A Flickering Flame [Lukket]

Sted: Muse - Kælderlokale
Tid: 23.14, 5. Marts
Omgivelser: Et enkelt værelse, med en sænket cirkulær sofa der indrammer et åbent, hævet ildsted. Standen under ildstedet er sort, sofaens stof hvidt som kontrast. De bare vægge er rå, hvidkalket cement. Gulvet er dækket af et pelset hvidt tæppe. Der er ikke meget andet at se, for ingen af lamperne ovenover er tændt. Det eneste lys stammer fra gløderne i ildstedet, der knap nok når sofaen.

Gløderne brændte langsomt ned. Han betragtede dem, som han havde gjort de sidste mange timer, med den svage interesse der lå i sammenligningen. Brændte ned og efterlod lokalet koldt, som den hvidglødende flamme inden i ham, der tog af for hvert øjeblik og langsomt trak sig væk fra hans krop og tanker, som et slør der lag for lag blev fjernet fra hans øjne.

Skyggerne flakkede henover hans ansigt. Glasset med den ravfarvede væske fangede lyset da han løftede det, uden at drikke. Isen var for længst smeltet, men mindet om den lette klingen fra isterningerne lå stadig i lokalet. Hvor længe havde han siddet der?

Betød det noget?

"The angel is not dead. He is bound to Procella by words, blood and magic. She is on her own now. I tried..."

De mørke øjne kiggede ikke ned imod resterne af mobilen på gulvet, da ordene hviskede igennem hans tanker. Han kunne ikke huske hvornår han havde opdaget at de slanke fingre havde knust apparatet. Det betød heller ikke noget.

Igen lukkede han øjnene og billederne, bidder af følelser og sanser kom som lyn på en mørk himmel. Velkendte arme omkring en krop han kendte i dens mindste detaljer. Den susende, kølige vind imod hendes øre. En overvældende træthed og længsel, men under det en fascination og en begejstring over igen at være fri. Tropevarme som et pust af flammer der slikkede henover huden. En fryd over at vende tilbage til noget, der var simpelt.

Og som en mørk skygge bag hvert billede - Helias. Altid Helias. Ligemeget hvornår han søgte imod hende var englen der.

Glasset knagede i hans hånd, før det gav efter og eksploderede. Den gyldne, sprittede væske farvede en plet af gulvtæppet mørkere og skjulte glasskårene i det hvide hav. Han bemærkede ikke den blide smerte eller de tunge, næsten sorte, dråber der langsomt dryppede fra flængen i håndfladen og ned på tæppet.

"The angel is not dead. He is bound to Procella.."

".. What are you thinking, Princess?"

Mumlede han stille til gløderne, uden at få et svar. De vidste, lige så lidt som han selv, hvad hans sjælemage tænkte. Men der var en anden der muligvis gjorde - og det var mere end på tide at han tiltalte hende. Han søgte ud med bevidstheden og fandt de fire børn i lejligheden over klubben, sammen med deres 'tante' og babysitter.

Døren til kælderen blev åbnet og en kurvet skikkelse svang sig ned af trappen, henover gulvet og ned af de to trin der tillod adgang ind i sofaens cirkel. Porcelain havde Daya på armen, men overlod pigen til sofaen et stykke fra Wicked, før hun vendte sig og forlod rummet igen, med et langt blik fra de grå-blå øjne i dæmonens retning. Først da døren lukkede sig efter hende igen, lænede han sig frem fra skyggerne.

"Hello Micha. We should talk."

Et lille, grusomt smil spillede på læberne, men der var ingen humor at finde i de mørke øjne.

Spædbarnets store sorte øjne stirrede op på sit fædrende ophav. Store sorte indtelligente øjne. Stilheden strakte sig i lokalet. Spædbarnet sparkede let med benene, men øjnene var låst fast på Wick. Til sidst lød der et lille næsten resigneret suk da Daya strakte sin bevidsthed ud mod Wicks. Det føltes underligt, og der var kun kommunikation fra Daya til dæmonen. Selv med Michas evner var det svært at tvinge ord ud af en mund der endnu ikke kunne forme dem.

Oh is that so, Daddy? Oh well. I am growing tired of pretending anyway. Only my sister will not believe it yet. You know how stubborn she can be. Fancy a little chat with the dreaded one are we? You could let me use that dummy running around?

Stemmen fik et lokkende præg over sig. Spædbarnets begrænsninger var blevet en evig irritation for Micha der var vant til at kunne misbruge sin søsters mere spændende krop.

