Dato: 28.Februar
Dag: Onsdag
Tid: 13:00
Sted: Den lykkelige eng
Omgivelser: Ingen
Vejr: Solen skinner ren faktisk
Påklædning: Se ava
Vinden susede blidt over engens græs, det var lige før at man kunne se græsstrående bevæge sig, hvis man lagde sig ned i græsset og så rigtig godt efter. Men hvem ville endelig det? Der var ikke ret mange tilbage i verden, som ren faktisk satte sig ned og nød naturen og dens skønhed. Men det gjorde Bradley, lige nu sad han midt på engen, så han nærmest blev lyst op af solens varme stråler, for ja selvom det stadig var vinter, så følte han en varme suse gennem kroppen på ham, hver gang at solen ramte ham. Han sad i skrædderstilling på græsset, på sin jakke med en bog i hånden. Hans brune/sorte hat sad lidt på skrå, så han så lidt ekstra kæk ud og hans solbriller hang i hans skjorte, for han så ikke nogen grund til at have dem på lige nu, selvom solen skinnede. Fordi hans hat skjulte nok af solen fra hans ansigt, så han behøvede ikke at sidde med sine øjne næsten lukket helt sammen for at kunne læse. Han sad og læste den berømte bog "Romeo og Julie", en af hans favorit bøger, men nu var det måske også fordi at Bradley troede rigtig meget på ægte kærlighed, selvom han endnu ikke selv havde fundet den endnu. Men han sagde også tit til sig selv, når han sad og læste sådan noget at man aldrig skulle lede efter kærlighed, fordi så fandt man den nok aldrig. En lille brise fløj igen gennem engen og trak noget af Bradley's chokolade brune hår med sig, fordi det var langt nok til at vinden nu også kunne tage i det. Han kunne godt lide at skille sig lidt ud fra de andre drenge som næsten altid havde kort hår. Selvom han i ny og næ blev nød til at tage lidt af spidserne, for ellers ville hans pels som varulv se frygtelig ud og det gad han virkelig ikke. I ny og næ rettede Bradley da også sit ansigt lidt op og snuste omkring sig, for at sikre sig at der ikke kom fjender ind på området.
Solen fik ham næsten til at se en anelse guddommelig ud, han så nærmest perfekt ud, ligesom vampyrerne. Et skævt lille smil kom frem på hans læber imens han læste, så man rigtig kunne se at hans tænder faktisk var lidt spidse, men det var ulve blodet. Men det gjorde ham bare endnu mere perfekt at se på, fordi han sad som han gjorde og fordi smilet var hans helt egen, han smilte hverken falsk eller på grund af tvang, det var hans helt eget.
Ons 29 Feb 2012, 00:17
Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …
