Fortune's Fool [Izriel]

Tid: 02.04
Dato: 10.5, 2012
Sted: Sheria hospital, en privat enestue.
Årstid: Forsommer
Vejr: Udenfor er det koldt og blæsende med forbiglidende skyer.
Omgivelser: Væggene er en neutral tone af knækket hvid, værelset indeholder en hospitals-seng, en stol til besøgende og en lille skænk i hvidt-malet træ. En dør der leder ud til et handikap-venligt toilet står på klem. Gangen udenfor lokalet er stille, der sidder et hold af tre sygeplejersker i alarm-stuen.

((Fortsat fra: A Night of Work and Sorrow))

Ovenlyset i værelset var slukket, men lampen på toilettet var tændt og kastede en spinkel stribe grumset-gulligt lys henover gulvet. Wicked brød sig hverken om de hvide vægge, med deres forsmåede forsøg på at virke kliniske og samtidigt indbydende, eller de grove, blå-stribede lagner på den hævede seng, der havde været igennem industri-vaskemaskinen alt for mange gange. Linoleums-gulvet - let at vedligeholde og rengøre, deprimerende at se på - klistrede til bunden af skoene. Lugten var en blanding af all-in-one-gulvvask og indelukket luft. Skarp og kvalm.

Hvis noget kunne forestilles at være et personligt helvede for dæmonen i lokalet, så var hospitaler, med deres ucharmerende og strengt praktiske udseende, højst sandsynligt tæt på. Wicked stod ved vinduet og betragtede skyerne mens han ventede. Turen i ambulancen havde været kedsommelig. Det var hurtigt gået op for paramediceneren ombord, at der ikke var tale om et akut tilfælde. Desuden havde Wicked insisteret på, at det kun var et overfladisk kødsår, og at han gerne ville tilses af sin private læge. Hvem hans læge var? Doktor Isabel Black, ved Sheria hospital, hvor de jo i forvejen var på vej til - og om de ikke ville være venlige at tjekke om hun havde nattevagt? Han ville så nødig forstyrre hende hjemme, hvis hun lå og sov.

'James' svarede velvilligt på deres spørgsmål, var ved fuld bevidsthed og viste ikke overvældende tegn på smerte eller chok. Ambulancens tekniske udstyr virkede til at have flere problemer end James Faccombe - de valgte på uheldig vis at strejke det meste af turen. Paramedicineren kunne ikke helt huske hvorfor, men sad tilbage, let konfus, med en behagelig fornemmelse i maven da båren med patienten blev trillet ud. 'James' havde taget hans hånd under turen og takket ham for den gode behandling. Det gik ikke op for ham, at han havde glemt at tage både puls og blodtryk, før han udfyldte papirarbejdet en time senere. Han kunne ikke engang huske at have tilset patientens sår.

Skyerne deltes kort og badede hospitalets grund i et blegt lys. Månen var i sidste kvartet, få dage fra nymåne, og ikke mere end en spinkel skive på himlen. Wickeds sorte skjorte stod åben ved brystet, og lyset fangedes et øjeblik på den indrammede blege hud, fremhævede det mørke, skæmmende sår et par centimeter over celiac plexus. Kuglen var gået ind under metasternum, havde strejfet milten og endelig sat sig fast i en ryghvirvel. At kuglen stadig befandt sig inde i hans krop, var den eneste grund til at han ikke havde forladt de triste omgivelser endnu. Det og så...

Wicked søgte ud langs en af de mange tråde der forbandt ham med sin 'flok' og lod for anden gang en smule magi pulsere i halsbåndet omkring Izriels hals. Hvorvidt hun var optaget andetsteds, eller bevidst tøvede, fortalte forbindelsen ham ikke, men det ville ikke skade at minde hende om at han ventede.

Et velkendt, selvtilfredst smil gled over hans læber, ved lyden af døren bag hans ryg og fornemmelsen af englens aura i det trange værelse et par minutter senere. Izriels nærvær var omtrent lige så kvalmt som lugten i luften omkring ham - et mindre ubehag han kunne ignorere.

"I had nearly given up hope to be treated by my favorite physician."

