Vegas baby? [Eli - og ellers åben]

Dato og Tid: Mandag d. 13 Feb. kl. 23:12
Sted: Muse - Anden sal - Vegas Room
Omgivelser: Alskens slags væsner, både som gæster og ansatte.
Stemning: Flirtende let stemning, luxuriøs afslapning blandt de fleste, få synes at snakke alvorligt, middelhøj musik. Masser af glitrende kjoler og pænt påklædte mænd
Procellas påklædning: Til dels glattet hår, en sort overdel med glimtende broderier. Knælang og kropsnær nederdel med udfordrende slids. Gyldne sko der matcher toppens broderi.

Det var 2 dage siden den store åbning af natklubben. En...oplevelse...Kunne man vidst roligt kalde det. Procella trykkede let læberne mod hinanden for at få en fornemmelse af om hun havde brug for en opfriskning af læbepennen. Læbepen. Du godeste altså. Hun flippede håret bort fra ansigtet med et smil da en ung kvinde - eller...hun så ung ud...hvem kunne vide på det her sted...kom med hendes drink. Jomfru-stil naturligvis. Det gik ikke hun lod sig friste af alkohol for ofte, selv ikke med hybridens blod. Hun måtte huske sit ansvar.

Hun havde ikke fortalt Wick hun ville tage på klubben, og hendes ærinde var ikke at opsøge ham. Hendes tanker var et ganske andet sted. Dette var hendes sikre jagtmark. De gyldne øjne gled vurderende over de mange kulørte skikkelser. Dyre smykker, glimtende kjoler, perfekt sminkede ansigter, og lokkende stemmer overalt. Det holdt hårdt ikke at sige noget, hver gang hun så mennesker blandt de overnaturlige. Hun så alt for mange glødende blikke der fulgte de bankende hjerter og fristende sjæle.

Hun havde siddet roligt og formfuldendt på det hvide læder, komplet i sin egen verden af tavs betragtelse da hendes sjælero blev smadret første gang. Et ungt par var kommet ind og var gledet ned i ro og mag. De havde ægget hinanden og luften havde nærmest æmmet af deres ophidselse. Hans hånd var forsvundet op under hendes kjole, og man skulle være mere end almindeligt dum for ikke at kunne forestille sig hvad den beskæftigede sig med. Hendes alt for skarpe hørelse fangede de kærlige suk og støn. Hun havde allerede ladet blikket glide videre da et lille udbrud af smerteblandet fryd med ét bragte hendes blik tilbage. Den unge pige, med fyrens hånd langt væk op under sit skørt, havde slynget det ene ben om livet på sin partner så hun sad halvt ovenpå ham, og havde taknemmeligt ladet sine tænder synke ned i hans underlæbe.

Jægeren gispede over det lettere groteske syn og skulle til at springe op, men stivnede i bevægelsen. Reglerne. Dette var ikke hendes sted. Det var ikke hendes verden. Her foregik tingene ikke som de plejede. Her havde hun intet at skulle have sagt. Hjertet begyndte at slå hårdt i hendes bryst, halvt af ophidselse over det morbidt erotiske spil mellem de to unge, og halvt af jagtlyst. Det var der hun havde bestilt sin...forbandede jomfrudrink. Det var muligt alkoholen ikke kunne hjælpe hende...men hvis hun nu lod som om?

Hun knurrede svagt for sig selv om nippede til den søde drink og prøvede at bilde sig ind det ikke bare var sukker og aroma. At der var spark et eller andet sted i den. Hendes sanser blev bombarderet af lys, lyd, duft. Det var svært at lukke alting ude og samtidig fokusere. Hun havde et enkelt holdepunkt, og derfor var det så meget desto mere svært at se bort fra den unge mand der blev drukket så åbenlyst. Hun hadede det!

Udenfor Muse stod en helt anden slags person. Han var ligeglad med død og offentlig spisning, han drak som det passede ham, arbejde eller ej, generelt var det den komplette modsætning der stod udenfor og pustede røgringe ud i natteluften. Han var iført sin typiske sorte detektiv-jakke, men for engangs skyld havde han valgt en satinskjorte i grå, ikke sort. Han bar slidte, afvaskede sorte, lettere tætsiddende bukser og havde sine brugte snøresko i læder på. Han lignede sig selv. Aldrig ændrede han sit personlige udtryk. Han så ind af døren til natklubben, hans øjne var lettere fjerne. Han havde drukket en del whiskey i dag, han havde ikke mistet besindelsen, men han havde det godt og så snart sit snit til at bage på en tilfældig kvinde som han efterfølgende kunne tage med hjem - sådan forløb hans aftener sig ofte, hvis han ikke havde andet for. Egentlig anede Eliot ikke at han befandt sig ved en natklub hvor næsten kun overnaturlige mennesker var til, dog havde han set et par vampyrer gå ind med deres måltider. Han stillede ikke endvidere spørgsmål til situationen. Han færdiggjorde cigaretten og gik indenfor. Dørmanden så lettere stift efter den høje, slanke skikkelse. Eliot var ikke ude på ballade, tværtimod. Han ville bare slappe af og slå sig løs.
Det havde i hvertfald været planen indtil han stødte på en parfume han kendte til... og som han ikke havde duftet i årevis. Eliot stoppede brat op og så sig omkring ud af øjenkrogene... *Are you fucking kidding me? For all these years... I thought I'd never see her again... my mystery woman*...
Det typiske sleske smil optrådte på hans læber, specielt da han øjnede en skikkelse i baren der mindede om den kvinde han havde mødt i Washington for ca. 5 år siden. Han vidste endnu ikke om det var en god idé at konfrontere hende, dengang havde han fundet hende lettere utilregnelig, eftersom han ikke havde kunne gennemskue hvad hun var... han vidste det stadig heller ikke. Han bed sig i læben og fornemmede hvordan hans indre begyndte at fable om en hel anden dagsorden. Hans krop ville have at han skulle gå over til hende med det samme og smage hendes blod. Han knugede hånden hårdt og gik forbi baren for blot at sidde på den anden side. Han skulle have en drink først hvis han skulle være lammet nok til ikke at gøre noget forhastet. Hans himmelblå øjne så sig omkring for at distrahere vampyrens sind. Han havde bestilt endnu en whiskey, ligeglad med om bartenderen måske ikke rigtig syntes at Eliot lignede en der havde brug for mere. Han var påvirket, men samtidig en trænet alkoholiker.

Procellas læber lå tæt om sugerøret imens hendes blik var fastnaglet på det unge par. Det var nærmest mekanisk hun sugede på plastikrøret. Det var grotesk for hende at se på. Som en særlig blodig trafikulykke der tog udgangspunkt lige foran hende og som hun alligevel ikke havde mulighed for at stoppe, selvom hun ville det.

Hendes pupiller skiftede mellem store og opslugende, og derpå små nåleprikker af jagtlyst. Ind i mellem rykkede det lidt ufrivilligt i en finger. En ukontrolleret muskelspasme gennem ryggen eller det ene ben, i reaktion på den unge mands smerteudbrud.

Da pigen fik selskab af en mand som hun tydeligvis kendte, som også tog del i måltidet på sofaen, steg galden hende i munden. Hun vristede blikket bort fra synet og trak vejret dybt. Meget dybt.

Jesus Christ...Wick did this? This is so sick...

Alligevel gled hendes blik tilbage mod de to vampyrer. Det undrede hende at den unge mand slet ikke syntes at have noget imod det.

Fucking fangbangers...sick...sick sick sick...like that kid. Stefan? He is probably dead now...

Procella rejste sig kort fra den hvide lædersofa. Fuck den frugtting. Hun havde brug for noget bittert. Hun hastede op i baren og var ikke opmærksom på den krølhårede yngling som hun kom til at stå i nærheden af.

"Gin and tonic please!"

Så sukkede hun og kørte en hånd lettere frustreret gennem det mørke hår hvorefter hun rystede det på plads, så de de naturlige krøller i håret levende bevægede sig om hendes slanke skuldre

"And hold the gin..."

Hun så træt på kvinden i baren og nikkede opfordrende da hun tøvende begyndte at hælde tonic op i et glas

"im driving..."

Halvsnerrede hun og snuppede glasset. Havde hun været på et sted for mennesker havde det været en plausibel forklaring, men her virkede forklaringen ret...søgt...især fordi de færreste abnormale blev lige så hurtigt påvirkede som mennesker. Det gik ikke op for Procella at hun nok havde dummet sig lidt. Så langt tænke hun ikke. Hun tog en stor slurk af den bitre tonic og prøvede at lukke af for de våde spiselyde som syntes at håne hende uanset hvor meget hun forsøgte at lukke af for dem.

"Looks like they have a good time, huh?"

Narcissa trådte frem bag en gruppe af folk og stillede sig ved siden af Procella. De sorte øjne hvilede på de tre i sofaen Procella havde stået og nærmest stirret på.

Hun havde været på klubben i en halv times tid cirka, og havde brugt tiden på at studere klientellet og nydt at være et sted hvor hun ikke var nødt til at lægge beslag på sig selv. Omkring hendes hvilede konstant en svag ulmende aura af slikkende skygger.

Det mørke hår var sat op i en simpel, men fin, frisure og hendes krop var indhyldet i en okkerorange silkekjole der smøg sig om de spinkle former og let fejede over gulvet bagtil. Hendes skuldre var nøgne og ryggen var åben. Skoene var så højhælede at det nærmest måtte være fysisk umuligt overhovedet at bevæge sig i dem, men Narcissa klarede det som en kat graciøst klarede den tyndeste line. Om hendes øjne lå en skrigblå makeup der virkelig var en stærk kontrast til kjolen, og som fik hendes sorte øjne til at stå endnu tydeligere frem, men som samtidig klædte hende på en skæv måde.

"How pretty you look tonight!"

Narcissa vendte sig imod hende og smilede. Det var utroligt så rolig, og så afbalanceret dæmonen var i forhold til hvordan hun normalt teede sig i nærheden af Procella Måske var det det faktum at hun var på hjemmebane her. Hun kunne slappe af, og der var ingen små piger eller mennesker hun skulle forholde sig til.

Dæmonen havde slet ikke set den vampyr hun kendte som Alexander. Hendes øjne havde været for travlt bekæftiget med at holde øje med Procella.

"So, how long have you been here? Just came... anything exiting?"

Hun lod sit glas blidt ramme jægeren og drak en slurk. Hun blinkede til en lyshåret og atletisk spinkel mand der passerede dem. Han havde tydeligvis et øje for de to kvinder, men var dog dannet og lod et skævt smil være sin eneste kommentar. Narcissa skimtede et par spidse ører og bandede lavmælt for sig selv

"Stoppen met het slaan op die verdomde boom-huggers!"

Hun rynkede næsen da hans friske duft ramte dem.

"Bah! Come, let's go get a seat!"

Hun lagde hånden på Procellas arm og nikkede i retningen af et ledigt bord i nærheden af ydervæggene.

