Tell the world, tell the world, I'm back - Nicodemus

Vejret var det bedste i lange tider. Aftenen var kølig, men vinden mild på pigens kind. Månens og stjerners lys kærtegnede den hvide hud. Vinden legede drillende med hendes hår og førte hende fremad. Stjerner lyste klart, blinkede ned til den ensomme person som gik mange tusind kilometer under dem, men hun ænsede dem ikke. Hun var køn. Hendes lange sorte hår, som indrammede hendes ansigt og dybe, mørke øjne, som bølgede ned over hendes spinkle skuldre.
Tanker hvirvlede rundt i hendes hoved, tanker om død, om livet, om fortiden, fremtiden og nutiden. Det var som om intet gang sammen mere og som om det aldrig ville. Som om der manglede et stykke i et puslespillet og den var blevet væk. Og brikken var forsvundet, sammen med fornuften.
Livet… Hvad handlede det overhovedet om? Blod, død og smerte?
Hendes skridt blev mærkbart hurtigere og hun løftede blikket var jorden og stirrede ud foran sig. Der var ingen menneske, intet levende var der at se. Men det var betød ingenting, ingenting overhovedet. Vinden blæste hårdere; den var ikke længere blid, kærlig eller venlig. Hård, brutal, meningsløs.
Husene blev udvisket ved siden af hende, træerne og gaden var sløret. Vampyren bevægede sig med vinden, lod den lede sig.
Videre…
Videre…
Videre…
Kirken var dukker op på hendes venstre side. Altid venstre. Farten går ned og hun stopper op. Kirken, Guds hus, åbenbarer sig foran hende. En hvid hånd rejser hun, trækker den sorte port åben og går ind i dødens verden. Her ligger de døde, her findes freden for de forladte sjæle. Et smil kryber op på pigens læber, da hun træder indenfor.

Stilheden. Den stilhed der lige nu herskede i den store domkirke. Nicodemus vidste faktisk ikke rigtigt hvad han lavede her - og da især ikke på denne tid af dagen. Eller skulle man sige aftenen? Hans ryg var lænet op ad vindueskarmens ene mur. Her sad han trygt og behageligt, og med strålende udsyn over kirkegården der kun var oplyst af at svagt drømmende skær, takket være månen og stjernerne der i dag stod tydeligt frem på himlen.
Nicodemus vendte blikket ud over den fuldstændig forladte kirke. Man kunne lige akkurat ane de store, tunge døre der dannede indgangen fra det vindue han sad i. Et vindstød lød udenfor og takket være de lidt utætte vinduer gav en uhyggelig susen genlyd i kirken. Han smilede sit svage, skæve smil, der havde charmeret adskillige kvinder gennem tiden.
Og lige i det sekund lød et brag, og dørene ind til kirken gik op.



// Jeg undskylder for det korte indlæg, men jeg blev nødt til at gøre det lidt hurtigt, da jeg skal i bad. //

Pigen krydsede hurtigt kirken. Gangen af halvdøde træer og blomster, forfaldne gravsten var som en gyser films allé. Det var så nemt, så forfriskende nemt, at betræde Guds helligste. Menneskenes sikre sted; Hey, hvem narrede de? Hun kunne håndplukke et hvert menneske, det var ikke svært. Det var så nemt, at slå dem ihjel. Så nemt.
Kirken var et symbol som hun hadede; efter menneskenes, alles, blinde tro på det gode, på det retfærdige, på hendes forældres optimisme om fremtiden, for den kære Gud holdt hånden over dem. Godtroende fjolser, idiotiske dummernikker. Det ville være så nemt at knuse deres tro.
Aubreighs, det hed denne vampyr, fodtrin blev længere og mere faste. Den tunge egetr æsdør til selve kirken, som lignede en stor grinende kranium, gik knirkende op og viste en smuk inderside. Svagt lyst kom ind gennem vinduer og farvede væggene. Hun smilede let ved tanken, om at blod var smut ud på væggene i det hellige hus. Tænk på, hvor mange menneskeliv som er blevet dræbt I Guds og kristendommens navn? Millioner, uden tvivl. Hvordan kunne nogen tro på sådan en gud?
Det gik først op for hende, hun ikke var alene, som hun havde forventet, da hun halvt havde taget tegneblokken frem af hendes sorte skuldertaske, som altid hang ved hende side.

Manden, eller drengen, foran hende var sort hår, kønne øjne, hvid hud og et markant ansigt. Om hans læber var et skævt smil, som hun kendte alt, alt for godt. For foran hende stod…
Nej, lad det ikke være sandt… Bad hun, ikke til Gud, men til ham og lukkede uvilkårligt øjnene Gå væk! Gå!
Men han hørte hende selvfølgelig ikke. Han stod der stadig, da hun åbnede øjnene efter et sekund.
Nicodemus… Er det virkelig dig?

Et nysgerrigt blik, med en snært af overraskelse, gled over Nicodemus' ansigt. Han spejdede hen mod dørene, og det føltes som en evighed fra da de startede med at blive åbnet, til personen trådte frem i døråbningen. Men lige i det sekund personen kom til syne, var det som om tiden ikke kunne gå hurtigt nok. Aubreigh. Han kunne ikke nå at flygte nu, det stod ganske klart. Men kunne han nå at gemme sig?
Uden at tænke videre over det, for det havde han absolut ikke tid til, hoppede han så lydløst som muligt ned fra vindueskarmen og begyndte at liste over kirkegulvet. Han listede hen mod et par bænke, som var de genstande der stod ham nærmest, for at gemme sig. Men det var allerede for sent. Han kunne mærke, at hun havde opdaget ham. Og han kunne mærke, at hun med det samme havde genkendt ham, akkurat lige som han havde genkendt hende.
Han vendte sig langsomt om, besejret. Og så fangede han hendes blik, og holdt det fast. Han trådte langsomt et par skridt frem mod hende, så han bedre kunne betragte hende. Hun lignede sig selv. End ikke én eneste rynke var der kommet, siden han sidst havde set hende for så mange år siden. Han smilede spydigt.
"Aubreigh", begyndte han i et koldt, følelsesløst tonefald. "Hvor er det dejligt at se dig!" Hans tonefald havde ændret sig brat. Nu lød han imødekommende og venlig. Han vidste hvor meget hun hadede det, men på et eller andet punkt frydede det ham. Og på den anden side, så kunne han ikke gøre for det; hun var smuk. Akkurat ligeså smuk, som hun var dengang de mødtes første gang.

