Nam Nam

Dato: 20. februar
Tid: 21.41
Årstid: Vinter
Vejr: Det er koldt, der er nyfaldet sne og solen er lige gået ned.
Sted: I en gyde i Werclare
Omgivelser: En masse små gyder

Kodashi var på vej til en kunst udstilling i Werclar, udstillingen skulle entelig være lige til at finde men Kodashi havde formået at fare vild alligevel i Weclares små gyder der var godt skumle. Det mindeede entelig bare Kodashi om sine to overfald der var sket for kun en uge siden. Det gjorde bare hendes hjerte slog hurtigere og Kodashi havde stor ubehag ved at være i den her del af byen.
*Kodashi... tag nu bare hjem.. du kan ikke finde det og det her er alt for uhyggeligt* tænkte Kodashi for sig selv som hun gik ned af en gyde.
En pludselig lyd fra gyden fik Kodashi til at stoppe op og få et kæmpe chok, ja det var lige før hun hoppede 2 meter op i luften af bare forskrækkelse. Kodashi udbrød med det samme "Hvem der?". Der kom ingen svar men en svag puslen kom fra stedet og Kodashi gik nærmere.
Med et hop og et mindre skrig fløj Kodashi 2 meter tilbage... EN ROTTE.. Kodashi haddede de små kræ som bar pest og andresygdomme med sig. ja måske ikke lige pest men så meget andet.
Igen slog Kodashi hjerte hurtigt og hun kiggede sig over skulderen, heldigvis var der ikke nogen der havde set det, hvor var det entelig lidt pinligt.

Det var aftenen for udstillingen og i dagens anledning lignede Wil rent faktisk en levende. Et lag sminke dækkede hendes hvide hud og gav hende den farve som hun ellers manglede. I levende live havde hun allerede været bleg, men nu var det bare blevet endnu værre. døden havde ikke hjulpet på hendes manglende solbrændthed.
Hun steg ud af sin bil efter at have parkeret lidt fra selve galleriet og havde besluttet sig for at gå resten af vejen. I hendes alder var hun ikke bekymret for at blive overfaldet, og derudover var det nogen uger siden hun havde været i dæmonerne og vampyrernes by.

Hun var klædt i tætsiddende slidte jeans, en blå skjorte med en nålestribet vest ud over. For en gangs skyld havde hun ikke orket at tage en uldfrakke på for at virke menneskelig, men havde i stedet taget en kort læderjakke på som gav det et lidt skævt udseende. Wil kunne ikke være mere tilfreds.
Hun ville stå en smule ud sammen med alle de mange jakkesæt der uden tvivl kom forbi galleriet i løbet af aftenen. Hun var så småt ved at få sig et ry inden for kunstverdenen, selvom det stadig var i det små. Alligevel tjente hun klart nok penge til at kunne betale for alt det blod som hospitalet langede hende under bordet.

Hun skulle til at gå ind i en gyde da en piges skrig fik hende til at sætte i løb hen imod lyden. Hendes højhælede støvler hamrede imod asfalten, og selvom hun løb til var lyden der kom ud af det stadig meget begrænset.
Pigen der havde skreget så ud til at være noget ældre end hun, og selvom hun ikke kunne se nogen grund til skriget kunne hun måske alligevel godt forstå den anden. Efter lugten at dømme var hun helt og aldeles menneskelig og Werclare kunne være en skræmmende by for dem der ikke var med i det interne freakshow.
"Hvad er der galt? Hvorfor skreg du?"

Kodashi var stadig godt skræmt af den rotte der havde været, det hjalp just heller ikke at hun var i en gyde. Det var ikke det mest hyggelige sted at være. Alt det her besvær for bare at komme til en kunst udstilling på den her tid om aften, Kodashi skulle bare været blevet hjemme i sin lejlighed ja hun skulle.
Endnu engang hoppede Kodashi halvt op i luften med et lille spjæt da der var nogle der pludselig talte til hende. Igen måtte Kodashi komme med et mindre skrig og hun vendte sig hurtigt om. Hun havde ikke hørt pigen komme nærmere da Kodashi var i sin egen lille verden af chok tilstand.
"Gud et chok du gav mig... Der var bare en rotte" sagde kodashi med hånden for hjertet, det var måske ikke så sundt for hendes helbred at rende rundt her i gyderne på denne tid så nemt hun blev forskrækket. Kodashi betragtede lidt pigen der var foran hende. Kodashi betragtede pigens ansigt træk og former, ja det var bare normalt

Kodashisamlede sig lidt sammen igen og gav pigen et mindre skævt smil imens. Det var lidt pinligt at en tilfældig forbi passerende skulle se Kodashi sådan her, men det var vel logisk nok at der ville komme nogen rendene sådan som Kodashi havde skreget op.