Procella var slet ikke den rigtige til at forvente at skulle se på tøj eller make up. Overhoved! Det gav et lille sæt i hende og hendes mere end vrisne svar til dæmonen var en blottelse af alt for skarpe tænder, en rumlende knurren i hendes bryst samt et meget hidsigt

"Oh shut it!"

Jægeren stirrede på den seriøst underligt farvede kjole og den endnu mere mystiske make up

"Did you have somekind of seizure before coming here?"

Hvæste hun spidst og hev armen til sig

"Stop touching me! And stop patronising me"

Hun blottede tænderne af dæmonen igen, men slog med nakken og gik mod den sofagruppe Nari havde udset til dem. Hun skævede kort efter elveren og da hun fangede den skovagtige fært sukkede hun lettet og lukkede øjnene kort. I det mindste var der én ikke menneske-ædende tingest i klubben ud over hende selv.

Hun lod sig hårdt dumpe ned i sofaen så hendes tonic skvulpede en smule over, men tog sig egentlig ikke synderligt af det. Hun var for arrig til at tage sig af det. Hun kunne ikke stikke de umage trekløver en på lampen, men Nari var sikkert mål at køre noget frustration af på, uden at risikere at blive smidt ud af klubben.

Narcissa satte sig i sædet overfor Procella, hun stillede glasset fra sig på bordet og hvilede hagen i hænderne. Hun så nysgerrigt på jægeren.

"So? What is the matter, why so grumpy?"

Hun smilede skævt og plirrede lidt med øjenvipperne.

"I know I can push your buttons very well, but I hardly doubt I am the only thing annoying you, that sour look in consideration?"

Narcissa klukkede let, slog ud med hænderne og greb sit whiskeyglas.

"And by the way, I am not patronising you... you are beautiful!"

Hun mente det. Dæmonen lænede sig frem og støttede albuerne på bordet. Hendes ansigt var en smule mere forsonende at se til.

"So... how have you been?"

Stemmen var oprigtig, hun ville virkelig gerne høre det. En underlig lugt ramte hendes næse. Hvad dælen var dét? Nærmest som... våd hund? Hun lod nysgerrigt sit blik glide rundt som for at finde ud af hvor duften kom fra, men hun så ikke umiddelbart nogen der lignede en bepelset firbenet. Hun vendte atter blikket imod Procella.

"Please... tell me."

Det var ikke i dag at Eliot havde forventet at se nogle han kendte - specielt ikke på et sted som han aldrig havde været før. Washington, selvfølgelig, Rom, ja ja, måske den natklub hvor han var stødt ind i Narcissa for lidt tid siden... men her? Hvad havde han regnet med. Verden var alt for lille til ham, lige nu generede det ham, men på en sær måde, var han også utrolig underholdt. Specielt da det viste sig at ingen af kvinderne lagde mærke til ham. Det fornærmede ham ikke. Han holdte lav profil og nippede blot til sin whiskey i ny og næ. Da kvinderne satte sig væk fra ham, sukkede han lettere lettet ud... *Now that was rather frightening, funny and disturbing at the same time... Narcissa and that women... they know eachother... and they know me. What a funny thing... well, I guess I can't hide forever... *
Han adresserede en bartender med et bedende blik:
"Can I smoke in here?"
Bartenderen nikkede og så på ham med et blik der sagde 'øh-selvfølgelig-vidste-du-ikke-det?', men nej, han vidste det ikke. Han rankede sig let og tændte en smøg. Han kiggede sig omkring og kneb øjnene lettere sammen. Mange vampyrer, dæmoner, varulve... Hvad i alverden var anledningen? Han havde virkelig ingen idé om at han befandt sig på en klub for overnaturlige væsener. Han var blot gået herind, ikke af nogen særlig grund egentlig, men det så ud til at han havde rodet sig ud i et mekka for alverdens bizarre. Han foretrak egentlig at være solo om at være en freak, men lige nu måtte han nøjes med at være én ud af mange. Han nippede endnu engang til whiskey'en og lod sit blik falde på Narcissa og kvinden... Reaper, havde hun vidst kaldt sig.
Var det virkelig hendes rigtige navn?... *I really have no clue about what I am going to do if the ladies see me... should I stay or should I go?* Dilemmaet gjorde kun Eliot i et ringere humør, ikke fordi at han ikke fandt det ekstremt sjovt og spændende at kvinderne var her, men fordi det gjorde at han måtte komme op af sædet og ikke have en fredelig aften med drikkeri, casual sex og blod. Eller hvad? Måske ville de ikke øjne ham. Hvis han gik hen og satte sig i et hjørne ville de nok aldrig lægge mærke til ham. Han så sig endnu engang omkring, men intet så ledigt ud... dog øjnede han en ganske køn menneskepige, desværre ledsaget af en anden vampyr.... Ikke fordi Eliot regnede med ikke at kunne snuppe hende, men fordi at det ville gøre alting meget mere besværligt...

Procella fnøs irriteret over dæmonens munterhed. Den pissede hende faktisk af.

"Think of the question. Think of who you are talking to. And then think again!"

Svarede hun ætsende, og hun spidede Narcissa med blikket

"You do not push a goddamn thing. Go fuck an elf, and leave me alone"

Surmulede hun tvært og skævede imod trekløveret. Den unge mand var efterhånden blevet bøjet bagover mod den mandlige vampyr. Et enormt lang mørkhåret mand, hvis lemmer næsten syntes for lange til hans krop. Androgyn i sin anatomi, men nærmest stankelbenslang i både arme og ben. Den unge pige have flået menneskets skjorte op. En knap lå og snurede om sig selv på gulvet imens hendes farvede læber ivrigt kyssede menneskets bryst. Den lange androgyne mand holdt hans arme spændt bagud da pigen lod tænderne synke ned i menneskets brystmuskel.

