Fool me once... (Familietråd)

Daya blev mødt med en iskold stilhed. Narcissa mærkede hvordan vrede samledes i hende, men kunne lige nu ikke finde noget afløb, andet end at sende det i retningen af bevidstheden der igen og igen tvang sig ind i hende.

Procellas ord gav ingen reaktion hos hende, det var flere øjeblikke siden Narcissa havde kategoriseret jægeren som værende ude af stand til at træffe egne beslutninger.

Udtrykket på hendes gudfaders ansigt chokerede Narcissa mere end noget andet. Dæmonen der ikke forstod det dybe og gennemgribende bånd og den historie de to væsner havde sammen, fattede slet og ret ikke hvilke følelser de kæmpede med i dette øjeblik. Men at se Wicked så opgivende var dét der satte Narcissa i bevægelse.

"DON'T!"

Hun sprang fremefter og mørket i rummet krøb sammen med en sukkende hvislen og gled ind under hendes hud hvor det var kommet fra. Hun anede egentligt ikke hvad hun ville, og stoppede brat ved siden af Wicked. Procellas bedende stemme rørte ét eller andet dybt i hende, men i situationen forstod hun ikke andet end at dæmonen ved hendes side var ved at krakelere, og at det var jægerens skyld.

"Uncle w-"

Hendes ord blev afbrudt af de mørke øjne der mødte hende. I den lå skygger af vanvid, ældgamle minder og følelser der lige nu ikke kunne finde ro - noget hun aldrig før havde set hos ham. Narcissas ansigt blev om muligt endnu mere blegt og hun gjorde intet andet end at se tilbage i de afgrundsdybe mørke huler. Øjeblikket efter fangede hans hånds bevægelse hendes opmærksomhed, og hun så hvordan den trængte igennem den tyrkise barriere.

I en glidende bevægelse sank hun ned på knæ og greb Procellas hoved imellem sine hænder, så jægeren blev skånet for at ramme gulvet hårdt.

"Micha, go play somewhere else!"

Dæmonens stemme var skarp, kold og fuld af foragt, en voldsom kontrast til de slanke fingre der blidt fejede det løse hår bort fra Procellas ansigt og lagde hendes hoved på gulvet mellem Wickeds fødder. Hun sukkede dybt da den sindssyge søster selv afbrudte kontakten imellem dem.

"Where do you want her?"

Fra sin vinkel på gulvet så Narcissa op ad og fandt hans ansigt. Hendes sorte øjne så bekymrede ud og studerede ham intenst.

Did you just ask her to... kill you?

Langsomt rejste hun sig, stadig med blikket fæstet på hans ansigt. Eftersom Narcissa ikke forstod det nære bånd imellem Wicked og Procella, forstod hun ingenlunde det der lige var hændt. Var han ved at blive sindssyg? Havde alderen endelig taget fæste i hans essens og fik ham til at gøre vanvittige ting?

Narcissa kunne stadig ikke afgøre med sig selv om hun skulle hade Procella for dét hun gjorde imod Wicked, eller om hun skulle acceptere hende for at være hans mage, og tydeligvis være krøbet længere ind under hans hud, end hun havde troet muligt.

Hun vidste at hun ikke behøvede sige noget, hendes blotte tilstedeværelse lige nu ville være mere end rigeligt til at fortælle ham at hun var her. Han skulle blot give besked om hvad han ville have ordnet. Først da hun så over imod de fire senge erindrede hun Porcelains tilstedeværelse. Blikket hybriden fik, var lidt det samme som havde hun betragtet en kaffemaskine der lige nu kunne give det koffein-kick, der skulle til for at gøre situationen tålelig.

Den metafysiske sprække i båndet rungede som et tordenslag i hans ører, efterlod ham fortumlet og uden at sanse sine omgivelser. Procellas stemme var det eneste holdepunkt i en verden der lige havde vendt sig på vrangen. Udadtil var han en marmorstatue der så stille ned på Procellas skikkelse, de mørke øjne stadig vanvittige af følelserne der kæmpede.

Who is leaving who, Princess? Have you outgrown my games at last?

Stemmen hviskede blidt i hendes sind, da hun gled ind i den unaturlige søvn, fornemmelsen af sorg stadig tung i hans egen bevidsthed. Hvordan kunne hun fikse dem, hvis det krævede at hun ændrede sig selv? Hvordan kunne han lade hende gøre det? Var det ikke bedre, at de endte med at flå hinanden op, igen og igen, indtil det endelig var overstået i en sidste vidunderlig kamp? Ligemeget hvad Procella gjorde, så ville de altid være hvad de var - en umulighed, på trods af alle odds, men en de betalte for med blod og tårer hvert øjeblik.

