Fool me once... (Familietråd)

(fortsat fra søen )

Tid: Omkring 02:45
Sted: Tranquillity
Nærmere lokation: Opholdsstuen
Vejr udenfor: Sludsne der står ind på de enorme ruder


Procella sad i skrædderstilling i sofaen. Det lange mørke hår lå vådt omkring hendes slanke skikkelse. Et håndklæde var draperet om hendes skuldre, og sugede det meste væde. Hun havde naturligvis ringet til personalet på vej til færgen i bilen, det var også der hun havde sørget for at få sat the over. Hvilket var heldigt. Færgeturen havde hun registreret langt borte. Helias. Igen. Hvad var nu denne drejning af tingene? Hun kunne ikke følge hans tanker. Hun vidste han havde været nærmest besat af hende, men hun havde altid taget hans følelser som...ja...følelser. At han var parat til at manipulere hende med magi havde hun aldrig troet eller mistænkt, og nu forfulgte han hendes familie. Ikke kun hende, hendes sjælemage eller hendes børn.

Hun huskede ikke helt hvad hun havde spist Narcissa af med. Efter Sego og Creo havde hun forstærket alarmerne, fælderne, den magi der skulle forhindre folk i at trænge ind på hendes område. Imens hun langsomt havde bevæget sig gennem skoven var skyerne rullet ind og havde dækket den stjerneklare himmel. Hun havde ikke rigtigt registreret de isnende dråber på sit ansigt. Hendes bevidsthed var et andet sted.

Vinden bragte en ny duft. Det var ikke en håndgribelig duft som den af et nyt væsen. Og dog. Hun vendte ansigtet mod den og lod vinden fylde sine sanser. Den duftede....grønt...den duftede af hjemme. Et hjem hun havde søgt få gange, men som altid føltes som hendes.

Clovers...The emerald...

Der var noget sørgmodigt og længselfuldt over tanken, der usammenhængende manifesterede sig et sted hvor den var for uhåndgribelig til at hun registrerede den. Søgende lod hun sine fingerspidser glide over de stammer hun kom forbi, men fandt ikke hvad hun søgte. Hun omlagde magien hvor hun kunne det, brød den hvor hun blev nødt til det. Det nyttede jo ikke noget at Narcissa blev fanget et sted, eller at hele huset blev vækket fordi dæmonen var faldet over en alarm. Et sted dybt i hendes sinds mørke bølger begyndte noget langsomt at hæves fra dybet.

"Thug mi gaol, thug mi gaol
Thug mi gaol don fhear bhàn
Agus gealladh dhutsa, luaidh
O cha dual dhomh bhith slàn"

Hviskede hun stille. Den stille sang blev ved i hendes hoved, og selv da hybriden begyndte at tørre hendes lange hår i sofaen og hun havde den varme thekop mellem de kolde fingre så hendes gyldne øjne ud på noget der lå et sted mange mange mil borte.

"Thug mi gaol, thug mi gaol
Thug mi gaol don fhear bhàn
Agus gealladh dhutsa, luaidh
O cha dual dhomh bhith slàn"

En slank finger trykkede ringeklokkens knap ind og holdt den i et par sekunder. Der lød en summen og den store dør åbnedes. Narcissa trådte ind i Traquility Mansionens overdådige hall. Der var ikke et øje og det undrede Narcissa hvor hybriden blev af, hun tog da altid imod?
Hun rodede rundt ved et af de store udskårne træpaneler under hallens voldsomme trappe. Narcissa havde før set hvordan de kunne åbnes op ind til et stort garderobeskab med plads til overtøj i massevis. Med et suk gav hun op og slyngede de våde jakke og halstørklædet, hen over trappens nedre gelænder.

Fra søen var hun kørt tilbage til garagen i Werclare. Det havde været et dumdristigt træk, det vidste hun godt, men der var nogle ting i garagen hun ikke længere ønskede var dér. Ikke nu, hvor Helias kendte til stedet.

Med et dybt suk havde hun låst af igen og forsigtigt kassen med teksten Vader ind på bagsædet af bilen. Det havde trøstet hende en smule, at i det mindste dén kasse nu var forholdsvis sikret, men det smertede hende inderligt at måtte lade resten blive. Hun bevægede sig forsigtigt, hele tiden på vagt og de sorte øjne flakkede opmærksomt rundt på hendes omgivelser. Hun nægtede at lade sig overraske endnu engang.

Som Narcissa bevægede sig ned igennem en bred, gang fløj hendes tanker ud til kassen og sværdet der lå i bilen. Hun var ikke tryg ved at lade tingene ligge der, men hun vidste at grunden her var mere bevogtet end langt de fleste steder på disse øer. Det enorme hus virkede underligt hjemligt, og alligevel så utrolig tomt.

Først åbnede hun døren ind til pejsestuen, men så hurtigt at der intet lys var. Hun begav sig videre imod opholdsstuen og skubbede døren op. Procella sad i sofaen og ved sin side havde hun hybriden der tørrede hendes hår. Jægeren virkede til at være langt væk i tanker, i det hele taget så billedet underligt ud. Den stoiske og stærke kvinde, der fik tørret hår som et lille barn.

"Ah... found you."

Dæmonen skridtede over gulvet imod sofaarrangementet.

"I was back i Werclare... no trace of him. Where's he from?"

Procellas øjne så tomt ud i lokalet. Langsomt blinkede hun let. Det så næsten ud som om det foregik i slowmotion. Hendes læber skiltes og hun fugtede dem langsomt, stadig med et fraværende udtryk i ansigtet. Et stille suk forlod læberne.

"Ireland..."

Lød det så stille fra hende. Procella blinkede igen, denne gang i normalt tempo. Så igen. Hun så ned på koppen mellem hendes hænder. Hvornår havde hun fået den? Hun løftede den mod munden.

"Helias is from the old country. Ireland. Seems that my past is gaining on me"

Det sidste blev mumlet mørkt ned i koppen før hun varsomt tog en lille tår. Hun rynkede sine bryn. Halvlunken? Hvor længe havde hun siddet og gloet ud i luften? Hun så op på hybriden og knurrede irriteret. Hun slog ud efter de lange slanke hænder så de brutalt blev dasket bort fra hendes hår.

"Stop it!"

Hvad fanden skulle alt det pilleri til for? Procella lænede sig frem og stillede koppen fra sig. Hun fik mere liv i de kolde kinder da hun aktivt begyndte at tørre det mørke og endnu fugtige hår.

Hun studsede over Procellas fraværende væsen, men sukkede så højlydt inden hun satte sig i sofaen overfor jægeren. Benene blev trukket op under det skarpe ansigt og de slanke arme krammede sig rundt om ben og krop.

