Remember the pop? [lukket]

Tid: 02:34
Dag: Torsdag d. 26
Sted: Lejlighed over luksuriøs natklub
Omgivelser: Nattelivet i La Sunisha, langt nede på gaden
Look: Løst hår - understregende make up

Vinduet gled så godt som lydløst op. Jægeren så alvorligt mod sengen. Det var for tidligt at smile sejrssikkert endnu, men som hun betragtede den sovende skikkelse bredte den varme fornemmelse sig i hendes lemmer. Procella skrævede over vindueskarmen, og lod spidsen af den stålbeslåede støvle få kontakt med gulvet. Hurtigt og lydløst. Hun måtte snart vende hjem, hvis ikke Wick skulle ligge mærke til at hun havde været borte.

Som et stort kattedyr bevægede hun sig i skyggerne mod sengen. Lod ikke den sovende vide hun var der, før det var for sent. Hun kunne ikke lade være med at nyde det en smule. Hun gled ned over dynen og lagde sig oven på den.

"Looooooooooren..."

Navnet gled syngende over de fyldige læber og hun bøjede hovedet ned mod ham og trak hans duft dybt ind. Af sig selv trykkede hendes læber sig mod hans. Han smagte varmt...krydret. Som første gang. Der manglede kun smagen af champagne.

“Everything happens for a reason. Every action has a reaction. Always remember that whats meant to be will always find a way to come about.”

Hviskede hun ned til manden under sig. Hun var - som altid - splittet mellem begær og drabslyst, og Loren vækkede begge dele i hende. Det havde ikke været en...utilfredsstillende nat hun havde tilbragt sidst i hans lejlighed. Med en hidsig knurren flåede hun dynen ud mellem deres kroppe så hun fik kropskontakt med ham. Den ene hånd vandrede krævende over det nøgne bryst og krævede fornemmelsen af muskler og kropsvarme, den anden knugede stagen mod madrassen ved hendes side.

De rovdyrgule øjne så med ejerfornemmelse på de brede ar stagen havde flået i dæmonens bryst, der endnu ikke var helbredt til fulde. De var stadig hævede og lyserøde flere steder. nogle endnu mørk rosa.

"Did you miss me love? Dont tell me you forgot about me?"

Procella blottede svagt tænderne mod dæmonen og sendte samtidig forvirrende dobbelttydige signaler ved at presse sig æggende mod hans søvnvarme krop.

Lorens øjne blev flået op i det han hørte Procellas stemme. Han bed tænderne hård sammen og lagde hænderne bag nakken, provokerende, selvom et stik af rædsel havde vækket sig i ham.
"Hvordan skulle jeg kunne glemme sådan en kærlig kvinde som dig?" spurgte han så og smilede, men hans øjne var dystre, de viste ingen form for glæde eller godhed overfor denne kvinde. Hun havde nær dræbt ham sidst og han burde havde vist at hun før eller siden opdagede at han stadig var i live og kom tilbage for at gøre det helt færdigt. Han tog hård fat i håndledet på hende, sådan at hun ikke skulle dolke ham, men han havde skam ikke tænkt sig at stikke af, hun skulle ikke have lov at slippe så let afsted med at halvt havde slået ham ihjel og hvis han døde i nat, blev det ikke uden kamp. Han tog hurtigt fat i nakken på hende og snoede hendes lange brune hår om sine fingre og tvang hendes hoved ned til sit. Han pressede læberne mod hendes i et heftigt kys. Han slap først hendes læber i det han tog hård fat i trøje på hende og hev hende af sig så trøjen gav nogle urolige lyde fra sig. Han rejste sig op fra sengen, han bar kun et par sorte underbukser, han var jo en mand, man sov ikke med nattøj når man er en mand - også var det i øvrigt mere behageligt uden "Så kom dog og tag mig" sagde han så og smilede. Han vidste godt det ikke nyttede at flygte, hun ville finde ham igen.

Dæmonens ord fik en kort rynke til at opstå mellem hendes bryn. Kærlig? Hende? Hun så ned på ham og nød den attitude han endnu havde. Den der provokerede hende, og dyret i hende. Da han greb om hendes håndled og holdt hende fast begyndte hun at knurre tungt, men den døde i hendes hals med et gisp, da hans fingre snoede sig ind i hendes hår. Det havde hun ikke forventet. Det kom tydeligt bag på hende da han trak hende hårdt ned til sig og kyssede hende med en intensitet der ikke efterlod hendes eget kys, noget at ønske.