Et langt øjeblik virkede han ikke til at opfatte Narcissas spørgsmål, eller hendes irrettesættelse af Micha. Han var så intenst fokuseret på Procella, at hendes hjerte hamrede roligt og regelmæssigt i hans ører, den svag brusen af blodet der blev skubbet rundt i hendes krop med hvert sagte slag nok til at han kunne følge dets vej. Færten af hende, og under den lugten af såret og infektionen fra biddet. Han fastankrede sig til hende, begravede sine sanser i hende, for at finde vej igennem de snirklede labyrinter af følelser han ikke burde have og ikke længere forstod.

"You cut only as deep, as you are willing to be cut."

Han drejede langsomt ansigtet imod Narcissa, selvom de mørke øjne stadig kun var halvt til stede - som om han havde fulgt Procella ind i søvnen og efterladt en brøkdel af sin bevidsthed tilbage i sin egen krop. Med en kraftanstrengelse skubbede han følelserne til side - for et øjeblik - og rettede sig under byrden. Hans blik faldt kort på Procella igen og gled så videre til vuggerne, før han talte.

"Bring her to the club. Give her the injections. You can both stay there for the night."

Der var en tone i stemmen, en beslutning han ikke satte ord på. Han vendte sig brat fra dem, efterlod Porcelain ved børnene og forlod huset med hastige, afmålte skridt.

Få minutter efter kom lydene fra skoven. Den dybe rumlen af træer der blev hevet op med rod, efterfulgt af skraldet da de blev flækket på midten.

Det sorte blik fulgte hans ryg som han forlod lokalet, for kun sekundet efter døren blev lukket, at vendes imod kvinden på gulvet. I et bredt favntag samlede hun Procella op, som var hun et lille barn der lå og sov. Det var et akavet billede, fordi jægeren i Narcissas arme var både højere og mere drøj end den, næsten sygeligt, spinkle dæmon. Ikke desto mindre gik hun med sikre skridt over gulvet imod døren.

"When this table is getting turned, you won't even have the time to notice it happening."

Den kølige og tonløse stemme smøg sig omkring Daya der lå i sin seng, næsten som havde Narcissa pustet ordene ud så tæt ved spædbarnets ører at hun kunne mærke udåndingen. Men dæmonen havde end ikke vendt sig imod de begsorte øjne eller hybriden der stod tæt ved.

"I will not allow you to ruin him."

Der var ingen tomme trusler eller buldrende torden, kun en iskold og kølig konstatering. Døren lukkedes bag dem og lod den smukke halvengel alene med de fire børn.

-- ca. 4 timer senere --

Hun havde hørt lydende fra skoven, men havde, i stedet for at finde dem forstyrrene eller skræmmende, følt en hvis trøst fra dem. De vidnede om at Wicked ikke længere var sat i stå over sig selv og ting han ikke kunne forholde sig til. Hellere lade ham rykke hele skoven op med rode og få afløb fra de frustrationer der groede så dybt i ham, end endnu engang at se ham være så lamslået som i stuen tidligere.

Ved klubben var der ikke blevet stillet spørgsmålstegn, dørmændene havde blot ligegyldigt nikket hende indenfor og de havde knapt værdiget hverken hende eller jægeren i hendes arme, et blik. Det var næsten som om de virkede - for - ligeglade.

I lejligheden over klubben havde hun efterladt Procella i den store seng, hvorefter hun, fordi hun ikke havde evnerne selv, havde sørget for at én af de ansatte rensede jægerens sår. Lugten der bredte sig i rummet havde været sær og ikke voldsomt behagelig.

Narcissa havde været i kælderen og lede overalt. Hun vidste at det ville være svært at finde en jægers gemmested, men med hjælp fra endnu en ansat og en master-key blev størstedelen af rummene i kælderen gennemgået systematisk fra gulv til loft. Der var stadig flere af rummene i kælderen hun ikke havde fået adgang til, men eftersom Procella heller ikke havde, var det ikke relevant at gennemsøge dem. Til sidst havde hun kunnet producere kanylerne, for derefter at sørge for at de blev givet den stadig sovende jæger.