Nicodemus krop vendte sig langsomt om. Hans øjne mødte hendes. Tiden var stoppet. Verden fasfrosset. Så trådte han nogle skridt frem mod hende, åbnede munden og nærmest spyttede orderne. Hun gippede ved lyden af hendes eget navn og den kulde det blev sagt med. Han smil havde ændret sig; det var ikke længere det skæve og charmende smil, men det stedet spydigt. Hånligt. Udfordrende. Og så ændrede det sig.
"Hvor er det dejligt at se dig igen!" sagde stemmen. Den var blød, venlig, alt det den havde været før i tiden. Pludselig ønskede hun forbandet meget kulden tilbage. Men, hell, om hun villel lade ham se det.
Hendes mørke øjne scannede kirken, men fandt intet af det hun var ude efter; en udgang. Den eneste var der var den lukkede dør bag hende. Sjovt. Hun havde ikke engang hørt den smække igen. Hans ord genlød i hendes øre, som et fjernt ekko. Ordene lød falske, så forbandet falske, selvom hun ønskede de skulle være sande.
Hold op! Hold op! Hold OP! skreg hun til sine forræderiske tanker. Hun ville ikke have noget med ham at gøre overhovedet! Stilheden bredte sig og det gik op for hende, han nok ventede hendes svar.
"Nicodemus Chatillo... Længe siden.Sikke... sjovt at møde dig nu" hun lød mere nervøs end hun brød sig om. Hvorfor havde han den effekt på hende? Og det var endnu mange, mange år siden sidst.
(Siden du forlod ham, mener du)
Hun ignorerede tanken. Pointen var, at han ikke havde nogen effekt på hende. Slet ikke. Aubreigh gjorde et nyt forsøg på at vinde kontrollen tilbage og spurgte sin høfligste tone;
"Hvordan går det, Nico -demus?" Så tæt på at sige Nico, så tæt...
Hun smilede tamt og trådte et enkelt skridt fremad. Ingen effekt på hende, ingen effekt overhovedet.
Tegningen som hun ville tegne var pludselig ligegyldigt; den... Nicodemus havde hendes fulde opmærksomhed.

Nicodemus undslap et lille grin. Ikke ondt eller hånligt denne gang, men varmt og sødt. Var hun virkelig så nervøs? Selvom det var så lang tid siden de sidst havde set hinanden, havde hun som sagt ikke forandret sig det mindste. Ikke udenpå, i hvert fald. Og åbenbart heller ikke indeni - hvis noget havde forandret sig, var det så minimalt, at end ikke han bemærkede det. Men han kunne tydeligt mærke på hende, at hun var nervøs. Egentlig heller ikke så underligt; lige nu gjorde han alt hvad han kunne, for at prøve at underlægge hende hans evne. Og han kunne tydeligt se på hende, at det var svært for hende at modstå ham. Det fik ham til at smile sit svage, skæve smil, som han sikkert var så berømt for indenfor kvindernes rækker. Men smilet var ikke spydigt som det havde været for blot et par sekunder siden. For indeni ham var en gammel kraft blevet vækket. Egentlig var det nærmere end følelse end en kraft - en meget stærk følelse. Han havde ikke følt den følelse i rigtig lang tid. Faktisk ikke siden han havde taget afsked med hende for så mange år siden; selvom de faktisk ikke engang havde taget afsked. Hun havde bare forladt ham, som en hjælpeløs nyfødt vampyr. Men på trods af alt det, var følelsen der stadig. Den følelse man får, når man ser den man er forelsket i. For lige meget hvor meget han nægtede det, ville en lille del af ham altid elske hende. Det var sikkert og vidst.
"Aubreigh", begyndte han dæmpet. "Jeg kender dig godt nok til at vide, at du er pisse nervøs ligenu, så hvorfor ikke bare droppe det? Hvorfor ikke bare give op, og lad dine sande følelser tage over? For jeg har intet imod, hvis du gør det" fortsatte han, stadig dæmpet, som for ikke at afsløre sine egne følelser. Han trådte et sidste skridt frem mod hende, idet hun trådte et frem mod ham, hvilket resulterede i at de nu stod ganske tæt.

(Elsker du ham?) Hviskede stemme hende i øret. Hun ville aldrig sige ja. Nej, aldrig i livet! Hun... kunne hun ikke tænkte ordet. For had var ikke det hun følte, hvad det?
(Nej!) hviskede stemmen videre.
Kærlighed? Det virkede fuldkommen dumt, idiotisk, tilfældigt, fuldkommen perfekt. Alt for perfekt for hende, alt for simpelt for hende at kunne forstå. Hvordan kunne du elske en anden så meget, du ville give dit liv for denne? Hvordan? Og vigtigere; Hvorfor?
Gennem Nicodemus' læber undslap et varmt grin. Det lød som musik. Den havde ikke ændret sig. Hendes øjne kørte over ham, tog alt omkring ham ind råt. Der var ingen forandring. Stadig det let rodet hår, de øjne, det samme. Den følelse...
Tanken blev skåret af.
...(Forelskelse? Admit it, Aubreigh!)...
Had, had, had skreg hun i tankerne. Følelser fløj i alle retning, hun var mere ukontrolleret end hun havde været i mange, mange år. Hvor lang tid havde hun været væk fra ham? Alt for læ-
Han snakkede igen, Nicodemus. Med den stemme.
Hvorfor, Nico? Hvorfor kan du ikke råbe ad mig, forklare mig, hvilken idiot jeg er? Det ville gøre det her meget nemmere... Had mig! Tanker og følelser blev for meget. Had mig nu! Kedlen var ved at koge over.
...(Hold om mig, elsk mig)...
Drop det, bad han. Stemmen dæmpet, med følelser hun ikke kunne sætte fingeren på. Drop det skuespil, jeg kender dig. Hvorfor kunne læse hende så godt? Det var været så længe siden! Hvor var retfærdigheden?
Aubreigh løftede let hovedet, han smilede det smil, hendes smil. Ingen effekt, ingen effekt messede hun indeni. Og pludselig var han ubehageligt tæt på hende. Så tæt kun han havde været på hende. Så tæt hun bare kunne lægge armene om ham og...
"Hvorfor hader du mig ikke, Nico?" hviskede hun, nervøsitet var der stadig, fik hendes mave gik gøre bukkespring. Hans kælenavnet undslap hendes skarpe tunge, før hun nåede at fange det, men på det her tidspunkt var hun faktisk ligeglad "Det burde du... Alt det jeg har gjort... Hvorfor ? Det ville så nemt, jeg har givet dig hundredvis af grunde!". Det lød faktisk mere som en anklage, end et spørgsmål. Men svaret betød mere end alt andet lige nu.
Hvorfor? Hvorfor ville hun gerne havde ham til grine igen? Blive ved med at smile? Hvorfor skubbede hun ham ikke væk? Hvorfor lod hun ham komme hende så tæt? Hvorfor så nervøs?
Hvofor så mange spørgsmål og ingen svar?

