Der skal to til at vippe ellers er det sgu lidt nedern (Adam

Dato:IRL
Tid: IRL
vejr: Blå himmel med enkelte skyer - varmt
Sted: På taget af klatrestativet
Omgivelser: Ingen så vidt han kan se



Caden ville ikke kalde det en besættelse, men han havde et eller andet med det her sted. Måske var det fordi han aldrig rigtig havde følt, at han havde haft en rigtig barndom. Det var tredje gang i hans liv at han befandt sig på et af disse steder, hvor børn kom og legede sammen. Han havde ventet med at gå helt ind, til børnehaveklassen var taget hjem. Istedet stod han og betragtede børnene, der kastede med sand i sandkassen og rutchede ned af rutchebanen, der slingrede sig om det store klatrestativ. Under ventetiden kom en dame forbi, med en af de der små Paris Hilton hunde, og sendte ham et underligt blik. Han hævede det ene øjenbryn af hende og hun så ud til, at have lyst til at gribe telefonen og ringe til politiet. Hvad troede hun han ville gøre? Give børnene slik og lokke dem hen i hans hvide volvo for, at sælge dem på det sorte e-bay? Seriøst nogle mennesker er alt for paranoide. Faktisk var han jaloux på de små børn, der legede sammen og smilte som om verdenen kun bestod af blomster, farver, og varme følelser. Gid han havde levet i den illusion. Bare et lille stykke tid under sin barndom, inden han var nød til at se sandheden i øjnene.

Adam var på vej hen mod den lille legeplads. Han elskede at være der. At føle man var som den lille dreng man engang var, inden alt begyndte at gå galt, inden alt blev så alvorligt. Han havde egentlig ret tit siddet på en af gyngerne eller på legehusets tag og bare slappet af, og det var den perfekte tid at gøre det nu. Solen skinnede jo, vejret var dejigt og så var der normal ikke særlig mange, så han ville højest sandsynligt ikke møde nogen, medmindre det var... et af de væsner han var blevet gjort bekendt med. Det var skræmmende at vide at der fandtes ikke menneskelige væsner som kunne slå ham ihjel når som helst og nhvor som helst, og han kunne jo ikke se på folk om de var mennesker eller hvad de var, så Adam var også meget forsigtig. Da han nærmede sig den lille legeplad fik han øje på en. For Adam var det endnu bare en skikkelse som han højst sandsynligt ikke kendte.. ikke endnu i hvert fald. Adam gik lidt langsommere, da han ikke havde forventet at der ville være andre ved legepladsen nu, så... Var det mon et af de væsner? Tanken skræmte Adam en smule, og han prøvede at skubbe den lidt væk og gå i samme sikre tempo som han plejede, uden at virke mistænksom og usikker.

Caden sad på taget af klatrestativet med benene overkors. Han ville gætte på at der var godt fem meter ned til jorden. Hans hænder var formet i en trakt og sand silede ned gennem hans fingre. Hele processen af at svinge sig ned på jorden, og hente sandet op til taget uden at spilde alt for meget, blev pludselig til en personlig udfodring. Han ville ikke kalde det en leg. Lege var noget man var to om, så vidt han kunne forstå ud fra det han havde observeret. Børnene fra børnehaveklassen der var der tidligere grinte og lo imens de legede, så han gik ud fra at det måtte være enten noget underholdene eller glædefuldt. Da de sidste sandkorn forlod hans håndflader, rystede han let på hovedet for at få det lange blå pandehår ud til den ene side, sådan så han ihvert fald havde syn på et af sine grønne øjne. Han to derefter fat i tagets kant og skulle til at svinge sig ned igen, da lugten af menneske pludselig slog ham i møde. Han kiggede overrasket op.