Hun sukkede lydløst da pigen skreg igen, følte sig pludseligt meget gammel og det blev ikke bedre da den anden bebyrdede at det kun havde været en rotte. Der skulle efterhånden en del til at skræmme den gamle vampyr, rotter gjorde det bare ikke længere.. på hendes tid havde de trods alt også været mere normale. At de havde været skyld i mange sygdommes smitte havde heldigvis gjort dem mere sjældne med tiden efter børn var begyndt at se det som deres opgave at dræbe dem.
”Byen er også ret skummel.. nogen gange bliver jeg også selv lidt nervøs over at gå her. Nå, men jeg bliver nød til at skynde mig. Udstillingen, du ved kunst udstillingen, mangler mig.”
Wil bukkede overdrevent for pigen og da hun fik rettet sig op var hun allerede på vej ud af gyden og ned af sidegaden som førte den rigtige vej.

Det var noget tid siden udstillingen startede og der ville snart, hvis ikke allerede, komme spørgsmål om hvor hun var. Hun var trods alt og selvom hun havde haft folk nede og tjekke alt var som det skulle tidligere blev hun også selv nød til at være der. Da hun ikke havde andet at lave så hun ingen grund til at komme mere for sent end nødvendigt og hun havde vist allerede strukket den. Godt nok var hun en dygtig kunstner, men ikke så dygtig at hun kunne tillade sig ikke at dukke op.

Det gik først op for Kodashi hvad pigen havde sagt kort tid efter hun var gået ud af gyden. Kodashi skyndte sig at løbe efter for det var nok samme udstilling Kodashi ledte efter.
"Hov... veeeent..." udbrød Kodashi og prøvede at følge trop med pigen men det var lidt svært eftersom hun havde fået et lille forspring. Men Kodashi satte tempoet op og fik indhentet pigen igen.
"Jeg er selv på vej derhen... kan jeg følges med dig" spurte kodashi venligt og håbede på at få et ja.
Kodashi havde selv ikke nogle malerier på den udstilling, det var mest fordi hun ikke rigtigt havde nogen billeder der passede ind i udstillingen, da hun ellers før havde haft kunst udstillet der før.

Kodashi kiggede lidt på sit ur og regnede med at udstillingen nok snart ville starte og det ville være ærgeligt at komme for sent der til, men lidt gjorde vel ikke noget. Ihvertfald når hun ikke havde nogle malerier der var udstillet. Havde Kodashi haft det så havde det været en helt anden sag.

Wil vendte sig halvt om da der blev råbt efter hende og så efter lyden med et lille halvforvirret smil. Hvad ville hun nu? var der noget galt? Det kunne være at.. hun måske havde mistet noget. Wil havde ingen anelse, det kunne jo også bare være at hun ville spørge om noget. I hvert fald stoppede hun for at se hvad der var.
”Ja da.. var du da faret vild? Men vi bliver nød til at skynde os. Jeg kommer for sent.”
Hendes øjne glimtede et øjeblik muntert inden hun kom i tanke om at der stadig var nogle minutters gang til galleriet. Hun begyndte at gå med en klar forventning om at den anden fulgte efter. Hvis hun ikke gjorde måtte det være hendes valg.. for hun havde indset at hun havde travlt.. selv gamle udøde lå under for nutidens tidspres mens de kun kunne drømme om dengang mægtige udødelige væsner ikke lå under for de dødeliges ønsker.

”jeg hedder forresten Kaylin.”
Hun så sig endnu en gang over skulderen imens hun hastede ned ad den lille gade der mundede ud i en lidt større vej. Længere nede ad vejen lå galleriet som hun havde fået en plads hos. Nu var det endeligt begyndt at løbe rundt, og hun blev ikke længere nød til at tage af Gwyns penge for at få råd til hus og blod. Det havde været en stor lettelse da to af øens gallerier havde sagt ja til at udstille hendes malerier. Hvor surt det end var, så kunne hun ikke tage et skridt op med hendes sang også for en pladekontrakt involverede alt alt for meget opmærksomhed. Det var ikke en mulighed, og det havde hun måtte bide i sig siden starten af 1940'erne.

Kodashi skyndte sig efter Kaylin, selvom det var et hurtigt tempo hun skulle følge med i.
"Hyggeligt at møde dig... Jeg hedder Kodashi"
Kodashi fulgte stadig med med et smil på læben, det var altid rart at møde nye mennesker selvom det virkede til at være en dyster by, og så tilfældigvis en der også intresserede sig for kunst, det var jo herligt.
Kodashi selv kunne godt leve af sine malerier efterhånden, men hun havde også fine kontakter til øens 2 gallerier, men havde også fået udstillet noget væk fra øen. Det var utroligt så svært det var at leve af sin kunst, men Kodashi lagde altid til side til de svære tider og havde endnu ikke været tvunget til at skulle tage et deltids job. Hvilket var rart for så kunne hun bare tænke på sin kunst og intet andet.

"Jeg syntes at have hørt det navn før... har du noget udstillet" spurte kodashi som de gik hurtigt videre ned af gaden. Kodashi var ikke lige den bedste til navne så hun ville hellere spørger for at være sikker før hun bare fik dannet sig et billed af Kaylin. Det var jo ikke pænt at bare dømme ud fra hvad man gik og troede. Men Kodashi var rimelig sikker på at have hørt det navn før, selvom det måske godt kunne havde været i en anden sammenhæng.

Hun nikkede som hilsen da hun fik den andens navn at vide. Kodashi var ikke et navn man hørte ofte, men efter hendes udseende at dømme kunne hun godt have japanske rødder. Det betød ikke ret meget for Wil bortset fra et muligt besvær med at huske navnet, men det var til at overleve. efter så mange år havde man mødt så mange forskellige mennesker at man glemte navne hurtigt, men det var så hvad det var.
"ja jeg har fået et par udstillet her, men mine forældre kan ikke lide det så jeg udtiller dem under et alias. men hvad med dig? du virker til at være oprigtigt interesseret."
Hendes øjne var mildt interesserede i den anden kvinde da en højest uvelkommen følelse meldte sig.. Sult. Det var et stykke tid siden hun havde fået noget ordenligt at spise og hun kunne jo nødigt gå ind i et fyldt galleri med sult lysende ud af øjnene.

Hun vidste hvad hun måtte gøre og pludselig spærrede hun øjnene op med en teenagers panik. Hun klappede sig på lommerne som om pludselig manglede noget vitalt som fx en mobil. En støn forlod hendes læber da hendes skuldre spændtes i tilsyneladende panik. Hun vendte sig imod Kodashi og så med bedende og paniske øjne på den anden, som nærmest skreg efter hjælp.
"Min mobil! Jeg må have tabt den da jeg løb hen til dig! Mine forældre slår mig ihjel!"
Hun gav sig til at løbe op imod gyden igen med panikken lysende ud af øjnene, hvor hun begyndte at gå skanne jorden med øjnene. Kaylins tanker var desperate og usammenhængende mens Wiliths var rolige og fokuserede.

Hun forsvandt ind i gyden med de samme store paniske øjne som før, men inde i gyden gav hun sig bare til at vente. Mon ikke Kodashi ville følge efter. Hun havde virket som en rigtig flink person, og hun var på mange måder ked af at det skulle gå ud over hende, men hellere det end at komme til at vække undren hos folkene i galleriet.
Hun havde en træstage i sin taske som ville due fint til formålet. Hun skulle bare slås bevidstløs, og hun ville vågne op med en let hovedpine. der ville kun være en bule i baghovedet og alt ville være okay. Ikke helt okay, selvfølgelig.. men det følte hun var det bedste hun kunne gøre.

I skyggerne krøb en skikkelse sammen. Hvis man havde et meget trænet øje ville man nok se at skyggen omkring den del af gaden der lå ned til den lille gyde hvor den rødhårede pige var løbet ind, var fortættet og underligt sort - uigennemtrængelig.

I mørket krøb et smil hen over blege læber.

The little vampire... Victoria was is not?

De sorte øjne så tilbage imod mennesket pigen lige havde forladt.

Kodashi kunne godt huske dengang hun selv boede hjemme, der måtte Kodashi også diskutere mange gange med sin mor som sit karriere valg. det havde været nogle lange pinefulde diskutioner men Kodashi var endt med at få sin vilje alligevel, hvilket Kodashi kun nu var glad for da hun levede fint af sin kunst.
"Jeg maler selv.. har dog ikke noget udstilt i dag"
Gid Kodashi havde haft noget udstilt, pengene var jo altid rare at få, men igen for Kodashi handlede det ikke om pengene men mere om at kunne male hver dag.

Kodashi stoppede pludselig op da Kaylin stoppede op, hvad var der nu sket, havde de ikke tralvt? Kodashi betragtede Kaylin som så godt panisk ud.
"Rolig nu... den skal vi nok kunne finde"
Kodashi prøvede at være beroligende for at Kaylin skulle falde ned på jorden. En telefon var da ikke verdens undergang.

Nå men Kodashi vendte sig om og begyndte også selv at kigge ned på jorden og lede for Kaylin, fire øjne så trods alt bedere end kun to. Kodashi kig stille og roligt fremad ind til hun kom ind i gyende igen. Kodashi måtte lige stoppe op ved indgangen af gyden og synke en lille klump. Igen spillede Kodashi fantasi hende et pus og hun syntes at hun så noget, men nej.
Forbanede overfold, hvorfor skulle det nu gøre hende bange for gyder.
Nå men Kodashi fik endelig sparket sig selv ind i gyden.