Spørgsmålet hang som en tæt, fed tåge i luften. Nicodemus vidste, at han havde stillet Aubreigh et svært spørgsmål. Men det største af alle de spørgsmål der kørte rundt i hans hoved, var ikke det han lige havde stillet hende; det var, om hun kun var nervøs, på grund af hans dybe koncentration om at underlægge hende hans evne, eller om det rent faktisk var sådan hun følte hele tiden. Om hun rent faktisk var forelsket i ham. Men det kunne ikke passe... hun hadede ham jo. Hun havde forladt ham dengang fordi hun hadede ham, og det kunne aldrig ændres.
Selvom han overfor hende lød som om, han udmærket vidste hvad hun følte, gjorde han det inderst inde ikke. Han var jo ikke tankelæser, og hun havde trods alt ikke sagt noget om, at hun ikke hadede ham. For det gjorde hun - hun hadede ham. Det var tydeligt. Han vidste, at han burde opgive at underlægge hende hans evne, for at se om hun stadig opførte sig som hun gjorde nu. For hvis hun gjorde det, hadede hun ham måske ikke. Men af en eller anden grund, kunne han ikke få sig selv til at holde op med at prøve af alle hans kræfter. For han var bange for, at hun ville begynde at råbe af ham og derefter løbe sin vej. Det gav et sug i hans mave, da det gik op for ham, at hun havde kaldt ham Nico. Det havde hun også kaldt ham dengang, før hun forlod ham...
"Det nemme er ikke altid løsningen, Aubreigh", sagde han dæmpet, og pressede læberne sammen til smalle streger. "Tror du ikke også, at jeg ville ønske jeg hadede dig? Det ville jo være så meget nemmere, for os begge to. Men jeg kan ikke bestemme over mit hjerte, og jeg har heller ikke tænkt mig at prøve - jeg følger det".
Han holdt op med at anstrenge sig, og holdt dermed også op med at forsøge at underlægge hende hans evne. Han vidste at hun højst sandsynligt ville slå ham, forsøge at dræbe ham, eller løbe væk, men han var ligeglad. Det var nu eller aldrig - han måtte vide det. Og selv hvis hun flygtede, ville de mødes igen. For han var næsten overbevist om, at lige meget hvor mange kræfter han brugte på at overbevise sig selv om, at han hadede hende, ville det ikke hjælpe. Hans hjerte ville altid sige noget andet. Men hvis hun flygtede nu, viste hun også, at hun stadig hadede ham. Og han ville forsøge alt hvad han kunne, at holde sig fra hende. Spørgsmålet var bare, om han var stærk nok til det...

Hvad havde overhovedet fået hende til at gå ind i kirken? Ja, hun ville håne Gud, selve den kristne tro, menneskene, men hvordan kunne hun være så dum? Hvornår havde det været godt at være i en forbandet i kirke? Vinden havde ledt hende vejen, ligesom den altid gøre. Ligesom sidste gang de havde mødtes. Nogle gabge undrede hun sig over, at hun blev ved med at følge den.
Vinden havde ledt vejen, ligesom sommerfuglen i hendes mave, som flaksede afsted, men hendes fornuft sagde noget andet.
Efter det her, lovede hun sig selv, går jeg aldrig ind i en kirke mere! Aldrig! Og i ironisk var det lige? Hun hadede kirken, Gud, og så møder hun ham? Hvorfor var han der overhovedet? Forbandet være skæbnen. Forbandet være det hele. Hun var kommet til Deploratus for at starte forfra, begynde et nyt liv.
Verden er lille. Rædsomt lille, forbandet lille. Hvorfor havde hun fundet ham? Eller havde han fundet hende?
Hvorfor lade hun forladt ham?
Jeg... Jeg hader ham! Hader ham, hader ham!
Nej, virkelig? Virkelig, Aubreigh?
Hun havde en stor trang til at bare holde sig for ørene, lukke tankerne øde, forsvinde i sit eget... had, had, had, følelserne var blevet for store. Kontrollen var så godt som væk lige nu. Hvorfor, åh, hvorfor skulle han have sådan en effekt? Det hun hadede mest ved ham var at, hun ikke kunne styre ham. Hun havde ingen kontrol over ham, over situationen, hell, ikke en gang over sig selv. Ikke da han menneske, og da slet ikke nu.
Det var unaturligt.
Nico, Nicodemus, begyndte at snakke igen. Den var dæmpet og det var svært at høre, hvad han følte og det var nok ikke helt tilfældigt -Når alt kommer til alt, hvad er så tilfældigt?-, men hun ønskede hun vidste det. Hvad han følte, altså. Det var vel nok rimeligt, ikke?
"-over mit hjerte, og jeg har heller ikke tænkt mig at prøve - jeg følger det", hendes hoved røg op igen og deres øjne låste sig fast. Udødeligheden passede godt til ham, var som skabt til ham. Hun havde lyst til at sige undskyld; Undskyld, fordi det ikke havde været meningen at forbande ham, undskyld, fordi hun havde forladt ham hjælpeløs.
Orderne, han havde udtalt, var hende fremmede. De gav ingen mening, de var... Forkerte?
Aubreigh scannede hans ansigt, læberne var presset sammen, ingen af trækkene var afslappet nu. Det glædede hende. Hun var ikke den eneste, som kæmpede en indre kamp, for at forstå det. Alting. Sammenhængen. Meningen.
Hendes maves tidligere sommerfugle vågnede op til dåd, de fløj, fløj, fløj, rund og rundt. Fik maven, fik følelser, til at hvirvle rundt som i en storm.
Hun var stadig stiv, stiv som en pind, som om hun var fastfrosset til jorden uden nogen talevne. Hun ønskede sig bort, langt bort. Til et sted uden forvirring, uden følelser. Uden masker. Uden, alt det som hun frygtede. Sindssyge, for eksempel. Jeg vil følge mit hjerte, det havde han sagt. Hvad det en opfordring til hende til at gøre det samme? Men hvor ville det hen? For al for lang tid havde det slet ikke været der.
Pludselig følte hun en trang til at vide alt om manden foran, ham som kun stod sølle tyve centimeter væk, hvad var hans evne? Hvad var hans yndlingsfarve? Hvad lavede han?
"Jeg..." Jeg hader dig! Kom ikke ud! Sig det! "Nicodemus, jeg..." For fanden, da!
Men istedet for at sige, 'Jeg hader dig!' eller 'Undskyld' sagde hun, idiotisk som hun var; "Hvor vil dit hjerte hen?". Aubreighs flakkende, og nervøse, blik gik far gulvet og op til ham igen.
Jeg er bange, Nico.

