Never more{Helias D.}

Dato: 18. februar
Tid: 16.54
Sted: Zeeman, i Deepshell
Omgivelser: En næsten tom Zeeman, med en enlig servitrice trissende omkring.
Påklædning: Et par mørke jeans, et par mørke solbriller til at skjule øjnene, og en afslappet, langærmet T-shirt.

Crystals blik gled over de mørke skygger på den lille bar. Der var en dyster, nærmest dødlignende stilhed på trods af tidspunktet på dagen. Hendes slanke finger kørte over toppen af glasset, der stod foran hende, så den frembragte en ubehagelig skærende lyd, som netop kunne anes. Hendes blik faldt på glasset, og det nærmest gennemsigtige stads der flød rundt indeni. Hun var faktisk ikke helt sikker på, hvad væsken hun havde bestilt var.

Og i sin nuværende tilstand, betød det heller ikke noget. Hun hævede et øjenbryn, da en servitrice nærmede sig hende, så denne straks stoppede op, og drejede af. Et køligt smil lagde sig om hendes læber, og hun hævede blikket til de få andre gæster, der befolkede bordene omkring hende. Skyggerne fra solens stråler, der knap nåede over dørtærskel til dette skumle sted, gav de tilstedeværende de mest specielle nuancer i huden, og skygger over kroppen.

Hendes blik vendte tilbage til glasset, inden hun elegant flyttede benene, så de lå over kors. Det havde ikke strejfet hendes tanker så meget som én gang, at tage tilbage til Zeeman, efter hun havde sagt op, men i dag havde det været noget andet. Et underligt humør havde sneget sig ind på hende, og hun kunne ikke ryste det af sig. Hun var ikke sikker på hvad det pludselige humørskift skyldtes, men det gav hende en følelse, af at en flue irriterede hende konstant.

Great, put the blame on everyone else. It's your fault sweety, just admit it.
- Go away Crystal, I'm not in the mood right now.
No i won't go away.
- You are the sweet of us! You are supposed to do what I say - Now, get out of my head.
Gee, how nice said. I'll go nowhere, and you must learn to live with that me in your head.
- Fine stay where you are, but I will ignore you. You are fucking annoying.
It's good enough for me.
- Alright then.

Det blanke blik hendes mørke øjne altid fik, når en samtale i hendes indre udspillede sig, forsvandt langsomt, og efterlod hende med det let irriterede blik, hun havde haft før hendes indre stemme åbnede munden. Hun rystede hovedet en smule, som for at ryste den anden personlighed ud af kroppen, og kun efterlade sig selv. Men desværre, hjalp det intet. Hun sukkede dybt, og rettede igen blikket imod de halvbeskidte glas foran hende, pludseligt uden den mindste lyst til at drikke væsken indeni. Hvor hun hadede når den indre Crystal formåede at få hende til, ikke at gøre sådanne ting, som at drikke noget tilfældigt. Det skulle hun blande sig udenom.

Helias trådte ind i beværtningen. Zeeman. Et afskyeligt sted, hvor man kunne drukne sine miner og tanker. Lige hvad han havde brug for.
Han var iført nogle almindelige grå bukser, let slidte, en sort sweater der skjulte formen af hans overkrop, og en lang frakke der nået til skaftet af hans sorte støvler. Hans lange hår flød over hans skuldre og skjulte det meste af hans ansigt, især hans øjne. Der hang en ubehagelig aura omkring ham, og servitricen undgik ham let.
Hans lange tunge skridt bragte ham til baren og en kort udveksling fandt sted. Han fik sin drik, en stærk whiskey og bartenderen fik sine penge.

Han drak den første slurk ved baren, og den krydrede alkohol brændte ned igennem hans svælg. Han drak sjældent. Det bekom ham ikke vel, men idag havde han haft brug for det.

Med et suk vendte han sig bort fra bartenderen og kiggede ud over de få forsamlede. Han havde ingen interessere for dem. Pigen med de blanke øjne faldt lidt ud i det dystre lokale, men hun hørte vel lige så meget til som han. Tunge skridt bragte ham til et bord nær hende hvor han satte sig, og mumlede hen for sig. "May their ignorant oblivion keep them in the light.."

Crystal løftede brat hovedet, da en stemme lød nær hende. Hendes blik faldt på en mand nærved, der med en whiskey i hånden, og en lang frakke stod en smule ud fra resten af den sørgelige forsamlingen i Zeeman. Hun betragtede ham kort, og hævede så langsomt et øjenbryn. Hvorfra hun sad, kunne hun knap skimte hans ansigt, men hun kunne svagt mærke hans aura.

