A meeting in the night.. Fate or coincidence? <Shilo>

Shilo så på ham da han spurgte ind til smerterne hun havde. Hun nikkede kort. "Ja"lød det tørt fra hende. Hun var ikke videre stolt over at hun ikke kunne flyve fortiden fordi hun havde fået skadet sin vinge. Hun mærkede de første små dråber og smilede kort. Regn var ikke hendes favorit ting, men så meget generede det hende heller ikke.
Hun blev forskrækket da en lyst glimt kom, og hun små løb hurtigt ind under træerne imens hun holdt si over hovedet. Hun var tvært imod ikke spor glad for torden vejr. Det høje lyde skramte hende let. Hun så på Helias, og bed sig i læben. Var det overhovedet smart at være under høje træere, og så tæt på vandet nå det tordnede? Hun så lidt forvirret omkring sig imens hun overvejede hvad hun kunne gøre. "Ehm... Er det overhovedet smart det her?"lød det fra hende i en meget lys tone som let rystede lidt.
Hun tog så en dyb indånding og prøvede at samle modet. Hvem havde også sagt at der ville ske hende noget? Alligevel bekymrede hun sig for hvad der kunne ske.

Helias stod udenfor træerne og kiggede mod himlen. Da lynet flækkede den, kunne han ikke lade være med at smile. Han elskede uvejret. Det var her alt blev skyldet væk, alt blev nyt. Han hørte ikke Shilo til at starte med, men løftede sine hænder i vejret regnen rigtigt startede. Hans hår blev hurtigt gennemblødt og hang ned over hans skuldre, og hans himmelvendte ansigt var skinnende vådt i den mørke nat. Han begyndte at le. En latter der kom dybt fra hans mave, og rystede gennem hans krop. En latter der rungede selv over stormen. Han var i sit es.

Shilo så kort på ham da hans latter hørtes. Hun bed sig i læben, og blev stående inde under træerne. Hendes dreads var dog blevet lidt våde i det. Hun fik igen et chok da et lyn slog ned og det høje brag kom. Hun løb hen til ham og kastede sig in til ham. Det var en refleks fra hendes side at fine et sted der var varmt og godt at gemme sig.
Hun blev helt rød i hovedet da det gik op for hend at hun stod og holdt om ham. Hun så op p ham helt forlegen, og bed sig i læben. "U-u-undskyld"fremstammede hun, og gik lidt væk fra ham og ud i regnen så hun slev blev driv våd. Hendes ansigt var stadig rosa, da hun skammede sig over hvad hun havde gjord, det havde ikke været meningen. Det var bare sket, hun så ned og prøvede at finde på noget som kunne fjerne fokus fra det der var sket.
Hun kunne ikke finde på noget. Det var som om hendes hoved var tomt?

Han blev revet ud af sin eufori da Shilo omfavnede ham. Han stirrede på hende et kort øjeblik, disorienteret. Hans blanke ansigt stod i skarp kontrast til mørket omkring sig, og endeligt forstod han hvad der var galt. Selvfølgeligt brød hun sig ikke om mørket og stormen.. Det var ikke hendes sted. Helias gik over og lagde blidt armene om Shilo. "Det er okay. Lad os finde et tørt sted. Min bil holder lidt væk." sagde han med blidt stemme, en stemme der knap overdøvede larmen. Hans krop var varm og duften af trenchcoatens læder hang tungt omkring ham. Han kiggede ned på hende, med vand silende fra håret og nedover ansigt.

Shilo så ned, men blev helt forundret da han kom hen og lagde armene om hende. Hun så op på ham, og blev igen rosa i hovedet. Hun sagde dog ikke noget til hvad han sagde. Hun lukkede kort øjnene imens hun trak vejret ind og pustede ud igen. "Undskyld... Jeg kan bare ikke lide torden.. så godt." lød det forsigtigt fra hende imens hun gemte sit ansigt ved at se ned i jorden, og halvt om halvt støde det mod hans brystkasse.
De lyse dreads lignede lidt en løvemanke sådan som til strittede ud til siderne, og fyldte så meget. Hun bed sig i læben, og tog sig sammen. Hun ville meget gerne hen til hans bil så hun kunne komme ind et sikkert sted at sidde. "Hvor henne er din bil?"spurgte hun stille, og så op på ham med lettere skræmte øjne. Hendes blege ansigt glinsede lidt da det var blevet helt vådt af regnen.
Hun stod stadig ret tæt ind hos ham imens hun så op på hans ansigt. Hun kunne igen mærke kulden, men det var kun fordi hendes trøje var driv våd.

