Detaljer

Dato # 10. Januar
Årstid # Vinter
Dag # Onsdag
Vejr # Koldt
Sted # Havnen 0o
Tid # 22.00
Omgivelser # Likely none

Dimitra faldt i ét med skyggerne hun stod i. Hun var iført mørkt tøj fra top til tå, inklusive den høje hat(ava), der skyggede for hendes øjne. Hun sukkede lydløst, og lod blikket glide op og ned langs kajen. Selv om hun måske ikke så sådan ud, så holdt hun skarbt øje med sine omgivelser, og lod ikke en detalje slippe. Det var dem der kunne være farlige.. Detaljerne.. Over så man bare én, kunne man risikere ikke at være i live til solopgang... Derfor var det nødvændigt altid at gennem tænke hver eveig eneste træk man foretog sig. For hvis man bare hovedkuls brusede frem mod en modstander, så kunne man være helt sikker på at miste livet.. Det var både sikkert og vidst...

Terion sad længere ned af kajen, han havde haft det underligt her på det seneste, han sukkede og mærkede noget vind.

Dimitra løftede hovedet en smule, da hun fik øje på drengen der sad et stykke fra hende. Hun betragtede ham stille, men lod ind imellem blikket flakke op og ned langs kajen igen. Udfra hvad hun kunne se på nuværende tidspunkt, så ham meget menneskelig ud. Hun blev stående som hun stod, og betragtede ham uden et ord. Man kunne ofte få en del information ud af at observere før man tilkendegav sin tilstedeværelse..

Han kastede nogen sten ud i havnens vand og lagde sig så ned på ryggen, han lukkede øjnene og lod sine hænder være under hoved som en slags pude.
Han kiggede op i himlen og mærkede hvordan det hele bare irreterede ham.

"Det er sent" kommenterede hun, og lod fortsat sit blik hvile på drengen, som hun havde klasificeret som menneske. Hun stod endnu skjult i skyggerne, og et lille smil krusede hendes læber.

Han hørte hende ikke eller rettere han havde lukket af for alt.

Dimitra's smil voksede kort, før det helt forsvandt. Hun trådte ud af skyggerne, og gik i en rolig gang - med elegante, afmålte skridt - over mod drengen. Hun holdt stadig hovedet sådan, at det ikke ville være muligt for ham at se hendes øjne, hvis han reagerede ved lyden af hendes skridt, der gav genlyd i den næsten tomme havn.

Han åbnede øjnene svagt, han havde oplevet så meget igemmen hans liv at intet kunne overraske ham, han hørte skridtende.
Han lod mærke til hvor tunge de var så det tydeligt var et menneske det gav en helt bestemt rytme når et menneske gik over en vej eller foreksempel græs.

"Det er sent" gentog, og talt - som altid - med stærk russik accent. Hun var aldrig sluppet af med sin accent, og ville højest sandsynligt heller aldrig gøre det. Selvom det var meget længe siden hun havde snakket rusisk hver dag. Hele femten år faktisk..

Han åbnede øjnene, "Ja de skulle bare vide" han kiggede direkte ind i hendes øjne selv var hans grøne.

Hun lagde hovedet let på skrå da han tiltale hende med 'De'. "Hvad for Dem til at sige sådan?" spurgte hun med et let smil om munden. Var hun stødt på en anden jæger? Eller var ham blot et nomalt menneske med kendskab til racerne?... Dette kunne gå hen og blive interessant... Meget endda..

"Ja...Det kommer helt an på hvad de ved" han smilte til hende men blev ved med at kigge på hende og blive liggende.

"Hm. Dertil må svaret nok blive.. En hel del.." sagde hun og overvejede nøje sine ord. Hun ville ikke afsløre 'den anden verden' for et nomalt menneske, men hvis denne dreng var en jæger... Så var han vel egentlig en ret så ung jæger.. Men på den anden side; De fleste jægere var faktisk ret unge...

"Præsic" sagde han afslapped, og smilte så lidt mere til hende.
Han lavede et sæt i kroppen og sprang så på benene og vendte sig så mod hende, for ikke at stå med ryggen til hende.
Det var ikke så respektfuld at stå med ryggen til en person, "Men hvor meget"

Smilet på hendes ansigt voksede en smile, og hun tænkte kort før hun igen talte til ham. "Hvem spørger?" spurgte hun, og lod blikket hvile på hans ansigt.

"Terion, Bare Terion" han nikkede anerkendende til hende.
Han lod hoved ligge lidt til den ene side men ikke nok til det lå på skrå.
Han smilte og kiggede så til højre og så tilbage på hende igen.

"Hm, hm..." mumlede hun tænkende, og gennemledte sin hukommelse efter det navn, men måtte opgive det - for en tid - da hun ikke kunne komme i tanke om at have hørt det før. "Dimitra" præsenterede hun så sig selv, og rettede kort på hatten,så den ikke skyggede helt så meget for hendes lyse blå øjne.

Han nikkede og så tænkende ud i luften for at indkode hendes navn.
´"Hvad laver en som dem ude på den her stille nat" natten i nat var rolig og fredfyldt ikke en nat for en af hendes rang.

"Iagttager. Og Dem? Hvad bringer Dem ud på denne nat?" svarede hun roligt, og så på ham med et let smil. Af en jæger at værer, smilede hun faktisk meget. Mange jægere var sammenbidte, og gennemsyret af had, men ikke Dimitra. Selvom hun nærede had til de dræbende racer, lod hun det på ingen måde gennemsyre sig.

"Natten" han trak på skuldernde og vendte sig halv for at se på vandet, "oG Vandet"

Dimitra nikkede kort, og fulgte hans blik ud over vandet. "De talte om hvor meget jeg ved.. Hvor meget ved De selv?" spurgte hun så, og vendte sit blik mod hans ansigt igen.

Han kiggede tilbage på hende med et roligt blik, "Mere end hvad der er tilladt"

//Er du dæmon 0o.. Det må du undskylde.. troede du var menneske...//

"Hm... Der kan man se..." sagde hun roligt, og stræg en smule hår væk fra ansigtet.

´//Som sagt det var et lille spil...:)//

Han kunne ikke holde sin menneske skikkelse mere, og smilte så roligt til hende.
Han åndede ud og blev til dæmon, "Mig selv igen" sagde han og tog sig til håndledet, og kiggede derefter på hende.

//Heeh ja det tør siges//

Dimitra trådte et enkelt skridt tilbage af bar overraskelse, over at der pludselig ikke længere stod et ungt mennekse foran hende, men en dæmon. *Idiot! Hvordan kunne du overse det?!?* skændte hun på sig selv i tankerne, og hendes ene hånd fløj ind under jakken, og greb fat om den specielle kniv der sad gemt ved hendes hofte. Hendes smil var forsvundet, men hendes ansigt var stadig fuldstændig roligt. Dog var der en dyb vrede at spore i hendes blik, hvis man så ordenligt efter. Hun angreb ikke, men forholdt sig i en afventende position.