Hun kunne høre kodashis lette skridt langsomt komme nærmere og fortsatte med at lade som om at hun ledte desperat efter mobilen. Den lå sikkert i hendes inderlomme, men det behøvede mennesket jo ikke vide. Hun fik hurtigt skimmet den ene side og fandt hurtigt der hvor skyggerne var dybest. Det var så der selve måltidet måtte forgå, for hun ville ikke ende på forsiden som andre af de idioter der rendte rundt på gaderne her.
Mange af dem ville være døde om nogle år. Dem der var smarte nok til at skjule deres spor var dem der overlevede den første tid, men selv ikke efter et par hundrede år kunne man være mindre forsigtig. Teknologien havde udviklet sig med voldsom hast og selvom de også selv gjorde brug af den, så var den stadig en stor hæmning når man var 15 år den næste evighed og ikke ville genkendes som sine tidligere alias.

Så nåede mennesket gyden og hun skruede op for panikken. Igen blev hendes blik fyldt med panik og hun vendte sig knap nok for at se da mennesket vovede sig ind i gyden. Den virkede ikke skræmmende for vampyren med hendes nattesyn men hun kendte de dødeliges syn på Werclare, og kunne virkelig ikke forstille sig hvorfor de stadig boede her.
Hun vendte hovedet imod den anden og pegede imod en del af gyden lidt længere inde som hun ikke selv havde undersøgt.
”Vil du ikke kigge derovre. Jeg har tjekket herude? Jeg bliver nød til at finde den!”

Hvis Koda gjorde som hun sagde, ville den lille vampyr tålmodigt vente til hun var nået længere ind inden hun satte af i løb imod den anden. Wil var et øjeblik bare et pløre af farve inden hun stod bag mennesket og træstagen var på vej imod hendes baghoved. Selve slaget var hun meget omhyggelig med. det skulle være hårdt nok til at hun besvimede, men ikke hårdt nok til at det gjorde varig skade. Hun ville uden problemer kunne have kvast menneskets kranie, men det var jo ligesom ikke det hun gik efter. Nu skulle hun bare besvime. Hvis hun fik ramt ordenligt ville kodashi besvime, og hun ville være klar til at gribe. hvis ikke måtte hun jo prøve igen.

Kodashi havde nærmest ondt af Kaylin for at gå i så meget panik over for næsten ingen ting, det var jo bare en mobil, igen men hvis hendes forældre gik så meget op i det kunne hun godt forstå det. Men så igen det var bare en mobil telefon der var blevet væk. Kodashi selv havde ikke engang en af den slags, hun havde kun sin fastnet telefon. Det var måske også på tide at Kodashi kom ind i denne verden af mobil telefoner men hun havde bare ikke haft brug for det endnu.

"Jo selvfølgelig skal jeg nok det" sagde Kodashi venligt og begyndte at gå hen i den anden ende af gyden for at lede. Kodashi havde svært ved overhoved at se noget her inde og var lidt skræmt af der måske ville være flere rotter der gemte sig i mørket. Men hun tvang sig selv til at lede der inde.

Kodashi hørte en løbe hen imod hende, men nåede ikke rigtigt at reagere før der hårdt og elegant blev placeret et slag i hendes baghoved. Med det samme sortnede det for Kodashi og hun gik ud som et lys med et lille skrig.

Skygger krøb ned langs gyden som lange fangarme der forsøgte af omfavne de to skikkelser. En slank kvindeskikkelse bevægede sig lydløst ind i gyden, omkring hende groede skyggerne frem som tentakler.

Narcissa havde efterladt vejen, hvortil gyden tilstødte, der havde ikke været et øje at se i nærheden. Hendes skarpe mælkehvide ansigt var næsten skjult i hendes eget private mørke.

"Tsk tsk tsk, our dear hunterfriend is gonna be so pissed when she hears about this. Bad girl Victoria."

Et smil brød igennem mørket og to sorte funklende øjne kunne svagt skimtes. Narcissa stoppede tre-fire meter fra vampyren og det bevidstløse menneske. i løbet af et åndedrag lå hele dén del af gyden de tre kvinder stod i dækket i et uigennemtrængeligt magisk mørke. Der var jo ingen grund til at lade en god mulighed gå sig forbi.

"Let's make a deal... I wont tell, if you leave her after you have fed. As long as you do not kill her. Neither will I, and I'll make sure she is getting home safe. I am not here to fight, you get your food and I get mine... she survives! Huh? Deal?"