Helias nikkede kort, da hun fortalte om sin frygt. Selv elskede han stormen. Den var et velkommen kaos, noget fysisk han følte igennem sin krop, og en energi der fyldte hans sjæl. Han strøg en dreadlock fra hendes ansigt og nikkede igen ved hendes spørgsmål. "Den er heroppe." sagde han blot og begyndte at små løbe mod bilen, imens han sikrede sig at hun kunne følge med.
Efter et par minutter var de ved den. Det var en anonym grå 5 dørs, ikke noget underligt ved den. Helias skyndte sig at få låst op til Shilo og lod hende sætte sig ind. Derefter gik han til bagagerummet og fiskede en pose ud. Han gik aldrig uden ekstra tøj. Det var en risiko i hans branche. Han fik låst sin egen side op og satte sin ind, imens han rakte Shilo posen. "Her, tag noget tørt på." sagde han stille, imens han tændte for bilens varme.

Shilo bed sig i læben, og rødmede igen da han fjernede en af de drilske dreads. Hun fulgte med ham så hurtigt hun kunne. Hun betragtede bilet lidt, og bed sig i læben. Hun steg ind i bilen og lukkede døren efter sig. Hun små rystede lidt da hun sad der inde da hendes våde og kolde tøj begyndte at klistre sig til hendes krop. Hun så lidt på posen med tøj han gav hende. Hun trak sine converse sko af, og stilde dem i bunden af bilen. Med lettere besvær fik hun hevet sine våde stramme og kolde jeans af. Hun fik sin trøje og t-shirt noget lettere af end sine jeans. Hun fandt en alt for stor sort trøje i posen som hun trak over hovedet. Selv om hendes bh, og trusser var lidt halv våde nægtede hun også at skrifte dem! Hun fandt også et par busker nede i posen, og trak dem på. De var for store i livet til hende, men det gjorde ikke noget, hun kunne godt over levet med det. Hun lagde sit våde tøj sammen, og lagde det ned i bunden af bilen og halvt foran det sted hvor der kom varme fra, så hendes tøj måske kunne tørre lidt hurtigere. "Tak" sagde hun stille og så på ham med et smil. Hunvar dog stadig flov over at han havde set hende bange. Hun hadede at vise at hun også havde svagheder!

Helias trak let på skuldrene. "Du skulle nødigt blive syg.." sagde han stille, imens han selv fjernede frakken og sin sweater. T-shirten indenunder var en smule våd, men det ville hurtigt forsvinde.

Helias indrømmede for sig selv at han havde betragtet den yngre engel imens hun skiftede. Han var dog stadig mand.. og han var ikke utilfreds med hvad han havde set. Han strøg sit hår væk fra ansigt og skubbede sædet tilbage så han næsten lå ned i det. Med et suk, kiggede han over på Shilo igen. "Er det bedre her i bilen?" spurgte han, hans stemme end smule mindre kølig end tidligere.

Shilo trak sine bed op til sig hun sad med bar fødder som næsten var dækket af buksebenene. Hun så på ham, og smilede lidt. Hun vidste godt han havde smuge kigget. Hun havde kort set det, men var ret ligeglad. Hun havde jo ikke vist alt, og lidt mave og ben og sådan var ikke så slemt.
Hun så på ham da han lå og så op på hende. Hun smilede glad til ham, og lagde armene om sine ben. "Ja, men du havde ikke behøvet at gøre det her"sagde hun, og smilede til ham. hun var alligevel taknemmelig for at han havde gjort det. Hun satte sine dreads op i en heste hale med en efterhånden meget slidt og gammel elastik. Hun så så lidt rundt i den ret dunkle bil.
Hun lænede sig tilbage i sædet, og så lidt frem for sig imens hun overvejede hvordan hun skulle komme hjem denne nat? Hvis det blev ved med at tordne og sådan var hun ikke så sikker på om hun overhovedet havde lysttil at prøve at komme hjem. Som så mange andre gange ville hun sikkert bare ende op på et værtshus hvor hun bare ville vente på der var mulighed for at komme hjem igen.

"Hmm, så jeg skulle bare have efterladt dig ude i stormen? Sikken en mand jeg så ville have været.." han lo stille, igen uden glæde eller følelse i. Han sad og kiggede ud på regnen der stadig stod ned mod bilen, og lukkede kort øjnene. Han ignorerede lyden af regndråberne der ramte bilen, og lyttede istedet efter bragende.