"Why now? Of all the times you have been in trouble together. Why this moment to drop the charade. Are we playing a new game now? Don't spoil the ending, I always loved to guess. Fun fun fun!

Små spytbobler samledes på Dayas læber i iver, og en lille trækning der kunne være begyndelsen til et rigtigt smil.

Han lænede sig tilbage, væk fra gløderne og ind i skyggerne igen. Den svage kontur af hans krop stod skarpt imod sofaens hvide stof, men des længere fra flammerne, jo tættere blev mørket omkring ham - bortset fra de mørke øjne, der spillede i det svage lys, så lig barne-kroppen der stirrede imod ham. Det havde taget ham adskillige dage at undertrykke raseriet over bedraget, uforstående overfor hvorfor han reagerede så stærkt på det mulige tab af et barn.

"You chose a body and stole a child from me in the process. I have no intention of reprieving your boredom as a toddler merely because you have discovered the limitations you have imposed on yourself. If this figure is a torment for you.."

Den lokkende længsel i Michas stemme fik det grusomme smil til at blive en anelse bredere. Hans stemmede hvislede igennem mørket og lagde sig omkring barnet ved de sidste ord, fulde af mørke løfter den spæde krop aldrig ville kunne indfri. Et brændende begær efter alt det, Michas sind huskede, men kroppen hun beboede ikke kunne eller kendte.

".. then allow me to increase your suffering tenfold."

Ville det være tilfredsstillende at udslette hende, nu hvor hun var fanget i et barns krop? Eller lade hende leve og lide længere? Procella ville aldrig acceptere tabet af et barn, så længe hun nægtede at indse hvad Micha havde gjort. Det var svært for ham at forudse, hvad hun ville gøre når hun endelig lod sig selv forstå.

"I did not bring this charade to an end to play games. Nor did I bring you here to talk of Lauren. I have merely been waiting for a moment when she was not near and able to intervene. As you say, she has yet to realise what you have done."

Hans bevidsthed strakte sig ud imod barnet, bragede imod Michas som et godstog og strakte undersøgende, invaderende skygge-fingre ud imod barnet-kvindens sind.

Are you sure? Are you really sure I stole something from you? Who is to say that the real little girl is not trapped in here...with me?

Et kort øjeblik var der noget længselfuldt i luften da Wick tilbød en udvej.

Torment. Please. My suffering is in your presence, your stinking breath, the fact that you infected my sister like a disease, planted your unholy what-ever we are in her. this body reeks of you, and yet it is not

Dayas små ben sparkede ud i den røde dragt hun var klædt i, mindende om at kroppen var en spæd tingest der ikke havde motorisk kontrol overhoved. Da Wick bragede mod Micha som angreb fik han skubbet hende. Billedligt talt ville det nok svare til Supermand der blev ramt af et godstog og blev skubbet længere og længere tilbage, men langsomt men sikkert fik det bremset. Til gengæld var skikkelsen der fysisk formede sig i bevidstheden ikke særlig mandig. Som en uhyggelig parodi glitrede en tåget skikkelse der lignede Procella uhyggeligt meget, og så dog alligevel ikke overhoved. Den havde en spøgelsesagtig tyrkis glans.

But I must say. If I should choose a body, this one do have potential. Thank you so much Daddy. I could not have done this without your...contribution. You have been a very bad little demon. Tell me...

Stemmen var kold og grusom, og samtidig fuld af hånende latter

Are you hungry? I could go for some Indian food right about now. Spicy chicken. Yum yum

I stedet for at kæmpe videre med dæmonen, bøjede Micha af, så bevidstheden blev glat og svær at fange. Hun havde altid været uhyggeligt snedig, så hvor Procella stædigt ville have angrebet frontalt, tilpassede Micha sig hele tiden de bolde der blev kastet i hendes retning, og sendte sine egne tilbage med ondskabsfuld kraft. Gennem Procella kendte hun Wick så godt som nogen, og hun vidste nøjagtigt hvilke knapper der skulle trykkes på for at det gjorde ondt.

Han vejrede luften, drak hendes længsel i det øjeblik hvor han tøvede imellem ordene. Den svidende, forførende fornemmelse rullede igen ind over hende, før den trak sig tilbage. Alligevel hang begæret i luften, som en bølge der uværgerligt ville skylle ind, når Wicked ønskede det.

"If she is, then I would certainly have a reason to let you live, isn't that so?"

Han tiltede hovedet let, som om han overvejede logikken bag hendes ord, men der var en påtaget eftertænksomhed i stemmen, en grusom form for humor over situationen i al dens absurdhed.