Han var for langt væk til, at det gav hende kvalme, men den var stærk nok til at hun bemærkede den, selv under sin egen døs. Hun rettede sig på stolen, og lagde hovedet let på skrå, overvejede at gå derover. Det ville helt sikkert gøre hende en smule dårlig, men kedsomheden havde efterhånden sneget sig ind på hende, og når hun kedede sig kunne hun gøre det dummeste ting.

Hun lod sig glide ned af stolen, og førte sig med lange skridt nærmere den unge mand. Kvalmen blev langsomt forøget, da hun var nogle meter fra ham, men hun lod sig alligevel dumpe ned på en stol overfor ham. Hun kunne ikke sætte sin finger på hvorfor, men noget ved ham interesserede hende.

Der var noget dystert over ham, som gjorde hende nysgerrig. Hun rykkede lidt væk, så hun sad i den modsatte ende af ham, for at give sig selv lidt luft. Det kunne måske gøre hovedpinen der væltede over hende, en smule mindre, så hun igen kunne tænke over den ubehagelige smerte hans tydelige aura frembragte i hendes sind.

"I'm Crystal. I heard your sentence before, and I must admit, that it interested me a bit."

Hendes blik flakkede over de andre gæster, som håbede de at det kunne lette en smule af smerten der dunkede i hendes hoved. Hun var ikke sikker på, hvorfor hun var gået herover, men på trods af den dundrende hovedpine ventede hun faktisk interesseret i hans svar.

"Something about ... Ignorant oblivion, no?"

Et køligt smil dukkede frem på hendes læber, og hendes øjenbryn blev for anden gang på få minutter, hævet over de mørke, let mistænksomme øjne. Hun kunne ikke slukke for sin paranoide opførsel, slet ikke når hun knap kunne tænke klart. Hun lænede sig dovent bagud, og krydsede endnu engang elegant benene.

Helias løftede blikket. Hans blå øjne betragtede den unge kvinde foran ham, uninteresseret et kort øjeblik. Så mærkede han auraen.. Eller fraværet af denne. Hans blik ændrede sig hastigt, blev intenst og gennemborende, noget der ville sætte en frygt i svagere individer.

"Child of darkness, you step to my table and proclaim your name. What drives you so?"

Hans stemme var kold og dog mild, lav nok til kun at hun ville kunne hører den. Hendes spørgsmål undrede ham lidt, og han svarede uden egentlig omtanke.

"The blind masses share an oblivious luck. They are ignorant to the truth, the darkness that lurks, and therefore they can live in the light, blissfully happy in their own little world.."

Han tiltede hovedet let og betragtede hende nærmere. Lod øjnene glide over hende, til de mødtes hendes. Hans ansigt forandrede sig ikke, end ikke imens han talte.

Crystal hævede et øjenbryn da hun så hans udtryk ændre sig, og hun rettede sig langsomt. Smilet voksede let, da hans ord ramte, og hun lagde hovedet let på skrå, samtidig med at hun bevidst skjulte hovedpinen der gjorde hende halvt blind. Hendes fingre legede med trøjen om hendes krop, imens hun svarede på hans spørgsmål.

"Actually, I'm not sure. It was something I had to, despite the pain, I then have to endure."

Igen måtte hendes blik glide over gæsterne, simpelt for at tjekke den brogede forsamling for tegn på den fare, hun så ihærdigt prøvede at undgå. På trods at hendes bevidsthed om, at den største fare herinde sandsynligvis var hende selv, og manden hun sad overfor. Helt tydeligt en engel, fortalte hendes hovedpine, men hun havde aldrig mødt en engel der sagde ting som denne engel havde sagt.

"It's an incredibly truthful way of seeing humanity."

Hendes blik rettedes imod hans, og hendes hænder landede slapt i hendes skød. Hun var endnu ikke sikker på, at han var en helt normal engel. Eller, han var i hvert fald ikke, som de engle hun tidligere havde mødt. Der manglede de let forvirrede, eller smule skræmte undetrykte følelser under overfladen.

"I need to know, who you are. I've never met one of your kind, who was either confused, or oppressed by their fear."

Helias havde rejst sit øjenbryn imens Crystal talte.

"You need to know who I am? What installs this craving in you? Why the need to know what separates me from my kin of light?"

Helias stemme var stadig kold og mild, omend en smule nysgerrighed havde sneget sig ind. Han tog en slurk af sin whiskey igen og sukkede ved varmen der spredte sig i hans lemmer. Alkoholen var stærk men god. Den hjalp til at glemme.