Helias så fredfyldt ud som han lå der. Mørket i ham forsvandt lidt med hans øjne, og med hans dybe vejrtrækning kunne man blive fristet til at tro at han sov. Efter lidt tid spurgte han, uden at åbne øjnene. "Hvor kører jeg dig hen nu?".

Shilo grinede lidt, og så på ham. "du kunne jo selv havde valgt ikke?" Sagde hun og grinede lidt. Hun så lidt ud af vinduet på bilen og bed sig i læben der kom nogle rimlig stærke lys glimt og det bragede meget. Et smil gled over hendes læber da hun hørte hans afslappende vejr trækning. Hun så på ham og kunne ikke lade hver med at blive lidt paf over den ro der var gledet over ham efter han havde lagt sig ned og slappede af. Hun smilede, og tog sig selv i af stryge noget af hans sorte hår til siden. Hun så så væk og bed sig blidt i læben.
Hendes opmærksomhed blev igen rettet imod ham da han sagde noget. "Ehm.." hun tarv, og så lidt rundt. "Jeg ved det ikke helt"sagde hun kort. Hun var ikke helt sikker på om hun ville hjem endnu. Natten var jo stadig lang, og hun skulle jo nok få sovet igennem, bare på et andet tidspunkt. Regnede hun med...
"Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg vil hen"sagde hun og smilede lidt over det. Det virkede komisk et eller andet sted, da hun havde det for godt der hvor hun var nu, end når hun var der hjemme i den tomme lejlighed.
Ironi var en ting som nok altid ville følge hende.

Helias smilede og trak på skuldrene. "Jeg har ikke travlt.." sagde han bare og lod igen stilheden falde lidt over bilen. Efter lidt tid åbnede han munden igen. "Du sagde du var en skytsengel ikke? Hvor lang tid har du vandret denne sørgelig jord?" spurgte han stille, og åbnede det ene øje for at se på Shilo. Det var sjældent han spurgte om sådan ting, men med engle var det rart at vide, hvad han kunne og ikke kunne afsløre.

Shilo smilede over hans svar og bed sig i læben. "Okay, godt så"sagde hun stille, og så på ham. Hun nikkede til at hun var skytsengel. "Ehm... Omkring de 120 mener jeg"sagde hun og smilede til ham. "Jeg kan ikke helt huske det faktisk"sagde hun og trak på skulderene. Hun talte ikke rigtigt længere de år hun havde været til. Hun så ingen grund til det. Det vigtigste var vel at tælle og nyde tiden man skulle have sammen med med den person mans skulle passe på vel? Hun var ikke sikker længere.
Shilo så på ham efter hun havde hevet sig selv ud af sine tanker. "Hvorfor da? "spurgte hun stille, og så nysgerrigt på ham. Hun kunne ikke lade hver med at tænke på hvor gammel mon han selv var? Han virkede rimlig gammel, især i betragtning af hans sprog valg?
Hun så lidt ned på sine hænde rimens hun endelig kunne føle varmen i sine fingre igen. De havde ellers været iskolde.

"Jeg var bare lidt nysgerrig.. Jeg møder få engle, endnu færre der gennemskuer mørket der omgiver mig. Ignorance og illusioner og livet har sivet ind i de fleste af vores folk. De ser ikke længere sandhed, men løfter om et bedre sted. Et sted der ikke eksistere." sagde han med slet skjult foragt. Han kiggede tænksomt op i loftet af sin bil. Han havde levet for længe til at illusionen stadig hold i ham.

"Det er mennesket der har givet denne forandring. De efterlader mærker ved alt de rør, ar der tager århundreder at fjerne.. Og så snart det er væk, er det glemt og de starter forfra.." hans stemme var stille og en smule bitter. Det virkede som om han snakkede af erfaring.