Det rykkede svagt i Procella og hun hvæste lavmælt, som en kat trængt op i en krog. Hun rynkede på næsen da den tunge mørke duft af menneskeblod fyldte hendes næse.

"...why dont I just kill myself...this is so...grose..."

Mumlede hun ned i sin fesne tonicvand. Hun sukkede en smule og så op på hundæmonen igen.

"Well...with him. Wick. We...connected again. He brought me to the opening. Hey. Nari. Remember you told me you wanted to go hunting with me? I plan on hunting tomorrow. The park. Even vampires get lovesick on valentines. I am not gonna sit home doing bloody nothing"

Procella så pludselig helt mærkelig ud i ansigtet. Hun havde jo ikke lige overvejet...

"you dont have...like a...date...tomorrow..do you?"

Procella lød som om hun var ved at blive kvalt i spørgsmålet og ordet, og hele konceptet med en latterlig aften der var skruet op på den måde.

Narcissa svarede ikke på Procellas bitre kommentarer, men nikkede blot og drak af sit glas. Normalt ville den spydige bemærkning om elveren have fået hende til at se sort, men ikke i dag. Ikke lige nu, her i disse rammer. Det var måske voldsomt at kalde dem trygge, men hun nød ikke at skulle skjule sig for menneskers blikke.

Hendes sorte øjne gled observerende rundt i lokalet. Hun synes at se en figur hun havde set før... var det ikke ham nede fra supermarkedet? Med et smil konstaterede hun for sig selv, at hun ikke var den eneste der formåede at lade andre tro at hun var menneske.

"You connected again?"

Narcissa lyste op i et oprigtigt varmt smil. Det glædede hende usigeligt... specielt fordi, tja. Det sidste møde med Wicked havde været... særpræget. Noget Procella helst aldrig skulle høre om, hun havde trods alt set mere intime dele af jægerens mage. Det passede hende udmærket hvis Wicked kunne få afløb for sine seksuelle frustrationer hos hende han helst ville ligge med.

"I'm really glad to hear!"

Hun studsede lidt og løftede et øjenbryn.

"Oh yeah... valentines. Pfff... Hell yeah, I'm up for some killing. But guess this is not the right place to talk of such things. Let's talk on the phono tomorrow."

Narcissa lod sigende et blik glide rundt i rummet. Hvad var dét? Hun så et glimt af et ansigt bag baren. Klare blå øjne mødte hendes i et splitskund før de forsvandt bag en skikkelse der gik forbi.

"Huh?"

Narcissa strakte hals og hendes læber krøllede sammen i et stort smil. Alexander! Hun vinkede til ham og lavede en bevægelse der bød ham ned til deres bord.

"Hey, that guy... he's great. Hope you don't mind?"

Narcissa nikkede i retningen af baren, men hun kunne ikke se ham nogen steder. Hun trak blikket til sig og rettede lidt på fronten af sin kjole og lod en hånd glide under hendes ene øje, som for at sikre sig at make-uppen stadig var perfekt.

"By the way? How was the opening? Did he enjoy the attention?"

Procellas lidt sammenbidte udtryk blødte let op, og et lille smil gled over hendes læber.

"Mhm...connected. Just kinda nerve-wracking. We had a break-in. Kinda. I thought he was home, he wasn't. I left the girls alone. Got in trouble. He came and saved the day. Night. Whatever. And we...connected. I was glad to feel him. Not like that. But. I was afraid that he wouldn't. Couldn't."

Procella afbrød alvorligt sig selv og viftede let med hånden. Hendes smil var en smule anstrengt ved tanken om hvor tæt det havde været på at skille dem ad. Procella så sig lidt om.

"Not the place? Geeh where you wanner talk about it? Humans are getting sucked dry. I don't think people in here care much about what two women are talking about? Do you? Besides, if you can eat your still flopping dinner, surely you can talk about hunting. Why so sensitive?"

Hun så lidt forvirret på dæmonen, helt ærligt ikke helt begribende hvor hun var henne i sine tanker lige nu. Procella sukkede og skulle til at protestere. Hun var faktisk ikke særlig meget i humør til at være super social lige nu. Hun lænede sig tilbage i det hvide læder og så en smule udtryksløst på dæmonen. Sådan som hun havde drejet nakken af led over sit bekendtskab ville der nok ikke gå lang tid før han - hvem pokker han så end var - ville gøre dem selskab.

"Ooooh...greeeeat...styled hair and all...bloody fantastic. I wanted to kill myself. Yaaay..."

Mumlede Procella ned i sit glas og smilede sukkersødt og meget uhjerteligt til Narcissa, med et tydeligt halvsurt udtryk i de ravfarvede øjne.