Hendes stemme var lav, kølig og tonløs. Der var ikke meget genkendeligt over hende fra sidste gang Victoria havde mødt hende. Dæmonen trådte langsomt tre skridt frem, hun var ikke sikker på hvordan vampyren ville reagerer på at få frataget sit syn.

Hun holdt den bevidstløse pige i en tæt omfavnelse der virkede malplaceret i den dunkle by, men dødevægten forhindrede hende ikke i at vendte sig rundt alt for hurtigt til at det kunne være menneskeligt muligt. Et koldt smil der afslørede hendes lange hugtænder var det første tegn på at hun kendte kvinden overfor hende.
”Well hun er sur lige meget hvad jeg gør, selv hvis jeg spiser fra hospitalet.. Jeg hører at hun fortalte dig mit navn, så nu er det vel også på sin plads at jeg får dit.”

Det var meget tæt på at hun blev fornærmet over dæmonens forslag. At hun skulle lade være med at dræbe pigen? Helt ærligt, hun var ikke en nybegynder i dette her. Hun vidste udmærket hvad hun skulle og ikke skulle og at dræbe mennesket var afgjort et no go. Det havde hun for det første ikke lyst til og for det andet ville det kræve at hun skulle skaffe sig af med liget, og det var så besværligt..
”Lad være med at fornærme mig. Jeg har levet i et par hundrede år, jeg ved hvad jeg laver... og jeg dræber ikke hvis jeg kan undgå det. Når hun vågner har hun en hovedpine, en bule og hun vil nok være ret sulten. Der vil ikke være nogen sår eller varige men.. Og drop så det der.. jeg kan både lugte og mærke dig. Har du glemt at der er luft omkring dig..”

Hendes øjne var blevet sorte som kul uden noget hvidt mens magien pulserede i hende. Dæmonens brug af magi havde sat hende i alarmberedskab og vind snoede sig ned i gyden. Hun kunne mærke da den ramte overfladen og måtte sno sig udenom.. det måtte være kvinden for hun var den eneste cylinder-agtige ting midt i gyden. Hun kunne ikke være sikker for metoden var i bedste fald upræcis, men bortset fra sin lugtesans så var det alt hun havde at gå efter.

”Og hvis du forstyrrer mig midt i maden bider jeg hånden af dig..”
Med de ord sendte hun et sidste blik ud i det magiske mørke inden hun fandt pulsåren i pigens hals og bed til. Der ville ikke gå lang tid inden hun måtte trække sig væk så da det varme levende blod strømmede ind i hendes mund nød hun hvert øjeblik af det. Varmen spredte sig i hendes krop og gav hendes hud den rødmen som den ellers manglede. Ren glæde og nydelse spredte sig over hendes unge ansigt indtil hun indså hvor meget hun allerede havde taget.

Modvilligt trak hun tænderne til sig og sørgede for at efterlade nok spyt på hendes hals til at såret ville hele hurtigt. Med armene om den slanke pige slikkede hun sig om munden for at få det hele med og rettede så igen blikket imod dæmonen foran sig. Der var kommet en ny glød over hende, og det var som om hendes kinder glødede af varme, og øjnene af glæde.
"Hun er okay.. nok bare en smule groggy når hun vågner."

De sorte øjne funklede lystigt af vampyrens ord.

"Fine... you can call me Narcissa."

En lav klukken slap dæmonens læber og hun trådte et par skridt længere frem. Duften af menneskeblod slog imod hende da vampyren satte tænderne i sit bytte. Narcissa mærkede hvordan mundvandet steg og tænderne blev sylespidse, men hun måtte holde sig tilbage. Der kunne falde noget bedre end blot kød og blod af, hvis hun blot ventede og spillede de rette kort.

Dæmonen stod som en fastfrosset statue og betragtede vampyren mens hun tog føde til sig. Vinden blæste svagt omkring hende, og hun mærkede hvordan vampyren havde kontrollen med den. Det var meget tydeligt at Narcissa forventede denne tjeneste tilbagebetalt så snart Victoria slap sit bytte, en dæmon stod ikke og ventede som en lille stik-i-rend-dreng uden at det gav afkast.

Da Vaictoria endelig tale efter at have sluppet kvindens hals, trådte Narcissa endnu et skridt frem og endte mindre end en meter fra de to kvinder.

"Fine, you have had your blood. Now leave her... as I said, she will not die. I will get her home and get her something to eat and drink. See you around sometime!"

Narcissa trådte endnu tættere på og lavede et vink med hånden til farvel. De sorte øjne lå koldt på vampyren, men kroppens fokus var imod mennesket.