"Irealand? What is it with you and acquaintances from that place?"

Narcissa huskede tydeligt Wickeds formaninger om nogensinde at opsøge Irland, og hun erindrede især hvordan hans ansigt havde båret en alvorlig mine, så meget anderledes end hans normale trickster-fjæs.

"Well... I thought Grigori was crazy and not-very-angel-like. But woah, Helias?"

De sorte øjne studerede intenst Procellas ansigt.

"What is your past?"

Spørgsmålet var kun lidt mere end en hvisken, men det var såmænd reelt nok. Hendes blik viste at hun ikke forsøgte at presse Procella til noget, men at hun faktisk var interesseret.

"Not that... it's none of my business... I know, but..."

Hun slog kort en hånd frem for sig, som for at understrege at Procella ikke skulle fortælle ting hun ikke ville - en ligegyldig gestus, for hvornår fortalte jægeren nogensinde ting hun ikke ville? Et træk der hos en jæger nok var meget favorabelt.

Procella så en smule forvirret ud

"Huh? nothing? I can't help where he is from? I come from there. Or at least partly. See this is why a hunter don't settle down. We all have an ugly past, and when you stop running, shit catches your ass"

Procella sukkede og så mod sengene der var stillet op langs ilden. Med en brummen lænede hun sig fremefter og viklede håndklædet om håret som en slags turban. Hun holdt tæppet omkring sig da hun på bare fødder dappede over og så mørkt ned på de sovende piger. De så så fredfyldte ud, med deres små buttede ansigter hvor flammernes gyldne lys dansede.

De var...perfekte. Små fingre, små tær. Små næser. Negle. Små ører. De havde den der lækre babyduft, men iblandet noget andet også.

I will never forget you again...ever...

"Helias was a job. A...misunderstanding. I was supposed to require the freaking gloves, but lack of information..."

and me being goddamn drunk, stupid, and...

"He became my partner for a while. Very useful. Angels. You have seen the effect he can have if he wants to"

Hun så op fra pigernes senge og fangede Narcissas blik kort.

Procellas blik mødte Narcissas. Umiddelbart så de sorte øjne tomme ud, men underneden glødede had og en rest af den voldsomme frygt hun havde følt få timer tidligere. Følelsen var endnu ny for hende - den kvælende fornemmelse i hendes indre der ikke blev dulmet blot ved koncentration. Større end den, var dog vreden over at Helias have vovet at bringe hende i sådan en fatning.

"So... the gauntlets... gloves. They are of some importance in all this?"

Hun tiltede hovedet og betragtede jægeren, for derefter at lade blikket glide hen over de fire senge.

"And he went mad when you broke with him? How strong is he? Besides his... gaze... Can he fight? With what? Does he have any weak points, beside light?"

Narcissa lod sin krop foldes ud og hun rejste sig. Med langsomme skridt bevægede hun sig rundt om sofaarrangementet med en tænksom mine.

"And... He knew my name, he knew who I was and where to find me. He probably knows where I live, maybe even where you live. Muse. He knows shit okay... "

Dæmonens ansigt var lagt i tænksomme folder.

Procellas blik blev udtryksløst

"You tell me. You have experienced them. They enhance the fear of...I am tempted to say God, but that ship sailed long ago"

En irriteret grimasse strakte sig over hendes ansigt da hendes tanker gled tilbage.

"I never broke with him. He was my colleague, nothing more. He is an angel, he breaks, bleeds, he can die. Yes he can fight, why else would I hunt with him? I was a hunter before I became a mother you know"

Der sneg sig en lille skarp kant ind i hendes stemme

Dæmonen slog ud med hånden i en ligegyldig mine. Hendes skridt fortsatte endnu en omgang omkring sofaerne.

"Yeah yeah, I know..."

Det var ikke helt til at gennemskue hvad hun hentydede til, og i det hele taget virkede hun ganske fraværende.

Efter to og en halv omgang mere standsede hun op og så på Procella med en barnlig glæde.

"Fine... he will be looking for me, you. It will not be difficult to lure him out. He is too lost in madness to see the trap set for him. Tomorrow night... I'll travel back to Werclare. He will find me..."

Et ondskabsfuldt smil strøg sig over hendes læber og øjnene funklede ved tanken om hvad der så ville ske.

"You've got a pager? Or some kind of technical equipment that can transfer sound from one person to another? Oh... and what's it called? GPS?"

Procella hævede hovedet let. Som en ulv der havde fået fært af sit bytte. Hendes øjne fik et glasseret tænksomt udtryk.

"He has one weak spot. Me..."

Der var intet selvforherligende over over det ene ord. Det var faktisk næsten fladt og hult.

"I don't think he will be looking for me. Not yet..."

Procellas blik blev indtrængende og hun trådte bort fra pigernes senge og tilbage til sofaen som hun roligt satte sig i.

"A trap? Why a trap? Why don't you just shoot him in the back of the head? He is not difficult to kill. He is not a demon. Why all this energy?"

Narcissa fulgte Procella med øjnene.

"Well, if he's so easy to kill why don't we just find him allready?"

Stemmen var ikke vred... ikke rigtigt. Hun sukkede og satte sig på kanten af sofaen, strakte benene ud for sig og lænede sig tilbage imod den bløde ryg.

"I'm a demon, he's an angel. I never know how much he will affect me... you saw me collaps... twice, in the appartment with Grigori."

En svag knurren kæmpede sig vej ud af Narcissas hals, hun kunne ikke stoppe den før den var ovre. Engle og deres aura pissede hende umådeligt meget af. Måske... måske kunne man få smykker lige som dém Procella havde sat på englen i kælderen? Bare nogle der virkede omvendt?

"Besides... I don't do guns. But... I'll go into the city and lure him out. When he shows up, you can have the honor of putting a bullet in the back of his head."

Noget mørkt gled over hendes ansigt.

"Procella, I have no need of tormenting this one like the other. He needs to die.. plain and simple!"

Procellas ansigt blev iskoldt, et udtryk Narcissa kun alt for godt ville kunne genkalde sig, det var ikke længe siden hun havde set det sidst.

"He is exactly that easy to kill, so why didn't you?"

Jægeren stemme var lavmælt, og meget farlig. Hun rettede sig ikke op i sofaen, ikke direkte. Det var mere en udefinerbar spænding af rygmuskler der fik hendes krop til at se mere...rank ud...