Adam gik egentlig meget målrettet, men alligevel ret langsomt, hen mod den lille legeplads. Han udtænkte lidt om hvor han skulle placere sig, eller om han bare skulle gå igen og komme tilbage senere? måske ville det være bedst, for hvad nu hvis? Nej det kunne det ikke være. Tankerne kørte rundt i Adams hoved, og lagde ikke mærke til hvor tæt han kom på legepladsen, før han stod så tæt på, at det ville være akavet bare at gå igen. Hans tempo sank kort og han spejdede kort rund efter et muligt sted at være, hvorefter hans tempo steg lidt igen og han gik hen imod gyngerne. Hans blik var nu vendt nedat, men alligevel formåede han at skæve en smule op mod den mystiske, ukendte fyr på klatrestativet. Han holdte lidt øje med fyren, og hans bevægleser. Hvad hvis han nu... var? *Nej Adam, lad vær'! han er et menneske som dig selv!* tænkte han lidt stædigt, men han var jo ikke sikker. Overhovedet ikke. Han kunne lige så også godt være Engel, lige så vel som han kunne være menneske, eller vampyr? Adam havde fået lidt af vide om hvordan han kunne afsløre et væsen, men... det var kun når de blev sultne, og det var jo ikke alle væsner han kunne se det på, og det var jo slet ikke sikkert at han kunne se det inden det var forsent, hvis nu? Adam rystede kort på hovedet, i håb om at slå tankerne ud af hovedet. Det var jo tåbeligt, og.. Det kunne bare ikke passe. Adam nåede hen til gyngerne, og han satte sig lidt tungt ned og skubbede sig i bevægelse. Den svingene bevægelse hjalp Adam lidt med at få tankerne væk fra alt det umenneskelige pis, og lod istedet sit hoved være tomt. Hans ansigt var vendt lidt nedad, men han blik hvilede endnu lidt hen mod den ukendte fyr.

Caden stirrede nysgerrigt ned mod drengen på gyngen. Træet der holdt gyngerne oppe, jamrede sig af den nye vægt, men holdt dog alligevel. Det var et menneske konstaterede han efter, at have snuset lidt til luften. Et meget nervøst mennneske. *Hvad er der lige med menneskene idag? Ser jeg virkelig så farlig ud?* Han sukkede og lagde sig ned i sin fulde længde, så benene stak ud over taget. Han holdt stadig blikket ¨på mennesket, der nu var hans nye underholdning. Solen bagte på ryggen af ham og den sorte band-trøje hjalp ikke ligefrem med at filtrere varmen, men det gjorde ham ikke spor. For ham var sol og regn noget livsgivende - ligesom planterne han var en del af. Varmen gjorde ham dog utrolig døsig og det føltes som om, nogen havde bundet vægte om hans lange nørke øhenvipper. Han undertrygte et gab og gned sig i øjnene for, at jage trætheden væk.

Adam lod sit blik falde til jorden foran sig og han sukkede kort. I det mindste så fyren fredlig nok ud, hvis han nu var... *stop Adam!* tænkte han da han greb sig selv i at være paranoid og mistroisk igen. Han lagde kort sine hænder for sit ansigt, og fjernede dem så igen, næsten lige efter. Han ville helst ikke stemples for en lille mistroisk, weirdo kid som bare bar så paranoid at han ikke kunne gå uden for en dør uden at være bange for alt og alle. Det havde han prøvet før, og det skulle han i hvert fald ikke prøve igen, nogensinde. Specielt ikke når han nu havde god grund til at være paranoid. Adam trak sin ene fod op til sig og lod den anden hænge og styrre tempoet af den svingende bevægelse, imens han rettede sit ansigt en smule op, og havde nu et svagt smil på læben. Han missede en smule op mod solen, og lagde egentlig først mærke til, nu, hvor godt vejret egentlig var. Det var jo egenligt et utroligt dejligt vejr. Varmt og.. ja dejligt.. Han lod sit hoved være tomt for tanker nu, og han så bare omkring sig som en lille begejstret dreng, nu.

Caden måtte blinke et par gange for ikke at falde i søvn, men lyden af gyngen der svingede frem og tilbage var nærmest hypnotiserende. Han sattte sig til at citere dagens indkøbsliste, men efter kattemad til Ares, blev det kun til usammenhængende tanker og billeder. Hans hoved faldt langsomt ned mod den varme overflade under ham. Uden nogen krafter til at holde sig oppe, begyndte han langsomt at glide ud til den ene side af taget. benene var allerede halvvejs ude og resten af kroppen fulgte hurtigt. Først da tagets kant skar sig ind i hans mave, hvor trøjen var gledet op, blev han lysvågen.