Nicodemus så rundt i den store domkirke. Den var hvid, og i hver sin side af kirken stod der en masse træbænke på række. Derudover var der en døbefont og et alter, og loftet var dekoreret med diverse kalkmalerier. Han lod blikket falde på det vindue han tidligere havde siddet i vindueskarmen af; udenfor var stjernerne og månen nu blevet endnu mere tydelige, og det var blevet mørkere siden han først var ankommet til kirken.
Han var næsten faldet helt i staver, fordybet i sine egne tanker, sin egen verden, da han kom i tanke om at Aubreigh var her. I kirken. Hos ham...
Hun virkede stadig nervøs - eller også vidste hun bare ikke hvad hun skulle sige - men til sidst lykkedes det for hende at få stillet ham et spørgsmål. Et pokkers afgørende spørgsmål. Nicodemus pressede atter sine læber sammen til smalle streger i koncentration, da han ville være sikker på, at han valgte de helt rigtige ord.
"Til dig", mumlede han. Han fortrød lidt, at han ikke havde været mere tydelig i sin tale, for på den måde ville han let kunne skjule sine følelser. Men det kunne han vist godt glemme nu. Både fordi han havde afsløret sig selv for længst, men også fordi han blev nødt til at være ærlig overfor hende, hvis han bare skulle gøre sig de mindste forhåbninger om, at hun også ville være ærlig overfor ham.
Uden at tænke videre over det, førte han sin ene hånd nærmere hendes ansigt og fjernede en tot hår der var ved at falde ned i øjnene på hende. Han placerede blidt hårtotten bag hendes øre, hvorefter han førte hånden videre ned til hendes kind. Der lod han den hvile lidt, mens han kiggede dybt i hendes smukke, gråblå øjne. Det føltes som flere minutter, at han stod der, men i virkeligheden varede det sikkert ikke mere end fem sekunder, før han hurtigt trak sig væk igen. Det havde været så tæt på... Han havde været så tæt på at kysse hende. Men det kunne han ikke. For det første, fordi hun helt sikkert ikke ville gengælde det, men nærmere stikke ham en lussing, og for det andet, fordi det bare ikke var det rigtige sted at give sin elskede et kys. Hvem ville dog have sit første kys med den nuværende forelskelse i en kirke? En præst, ja, men så heller ikke andre. Og da især ikke hverken hende eller han selv.
Han vidste egentlig ikke hvorfor han overhovedet havde så meget som overvejet det. Stadig uden at tænke over det, vendte han sig om og gik mod udgangen. Han havde bare brug for at komme ud og få noget frisk luft, for han havde opholdt sig indenfor alt for længe. Da han åbnede de store døre, knirkede de højlydt, men han ignorerede det og gik med raske skridt ned mod den mørklagde kirkegård. Han vidste ikke om Aubreigh var fulgt efter ham, men det var hun højst sandsynligt ikke, da han sikkert havde givet hende noget af et chok. Eller også hadede hun ham bare endnu mere nu.
Da han nåede tættere på kirkegården stoppede han op, og så ud over alle gravstenene. Det så utroligt forladt ud - og faktisk også en smule skræmmende - om natten.

Hans blik forlod hende og hendes krop slappede tydeligt af. Hendes sorte øjenbryn kom nærmere hinanden, mens hun tog hans ansigt ind, men det viste ingen tegn på følelser. Hvorfor var det så uretfærdigt?
Det føltes som om der gik timer før Nicodemus, Nico, åbnede munden igen.
Hun hørte det næsten ikke; ordene havde ikke hendes forståelse. Meningen var faldet af midt i mellem hans mund og hende øre. Til dig? Efter alt det hun havde gjort? Mod ham! Mod alle andre! Hun var ond, han kunne... han kunne ikke... Umuligt! Var løgn? Eller havde hun rent faktisk fundet sandheden? Og hvis ja, om hvad? Hvorfor var han ærlig?
Hun ønskede, han skulle råbe af hende! Ikke være ærlig!
Et suk undslap hendes læber. Gulvet var igen blevet helt utrolig interessant, meget mindre smukt end hans ansigt. End ham og hans ord. Det var lysebrunt, slidt, beskidt, klamt, forfærdelig dumt... Lavet af gamle sten, selve kirken kunne faktisk godt trænge til en kærlig hånd og noget sagde, at den fik lov at vente lang tid. Ikke hun var overrasket.
En lille, sort hår tot slap sig løs fra hendes øre og gled ned over hendes ansigt. Hun ville sætte den på plads igen, men anden hånd kom hende i forekøbet. Igen var verden fastfrosset, da hun kiggede op igen. Hendes øjne så ikke andet end hans ansigt, da Nico førte hårlokken sikkert frem og gled hånden glide ned over hendes kind. Vampyrer blevet sagt til at kolde, men et lille spor af ild kom frem på fra hendes øre til hendes kind. Hans øjne betrakte hendes og Aubreigh følte sig selv drukne i hans. Med det samme havde hun glemt at trække vejret. Hvorfor gjorde hun ikke noget? Kroppen reagerede ikke. Som om det var her den ønskede.
Så forsvandt øjeblikket, hånden, det hele.
Så forsvandt han, kontakten blev brudt, hun kom tilbage til virkeligheden, til kirken. Guds hus. Hun kiggede ikke på ham, da han strøg forbi hende uden et ord. Stirrede bare mod det sted, hvor han havde stået og rørt hende. Ingen havde rørt hende siden han havde. Det havde bare ikke været det samme.
Bag hende smækkede døren; denne gang hørte hun det.
Hun begyndte at tage den meningsløs ilt ind. Benene knækkede sammen og hun gik sig med nød og næppe ind på en af bække rækkerne. Hvad skete der?
Hvad fanden skete der? Hun lød langsomt en hånd kørte i det spor hans havde efterladt. Det havde været så nemt at trække ud efter ham... Nærmere, nærmere og så...
Hvad skulle hun gøre nu? Gå efter ham? Sige 'Ved du hvad? Efter alle de ting, jeg har gjort, alle de år, har jeg indset, at jeg er...'.
Hun bankede hovedet ned i bækken foran hende. Der kom en stor... skrampe på den, men det var den mindste af alle hendes bekymringer lige nu. Hvorfor? Forvirring, desperation, ønsket om det følelses forladte stadie hun havde været i var forfærdelig store. Og der var ikke alt. Der var noget, noget i hendes... Hendes hånd røg op til hendes hjerte, eller det sted det havde været, før forvandlingen, og en prikken begyndte i hendes øjne. Var det her det?
Aubreigh kom op og trådte over kirkegulvet i nogle få sekunder. Hun stoppede og ved døren, den rejste hånd stoppede op foran håndtaget. Den rystede.

