A sight never ment to be seen. ( Dreald )

Sted: Dybt i den Triste Skov hvor intet menneske normalt kommer.
Dato: 20 februar.
Tid: 23.55
Vejr: En skyfri nat, fuldmåne. Varmt for årstiden.

Natten havde sænket sig over skoven. Vinden hylede imellem de døde træer. Selvom det var vinter var sneen væk og kun vindens biden i huden fortalte at vinteren stadig havde greb i verden. Den Triste Skov var som altid mørk og dyster. Liv og lyde der ikke helt kunne placeres puslede i den dunkle underskov. Fuldmånens blege skær valgt igennem træerne hvor disse stod mest spredte. Helias sad i et træ, højt over jorden og betragtede månen. Han var i bar overkrop, iført et par sorte bukser og sko. Resten af hans tøj lå på grenen. Selvom kulden stadig havde fat var han svedig og trak vejret dybt. Han havde fløjet igen for første gang i alt for lang tid, og sad nu og nød natten, mørket og stilheden bort fra menneskerne. Her kunne han være sig selv, alene om sine dystre tanker, alene med sin sorg.

Natten var perfekt for en vareulvs friheden. Dreald løb hurtigt igennem skoven og jagtede en uskyldig hjort som bare havde sat sig for at finde føde, men så skulle til at blive føde i stedet. De dyriske øjne stirrede på hjortens hurtige hop. I et hurtigt bevægelse angriber den sultne ulv den uskyldige hjort. Et bid i nakken og Hjorten bliver slap. Hvis der var noget hun nød, så var det det friske kød og det varme blod. Hun lagde sine tunge poter om dyret og lagde sig til pas og begyndte at æde hjorten.
Dreald havde ikke været hjemme hos den køre mor i nolge dage, og hun vidste faktisk stadig ikke hvad det var blevet af hende, Dreald havde sin mobil telefon liggende der hjemme, så det var svært at komme i kontakt med hende, da hun ikke havde været hjemme i en lille uge.
Blodet rendte imellem hendes skarbe tænder og guffede det lune kød i sig. Dyre livet var bare nogengange så meget bedre end mennesket.

Helias hørte den brutale jagt under ham. Med et blidt suk for sig selv, kiggede han ned igennem det dunkle lys fra månen og ledte efter årsagen til lyden. Efter lidt tid fandt han den, og et kort sus gik igennem ham. Ulvens nådesløse angreb på hjorten og dens mæsken i det endnu varme kød. Helias havde igennem hundrede år lært at læse de tegn han fik fra liv omkring sig. Ulven var ikke normal. Dens aura var.. for stærk. For fuld af liv.. Stille, som en brise i natten, kravlede han lidt længere ned i træet og betragtede ulvens frådseri i hjortens kød. Der var noget næsten smukt over det. Rent og uden tanke. Uden korruption fra menneskets verden. Helias smilede for sig selv, et smil uden glæde, og ventede blot i stilhed imens han betragtede scenen under ham.

Dreald opfangede strakst en stille lyd og vendte sig imod lyden. Hun knurrede kort, men genkendte ikke hans duft, han så menneskelig ud og virkede ikke truende over for hende. Hun så på den magre hjort hvor der næsten intet kød var tilbage. Hun satte sig op, som en opdragen hund og begyndte at slikke sig om munden. Hun bakkede lidt væk fra ham og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre. Det ville være så nemt bare sådan at løbe væk, men den fremmede duft gjorde hende nysgerrige. Hun rejste sig op på 4 ben og så på skabningen. Hurtigt gøede hun kort af ham, som at han skulle komme nærmere. Det var ikke altid lige nemt at føre en samtale når de ikke talte samme sprog, imens hun altså var ulv.

Helias betragtede ulven kort. Den ville have ham ned. Han sukkede for sig selv. Hvis den begyndte at larme meget mere, hvem vidste så hvad den ville lokke til.. Med et støn af smerte foldede han sine brede, midnats sorte vinger ud og spredte dem imod himlen. Vingerne, hver så store som ham selv, gav ham et imponerende og skrækindjagende udseende mod den oplyste natte himmel. Helias greb sit tøj og hoppede fra træet gren til jorden, hans vinger spredt ud for at afbøde faldet. Med en stille raslen i løvet under ham, landede han foran ulven, hans nøgne torso synlig i lyset, hans ansigt gemt bag det lange hår.

