A meeting in the night.. Fate or coincidence? <Shilo>

Tid: 18.00 fredag aften, vinter.
Vejr: skyfrit, med en let vind fra nord.
Omgivelser: En tom strand, en sol der er ved at gå ned.
Udseende for Helias: Sort trenchcoat, sort sweater, mørkegrå jeans og sorte sko.

Helias havde vandret rundt på stranden hele dagen. Han havde ikke haft nogen bestemt grund til det, havde bare følt det var stedet hvor hans tanker havde ført ham hen. Eller måske var det stemmerne for de døde der hang omkring ham. Her ved stranden var der tomt og roligt, et sted uden den uro som menneskerne lavede i deres byer.
Helias nød stilheden. Igennem hans lange leve tid havde han prøvet at bringe denne ro til mennesket, give dem overskud til at tænke og forsogne, til at glemme stridigheder. Alt havde været forgæves. Han var endt her på øen og havde vandret siden. Hans lille lejlighed og hans to jobs, var blot for at leve. De betød intet. Få ting gjorde.
Helias satte sig i sandet og kiggede ud over vandet. Havet. Hans lange sorte hår, flagrede let omkring hans ansigt, og indrammede det i en mørk "glorie". Det begyndende mørke bød han velkommen. Lyset var ikke længere end plads for ham.. Ikke længere. Med et suk begyndte han at citere et vers fra biblen for sig selv, et gammelt intet sigende vers, han stadig huskede...

Vinden legede roligt med de lyde dread locks, som tilhørte den smukke lyse engel Shilo.
Det var smukt at gå der langs stranden, og se ud over det smukke glitrende vand som aldrig var stille, men altid i bevægelse. Hun lyttede til den berolige lyd af vandet der slog ind over sandet. Meget afslappende.
Shilo star hænderne i lommerne på sine jeans imens hun kort rystede kulden af sig. Hun havde været klog nok til at tage en tyk trøje på ud over sin t-shirt. Hun var glad for det, de sidste par dage havde ellers gået med at hun frøs meget. hun så ud over vandet imens solen sank mere og mere ned bag horisonten. Hun smilede roligt, det var smukt, meget endda. Hun havde set det så mange gange, men det var ikke noget hun kunne blive træt af. Selvom at mørked begynde at træde til og skulle herske om natten, så var det som om at Shilo lyste lidt op. Hun vidste det godt, det var en af de irriterende ting ved at være engel.
Shilos blik mødte noget som normalt ikke var på stranden. En ung mand. Hun betragtede ham lidt, og gættede sig hurtigt til at det var en engel. Hun smilede blidt, og nærmede sig roligt.

Helias sad fordybet i sine tanker, dybt i mørket og lyttede til hans minder. Han huskede krige andre for længst havde glemt. Han huskede legender der aldrig ville blive fortalt. 800 år var gået siden han kom til, og nu var han tabt. Han sukkede for sig selv og rev sig ud af sløret fra sine minder. Hans hoved sank ned imellem hans knæ, og han foldede begge hænder bag sit hoved. Pludseligt hørte han lyden af fodtrin, og kiggede op med en skarp bevægelse. En ung kvinde gik på stranden imod ham, med et let smil på læberne, tydeligt i hans retning. Hans hår blev grebet af vinden, og for et kort øjeblik blæste det bort fra hans ansigt. Det unge ansigt ville kunne tages for kønt, hvis det ikke var for øjnene. De var for intense, for dybe.. for gennemborende. Hans blik var som om det kiggede ind i din sjæl, som om intet var hemmeligt.. Og det var mørkt.. Et mørke hvilede i den unge mand, som om han havde set alt for meget i forhold til hans alder..

Shilo betragtede hans ansigt. hun bed sig kort i læben. Men lod sig ikke skræmme. Hun fortsatte i det samme rolige tempo som før. Hun nåede næsten hen til ham inden hun stoppede op og hilste. Hendes stemme var blød, og meget blid i tonen. "Må jeg sætte mig?"spurgte hun venligt og betragtede ham. Der var et mørke om ham. Hun bed sig i læben. hun havde aldrig mødt en dødsengel før, hun kendte godt til dem, men havde aldrig mødt en før. Men det var ikke noget hun frygtede på nogen måde. Hun flyttede nogle af hendes dreads ud til siden. De indrammede flot hendes ansigt.
Der herskede en ro over hende som let smittede af på andre. Det var dog ikke noget hun lagde mærke til selv. Det havde altid været der. Shilo så på ham, og smilede til ham. Det var som om hun slet ikke lagde mærke til mørket om ham.