"But I can hardly take your word for it, now can I?"

Det grusomme smil ekkoede i hans stemme. Hans bevidsthed søgte igennem hende, skygge-fingrene kølige kløer der rakte ud og flænsede igennem det metafysiske udtryk for Michas bevidsthed i barnekroppen. Eller forsøgte, da hun snoede sig væk fra ham, netop som han troede han havde hende. Wicked kneb de mørke øjne en anelse sammen, fokuserede mere intenst på barnet. Irritationen over at blive nægtet de vitale informationer rullede af ham og gjorde atmosfæren i rummet endnu tungere, skyggerne endnu mørkere. Et øjeblik virkede det som om han ville miste sit temperament. I stedet kurvede læberne i det ubehagelige smil igen.

"You are right. Spawn of my seed, flesh of my flesh."

Ordene var trykkende, en pludselig vægt og autoritet i hans stemme, da han påkaldte ejerskabet imellem ham selv og den krop, Micha bosatte. Han lænede sig frem fra skyggerne, en langsom bevægelse fulgt af en sløret af fart. Sekundet efter knælede han på gulvet ved siden af det stykke af sofaen, hvor barnet lå, og bøjede sit ansigt imod hende, næsebor udspilede da han trak den mørke fært af sin egen slags, blandet med Procellas - for ham - tiltrækkende, mørke duft. Udtrykket i de mørke, dragende øjne var næsten sultent, da han igen rakte ud med sit sind for at rive Michas fra hinanden i sin søgen efter, hvad der var sket med barnekroppens oprindelige bevidsthed.

Den hånende stemme standsede ham som et slag og de røde gløder dybt i de mørke pupiller flammede op, da han viste de hvide, spidse tænder i en snerren.

"I do hope you are looking forward to the next hundred years as my 'daughter', Micha. Trapped in a body of my creation, breathing the scent of me with every breath, knowing that if I wish it, your own flesh will follow my bidding and not your own."

Hans ord var isnende og sneg sig under hendes hud. Han havde muligvis ikke kontrol over hendes sind, men kroppen hun levede i var skabt halvt af ham og bundet af blodet til hans vilje. Den snerrende grimasse gled over i et hånligt smil.

"What fun we'll have."

Blod løb stadig i tunge, mørke dråber fra flængen i hans hånd, da han hævede den over barnets ansigt.

"Now, what is it they say.. oh yes. Open wide."

De mørke øjne spillede, resten af hans ansigt i skygger fra ildstedet bag ham, og et øjeblik lignede han hvad han virkelig var - alt andet end menneskelig.

Latteren i hans bevidsthed var tydelig da hun fornemmede hans irritation og vrede over at hun bøjede af i stedet for at kæmpe imod. Micha var ikke dum. Hun var mentalt en mastodont at kæmpe imod, hvor følelser og mental krig var Procellas svageste led.

It would be very wise to let me live. Who knows what I can do to this mind or body if you dare to hurt me? The beauty is that I don't feel a thing. Not my body. Not my problem.

Det gik et lille ryk igennem kroppen da den instinktivt reagerede på sin fars ord.

Oh please daddy dearest. You are strong, but you are not that strong

Hvis det havde været fysisk muligt for barnekroppen at bøje sig tilbage i sofaen og væk fra dæmonen, i ren og skær væmmelse så havde den gjort det. Det var det imidlertid ikke, men fornemmelsen af barnets..eller...Michas bevidsthed der søgte bort, var meget sigende

You stay away! get away from me!

Dayas ansigt krøllede sig sammen i gispende gråd, og spæde barneskrig af trods hævede sig gennemtrægende da blod faldt omkring de tykke skælvende læber. Det havde dog tragisk den modsatte effekt, da flere dråber fulgte de første og havnede i spædbarnets mund.

CHEATING! YOU ARE CHEATING! EW! YOU ARE A VERY VERY BAD DEMON!

Bevidstheden var fuld af afgrundsdyb afsky og harme. Den glitrende tyrkise bevidsthed stampede rent faktisk i magtesløs hidsighed. Underneden den kolde grusomme bevidsthed var der kort noget der strejfede Wicked. Styrket af blod, men så uendeligt svagt, skrøbeligt. Som støvet på en sommerfugls vinger. Urørligt hvis man ville bevare den skrøbelige krop. Det var ikke andet end skyggen af et åndedræt. Var det virkelighed eller fantasi? Der lød en fnisen i Wicks bevidsthed.