Eliot nød sin cigaret og whiskey, han nød hvad han kunne kigge på, men da hvad han kiggede på pludselig ville snakke med ham, fik han et lettere monotont ansigt... *Oh no... well, I guess there's no way around this...* Eliot smilte svagt og drak sin whiskey ud. Han bestilte en ny og fik i mellemtiden tændt endnu en cigaret. Han kørte en hånd igennem det krøllede, strittende hår, stadig overvejede han om det var en god idé det her. Han var ikke bekymret for Narcissa, hun behøvede ikke at frygte noget for ham, derfor ville hun formentlig ikke prøve at slå hovedet af ham, men den anden kvinde... hun havde ikke ligefrem taget hans vampyriske charme for gode varer. Hun var blevet overrasket... men han var stadig overbevist om at hun selv havde bedt om det. Hun begærede kaos og smerte, levede for det. Det var hvad han var overbevist om.
Eliot tog sin drink og bevægede sig roligt imod stedet hvor kvinderne sad. Hans elektriske øjne havde ikke problemer med at holde fokus, men det kunne ses at han var i sit es når det gjaldt at slappe af: fuld og tilfreds med de forhenværende nætters arbejde. Han bukkede let:
"Goodevening, ladies..."
Han satte sig nærmest Narcissa, ikke bange for Reaper, men på vagt. Hvis han var heldig, huskede hun ham måske ikke engang? Han tvivlede. Han lænte sig tilbage i den stol som var situeret ved den hvide sofa:
"You really knocked me out the last time I saw you, Narcissa... But I have never had a better high in my life, and I dropped acid three times a day in the 70s for a while!"
Han vidste at det havde været en ærgelig situation, måske endda pinligt for hans vedkommende, skønt han egentlig ikke fortrød sin handling. Han havde aldrig været mere langt ude, han var faldet igennem bassinet mur og var endt nede i en utrolig trængt kælder sammen med badeanstaltens styresystemer. Han havde ligget i kælderen i to nætter i træk og havde været i en blanding af hvile og eufori. Da han endelig kunne bevæge sig, måtte han op og finde sit tøj som var endt i en tørretumbler. Det var altsammen rent, hvilket havde opløftet ham, især med hensyn til hans elskede jakke. Han dræbte tre kvinder den dag, uden så meget som at give dem et kys. Han var nær blevet gal af manglen på føde.
Hans elektriske øjne så kort hen på kvinden med de tiger-agtige øjne. Han ville måske smage dæmonblod igen, men ikke denne kvindes blod. Blodet havde ikke forslået ham, men nærmere efterladt ham i toppen af et godt, knap så sløvt, euforisk stadie. Stærk, intakt, høj på hvad end hendes blod måtte indeholde.
Han nippede til sin whiskey og tog et sug af cigaretten. Han måtte afvente situationen. Forhåbentlig ville han slippe væk uden betydelige skræmmer.

Narcissa smilede stort til Alexander. Hendes øjne fulgte ham hele vejen ned til bordet.

"So, you mind telling me how the hell you just disapeared?"

Der var en bebrejdelse over hendes ord. Han var jo bare sådan forsvundet... sådan rigtigt forsvundet ud i den blå luft... eller, i det blå bassin i svømmehallen.

"Oh... this is Alexander."

Så så hastigt over imod Procella, hun ressonerede sig frem til at hun nok godt selv ville vælge hvilket navn vampyren skulle kende hende ved. Atter vendte de sorte øjne tilbage til Alexander. HVORDAN var han forsvundet?

Procella reagerede ikke til at starte med på Eliots opdukken. Hun hævede et øjenbryn. Vampyr? Kæft altså...Narcissa fik dårligere og dårligere smag i bekendtskab. Elvere og nu vampyrer. Hvor endte galskaben? Hun nikkede afmålt til vampyren og så bort. Der kom en lille rynke i hendes pande.

Have I met him before?

Hun vendte blikket tilbage og betragtede ham mere intenst da han satte sig til rette. Der var noget over hans bevægelser. Da han talte igen var der noget der svagt...dæmrede...

Procella stivnede i sofaen. Hendes ryg blev spændt da hun rettede sig med et lille sæt. Hendes fyldige læber skiltes og tænderne blev blottet da hun langtrukkent hvæsede af vampyren. Hendes øjne flammede op i skarp rovdyrgul

"YOU!"

Det ene dirrende ord eksploderede over hendes læber. Den holdt sig fra at overdøve musikken, og det var udelukkende tanken om Wick der afholdt hende fra at kaste sig over den kolde krop og stikke ham ned med sin kulørte drink-paraply til han døde af pinefulde....stiksår...

Hvis hun ikke havde været så rasende og chokeret over at møde den vampyr der havde smagt hendes blod, ansigt til ansigt i hendes mands klub, havde hun nok stønnet højlydt over sig selv og lavet en dertil panderammende håndgestus. Men det var vel tanken der talte.

Procellas krop dirrede ukontrolabelt i det hvide læder, og hun trak vejret anstrengt. En del af hendes hjerne skreg at hun skulle komme væk. Hun tillod aldrig folk at bide sig! Hendes blod havde underlig effekt på folk, havde hun lært gennem tiden, og en anden del af hendes kæmpede frådende for at få lov til at flå de resterende stumper af animeret liv ud af den allerede døde krop.

Eliot smilte mystisk, som en tryllekunstner der ikke ville afsløre sine tricks. Han nippede til whiskeyen og så hen på den anden kvinde. Han vidste at hun før eller senere ville genkende ham. Han ventede spændt. Hans himmelblå øjne mødte Narcissas kulsorte:
"Well... I guess I... well, I don't rembemer, actually. I was very euforic... But it is good seeing you! I am sorry I disappeared. But if I hadn't, you would have troubled yourself with a higly affected vampire..."
Hans smil blev lettere skævt. Så vidt han var orienteret, havde den mystiske kvinde og ham ikke udvekslet nogle deciderede navne. I så fald havde han allerede et problem. Da hun vågnede op fra hukommelsesdøseriet og hvæste af ham, bredte hans smil sig:
"Yes, darling?"
Han så uskyldigt på the Reaper, dog med et lille drilsk glimt i hans øjne. Røgen dansede om hans person, lige som dengang hvor de havde mødtes. Alle tre, egentlig. Det var et af hans kendetegn: kæderygende. Ligeledes det strittende hår, men allermest egentlig, de blå øjne der kunne gennemtrænge enhvers opmærksomhed. Han lod sin ene fod hvile på det andet knæ, ikke det mindste bange for den mystiske kvindes reaktion. Hun ville helt sikkert ture at overfalde ham, men han skulle nok finde en måde at undslippe.