Procella blev vippet effektivt af og lå en smule fortumlet af kysset og kastet på ryggen i sengen og sundede sig. Hun skubbede sig op at sidde og rullede kort håndledet for at få en fornemmelse af bevægelse efter hans greb.

Jægerens blik gled over den halvnøgne mandekrop og smilet om hendes læber var besiddende. Pain...pleasure...det her var hvem hun var. Procella lavede et hovedkast så det tykke mørke hår kom om på ryggen og ud af hendes øjne. Hans ord hånede hende og fik hendes snerren til at flænge luften, men da hun kastede sig frem mod ham, var der ikke meget dræber over hende.

Procella brugte sin egen krop som rambuk mod dæmonen, men da de kolliderede - og det var ganske smertefuldt for hende - begyndte hendes krop af sig selv at blive blød og eftergivende. Instinkter og begær brølede igennem hende. Tungt åndende greb hun hårdt om hans nakke.

"You still talk too much, you goddamn ugly freak. Shut up. Stop talking!"

Sultent pressede hun sin mund mod hans, og hun virkede faktisk nærmest mere til at ville æde ham end have ham med i sengen. Atter var hun den underlige farlige blanding af koket og dødbringende hunløve i brunst som kunne vende på en tallerken og dræbe, hvis ikke hun var tilfreds med sin alfahan.

Lauren...what are you doing...You cant do this...not anymore...Wick...the girls...

Loren blev næsten helt overrasket da kvinden sprang hen imod ham, men det var kun i et kort splitsekundt. Han mærkede gulvet under ham, hvilket kort slog luften ud af ham. Men han var hurtigt ved sig selv med et bredt smil på læberne. Han blev ikke fornærmet af hendes ord tværtimod fik de ham til at grine indevendigt, han lod sig blive fanget af hendes heftige kys. Han lagde hånden mod hendes ryg og lod den glide pirrende ned ad hendes rygrad og ned om livet på hende. Han pressede hende hård ned imod sig, så deres kroppe kroppe mødtes. Han lod sin anden hånd føres op ad hendes lår idet han tog stramt fat om låret på hende, Han rev hende rundt, sådan at de byttede plads og Loren nu lå hen over jægerens indbydende krop. Han tog endnu en gang fat i håret på hende og trak hendes hoved bagover så hendes hals blev blottet. Han smilede et kækt smil, der tydeligt var ude på at provokere hende. Han lod sin mund strejfe hendes hals, hvorefter han plantede nogle fugtige kys mod hendes varme hud. Han nød at have magten og især over jægeren her, men han vidste at det ikke varede længe før hun genvandt den. Hun var ikke bare et normalt menneske eller en uskyldig tøs fra natklubben. Der var helt bestemt noget mere over hende, ikke blot fordi hun var jæger, der var langt mere i de øjne end et menneske.

Det rislede Procella ned af ryggen da hun mærkede hans hånd kærtegne sig. Af en eller anden grund syntes hun komplet at have glemt hvorfor hun egentlig var kommet til at starte med. Hun huskede deres nat sammen. Passionen. Ikke hvad der derefter kom.

Procella så med lysende øjne ned på Loren da han greb fat om hendes lår. Hun kunne ikke lade være med at le ophidset af fryd da han rullede rundt med hende om hendes skulderblade hårdt fik kontakt med gulvet. Hun elskede hvordan dæmonerne fik hende til at føle sig.

Stagen gled ud mellem hendes fingre da hendes hoved blev flået bagud ved håret og hun gispede eksplosivt. Jægerens krop praktisk talt dirrede under Loren da han læber begyndte deres vandren over hendes blottede hals. Procella småklynkede opfordrende, og samtidig vuggede hun let i hofterne op mod Loren så de bløde sorte bukser blev skubbet ned.

I hendes sind var det ikke Loren der var over hende, eller hans læber mod hendes hals. Det var ikke hans fingre der var begravet i hendes lange mørke hår.

"More!"

Ordet var både kommanderende og bedende på samme tid. Med en hidsig snerren vred hun sig under ham og fik kæmpet bukserne af. Hvorfor var han så lang tid om det? Han plejede da ikke at være så længe om at fange hendes sindsstemning? Procellas fingre blev klør der borede sig krævende ned i Lorens ryg, æggende og pinefuldt på samme tid.