"Oh no. You are of course to good to use guns. But you will lure him, and of course this time you wont puke your guts out, and of course you let me shoot him, because we all know how splendid our little teamwork went the last time. You do whatever it is that you think you need to"

Procellas læber strakte sig dovent i et lille grusomt smil, et smil der ikke passede sig til et væsen hvori der burde bo menneskelighed og medfølelse.

"And then I will do the same. Don't fool yourself to think for a second that this has anything to do with you."

Insignificant pawn...just use her and kill her...

I sengene bevægede 2 små skikkelser sig simultant i reaktion på deres mors ændrede stemning. De vågnede begge med et ryk. Men hvor Tia gjord de første indledende øvelser, endnu ubeslutsom i forhold til om hun skulle græde, lå Daya og stirrede opmærksomt på sin mor, med de bundløse sorte øjne. Lee og Enie sov trygt videre, selvom Lees sut begyndte at vippe let mellem de små buttede læber.

Narcissa fulgte Procellas forandring med en dødlignende ro. Det undrede hende enormt hvorfor jægeren pludselig blev så arrig, nærmest skiftede personlighed, men hun havde efterhånden lært at Procella sjældent gav nogen mening. Faktisk var det er større overraskelse når hun reagerede som man forventede, fremfor når hun ikke gjorde.

"Actually... I'm really bad at handling arms, and I hit just as awful."

Dæmonens stemme var utrolig rolig, jægerens agressive humør taget i betragtning. Det var næsten som om de to kvinder havde gennemgået en forandring. Narcissa ville normalt være fløjet i flint over Procellas nedladende tone, men i stedet virkede hun lettere opgivende.

"I was trying to be polite, offering you to finish him of yourself. But if you do not need my assistance... well, I guess I'm not needed here anymore?"

I en langsomt glidende bevægelse rejste hun sig, og glattede lidt fortil på hendes trøje. Narcissa gjorde mine til at gå, men pigernes reaktion i sengene fangede hendes opmærksomhed. Særligt de sorte øjne Daya sendte hendes moder. Atter erindrede hun Wickeds overrumplende vrede på klubben. Med en velkendt stædighed slog hun mindet bort.

What is going on with her? She's changing...

Narcissa opsøgte Daya igennem hendes sind, sendte ordene imod barnet der lå i sengen. I virkeligheden havde hun på ingen måde lyst til at kommunikere med Daya... men måske var det hér hun kunne få lidt informationer om hvorfor Procella var så... fremmed - hvis spædbarnet da overhovedet anede hvad der foregik?

"Procella... please tell me what you need me to do. And no games. What do you need?"

Det sorte blik gled tilbage fra sengene, allerede sekundet efter hun havde rakt ud imod Daya, og faldt på Procellas ansigt.

"Needed? I thought I offered you to live under my roof. I don't in particularly need for you to stay. If you want to go back to Azuriels apartment, please do so"

Procellas stemme var stadig lavmælt og farlig, og det var nok det der skilte det hele mest fra hvordan hun plejede at reagere. Procella var normalt en tikkende bombe, det eneste man kunne forudsige var at den ville detonere...

Det her var anerledes. Det kolde blik fra kælderen der hvilede på Narcissa indeholdt en form for beregnelse der ikke ellers var at finde i jægeren. Noget man ville have forventet hos Micha, og været forberedt på måske...men ikke her.

Changing...changeling...

Der lød en nærmest spændt dirrende forventning i den lyse barnestemme i dæmonens hoved, der ikke helt var Micha, og ikke helt var et spædbarn.

If you remove a planet and destroy the sun. Tell me. Will you still have the moon, or are the constellations broken? What happens in the darkness when they turn off the lights? Do the trees make sound when they fall, if no one is there to hear them?

Et sted i Narcissas bevidsthed hørtes en lille fnisen

Ashes, ashes, they all fall down!

Procellas glitrende øjne i ildskæret gled kort fra Narcissa til vuggen. Hendes øjne låste sig kort sammen med barnets. En finger sneg sig op og lagde sig blidt mod Procellas læber.

"Hush now..."

Kontakten med Narcissas sind blev brutalt afbrudt, og et kort øjeblik virkede det som om der blev koldere i den store opholdsstue. De bundløse sorte øjne var låst fast i en kamp med gyldne rovdyrøjne. Stilheden strakte sig dirrende, anspændt, til man til sidst fik en ubendig trang til at skrige for at bryde den Et langsomt smil gled over Procellas læber og lokalet slap den underlige stemning med et uhørligt suk.

"Do not do that again demon. Don't address my daughter behind my back. It wont be very....wise..."

Først nu fjernede hun blikket fra Daya i sengen, og i samme sekund begyndte hende og Tia at skrige og græde i reaktion. Normalt ville Procella have været sprunget op og havde pylret om pigerne, men nu...ingen reaktion overhoved. Ikke så meget som en trækning ved øjnene eller anden mimik der kunne afsløre at hun på nogen måde kerede sig om de små væsner der skreg deres ansigter røde.

Narcissa, der var standset et par skridt fra sofaen, bevægede sig på intet tidspunkt under spædbarnets sindslige tale. Ordene havde en nærmest dommedagsklang over sig, på trods af at de var ledsaget af en barnlig fnisen, og fremkaldte alverdens billeder for dæmonens indre blik - ingen af dem særligt betryggende.

En kildende, og knapt så behagelig, sitren løb over hendes hud idét kontakten til Dayas sind blev lukket af alt for hurtigt. Hun opfattede den ændrede stemning i rummet og de sorte øjne studerede Procella med et mørkt blik.

"Very well... as you please, I will not."

Der kom atter gang i den mælkehvide krop da hun langsomt skridtede imod døren.

"I do not know what is happening to you and what change you are undergoing and therefore I can not act accordingly. I am affraid that everything I do or say will only offend you, for that I am sorry. I will take my leave."

Narcissas stemme var tonløs og monotom, en - næsten alt for - perfekt måde at skule sin undrende og opgivende sindsstemning. Procella var en evig kilde til nysgerrighed hos dæmonen, men der måtte være grænser for hvor langt man skulle stikke hånden ind i løvens mund. Måske burde hun snart have fat i sin gudfader... eller også... skulle hun bare ignorere familien for en stund? Give jægeren noget frirum, om ikke andet så til at få tilbragt noget tid sammen med sin mage.
Men hvad var nu dét for noget, kunne Procella rent faktisk kommunikere med Daya nu?

Hun pausede kort og sendte så jægeren et ganske sigende blik.

"By the way... you are doing it again."

Hun sendte de skrigende spædbørn et langt blik og undrede sig virkelig over sig selv; hvorfor havde hun en uimodståelig lyst til at tage dem op og trøste dem?

En kølig vind strømmede igennem døren få skridt fra Narcissa. Igennem, fordi vinden langt fra var det svage træk, man ellers ville have forventet kunne finde vej igennem revner og sprækker. Hvis ikke begge kvinder kunne have set døren, ville det have været let antage at den stod åben - og muligvis at der var en fryser der var krøbet op på den anden side af døråbningen.

'Vinden' gled omkring Narcissa som en sten der skiller en flods vand, kærtegnede hendes hud med kolde, spøgelsesfingre på vejen, før det nåede Procella og standsede, som ramte magien en barriere. Et langt hjerteslag samlede magien sig som en sky omkring Procella, før den kølige fornemmelse fortsatte imod børnene. Gråden standsede brat, men virkningen syntes at være forskellige fra barn til barn. Tia stilnede, som om kulden var en trøstende hvisken. Dayas gråd, derimod, blev klippet af midt-hyl, som om hun var blevet ramt af et slag.

Et sted ude foran huset knurrede en kraftig motor og hjulene hvinede på indkørslens sten da bilen tog et sving i høj fart og faldt til hvile foran døren. Højlydte skridt - til forskel for Wickeds ellers lydløse bevægelser - kunne spores hele vejen igennem huset, som en kæmpe der nærmede sig, indtil lyden var en næsten pinefuld torden, der vibrerede igennem kroppen. Skridtene standsede brat udenfor døren og i den pludselige stilhed hang forventningen om, at den ville blive kastet åben som i kælderen, under Wickeds vrede.

I stedet blev håndtaget drejet og døren svunget op ganske langsomt og almindeligt.

Wickeds øjne faldt på Narcissa først, derefter Procella og til sidst på børnene, selvom der ikke var nogen særlig ømhed at spore i hans ansigt, da blikket gled tilbage til jægeren.

"You call for me, yet shut me out. How very peculiar, Princess. I had hoped that your message was a sign of truce. I do not appreciate being punished when I have done nothing wrong."

Den dybe stemme havde et beklagende, nærmest skuffet udtryk. De blege ansigt vendte sig imod Narcissa igen, fangede hendes blik og fastholdt det.

"Tell me."

Procella så udtryksløst på Narcissa, kun det lille smil lå om hende læber. Med en nærmest paroderende hverdagsagtig maner rakte hun op og løsnede håndklædet. Det tykke mørke hår faldt rodet ned omkring hendes skuldre i en ordenlig, og stadig fugtig bunke. Hun så faktisk ganske yndig ud, hvis det ikke havde været for det komplet fremmede udtryk i hendes ansigt, og det lille farlige smil.

"You are not doing me any favours Narcissa. Take what you wish. Your leave, your stay. I don't care. I never needed my permission to take whatever you wanted to anyway. You are a demon. Don't you just take what you want to, like a child with a toy"

De rovdyrgyldne øjne glitrede i flammernes spil, og det fugtige hår løftede sig let i vinden der krøb omkring hendes kolde skikkelse, der mest af alt mindede om en marmorstatue i sin mangel på bevægelse.

"Welcome home, Love."

Stemmen var stadig lige så fremmed som før, og der var ingen forandring i det kolde ansigt. Procellas gyldne øjne så uden menneskelighed eller varme på dæmonen der netop var trådt ind.

"Complaining of not getting your bone? A demon not enjoying a little torment. Truce. Truce proclaim peace does it not? Do you find peace here? Besides, wrong is depending on the beholder in this case, just as beauty and truth"

Der lød en bevægelse fra sengene da småpigerne atter begyndte at bevæge sig uroligt. En bevidsthed strakte sig fra den ene seng, og ud mod Narcissa. Tøvende. Den fik dog aldrig kontakt. Procella blottede kort de alt for hvide og skarpe tænder.

"Don't..."

Hendes stemme var ikke mere end en hvislende hvisken, men den nærmest brød lydmuren som et piskesmæld alligevel, og føleren der var rakt ud mod dæmonen, krøb tilbage, som en hund der var blevet slået.

Jægeren ord gjorde intet for at give situationen mere mening, overhovedet. Narcissa, hvis øjne stadig hvilede på sengene, sukkede og skulle til at bevæge sig ud af døren idét en kølig brise smøg sig forbi hende.

Uncle...

Narcissa blinkede en enkelt gang, uendeligt langsomt. Hun kunne lige så godt blive, måske Wicked ville kunne give en forklaring? Eller i det mindste bløde Procella op, få hende tilbage? Lydene af de hurtige skridt gjorde dog intet for at berolige hende, og hun var lige nu ikke sikker på om hun ønskede at kende hans humør.

Hundæmonen stod, som så mange gange før, ubevægelig og betragtede de to tigeres luren på hinanden. Luften imellem dem var kølig og det var, om muligt, endnu tydeligere nu, at jægeren havde forandret sig. Ikke engang Wickeds tilstedeværelse skinnede den mindste smule igennem hendes hårde skal af følelsesforladthed.

Narcissa havde en voldsom lyst til at høre hvad det var Daya ville hende, men hun var udmærket klar over hvilken vrede hun ville vække i jægeren - og hun var vred nok som det var, eller kold... bitter... ond?

Da gudfaderens blik faldt på hende, mødte hun det med en tom mine.

"Helias wants to hurt me as apart of his grand plan of hurting you and Procella."

Endnu engang sneg en skygge sig over hendes blik. Ren rå frygt anedes bag de sorte irisser i et splitsekund, før hun fortsatte med det samme udtryksløse ansigt.

"He told me of their relationship and I called Procella and told her so. We agreed that i should spent the night in your cabbin and we would go hunting tomorrow. I came here and offered my help killing him. Apparantly she did not like my offer, and got quite angry with me. I do not know why. I asked Daya if she knows what is happening with Procella, because I do not know, and I have trouble recognizing Procella through the cold fascade. I mean, I do not know if this is indeed Procella? She acts like she did in the basement. Procella ordered me not to address Daya behind her back, and I will comply with her ​​order. I was on my way out."

Dæmonen havde under sin tale foldet hænderne bag sin ryg, blikket havde været roligt og det lød næsten som remsede hun op af en dagbog. Narcissa lukkede læberne efter det sidste ord og stod som afventede hun ordre.

Et sørgmodigt og vidende smil kurvede hans læbe ved Procellas ord, som om hun netop havde bekræftet en mistanke han længe havde haft.

"Barely three weeks."

Ordene faldt, uden nogen videre sammenhæng eller forklaring, selvom tonen igen havde den næsten skuffede klang. Mindre end tre uger, denne gang, siden de sidst var blevet forenet igen, og alligevel sad hun nu og låste sig selv væk fra ham, som hun havde anklaget ham for at gøre så mange gange før.

Han rystede let på hovedet, en næsten umærkbar bevægelse. De mørke øjne betragtede Procella, mens Narcissa talte, en advarende fornemmelse bag de blanke træk. Alligevel forblev den kølige vind stilnet, auraen der normalt lå omkring ham holdt i et fast greb. Han nikkede svagt da Narcissa var færdig med at fortælle og blikket strejfede igen vuggerne.

"I see. Stay in the northern wing for the night, instead. I'll walk you up."

De mørke øjne vendte sig tilbage imod døren, der åbnede sig i samme øjeblik. Porcelain trådte ind og så afventende på Wicked. Der var ikke nogen verbal ordre, men det var tydeligt at der foregik en form for kommunikation. Hybriden satte sig i bevægelse med et lille nik, imod vuggerne med de fire børn, Tia og Lee. Wickeds blik undgik fuldstændigt Procella, som om hun ikke længere var i rummet, da han fulgte halv-englen og selv rakte ud efter to børn, Daya og Lee.

Procella betragtede koldt Narcissa

Still a little lapdog. So pathetic.

Jægerens ansigt var uhyggeligt koldt, men der gik en lille trækning over hendes ansigt ved englens navn. Kort. Den varede mindre end et sekund. Hvis ikke man havde set direkte på hende ville man ikke have lagt mærke til den var der, faktisk ville man nok ikke have troet den var der.

"And now you are talking about me, like I am not even here. You do not anger me Narcissa. You annoy me. Learn the difference"

De gyldne rovdyrøjne gled tilbage til Wick, og med et kom der liv i Procellas krop igen. I stedet for at være en perfekt animeret skulptur i iskold marmor, flettede hun sig langsomt ud af sig selv og stod ud på gulvet.

"Three weeks indeed. You shut me out. If you want cold I'll give you ice. If you want death, I'll give you a graveyard. Ask for pain, and I'll give you torment. Never expect to receive what you do not give."

Kulden der emmede fra hende og det bånd som hun brugte som våben mod ham nu, var næsten mærkbar i lokalet. Hun så ikke på Porcelain da hun nærmede sig børnenes senge, men blokerede simpelthen vejen med sin egen krop. Det gyldne blik så kort fra kvinden til Wick og tilbage igen.

"If you touch my children, I will kill you. I am only going to say this once"

Det blev sagt til Porcelain, men der kunne ikke være tvivl om at hun adresserede samtlige tilstedeværende i lokalet lige nu. Der var intet arrigt over det. Det var ikke et hidsigt udbrud. Det var en nærmest uhyggeligt rolig kommentar. Som havde hun bemærket at vidst forresten også regnede udenfor.

Noget trykkede sig forbi hybriden. Det var ikke noget fysisk, men dæmonerne i lokalet ville begge have en fornemmelse af at noget var på færde. Det ville nok føles noget i retning af en let elektrisk flimren der gled over de små hår på armene.

Stemmen i Narcissas sind var ikke længere mystisk. Den var ikke længere fuld af en kryptisk morskab. Den var på en underlig meget særegen måde nærmest...bekymret. Bekymret på en alligevel uempatisk måde, for der var ikke en direkte bekymring for nogen af de tilstedeværende i lokalet...kun for egen krop.

She will tear you all apart. He banned her from the club. You know what happened. She kept the injections there. The demon does not know. She never told him. She snook in a few days ago. The Moon-child was...late...Changeling is changing with the bloody moon in the skies

Kontakten var kort. Den var nærmest et brutalt stød mod Narcissas bevidsthed, som en bokser der ikke havde holdt sine parader oppe, og fik prisen at betale.

"I SAID DON'T!"

Procellas pupiller blev på størrelse med nåleprikker da hun blottede tænderne i en grum snerren der gik hele hendes brystkasse til at vibrere. Forvandlingen skete på et halvt hjerteslag. Fra komplet udeltagende og kold mamorskulptur til frådende hvidglødende raseri. Selv for Procella var det her ekstremt. Hendes glødende øjne virkede alt for store i det halvblege ansigt, hvoromkring det mørke hår lå som et tykt uordenligt, filtret brus efter hendes tur i skoven. Hun holdt stadig fast om tæppet omkring hendedes skuldre med den ene hånd, men resten af hende krummede sig let sammen til frontalt angreb mod hybriden eller dæmonen, hvem der nu end var dum nok til at komme tæt på hende først.

Hun nikkede kort til Wicked og greb fat i den åbne dør, som for at holde den for hybriden og dæmonen, der snart ville vende tilbage med hænderne fulde af spædbørn.

Et mørkt øjenbryn blev hævet da Procella stillede sig i vejen for Procelain. I virkeligheden havde Narcissa vel forventet at noget sådant ville ske, alligevel overraskede det hende at konfrontationen var så udtalt - den nærmest skreg til himlen og hele rummet emmede af indestængt spænding.

Uden egentligt at være klar over det slap hun den åbne dør og næsten umærkeligt bøjede lidt ned i knæene. Det var ikke en synlig ændring, men alligevel som når et rovdyr gør klar til spring. Med ét gik det op for hende at hun ikke ville kunne springe... takket være Micha.

Det eneste der nåede at advare Narcissa, var en kort sitren hen over huden. I næste nu var det som om hun fik smækket en mur i ansigtet. Dæmonen blev underligt stiv i betrækket, for sekunder efter at krakkelere i en sydende hvæsen. Endnu et sekund efter var hendes ansigt krøllet sammen i en dybt undrende grimasse, for så at gå over i åben mund og polypper.

"Procella..."

Narcissas sorte øjne var kort matte efter Dayas 'indbrud' i hendes sind. Efter en voldsom hovedrysten vendtes de imod Wickeds skuldre.

"Uncle."

Hun trådte tre skridt frem, men standsede så som om hun ombestemte sig og så på Procella med et hård blik.

"You said everything was fine... you bloody fool. You and your goddammed pride! That wolfbite... you said that you where fine. And Ranja? She knows about this? Why the hell didn't you say anything? You were afraid that we would deem you weak?"

Narcissa var ikke vred, hun var undrende. Ét eller andet sted forstod hun det godt... Wicked havde trods alt forvist hende fra klubben, og dét havde været et slag i hendes ansigt. Men dét her? Forstod hun ikke at hun ødelagde mere end hun gavnede... alt sammen for en smule stolthed.

"The injections... is it too late? I can get them for you!"

De sorte øjne viste at hun bestemt ikke jokede.

Kulden der strøg imod ham blev mødt af ligegyldighed. Selvom de mørke øjne trak sig sammen, var der ingen anden reaktion at finde, udover irritation. Slanke fingre løftede sig og viftede let, sendte kulden tilbage til sin oprindelse, men tilføjede en kant - rødglødende intens kulde, der fik sanserne til forvirret at veksle imellem isnende kulde og skoldende varme.

"You are a thousand years too early to use the bond against me, Princess. If you continue, you will only hurt yourself."

Ordene kom nøgternt, uden skadefryd over, hvor lidt hendes kølighed påvirkede ham. Han skar en grimasse af hendes ord.

"Spare me the dramatics. What concept do you have of torment, of cold or death. They are merely words to you, theatrical as they may be."

Han tog et skridt nærmere vuggerne, selvom bevægelsen var langsom. Det var ikke frygt for hende, men den forandring der lå i luften. Hun glemte ofte børnene, når hun fløj ind i sine raseri-anfald. Han havde ingen intention om at lade dem lide under deres mødrene ophav igen.

"They are what I am."

Endnu et skridt. Porcelain var standset da Procella rejste sig, og han trådte forbi hende, så han stod imellem hende og jægeren, få skridt væk og betragtede hende med et halvt smil på læben der langsomt forsvandt mens han talte.

"I am forever at fault for you tantrums, am I not Princess? Whenever you act foolishly, there is always a scapegoat to be had. You killed an angel on neutral ground."

Hans tone gav mere vægt til ordene. For ham betød neutral grund alt. Det var et ældgammelt princip, plige så agtet som velsignet jord i overnaturlige kredse. I hvert fald fra hans tid. At meningen var gået tabt og blevet forvansket over århundrederne, mens menneskeheden lærte sig at kalde løgne og bedrag for taktik, og sejr-herren skrev historien efter slaget, strejfede ikke hans tanker.

"Your children?"

Han tog endnu et skridt, tæt nok til at bringe ham inden for rækkevidde af hende med sine lange arme, før ordene standsede ham. Truslen om at dræbe ham påvirkede ham ikke det mindste. Han lod end ikke til at bemærke den. Men hendes pludselig krav på børnene, fik de mørke øjne til at udvide sig.

"That is how you see them, is it? Your children."

Gløderne dybt i de mørke øjne flakkede faretruende, selvom stemmen igen var blid. Narcissas ord fik imidlertid gløderne til at springe ud i flammer. Reaktionen var øjeblikkelig. Hans vrede slog imod Procella igennem båndet, smeltede kulden imellem dem væk og erstattede den af blændende hedt raseri.

"You risked the safety of the children out of anger over your own injured pride?!"

Stemmen hvislede som knust glas igennem lokalet. Skyggerne klagede og jamrede langtrukkent, veg fra ham og samlede sig i hjørnerne som skræmte børn. Den muskuløse arm var en skygge i luften. Der var intet tilbageholdende over styrken bag slaget, der sigtede imod Procellas kind.

Procellas ansigt vendte sig i et ryk mod Narcissa. Hendes øjne var vilde og uigenkendelige, men hvis dæmonen huskede tilbage ville hun måske kunne genkalde sig samme udtryk, hos en anden pige.

Alpha. Female in pack. Female with cubs

"ENOUGH! I CAN FEEL YOU! I AM NOT BLOODY STUPID! SHUT YOUR GODDAMN MOUTH!"

Brølede Procella, så man forventede at billederne ville give sig til at danse på væggene. Hendes blik var naglet fast til Narcissa, men det var tydeligvis Daya hun skreg af. Og tydeligvis havde hun ingen fornemmelse for hvad der blev sagt heller. Procellas stemme var gledet over i en tyk irsk syngende accent.

"I AM FINE! THE CHILDREN ARE FINE. THE BITE IS FINE. ANYTHING ELSE YOU WANT TO SHARE WITH THE CLASS MISS BLABBER MOUTH?!"

Alligevel tøvede jægeren et øjeblik. Kun et øjeblik. Et hjerteslag, et åndedrag. Så lo hun koldt, og det virkede grotesk at Procella rent faktisk i givne situation begyndte at le. Latteren strakte sig ud i lokalet og føltes som en istap langs rygraden.

"Afraid? Of you? Your judgement? Bloody hell. How much do you think you mean to us? You are pathetic even amongst your kin. Weak, who is weak in this room? The hunter, or the demon seeking shelter from an angel?"

Hendes stemme var fuld af grusom hån og morskab.

"Of course my guardian angel dosn't know. Otherwise she would be banging the door down. I don't need the injections. I am feeling juuuuuuust fine. Besides...I am not allowed in there any more. I am a bad bad little girl and I got a time-out. Pride? Hah...Have I got any? Ask your prestigious and noble uncle. The one that spat in my face"

Langsomt vendte hun blikket mod Wick og hendes stemme blev tonløs. Det samme gjorde hendes ansigt.

"You think I can hurt myself more than you do? You give me way to much credit...You talk about foolishness and dramatics, is it wise to humiliate your spouse? Mate, whatever you call me these days? Drama...spare me the act. Your club is nothing BUT drama. You nurture it and drink it every single day"

Et langsomt smil bredte sig over hendes læber da hans øjne blev udvidet. Reaktionen kom promte fra vuggerne da tæppet gled fra Procellas skuldre og ned på gulvet. Han udfordrede hende. Tre af vuggerne glitrede op i tyrkis farvespil og lavede en kuppel omkring hver enkelt barn - kun Dayas seng forblev afdækket og blottet. Nu kunne man for første gang se skulderen hvori den kommende flokleder havde bidt hende dybt. Det så usundt ud. Flammende rødt, som var der infektion i det, og lange røde tråde løb under hendes hud som en begyndende blodforgiftning der forgrenede sig ned over skulderen og noget af overarmen, ud over skulderblad og en del af nakken.

"My children. My body, my burden. I almost died for them, several times. They where ripping me apart. You have been in you lovely little club. My job, my responsibility, my children. They are nothing like you. They all have souls. They are more human than you will ever be. They are mine."

En umenneskelig lynsnar reaktion fik bøjet hendes krop i en næsten uumulig vinkel så Wicks hånd ikke ramte andet end luften.

Male attacking near the cubs. Kill him.

Det var ikke en bevidst tanke, så meget som instinktiv reaktion fra en hun tvunget op i et hjørne. Hendes snerren lød atter koldt og klart i lokalet. Al Wicks flammende vrede var blevet mødt hendes kolde afvisning og havde på intet tidspunkt rystet hende - selvom det plejede at være omvendt, med hende der var ild og passion. Det var udelukkende konfrontationen omkring børnene der endelig fik hendes komplette - lidt over ugentlige - afvisning til at mildnes, slet og ret fordi hun nu gik efter at dræbe ham.