En flyvende hvid bevægelse nærmede sig den mørke gyde, hun ramte jorden med et stille bump. Hun så rundt i gyden men det eneste hun kunne se var mørke, det var helt umuligt at se noget. For blot et par minutter siden havde Gracy gået rundt i Wareclares gader, da et tungt og solidt bump kunne mærkes i hendes baghovede, det sortede for hendes øjne, men det varede max 30 sekunder før hun var sig selv igen, forvirret så hun rundt i gaderne for at se hvad der skyldtes det tunge slag i hendes hoved, og da slog det hende. Det var Koda det var sket for, en åndelig kontakt var vel det man ville kalde det hun havde oplevet. Gracy var hurtigt lettet for at finde Koda og sikrede sig ingen ville se hendes vinger da hun fløj fra stedet, få minutter før Gracys ankomst havde hun mærket en stikkende fornemmelse i hendes hals, der nær havde fået hende ud af kurs. Fordi Gracy ikke ville være den der afslørede de magiske væsner for flere en højst nødvendigt trak Gracy sine vinger ind. Gracy kunne hverken se eller høre noget, det eneste hun kunne lugte var stanken af blod der gjorde Gracy fik en kvalmende foremmelse. "Hvem der?"

"Selv hvis du ikke have været her.. Narcissa, havde jeg sørget for at hun fik noget mad. Hun virkede rar, så det var egentlig lidt synd.”
Da hun endnu en gang kom til at tænke på hvorfor hun havde spist nu greb hun sig til inderlommen og hev sin mobil frem. Hendes banden lød høj igennem mørket da hun opdagede at hun ikke kunne se skærmen i det magiske mørke. Hun var meget for sent på den nu.. folkene på galleriet ville ikke være glade. Hun sukkede irriteret.. det blev da også bare bedre og bedre.
”Gider du droppe gemmelegen. Jeg kan sgu ikke se hvad klokken er og jeg har ting jeg skal nå. Selv en død skal tjene penge.. og jeg er kan bruge alle dem jeg kan få fat i..”
med en øvet bevægelse trak hun pigen op i sin favn, stadig med mobilen i hånden og trådte forsigtigt et skridt frem imod dæmonen, eller det regnede hun i hvert fald med. uden syn og kun med lugtesansen tilbage som var mere optaget af mennesket i hendes arme gjorde det det hele en del mere besværligt.

Så rettede hun sig op med et ryk og så imod lyden da hun måtte minde sig selv om at hun ikke kunne se en skid. I stedet gik resten af hendes sanser på arbejde og der gik ikke mange sekunder inden lugtesansen meldte tilbage om at den nytilkomne i hvert fald duftede helt og aldeles glimrende! Det var lige før man kunne overveje en dessert. Så mæt var hun heller ikke.. men af hensyn til hendes ry og liv valgte hun hurtigt at skrotte den mulighed. Den næste gang ville dæmonen nok ikke være så venlig at holde informationer tilbage fra Procella.
Hun valgte klogelig at lade være med at sige noget, at lade være med at ånde og i det hele taget lade være med at bevæge sig indtil hun vidste præcis hvor hun var.. hun ville ikke risikere at gå ind i et par skraldespande med dødvægt i favnen. i Stedet rettede hun blikket forventningsfuldt imod det sted hun regnede med at dæmonen stod.

"Sorry, just a little precaution."

Men Narcissa lod ikke mørket forsvinde. I stedet trådte hun et skridt frem imod vampyren, der nu stod med mennesket i sine arme. Hun registrerede en lyd bag sig og en lys stemme tale. Hun ignorerede vedkommende - der var et menneske i nærheden der snart ville være hendes for en kort stund. Dæmonen lod sine spinkle arme glide ind under den mørkhårede piges krop og løftede hende ud af vampyrens hænder.

I det samme øjeblik blev Narcissa overvældet af en kvalm fornemmelse. Idet hun tog imod menneskets dødvægt vaklede hun et skridt baglæns og stønnede svagt. Hun mærkede hvordan en voldsom svimmelhed overrumplede hende.

Med en irriterende hvæsen vendte hun sig om imod den nyankomne. De sorte funklende øjne spærredes op ved synet af den lyshårede pige. Alt i dæmonens magiske krop skreg og vred sig, men samtidig var duften af englen helt igennem fantastisk.

"Angel..."

Narcissas stemme var uden betoning overhovedet,

"Move and she'll die. Leave and she'll live."

Hun holdt mennesket tæt ind til sin krop og virrede irriteret med hovedet da hendes syn i nogle sekunder blev slørret. Med irriteret mine så hun hvordan mørket omkring hende begyndte at flagrer næsten som en tåge der blev revet rundt af vinden. Hun forsøgte frebrilsk at holde mørket samlet omkring sig, men med påvirkningen af englens aura var det hende umuligt.

De sorte øjne mødte englens. Med ét vrid med hånden ville dæmonen kunne knække nakken på mennesket. Små klynkelyde afslørrede at pigen i hendes arme var ved at vågne.