Twinkle twinkle little star, how I wonder, if you are...

Micha fordrejede det lille børnerim så det passede gådefuldt ind i omstændighederne.

Careful now. I'll tell on you. Mummy..daddy is touching me in all the wrong places. Please make him stop. He is hurting me. Don't dig to deep demon-boy. You never know what you find

Den lille barnekrop havde aldrig været beregnet til kamplads for to giganters vilje. Daya gav en ufrivillig lyd fra sig og det rykkede let i ansigtet. Havde øjenæblerne været hvide, havde man kunne se blodkar der sprang bag det højre øje og strakte sig usundt, men hendes øjne var sorte som kul. Dog ville dæmonen alligevel kunne fornemme en farveforskel i det begsorte mørke.

Stemmen der rungede igennem hans sind fik det grusomme smil til at brede sig en anelse over hans læber. Det var en særlig nydelse for ham at påføre Micha smerte, men han gjorde sjældent noget uden at have en bagvedliggende grund, og det var tydeligt at bag glæden over at pine hende lå en ren og skært praktisk interesse. Hun kunne give ham svaret han søgte, eller han kunne fortsætte med at lege. Beslutningen var op til hende.

"Not your problem?"

Spørgsmålet var henkastet, påtaget undrende, mens et svagt smil kurvede hans læber. De mørke øjne fulgte de tyktflydende dråber på deres langsomme tur ned i barnets mund. Hans stemme blev blidere, smøg sig om Micha som et tæppe af silke, varmt og fristende.

"If I have already lost the mind of a child, why should I care for the body? Trapped eternally in a broken vessel, Micha."

De blege fingre knyttede sig sammen, standsede den sløve strøm af dråber ved den fjerne fornemmelse. Hans blik gled henover barnekroppen, standsede kort ved de få tegn, næste usynlige tegn, selvom stemmen nærmere havde en ondskabsfuld overvejende tone.

"If you think it a torment now, imagine that it will not last the next few years - but forever. And trust me Micha, I will be most careful to keep you alive and in good health. Unable to move on your own. Perhaps I'll find a way to silence you as well. A little broken doll, never able to scream."

De hvide tænder glimtede i det svage lys.

"Mummy isn't here right now. It would be wise to give me the answer I seek, before this body breaks under the pressure."

De blege fingre foldede sig langsomt ud igen. Endnu en bloddråbe samlede sig og hang truende over barnets mund. De to mentale kæmper havde kastet sig ud i noget så simpelt som et spil 'kylling'. Alt der var tilbage var at se, hvem der gav efter først.

So...you would really destroy you own flesh and blood, just for revenge? Just to make sure you hurt me? Well well. I never thought I was actually a bother

Stemmen mistede pludselig al hidsighed. Det lod til at stemmen henfaldt i eftertænksomhed et øjeblik. Det var aldrig et godt tegn når Micha frivilligt blev tavs.

Tell me. How long do you think you would fool the moon-child? She is not the great thinker, but she is not stupid. Do you really think she wouldn't notice if you had a daughter as a braindead puppet?

Igen var der ingen hån. Nærmere kalkulerende eftertænksomhed, hvorunder hvadsomhelst kunne lure. Micha var næsten lettere at have med at gøre når hun ikke spillede spillet, men i stedet blev det hysteriske grusomme barn.

I spædbarnets sind strakte Procellas læber - der ikke var Procellas overhovedet, sig i et lille smil. Et lille kalkulerende smil. Øjne der var skabt af tyrkis glimren, glitrede et kort øjeblik.

You wanner know my secret?

Atter blev Wick strejfet af noget. Noget uvirkeligt. Som mindet af en drøm. Støvet på en sommerfugls vinger. Kvindeskikkelsen holdt sin håndflade ud til siden.

...Father...

Stemmen var formløs, men det var tydeligt en feminin stemme. Der var noget forpint og bedende over den. Procella-skikkelsen tskede og vippede med en pegefinger som havde Wicked været et uartigt barn. I håndfladen dannes en knytnævestor kugle af flimrende tyrkis lys. Det virkede mere intens end kvindeskikkelsen.

Lynsnart åbnede Micha munden og slugte den lille kugle. Et spinkelt forpint skrig dirrede kort i spadbarnets bevidsthed.

Are you willing to kill your precious babygirl? Who breaks first? The infant, or the magician?

Der var atter kold grusomhed i stemmen. Spillet havde ændret sig og Micha havde en ny hånd at spille.

Pull back demon. Now. Or your daughter gets it! And I have nothing better to do