Hendes ansigt var kun svagt oplyst af den lille natlampe der sendte en gyldent lys ind over den sovende kvinde i sengen og dæmonen i en stol i hjørnet. Det skarpe ansigt og de sorte øjne havde betragtet Procellas tunge vejrtrækning længe, inden øjnene var gledet over imod væggen modsat sengen. Det store pentagram, udformet i smukke indlagte sølvtråde, de brede håndlænker også helt i sølv og den tydelige perfektion hvori hele opstillingen var udført og mejslet ind i væggen, fascinerede Narcissa til det inderste. Det æstetiske udtryk var bjergtagende og slugte helt hendes fokus fra resten af verden omkring hende.

Den sidste time havde hendes øjne fulgt de udskårne dekorationer, studeret den perfekte geometri og overvejet hvad stedet var blevet brugt til. Hun havde ikke nænnet at bevæge sig derover, der var noget faretruende over den store opstilling og de mange timers arbejde der var lagt i den. Desuden var hun bange for at bevægelse ville ødelægge det smukke øjeblik hvor æstetik, stilhed og ro gik op i en højere enhed.

I en skræmmende bevægelsesløs stilling betragtede hun væggen, med en krop der ikke krævede vejrtrækning, blinken med øjnene eller flimrende tanker. Lige nu var hun sunket bort og væk i sig selv, som hun så ofte havde været det i tiden i Holland. Dét virvar af tanker der før havde rumsteret i hende blev nu notorisk gennemgået, analyseret, kategoriseret og arkiveret med en nøjsomhed der var sjælden for hende. Kun en sjælden gang imellem blev hun forstyrret svagt af Procella og Wickeds fært der lå så tung i luften.

Der skulle omkring endnu en time før dæmpede lyde fra den store lyse seng afslørede at der var ved at komme liv i Procella igen. Lydende var sløve og tunge. Som de bevægelser man kunne forvente fra en teenager der havde drukket sig i hegnet for første gang, og nu dagen derpå virkelig fortrød sit eventyr.

Procellas sind var tungt som havregrød. Hun vidste at noget var anerledes, men som en halvsovende, kunne hun ikke skelne mellem hvad der var virkelighed og hvad der var giftdrømme.

Where...am...I

det var meningen hun ville have sagt det højt, men der kom ikke en lyd over hendes læber. Wicks fært gennemsyrede alt, og det beroligede hende. Til gengæld kæmpede hendes krop som en sindsyg for at komme af med giften. Hun havde prøvet det før...det var på ingen måde lettere for hende at håndtere anden gang. Hvor pokker var badeværelset her? Hvor var slutningen på sengen? Kunne det ikke bare holde op med at snurre sådan rundt alt sammen?

På rystende arme trak hun sig ud til sengens kant, og ænsede det egentlig ikke helt da hun dejsede ud over kanten og med et klask ramte gulvet. Hele hendes krop værkede. Det føltes som om hun var blevet sparket i maven af en hest, derpå blevet revet rundt af en helvedeshund, og bare for sjov, smidt under et godstog...bare for at se om der var mere sjov at lave ved hende.

Hun lod hovedet synke ned på gulvet. Det føltes godt og rart mod hendes kind. Køligt. Hun var lige ved at synke hastigt hen igen, da hendes mave rullede en halv omgang og rev hende tilbage til virkeligheden igen.

"Fuck...me....."

Stønnede hun halvkvalt og prøvede dirrende at komme op fra gulvet. Hun endte på hænder og knæ og stod på alle fire imens hun svajede lidt usikkert, uden rigtigt at være i stand til at fokusere. Hendes skulder gjorde vanvittigt ondt.

"You...bastard...you....drugged...me..."

Mumlede hun groggy, og realisationen fik raseriet til at flamme tilbage gennem hendes krop. Nogle af tågerne forsvandt fra hendes hjerne, og hun rettede hovedet op med et sæt.

WHERE ARE MY CHILDREN?!

Mentalt kastede hun sig mod det bånd der forbandt hende til dæmonen, men hvor stor hendes vrede end var, var hun blevet såret dybt, både kropsligt og sjæleligt. Den tænkte brutalitet der skulle afkræve dæmonen et svar, få ham til at skrige i smerte og krybe for hendes fødder, blev ikke meget andet end skyggen af et slag. Procella søgte ud mod pigerne og følte sig hver gang blokeret på sin vej. Et glimt af ægte vanvid der intet havde med ulv eller Micha at gøre flakkede over hendes ansigt, og hulkende kollapsede hun på gulvet.

"No...don't...don't take my children...don't....Not my children...anything else..."

Hulkede hun, næsten uforståeligt, i grådens voldsomhed

De snøvlende lyde fra sengen fik dæmonens øjne til at bevæge sig tilbage på jægerens skikkelse. Tøvende betragtede hun Procellas sløve og tunge bevægelser. Først da hun ramte gulvet, afslørede en rislen af stof, at Narcissa havde rejst sig og bevægede sig over imod hende.

"Sccch... hush now."

Den silkebløde stemme smøg sig omkring Procella samtidig med at Narcissas varme fingre gled blidt kærtegnende hen over hendes ryg, som hun lå på alle fire. Dæmonen satte sig på knæ en halv armslængde fra jægeren. Der var noget trøstende over hende, men samtidig var afstanden imellem dem en sikkerhed, for dæmonen, men også for jægeren. Hun trak armen til sig og hvilede begge hænder i sit skød. De mørke øjne søgte Procellas og ansigtet var lagt i rolige folder, som for at smitte bare lidt af på det oprørte menneske.

"He had to... hush now Procella. You need to rest."

Endnu engang den bløde stemme og ord der næsten kun var en hvisken. Narcissa rakte ud efter det glas vand der var blevet stillet på natbordet, men da jægeren brød sammen i gråd, afbrød hun bevægelsen og rakte i stedet ud imod jægeren. Med rolige bevægelser strøg Narcissa svedige hårtotter væk fra kvindens ansigt, og fortsatte de blide terapeutiske strøg igennem hendes lange brune hår.

"Sccccch... You will get to see them again... soon. Breathe now... hush. Soon... sccch..."

Med en hånd i skødet og den anden strygende igennem Procellas mørke hår sad hun roligt, som en trøstende stenstøtte på gulvet. Den mørke stemme fortsatte sin trøst af den hulkende jæger. Hele tiden var Narcissa dog klar over at Procella kunne bryde ud voldsom vrede, raseri og beskyttertrang overfor sine unger.

"You need to give him some time... You will see them again, soon my dear. Rest now."

Narcissa havde taget sine forholdsregler. I entreen stod en ansat med ordre og remedier til at bedøve jægeren, såfremt hun skulle forsøge at stikke af og skabe en scene. Det eneste dæmonen kunne håbe på, var at de overhovedet ville få en chance hvis hun først gik amok.

Procella hørte overhoved ikke Narcissas stemme. Hendes sind blev stædigt ved med at søge ud efter pigerne, også selvom der var omtrendt lige så meget kraft bag som en overkogt nuddel.

Tiegan? Enyo? Keylee? Dayanira? Where are you?

"Noooo...."

Procella hulkede jamrende, og lød mest af alt som et såret dyr. En afgrundsdyb smerte der ikke var til at beskrive med ord var at læse i hver eneste kropslinje, hver eneste ansigtstræk, dybt i de rovdyrgule øjne. Hendes smerte over at være skilt fra børnene var næsten fysisk. Til at smage som en æterisk olie.

"He can't do this. Not my children. Not my girls. He took my children..."

Det var tydeligvis ikke Narcissa hun talte til. Jægerens krop blev gennemrystet af den dybe sorgfulde gråd, der kom helt nede fra bunden af hendes mave. Procellas øjne fik langsomt et mere og mere glasseret vanvittigt udtryk. Hendes hænder pressede sig mod hendes bryst, som forsøgte hun fysisk at knuge sit blødende, smertende hjerte.

"...my children...he took my children...what did he do to you...where are you...please let me know...I'll get you...I'll come for you..."

Hendes evige forsøg på at komme i kontakt med pigerne blev ved med at glide af, men stædigt blev hun ved med at prøve. Hun var mor, i ordets mest essentielle betydning, og det faktum at hun var blevet skåret af fra dem var ved at drive hende ud over kanten, ud i vanviddets afgrund. Procella havde aldrig været en psykisk kriger, og hun forsøgte sig med ting der overgik hendes forståelse og kunnen. En mindre instinktpræget person ville have givet op og fundet en ny handleplan, men Procella var lige så stædig som hun var passioneret. Langsomt begyndte en mørk strime blod at løbe fra hendes næse da hendes udmattelse og anstrengelser ikke bar frugt, og hun alligevel pressede på og blev ved.