En svag brise skød ind over kirkegården og fik Nicodemus' hår til at blive mere pjusket end det i forvejen havde været. Men udover den svage lyd fra brisen, der fik træerne til at blæse, var der helt stille. Fuldstændigt. Han så op i himlen med dens smukke stjerner der skinnede som diamanter, og månen, der skinnede som en forladt, udmattet sol. Den oplyste som sagt kun kirkegården ganske svagt, hvilket resulterede i at der blev kastet en masse skygger på jorden. Dette ville sikkert have skræmt livet af et menneske. Men efter at Nicodemus var blevet en vampyr, et af nattens væsener, skræmte det ham ikke længere. Det beroligede ham faktisk på en eller anden måde.
Han gav sig til at tænke det hele igennem; hvorfor havde han egentlig afsløret sine følelser overfor Aubreigh? Hvorfor nu? Han vidste det ikke. Men han gættede på, at det var fordi det var så længe siden han sidst havde set hende. Da hun forlod ham, var det gået op for ham at han hele tiden havde elsket hende. Men han kunne bare først se det, da han ikke længere havde hende hos sig. Og nu, hvor hun var kommet igen, havde hans længsel taget over. Han kunne ikke bære at holde det skjult længere. Og hun fortjente at vide det. Selvom hun ikke gengældte det... Ja, det måtte helt klart være grunden til, at han havde afsløret sig selv. Han kunne i hvert fald ikke komme med et bedre bud.
Han havde stået herude så længe nu, at han var næsten overbevist om, at Aubreigh ikke ville følge efter ham. Enten stod hun stadig inde i kirken, eller også var hun flygtet. Hans umiddelbare gæt ville nok være det sidste. Et lille suk undslap hans læber, og selvom han mest af alt havde lyst til at gå hjem, eller i det mindste bare tilbage til kirken, blev han stående - stadig med ryggen mod kirken og fronten mod kirkegården.

Den let rystende hånd gerb fat om kirkens dørhåndtag. Langsomt gik den op med en høj knirken, Aubreigh bandede for sig selv; Nico, Nicodemus, ville få et klart advarelse om hendes ankomst. I et kort øjeblik var hun bange for, at han ikke ville være der, men hun kvalte følelsen med det samme. Så godt hun kunne. For hans ord havde vækket hende, noget som ingen nogensinde havde vækket i hende nogensinde.
Hun huskede ikke denne... følelse. Den var dum. Underlig. Unaturlig. Ukontrolleret.
En lille vind mødte hende, da hun trådte ud i nattens mørke endnu engang. Et ufrivilligt lettelsens suk undslap hendes læber. Han var der. Nicodemus' skikkelse kunne anses bare nogle få ni meter henne. Han var ikke gået.
Havde ikke forladt hende, som hun ham.
Usikker på sig selv, på hvad der hun skulle gøre, trådte hun langsomt fremad. Men dog fremad. Hende sindre dæmoner kæmpede over magten; hun hadede ham, hun... elskede ham. Et lille glip i hendes skridt, men hun håbede, at han ikke bemærkede det. Selvfølgelig gjorde han ikke det; det var bare en lille uregelsmæssighed i hendes gang. Ubetydning.
For et skridt blev slaget værre og værre. Engle, dæmoner. Ham, hende.
Kirkens gravsten bemærkede hun ikke. Værdigede dem ikke et enkelt blik.
Hvilken respekt havde de døde fortjent? De var døde, stendøde, idiotiske mennesker. Mennesker, som havde haft et normalt, dejligt liv i uvidenhed. De havde haft det nemt.

Aubreigh stoppede op lidt over en meter fra ham. Hun kom ikke for tæt på; hun stolede ikke på sig selv længere. Følelsenerne, kampen, hendes læ-
Tavsheden blev trykkende, men dog fik hun sagt noget til sidst. Hun håbede, at hendes ansigt intet afslørede; var fint, glat, udtryksløst. Man kunne altid håbe.
Stemmen var let rystende, men ikke meget. Ikke noget man ville opfange, hvis man ikke virkelig koncenterede sig. Og hun havde ikke fortjent den form for opmærksomhed.
"Har du..." Hvad fanden vil du spørge om, Aub? "Har du et telefonnummer?".
Flot, meget flot. Og det lød bare genialt. Hvis han griner lige om lidt, skal du være glad; i det mindste vil så ikke blive fornærmet.
Men hun ville gerne have et svar. Underligt, unaturligt, som det lyder. Hun ville gerne kunne komme i kontakt med ham.
Hvorfor? På nuværende tidspunkt var hun blankt.

Nicodemus var sikker på, at hvis han havde været et menneske, ville han have frosset lige nu. Vindstødende ramte ham konstant og blæste i hans tøj og pjuskede hår. Et lille suk undslap hans læber, da han atter kom til at tænke på, at Aubreigh ikke var fulgt efter ham. Hun havde efterladt ham - igen.
Han så op i himlen. På stjernerne, der mindede ham ufatteligt meget om Aubreigh's øjne. Efter hans mening, var hun en af dem, der havde den slags øjne man bare kunne stirre i, i en evighed. Den slags øjne der var så smukke, at man næsten havde lyst til at udstille dem på et museum for smukke ting, eller lave en dokumentar om dem.
Nicodemus blev slået ud af sine tanker, da en ubehagelig følelse skød ind over ham. Følelsen af at blive iagttaget. Han vendte sig hurtigt om for at se om der stod nogen bag ham, og det gjorde der, til hans store overraskelse. Aubreigh. Hun havde ikke forladt ham. Hun var fulgt efter ham; og det måtte da betyde noget, ikke?
Han rodede lidt i sit hår og så på hende, da hun begyndte at tale. Et stort smil viste sig på hans læber, da hun stillede det mest åndsvage spørgsmål hun kunne have stillet i en situation som denne. Men alligevel varmede spørgsmålet hans ikke-eksisterende hjerte. Hun ville have hans telefonnummer. Eller, det vidste han jo egentlig ikke om hun ville, for hun havde ikke spurgt direkte, men det ville være endnu mere åndssvagt hvis hun spurgte om han havde et telefonnummer, og derefter nægtede at ville have det.
"Ja?" svarede han udtryksløst, som om han ikke kunne regne ud, hvad hun hentydede til. Han trådte et par skridt nærmere, så de nu stod på normal afstand, for ganske almindelige folk der snakkede. Han ville ønske, at hun selv var gået så tæt på ham som de havde stået i kirken, for han var for bange til at gøre det selv - bange for, at hun ville vie tilbage eller flygte...

