Never more{Helias D.}

Helias lo stille og vendte sig om. Hans hår flagrede omkring hans ansigt og de blå øjne glødede i nattens glæde.

"The darkness of the world will not be found in a small street.. For that, I would have to drag you to hell.."

Han smilede. Hvide tænder flækkede mørket under de glødende øjne.

"You may call me Helias. Yours was...?"

han spurgte stille imens han vente sig igen. Med en dyb vejrtrækning tog han nattens duft ind. Stanken fra de mange mennesker var væk og kun byens tunge lugt og nattens vind ramte hans næsebor. Det var en god nat.

Crystal smilede skævt da han lo, og betragtede ham da ordene forlod hans mund. Derefter flakkede et stort smil ind over hendes ansigt, og en latter blev presset ud gennem hendes læber.

"Drag me to hell, hmm? That sounds ... Fun?"

Hun smilede større, og hævede tøvende et øjenbryn. Der var hverken nogen ironi eller sarkasme i hendes stemme, blot en munter undertone der let kunne høres.

"Hello Helias. My name is Crystal."

Hun stoppede brat op, og stirrede over skulderen. Ingen. Hvorfor var hendes paranoide følelser igen begyndt at dukke frem? Hendes blik gennemsøgte gaderne, og fandt ingen. Hun drejede hovedet igen, og hastede efter Helias.

There's no one. You don't have to do that.
- Right. Go away.
Allright then.
- Really? Great.
Of course sweetie.
- Don't call me that.
Okay.

Helias kiggede over hans skuldre. Sjovt? Han havde ikke set de endeløse brændende stepper selv. Men han havde oplevet det helved en engel kastet fra himlen oplevede. Han smilede koldt for sig selv.

"Crystal. Unbreakable, untarnished, unbendable. A strong name."

Han lo stille. Der sneg sig en hvis varme ind i hans stemme. Whiskey brændte stadig i ham, selv den lille mængde han havde drukket. Den satte hans sanser lidt af og gav ham en varme i kroppen selv i den kolde nat.

Et vindstød gik igennem gaderne og blæste Helias hår tilbage. Han kiggede op mod himlen. Håbede det ville storme. Han havde brug for kaos.

Crystal tippede hovedet til siden da han så sig over skulderen, og sendte ham et stort smil, der muntert viste hendes smil. Hun trak de lange, solbrune fingre gennem det store mørke hår, der hastigt gled ned foran hendes øjne, og skjulte glimtet der hastigt blinkede i hendes mørke øjne. Hendes krop svajede let bagud, da hun fulgte ham, som for at komme væk fra den kvalmende følelse hans aura vakte i hendes krop.

"I will take that as a compliment, so thank you very much."

Hun rettede hovedet op da vinden føg gennem gaderne, og legede en voldsom dans med hendes hår, så det blev blæst omkring hendes hoved som en glorie af mørkt hår. Hun sukkede inderligt, og prøvede forgæves at filtre den store klump hendes hår var blevet forvandlet til, af vindens ublide behandling. Hun opgav til sidst, og koncentrerede sig istedet om Helias, som hun stadig holdt en vis afstand til.

"So what are you doing here anyway? I mean, many people are at their job, or sitting with ... their family and eats ... Or something like that."

Det ene øjenbryn blev nysgerrigt hævet højt over hendes mørke øjne, og et lille smil flakkede hastigt over hendes ansigt, men var væk igen så hurtigt, at man kunne tro det var indbildning.

Allright, I'm giving up.
- You are!?
Yes, just get yourself killed. I don't care.
- Yes! I'm so happy now!
... You're happy, now when you're getting killed?
- Yes! You gave up!
Okay ...

"I am free tonight.. I have neither family nor relatives in the city.. They are all gone."

svarede Helias med en kølig tone. Han tænkte aldrig over det. Han havde set mennesker visne og dø omkring sig i århundreder. Det rørte ham meget lidt.. Gemt dybt væk i hans sjæl.

Helias lod vinden lege med hans hår og jakke. Det tunge stof slog imod hans muskuløse krop som håret piskede omkring hans ansigt. Han stod et øjeblik som fanget i en storm, sanseløs for verden omkring sig.. Så forsvandt vinden og han blev trukket tilbage til natten.

Han begyndte at gå igen, med trætte, tunge skridt igennem de mørke gader. Hans blik søgte intenst omkring ham, indtil han fandt den lille vej han søgte. Med et følelsesløst smil gled han ned af den, dybere ind i mørket.

"Peace is in solitude.. Follow if you wish, Crystal."

hans stemme blandede sig blødt og subtilt med lydende omkring dem. Det var som om den flød fra mørket i stedet for ham. Der var noget advarende og samtidigt lokkende over den.

Crystals øjenbryn gled op med et ryk ved hans ord, og med ét følte hun et stik af medlidenhed for ham. Hun havde selv ingen familie, men hun havde venner som hun benyttede sig af i sine triste timer, og hun var aldrig helt alene, med en kvinde plaprende dybt i hendes sind. Hun flåede sin underlæbe op med tænderne, og skubbede følelserne væk med et dybt, mentalt hvæs.