Loren lo lidt over hele situationen, var kvinde mennesket ikke kommet for at dræbe ham? På trods af den smule forvirring, stoppede det ham ikke i at fortsætte, Jægeren var tiltrækkende, selv hvis hun havde i tankerne at dræbe ham. Han lod et par ekstra kys danse sig intenst ned over hendes hals og blive ført ned over hendes kravben. Han tog et godt tag i den sorte strop bluse hun bar og gav et ordentligt ryk så den blev revet op i sygningerne. Han smilede ved lyden af trøjen der jamrede sig og smed den ødelagte trøje fra sig. Han så ned på jægeren der nu lå i læderjakke og Bh, han kunne godt lide det syn, det var enormt frækt. Han kyssede hende ned over brystkassen og ned på hendes bryst, små intense kys der gled pirrende hen over hendes bare hud. Han bed kort tænderne sammen da han mærkede hendes tag i ryggen, men det blev ikke til mere, da det blot tændte ham mere, lidt smerte var ikke noget der forhindrede ham, tværtimod. Han slap først hendes hår nu og lod sine hænder vandre sig ned over hendes krop. Han rettede sig op fra hende og lagde først mærke til at stagen var gledet ud af hendes hænder nu. Han lod sine hænder glide ned over hendes bare ben og ned til hendes sko. Han lynede støvlerne op og trak dem af hende, meget diskret fik han også skubbet stagen længere væk fra dem imens han smed støvlerne væk.

Procella lagde overhoved ikke mærke til stagen blev skubbet uden for hendes rækkevide. Hele hendes krop flammede af begær. Hun klynkede utålmodigt da hendes top brutalt blev flået af hende, og vred sig, nærmest sanseløs af lyst, under dæmonens hænder.

Procellas bevidsthed var domineret af de mørke glødende øjne der gav ekko dybt i hendes sjæl. Det brede smil. Munden der dansede over hendes hud. Selvfølgelig kunne Loren på ingen måde vide at Procellas bevidsthed forvrængede hendes billede af virkeligheden, så de hænder der aftvang hendes utålmodige klynk og små støn, faktisk ikke var hans, men hendes sjælemages.

Procella vred sig op mod ham og satte hårdt tænderne i skulderen på ham. De skarpe tænder borede sig ned i huden og den varme smag af blod fyldte hendes mund. Var det ikke...forkert? Var der ikke noget...forkert ved smagen?

Jægeren begyndte ophidset at hyperventilere og hun sparkede de lange støvler af for at hjælpe ham med at komme til. Det berusende dæmonblod begyndte at flyde i hendes åre med hvert hjerteslag. Procella trak hovedet til sig og hendes tænder gled ud af skulderen. Hun snerrede irriteret op til ham.

"When the fuck did you start sleeping in clothes?! Get them of! Now!"

Procella stødte rasende dæmonen af sig så han trillede ned på gulvet. Den hungrige løvinde knurrede tungt af sin mage imens det mørke blod silede ned over hendes hage og bryst og gjorde synet af den guløjede, skarptandede kvinde, direkte frygtindgydende at se på. Hun vred læderjakken af og kastede den fra sig med en brutal bevægelse

"Come on! Whats taking you so long! Dont tell me I actually broke you!"

Hendes stemme var hånende og spottende. Onskabsfuld og samtidig forførende.

Loren slog øjnene helt op da hendes tænder sank ind i hans skulder, hvilket var helt uforventet fra hans side af. Han tog et hård fat i hendes overarme og kom med et mindre støn både af smerte og af ophidselse. Han kunne dog også mærke at det gav et stik af vrede, bare snuppe hans blod sådan. Men det der fyldte hans tanker aller mest var at han havde troet hun var menneske, var hun ikke? Men hvad var hun? Han rejste sig op og tog så fat i kæben på hende i et hård tag, Han bøjede sig lidt ned til hende "Gør det selv" hviskede han så og kyssede hende hårdt mod hendes blodige læber. Han slap hendes kæbe og tog fat i armen på hende. Han fik hende smidt op i sengen igen og lagde sig ind over hende. Han ville ikke lade hende få styringen, han havde stadig i bagtankerne at det ikke var for Sex hun var kommet herhen for. Han lod sine hænder glide om på ryggen af hende og åbnede hendes BH. Han trak den af hende og smed den fra sig. Han lod sin tunge glide fra hendes mave og op ad hendes kavaler gang, så han slikkede blodet af hendes krop, han kunne mærke hvordan det prikkede til hans dyr at smage blod, på trods af det var hans eget. Hans vejrtræk var en smule mere heftigt end normalt og det steg et par grader af blodsmagen. han kunne mærke hvordan hans mund løb i vand efter mere. For helved. Nu skulle han ikke miste bevidstheden helt og slet ikke på grund af sit eget blod.