I et sidste desperat forsøg fulgte hun båndet mellem sig selv og dæmonen. Hendes bevidsthed skreg da hun atter gled af, og hun kastede sig imod den. Tilbage i Narcissas skød, gik der et ryk gennem Procella. Hendes ene øje blev hidsigt orange da blodkar brast af presset på hendes hjerne, og alligevel kæmpede hun videre.

My children...you took my children....

Det var ikke et direkte angreb. Med sin bevidsthed kastede hun sin desperation og smerte, sin afgrundsdybe sorg over adskillelsen mod ham. Han kunne have gjort hvad som helst mod hende...bare ikke dette.

Stilheden der mødte hende henover den metafysiske afstand ændrede svagt karakter ved de gentagne, desperate forsøg på at nå ham eller børnene. Det var ikke længere en mur, der brat standsede hende, men en fornemmelse af tilstedeværelse. Hvordan han opretholdt barrieren, der nægtede hende den vitale information af, hvor børnene befandt sig, men samtidig omgik den for at nå hendes tanker, var ikke til at vide - men hun vidste han var der, lige så vel som hvis han lydløst var trådt ind i lokalet, uden at gøre opmærksom på sig selv.

I palæet sank Wicked ned i en af de brokade-dækkede stole, der havde overlevet de tidligere hændelser uskadt, og stirrede ind i flammerne der buldrede i kaminen, mens han lod hendes sorg, smerte og panik skylle ind over sit sind, som bølger der uværgerligt ramte imod stranden - men lige så uundgåeligt måtte trække sig tilbage og efterlade den uberørt igen. De ekkoede i ham, fik det hvidglødende, flakkende lys dybt i ham til at bevæge sig i ryk, der forsøgte at række tilbage imod hende, for at trøste hende.

Alligevel blev han siddende i stilhed.

Afstanden imellem dem, både fysisk og psykisk, havde klaret hans tanker, skubbet følelserne til en afstand, hvor han kunne håndtere dem uden at bryde sammen. Den ene, slanke hånd hævede sig langsomt mens skyggerne spillede henover hans ansigt. Den blege hud var dækket af en mørk væske, der ved første øjenkast lignede blod. Saft fra træerne omkring huset. Under den klæbrige substans var sporene af barken, der havde trukket mærker henover hans hud. Mærker der - mens han betragtede dem - blegnede og forsvandt.

My children...you took my children....

De mørke øjne spillede af vrede da hun gentog sine ord. Der var noget ved det ensidige krav, der skubbede ham udover kanten af forståelse og tilbage ind i den ulmende vrede. Hans blik gled fra flammerne til vuggerne, hvor børnene igen sov, og en beskytter-trang han stadig havde svært ved at forstå fyldte ham. Procella var en lige så stor fare overfor sig selv, som børnene, og lige meget hvad han gjorde, virkede det kun til at skubbe hende længere ud, sætte båndet imellem dem i endnu større fare for at bryde sammen under hendes afvisning.

Hvor tæt på afgrunden havde de været tidligere?

Hendes desperation kom som et slag, da hun skubbede sin krop og sit sind langt udover hvad begge kunne håndtere. Han indså med svag overraskelse at hun ville ødelægge sig selv før hun gav op, hellere end overlade dem til ham - at stole på ham og vende sig væk fra sine instinkter. At tænke, før hun handlede. Ville hun nogensinde se fejlene i sig selv, eller måtte han altid være et grusomt spejl, der vendte hendes egne følelser imod hende?

You are hurting yourself, Princess. I will not allow you near them until you have regained control of yourself.

Den hviskende stemme i hendes sind var stille, nærmest blid - men neutral. Der var ikke den normale, hårde kant af vrede, eller den kærtegnende trøst.

What have you let yourself become, out of pride and anger?

Hendes egen stemme gav genlyd, igennem hans tanker og ind i hendes.

"If you touch my children, I will kill you.."

De to sidste ord gav fortsatte, som et ekko. Kill you, kill you, kill you.

Billederne kom brat, hurtigt efter hinanden, uden at give hende en chance for at afvise dem. Han kastede hendes tidligere opførsel imod hende, set igennem hans øjne, som hun stod med glødende øjne, det mørke hår en filtret manke omkring hendes ansigt, og krummede sig sammen til angreb. Skulderen, da tæppet gled ned fra hendes krop og afslørede det flammende røde sår. Hvordan han så sin egen død på hendes ansigt og i hendes sind. Det vilde dyr hun var blevet. Svagt, under gengivelsen, var hans egen beundring af den vildskab, en lyst til at kaste det hele for vinden og give efter for sin egen natur. Forventningen om en kamp uden lige.