Natten var kold. Kold som dødens greb sikkert ville være, mens vinden hylede som et spøgelse, som ville hjemsøge kirken og gravstene i al evighed.
Hende ville den i hvert fald hjemsøge. Indtil døden.
Måske var det man skulle respektere ved de mange mennesker, som lå tre meter under jorden lige nu, respekt for at de faktisk døde, ikke levede videre i en drøm, en virkelig uvirkelig, et mareridt, en forbandelse. Måske. Måske ikke.
Men de tog ingen med ind i det. Det havde hun.
Nicodemus havde ikke fortjent det her. Det var den eneste fortrydelse, hun virkelig havde i livet; at lave ham til vampyr. Udover at have forladt ham? hviskede stemmen. Den blev ignoreret.
Han, Nico, vendte sig, med irriterende langsomhed efter hendes mening, om mod hende. Han grinede ikke af hende, som hun havde forventet, gjorde ikke grin med hende, men smilede stort og virkede... overrasket? Ligefrem oprigtigt glad, måske?
De pokkers sommerfugle havde pludselig fået nyt liv. Dammit. Hans ansigt så smukkere ud end nogensinde før. Du skulle smile noget mere, Nico. Aubreigh prøvede ikke engang at standse tanken. Det var virkelig godt han ikke var tankelæser. Hun spærrede øjnene let op ved den åbenbaring; han kunne godt være det. Hun anede ikke, hvad hans evne var.
Hendes øjne flakkende og blikket vandrede ned af, væk fra det kønne ansigt. Havde han læst hver eneste af hendes tanker? Åh nej...
Vinden hylede igen. En gennemtrængende og irriterende lyd.
”Ja?” Sommerfulgene føltes som om de ville til månen ved lyden af hans stemme. Bare ved lyden! Det var virkelig sindsoprivende. Stemmen lød ikke engang interesseret; trods smilet var dan følelsesløs og montone.
Vinden havde måske gøet som en gal, men det spørgende ord opfangede hun alligevel. Ja. Smukt, simpelt ord. Nok det ord, som havde spredt mest glæde.
Nico trådte nærmere, nærmere. De stod ikke så tætte som før og det var kun godt. Det ville for nemt. For nemt at række ud efter ham, for at …
...(trække ham ind til sig og)...
Slå ham! Slå ham! Slå ham! skreg hun inde i hovedet. Det var for kun for at slå ham. Kun derfor. Hun hadede ham, ikke?
Igen kiggede hun op; det var simpelthen for svært at lade være.
Det var blevet så hårdt, at holde facaden oppe. Følelser hvirvlede rundt, Aubreigh ville have svoret på, at man kunne mærke det, hvis man stod tæt nok. Frustreret og forvirret knyttede hun let hænderne sammen. Hvorfor? Svar nig! Hvorfor?
Hvorfor havde hun spurgt om nummeret? Fordi – Hold mund! Stille!
Ånd ind, ånd ud. Kontrolleret. Ingen hemmelige tanker. Slet ingen. Næsten ingen.
”Må... Må jeg låne det?” En ufrivillig og usagt tanke flugte kort efter; Please?

Det var svært for Nicodemus at modstå trangen. Trangen til at tage et par skridt til, og trække hende ind i sin favn. Den var stor og næsten uudholdelig, men lige meget hvor meget han havde lyst til at gøre det, vidste han at det var forkert. Hvis han var heldig, var Aubreigh ved at bløde lidt op overfor ham, og det ville han ødelægge hvis han gjorde det. Men alligevel - det kunne måske være det værd. Og måske hvis han forsøgte af alle sine kræfter, at underlægge hende hans evne imens, ville hun måske give efter...
Han havde lyst til at slå sig selv i hovedet. Hvorfor tænkte han sådan? Hvordan kunne han tænke sådan?
Han kunne ikke lade være med at smile skævt, da hun talte igen. Hun ville rent faktisk have hans nummer.
"Ja", svarede han bare igen. Han fortrød det med det samme. Hvorfor havde han sagt det? Hvorfor ikke noget langt mere romantisk og charmerende? Hvorfor? Han sukkede svagt af sig selv og så ned i jorden imens han rystede svagt på hovedet. Og så trådte han et par små skridt frem mod hende, så de stod lige så tæt som de før havde gjort i kirken. Han så på hende; hun så ikke ud til at være synderlig tryk ved situationen. Hun kiggede hele tiden ned, og hun stammede når hun talte. Om det var fordi det var koldt vidste han ikke, men hvis han ikke kunne fryse, så kunne hun vel heller ikke, vel?
"Du ser ud til at fryse", begyndte han dæmpet, hvorefter han holdt en lille pause - både for romantikken og spændingens skyld, men også fordi han ikke vidste hvad han helt præcist skulle sige, for at få det til at lyde så charmerende som muligt. "Skal jeg varme dig?" sagde han til sidst.
Han fortrød det allerede et par sekunder efter han havde sagt det. Han var næsten sikker på, at han var gået over grænsen. Men han ville bare så gerne... Trangen var så svær at modstå... Han pressede kort læberne sammen og kiggede ned.