"Hmm.. Selvfølgeligt.. Selskab kan være.. rart til tider." han smilte let til hende, og vente igen sit blik mod havet. Hans blik var en smule sørgeligt imens han kiggede ud over det endeløse vand. Evigheden var noget han kendte til. Han følte en underlig ro over sig imens han kiggede på kvinden, hvilket undrede ham. Det var længe siden han havde følt sig tilpas. Han sukkede let og vente sig lidt imod hende. "Hvad bringer dig til stranden? En tur med tankerne?" spurgte han stille, hans bløde stemme blandede sig perfekt med de stille bølgeskvulp.

Shilo smilede over hans svar, og satte sig ved siden af ham. Hun trak sine ben op til sig, og lagde armene omkring dem. Sandet var overraskende koldt. koldere end hun havde regnet med. Hun rystede kort på hovedet så dreadsne blev slynget væk fra hendes ansigt. Nogle gange var det for irriterende at de skulle rykke sig fra deres pladser. Hun smilede dog alligevel et roligt smil. Hun så på ham da hun hørte hans stemme bryde, og alligevel blande sig med havets lyde. Hendes blik betragtede ham roligt imens hun lyttede. "Jeg er har bare for at se solen forsvinde som den plejer hver aften"sagde hun stille, og smilede blidt til ham. Mørket havde allerede taget godt over. Men det var nu heller ikke noget som generede hende. hun holdt meget af mørket, det var mystisk og spændende, og på samme tid uden mørke ville der jo ikke være lys?
Hendes blå øjne, gled ud på vandet som var helt dybt og mørkt at se på. "Hvad med dig? Træt af byens larm?" spurgte hun roligt og blev ved med at kigge ud på vandet som havde det hypnotiseret hendes blik. Det var så smukt at hun bare kunne stirre på det i flere timer.

"Ja.. Byen bliver kvælende hvis man bruger for lang tid der.. Mennesker har glemt freden og roen i denne verden.. Jeg kommer herud for at genfinde den.." Han svarede uden rigtigt at tænkte over det. Vinden blæste håret fra hans ansigt, et ansigt der ikke ændrede sig som han talte. Hans øjne søgte langs havet, mod solen og dens nedgang, mod den sidste rest af lyset inden natten tog over. Helias trak sin frakke tættere omkring sig, det var ved at blive koldt. Han noterede sig selv at han var ved at blive sulten, dagen havde været lang, og igen havde han glemt at tænke på mad. Han blev dog sidene og gjorde sig ikke videre notits af det. Det kunne vente. Lige nu ville han nyde stilheden og det fysiske selskab ved siden af ham. Det var sjældent han var i humør til det.

Hun smilede og nikkede roligt. Hun kendte godt følelsen af at byen nærmest maste en tilsidst. Hun bed sig i læben, og lagde sit hoved på sine hænder. Hun smilede så igen. "Jeg kender det godt"sagde hun stille, og smilede lidt. Hun kunne godt lide bare at sidde der og på noget af det mest naturlige der var tilbage. "Hvad hedder du? Jeg hedder Shilo"sagde hun roligt, og smilede til ham. Hendes smil var ubesværet, og blidt. Hendes blik var varmt og venligt selvom de lyseblå øjne ligeså godt kunnehave været kolde som is. Hun stark den ene hånd frem mod ham så tegn å hun gerne ville hilse ordenligt på ham. Det lå til hende at gøre den slags. Hun fandt det en meget behagelig måde at hilse på nye personer.
Det var blevet koldere nu hvor solen ikke længere herskede på himlen. Hun trak bare sine ben lidt tættere ind til sig imens hun roligt så på ham, men så op på de få stjerner som langsomt var begyndt at titte frem fra den helt sorte himmel. Hun smilede op mod himlen, og kunne ikke lade hver med at tænke på hvor fredfyldt der måtte være, helt der oppe?

Helias kiggede stille på den udstrakte hånd. Han tog den forsigtigt og trykkede den imens han svarede. "Jeg er Helias.." Hans hånd føltes ru som om han var vant til at arbejde hårdt. Grebet var dog blidt og venligt. Igen ændrede hans ansigt sig ikke. Uden et ord rejste han sig og trak sin trenchcoat af, og lagde den over hendes skuldre. "Ingen grund til at fryse." konstaterede han med kølig stemme. Uden jakken var det tydeligere at se at Helias ikke var spinkel, men rimeligt veltrænet. Den sorte sweater sad tæt til hans krop, og det samme gjorde de grå jeans. Helias satte sig igen ned i sandet, med armene omkring knæene placerede han hagen på dem, og stirrede ud i mørket.