Dæmonen hævede overrasket begge øjenbryn. Hendes blik gled imellem Alexander og Procella og hun smilede lettere undrende.

"So... you two are... acquaintances?"

Hun klukkede let. Det var bestemt ikke hvad hun havde forventet. Et skævt smil bredte sig over hendes ansigt da hun så jægerens reaktion.

So you really wonna bash in his face, huh?

Lige nu priste Narcissa sig lykkelig over at de var på en klub hvor Procellas dræbende blik blev ved med at være lige præcis dét... et blik!

Hun tiltede hovedet til siden og studerede Alexander nysgerrigt. Hun forstod stadig ikke hvordan han bare sådan kunne forsvinde under hende. Det ene øjeblik havde han været i hendes arme under vandet, og det næste havde han været væk.

En bekymret mine flakkede kort over hendes ansigt da Alexander talte. Hun var ikke helt sikker på hvordan Procella ville reagere over dé ord... om de ville give nogen mening for hende, eller om de bare kunne glide let hen over emnet - det ville faktisk passe hende ret godt lige nu.

"So, how do you two know each other? I did not know you actually knew vampires..."

For det var ærligt talt kommet bag på hende at Procella kendte en vampyr; Victoria. Men nu også Alexander? Hun kunne ikke undlade at klukke lidt for sig selv. De sidste dages mareridt taget i betragtning morede hun sig gevaldigt lige nu.

Procella stirrede rasende og vantro på vampyren. Darling? Sad han og hånede hende? Ja det gjorde han fatisk!

"This is your....friend. Nice guy. I just threw up a bit. You two lovebirds have fun"

Procella rejste sig dirrende fra sofaen. Hele hendes krop skreg på at dræbe. Sang efter at støde stagen dybt i vampyrens bryst. Fjerne det drilske glimt fra hans øjne. Fjerne det overlegne smil om hans mund.

"There is a lot of things you dont know Narcissa. You can add me to the list"

Raseriet sved igennem hende som en hvidglødende steppebrand og udslettede alt andet. En ting var at han sad og lo, og morede sig. Hun ville ikke finde sig i at være til grin på den måde.

Hvad fanden lavede hun overhoved her? Hun burde være hjemme. Hjemme hos sine børn. I stedet for her. På en forbandet natklub, med en dæmon og en vampyr. Latterligt. Hun havde brug for Wick og pigerne. Hun så ikke på Eliot igen, hun ignorerede hans eksistent så godt som det var hende muligt, når hullet han var, fyldte alt i hendes bevidsthed.

Procellas pumps hamrede hårdt mod gulvet da hun ulmende skred afsted mod udgangen

Eliot morede sig over Reapers reaktion, indtil kvinden gik. Han ville ikke have ønsket at hun forlod dem, men et eller andet sted forstod han hende vel godt. Og dog... hun havde selv bedt om hans behandling. Hun havde teknisk set ikke ret til at være så bebrejdende... Han betragtede hende gå og gøs let over ordet 'lovebirds' således at det tydeligt kunne ses. Han ville aldrig forelske sig, det var han ikke i stand til sig. Han elskede, men han elskede ikke personer. Han bed sig let i læben, nippede til sin whiskey, og så hen på Narcissa med de elektriske øjne, der havde et lettere drilsk glimt i sig:
"Well... we met once. And the meeting ended quite... well, dramatic. I guess she is still pissed off... after so many years..."
Han ville ikke nævne mere. Eliot så endnu engang efter den mystiske kvinde. Han havde haft hans chance. Nu måtte han vente yderligere flere år før han så hende igen, måske. Hvis han så hende igen. Han sukkede let og dræbte sin smøg:
"It is a small world, right?"
Hans opmærksomhed faldt endnu engang på Narcissa, men i hans hoved fyldte Reaper, hans trang til hendes blod var vendt tilbage igen. Han skulle nok få den kvindes blod at smage igen. Han tvivlede ikke ét sekund på dette. Han ville ikke tillade andet for sig selv.

Dæmonen rejste sig og åbnede munden for at sige noget til Procella, idet jægeren trampede mod udgangen. De sorte øjne gled vurderende over den hidsige kvindes ryg og Narcissa besluttede sig åbenbart for at det ville være nyttesløst at tale hende til rette.

I stedet satte hun sig tilbage i sofaen og lod en hvidt smil møde Alexanders blik.

"Let her be, she'll be happy enough in the morning. She's the queen of fucking mood svings!"

Hun lod det ene ben svinge over det andet og lænede sig tilbage. Den blå make-up om hendes øjne spillede under klubbens dæmpede belysning og fik de sorte irisser til at reflektere i forskellige farver.

"So... you do not remember how you disappeared? How come? Did my blood fry your brain?"

Hendes mundvig krøb sammen i et skælmsk smil, blikket funklede af minder der strømmede igennem hende. Hun lænede sig frem, lod en slank hånd gribe ud efter sit glas og fik vinklet sig så Alexander fik bedst muligt udsyn over hendes øvre krop.

"And please, do tell my how you know her? Many years you say?"