Det var ikke langt Wick kom ind i hendes bevidsthed. Han skøjtede let hen over overfladen, som en sten der bliver smuttet hen over en spejlblank sø. Alligevel ville han af den lette kontakt få fornemmelsen af dyret i Procella. Hunulven der kæmpede for sig selv, men hvad vigtigere var - sine unger. Det her var ikke en kamp hun ville træde tilbage fra, og hun ville udslette enhver der udfordrede hendes ret til at være mor.

Procella rettede sig som en fjeder og skulle til at springe fremefter for at flå struben ud på Wick, om ikke andet så med tænderne, da hun knaldede imod en glitrende mur. Procella knurrede rasende og bankede hænderne imod den tyrkise mur der flimrede ved hvert brutale slag.

No. No mummy. Mummy. No.

3 små bevidstheder strakte sig i hendes bevidsthed og søgte at finde vej ned under den afvisende overflade af blindt raseri og beskytterinstinkt.

Do it...kill him...

Procella gispede da tanken trængte sig igennem overfladen og rystede hende i hendes inderste. Hun stirrede på Wick igennem det tyrkisfarvede flimmer, imens modstridende ordre og behov sled i hende fra alle sider.

Protect the children
Kill him!
No Mummy...
I can't kill him!

Protect the pack
Kill the demon!
Mummy...no...
I love him

En latter lød stille i Narcissas sind.

Look at her...she has finally lost it. Who says she won't kill him, or you, or the girls in their sleep? You are not safe as long as she is alive. Better kill her...right? Would it be so bad if she died? Who would miss her? You could easily take her place as a mother...or in the bed...Would you not gladly dry the warm demon-tears from Wickeds face and hold him until the bad dreams go away? You long for it. Take it.

Dæmonens stemme var glat og tonløs, en skræmmende kontrast til den vrede der burde svirpe igennem hende over jægeren ord.

"Call me weak as you please. But I am not the one potentailly harming my beloved ones. I migth be in an unfortunate position, regarding the angel, but at least my loyalty towards your little family, and to you Prcella, has never been dubious... until now unfortunately."

Narcissa trådte endnu et skridt tættere på og tiltede langsomt hovedet mens hun studerede jægeren.

"Apparantly, you are not fine. But I am not to be the judge here, they are not my kids, nor are you my mate."

Det mørke blik gled over til Wicked og børnene i sengene. Procellas fortsatte ord fik begge dæmonens øjenbryn til at kravle længere og længere op i hendes pande. Stod jægeren dér og benægtede Wicked retten til børnene? Narcissa kunne simpelthen ikke tro sine egne ører, der måtte være noget helt galt med Procella. Helt helt galt...

"You are not fine Procella... please. Do not take the children hostage in this."

Den ændrede attitude hos Procella, satte alle alarmklokker i gang. Ville hun virkelig springe på ham, her, foran børnene? Narcissa nåede ikke at reagere meget, men i løbet at det sekund jægeren satte af og hamrede imod den tyrkisgrønne mur, blev hele lokalet omkring dem henlagt i mørke der kun var brudt dér hvor den grønne skjolde lyste op. Resten af rummets beboere var væk i magiske skygger trukket direkte fra Narcissas indre, så sorte at selv den æld gamle dæmon ikke ville kunne se igennem dem. Kun Procella der stadig slog og slog imod den grønne mur, og børnene der var dækket af den farvestrålende masse anedes ganske svagt.

"Do not touch him!"

Stemmen skar som is igennem lokalet, hvert ord udtalt så tydeligt at man fik ideen om spyd skudt ud fra de blege læber. I et langt strukket sekund, mærkede Narcissa Dayas sind række ud efter hende. Spædbarnet blev mødt af en høj perlende glædesløs latter.

"Oh, but dear Daya. I can not, do you not remember? You yourself made that happen!"

Besides... it is not very polite to wish for your mothers death. Nor hide yourself from your father, who so dearly wish for you to speak out. Do not take me for the fool you once met. As far as I can see... you are not able to protect that fragile body of yours. Too bad I am bound by words, blood and magic... huh?

Hun undlod med vilje overhovedet at kommentere på de betragtninger hun så pænt havde fået overleveret. Dæmonen drejede ansigtet imod Wicked og sagde roligt.

"We need to end this... the children..."

Narcissa havde et... behov... en lyst... til at få børnene ud af stuen. Til at få Procella pascificeret og få rengjort hendes sår. At få hende til at spise, drikke og sove. Men ikke mindst havde hun brug for at Wicked ikke stod i denne ubehagelige situation længere...

Vreden varede kun et øjeblik, et næsten chokeret udtryk på de blege træk, da han virkede til at indse, hvad han lige havde gjort. Det mørke blik sænkede sig langsomt til den blege hånd, før han så tilbage op på Procella. Hans udtryk var næsten komisk.

"What have we become, Princess?"

Stemmen var hæs, ikke den normale, forførende eller skærende, magiske indflydelse, men slet og ret så afdæmpet og chokeret, at den næsten knækkede over midt i sætningen. De mørke øjne blinkede uforstående og de slanke fingre lagde sig om hans ansigt, skjulte halvdelen af de blege træk og det smertefulde udtryk.

"Has it finally come to this?"

Fornemmelserne der blev vækket i ham skyllede over deres bredder og druknede ham, efterlod ham fortabt midt i et hav af følelser han ikke forstod og intet spejl havde at se dem igennem. Den balast, der normalt forankrede ham, holdt ham oppe, nægtede ham stadig adgang og den dyriske vrede der flød fra hendes sind til hans fik ham til fysisk at tumle et skridt tilbage med et udbrud. Fingrene faldt fra hans ansigt og afslørede det næsten sindssyge udtryk i de mørke øjne.

"By your hand. Isn't that what you have always said?"

Et sted, langt væk, hviskede en stemme at hvis alt han bragte hende var den vrede og smerte han følte fra hende, så var det ikke længere noget værd. Hendes ord, den afvisning der lå i dem, fik kort runerne henover deres hud til at flamme op - og falme. Hvis deres bånd havde været en væg, ville den have slået en dyb revne. Reaktionen på de gange hun havde undladt at nævne ham, frasagt sig at han var en del af hende. De små ting. Loren. Helias. Stilheden imellem dem, siden englens død i kælderen under klubben. Hans egen uforståenhed overfor hendes handlinger, hendes vrede.

Båndet var blevet strakt til sit yderste og nu slog det revner.