Shilo smilede til ham da han gav hende hånden. Hun gav den et blidt klem. Hun så op på ham med undrende øjne, da han rejste sig op. Hun fik lidt store øjne da han lagde jakken om hendes skuldre. Hun bed sig i læben, og trak den lidt tættere ind til sig. "Ehm, tak"sagde hun og så på ham med et glad og taknemmeligt smil. Hun betragtede ham imens hun igen blidt bed sig i læben. Det var sødt af ham. "Men, komme du ikke til at fryse så?" lød det forsigtigt fra hende med en blød stemme. Hun ville heller ikke være skyld i at han kom til at fryse.
Hendes øjne gled ud på vandet imens hun mærkede hvordan varmen begyndte at holde om hende. "Er du ny her omkring eller har jeg bare aldrig set dig før?"spurgte hun og så på ham med et nysgerrigt blik.


///undskyld jeg først svare nu, skulle opføre et teaterstykke med min efterskole ;)///

"Du har nok bare ikke set mig før.. Jeg rejser meget rundt her på øen.. og kulden behøver du ikke bekymre dig om.. Lige nu er her rart.." svarede han stille, hans øjne stadig låst på havet. Dets mørke trak ham ind, og med det hans tanker. "Har du nogensinde overvejet evigheden? Hvad det i sandhed vil sige?" spurgte han efter et lille stykke tid. Vinden var ved at tage lidt til, og havets brusen blev højere omkring dem. Helias hår blæste fra hans ansigt, og stod bag ham som et lille flag i mørket.

Shilo så på ham og bed sig i læben. "Okay.."hun var stadig ikke helt vild med det at han bare sad sådan, men det måtte han vel selv om. Shilo så på ham da han snakkede igen. "Evigheden... Jeg har tænkt over den, men aldrig rigtigt overvejet at finde ud f hvad det er endnu.. Jeg har stadig et mål i mit liv"sagde hun stille, og smilede roligt. Hun var skytsengel, det vidste hun, selvom hun endnu ikke var sjælebundet med en endnu. Hun vidste bare at hun ikke kunne forlade livet før hun overhovedet havde været der og mødt denne person. Hun bed sig i læben, og smilede glad ved tanken.
Det var næsten som om hun lyste op da hun smilede glad. Det var en rar tanke at hun en dag skulle passe på en person som ville have brug for hende. Hun så på ham, og pillede lidt ved den ene dread. "Du ikke almindelig engel vel?"lød det stille fra hende. Hun havde lidt på fornemmelsen at han ikke var almindelig engel, der ville ikke hænge den slags mørke om en normal engel.

Helias hoved drejede brat mod hende, hans øjne udspilede og et frygtindgydende blik brændte i hans øjne. "Hvad siger du?" spurgte han, hans stemme kold som is og skarp som knive. Hvordan havde hun fundet ud af det? Han havde intet gjort, ikke fløjet, ikke sagt noget, han havde endda hold sit blik nede.. En panik spredte sig stille i hans sind. Ingen måtte vide det.. I adskillige hundrede år havde han hold sin identitet hemmelig, for intet godt kom ud af at afsløre ens overnaturlige natur.. Hænderne omkring hans knæ klemte dem til knoerne blev hvide, og musklerne spændtes under tøjet, klar til spring, alt efter hendes svar.

Shilo reagerede ikke da han pludselig blev anspændt. Det var svar nok i sig selv. Hendes blå øjne gled hen på ham. "Du er dødsengel ikke?"lød det stille fra hende. Hun havde et talent for at regne folk ud meget let. Hun læste rimlig godt kropssprog, og fik tit en fornemmelse af hvordan folk var, eller om de gik med hemmeligheder. "Undskyld, det var ret uhøfligt af mig.."sagde hun stille og så på ham med et undskyldende blik. Hun så lidt ned i sandet, og pillede igen ved sine dreads. Mørket om ham havde afsløret ham. Det var ikke videre normalt for en engel at være omgivet a så megetmørke.
Hun så stadig ned i sandet, og bed sig hårdt i læben. Hun skammede sig lidt over det hun havde sagt, nogle gange tænkte hun bare ikke over hvad hun sagde eller gjorde. Det endte ikke altid lige godt.
Hun så så op på ham med undskyldende øjne. Hendes ansigt var blevet helt blegt, og forsigtigt i det. Der var ikke længere så meget ro over hende. Hun var blevet lidt usikker på sig selv. Hun prøvede at skabe ro over sig selv igen, men det var svært. Hun så af vendtende på ham. Hans svar var vigtigt for at hun kunne skabe ro igen.