Eliot så lettere hemmelighedsfuldt på Narcissa. Han betragtede hendes væsen. Måske havde det også været godt at Reaper var gået... Han ville hellere være alene med hende fremfor at skulle forklare en masse for Narcissa. Han så tænkende ned i whiskeyen og rystede sagte på hovedet:
"Well... as I said, I have no idea... I guess your blood really did fry my brain."
Han smilte lettere skævt og nippede til sin whiskey, men den begyndende afslappede mine ændrede sig hurtigt efter hendes spørgsmålstegn til relationen imellem ham og den anden kvinde. Han rømmede sig lidt og så ind i hendes dybe øjn med sine himmelblå... *These eyes were made for hypnotizing! I hope she will forget all about that woman soon...*
Han skruede sit mest charmerende blik på, selvom det var svært. Hans øjne var som de var, uforudsigelige, uskyldige, glimtende af mystik og med en tung, mørk dragende kraft:
"I met her at a bar some years ago... she got scared of my fangs..."
Han talte lavmælt og så ud på resten af klubbens gæster. Han snakkede altid meget gådefuldt og kort, han gik ikke i detaljer medmindre han gav et kompliment. Han sukkede ganske, sagte, næsten uhørligt. Han ville gerne jage Reaper, men han kunne samtidig ikke få sig selv op af stolen og væk fra Narcissa. Ikke kun på grund af selvskabet, men også fordi han havde brug for en forholdsvis rolig aften: som i hans øjne var druk, hor og hvad der ellers kunne ske.

Hendes perlende latter slog omkring de to skikkelser i møblementet. Hen over glassets kant efterlignede hun hans hemmeligheds fulde smil.

"You fangs? Oh my dear, if you had told me that she was the one intimidating you, I might believe in your little story. Sorry, but that simply will not do."

Hun viftede en hvid hånd for sig og smilede et stift venligt smil til en ung herre der gik forbi deres bord. De sorte øjne fulgte ham kort, før de atter vendte tilbage til Eliots himmelblå øjne.

"So... I do believe you are not a doctor? Can one ask what you do? Or are those yet one of your many secrets?"

Hun tog en slurk af sin drink og betragtede ham med et intenst blik. Langsomt lænede hun sig frem imod ham.

"Oh, and by the way... perhaps you would reconsider telling me your story? She has a tendency to... exaggerate a bit, when in that mood. I really doubt that would be any benificial for you!? Huh... Alexander?"

Der var noget dragende, helt igennem indtagende, men også samtidig utroligt faretruende over hende, som hun sad der og iagttog ham. Havde hans løgn rent faktisk fungeret, havde hun måske allerede nu været ved at lokke ham med sig, men lige nu var der noget andet der pirrede hendes nysgerrighed endnu mere.

Historien, hvorfra de to kendte hinanden. Dét at få ham til at fortælle hvad han ikke ville, var lige nu næsten bedre end udsigten til igen at pumpe ham høj på blod og tage hans krop som det passede hende.

Eliot hævede svagt det ene øjenbryn. Han løj rent faktisk ikke. Kvinden havde været forskrækket over hans ligefremhed, dog havde det været hendes ønske at han skulle gøre det. Han rystede let på hovedet:
"Well, that's what happened, Narcissa... I simply cannot tell you any different."
Hans hæse stemme talte lavmælt som han nippede til glasset med whiskey, der snart var tomt. Han lænte sig tilbage på stolen og så sig omkring. Han brød sig virkelig ikke om folk der snagede i hans privatliv, han kunne heller ikke se hvad der gjorde forskellen, sandheden? Han ville bare have et andet job, et andet navn. Det var dét:
"Why are you suddenly so interested in me? What does it matter, really? My occupation doesn't define who I am... but I am a doctor, and my name is Alexander... and your little friend did fear my fangs... which is funny because she, badly, wanted me to bite her."
Hans smil blev lettere skævt og han stilte glasset fra sig. Han orkede ikke rigtig at diskutere sig selv længere, eftersom det alligevel ikke ændrede noget for hende, kun for ham. Han kunne ikke have at alle vidste hvad han gik og lavede. Kvinden var faktisk den eneste der vidste hvad han lavede, hun kendte dog ikke til hans navn. Heldigvis. Han havde sagt lige netop hvad han kunne tillade sig. Hun havde forhåbentlig også glemt det... han tvivlede, men håbede det.

Narcissa betragtede Eliot med et dovent smil. Hun overvejede hvad aftenen mon ville byde på?

"Of course that is what happened Alexander! Hey, I do not care okay. Yes, I am curious, but hey... you sure keep your secrets, I have to admire that!"

Hun hævede en slank hånd idet en ansat gik forbi, og bad ham om at bringe to glas Dalmore Gran Reserva ned til dem. Sekunder efter larmede hendes telefon i den lille håndtaske. Med et undskyldende smil til Alexander drog hun den ud og tjekkede skærmen. En tekstbesked fra Procella

"Don't get to happy to see your old friend again. Rumor has it, fangers don't live very long on Deploratus. I don't think you need me to spell it out for you. Enjoy it, while it lasts. Some things will not be forgotten, and forgiveness have never been my strength."

Narcissa vidste ikke om hun skulle grine eller græde. På én gang blev hun nærmest hysterisk rasende over den hovmodighed der lå over jægerens ord, på den anden side vidste hun at Procella sikkert havde hold i sin advarsel.

Hendes latter lød højt af hans næste ord.

"I bet she wanted more than your teeth?"

Ordene var ikke helt så fri af irritation som hun ville have haft dem. Med endnu et blik på skærmen, smed hun mobiltelefonen med i tasken med en lidt for hidsig bevægelse. Hun studerede ham kort - havde Procella rent faktisk også knaldet ham her?

