A meeting in the night.. Fate or coincidence? <Shilo>

"Tak..?" Helias blinkede stille og hans blik fandt vej tilbage til nuet. Han kiggede rundt i bilen og derefter på Shilo igen. Han slog en stille latter op. Han kunne ikke lade være. Her havde han værnet om sin hemmelighed i så mange år og så blabrede han den ud til den første engel han fandt på stranden.

Helias lænede sig tilbage i sædet. "Du skal ikke sige tak Shilo. Omend du måske har nogle spørgsmål nu.. Jeg vil svare, for første gang i så mange år." han smilede stille til hende. Næsten lettet.

Shilo så på ham, og smilede roligt. "Ja, for at jeg må tørre inde i din bil"sagde hun, og smilede til ham. Det virkede lidt underligt at sige, men det var jo sandheden.
Hun betragtede ham lidt uden at sige noget i lidt tid. Hvorfor levede han i fortiden? Det virkede underligt at han tænkte så meget på det? Hun bed sig i læben, og så lidt ud i mørket som kort blev skåret igennem af lyn. "Hvorfor har du ikke snakket om det så længe?"spurgte hun stille, og så på ham med et helt roligt og fast blik. Hun forstod ham ikke helt.
Det lå så langt fra hendes verden. Hendes blik gled igen ud i regnen og mørket uden at hun sagde noget. Det virkede på en måde lidt kryptisk. Hun rystede tankerne ud af hovedet, og så ned på sine hænder igen. "Jeg føler mig lidt som en psykolog"sagde hun stille og grinede lidt af sig selv.

Han smilede lidt ved hendes sidste bemærkning. "Det er heller ikke helt forkert.. Men til dit spørgsmål.. Der har ingen grund været. Den verden jeg ønskede og drømte om er død.. skæbnen har forladt mig, og herren er stille. Jeg lever blandt de døde. og frygten følger mig. Mørket er mit rige, og sorgen min herrer. Fortiden og dets minder er.. nogle gange bedre." han smilede sørgmodigt efter den lange talestrøm, og kiggede ud i mørket, fremfor sig. Hun stillede gode spørgsmål.

Shilo så på ham igen, og smilede lidt. "Hmm, okay" lød det stille fra hende. Han virkede ikke til at være glad for det liv han havde fået sig. men heller ikke utaknemmelig. Hun bed sig i læben, og smilede så lidt til ham. "Har du ikke nogle elskede i dit liv du kan søge ly hos?"spurgte hun stille, og så på ham med det samme helt rolige blik. Vejret udenfor passede på en uhyggelig måde alt for godt til Helias, hun bed sig i læben. Hun lænede sig halvt op at bildøren og sædet, og rettede sig lidt op da hun ikke sad så godt før. Hun strøg en hånd igennem sit pandehår og så på ham imens hun ventede lidt på hans svar.
Hun var af en eller grund ret nysgerrig, da det ikke havde virket som om han havde nogle nære hos sig. Hvilket var lidt underligt. Hun troede ikke på at nogle var alene, men hun troede også på at der var noget godt i alle. Lige meget hvad.

Helias frøs lidt ved spørgsmålet. I nogle lange sekunder sagde han intet imens stormen rasede. Da han endeligt svarede var hans stemme lav og rolig. "Min kærlighed er opbrugt. Den sidste der modtog den smed den væk uden et ord. Der er intet tilbage." Han kiggede på hende og smilede, det samme tomme smil som da de først mødtes. "Der er intet tilbage.." gentog han stille hen for sig. Han rettede blikket ud, og med et længtes han efter at føle stormen. Han kunne ikke forlade bilen og Shilo. Hun brød sig ikke om stormen som han. "Hvad med dig Shilo? Har du mærket kærligheden endnu?" spurgte han, imens han kiggede ud af forruden.