"Hvordan ved du det? Hvem har du talt med?" Helias stemme dirrede og hans øjne skød lyn. En sær, mørk glød flød i dem, som vreden steg i ham. "Jeg er en af dødens budbringere ja.. Englen med de sorte vinger.." Pludseligt faldt en sær kold stemning over ham, gløden i hans øjne forsvandt så hurtigt som den var opstået. Da han talte igen var hans stemme rolig og fattet. "Du er en engel ikke sandt? En af lysets børn?" Hans vrede var forsvundet omend han havde rejst sig, og stirrede ned på hende. Igen var hans ansigt uden følelser, uden mærke af det kaos der havde væltet rundt i ham.

Shilo så forvirret på ham. "Jeg har ikke snakket med nogen?" sagde hun stille. "Jeg har et talent for at analyser og regne folk ud meget let"sagde hun undskyldende. Hun bed sig i læben. "Jeg sværger jeg regnede det selv ud, der er ingen andre der ved det"sagde hun stille.
Hun nikkede til hans spørgsmål. "Ja det er jeg, jeg er skytsengel"sagde hun for at være mere præcis. Hun så op på ham, og hun havde igen fået genskabt roen over sig selv, som begyndte at smitte af igen. Hun betragtede ham, og prøvedet at lade hver med at blive ophidset over hvad der skete.
Hendes blå øjne skammede sig dog stadig over det hun havde gjord.

Helias tog et dybt åndedrag og kørte hånden igennem hans hår. "Jeg undskylder min ophidselse, men når man har levet.. så længe som jeg, lære rman at holde nogle ting hemmeligt." Han satte sig ned igen og bukkede hovedet undskyldende overfor Shilo. "Hvordan regnede du det ud?" spurgte han stille og kiggede nu interesseret på hende. Hans ansigt var stadig tomt for følelse men øjnene virkede mere levende.

Shilo såpå ham, og bed sig i læben. "Det er okay, jeg gik lidt for vidt med at spørge om den slags."sagde hun stille, og så på ham. Hun så på ham, og smilede lidt. "Jeg opfatter meget let stemninger, kropssprog, og det gør det let at regne ud for mig... Det er et talent jeg altid har haft, en pest tit"sagde hun stille og så fra ham og så ned i sandet. "Mørket der ligger om dig og over dit ansigt gjorde mig opmærksom på muligheden, for at du var en dødsengel"sagde hun stille, og bed sig i læben. "Desuden virkede dit spørgsmål for underligt til at komme fra en normalt engel som slet ikke har det samme forhold til døden som du"sagde hun og smilede lidt. Hun så på ham og bed sig i læben. "Jeg ser igennem de fleste facader.. Det er en hård byrde at have"sagde hun stille, og rystede lidt irriteret på hovedet.
"jeg håber ikke du er sur på mig over det, det var ikke med vilje at jeg skulle spørge om det" hun tarv. "Det skete bare"tilføjede hun, og sukkede stille.

"Nej ikke vred.. bare overrasket.. Jeg begiver mig ikke så meget med.. de levende.." han sukkede stille og kiggede mod himlen hvor skyer var ved at samle sig. "Er du troende Shilo?" spurgte han pludseligt med sit blik stadig rettet mod himlen. Hans stemme afslørede at der nok var mere i spørgsmålet end bare hvad det så ud til. Helias sad igen og vendte sit slidte sølvkors imellem fingerene, en ser lys kontrast til hans ellers mørke udseende.

Shilo så på ham og bed sig i læben. Hun så ned og var ikke helt sikke på hvad hun skulle svare. For på sin vis var hun, men så alligevel ikke.
"ja og nej..." sagde hun stille. Hun var ikke så sikker længere. Hvis der var en Gud så ville han nok gøre mere for at holde balancen mellem godt og ondt?
"gør du?" det virkede som et dumt spørgsmål, da hun allerede var ret sikker på hun kendte svaret. Men alligevel spurgte hun. Hun betragtede ham imens hun igen bragte en hvis behage lig ro med sig. Hende ansigt var igen roligt og helt blidt i trækkende. Hun trak hans jakke tættere om sig imens hun krøb lidt sammen for at holde varmen om sig. Selvom hun kunne en hel masse, skulle der intet til før hun frøs. Meget irriterende minus.
Hendes øjne opfangede største delen af hans signaler. Hun prøvede at lade hver med at sidde og analysere dem, men det var svært for hende. Hin rettede blikket mod vandet igen og bed sig i læben.