Procella fornemmede hvordan hendes mage stivnede under hendes tænder. Det fik hende til at rynke sine bryn let. Det var ikke den let forandrede smag der fik hende til at standse kortvarigt op, men hans reaktion. Hvorfor var han så sær? Hun begyndte at le da han greb hende om ansigtet og kyssede hende hårdt. Dér var hendes dæmon. Med en dyrisk hunger kyssede hun ham brutalt tilbage.

Hun gispede overrasket da han via hendes arm kylede hende fra gulvet og til sengen. Hun rullede let med skulderen før han var over hende igen. Hun skulle lige til at hvæse rasende af ham, det nyttede jo for fanden ikke noget at han fik hende til at gå i stykker fordi han ikke kunne styre sig! Hendes protester blev dog glemt da hendes bh blev åbnet og hans tunge begyndte at bearbejde hendes hud og trække varme våde spor over den.

Fint. Så kunne hun godt leve med at han var lidt mere rå end normalt. Hun rullede let med skulderen. Det var den irriterende som han havde fået rykket i. Den som Victoria havde haft gang i. Procella blottede tænderne irriteret og hendes hænder fandt frem til den uvante fornemmelse af undertøj. Det irriterende stykke forhindring blev flået af så det ikke længere var i vejen.

"Be careful, Im not healed yet. I dont know why the freaking angleblood didnt fix my shoulder too. Distributing priorities i guess. But hey...i got boobs now...and gentle love..."

Snappede hun irettesættende. At sige hun havde fået bryster var nok årets underdrivelse. Hvor hun før havde været harmonisk og ikke haft den mest imponerende barm i verdenshistorien, var nu et par - mildest talt - svumlende bryster. Det så næsten forkert ud til hendes krop. De var store og tunge.

Procella begravede hænderne i det mørke hår. I hendes bevidsthed var lokkerne blonde. Virkelighed og bevidsthedens minder gled sammen til noget der ikke kunne skelnes

Han lo kort "Jeg tror ikke vi skal snakke om at være forsigtige .. " sagde han så, hun havde nær dræbt ham sidst, så hvis hun fik et par skræmmer, var vist fair nok. Hvad snakkede kvinde menenske om? Engleblod og .. bryster?. Men så alligevel, han kunne godt se at hendes bryster var blevet .. enorme! I hvert fald i forhold til sidst, han havde især lagt mærke til at hun ikke var en af de mest velformede kvinder, så det var noget han huskede og kunne se forskel på. Tænk han ikke havde lagt mærke til det, før nu? Han tænkte ikke videre over hvorfor de var blevet store, men nød det bare. Han lode sine varme mande hænder finde frem til hendes bryster og kærtegnede dem. Han nød de bløde bryster, men det varede ikke længe før han tog så fat i sine egne underbukser og trak dem af sig selv. Han gled begge hænder ned over hendes krop og ned på hendes lår. Han spredte hendes ben, så han havde nemmere ved at komme til. Han lagde så den ene hånd bag hendes ryg og løftede hende lidt op, han pressede intenst sine læber mod hendes i det han lod sig trænge ind i hende. Han kom med et dybt støn mod hendes læber. Han mærkede hvordan han igen mærkede det indre dyr blive prikket til. Han fik lyst til at æde hende råt, bogstavlig talt. Hans greb om hende blev en smule strammere ved tanken om hendes pulserende blod i kroppen.

Procella lo stakåndet ved hans svar. Stemmen i hendes hoved var dyb med en ganske særlig accent og resonans. Det var Lorens ord, men en ganske anden stemme. Da hun blev fyldt ud var hun parat til ham. Hun var altid parat til ham. Hun klyngede sig til den varme hårde krop over sig da han rytmisk begyndte at arbejde.