Wicked vendte sig fra vinduet til sengen og lod sig glide ned på de krasse lagner. Den sorte silke-skjorte flagrede ud omkring ham som et par mørke vinger. De muskuløse arme gled op, flettede fingre der støttede hans nakke, mens han betragtede Izriel med skælmske, mørke øjne. Bevægelsen fik musklerne under maveskindet til at stå frem, sænkede såret ned i en svag hulning af det blege skind.

"If you would be so kind."

Han hentydede ned imod såret med et blidt vip af hovedet.

De nøgne lyse fødder skridtede langsomt over det ru trægulv. Omkring englen var fuldkommen mørkt og smalt, det eneste der afslørrede noget, var den lyse position af månen der desperat kastede sit lys ind gemmen et smalt vindue. Hvor var hun? En lang gang? Englen trådte længere frem, hendes ånde kunne ses som en hvid tåge foran hende, men på trods af kulden var hun kun iklædt den lange hvide silkenatkjole hun tit gik i derhjemme. Men hun var ikke hjemme, langt fra. Ud fra skyggerne trådte pludselig en skikkelse, de brede skuldre og det blonde hår var ikke længe om at afsløre vedkommenes identitet. Et øjeblik prøvede hun at snurre rundt for at flygte ind i intetheden, men hvad mest af alt mindede om blyklumper omkring hendes ben forhindrede hende i at komme nogle vegne.
Izriel
Den store hvide hånd lukkede sig sikkert omkring hendes hals, inden den langsomt men sikkert begyndte at klemme til, hun prøvede at fremtvinge et skrig, men intet andet end tom luft kom ud. Hånden klemte til til en brændende smerte bredte sig og hun ikke længere kunne få luft, langsomt begyndte hun at synke sammen..

Izriel satte sig op i sengen med et ryk. Hjertet slog pinefuldt i brystet på hende og en utilpas fornemmelse overvældede hende. Den brændende fornemmelse fra drømmen fortog sig ikke, men higede efter hendes opmærksomhed. En lille forpint lyd blev klemt ud imellem de fyldige læber, mens hun skar en utilpas grimasse, følelsen var ulidelig og ubeskrivelig. I en hurtig bevægelse fangede hun den hidsige pager fra natbordet, inden hun skævede ned imod den. Et skævt smil bredte sig kortvarrigt over englens læber ved teksten der imødekom hende. Ville han kunne nå at dø, hvis hun nu var længe nok om det?

I en doven bevægelse rejste hun sig fra sengen, inden hun trak i et par mørkeblå jeans og en hvid t-shirt. Kort efter ringede hendes telefon, naturligvis fra hospitalet der ville høre, om hun var på vej. Der gik heller ikke længe inden hun kastede sig ud i sin bil og kørte på hospitalet, væsentligt langsommere end hun vel burde, hvilket halsbåndet kort efter igen mindede hendes om.

"I'm on my way, damnit!"

Knurrede hun bittert, og blev hurtigt enig med sig selv om, at hvis han stadig var i stand til at kontakte hende med sin magi, så var det ikke slemt nok.

Kort efter klikkede de højhælede støvler på den hvide hospitalsgang. Dovent havde hun trukket en endnu åben kittel udover sit civile tøj. Englen var ikke længe om at få hentet patintens fuldkommen ubrugelige papirer, inden hun gik imod stuen. Kort tøvede hun uden foran døren, inden hun skubbede den op til det mørklagte lokale.

De blå øjne missede kort ind i mørket, der umiddelbart kun gav et omrids af den store mandsperson.

"James Faccombe. What a pleasure!"

Stemmen var fuldkommen neutral, ikke engang ironi var til at finde nogen steder, på trods af det tydeligvis var ment sådan. Hurtigt tænde hun lyset i lokalet, inden hun gik imod den store dæmon. Eftersom at hun ud fra papirene stort set ikke havde nogen oplysninger om hverken patienten eller hans skader, måtte hun selv til at finde ud af omfanget.
Havde den såkaldte James været menneske havde han allerede på nuværende tidspunkt ligget på operationsbordet, hvis han overhovedet havde overlevet skuddet til at starte med, for et normalt menneske var det mere eller mindre umuligt.