"Listen. I know you've done shit together okay. Somehow she hates you, and somehow you pissed her of. Listen to..."

Et bredt smil spredte sig alt for pludseligt over hendes ansigt, da den unge herre kom ned med deres whiskey. Hun nippede let til den og sukkede over dens næsten vulgært rige smag. Dæmonen lænede sig frem og så Eliot dybt i øjnene.

"Listen to me, okay. She hates you. She's a hunter, and vampires are lowlifes here. Stay low, don't go near her and watch your back okay?"

Narcissas tale var slet ikke ligeså formel som den havde været tidligere. Ordene blev sammentrukkede og en svag europæisk accent kunne anes underneden. Hun lænede sig tilbage og lod så et smil indtage hendes ansigt, som om intet var sket og alt var i den fredeligste orden.

What the fuck Procella?

Eliot smilte skævt. Hvis der var noget han var god til, så var det at holde sin identitet hemmelig. I realiteten kunne det være ligemeget, for selvom folk vidste hvad han hed var han ikke til at spore. Han havde visse ID kort, men de blev smidt væk så snart de var brugt. Han rejste meget og blev formentlig ikke ved med at bo på en af de små øer. Han havde fundet øerne, interessante, men han boede her hovedsageligt fordi at han skulle have et permanent sted til at opbevare Calum. Desuden havde han en del kunder i Amerika, især lige for tiden på grund krigen i Mellemøsten. Hvor der var krig befandt Eliot sig hovedsageligt - det var der at flest penge kunne hentes. Han rejste også meget i Mellemøsten, for ligeledes at besøge det voksende antal af kunder dér. Han sagde ikke noget til hendes ord, men smilte blot forsat. Da hun smed en kommentar til episoden med kvinden og ham, udstødte han en mild, drenget latter. En latter der fik ham til at fremstå langt mindre kold og farlig, nærmere munter og ungdommelig:
"I bet as well... what can I say? I guess I am quite charming... even to a woman like her..."
Han så ned på det nye glas whiskey og afsluttede sit eget. Han tændte en ny cigaret og lagde hans fod på det andet knæ. Han kørte en hånd igennem håret... *She's the most outrageous woman I have ever met... not like Narcissa... at least I know where I stand with her... she doesn't want to kill me but also have me bite her... no ambivalence... just a series of harmless fun...*
Eliot fandt Reapers opførsel højst utilregnelig, men det var hvad der gjorde hende underholdende og interessant - samtidig fandt han dog hendes humørsvinginger højst anstrengende. Han frygtede hende ikke, kun det ukendte ved hende. Han vidste ikke hvad hun var i stand til, men han vidste hvad han selv kunne bringe til bordet. Han var ikke en eller anden tilfældig vampyr. Han var heller ikke blot en gammel vampyr. Han udnyttede sit væsen mere end de fleste andre vampyrer. Han var ikke bare en uskadelig blodsuger hvis eneste ambition var at dræbe og dræbe noget mere. Han var måske også sådan, måske værre, men han havde også andre ambitioner, andre behov. Han levede farligt, det var hans profession. Han udfodrede sig selv dagligt. Han ville altid være på dupperne:
"Listen to me... I know. Well, not the hunter-part, but that certainly is interesting... I am a professional at laying low, equally I am quite the opponent in a fight if the situation demands me to be so... She will never find me and if she does, it wouldn't be because she had the competence to do so, it would be a mere coincidence... Don't worry, Narcissa... she isn't going to get me... at least not without a bit of bloodshed on her own account... I am not underestimating her... I know she's different... as am I... I'm not a bloodhorny, 200 year old, arrogant discofanger with a tendency to screw up..."
Hans blik var for en stund seriøst, men så glimtede øjnene mystisk og farefuldt igen, som han tog et nip til den nye drink og lod røgen danse om hans ansigt. Han havde måske afsløret lidt for meget ved at have udtrykt sig som han gjorde, en vampyr der var doktor behøvede vel ikke at være god til at være usynlig, heller ej ville det være nødvendigt at være god til at beskytte sig selv... tja... som vampyr var det vel naturlige attributer at have, men stadig... de fleste vampyrer havde aldrig været nød til at gemme sig for noget eller nogen... kun solen... Han havde valgt at leve et ukendt liv, der havde sine udfordringer, men han elskede det. I hans alder måtte man gøre hver dag spændende. Hans profession og endeløse spontanitet og utilregnelig, var hvad der havde holdt ham tændt på livet.

Narcissas ansigt blev mere og mere koldt, for til sidst at bryde ud i en blændende smil. På trods af den voldsomme forandring, lod det ikke til at genere dæmonen det mindste, nærmest virkede det som naturligt for hende.

"Charming? Well yes... but do not let it get to that pretty head of yours."

Ordene blev efterfulgt at den forførende latter han havde hørt så mange gange før. Gennem et lag af blåt sminke, spillede de sorte øjne lattermildt imod ham.

"Well, I told you to watch your back. Do not blame me when she finds you. And yes... you are underestimating her, and the people she knows. But... Alexander. I am getting hungry. I will let you have the night to your self."

Med et vip med hånden, tømte hun whiskeyglasset i én stor slurk, rejste sig og rakte en yndefuld hånd frem imod ham.

"Please enjoy yourself. I hope we meet again some night."

Med et høfligt, næsten usynligt, buk med hovedet til farvel gled hun hen over klubbens gulv og forsvandt ud igennem den store foryer og ud i natten.

So do we meet again fanger?


((Out))