Jægeren vred sig og slyngede sine ben om Lorens og mødte hver af hans bevægelser. Det var ikke at det ikke var godt. Det føltes bare...der var noget...det var ikke helt...som det plejede?

Det var som en melodi på en guitar hvor en enkelt streng var spændt forkert. Man kunne sagtens spille sangen, men hver gang man ramte strengen var der noget..galt.

Procella kyssede nærmest hidsigt Loren og skød sig voldsomt op mod ham for at prøve at finde og dræbe den disharmoni hun ikke kunne sætte en finger på. Hun snerrede irriteret og sled læberne bort fra hans igen. Hvad foregik der? Hvor var forbindelsen? Hvorfor kunne hun ikke mærke ham? Ikke bare mærke ham fysisk, men også sjæleligt?

"What are you doing? Why arent you letting me in? Stop being cruel!"

Hans behandling af hendes krop fik hende til at sukke og stønne, men der var stadig noget...off. Hun manglede ham. Hvorfor holdt han hende ude?

"Are you...punishing me? Did I do something?"

Procellas øjne virkede blanke imens hun søgende så op i Lorens ansigt, ude af stand til at undertrykke de små lyde af nydelse han stadig aftvang hende. Det var svært at tænke. Hele hendes krop brændte og sukkede efter mere. Efter ham. Men han gav hende ikke det hun virkelig længtes efter. Det hele virkede...skævt?

"STOP PUNISHING ME!"

Skreg hun pludselig, og hendes øjne flammede op i klar rovdyrgul, da begær og hvidglødende raseri kæmpede om overtaget. Procellas næve ramte Lorens kind med knusende kraft. Det var et slag der på et menneske ville have knust samtlige ansigtsknogler - høj som hun var af dæmonblod, og fyldt op af raseri og frustreret begær på samme tid.

Loren blev selv forvirret, hvad snakkede kvinden om? "Hvad snakker du om?!" spurgte han små irriteret og nåede dog ikke at tænke længere før han mærkede et ordentligt slag i ansigtet. Han stoppede brat, han tog sig til kinden og bed tænderne hård sammen. Men han lod ikke sig selv ømme sig længe før han tog hård fat i kæben på hende igen "Jeg ved ikke hvad du har gang i, men glad er jeg helt bestemt ikke" sagde han arrigt og ville da i hvert fald ikke finde sig i at blive behandlet sådan, hvad fanden mente hun med at han straffede hende? Han havde aller mest lyst til at æde hende råt, få hende ad vejen, før hun fik ham ad vejen, hvilket han var ret opsat på at undgå, hans evige liv var slet slet ikke slut endnu. Han bøjede sig ned og bed hende så arrigt i brystet, han kunne godt bruge noget at styrke sig på, især hvis jægeren ville til at slås! Han lod hendes blod fylde hans mund, nød det varme blod der flød ned igennem hans hals. Han vidste at hun ikke lod ham dræbe hende, jægeren var langt fra dum eller svag, det havde hun da i hvert fald lige bevist. Han skulle slet ikke havde ladet dem køre så langt ud, som de var nu.
Hvorfor var jægerne begyndt at blive så satans kloge og stærke?

Gennem sin arrigskab og frustation var der atter noget der syntes hende helt forkert. Da han greb hårdt fat i hendes ansigt og holdt hende nede på den måde, begyndte en frygt at blande sig med vreden. Hun lå fanget under ham, stadig med ham i sig. Hendes hjerte hamrede hårdt bag hendes ribben, men det havde fået en ny rytme nu.

Da han bøjede sig over hende og begravede tænderne i hendes bryst var hun på ingen måde parat til smerten. Hele hendes krop skreg i smerte da tænderne borede sig igennem det bløde brystvæv. Hun hørte det gennemtrængende skrig meget fjernt og langt borte fra. Hun fornemmede de varme smertenståre der strømmede ned over hendes tindinger og forsvandt i det mørke hår.

I hendes bevidsthed flakkede billedet af den blonde dæmon, og virkeligheden løsrev sig. Billedet af Wicked over hende, i hende, på hende, forsvandt. Rædslen slog hende kort da hun genkendte Loren.

I desperation, smerte og panik rakte hun ud efter metallet på sengegavlen. Det krøllede sig sammen under hendes greb og skreg da hun flåede skruer fra hinanden. I bedste golfspillerstil svingede hun det afbrækkede metal direkte mod siden af dæmonens hoved.