Helias kiggede rundt i lokale, imens han afventede Crystal's svar. De få i lokalet undgik hans blik af ren refleks. Der var frygtens væsen i dem.

Crystal betragtede ham med et dovent blik, da han talte. Hun tøvede let, tænkte sig godt om, imens han så rundt. Hendes fingre bevægede sig omkring hendes talje, og hendes blik vandrede over nogle få nye gæster, der trådte ind i Zeeman. Langsomt gled det tilbage til Helias, som om hun først nu så sig tvunget til at svare.

"Oh I don't know. My guess would be the dark, mysterious way you speak, and your aura which clearly feels different than most other angels I have met. And maybe, now I'm at it, the way you behave as if all people are ignorant children - I have never met another of your kind who have discovered that."

Over hendes blik flakkede en smule irritation, men det forsvandt hurtigere end det var kommet. Hendes stemme der havde hvislet det ud, på en måde som knap kunne høres, blev i den sidste sætning en smule højere, og mere bestemt. Hun tøvede, og endte med at lade det kølige smil vokse frem på hendes ansigt endnu engang. Hun løftede hastigt hånden, og purede op i det mørke hår, der løst faldt ned over hendes ansigt som et vandfald.

Get away.
- You should get away from me.
No seriously Crystal, get away now.
- Shut up now.

Hendes blanke blik aftog efter få sekunder, men det let irriterede drag kunne ikke så let fjernes. Hun hadede når kvinden i hendes hoved begyndte at advare hende, uden set om det så var begrundet eller ej. Nu skulle hun i hvert fald ikke vinde. Hun flyttede sig ikke herfra, indtil hendes indre stemme gav op. Og det kunne godt tage noget tid.

Helias lo stille. Latteren var kold, ja nærmest ond. Hans øjne fik et faretruende glimt, imens han lænede sig frem, så tæt på kvinden at hun kunne lugte den let krydrede duft af whiskey, og se det brændende mørke i hans øjne.

"Humans are ignorant children. So are most of the races around us... I do not say I have seen the truth, but i have seen the face of darkness and watched it cower.. Do you dare dwelve into the darkness of a bringer of fear and death?"

spurgte han stille, hans stemme en hvisken der knap nåede hendes ører. En aura af frygt lå omkring ham, og selv de ignorante mennesker var begyndt at blive utrygge, omend de ej vidste hvad årsagen var. Helias nød, for første gang, at lade frygten tage bolig i hans krop og agerer igennem ham. Denne dæmon var interessant. Splittet. Søgende. Dette kunne tegne til at drive hans minder væk, bedre end selv den stærke whiskey.

Crystal fulgte ham med blikket, da hans hoved nærmede sig, og tvang sit ansigt til ikke at ændre sig, på trods af smerten der langsomt blev forøget i hendes krop. En ubehagelig kvalme steg langsomt i hendes hals, men hun holdt den stædigt tilbage. Hendes kølige smil blev en smule anstrengt da smerten overvældede hende, men det klistrede sig fortsat til hende.

”Hear your self out. Do you really think you are so equal, to the usual angels you meet? Because I will venture to assert, that there is something else about you. Maybe you have been like the others, a long time ago, but something has changed you - And probably a few others. I don't know what it is, but i'm sure you don't want to tell it to me ...?"

Hendes sidste ord blev tøvende formuleret som et spørgsmål, i håb om at han ville fortælle hende hvad der var sket. Hun flåede sin læbe op med tænderne, og lænede sig voldsomt bagud, i håb om at komme længere væk fra den stærke aura der gjorde hende svimmel, og blindede hendes hjerne i smerte.

Hendes ryg blev omhyggeligt presset ind i ryglænet bag hende, og den stærke whiskeylugt der omringede hende forsvandt langsomt. Hun vidste ikke om det var fordi han havde flyttet sig, om hun var kommet langt nok væk, eller om det helt simpelt var fordi den dunkende smerte i hendes hoved, med lethed klippede alle hendes sanser over.

Hun åndede dybt ind, og pustede så ud, da hun stædigt besluttede sig for ikke at lade sig mærke med kvalmen der baskede rundt i hendes mave. Hun ville ikke lade den indre stemme vinde, ved at flytte sig herfra. Om hendes hoved så skulle revne, hvilket det føltes som at det allerede var godt igang med.

Stop being so ridiculously stubborn, and flee.
- No, I'm going to win here.
Flee now, you're in great pain.
- Shut up, you're just afraid to lose.
We do not have a competition!
- Probably not.

Hun tvang sig til at smile let, men kunne ikke presse den sidste mistroiske gnist ud, stemmen i hendes hoved skabte i hendes smil. Hendes mørke øjnede glimtede en sidste gang i smerten, og blev så forvandlet til kunstigt venlige. Det var det bedste hun kunne præstere i dette øjeblik.