Dreald var måløs. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle tænke eller hvordan hun skulle opføre sig. Hvad fuck var det for et væsen? En fugl af en slags. Hun satte sig ned da han nåede jorden. Dette måtte undersøges noget mere, hun gik tættere på ham med snuden først og snuste til ham. Det var måske ikke så høfligt at indtage en ny sans, men nødvendigt var det. Hun nøs kort. Sikke en spændende duft og sikke en klarhed omkring ham. Hvad skulle dette betyde? Hun satte sig foran ham igen og vendte hovdet på skrå. Hvis de skulle snakke skulle hun måske forvandle sig til sin menneskelige krop, men ikke endnu. Hun ville gerne være sikker på om det var det værd og se hvad han havde at sige til hele situationen. Mon han havde mødt en vareulv før?

Helias lod ulven nærme sig og snuse. Varulve havde han aldrig kommet godt ud af det med.. Han bragte døden med sig hvor han gik, og frygten var hans væsen. Han frygtede ikke selv enden, døden var ikke en slutning for ham. Han betragtede ulven kort inden han bløde røst brød stilheden. "Hvis du vil snakke, så skift ham, barn af ulven." sagde han stille, hans stemme uden følelse. Kold, og dog blid, blandede den sig med vindens hylen, knap hørlig, i skovens dyb.

Der var noget om ham som bare ikke rigtig virkede venligt. Gad vide om han havde set at det var en kvinde og ikke en farlig mand. Dreald sprang hurtig væk og løb af sted ind i skoven. Hun flygtede ikke, men kom hurtigt tilbage med noget tøj i munden, som hun havde taget af, så hun ikke ødelagde det når hun forvandlede sig. Hun gik bag om en busk, stod på alle 4 og begyndte at fokusere på forvandlingen. Knoglerne som brækkede og pelsen forsvandt ind i huden igen kom der små støn og skrig fra hende og langsomt kunne man høre den feminine stemme. Hun tog nogle dybe vejrtrækninger og skyndte sig så at få tøj på. Hun gik stille frem "når, hvad ville du så tale om?" sagde hun og havde et kækt smil på hendes læber.

Han betragtede hende kort. Så det havde været en kvinde. Til hans overraskelse havde hun forstået situationen som om det var ham der havde ønsket samtale. "Du tager fejl, barn af ulven. Du hidkaldte mig.." svarede han stille. Han foldede vingerne ind til kroppen, omend deres massive sorte form stadig stod bag ham som en massiv skygge mod den dunkle skov. Hans veltrænede krop skælvede let i den kolde vind, omend han ikke gjorde mine til at tage tøjet på som han holdt i sine arme. Han var endnu ikke sikker på om denne ulv i menneskeform var en trussel eller ej.

Dreald var ingen trussel, det var hun først når hun var ulv og det var hun jo ikke nu, så det var intet at frygte. Hun fniste, "Du snakker sjov, hvad er du fremmed?" sagde hun roligt og holdt sig for munden så hun ikke blottede sine tænder i sit store smil. Det var bestemt ikke for at gøre grin med ham, men hun var vel bare ikke van til at høre folk der talte så gammeldages. Hun kendte jo ikke til hans type væsen eller sådan noget. Hun var en helt almindelig menneske pige, indtil hun blev bidt af en varulv, det er hun hvert fald sikker på, da hun har et enormt ar på hendes hofte.

"Hmm, din uvidenhed rammer mig dybt. Jeg er en af dødens budbringere, englene med de sorte vinger." svarede han roligt, hans øjenbryn let løftet i forbløffelse. Pigen måtte være så ung som hun så ud. Ulig hamselv. Snakker sjovt.. Havde han vendt sig tilbage til sin gamle vane efter han havde dykket så dybt i minderne? Helias forbandede sig selv indvendigt, omend hans ansigt og øjne intet viste. Et vindpust blæste mod hans ansigt og løftede hans hår bort. De blå øjne nærmest lyste i månens skær. Der var noget over dem. De var for intense, for dybe, for gennemborende. Som om skyggen i hans sjæl lyste ud af dem. Som om ingen hemmelighed blev holdt fra dem.

Dreald trådte et skridt tilbage og bed sig i læben. Var han noget dødt som hun skulle frygte fra eller hvordan skulle det hele forstås? "Ehm.. fair nok.. I guess." svarede hun og sankt. Hun følte sig hurtigt utilpas og følte sig begloet af ham, ligesom de mænd som slugte hendes mor med øjne når hun smed tøjet for penge. "Jeg er altså ikke farlig" mumlede hun og trådte yderligere et skridt tilbage. Hun var blevet nervøs, og hans skarpe blå øjne gjorde det ikke nemmere at elske ham.

"Bah, barn, jeg er ikke mere død end du. Jeg er en dødsengel. Mit domæne er at guide de der ikke længere besidder livet." Han rystede let på hovedet da hun trak sig tilbage. "Du har intet at frygte fra mig heller, omend du ej vil tro det."

Helias begyndte at trække sine vinger til sig, efter den lette talestrøm, og bed smerten i sig så godt som han kunne. Han kunne føle hans mave trække sig sammen i skrig på føde, hans ryg brænde som muskler og knogler omformede sig. Med et suk trak han sit tøj på, og skjulte den let arrede overkrop. Smerten ville være der hvergang, omend kun for få minutter.

Dreald trak lidt på smilebåndet. "Det lyder.. Mystisk.. men okay troede heller ikke mine egne øjne da jeg så mig selv første gang" svarede hun ærligt. Måske var han ikke farlig, men han havde stadig den.. Måde han opførte sig på.
Hun så til da han trak sine vinger tilbage, gad vide om det gjorde lige så ondt som når hun forvandlede sig til ulv? Måske ikke, det var jo bare nogle sølle vinger og hendes forvandling er hele kroppen. Men det ville nok være noget som de aldrig ville få svar på.
"Så du er en.. Engel?" spurgte hun dumt, men hun kunne vel ikke gøre for at hun vidste så lidt om væsner.

"Ja, jeg er en engel. Omend jeg ikke tilhører dem du hører fra biblens tætskrevne løgne." svarede Helias koldt. Han brød sig ikke altid om sine brødre i skabelse. De tilhørte lyset, han mørket. "Du er en varulv, bidt eller født?" spurgte han med et let løftet øjenbryn. Hans blå øjne nærmest glødede i månens skær, og det var som hele hans krop fortrak i skyggerne, med mindre du holdt ham i direkte fokus.

Dreald følte det underligt at tale med personen sådan her, meget barbarisk at han skulle forstyrre hende i at spise en frisk hjort. Det var pludselig akavet at stå i skoven, bare sådan. "Bidt.." mumlede hun og kendte ikke til andre former. Hun mente ikke at vareulve blev født, hun skabt af bid. Men hvad ved hun, hun vidste ikke engang at der fandtes fucking engle? Hvad mere fandtes der bag hendes ryg som hun ikke vidste om.
Dreald troede ikke på gud, har hun aldrig gjort, men hvis det findes engle så må der vel også være en gud? Eller hvad. Så mange spørgsmål i hendes hovedet, at det næsten ikke var til at bærer.
"Hør, kan vi tage et andet sted hen? Jeg føler mig malplaceret af at stå her.. Hvad laver du egentlig her ude?" spurgte hun nysgerrigt.

Helias rystede på hovedet af hamselv. Han opførte sig som en barbar, krævede svar hvor han ej burde spørge. Han kunne se at hun følte sig utilpas. Forvirret. Han bukkede let ved hendes spørgsmål.

"Jeg søger stilheden og roen til mine tanker. Vi kan sagtens vandre, hvis du så ønkser.."

Han smilede let, et smil uden glæde og fortsatte lavmælt.

"Desuden undskylder jeg for min ubehøvlede tale. Du fangede mig i mørke tanker. Undskyld."

Han nikkede let hovedet imod hende, og da han rettede sig op igen var det kolde ansigt dækket af et let smil. Et smil der virkede oprigtigt omend unaturligt. Helias kiggede kort ned på hjorten og kunne mærke sin mave rumle let. Sulten havde indhentet ham. "Måske kunne vi finde et sted med mad.. Sulten gnaver i mig, må jeg desværre indrømme."

Dreald fniste kort på hans formelle måde at tale på, hun var fra 90'erne og havde ikke hørt sådan noget før i det vikelige liv, hvor gammel var han? Hvis han var en engel var leve længden vel ikke kort.
Hun nikkede og begyndte at gå roligt længere ind mod skoven, men det var den retning hvis man skulle finde en døgn åbent tank eller hvor han nu ville have mad. "Hvor vil du gerne hen?" spurgte hun roligt og vidste stadig ikke helt hvad hun skulle sige eller gøre.
Han var mystisk, lidt underlig. Gad vide om han var så gammel at han havde oplevet nogen koger leve? Eller for den sags skyld dø, nu hvor han var dødsengel.

"Der er intet mål i min vandren. Jeg søger blot i mørket." svarede Helias med et skævt smil. Hun var frimodig den unge ulv. Det havde han intet imod. Hun var ren og uskyldig, ihvertfald sammenlignet med menneskeheden. Hun mindede ham om gamle dage.

Langsomt fulgte han efter, imens han rettede på sit tøj og det slidte kors der hang om hans hals. Igen snakkede han frem for sig, ikke rettet mod nogen bestemt. "Jeg søger blot mad.. Hvad og hvor betyder ikke så meget."