Englen skævede mistroisk til dæmonen, inden hun sprittede hænderne af og rutinemæssigt trak et par af de hvide latexhandsker på. Allerede på lang afstand kunne hun se, at såret nok ville få de fleste læger til at gå i panik og erklære situationen for kritisk for efterfølgende straks at prøve at redde vedkommende, men Wicked var dæmon og af samme grund så det ikke ud til, at englen havde den mindste form for stress.
Langsomt lænede hun sig en kende indover Wicked og gav sig til at undersøge såret, dog kastede hun ikke mere end et enkelt blik på det, før hun vendte de isblå øjne imod dæmonens kulsorte.

"Last time i checked, bullets weren't a problem for demons dear James!"

Det lyse ansigt var udtryksløst som hun rettede sig op og lagde vægten over på det ene ben.

"Hardly the ones covered in holy water!"

Taget det brændte kød i betragtning var det i hvert fald sådan en der havde været tale om. I en langsom bevægelse gned hun sig over øjnene med ærmet af den hvide kitel der hang neutralt og løs omkring hende, hvorefter et næsten usynligt smil gled over de fyldige læber.

"And.. If the bullet is stuck in there, it really isn't my area of expertise.. Sorry!"

Wicked kneb de mørke øjne en anelse sammen, da det skærende blege lys badede de sterile omgivelser. Mørket havde i det mindste skånet ham for direkte at skulle betragte værelset små pinefulgt smagsløse detaljer. Han skar en grimasse af plastikblomsterne i vasen på den lille skænk før han vendte opmærksomheden tilbage til englen.

De mørke øjne fulgte hendes bevægelser, da hun lænede sig indover ham for at undersøge såret. Han hævede hovedet en anelse, fulgte med henkastet interesse hendes bedømmelse. For et menneske ville bevægelsen have strammet musklerne omkring såret - muskler som kuglen havde skåret igennem. Wickeds overkrop lå stille under hendes fingre, en voksdukke der på mærkelig vis var kommet til live.

Kanterne af såret var svedne, huden omkring plettet af mørke, ildelugtende partikler. Ulig et menneskes fleksible hud, havde kødet ikke trukket sig sammen om den bane, kuglen havde banet. Et hul med bredde af en lillefinger borede næsten hele vejen igennem dæmonens krop. Hvis såret havde blødt, var det standset for længe siden, men den krydrede, fristende duft af dæmonisk blod spredte sig langsomt i lokalet.

Wicked tsk'ede let af hendes ord, men virkede svagt underholdt af englens henkastede attitude.

"They become a problem when they are lodged inside my body, Miss Black, though not a permanent or fatal one as you might hope for, I'm afraid."

Der var svag latter i ordene, som om han havde fornemmet hendes tøven og det tidligere svage håb. Udtrykket blev imidlertid fejet væk af hendes kommentar.

"A minor inconvenience."

De smalle læber spredte sig i et bredt rovdyr-agtigt smil, der viste de blændende hvide tænder. Et øjeblik var det ikke til at sige om han ville snerre eller le af hende. De mørke øjne flammede kort op, før de flettede fingre slap deres greb om hans nakke. Han lænede hovedet tilbage på sengen og bevægelsen brød øjenkontakten imellem dem.

"I suppose any mongrel with forceps could remove it - I might even be able to do it myself. But what is the fun of having a dog on a leash, if you never yank its chain?"

Tonen antydede hvad Izriel højst sandsynligt hele tiden havde vidst. Det havde ikke det mindste med selve såret eller hendes evner som læge at gøre. Wicked havde haft brug for en undskyldning for sit menneskelige alibi, en grund til at den populære James Faccombe pludselig var oppe og omkring efter at have været involveret i et skud-drama. Izriel var fejebakken der blevet brugt til at samle skårene efter glasset var tabt på gulvet.

Izriels blik gled langsomt nedover dæmonen, en tydelig irritation formede sig i form af en næsten usynlig, men alligevel tilstedeværrende rynke imellem de mørke slanke bryn. Diskret rømmede hun sig mens hun trak de hvide handsker af og smed i en dertil indrettet skraldespand på gulvet, ved siden af sengen. Hvorfor hun overhovedet havde taget dem på i første omgang vidste hun faktisk ikke, det var vel en vanesag.
Det faktum at Wicked igen sad og legede dukkefører passede bestemt ikke englen, teknisk set kunne hun erklære den kendte James Faccombe død på stedet, men hendes intigritet som læge ville falde markant efter han få timer efter ville vise sig som værende sprællevende, eller i hvert fald hvad der kom tættest på det.