"You say you've seen the face of darkness. What do you mean by that phrase? It is mysterious, and can mean loads of different things."

Helias lo stille igen. Hans ansigt blev fortrukket i en mørk, let spottende grimasse. Han var i sandhed anderledes end hans folk. Selv de andre af dødens budbringere trak sig mod lyset.. Han levede i mørket.

"I am the essence of terror and voice of the dead.. The darkness lives in my soul, and dread spreads where I walk. I am the living fear in man, the primordial terror of the dark.."

sagde han med slet skjult spot. Spotten var rettet mod ham selv. Han var ingen af delene, blot en fortabt sjæl iblandt mange. Han havde prøvet sit hverv og fejlet. Han havde søgt lyset, men var blevet kastet ud i mørket.. og det havde taget imod ham med åbne arme.

"If you truly wish to know about me.. You must first speak of yourself. I will tell no stranger my story of misery.."

sagde han og rejste et øjenbryn imod hence. Hun var virkeligt interessant.. Hun kæmpede mod noget, indædt, og så ud til at vince... For nu.

Crystal løftede hånden, og purrede hastigt op i det mørke hår, så det blev større og luftigere, men det virkede blot mere filtret end større. Hendes lod tænderne rive i hendes underlæbe, da hun hun lyttede til hans ord. Ordene virkede utroligt mørke, og dystre på en måde der ville få de små hår til at rejse sig på en mindre hårfør person. Men Crystal lagde blot hovedet let på skrå, og hævede langsomt et øjenbryn over de næsten sorte øjne.

"Can't you hear how non-normal-angel-like it sounds? Just the words you use - essence of terror, voice of the dead, the living fear in man, the primordial terror of the dark ... It's grim words that I cann't imagine any other angel can use."

Hendes hånd gled igen ned i hendes skød, og inden længe legede hendes fingre muntert med den langærmede T-shirt der beklædte hendes krop. Hendes blik gled prøvende over den brogede forsamling af kunder der lystigt drak hjernen ud, men fandt ingen trusselslignende personer sidde i de dystre skygger.

Hun rettede blikket imod ham, lod tænderne rive hendes underlæbe op i spekulationer. Det ville være helt utroligt dumt at afsløre en masse om sig selv, især da man nærmest kunne mærke faren i den aura der gav hende den ulidelige hovedpine. Hun gjorde en trække-på-skuldrende-lignende-gestus, og klappede på lårene med hænderne, som kunne hun umuligt sidde stille.

"Do you want me to tell about myself? I'm sure we can agree that it's really stupid to tell strangers about ourselves ... Oh ... You're right, it would be foolish of you ... Okay then. What do you know? If it is not secret, then I will reveal enough."

Hun lænede sig en smule frem, men da hele verden straks snurrede rundt af hendes dundrende hovedpine der straks blev mangedoblet, pressede hun hastigt ryggen imod ryglænet af hendes stol. Da verden igen stod stille, så hun kunne fokusere på manden foran hende, sørgede hun omhyggeligt for at slette ethvert spor af smerte fra sit ansigt, hvorefter hun sendte ham et smil, uden helt at være sikker på hvilke følelser hendes smil viste. Det kunne hun ikke fokusere på, på det nuværende tidspunkt.

Helias lyttede til dæmonens ord og smilede let for sig selv. Han kunne se hvordan hendes øjne blev blanke og hvordan blikket blev koncentreret. Han nikkede let for sig selv. Stille og roligt lod han den frygtindgydende aura forsvinde fra ham selv, for at lette på hvad han troede var en reaktion på denne. Skyggerne forsvandt fra hans øjne og tilbage var kun en kold, let kalkulerende facade.

"You, yourself told me I was different.. How would you know I do not just follow your notion, and spin words of deceit?"

Han smilede let igen. Der lå en morskab, der sjældent viste sig, i det korte smil.

"I will indulge you curiosity.. Praise are to be given to the bold."

Han lænede sig frem, så tæt at det lange hår næsten strejfede hende og han låste blik med hende. Prøvede at fastholde det som hans ord rang hult ud til hende.

"What if I told you that I was several hundred years old, and have been stepping through the blood and darkness of this world for just as many?"

Hans spørgsmål var tvetydigt og det var tydeligt at hendes svar ville bestemme aftenens forløb.