Og under det, vægten der stoppede ham og vendte ham væk fra at møde hende, som han kunne - burde - have gjort. En fornemmelse, der for hende ville være mere end genkendelig. Trangen til at beskytte børnene, fra den frådende masse af raseri hun var blevet.

No. No mummy. Mummy. No.

De spinkle fingre gled gennem Procellas mørke hår, igen og igen. I lange rolige tag fik Narcissa filtret jægerens lange manke ud, mens hendes krop krampede igen og igen under den voldsomme kamp.

Narcissa forstod hvad det var Procella prøvede, men i modsætningen til jægeren, var hun ikke sikker på det var en kamp den stærke kvinde ville vinde lige nu.

"De oude maan lachte en zong een lied,
Toen ze wiegde in de klomp,
En de wind die hen versneld de hele nacht lang
Haalde zijn hand door de golven van de dauw.
De kleine sterren waren de haring vissen
Die woonde in die prachtige zee."

Den hollandske børne sang, som i virkeligheden var et vrøvlerim var det eneste Narcissa kunne komme på lige nu. Den hæse stemme smøg sig omkring den hulkende kvinde og de sorte øjne studerede hende indgående.

Narcissa indså at Procella ikke ville stoppe kampen, og at hendes krop ville lide hvert sekund hun kæmpede. Musklerne under jægerens tøj krampede, hendes øjne flakkede, hun hulkede tungt og hjerteskærende og hendes hjerne arbejdede hårdere end den kunne.

"I need you here now! Yeah, bring it."

Hun lagde mobilen fra sig på gulvet ved sin side, venstre hånd gled stadig igennem Procellas lange hår. Atter gentog hun vuggevisen, mens hun ventede.

Knap halvandet minut senere stod en mand i døren ind til værelset. Narcissa så op på ham.

"We need to get to sleep. Her body is shutting down."

Den korthårede mand nikkede og trådte tættere på. Han var iført klubbens personaletøj og bar i en den ene hånd en lille sort taske, der mest af alt mindede om en toilettaske. Manden, Narcissa gættede på at han var dæmon, knælede ved siden af de to kvinder og åbnede den lille taske. Frem drog han sprøjte, kanyle og en glasbeholder med en klar væske.

Få sekunder senere var han klar og vendte ansigtet imod Narcissa.

"You sure?"

Hun fortsatte med at ae Procellas hår. En anden arm lagde sig beskyttende over hendes skulder, både for at give jægeren en fornemmelse af nærvær, men også for at kunne holde hende fast såfremt hun skulle gå amok. Dæmonen nikkede til manden, og han rakte den skarpe nål frem imod Procellas bare overarm.

Procella stønnede svagt da hun langt om længe fik kontakt. Hun vidste dog at det intet havde med hende at gøre, hvilket næsten gjorde hende mere desperat. Intet hun havde gjort, havde udgjort en forskel. Han havde lukket sig selv ind. Hun blev holdt ude. Hun var altid underlagt hans "nåde" og hans ønsker, og nu havde han ønsket at tage hendes børn fra hende. Og havde gjort det.

Don't do this. Don't take the girls from me. I would never ever hurt them. Ever. How can you do this? Why do you hate me so much that you need to tear me apart like this?

Det var en dyb opgiven modløshed der prægede den indre stemme der mødte Wick i hendes sind. Hun havde ikke mere at give af. Hun havde ikke flere kræfter at føde sit raseri med. Magtesløsheden og en begyndende apati dominerede hendes sind og strakte sig med en hast der sendte hende ind i en nærmest katatonisk tilstand.

My pride? Stupid me huh...I was trying to make you proud. Not to be weak. Not to need you all the time. Find back to what caught your eye back then. I fail you all the time. I guess I'll never be good enough, no matter what I do...