Shilo lyttede til ham, og så lidt ud i mørket på samme tid. "Ja... undskyld at jeg gennemskuede dig"sagde hun stille, og sål lidt ned. Hun var stadig ikke stolt over det.
Hun så lidt ned på sine hænder igen imens hun lyttede. "Mennesket er godt nok, det er bare naive, og dumdristige.."sagde hun stille, og så på ham. "Heller ikke alle engle e.."sagde r helt fine i kanten længere"sagde hun stille, og så på ham imens hun sukkede kort. Hun havde været udsat for engle der ville bruge hende som betaling for at de kunne slippe for selv at blive ædt.
Shilo så ud i mørket, og rystede på hovedet. "Nogle gange er det bedst at se det lyse i det mørke selvom det syntes svært nogle gange"sagde hun kort, og så på ham med et lille smil. Hun kastede igen ro over sine omgivelser. Hendes blå øjne lukkedes kort imens hun lænede sig op af sædet og slappede af. Hun havde fået varmen igen, det var rart.

Han forstod hende. Han havde selv tænkt sådan, men hans egne nederlag sved stadig. "Tro mig når jeg siger.. Dine 100 år har været en velsignelse.." Han kiggede hende i øjnene, og igen fik man indtrykket af et ældgammelt sind bag det unge udseende. "Jeg har prøvet at vejlede mennesket længere end jeg selv vil indrømme.. Men de lærer ikke.. Kun i døden lytter de, og lærer af deres fejl." sagde han dyster. Han blik blev igen tomt og tænktsomt.

Regnen slog stadig mod bilen og stormen så ud som om den var ved at tage lidt til. Vinden rev i bilen og hylede i de få sprækker der var. Flere lysglimt viste sig, i det ellers totale mørke.

Shilo så på ham, og bed sig i læben. Hun kunne godt det hvad han mente, og hun havde luret har var en del ældre end hende selv. Men hun havdeikke haftdet så godt med at spørge ind til hvor gammel han var.
Hendes blik gled ud i mørket imens hun lagde hagen på sine knæ. "jeg komme nok til at leve længe endnu..." mumlede hun stille, og så stadig ud i mørket. Hun betragtede glimtene, det var langt hyggeligere inde i bilen end udenfor. Hun så så på ham, og smilede lidt. "Hvor bor du egenligt?"spurgte nysgerrigt, og så på ham. Hun havde en fornemmelse af at klokken var meget, men alligevel ikke. Hun bed sig i læben, og droppede sit indvendige gætterrig af hvad klokken mon var? Det kunne jo også være ligemeget et eller andet sted. Hun kunne ikke lade hver med at undre sig lidt over hvor hårdt det egenligt måtte være at være dødsengel konstant stort set at kunne høre døde, og se dem vandre hvile løst rundt?

"Du vil leve længere end du ønsker.." sagde Helias stille. Hans blik fokuserede endnu engang på Shilo, og han lettede et øjenbryn ved hendes spørgsmål. "Omkring Werclare.." svarede han blot, imens han tænkte over hvorfor hun mon spurgte om det. Hun fordrev vel bare tiden, tæntke han, og studerede hende igen.

Skytsengle.. Han havde mødt nogle få af dem, men der var århundreder siden. Dengang de stadig havde en sand tro, og deres missioner var fyldestgørende. Idag var skytsenglene fordrevet i hans øjne. Mennesket kunne ikke håndtere, eller forstå, deres hverv. Han sukkede let for sig selv. "Det er hårdt er det ikke? At skulle beskytte folk der end ikke tror på din eksistens.." spurgte han Shilo blidt, imens han betragtede hende i halv mørket i bilen.

Shilo så på ham og bed sig i læben. "Hmm, det ved jeg godt.." lød det stille fra hende imens hun så ud i mørket. Shilo havde mange gange tænkt over sin leve længde. Men til tider lod hun som om det ikke eksisterede bare for at holde sit humør oppe. Hun var dog også helt klar på at når tiden kom og hun skulle dø ville hun se tilbage med et smil. Det var i Shilos øjne meningen at hendes liv skulle være godt lige meget hvad!
Hun så på ham da han svarer hende imens hun smilede lidt over hans forvirring. "okay, jeg bor i Werclare"sagde hun og smilede. Hun havde ikke regnet med at han også ville bo i den dystre by ?
Shilo så på ham og smilede lidt. "jeg har ikke nogen at beskytte endnu"sagde hun stille og så på ham. "Men jo det bliver svært..."sagde hun stille imens hun kort smilede hun glædede sig men alligevel vidste hun også det ville blive hårdt for hende at skulle klare det. For hun vidste at personen hun skulle beskytte ville smitte meget af på hende ligemeget hvad . Hun så på ham og smilede lidt.