Crystal mærkede tydeligt hvordan den dundrende hovedpine skrumpede ind, og selvom den ikke forsvandt helt fra hendes sind, lagde hun ikke rigtigt mærke til den let hvinende lyd hendes sind klukkede med. Hun satte skarpt på englen, og kunne ikke tvinge det let taknemmelige smil væk fra hendes ansigt, som lige kunne skimtes da det flakkede over hendes ansigt.

"I can't be sure. But I am quite sure that you are different. What, however, would surprise me, would be if you followed anything that came from me, like my opinion or notion."

Hun betragtede ham med et lille, udtryksløst smil da hans næste ord forlod hans mund. Uden at svare fulgte hun ham med øjnene da han lænede sig frem, og låste hendes blik fast. Selvom hendes hovedpine forøgedes en smule, var det så lidt at hun ikke bemærkede den lille ændring. Så ændrede hendes smil sig, og fik hendes normale tone, af en ironisk, men dog munter glød som tydeligt kunne ses.

"I would say that you've just piqued my curiosity even more. And then i would ask, how many hundred?"

Hun hævede udfordrende et øjenbryn, halvt i håb om at han ville svare på hendes spørgsmål. Hun kunne uden problemer forestille sig ham som utrolig gammel, mest udfra måden han formede ord, som sjældent hørtes udtalt i dag, og hun kun havde hørt få gange i de 89 år hun selv havde levet. Ud over den lille ændring i hendes ansigt, bevægede hun ikke så meget som en muskel i resten af sin krop. Hun så hverken stivnet eller bange ud, blot afventende.

"I strode through the streets of the dark ages. I fought in the crusades on the path of light.. I fell from grace at the fall of virtue. For eight hundred years have I walked this damned insufferable earth."

Hans stemme var kold, isnende kold og uden følelse overhovedet. Alt omkring ham blev følelsesløst. Bevægelserne da han rakte ned til sin whiskey var mekaniske. Hans blå øjne som havet uden vind. Det lette smil om hans læber var stivnet og blevet falsk, sat på for offentlighedens skyld.

"Eight hundred years.." gentog han let. I hans første år ville han have faldet over dæmonen med ild og stål i en retfærdig vrede. Nu følte han ingentin, blot en let nysgerrighed ved hendes spørgsmål.

"Again I ask of thee. Why the curiousity? Your age, however rude of me, would be prefered to be known as well."

hans bløde røst gled igennem lokalet til hende, så bemærkelsesværdig som vinden. Der var intet ved den der hæftede sig, blot tegnene af en tom evighed.

Crystal lod øjenbrynet falde ned, og lod istedet en smil sitre i hendes mundvig i takt med at hans sætning lakkede imod enden. Hendes smil voksede efterfølgende en smule, så man nu kunne skimte morskaben. Hendes mørke øjne glimtede i det søvnige lys fra lampen over dem, da hun lod de krydsede ben glide ned, hvorefter hun flyttede det andet ben over det første, som en krydsning i den modsatte retning.

"Eight hundred years? I must tell you, that's longer than I would have guessed."

Hun gjorde et lille ubevidst kast med hovedet, så hendes hår landede på den ene side af hendes hals. Hun løftede ikke blikket til ham da han igen sagde noget, men lyttede blot til ordene med blikket rettet imod sine hastigt bevægende fingre, der klemte sammen om en lille del af trøjen der smøg sig om hendes krop.

Hendes blik fløj op da stilheden sænkede sig imellem dem, og lagde sig på ham. Hun vurderede ham tydeligt, imens hun tøvende lagde hænderne om taljen, som frøs hun. Hvilket hun naturligvis ikke gjorde. Hun vippede hovedet til siden, og lukkede øjnene halvt i, inden hun så ud af vinduet. Det var som om hun ikke ville låse sit blik fast på noget bestemt, da hendes øjne gentagende gange flakkede omkring mellem lokalet, ham og det snuskede vindue ved hendes side.

"I can not boast of being as old as you. I can not boast to know as much as you, or have seen so much as you. I've only existed for 89 years."

Endelig lagde hendes blik sig til ro ved hans ansigt, men istedet bevægede hun sig ikke så meget som en millimeter. Hun ikke så meget som blinkede da hun endelig havde stoppet sin flakken, så det lignede hun var stivnet midt i en bevægelse. Som var hun frosset fast. Det første der bevægede sig, var hendes læber.

"I still can't answer your questions about my curiosity. I do not know. But I can instead ask you: What's the whiskey? You're an angel, and even an old one of its kind. You should by now have learned that alcohol does not help."