Der var en pause, før hans svar kom.
Det var også fint, for på nuværende tidspunkt havde hun travlt med at kampe med sig selv. Nemt hviskede den ene side Så nemt. Men Nico havde lige påpeget, at den nemme løsning naturligvis ikke var den rigtige.
Så hun knyttede hænderne og holdt sig i ro. Verden var gået af lave; det var den virkelig. Han havde vendt den på hovedet, mens hun stod alene tilbage og prøvede at putte alting på plads. Men det er ingen plads; det var for mange tanker, følelser, minder, alting. Og der manglede ting. Hist og her, som ødelægge det hele. Fik det til styrte sammen om hendes øre.
Hvorfor?
Nu smilede han skævt. Det smil, som kunne få alle pigers hjerte til smelte, drengene til blive jaloux og derefter opdagede de er til deres eget køn. Smilet, som kunne oplyse himlen og månen til at sukke.
”Ja” kom svaret fra hans mund.
Svaret, der fået bragt folk sammen utallige gange. Men føltes det som om de kom længere væk. Stemmen, smilene, det passede ikke sammen. Hvorfor kunne-
Nico trådte tættere på, næsten tættere på end i kirken. Med det samme røg hendes blik til hans øjne og det føltes som om at blive suget ind i en drøm. Alt andet blev bare ligegyldigt. Dumt. Uvirkeligt.
Fryse? Kunne hun fryse? Kunne hun føle varme? Hun kunne i hvert fald føle den elektricitet som løb mellem dem. Kunne han mærke det også? Trangen til at...
...(røre ham, holde ham tæt)...
...Komme væk. Der var en kunstpause i hans tale.
”Skal jeg varme dig?” Ja, gør det!
Hvad sagde han? Varme? Som om... Som om hun havde fortjent det!
...(Ja!) skreg den inderste del. Hendes hjerte måske? Vinden vågnede atter lidt og døde så hen.
...Nej!... Aldrig!
Men hans dæmpede stemmen, hans nærvær, alting, det blev for meget. Denne kamp for slut allerede før den begyndte. Fornuften forlod hende, alle tanker forsvandt, da hun langsomt løftede hånden. Nervøst lod hun hånden glide langs hans kindben og ned til hulningen i hans hals. Hendes verjtrækning stoppe, mens hendes øjne forlod hans og fulgte hånden. Nico var en anelse varmere end hendes selv. Men det passede jo fint; han var varmest, rigtigst, himmelsk.
Hvad tænke hun dog på?
Det her føltes rigtigt. Som om det var naturligt.
Hun burde ikke, overhovedet ikke. Han ville skubbe hende væk sikkert, for hvorfor hende? Efter det? Men Aubreigh kunne ikke stoppe sig. Ikke længere.
Den anden hånd sned sig om bag hans ryg og forsigtigt trak hun deres kroppe nærmere. Hånden på hans ansigt og kørte og mødte den anden omme på hans ryg i et slags kram. Hendes hoved næsten gemte hun i hans brystkasse og ventede. Ventede på det skub og de råb som skulle komme.

Månen oplyste stadig kirkegården svagt, og gav den et drømmeagtigt skær, der sendte skygger over Aubreigh's ansigt. Deres øjne mødtes, og en slags elektrisk stød - vidst også kaldet kemi - skød igennem Nicodemus' krop i små stød.
Omgivelserne blev langsomt sløret. Alt undtagen Aubreigh. Det var hende der var i fokus; lige som når man fokuserer på én bestemt ting når man kigger igennem linsen på et kamera. Det føltes helt uvirkeligt da hun langsomt bevægede hånden hen mod ham, og rørte ham. Drømte han? For det her var for godt til at være sandt.
Det sitrede i hele hans krop da hun førte sine hænder rundt, og de små stød fra før havde nu udviklet sig til ét langt stød, der bare blev ved og ved. Hun trak deres kroppe nærmere hinanden.
Han gjorde hende efter og kørte forsigtigt, prøvende, hans arme ned af hendes krop, men lod dem hvile på hendes hofte. Han skubbede sig lidt væk fra hende, så deres kroppe ikke længere mødtes - ikke fordi han ville skubbe hende væk, men så han kunne læne sig frem mod hende. Og det gjorde han; han lænede sig forsigtigt frem mod hendes øre, og stoppede så med munden blot et par centimeter fra det.
"Jeg hader dig", hviskede han kærligt i hendes øre, hvorefter han lod sin mund køre ned til hendes, og lod hans læber møde hendes i et ømt kys.
Nu var kirkegården og de andre omgivelser fuldstændig forsvundet. Alt omkring dem var sort. Det var kun dem. Det var det eneste der betød noget.
Han trak sig lidt væk fra hende, dog stadig med armene omkring hende. Han så på hende, for at vente på hendes reaktion. Ville hun blive skræmt? Bange? Han vidste det ikke, men han vidste, at han havde lyst til at gøre det igen. Kysse hende igen. Men han vidste, at han måtte holde lidt igen - både fordi, at hvis hun ikke ville have det, ville han højst sandsynligt få et slag lige i ansigtet hvis han gjorde det igen, men også fordi, at han ville have at hun skulle hungre efter mere. Men spørgsmålet var, om hun nogensinde havde hungret efter en berøring fra ham i det hele taget?

Hans hænder kørte ned af hendes krop, langsomt uden stress. Prøvende. De stoppede ved hendes hofter. Det var uvirkeligt. Så fantastisk unaturligt. Alligevel føltes det rigtig.
Blidt skubbede han hende væk og hendes kolde hjerte sank som en sten. Dog fik det hurtigt vinger, sammen alle de forbandede følelser. Nico lænede sig fremad, hviskede i hende øre. Hviskede, hvad hun allerede vidste. Hvordan kunne det være anderledes? Han hadede hende. Som hun hadede ham. Ikke?
Hvad nu? Kamp til døden? Skænderier efter denne åbenbaring?
Så mødte deres læber og igen forsvandt alle tankerne, al fornuften. Lige nu virkede det som om hun aldrig ville få dem igen.
Nicodemus Chatillo havde stjålet hendes allerførste kys. Hun anede ingenting om, hvordan man kyssede, men han var virkelig god til det. Ikke hun nogensinde ville indrømme det. Han hadede hende jo, ikke? Som hun ham?
Hans læber forsvandt.
Nej! klynkede en del af hende, mens den anden tænkte Hvad skete der?. Han se hende an for at se, hvordan hendes reaktion var. Ikke hun kunne fortælle ham det; hun anede det ikke selv. Men hun ville gerne have hans berøring og læber tilbage. Hendes hænder gik tøvende op ad og løste sig fast bag hans nakke. Huden var glat, som den altid er på vampyrer.
Aubreighs øjne mødte hans, for Gud ved hvilken gang. Brikkerne var begyndt at falde på plads. At hun ikke, nok aldrig, ville indrømme det var noget helt andet.
Hendes ene hånd gik op i hans sorte hår, som føltes ligesom så blødt, som det så ud, og pressede hans hoved lidt længere ned mod hendes eget, så deres læber mødtes endnu gang.
Stødene var tilbage, sammen med solens fugle; alt var der. Alle de menneskelige følelser... Var det overhovedet muligt? At være menneskelig efter så lang tid?
Hun var villig til at give det et forsøg. Selvom hun ikke anede, hvordan det var at være... sammen med nogen, ville give det forsøg. Trods hadet, trods alting.
Det betød ingen. Intet gøre, udover den stadig voksende følelsen i hendes bryst. Lige nu var hun hende selv; ukontrolleret og følelsesladt.. Men det havde han jo bedt hende om være, ikke?

There's no turning back now.