Kodashi havde det ganske dårligt, det var mørkt for hendes øjne og hendes hoved snurrede som en i helvede.Små klynk undslap Kodashi mund som hun var ved at vågne fra sin bevidstløshed. Det var ganske svært for Kodashi at få åbnet sine øjne og mumlede nogle ord for sig selv.

"hvor er jeg... hvad skete der lige" mumlede Kodashi stille og prøvede at få sin hånd op til hoved. Først her opdagede Kodashi hvordan hun blev holdt fast af en elelr anden og det var her panikken greb hende.

"Hvad sker her... giv slip"

Kodashis ord var stadig ganske sløve da hun lige var vågnet.

Kodashi så Gracy lige foran sig og undrede sig gevaldigt over hvadhun lavede her, de havde da ikke aftalt at mødes i dag.

"Gracy... hvad sker her"

Man kunne godt hørre der var panik i Kodashi stemme.

Gracy kunne på trods af mørket stadig intet se, men den vrede stemme fik Gracy til at stivne, betingelserne hun kom med, var skræmmende med Gracy var ligeglad. Hun var overbevidst om hun intet ville gøre hende, hun grundlagde det på det var en dæmon der fik det dårligt af Gracys aura, det gjorde at Gracy måske kunne få revet Koda ud af hendes arme og over i Gracys, men turde hun tage chancen at miste Koda for at redde hende, det var en svær situation Gracy blev sat i, Kodas stemme fik Gracy til at føle sig utrolig sårbar. Gracy listede over til Koda i håb om det ikke blev overbevidst, hun tog fat i Kodas arm og mærkede at grebet om hende ikke var hårdt, det ville ikke være ret svært for Gracy at få Koda ud af den mulige dæmons arme, men det krævede at Gracy var hurtig til at opsætte sit skjold hvis hendes plan skulle fungere. Gracy stivnede midt i hendes redningsaktion, hun var for bange til at gøre mere, sikke en god skytsengel hun var, det skyldes mest hun absolut intet kunne se, faktisk var hun ikke engang sikker på det var Kodas arm hun havde fast i. Hun vidste heller ikke om der var andre end de to andre og hende selv.

”få det så væk for helvede! Hvis det er en engel er det et større minus for os end for den.. og jeg kan ikke høre andre på gaden.”
Der var ingen hjertebanken på gaden bortset fra dæmonen og personen der vist var en engel. Englens hjerte bankede hårdt så enten havde hun løbet, fløjet ellers ophidset på den ene eller anden måde. Hun sukkede, regnede tydeligvis med at hun måtte finde sig i at være blind. Opgivende forsøgte at fremkalde et billede af gyden i sit hoved, men siden hun havde flyttet sig fra før mørket sænkede sig var det sværere end forventet. Tilsidst fandt hun et sløret billede i sin hukommelse og bevægede sig op på siden af dæmonen. De to væsners hjerter var som et fyrtårn i mørket og hun drejede hovedet imod det ene af hjerterne.
”Er du sikker på at det er en god ide at du holder hende? Dit hjerte banker underli..”

Så lukkede hun munden da hun indså at den anden var ved at vågne og indså hvor heldigt det vist var at det ikke var hende der bar på mennesket. Hun så mindre skyldig ud sådan her, selvom der nok ikke var nogen tvivl for andre væsner om hvad der var sket.. hendes kinder var trods alt stadig en del rødere end de burde være.
Usikker på hvad hun skulle gøre listede hun over til mennesket og viskede ned til hende.
”Rolig, der sker ikke noget.”

Hendes smil var ægte nok, men havde en snert af nervøsitet. Godt nok vidste hun at englen var svag, men hun var stadig en engel. I hvert fald havde hun danset med engle før, så hun vidste nogenlunde hvornår man skulle trampe på deres tæer. Da englen forsøgte at hive Kodashi til sig var det vist hendes tegn. Hun var henne ved englen efter et blink med øjet og så advarende på hende, med mørke øjne.
”Sig mig.. lille stjernekigger.. hørte du ikke hvad hun sagde?"

Endnu en bølge af noget der mest kunne sammenlignes med den menneskelige fornemmelse af kvalme løb igennem Narcissa. Hun forsøgte at holde hovedet koldt, men det var som om hendes syn blev slørret og hun havde ingen mulighed for at styre mørket længere.

Det tætte mørke der før havde været umuligt at se igennem, blev nu i stedet kastet omkring som lange skygger. Englen og vampyren ville nu se skyggerne danse en vild dans i gyden, hvor deres syn kun ville være forstyrret når de rent faktisk ramte dem - ikke noget dæmonen kunne styre længere.