Der kom igen liv i hendes krop, da ordene rullede ud af hendes mund. Det var ikke som en hånende kommentar, eller fordi hun synes det var morsomt. Det var blot et spørgsmål, som var dukket op i hendes sind, da hun var begyndt på sætningen. Og hun måtte indrømme, at det faktisk overraskede hende at en 800-hundrede år gammel engel sad med alkohol. Hun vidste ikke hvorfor det var specielt, men det overraskede hende bare.

Oh my god Crystal. Stop asking stupid questions.
- You're supposed to be the good girl. Why the hell don't you want me to get smarter?
Because this isn't the ideal place. Go to school, if you'll finally listen to me.
- I'm not listing to you. You should go to hell.
I have warned you. Don't come after and tell me i'm an idiot, because you didn't went.
- I can't promise that.
So go away now, and i will let you do what you want without talking.
- No you will not. Go away yourself.

Helias rejste et øjenbryn imens an kiggede ned på sit glas. Han rejste det og så igennem det mod lyset.

"The drops of sin.. The liquid fire.. It does noth to help you say? I will correct you. It instills a blissful pain that drowns away memories of an eternity spend wrong."

Helias smilede koldt til hende. Hendes bevægelser forekom ham mærkelig og hans øjne fulgte dem med slet skjult interesse. 89 var hun. Ung. Meget ung. Nysgerrighed var også noget der hørte ungdommen til. Altid på jagt efter svar, svar de muligvis ikke ønskede at hører når det kom til stykket.

"You seek answers, but have none yourself. Search within. Tell me something, keep me entertained.." sagde han med et bredt smil. han kunne ikke lade være.

Crystal hævede et øjenbryn, og rettede blikket imod hans whiskey. Hun havde aldrig selv brudt sig om smagen, da det for hende mest føltes som ild der flød gennem hendes hals, men hun kendte mange andre der forevigt elskede at drukne deres sorger i diverse alkoholsrige væsker, som whiskey. Hun løftede igen blikket imod ham, og kunne ikke holde det muntre smil væk fra hendes ansigt. Hun var vist i et sært humør idag.

"The drops of sin, the liquid fire ... The way you say it sounds like it's either something amazing, or something magical. But the way I remember it, is as crazy fire that burns it's way through my neck and cause the burning in the body. That's how I remember it."

Hendes smil voksede en smule, men stoppede så brat, og forsvandt fra hendes ansigt på få sekunder. Hun forstod ikke selv sin reaktion på ord, tanker og bevægelser lige i øjeblikket, og måske var det derfor hendes humør ændrede sig uafbrudt. Hendes smil flammede op igen, og hendes fingre rodede op i hendes hår, uden at være genstand for hendes opmærksomhed.

"You say it in a way, that makes it sound like you have made many thousands of unrecoverable errors? As if you were a sinner, without any trace of good. But does it make sense? I often hear that everyone has something good in itself, although it is might be hidden, but the question is if it's true? Because I sometimes even doubt whether there is any good things in myself."

Hun lukkede øjnene i nogle få sekunder, og mærkede på den indre stemme. Ja, det var helt sikkert det der burde være det gode i hende. Men var hun nu også det? På trods af alle hendes sikkert gode intetioner, så irriterede hun bare Crystal, og fik hende til at gøre ting som de begge vidste var både dumt og farligt - Blot for at bevise at den indre stemme ikke måtte få ret. Var det måske en god ting?

"Ask me a question about me and you'll get the answer. If it's something I feel is okay to disclose. And even if I don't think is good to disclose, then you may still get an answer. Ask, and maybe you will recieve an answer."

Hendes udfordrende smil, og muntre glimt i øjet dukkede hastigt op, og sad fast til hende, som ville det ikke af. Hun lænede sig længere tilbage, ikke længere på grund af smerte, men denne gang fordi hun helt simpelt var afslappet. Selvom det måske ikke var den bedste idé at være afslappet nær en engel, der kunne udvide sin aura hvert sekund, og gør hende helt utroligt dårlig. Men hun orkede ikke være på vagt, lige netop nu.

Helias slog en latter op. en kølig rungende latter.

"The fires of alcohol was brought to the world by men. They were created in sin and continues to create even more. There is nothing magical about it.. Merely reminiscense of a distant past."

Han nikkede til hende og løftede glasset til sine læber. Som han drak den stærke alkohol sukkede han for sig selv. I sandhed det bragte gamle minder med sig.

"Good or evil.. Damned or blessed. It matters none. I live in the shadows, a flicker of my former self. There will be no future, nor a past, when the darkness ends."

var hans ord til svar. Der hang en dyster viden i dem. Som en gammel profeti. Han tømte sit glas og så ud af vinduet et kort øjeblik som hun stilte sit sidste spørgsmål.