Og så faldt han de fem meter ned til jorden.

Han landte på ryggen med et Ufh! og luften blev slået ud af hans lunger.

*Av for SATAN!*

Han stønnede og gjorde mine til at rejse sig men en blændende smerte skar igennem hans hoved. Han tog sig til baghovedet og fingrerne kom røde tilbage.

*Great*

Adam sad ellers lige så fredligt da han ud af øjenkrogen så fyren faldt ned fra klatrestativet. Hans blik så hurtigt derhen imod drengen, og han spærrede øjnene op. Han vidste ikke helt om han pænt og roligt skulle gå hen og spørge om han var ok, eller bare løbe derhen som en eller anden retarderet og hjælpe med det samme. Adam satte foden i jorden og besluttede sig i hvert fald for at gå derhen, og så finde ud at det hele når han nåede dertil. Han rejste sig op og småluntede lidt hen imod fyren. I et øjeblik troede Adam at fyren var bevidstløs på grund af det 5 meter lange fald, så han var en smule overrasket over da han bevægede sig. Adam bøjede sig lidt over fyren og så tydeligt blod i hans blonde hår. "ehm, hey." startede han og himlede med øjnene over sig selv. *sikke en flot start, du kunne lige så godt have holdt kæft og pusset om ham, det ville ha været lige så underligt!* tænkte han og var sikker på at hvis han sagde det højt, ville han have vrisset. " er du okay?" spurgte han og var klar på at hjælpe. *selvfølgelig er han da okay* tænkte Adam ironisk og sukkede lydløst over sit valg af fremgangsmåde. Adam rakte sin hånd ned mod fyren for at vise at han ville hjælpe og bare være venlig nu. Alle hans tanker om underlige væsner var, forundrende nok, væk og han tænkte egentlig kun på om fyren var ok.

Det hele svømmede foran øjnene og han hørte en stemme spørge om han var okay. Det lød som om personnen stod på den anden side af parken men han fornemmede kun mennesket ved siden af sig så han måtte vel gå ud fra at det var mennesket der havde tiltalt ham.
"Av." sagde han. *We state the obvious* Det lykkedes alligevel for ham at få lidt sarkastisk humor igennem væggen af smerte. Hans hoved dunkede ganske forfærdeligt og han bestemte sig for at det var spild af kræfter at holde sig oppe. Han sank ned på jorden igen. Selv for en dæmon var fem meter og en dårlig landning nok til at holde ham liggende i et stykke tid.
"Enlig ikke" svarede han til sidst og prøvede at fokusere på skikkelsen over ham. *Gad vide hvor lang tid det vil tage at hele den her gang? Jeg burde virkelig være mere forsigtig* Hvis det ikke var fordi han var dæmon ville han have været død for længe siden med det uheld han havde.

Adams blik var blevet en smule bekymret da han så på fyren, og undrede sig alligevel over hvordan kan kunne være i den tilstand, fortumlet, men ikke væk. Tanken om at han måske ikke var et menneske faldt ham ikke ind endnu. Det kunne han ikke rigtig overskue, og havde glemt alt om det faktisk.
"skal du bruge hjælp?" spurgte han, og kunne have slået sig selv i hovedet. *hva tror du selv smarte. Selvfølgelig!* tænke han irriteret og så stadig lidt bekymret på fyren.


//sorry længden, men skulle skynde mig og må smutte nu :o//

Caden lo ad drengens konfliktfyldte tonefald og nøjedes med at nikke. Han var ikke sikker på han kunne bevæge sig nogen steder uden hjælp lige med det samme. Han lukkede øjnene og så stjerner foran øjenlågene og han var bange for at han ville give efter for den bedøvende følelse bevidstløsheden gav.
"Hvad - Hvad hedder du?" spurgte han både fordi uvisheden nagede ham, men også for at holde sig vågen.
* for SATAN mit hoved!* Han var ret sikker på at hans hoved måtte have taget meget af faldet, men han kunne ikke huske det. Faktisk kunne han ikke en gang huske hvorfor han var faldet ned.
"Shit, jeg må virkelig have slået hovedet" mumlede han.
Nu føltes det som om solen hånede ham med dens stråler der brændte i øjnene på ham og fik hans dunkende pande til at bryde ud i sved.


