de sammenrullede skind byttede plads.

Han smuttede over til hendes side en god meter fra hende og løb med hende rundt, i lysningen, hvor han løb og klappede af hende, som for at give hende en gejst, og han havde dog også planlagt at når hun var forbi de forhindringer måtte hun få sig en pause.

"Det godt det der, bare lidt mere."

"Ja kom så, ikke langt endnu."

Han løbe bare og heppede på hende, som en træner gerne skulle gøre, for at give dem selvtillid til at fortsætte, det han selv måtte lære. Når hun var forbi forhindringer, ville han få hende til at spurte det sidste stykke hen til teltet.

"Ja så en spurt det sidste stykke! Du gør det godt."

Stædigt fortsatte hun med at løbe, uden så meget som at overveje at give op. Hun følte sig bare en smugle fesen, efter som at hun ikke en gang havde løbet så langt, men alligevel havde hun svært ved at blive løbende. Tydeligt skulle dette nok blive en lang og hård træning, men hun var stadig ubeskrivelig glad.

Hun sprintede det sidste styk, og stoppede så op, gispede efter at få vejret. Hun bukkede for over, og støttede med hænderne mod knæende. Et bredt smil herskede på hendes læber, og følelsen af sejer. Hun havde ikke stoppet, og var stadig stående.

"Ser ud til... At jeg har meget... At lære"

Hendes åndedræt var tungt, og afbrød hende kort i at tale, for at få vejret igen. Men hun lod sig tydeligt ikke genere af det faktum.

(Sorry... Det bedste jeg kunne komme op med)

Han var glad for at hun gav sig selv så meget, og han stoppede da hun nåede hen til teltet. Han ville presse hende, men heller ikke ud over det hendes krop kunne holde til. Det var ikke noget han kunne få sig selv til, ikke med hende, ikke med nogen overhovedet. Han havde lovet hende ikke at tage hensyn til hendes handikap.

"Du gør det godt, og ja du har meget at lære, men slap nu af så du kan være klar til det næste."

Han gik ind i telte og fandt en pind frem, der var noget i den pind. Den ene halvdelen var dækket af meget små søm, som stak ud gennem den men ikke ret meget. Det var det næste han ville bruge til at træne hendes evne.

"Du siger bare til når du er helt klar til at fortsætte."

Hun trak vejret hæftigt og tungt, mens hun lyttede til hans bevægelser. Det hele var stadig noget resikabelt, men hun havde det ikke så svært med den tanke. Nej så længe at hun fik lov til at føle sig i et med hendes mål. Bare følelsen af at være tættere, var nok til at hun kom op at køre.

"Vi kan fortsætte"

Hendes stemme skælvede stadig under de tunge åndedræt, og i virkeligheden havde en længere pause nok været på plads. Men for Adette var hun lettere ligeglad, så længe at træningen kunne fortsætte. Om så den skulle få hende til at falde om, så længe det betød at der skete noget.

Måske virkede det sært, men hvis man lærte hende at kende, ville det måske være lettere forståeligt. Et helt liv var der trods alt blevet ventet på dette, og ud af det blå havde en chance tilbudt sig. Ville alle andre ikke også gribe den?

"Hvad skal vi nu?"

Ansigtet rettet sig i retningen af ham, og hun rettede sig op igen, ivrig efter at få mere at lave.