"STOP! GET OF ME! GET OF!"

Oh god...he is...inside me...no...NO!!!!

Procella begyndte metodisk at banke den forvredne stang mod Loren som havde det været en tæppebanker. Hun var underligt distanceret fra sin krop og den ulidelige smerte han påførte hende. Hun fornemmede den, men den drev hende ikke fra forstanden. Eller gjorde den? Hun var bevidst om smerten på et underligt plan...men samtidig følte hun den slet ikke. I hende var rædslen over at vågne op og finde sig omslynget af Wick...der ikke var Wick...

Procella hulkede panisk og vred sig vildt

He is raping me?! NO! Micha! Help me! HELP ME!

Der var en sær tomhed i hendes bevidsthed. Ingen spottende stemme. Ingen beroligende kontakt. Hun var alene, og hun var fanget under hans krop og tænder, låst fast i en stilling der gjorde hende pinefuldt opmærksom på deres kroppes samspil.

Loren hørte nærmest ikke hendes skrig, hendes blod var .. Fantastisk! Det var ikke til at beskrive! Han følte nærmest at han døsede hen i en drømme ligende tilstand. I det han blev revet ud af drømmen af et ordentligt slag i hovedet. Han mærkede hvordan blodet begyndte at læbe ned af tændingen på ham. Men han bed blot en anelse hårdere i brystet på hende, han kunne ikke slippe det, smagen af det fantastiske blod, det måtte ikke stoppe nu. Han mærkede så de hårde slag mod sin bare krop og slap omsider hendes bryst med tænderne og fjernede sig fra hende i en helveds fart. Han havde blod hele vejen ned ad hagen og brystkassen og hans ene side var blevet godt smadret. Han brummede arrigt af den nøgne kvinde. Han fandt hurtigt sine underbukser og trak dem på. Han skulle ikke nyde noget af at få smadret et hvis sted. Han lod sin finger glide op ad sit bryst sådan at der kom blod på den. Han slikkede blodet af, han synes det var syndt at lade det blod gå til spilde.
"Fandt du pludseligt ud af hvem du var sammen med?" spurgte han så og smilede et grumt smil. Han nød at se hendes smerte, det fik ham til at være ti gange højere og hendes blod der flød rundt i ham havde en fantastisk berusende effekt på ham og gjorde ham lige lidt stærkere. Hun kunne bare komme an kunne hun.

Procella observerede med ro hvordan hendes krop hulkende krøllede sig sammen da dæmonen trak sig ud af hende og slap hendes bryst.

...so...weak...get up...get up!

Procella begyndte at trække sig hen over sengen, rystende, blødende, hulkende. Smerten gjorde hendes bevægelser stive og klodsede. Hendes krop faldt tungt ud over kanten på sengen. Hun landede med et klask på sengens modsatte side. Hendes ene hånd knugede om det blodige bryst.

You need to think...he is not here...micha is not here...think...

De store paniske øjne gled rundt. Dér. Under sengens mørke glimtede sølvet mod de refleksagtige katteøjne. Den dirrende blodige hånd blev rakt ud og fingrende lukkede sig om sølvkorsets velkendte indgraveringer. Den paniske hulken stoppede. Grebet om stagen blev som af stål. De keltiske symboler blev presset sår hårdt ind i hendes håndflade at de efterlod dybe mærker.

Jægeren kom langsomt op på knæ. Derefter lidt slingrene op at stå. Med et hovedkast sendte hun det mørke hår bort fra ansigtet og stirrede tungt åndende på dæmonen, stadig med stagen knuget i hånden.

Hun stod med ryggen til det enorme vindue. Månens lys badede hendes slanke skikkelse bagfra. En poet ville kunne have skrevet mangt et digt om de kvindlige kurver. Den måde kroppen skælvede af ekko af de vilde hulk der havde gennmrystet hende kort forinden. Ville kunne have fanget æstetikken i blodet der løb ned over det fyldige bryst, og og videre ned over den flade mave, hvor musklerne spillede under huden. Det lange mørke hår der lå som et lidt pjusket levende brus om hendes krop. De flammende øjne der gav ansigtet et overjordisk hævnende udtryk. De fyldige blodige læber, der kort forinden havde været skilt i nydelses lyde, og nu var skilt grundet det tunge åndedrag. Der var stadig glitrende spor på hendes kinder af de tåre der havde vædet dem, ,em ingen tåre faldt længere fra hendes øjne.