"Du burde ikke bide sådan i din læbe.. Du kunne bide hul.." sagde han stille og smilte til hende. "Er jeg troende? Jeg var engang.. Men igennem de år jeg har levet er min tro vaklet.. Jeg vil gerne.. men kan ikke længere. For mig er lyset forsvundet bag tusmørket, og tusmørket er blevet til en nat hvor kun minder trænger igennem." han kiggede ned på sit kors med et sørgmodigt smil om læberne. Så mange år var gået.. Så lang tid hvor Gud kunne have givet ham et tegn.. Men intet var kommet. Intet havde givet ham håb på en fremtid i lyset.. Kun mørket havde spredt sine arme ud og taget imod ham.

Shilo så på ham og smilede lidt. "undskyld der er ret vane"sagde hun stille og bed sig igen i læben uden at tænke over det. Hun så op på ham da han snakkede. "Hmm, jeg kender følelsen.."sagde hun stille, og så lidt ned i sandet. Hendes lyse dreads bevægede lidt lidt når hun bevægede sig. Hun rejste sig op og børstede sandet af sig. Hun strøg to dreads til side og så op på ham. Hendes lyse ansigt var fint dækket af et smil. "vil du have din jakke tilbage?" spurgte hun stille og så på ham. Det var alt for stor til hende hun kunne næsten forsvinde i den. Hendes blik betragtede ham roligt imens hun gik et skridt nærmere. Hun var blevet nysgerrig over at han var dødsengel. Hun havde aldrig mødt sådan en før? Hendes blå øjne gled over ham, og fangede alle detaljer. Hun bed sig i læben, og så lidt ned da hun blev forlegen over det.

Helias rystede let på hovedet og så tilbage på hende. "Det er iorden. Du ser ud til at behøve den mere end mig lige nu." Han kiggede igen op mod himlen, med korset imellem fingerene. "Dog ser det ud som om det er ved at regne.. Jeg tror jeg så et læ sted lidt længere nede af stranden?" han rettede det som et spørgsmål til hende, imens han kiggede hende i øjnene. Selvom de nu var svære at se på grund af mørket var hans blik så intenst det næsten var fysisk. Hans læber var en smule blå af kulden, og han rystede let, men det så ikke ud som om det gik ham særligt meget på.

Shilo så på ham, og bed sig i læben. Hun var ikke enig i det han sagde. Men hun var ikke sikker på om det var så smart at svare ham igen. Hendes blik gled kort rundt på stranden, han havde ret, det kunne godt se ud til at det snart ville regne. "Der er nogle træere længere nede af stranden"sagde hun og pegede i den retning træerne var i. Hendes blik gled igen op på ham imens hun kort smilede. Hun rak jakken af sig, og gav ham den. "Jeg kan godt tåle lidt kulde" sagde hun og smilede til ham. Hendes blik var varmt i det, og venligt. Hun så ikke noget dårligt i ham, De ting han havde oplevet var jo ikkenoget han var skyld i som så, det var ting han havde fået ordre på at gøre.
Shilo begyndte roligt at gå imens hun kiggede på ham. Hun strakte sig kort, og bed sig i læben. Hun kunne mærke sin skadede vinge hun ellers skjulte i ryggen. Hun skar kort ansigt inden hun bare pustede opgivende ud. Hendes vinge var ikke healet helt siden hun blev skadet af den varluv.

Helias tog imod jakken uden et ord og trak den på. Over dem samlede mørke skyer sig, og de første få dråber begyndte at falde. Vinden tog langsomt til imens de begav sig imod træerne, og en buldren kunne høres i det fjerne.
"Er du i smerter?" spurgte Helias kort, da Shilo skar ansigt, imens han fulgte hende mod træerne. Helias afstemte sine skridt til hendes, for ikke at komme for langt foran.
Et brag lød over dem, og et lyn flækkede himlen i et kraftigt hvidt glimt. Derefter stilhed.. og så faldt regnen. Tunge, hårde dråber begyndte at stå ned omkring dem.