Shilo så på ham imens hun lyttede. Hun var nok lidt tøsset på det punkt. Men hun prøvede i det mindste at holde det på en minimum. Hun gøs kort ved hvad han sagde, det virkede så koldt? Hun bed sig i læben, og så lidt ned. "Hvordan kan det være opbrugt? Kærlighed er ikke nogetder bare sådan forsvinder. Det dukker altid op igen... Bare ikke på samme måde altid"sagde hun stille, og så lidt drømmende ud i mørket imens hun snakkede. Hun havde ikke selv lagt mærke hvordan hun blev drømmende, før hun igen blev hevet ud af det ved hans spørgsmål. Hun blev kort helt forvirret. Hvad var det han sagde? Hun måtte gentage det i sit hoved.
Shilo så igen på ham, og smilede kort lidt. "Ja, en gang... Det er snart et godt stykke tid siden"sagde hun og smilede lidt. Hun boede nu med ham... - Underligt. Dog var de kun venner, og hun havde ingen intentioner om at de skulle komme tilbage sammen. Hun holdt meget af ham, men ved nærmer eftertanke var det ikke på den måde at de ville kunne kalde sig et par igen.

"Når du har levet så længe som jeg.. set dine kære falde hen og forsvinde, så dør den lidt efter lidt.. Den sidste rest blev skænket en dødelig, og hun løb med den. Der er intet tilbage." svarede han stille. Igen havde ømheden forladt hans stemme og kun kulden var tilbage. Han havde hende ikke for det hun havde gjort.. Men det skar stadig i ham hver gang han tænkte på hende.

Helias vendte sig imod Shilo og betragtede hende let. Så der havde været noget.. Noget der måske stadig var. "Du har ikke glemt ham endnu... Det er godt." sagde han blot og vendte sig igen mod stormen. Minder fra den sidste varme tid han kunne huske, fyldte hans sind, og efterlod ham i tankerne. Hans aften havde været præget for meget af disse.

Shiloe så på ham, og lyttede til det lettere kryptiske han sagde. Hun bed sig i læben, og kunne sagtens forstå hvad hans sagde. Selvom hun ikke rigtigt havde oplevet det på samme måde som ham. Men hun kunne godt i sine tanker sætte sig i hans sted og forestille sig det. Hun lyttede igen da han begyndte at snakke igen. Hun sank en klump der blev skabt i hendes hals da han fortalte om den sidste kvinde der havde taget hans hjerte. Hun så ned, og blev lidt nedtrykt af det.
Hun så lidt op på ham, og nikkede. Hun havde ikke glemt Nicolas, men det var også lidt svært. Især nu hvor han boede sammen med hende. "Han er sikkert der hjemme lige nu"sagde hun stille og smilede ved tanken om det. Hun var ikke forelsket eller havde nogle følelser som ville kunne skabe den knist igen, Hun så ham kun som en ven. Men en meget nær ven hun ikke ville miste. Hendes øjne søgte kort Helias imens hun smilede sødt. Det var ret behageligt at være i hans selskab, selvom han virkede lidt kryptisk nogle gange. Dog var det ikke noget som skramte hende væk. Der skulle en del mere til.

Helias løftede et øjenbryn og smilede let. Ro var godt for i nat.

"Du bor stadig med ham?"

Han tiltede hovedet let og kiggede på hende. Skyggerne var for nu væk fra hans øjne og ansigt. Der var en ren, uforstyrret ro over ham nu. Han virkede ikke længere som den mørke engel, men som han havde for så mange hundrede år siden. Ung. Naiv. Venlig.

Han kiggede ud mod stormen. Den vedholdt sin styrke, men lynene var holdt op med at slå ned. Regnen slog mod bilen og dens slag gav genklang igennem metallet. Det var en god nat. Mørket var kun forstyrret af byens lys.

Helias huskede tilbage på hans ungdom. Da han red igennem støvede veje blot for at nå til en kro. Hvor stormen var noget man søgte ly fra. Hvor der ikke havde været biler man kunne gemme sig i. Hvor varmen kom fra bål eller kapper. Hvor der havde været ro over verden, selv i dens vilde eksistens.