Englen der nu stod lige foran Narcissa havde fat i menneskets buskeben der lå hen over dæmonens ene arm. Narcissas sorte øjne lynede imod den blonde engels ansigt. Hendes greb om menneskets nakke strammedes faretruende.,

"Listen angel... I told you once, I really need to tell you twice? You keep touching her, she dies. You leave... she lives!"

Narcissa trådte et skridt tilbage, som for at få mere afstand imellem sig selv og englen, men også for at se om hun gav slip på mennesket. Wilith stod ved hende side og Narcissa nikkede kort til hende - hun holdt sit ord, hvis hun fik mennesket med sig, var deres aftale i hus.

"Human, stop squirming... Get your friend there to leave. We won't hurt you!"

Hun så ned på pigen i sine arme og sendte hende et varmt smil. Det krævede alt i hende at animere sit ansigt i venlige grimasser, hun var ikke sikker på hvor længe hun kunne tåle at være i nærheden af englen, uden rent faktisk at komme til at knække nakken på pigen.

Der begyndte at komme tåre i Kodashi øjne, hun var godt skræmt af hele situationen, baredet at vågne i det her greb på en fremmede kvinde. Det var ikke særligt behageligt og Kodashi var mest bange for sit liv lige nu. Det skulle lige passe at det skulle ende her i en mørk gyde.

Hvorfor skulle Kodashi altid være uheldig og komme ind i de her situationer, hun måtte hellere holde sig fra gyder fra nu af for det her var trejde gang der var sket noget i en gyde ud af de tre gange Kodashi havde begivet sig ind i en. Men nu var det jo forsent igen at skulle gøre noget ved.

Kodashi hørte kvindens ord og sank en klump, Kodashi ville helst ikke have at Gracy gik sin vej lige nu, men på den anden side, ville Kodashi dø ville Gracy også.

"Gracy... Der er ikke noget du kan gøre... Vi skal ikke begge dø over det her..."

Kodashis stemme var fyldt med en mindre gråd og panik. Hun ville ikke se Gracy dø på grund af hende og hvis alt der skulle til var at de ville gøre Kodashi lidt ond frem for at få dem begge dræbt så måtte det vel være sådan.

"... Hver sød.. Gracy... Gør som de siger" bad Kodashi stille og vidste ikke ellers hvad hun skulle gøre.

Gracy slap Koda da en stemme kaldte hende stjernekigger, der var kun to andre ud over Gracy der havde været der på engen da hun havde kigget på stjerner, og det var bestemt ikke jægeren. Vampyren. Gracy frøs og så forvirret rundt, men at prøve at se noget var som at finde en nål i en høstak. Gracy stod magtesløs, indtil Koda talte til hende. "Hvad gør du ved hende?" Forlangede Gracy at vide før hun ville gå nogle steder, hun ville ikke efterlade Koda hvis de havde tænkt sig at gøre ting ved hende, situationen var slem nok i forvejen, det var yderst ubehageligt at blive overfaldet, Gracy havde selv prøvet det, og det eneste våben hun havde var hende skjold, men hun havde nægtet at bruge det foran to der måske eller måske ikke kendte til den del af verdenen. Gracy tog nogle tunge ind og udåndninger der var den eneste højere lyd, der hang i den mørklagte gyde.

Wils skuldre skælvede da hun sukkede, men det forsvandt brat da skyggerne begyndte at flimre omkring dem. Der var noget galt med dæmonen, og tilsyneladende kom det fra englen. havde hun været en kat havde hun skudt ryg, i stedet rettede hun sig op og gik efter lyden af englens hårdt bankende hjerte. Hun stod lidt over en meter fra englen og selvom hun var en del lavere end englen fejlede hendes selvtillid ikke noget. Luften omkring hende nærmest summede af magi, men det så ikke ud til at hun ville angribe.
"Hun vil få noget af spise, og derefter vil hun blive afleveret ved sin hoveddør, og nu synes jeg at du skal gå. din tilstedeværelse har kedelige virkninger på min ven, der har hånden om Kodashis nakke. Jeg tror det ville være bedst for alle hvis du lod os alene."

Hun havde virkelig ondt af mennesket, men englen her var det hende fysisk umuligt at have ondt af. Hun var blevet torteret af guds efterretningstjeneste og ville med glæde gøre det samme ved hans skabninger.. de skulle bare give hende en god grund.
Og stjernekiggeren her kunne give hende den grund hvis hun fortsatte med at skade Narcissa, bevidst eller ubevidst. Det måtte da være en god grund.. ikke?
Den ville nok ikke holde i retten, men heldigvis ville det aldrig komme så vidt.. hun kunne dække sine spor og englen ville ikke leve så hun kunne fortælle historien. Hendes blik var koldt og stålsat da hun så direkte ind i englens øjne. En god grund, og hendes rygrad ville ligge på fortovet..