Det ironiske smil blev igen uden problemer fremmanet på det ellers kønne ansigt ingen hun skar en grimasse.

"Oh really? That's a shame!"

Knurrede hun så ganske ærligt, inden hun fugtede læberne og efterfølgende gav et fnys fra sig, hun kunne vel lige så godt få det overstået, det ville vare tage endnu længere tid inden hun kunne krænge sig ud af hans jerngreb hvis hun begyndte at skabe sig omkring det, hvilket hun ellers mest af alt følte for. I hendes verden kunne den kugle få lov til at blive siddende, hun ville med glæde se dæmonen åbne brystkassen på sig selv for at flå den ud. Kortvarrigt fik englen næsten et helt drømmende udtryk, mens de tusind måder hun kunne splitte dæmonen ad på passerede for hendes indre nethinde. Dernæst rystede hun på hovedet og gav et suk fra sig, der halvvejs blev kvalt af et anstrengt støn.

"Fine! I'll fetch what's needed. I don't suppose you'll need any kind of anesthetic!"

Det sidste af sætningen var nærmest klemt ud i et lille grin, som englen snurrede rundt på hælen og med lidt for hastige skridt forlod lokalet, inden hun lukkede døren bag sig med et lille smæld. Idét hun trådte ud på den lille gulligt oplyste hospitalsgang snappede hun grådigt den indelukkede luft ned i lungerne, der på trods af stanken af industri-rengørring og sygdom gjorde hende klar i hovedet, i forhold til den berusende krydrede duft der hang omkring Wicked og hans forbandede sår.

Efter de første tre mundfulde luft stirrede hun stift ned ad gangen, inden hun med tøvende skridt begav sig imod det lille hospitalslager, jo mindre folk vidste desto bedre. Lidt for langsomt samlede hun få af de nødvendige redskaber, som hun placerede på en lille metalbakke, inden hun fiskede sin telefon op ad lommen på kitlen og tastede nogle hurtige kommandoer, dog med en dybt koncentreret mine. Diskret gik hun langs gangen i håb om ingen af de andre læger eller ansatte så hende med de drabeligt udseende instrumenter.

"Uhm.. Doctor Black?"

Izriel skævede kortvarrigt bagud og måtte hidsigt bide tænderne sammen da en af de yngre sygeplejestuderende, en høj ranglet fyr der endnu ikke var sluppet af med alle teenage-bumserne og tydeligvis skulle have tilset en bøjletandlæge i tide, ihærdigt travede efter hende.

"What?"

Englens stemme var hverken imødekommende eller noget der mindede om venligtsindet, hvilket ligeledes fik knægten til at krympe sig en kende, som hendes aura et øjeblik røg uden for hendes kontrol. Som om hun ikke havde rigeligt at se til.

"Erhm, it's just the press. They heard about Mr. Faccombe. And they..."

"No.... Just no!"

Englen var ikke længe om at forsvinde ind på det lille lukkede værelse, hvor den krydrede lugt af dæmon hamrede imod hende, normalt var hun ikke typen der lagde meget vægt på den slags, men lige nu syntes det hele af vælte imod hende. I et kort ryk rejste hun hovedet imod dæmonen. I de isblå øjne blev den sorte pupil minimal inden hun gnavent afsatte metalbakken på bordet ved siden af sengen.

"How? Seriously dude! Look at this..."

I en hidsig bevægelse lod hun clipboardet med Wickeds ualmindeligt mangelfulde rapport lande på sengen.

"No fucking notes. They even spelled your name wrong, and still they know where you are. Weren't you suppose to be descreete?"

En blanding af frustration, vrede og forvirring var et øjeblik komplet for englen. Hvad fanden foregik der? Ubevidst trak hun kortvarrigt i halsbåndet, inden hun for imod det ene vindue som hun åbnede i en bevægelse der mest af alt lignede, at hun skulle til at blive dårlig.

"Okay, let's get this overwith!"