De muskuløse arme gled til siden og spredte sig, omfavnede vreden og udfordrede hende med et blik. Der var en beslutsomhed i øjnene, en viden bag de blege træk da barrierne faldt imellem dem. Hvis han var ved at miste hende, så ville han hellere ende det nu, hvor kærligheden stadig holdt dem bundet. At blive kastet tilbage i mørket og kulden, før han havde vundet hendes hjerte, var et helvede han ikke havde tænkt sig at opleve igen.

"Take it then, if that is all there is."

Det pludselig mørke fik ham til at vakle. Fanget i følelserne havde han glemt alt om Narcissa, om børnene. Den tyrkise barriere og lyden af Procellas hænder der hamrede imod den lyste op med et sitrende blåt skær, der lagde sig over alt omkring dem. Han rettede sig langsomt, ethvert spor af de kæmpende følelser i hans krop, der knap syntes at kunne holde til deres styrke, skjult under den blege maske. Det var alt hvad han kunne gøre, lige præcist at holde sammen på sig selv.

Børnenes stemmer var ikke lige så specifikke, som i Procellas sind. Følelser flød imod ham, krævede beskyttelse og beskyttende på samme tid. Kærligheden til begge forældrene og de kræfter der lå i pigerne - særligt nu, hvor de kombinerede dem for et fælles mål, fik ham til at gispe efter vejret. Han hørte kun svagt Narcissas stemme, blinkede langsomt og drejede hovedet imod guddatteren. De mørke øjne var skræmmende at se på, lige så vilde som Procellas opførsel. Flammerne var blevet drænet og lyset syntes at blive suget ind af skyggerne dybt i pupillerne, som om de reflekterede kampen i hans indre.

En hvislen, nærmere en følelse end et ord, fik børnenes stemmer til at dæmpes i hans sind. For Narcissa var det en svag bekræftelse om, at Wicked stadig var et sted bag de forstenede træk - og samtidig en advarsel om, at verden kunne falde sammen hvert øjeblik.

Han hævede langsomt, som om bevægelsen krævede en anstrengelse, hånden imellem den flimrende kuppel og sig selv. Blodårerne under huden den skære, velkendte lilla. De slanke fingre gled igennem den magiske barriere, som om den langsomt blev skubbet igennem gelatine, før de kølige fingre lagde sig imod Procellas kind. Ved berøringen gled hans sind ind i hendes. Den barriere, han engang havde lagt om hendes sjæl, for at hun ikke ville miste sig selv, flammede til live igen da han pustede til den, lukkede Michas stemme og vreden ude fra den skære essens der udelukkende var hende. De var begge i hende, men på afstand, som om hun så sig selv og sine følelser fra sidelinjen.

There you are, my love.

Spøgelses-stemmen hviskede igennem hendes sind. Et svagt, udmattet smil kurvede siden af hans læbe.

"Sleep."

Det lod til at alle Narcisas ord gled af Procella som vand på en gås. Til gengæld flammede hendes øjne op da hundæmonen begyndte at give hende ordre i hendes eget hjem.

"You! You do not tell me what to do! Not now, not ever! I revoke whatever invitation I ever gave to you! Get out of my house! LEAVE!"

En fnisen lød i Narcissas bevidsthed.

Oh what a pity. Maybe you can kill me, and then her. Two for one. Then you can have the demon-boy to yourself. Please take him

Kampen i Procellas ansigt blev blandet op med forvirring over Wicks pludselig opførsel. Hendes hjerne arbejdede på højtryk for at bearbejde de blandede signaler og informationer hun blev bombarderet af. En enkelt trængte sig igennem.

He is...so sad...

Procellas håndflader lagde sig til hvile mod de glitrende lys. Hendes krop blev hevet og slidt i, og sveden glinsede på hendes hud og den indre kamp fik hende til at dirre som havde hun overanstrengt sig ved en jagt, og nu betalte prisen ved at gå sukkerkold. Hun gispede efter luft da hans ord trængte ind gennem den sorte overflade af miskmask der var blevet hendes bevidsthed, og hun forstod hvad han sagde. Hun krøllede sig bort fra ham i rædsel.

No! Go away! I don't want it!

Ikke nu, ikke nogensinde. Hvor kunne han? Hvor kunne han finde på at sige det? Som om alt hvad de havde kæmpet for og blødt for var intet? Kunne han give det op så let? Hun var på ingen måde forberedt da den skærende smerte skar igennem hende. Runerne under den gyldne hud flammede kort op i skærende kontrast til den tyrkise væg foran hende. Hun ænsede ikke længere børnene eller Narcissa, kun fornemmelsen af noget der gled ud mellem hendes fingre.

"NO! PLEASE! DON'T! DON'T LEAVE ME!"

Procellas krop gav efter og hun faldt ned på det ene knæ. Hendes bevidsthed kæmpede imod Wicks i rå angst for at han ville tvinge hende til at tage ham, vel vidende at hvis hun blev presset ville hun ikke kunne modstå. Skriget der blev aftvunget hendes læber var desperat, hjerteskærende. En sjæl i yderste nød. Som dengang han havde måtte lulle hende i søvn under hendes graviditet og hendes angstplagede drømme alle havde været om at miste ham. Der gik et voldsomt stød gennem Procella da hun pludselig mærkede hans hånd mod sin kind.

I-I don't want to be like this...

Procellas indre stemme var fuld af chok over at se hvor lidt kontrol hun havde med noget. Derfor kæmpede hun heller ikke imod da giften sank ind i hende, og blev bredt i hendes krop med de paniske hjerteslag. Hendes blodåre blev sorte og hævede sig fra huden og fik tredimensionelt udseende. Hendes hånd lagde sig over Wicks, og et kort sekund mødte hun hans blik da den tyrkise mur mellem dem flimrede ud og hun klart så ham.

"Don't...leave...me..."

Hendes øjenlåg blev tunge og læberne blev skilt i en grimasse der var tung af smerten der stadig rev i hendes inderste. Dunkede og glødede.

I will....fix us....everything...

Hun faldt fremefter og hendes overkrop bumpede ind i Wicks ben før hun gled ned på gulvet i en uordenlig dynge af lemmer, tæppe og mørkt hår.

Tsk tsk...and then he makes her sleep. Just when the game got fun. What a waste. Stupid moon-child...this game is not funny anymore

Lød det en smule utilfredst i Narcissas sind, og så blev forbindelsen næsten surmulende afbrudt. Daya var tydeligt utilfreds med ikke at kunne have skubbet situationen længere ud end den allerede var, men der havde også været en hoverende snert i den.