Nicodemus var stadig fordybet i Aubreigh's øjne, men det så ikke ud til, at hun havde tænkt sig at sige noget. Han vidste ikke, om det var fordi hun var så vred over det han lige havde gjort, eller om det var fordi hun var for glad til at kunne sige noget. Hvis bare han dog vidste, hvad hun følte. Det ville gøre det hele så meget nemmere. Og han måtte indrømme, at hun var god til at skjule det.
Han stod helt stille, næsten hypnotiseret, alt imens hun førte hendes hænder om bag hans nakke. Deres øjne mødtes igen, og en ufattelig trang til at røre hende skød op i ham. Hun begyndte at røre ved hans hår, og da hun pressede hans hoved ned mod hendes så deres læber mødtes endnu en gang, var han ikke længere i tvivl. Hun ville have ham. Måske endda lige så meget, som han ville have hende.
Han begyndte at kysse hende igen, denne gang meget mere inderligt og lidenskabeligt. Hans hænder nussede hende blidt på ryggen, men det var ikke noget han ænsede - det eneste han koncentrerede sig om, var kysset.
Sådan blev han stående. Denne gang havde han ikke tænkt sig at være den, der brød kysset. Tankerne kørte rundt i hans hoved; var det her virkelig ægte? Mente hun det virkelig? Ville hun virkelig have ham? Det måtte han finde ud af... men først efter kysset. Lige nu, var det det eneste der talte. For han nød det for meget, til at lade det stoppe. Han kunne ikke stoppe...

// Jeg undskylder for min lidt manglende krea, men du må lige bære over med mig. //

//Det skal nok gå! Jeg er meget overbærende, desuden kunne jeg sige det samme :P//

Kysset udviklede sig hurtigt fra at være let tøvende fra Aubreighs side til dybt og inderligt. Hadet var ingen steder at finde. Hun blev lige pludselige usikker på om det overhovedet havde været der. Betød det noget?
Hendes hænder var nu begravet i hans hår, hans læber mod hendes og det var alt var. De føltes som om de stod i midten af ingenting. Hvad havde de snakket om før? Hvor var de?
Hans hænder bevægede sig til ryggen og nussede den, og hun følte sig selv smelte ind imod hans berøring. Det her var rigtigt. Hun kyssede tilbage det bedste hun kunne.
Det var i hvert fald en god ting ved at være vampyr; ingen ilt behov. De kunne stå her i al evighed; intet forhindrede det. Det var... rart. En dejlig tanke.
Hun havde ikke lyst til at stoppe. Nogensinde. Bare stå sig her med hans arme omkring hende. For første gang siden hun havde forladt ham, følte hun sig tryg. Han var hendes sikre havn. Det var skræmmende. Hvordan kunne det her nogensinde gå?
Dette minde ville i hvert fald for altid være brintet ind i hendes hukommelse; aldrig nogensinde ville hun glemme, hvordan det føltes. Fantastisk. Rigtigt.
Så rigtigt at det var skræmmende.
Nico... Stay with me.
Trods trangen til at ikke at gøre noget, trak hun sig lidt væk fra ham og granskede ham.
”Er du sikker?” hviskede hun til ham. Hendes stemme forsvandt næsten i vinden. Men han havde hørt hende, det vidste hun han havde.
Er du sikker på, at du vil det her? Tror du på det her?

Det var længe siden, at Nicodemus sidst havde nydt noget så meget som dette. End ikke hans måltider af engleblod, som han først havde fået lov af englen til at drikke, kunne slå det her. Men hans behov var endnu ikke fuldt stillet; han ville have mere. På trods af, at han godt vidste, at Aubreigh aldrig ville gå med til det.
Deres læber var stadig presset hårdt mod hinanden, og hans tunge legede flittigt med hendes. Han havde lukket øjnene, og stod nu bare og nød hendes hånd i hans hår, og deres berøring i det hele taget.
Men netop som han endelig havde fået samlet mod nok til at bevæge hænderne op til hendes bryst og måske endda begynde at trække hendes overbeklædning af hende, trak hun sig væk. Nej, hvorfor? Ikke nu... det var jo lige så godt. Jeg skulle jo lige til at...
Han åbnede øjnene og mødte hendes undersøgende blik. Men da det gik op for ham, at hun havde trukket sig væk fordi hun skulle spørge om noget, blev han straks lidt roligere. Men det plagede ham stadig, at han lige havde samlet mod til at gå videre til det næste step, og at det hele så var stoppet. Men de elektriske stød skød stadig igennem hans krop med jævne mellemrum.
"Er du?" spurgte han. Han var sikker - mere sikker end han længe havde været på noget - men han ville ikke risikere, at hun ikke var sikker, mens han var. Alligevel sneg han sig til et hurtigt kys, der dog kun varede et par sekunder før han trak sig væk igen. Han skulle blot have styret sine lyster for en stund, og hun skulle jo også have mulighed for at svare. Han så afventende på hende. Inderst inde var han ved at blive en smule nervøs, men det viste han ikke.

Hans ord var som ekko, der blev spillet igen og igen inde i hendes hoved. Er du? Er du? Helt sikker? Det overraskede hende, at svaret kom uden tøven eller nervøsitet. Han kyssede hende hurtigt og derefter rullede svaret ubesværet af hendes tunge. Der var ingen tvivl, intet had. Hvordan kunne der være det?
"Ja". Ordet, som havde reddet så mange menneskeliv. Og på samme tid endt dem alle sammen.
"Ja" gentog hun og bragte deres læber sammen igen.
Det her var herligt; hvorfor var det lige hun ikke havde hoppet i hans arme til at begynde med? Alting virkede så fjernt, så ligegyldigt. Hun ville aldrig forlade ham igen.
Hun efterlignede hans bevægelser og lod tungespidsen løbe efter hans underlæbe.
Det var føltes rart for hende, så alt hun kunne håbe på var det også gjorde det for ham. Det gik op for hende, at hun havde taget hans 'Er du?', som et ja. Havde det været rigtigt? Håb. Var det den følelse i brystet var? Det var en smuk følelse. Håb. Eller var det?
Who knows? Who cares?
You do, stupid sagde stemmen. He does.
Vinden hylede mod den lyse måne, som en anden varulv. mens den kørte gennem begge vampyrers sorte hår. Aubreighs fingre var dybt begravet i Nicos hår. Hun ville ikke få dem ud med det samme og det passede hende helt fint. Perfekt faktisk.
Konsekvenserne var deres handlinger ville angribe dem snart, de ville slå hårdt, der ville være følelser over det hele, men lige nu var ligemeget. Alt var, i sidste ende, udover ham. Nico, som hun faktisk havde slået ihjel. Havde hun nogensinde sagt undskyld? Det måtte hun gøre på tidspunkt. Og få hans telefonnummer.

//Igen; ikke så langt, men...