"A question.. What troubles you? You sit before me and struggle, yet you stay. A test of will? A forced situations? Tell me which.."

Crystal lo kort, og munterhed glimtede i hendes øjne. Hun proppede fingrende ned i lommerne på de mørke jeans, inden hun igen rettede de halv-smilende øjne imod ham. Hendes fingrede kravlede hastigt op igen, op lagde sig på hendes lår, som var det ubehageligt år være i de stramme lommer.

"Sounds right."

Hun nikkede alvorligt, inden det muntre glimt vendte tilbage. Hendes smil flimrede let over hendes ansigt, men satte sig endeligt på plads som et pige-smil. Et ægte jeg-har-det-sjovt-men-ikke-så-meget-så-sig-ikke-noget-pige-smil. Et af den slags, hun ikke havde vist, hverken offentligt eller privat, i mange, mange år.

"Well, there have to be a different. Because if there's no different, why the hell is everyone keep talking about it? I mean, if nothing is good, then why is everyone saying that we shall be good? And if nothing is bad, why is everyone saying that we are bad, while we're doing something wrong? Right? That's stupid."

Hun sukkede, og rettede sit mørke blik imod bordet, få sekunder inden hendes slanke fingre langsomt, men omhyggeligt blev lagt på bordet lige dér hvor hendes øjne holdt sig fast. Hun løftede igen blikket imod ham, inden hun åbnede sin smilende mund.

"A test of will? A forced situation? Both I think. I have this ... woman in my head. My other half. My better half. All that stuff people say about the good and bad half. The difference is that I'm split into good and bad. And she has this bad habit of trying to give me orders, to go away from dangerous situations. And it makes me want to stay in the dangerous situation, even though I almost get killed, is in great pain or have to fight like hell. It makes no difference. As long as she does not win."

Hun rystede på hovedet, og vippede hovedet til siden, imens hun ventede på hans reaktion. Hun havde ikke haft nogen grund til at fortælle ham det. Men hun havde gjort det. Måske fordi hendes indre stemme i midten af hans sætning var begyndt at råbe til hende om at lade være, og skynde sig væk. Eller måske bare, fordi hun havde brug for at fortælle det til nogen. Selv en otte hundrede år gammel engel.

Helias lænede sig frem igen og kiggede Crystal dybt i øjnene.

"A split personality? You are a thrillseeker. A dangerous existance. What brought forth this second personality?"

Han var blevet nysgerrig nu. Det sorte hår hang omkring det kønne ansigt. Dækkede de intense øjne nok til at fremhæve dem for den nysgerrige. Hans læber var trukket tilbage i et tænksomt smil. Hans hænder lå krydsede foran ham. Det var stærke hænder med lange elegante fingre.

Crystals blik fik en overrasket glød, da hans stemme fik et strejf af nysgerrighed. Hun fulgte ham med blikket da han kom tættere på, og vippede så, med en halvt smil i mundvigende, hovedet til siden. Hendes mørke øjenbryn blev løftet, uden at bemærke det store hår der væltede ned foran hendes øjne.

"Why? Yes it's a good question. I think it must be because of my stress in the past. My pain when she died. When she was murdered, I will have to admit. There was too much commotion in my mind to one whole person could handle it. I chopped myself over. Incredibly macabre, but true. This is perhaps why we are two different parts of my personality ..."

Hendes latter klangede hult, og var uden spor af morskab. Hendes øjne blev kolde, og fjerne da hun genoplevede fortiden endnu engang. Hun havde set det for sig så mange gange. Den gummiagtige hud omkring barnet, vampyrens blodige mund. Ilden hun havde antændt. Varmen, flugten. Det hele kom tilbage, og flakkede for hendes blik over få sekunder.

Hun tøvede, og hev sig tilbage til virkeligheden. Hun var ikke sikker på hvorfor hun fortalte ham dette. Det var bare rart at have en der lyttede. Selv til noget så forfærdeligt fra hendes fortid. Ikke at hun havde tænkt sig at fortælle ham om det, medmindre han spurgte. Det var ikke godt at tale over sig. I det mindste ikke uden grund.

"Sometimes ... I wish she just would disappear. Would merge with me again, so I did not have to listen to all her sensible warnings, and sweet words. It annoys me. She is unnatural. She should ... should not be there."

Hun rystede på hovedet, som sagde hun noget helt latterligt, samtidig med at hendes blik blev vendt væk fra ham. Det var noget hun havde tumlet med i lang tid, og det var en underlig følelse at fortælle det til andre. En slags lettelse. Inde i hendes hoved hørte hun en fornærmet indre Crystal pruste. Et smil flimrede let i hendes ansigt.