Helias blev lidt overrasket over hendes svar. En skyts engel uden nogen at beskytte. Han sank ned i sine tanker i nogle minutter, hans ansigt gemt i skyggerne. Stormen rasede udenfor, lyn slog mod jorden og vinden tog til. Regnen faldt i stænger nu og vejen gav genskær i lynenes voldsomme lys.
Helias kiggede op igen, hans intense blik fastholdt Shilo's. "Hvorfor har du ingen at beskytte endnu?" spurgte han, hans bløde stemme fast og seriøs. Der måtte være en grund. Hvorfor skulle en skytsengel være i Werclare uden end at passe på? Byen var skummel, den stank af død og fortærede sjælen på dens beboere. Det var en by for hans slags.

Shilo så på ham, og bed sig i læben. Hun vidste godt at det spørgsmål ville komme.Hendes forældre havde været på jorden og levet der længe, hun var resultatet af deres kærlighed. Det havde fået Shilo, og hun var så også blevet skytsengel. Hun havde endnu ikke mødt den person hun skulle beskytte endnu. Men hun havde ikke givet op. Hun var flyttet til werclare, da det havde virket som om at det hun søgte var der.
Hun så ham i øjnene, og pillede lidt ved sine dreads. "Ehm, jeg her ikke mødt personen endnu... Men jeg kan mærke personens energi, den er meget stærk i Werclare"sagde hun med helt rolig stemme. Hun så lidt ud i mørket, og smilede lidt. "Der er ikke sket min person noget længe"lød det stille fra hende imens hun så ud i mørket. Hun havde længe haft det godt, et tegn på at den person hun skulle beskytte ikke var kommet noget til.

Helias betragtede hende kort, inden han stirrede ud i mørket igen. For adskillige minutter gav han intet svar, hans øjne blot tabt i stormens dyb.

Et mål.. Hvor længe siden havde det været. Helias tænkte for sig selv, gik tilbage i tidens tåger til han ankom til sine yngre dage. Dengang hans mål stadig levede. Et stille smil spredte sig over hans læber, et stille sørgeligt smil, som hans bløde stemme lød i bilen.

"800 år har jeg vandret denne jord.. For mange af dem uden mål."

Shilo så på ham uden at sige noget. Hun selv havde kun været til i 120 år, hvilket ikke var så voldsomt igen. Hendes lyse blå øjne betragtede ham nøje. "Hvad så nu?"lød det stille fra hende. Hvis han ikke havde noget mål længere, hvorfor var han ikke blevet hevet tilbage? Hun bed sig i læben, og så kort ud i mørket imens hun pillede ved sit hår så hendes dreads strittede lidt ud til siderne.
Hun kunne ikke rigtigt forstå at han opsøgte det dunkle så meget, selvom han var dødsengel kunne han vel også få glæde af noget af det lyse i livet? Hun kendte ikke så meget til dødsengelene. Hun vidste kun overordnet hvad de lavede, og hvorfor de var sat på jorden.

"Though I walk through the valley of the shadow of death, I shall fear no evil, I shall fear no harm, for the lord in heaven watches over me.." sagde han stille, hans øjne stadig tabt i fortiden. Et sørgmodigt ansigts udtryk havde sneget sig ind over ham. "Mit mål var at guide de døde og levende til at finde fred.. Men jeg er forbandet med frygtens væsen." han vendte sig pludseligt mod hende, en stille bevægelse der ændrede alt ved ham. "Ved du hvordan det er at verden omkring dig lever i konstant frygt? At ingen kan se dig i øjnene længe nok til at læse dit væsen?" spurgte han stille, hans øjne søgende og bedrøvede.

Shilo så på ham, og lyttede roligt til hans stemme. "Nej, det gør jeg ikke. Folk falder altid til uden problemer omkring mig, det er lidt af et besvær nogle gange..." Hun tarv, og så på ham. "Jeg frygter dig ikke, du skrammer mig ikke... Vi har alle en form for forbandelse over os som stopper os i at møde de personer som vi virkelig burde være nære" sagde hun stille, og smilede lidt opmunterene til ham. Hendes tilstedeværelse takket være hun var skyts engel havde en effekt som skabte en form for ro hos folk. Det kunne være den værste forbandelse nogle gange. Da folk ikke altid virkede til at ville lade hende gå. Hun havde lært at leve med den selvom det var besværligt til tider.
"Helias, tak"sagde hun stille, og så på ham med et smil. Hun var ikke sikker på om hun havde takket ham for at hun måtte sidde i hans bil og tørre.