//Helt i orden:)//

Adam så på ham og nikkede så stille. Han tænkte kort, men lod sig ikke være mistænksom. "Adam" svarede han og rakte sin hånd ned mod fyren. "og du?" sagde han lidt langsomt. "hvis du overhovdet kan overskue at snakke?". Han ville ikke selv kunne overskue det hvis det var ham selv der lige var faldet fem meter. Først nu tænkte han han over at drengen måske ikke var et menneske. Adams blik blev lidt usikkert, men han kunne ikke trække sig tilbage nu. Det ville både være uhøfligt og akavet, så han blev ved med at stå ved fyren som jo uanset hvad havde brug for hjælp. "du burde få set på det der" sagde han kort og nikkede mod Hans hoved, for at vise at han mente såret i baghovedet på Fyren. "jeg kan ikke se hvor dybt det er herfra, men det bløder stadig... og det klær ikke dit blonde hår så godt" sagde Adam og smilede en lille smule.

//krea er også helt død nu oo//

//Haha okay, vi kan tage en pause fra emnet hvis det hjælper? har også selv mistet lidt krea Oo//

*Adam* gentog han i sit sind, for at huske det.
"Nej, det er fint." sagde han og prøvede at rejse sig op. Han vaklede lidt men blev stående. Han havde det allerede meget bedre.
Han lo af Adams kommentar om hans hår. "Tja jeg syntes nu også blåt passer bedre" sagde han og pegede på sit blå pandehår. Han så sig om efter et sted at sætte sig og fandt bænken i den anden ende et passende siddested. Han gik langsomt derover og satte sig tungt ned på det brune træ. Blodet fik hårene til at klæbe sig til hans nakke, så han ledte sine lommer igennem efter noget at tørre blodet af med. "Har du et stykke papir eller noget?" spurgte han og så tilbage mod Adam.

Adam så på fyren og blev en smule forlegen over at han pludselig stod som en eller anden tåbe som rakte hjælpende ned mod som det overhovedet ikke havde brug for det og ikke fik sine svar på det han egentlig spurgte om. Det kunne da godt være at fyren var fortumlet og svimmel, men... *Adam lad vær! han skal nok fortælle når han får det bedre igen" tænkte han og tog sig i at blive lidt pigefornærmet over at han ikke havde fået svar på sit spørgsmål. Adam så på Ham og smilede lidt fjollet. "tjaa, det klær dig også bedre" sagde han og smilede.
Adam fulgte ham hen mod bænken, som en eller anden lille hund, for at sikre sig at han var helt ok inden han gik, og måske endda finde ud af om han var.. ja, ikke menneskelig? Det virkede i hvert fald lidt mystisk at han nu bare var helt okay. Han holdt sit blik på fyren og fokuserede lidt på hans øjne. Selvom det kunne virke akavet, så bliv Adam ved med at fokusere på øjnene, for det kunne kun hjælpe han hvis nu...
Adam blev lidt distraheret i at holde øjne med hans øjne og ledte kort, men grundigt, sine lommer igennem for at lede efter eventulet papir. Han trak kort på skuldrende og hev et stykke sammenfoldet tegnepapir, med en kuglepen siddende på, op af sin højre baglomme. Det var tydeligt at det havde været med i vaskemaskinen et par gange. "altså..." startede han og så lidt ned på papiret i sin hånd. "jeg har ikke andet end det her, og det tror jeg ikke rigtig kan bruges. " sagde han og kom til at grine lidt over det. Han fjernede kuglepennen og foldede papiret ud. Det var en eller anden dum idé han havde fået til et projekt for nogle uger siden, og han havde ikke fået papiret op af lommen inden han vaskede bukserne. *typisk mig at glemme sådan noget* tænkte han og rystede svagt på hovedet af sig selv.