Hun krympede sig over de ord hun havde ytret der atter lød i hendes bevidsthed. De var ikke hende, og alligevel var de. De var hunulven i hende der var parat til at flå verden fra hinanden, og alt der stod mellem hende og hendes børn. Det var hun stadig. Det havde hun været fra starten. Det var grunden til at hun havde undgået kirken, Ripper alle de vante steder. Ubevidst havde hun elsket sine børn før hun blev opmærksom på at de var i hende. Hun havde været parat til at bryde med både Creo og Wick dengang i skoven for at beskytte sine børn. Ulven havde styrket den komplette altopslugende ubegrænsede kærlighed, og gjort den besidderisk og destruktiv. En mor skulle beskytte sit afkom. En alfa skulle beskytte flokken.

Billedet af hende selv med ilden som baggrund og dyrets vandvid og drabslyst i ansigtet rystede hende i hendes grundvold og fjernede den dødlignende apati fra hendes sind. Fysisk snappede Procella let efter vejret gennem gråden.

Den del af Procellas sind der var skærmet af, Lauren, smilede for sig selv. Hun genkendte beskyttelsen i ham. Kædet sammen med de gange hun havde gemt i sin bevidstheds dyb om ham der virkede så..forundret...bjergtaget...over graviditeten. Hans blidhed, og deltagelse.

Dyret i hende tøvede. Ville han angribe hendes unger eller ville han ikke? Dens instinkt var af dræbe alt på sin vej og genvinde kontrol. En kontrol der var født gennem blodtørst og vrede, og kvindekroppen indeholdt oceaner af begge. Det var let at finde ting der kunne skubbe fornuften bort og få hende til at overgive sig til dyrets kontrol. Alligevel var der begrænsninger i dette sind. En del af det var skærmet, og en del var ikke Procella, og var det alligevel, men manglede? Og et sted var ham hun skulle slå ihjel, men som den skærmede del og ungerne ikke ville tillade hun dræbte. Og...en blond engel? Alt for mange tilstedeværelser.

I wont kill you. You...love them? Poor Wick. So many emotions. Then understand this. I love them too. I am their mother. I would not expect you to understand what lies in that, but don't keep them from me. Don't do that. I will stay away, but don't keep them from me. That is cruel.

Dyret i hende snerrede arigt. Hvad var der lige sket? Noget var sket, og det var gået for hurtigt til at hun havde kunne nå at bryde ind? En forståelse og en accept var skudt frem og tilbage som en ping-pong-bold, og dyret havde sovet i timen. Procella blinkede let da hun følte sig holdt fast på en ny måde. Gennem hendes øjne så Wick en fremmed nærme sig med en nål, og kunne dele den intense frygt da hun som et dyr følte sig fanget, men var for svag til at kæmpe imod.

"W-wha...Nari? Let go..."

Procella vred sig svagt, men der var ingen styrke bag det. Blodet løb hende frit ned over læberne efter den udmattende kamp der havde ført ingen steder. Procella blottede tænderne mod den fremmede dæmon og en advarende snerren rumlede gennem hende for at holde ham borte.

"Ah! Stop!"

Procellas bare fødder gled nytteløst hen over gulvet da hun halvt sparkede ud, halvt prøvede at skubbe sig bort fra grebet, der holdt hende som i en skruetvinge. Dyret brølede i hendes bevidsthed. Hun havde atter noget at kæmpe imod. Den skarpe smerte da nålen borede sig ind i den kødfyldte overarm fik Procella-delen af hendes bevidsthed til at sukke resigneret da den betragtede på afstand hvad der foregik.

Nari will be in trouble unless the beast is resting when I wake up. Stupid demon. Family huh? What is one to do...

Der var en humoristisk snert i stemmen, men den var anstrengt, for selv Procella var påvirket af rædslen af at føle sig fanget og magtesløs. Det var noget af det eneste der kunne sende hende ud over kanten. At føle sig fanget. Og nu var det ikke bare en følelse...det var virkeligt.

Dyret i Procella brød frem og med overmenneskelig styrke begyndte den at kæmpe mod Narcissas greb. De skarpe tænder lød som en saks der blev åbnet og lukket da kæberne flere gange blev smældet sammen nær dæmonens ansigt i forsøg på at bide hende, men selv på trods af dyret i hende kunne hun ikke kæmpe mod bedøvelsen. Hendes bevægelser blev kraftesløse og tunge, sløve og nærmest i slowmotion til sidst.

Forget it. I am not ending it like that. Look at me. I am not ending my life as an animal. If I turn...please end me. Wick...promise me. If I become a wolf...you end me. Promise.

Procellas indre stemme var blevet ulden. Det hele var blevet blødt og eftergivende. Som vådt vat. tungt og slasket.