Et langsomt smil spillede over jægerens læber. Glemt var begæret. Rædslen. Hun var fuld af en afklaret ro som hun sjældent fandt. Ikke engang raseri var der her. Der var perfekt balance. Hun var det perfekte våben, og hun vidste hvad hun skulle gøre.

"Yes I did demon...Thou art weighed in the balance and art found wanting. Thou art not my mate. However did you fool me?"

Der var en let humor at spore i hendes spørgsmål, der tydeligt var ment retorisk. Smilet svandt ind.

"You made me bleed. You where...inside me...Im gonna have problems explaining that. I dont like problems. I kill problems. Say bye bye demon"

Procellas ben skrævede let og hun bukkede kort ned i knæ. Hendes tænder blev blottet i en udfordrende snerren, sekundet før hendes krop blev slynget gennem luften med overmenneskelig hurtighed. Den hellige sølvstage blev hamret sidelæns i en flående bevægelse der - hvis den ramte - ville flå Lorens bryst op fra kraveben til nederste ribben i modsatte side af brystet.

Loren betragtede hende som hun stod der, den kvinde kom nu alligevel hurtigt på benene. Men hun skulle nok komme ned og ligge igen. Han havde knap nok noget at opfange hun sprang mod ham, men noget lige præcis at rykke sig, så stagen kun ramte lige over hans hofte og lavede en ordentligt flænge, blodet begyndte at pible frem og lavede røde spor ned over den bare hud. Han bed tænderne hård sammen og mærkede hvordan det sved og brændte i hoften på ham, det var lige før han fik tåre i øjnene. Han greb hurtigt fat i hendes hår af arrrigskab, det var så tykt og det var et træk der kunne få en hver langhåret kvinde lidt under støvlen. Han hev hende ned og ligge på gulvet, i et så hårdt tag at der efterlod sig lidt hår i hånden på ham, men tænkte ikke over det, han havde nogert vigtere at nå i mellem tiden. Han i de sekunder hun var blevet hevet i gulvet, fandt en kniv frem fra en af skufferne i soveværelset "Så .. Nu det vist mere fair?" sagde han så overlegent og hans ellers lyse øjne, havde fået et dystert spil. Hvis hun ville lege, så måtte de vel lege. Loren knugede hånden om kniven og var faktisk ved at være lidt træt af jægeren. Først havde hun nær slået ham ihjel, så kommer hun tilbage, ligger op til sex, begynder at råbe af ham da de har det og vil så slå ham ihjel. Kvinder, det kunne da heller aldrig bestemme sig for hvad de ville?

Procella knurrede irriteret da dæmonen drejede sig i sidste øjeblik så det dødbringende udfald blev halvfesent. Det lange brus af mørkt hår, stod omkring hende så det var ikke svært for Loren at få fat i det. Procella gispede anstrengt da hendes fremdrift blev stoppet af det kraftige ryk i hendes hovedbund, der praktisk talt fejede benene væk under hende, da resten af hendes krop stadig var i momentum. Jægerens øjne blev en smule store over pludselig atter engang at ligge på gulvet. Det sved i hends hovedbund hvor Lorens fingre havde flået hårstrå ud. Sammenstødet med dæmon og gulv fik hendes bryst til at bløde endnu mere, men hun var stadig lettere distanceret fra sin krop, på en meget sær måde.

Hun var ikke bange. Hun frygtede ham ikke. Hun havde ondt af ham. Hendes træning havde fjernet hendes frygt. Gjorde hende dumdristig, og hovmodig. Arrogant til det himmelråbende. Men det var en af hendes våben. Hvis hun krøb af frygt ville hun aldrig forlade sit hjem. Det eneste der kunne vække frygt i hende var Wicked og børnene. Tanken om at miste dem. Det var ikke aktuelt lige nu. Hendes latter fyldte rummet da han fandt kniven frem.

"A knife? for real? Oh lord. You are a really pathetic demon!"