//min krea er kommet igen :D//

//Og det samme er min!:D PS: ved ikke om 'bimede' er med i det danske sprog...//

"Tak" bimede han glad. Han var altid så træt af at overbevise folk om at det blå hår faktisk var ægte og han bed sig selv i tungen, for ikke at kommentere det. Han gik ud fra det var en dæmon ting det med håret og sikke en samtaleåbner det ville være! Hej! Mit hår? Ja det er skam helt ægte dæmonhår.' ... nok ikke den bedste idé.
Caden så nysgerrigt ned på det sammenfoldede stykke papir. "Hvad er det?" spurgte han, fordi det tydeligvis ikke bare var et tomt stykke papir. Han overvejede et kort øjeblik at smide trøjen og bruge den som håndklæde med slog hurtigt tanken ud af hovedet. Det ville være akavet...
Af og til havde Caden fanget Adam i at stirre intens på ham hvilket gjorde ham usikker, om ikke en smule mistænksom. Det var som om han ledte efter noget i Cadens blik. Det gjorde ham en smule nervøs. Gyngerne til venstre for dem hylede pludseligt meget støjende da de blev fanget af vinden og han skar en grimasse. Det var ikke noget værre en rustent metal når man havde sensitive ører-

Adam så på drengen og tænkte lidt. Han synes faktisk at det blå klædte drengen ret godt, og selvom han ikke vidste at håret ikke var farvet, så var det jo stadig pænt i Adams øjne. Adam satte sid ned foran drengen, på jorden og så op, stadig på hans øjne. Tilgengæld var tanken om at drengen ikke var et menneske, meget slræmmende for Adam, men ligenu var der ingen tegn på at drengen var fjendlig, så han var rolig ind til videre.
Adam så lidt ned på sit papir, og kom til at grine lidt over at drengen lød så nysgerrig, men han vidste jo selvfølgelig ikke hvad det var. "det er en gammel projektopgave jeg droppede. jeg har bare glemt at jeg havde papiret i lommen endnu." sagde han og så lidt på papiret. jo længere tid han så på det jo flere fejl fandt han, som han kunne rette og måske få noget godt ud at det, til næste gang han skulle aflevere et projekt. Adam så igen op på drengen og holdt igen lidt øje med hans øjne. "har du selv farvet dit hår, eller får du en professionel til det?" spurgte han ligepludselig. Som sagt så vidste Adam jo ikke at drengen var dæmon, og det var hans rigtige hårfarve, så det virkede jo som et meget normalt spørgsmål for Adam.
Adam undrede sig lidt over hvorfor drengen skar den grimasse af knirkelyden. Den var jo i Adams øre, ikke særlig høj eller sådan noget. Måske irriterende i længden, men så heller ikke værre.

Caden stivnede, men dækkede hurtigt over det, ved at læne hovedet til den ene side, som om han sad dårligt.
*Shit Caden, tænk hurtigt!*
"En dreng fra min gamle klasse tabte Chalium Chlorid ud over mig"
*Wow Caden, var det virkelig det bedste du kunnne finde på?*
"Lægerne sagde, at mit hår var specielt opbygget, så det var i stand til at modstå vætsken"
*Du er ved at blive god til at lyve Caden, hvor mange gange har du gjort det?*
"Og det her er så resultatet" Sagde han og tog fat i spidsen af de blå hårstrå og så undersøgende på dem, for at undgå at møde Adams blik. Caden gemte sit oprevede ansigt bag sit lange blå pandehår. *Shit, jeg møder en helt normal person og så ender det alligevel med, at jeg må lyve mig ud af ting.* Tankerne hvirvlede igennem hovedet på ham som en storm og imellem alt dét, var der ét spørgmål der blev ved med at vende tilbage. "Hvorfor spørger du?" spurgte han let, uden at lyde det mindste mistænksom.

*Måske ved han noget*

Caden kæmpede for at opføre sig så normalt som muligt. Skiftede mellem at læne fra det ene ben til det andet, holde sine hænder i ro og frem for alt skjule sine sande tanker. Han håbede bare at hans græsgrønne øjne, ikke ville afsløre ham. *Man siger jo at øjne er sjældens spejl. Hvor har de ret.* For ham, var vejen ind til hans sjæl bogstaveligt talt hans øjne. De afslørede hans dybeste tanker.