Don't feel bad for him.
- I know that! I'm trying not to!
It doesn't make sense.
- Yeah, like i haven't realised that! Weren't you supposed to quit?
Yes, i just wanted to ...
- THEN SHUT UP!
Fine. Do what you want.
- Thank you.

Hun betragtede ham da han stod midt på gaden med vinden om sig, og lignede en der var helt inde i sig selv. Pludseligt var han nærværende igen, og hendes lange skridt fulgte hans da hun gik efter ham, uden at tænke over hvor han førte hende hen. Hendes blik gled over den vej han gik ind i. Noget lokkende trak i hende, og hun fulgte ham uden betænkeligheder.

"I will follow."

Hun fulgte ham ind i mørket, og lod det lukke om sig, uden at så meget som skæve bagud. Hun tænkte ikke videre over hans ord, men lod dog tankerne strejfe hans sætning. Fred er i ensomheden ... Betød det at han ikke ville have hende med? Længere nåede hendes tankerække ikke, inden hun lukkede den ude. Det gjorde ingen forskel. Hendes nysgerrighed var blevet vakt, og nu var der ingen vej tilbage.

Helias førte hende igennem en labyrint af gyder og små gader. Hans intense blik forlod aldrig skyggerne og hele hans væsen virkede vagtsomt. Der var stor forskel fra manden der havde siddet og drukket i baren, til det væsen der nu hjemsøgte gaderne. Helias bevægelser var stærke og afmålte, en mand der havde bevæget sig her mange gange før.

Helias smuttede rundt og et hjørne og afventede Crystal. Som hun kom omkring det blev hun mødt af de blå øjne og et dybt gennemborende blik.

"You will tell of this to no-one.."

Det var ikke en forespørgsel. Det var ikke en advarsel. Det var en ordre, kort og godt. Helias dybe stemme var fyldt med alvor og der kunne måske fornemmes den usagte trussel i dem.

Med de ord vendte Helias tilbage til sit foretagende og låste døren han stod ved op. Han smuttede hastigt indenfor, trækkende dæmonen med sig. Lokalet de kom ind i var spartansk for at sige det pænt. En seng stod presset op imod væggen og et bord med to stole var det eneste der prydede rummet da lampen over blev tændt. Lyset flakkede let, men afslørede dog en dør på den anden side af lokalet.

"Take your coat off.. We can talk in private here."

hans stemme var igen blid og mild, anonym selv her i stilheden. Med et ryk af sine skuldre trak han sin egen jakke af og smed den på sengen. Det var tid til at få noget mere afvide om dæmonen han var med.

Crystals blik fulgte gaderne i de første minutter, og indprentede de første meter af gaden, men opgav til sidst at følge med i det indviklede mønster af gader, og lod blot Helias føre an, med de mørke øjne rettet imod hans skikkelse, så hun ikke fór vild. Noget sagde hende at hun aldrig ville kunne tilbage, hvis hun ikke kunne finde Helias længere.

Hele hendes krop stivnede overrasket da hans stoppede op, og snurrede omkring med et gennemborende blik. Hun løftede et øjenbryn højt over de mørke øjne, og mærkede medfølelsen svinde i brystet. Han havde det ikke dårligt. Hun nikkede kort til ham, så hendes hår vippede omkring på hendes hoved.

"I couldn't, even if i wanted to ... I have no idea, where we are ..."

Et muntert smil flakkede hastigt over hendes ansigt, og forsvandt så med det samme som havde det aldrig eksisteret. Hun fulgte ham ind, og lod blikket glide vurderende over stedet. Hun synes ikke at bemærke hans ord, før hun drejede hovedet, og derefter tippede det til siden med et halvt smil siddende på ansigtet.

"Is it your home?"

Hun krængede jakken af skuldrene, og smed den samme vej som han smed sin. Hun fulgte ikke jakken med blikket, men lod derimod sit blik hvile på englen, med et let nysgerrigt glimt i øjnene. Hendes hår gled langsomt ned over hendes hals, og derefter ned af hendes skulder, uden hun så meget som blinkede.

"Home.. I haven't had a home in decades.."

Helias stemme var tør og kold. Han havde ikke haft et hjem siden tiden i den gamle stad.. siden Irland.. Men det var altsammen i fortiden. Der var her og nu.

Han krængede sweateren af sig og afslørede en langt mere muskuløs krop en hvad det tunge tøj havde ladet sig mærke af. Tydelige muskler spændte den tynde undertrøje imod hans krop, og arrede arme stak frem fra ærmerne. Han smed sweateren over på sengen til resten af tøjet.

"Take a seat.. I will bring a drink."

han nikkede imod bordet og forsvandt ud i det andet lokale. Efter få minutter kom han tilbage med en flaske whiskey, halvt tom, samt to glas. Han satte sig ved den ene ende af bordet og stillede glassene foran dem. Han kiggede Crystal dybt i øjnene og sagde med en dyb rumlende stemme:

"So it begins.. Now why did you follow me?"