Helias lyttede uden at ændre ansigts udtryk. Hans øjne fulgte hendes bevægelser som et rovdyr fulgte sit bytte. Han studerede hende. Hvordan hun talte, hvordan hun fremførte sig. Han lyttede til den hule klang i hendes stemme og genkendte den.

"She is part of you. Learn to live with her and you will grow happy. Toss her away, and you will be unwhole. That is the nature of such things."

Han lo stille. Hans latter var uden spot og uden glæde.

"You are one of the immortals. You will live for very very long. Believe me, I know."

Han lænede sig tilbage igen og kiggede rundt om sig. Stedet bekom ham ikke mere.

"I will take my leave now. Follow if you wish."

Med det ord samlede han sin jakke op, lod den halv tomme whiskey stå og rejste sig. Imod mørket bag ham var han som en skygge der flød fra sædet. Jakken blev kastet over hans skuldre og han begyndte at gå med tunge skridt der klang igennem den dystre stilhed.

Crystal skar ansigt ved hans ord, ikke pågrund af selve ordene, men fordi kvinden i hendes hoved straks begyndte at forklare hvordan han havde ret, og hvorfor hun ikke selv havde ret. Hendes ansigt blev en udtryksløs maske, da hun nikkede. Han havde vel ret, men hun kunne ikke leve med hende. Hun gjorde det alt for svært.

"I will remember that."

Hun fulgte ham med blikket da han rejste sig, og overvejede et kort øjeblik ikke at følge med. Men hendes nysgerrighed drog hende videre. Hun kunne ikke blive siddende nu. Dertil var hun kommet for langt. Hun lod sig glide ned af stolen, og kastede hastigt med hovedet, for at fjerne håret der skyggede for hendes blik.

"I'm coming with you."

Hendes elegante skridt førte hende efter ham, inden hun nåede op på siden af ham. Hun skubbede i en glidende bevægelse døren op, og hastede ud af den. Den kolde luft slog hende i møde, men hun ænsede den ikke så meget som et sekund. Det mørke skygger der dominerede ethvert hjørne på gaden, og ville skræmme ethvert menneske hvis nerver ikke var lavet af stål. Men hun var ikke et menneske.

"Where are you going? I'll follow."

Som Helia trådte ud i mørket slog det omkring ham. Den mystiske og vilde luft der havde ligget omkring ham kom tilbage. Nattens var hans domæne.

"For hundreds of years I strove towards the light.. Now I live in the dark."

hans ord rang ud i mørket. De var ikke henvendt til nogen af dem, blot noget han havde udtalt for sig selv. Han kiggede rundt om sig, lod blikket glide over de stille gader.

Helias vendte sig imod Crystal. Lod blikket glide over hende.

"We walk to the dark."

sagde han blot og begyndte at gå igen. Med sikre skridt gled han igennem gaden, hen imod gågaden. Han ville gå langs de mørke sidegader i nat. Han fulgte de fyldte butiksvinduer inden hans blik gled tilbage til Crystal. Hvis hun fulgte med ville han fortælle hende ting. Dette var en nat han var villig til at tale.

Crystal kommenterede ikke hans ord, men fulgte ham bare tavst. Hun havde på fornemmelsen det ikke var henvendt til hende. Pludseligt mærkede hun den dundrende hovedpine vende tilbage for fuld styrke, og hun trådte med et gisp nogle skridt væk. Hun klyngede sig til muren, og lod de brune fingre gribe fat i enhver mursten, hun hastede forbi. Nu, hvor hun var nogle meter fra ham, kunne hun gå oprejst uden mange problemer.

Hendes fingre gled over et iskoldt vindue, og hun vidste de havde nået gågaden. På trods af at hun var en kvinde, var hun sjældent herude. Hun kunne ikke lide trængslen der normalt pressede gaden sammen. Men i nat var der en sælsom stilhed, som kun blev brudt af deres trin imod asfalten, og åndedræt der blev trukket igennem dem.

"It's already dark. Do you mean the darkness of the world?"

Hun lagde hænderne om taljen, som frøs hun da den kolde vind føg sig om hendes krop. Hendes blik gled gennem de næsten mennesketomme gader, inden det igen blev rettet imod ham. Pludseligt gik det op for hende, at hun endnu ikke kendte hans navn.

"Oh, and by the way, what's your name?"

Hun tippede hovedet på skrå, og smilede venligt. Det var ikke hendes normale smil, og hun indrømmede inderst at det overraskede hende. Men på den anden side, så gjorde det vel ingen forskel om hun var venlig eller ej. I hvert fald lige nu.