Adam så lidt undrende på drengen. Hvad mon der var så slemt ved hans spørsmål? det var jo bare et 'nummer et eller nummer to' spørgsmål. Han kom egentlig kort til at grine over at drengen lød lidt usikker, på en måde, og nærmest gemte sig væk. Adam sad opmærksomt og lyttede til hvad drengen sagde og smilede lidt for sig selv. Det lød helt hen i vejret i Adams øre, men hvad vidste han om det? Det havde aldrig interesseret ham i skolen, med alt det syre-base, ph værdi og sådanne ting. Aldrig. Så sandt, anede Adam ikke om det var, men det lød lidt opfundet. Adam sad kort og grublede lidt over om drengen nu var et menneske, for det lød det mindre og mindre til, at han var, så... *hm, det ville jo være dumt bare at spørge* tænkte Adam og så endnu op på drengen. Adam ville, hvis hans teori var sand, spille lidt med, selvom det kunne være farligt.
"om hvorfor jeg spørg? tjaa, jeg troede dit hår var farvet blåt, og jeg synes da at det var pænt, men.. jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro på. det virker ikke så sandsynligt det du fortæller, men det ved jeg jo ikke?" sagde Adam og trak på skuldrende. han troede jo at drengens hår var farvet, og... Adam synes bare ikke det lød så sandsynligt det drengen fortalte. Adan fokuserede endnu på drengen øjne og var jo egentlig stadig usikker på om hvad han var. Var han virkelig menneskelig? Adam grublede lidt over det og han vendte det igen og igen inde i sit hoved, og kunne snart ikke finde hoved og hale i sine tanker.

Caden lo usikkert og tog dig selv til baghovedet.
*Hvem ville også have hoppet på den løgnehistorie, din idiot!*
"Haha! Der fik jeg dig! Du har ret, det er farvet"
*Hvorfor sagde jeg ikke bare det fra starten af, det lyder 1. 000 000 gange mere sandsynligt end Chaliumchlorid!* Caden lavede en mental facepalm og forbandede sig selv ned til de laveste dele af helvedet.
Han var god til at lyve, hvis han altså kunne holde hovedet koldt, men det her var noget ganske andet. Ville dusørjægerne komme stormene ind i hans lejlighed i næste uge? *Nej, streg den kommentar. Det var et retorisk spørgsmål, der var alt for åndsvagt at svare på.*
Caden fumlede med sin ene bukselomme, for at have noget og tage sig til, imens han tænkte det hele igennem.

Det slog ham pludselig, at han måtte ligne et omvandrende lig med alt det blod i hans hår. Han lod blikket køre over legepladsen på jagt efter et eller andet, der kunne få blodet væk.
En svag dryppen (?) nåede hans ører og han spærede øjnene op.
*Hvor kommer det fra?* Han rejste sig op og gik langsomt hen mod lyden. Gemt imellem nogle tilgroede buske, omme på den anden side af legepladsen, fandt han en vandhane - *Hva' fanden??* - der så ud til at have tilhørt byggeriet, der havde været der før legepladsen. Han skruede på den rustne ting og koldt vand fossede ud. Han stak med det samme hovedet ind under det kolde vand og en skælven gik igennem ham. *Fuck, dét koldt!*
Han lod sine fingre undersøge hårbunden og gispede af den skarpe smerte, da han fandt såret. Hans blod blandede sig i den lille pøl der opstod under ham og lugten af blod var tyk.
Efter at have fået det meste af blodet ud af håret, sukkede han inden han lukkede af for vandet. Han kastede hovedet tilbage, for at få håret væk fra ansigtet og blev med det samme svimmel og det sortnede for øjnene, af den voldsomme bevægelse. Han måtte søge støtte hos vandhanen og vente et øjeblik, til han genvandt synet. *Shit, jeg må have landet på en sten eller noget sådan noget*

//Heh lang ^^'//