Det generede hende faktisk at hans næsten nøgne krop holdt hende fast mod gulvet igen. Hun var sig meget bevidst om hans duft og fornemmelsen af hans hårde muskler. Dæmonblodet pumpede stadig i hendes åre, og virkeligheden flakkede kort igen. Lorens ansigt blev hvisket bort. Det mørke hår blev blondt. De lyse øjne blev mørke og glødende. Hendes krop reagerede varmt og eftergivende på hendes elskedes berøring, det var på et instinktivt plan det skete.

Procella blottede tænderne i en snerren op mod dæmonen og hendes hånd med sølvstagen blev hævet bag hans ryg.

"You are NOT my soulmate! And you never will be!"

Hendes stemme var hadsk og bitter da hun af al kraft hamrede den hellige stage mod Lorens nakke så den blev tvunget ind mellem nakkehvirvlerne og skar nervebaner og signaler over.

"Ever!"

Loren skulle i samme øjeblik til at borer kniven mod hendes bryst, i det han mærkede stagen, grave sig dybt i nakken på ham. Det sortnede kort for hans øjne, hendes ansigt, mørke, hendes ansigt, han prøvede desperat at fokusere, men de sorte prikker dansede for hans øjne. Han kunne smage smagen af blod i sin mund "Ngghhh!" lød en smertefuld, utilfredslyd fra hans nu blodige læber. Den varme, mørke røde væske gled ned over hans læber og dannede nye våde striber oven på dem fra før. Han bed tænderne sammen og mærkede hvordan energien nærmest gled ud af hans krop, som røg, sivende og svævende. Den svidende, brændende smerte i nakken der nærmest bredte sig i kroppen på ham. Hans hjerte sprang et slag over og langsomt blev slagende færre og færre. Han sitrede svagt i armene for at holde sig oppe, prøvede at fremtvinge livet igen. Men Stagen havde ramt plet, lige perfekt og med et .. forlod lyset hans øjne, kniven i hans hånd gled ud og han faldt faldt sammen mod hendes krop.

Procella gispede da dæmonen faldt tungt sammen over hende. Hans vægt føltes knusende mod det blødende bryst.

"Bloody hell..."

Gispede hun. Hun så op i det døde ansigt over hende og skubbede forsøgsvist. Han var tung. Procella mærkede varmen i ham før han begyndte at gløde. De brustne øjnes pupiller blev omkranset af en glødende ring af ild der blev udstrålet som en svidende varme fra hans krop.

"DAMNIT!"

Halvskreg hun. Hun havde ikke troet han var så ung at han ville begynde at brænde oven på hende. Hun skreg i smerte da glødende flager af hans hud frigjorde sig og flød ned over hende som askeflager fra en skoldhed vulkan.

"Oh god! Fuck!"

Procella kæmpede mod kroppen over sig, men i stedet for at få den skubbet bort, brød hendes hænder igennem kroppen og forsvandt ind i ham. Hvidglødende dæmon dryssede i fint støv ud over hendes nøgne og blottede hud. Brandvabler blev strøet ud over hende hvor de faldt og hendes skrig steg i skingerhed.

Jægeren vred sig i den skærende intense smerte som hun på ingen måde kunne ignorere. det var lige så meget en sjælelig smerte som en fysisk. Dæmonen brændte op af den hellighed der var hendes stage, og den kamp der var mellem de to krafter var overalt på hendes hud. Jægeren gik halvt i bro på gulvet da den pulvariserende dæmons krop mistede fasthed og faldt sammen.

Procella fløj op så snart vægten ikke længere tvang hende til gulvet. Det eneste hun kunne tænke på var lindring. Vand. Hun kendte lejligheden. Hun havde jo været her før. Hun strøg ud under badet og tændte for det kolde vand. Hendes forbrændte hud skreg under kontakten med vandet. Vablerne var store og væskefyldte. Hun lignede en der havde ligget alt for længe i solen. En hidsigrød hudfarve og på den baggrund hævede de store brandvabler sig sporadisk på lår, mave og bryst. De steder der havde været mest i kontakt med Loren. Hun så ned på sine hænder og begyndte at hulke svagt. Det var halvvejs tredjegradsforbrændinger der var overalt på dem.

Procella stod længe under det kolde vand. Meget længe. Der gik en rum 20 minutters tid før hun blålæbet endelig forlod badet. Tænderne klaprede voldsomt i hendes mund da hun på fodballerne listede ind i soveværelset igen. Hun så sig omkring. Kroppen var brændt ud nu. Det gav hende ikke tilfredsstillese at se sig rundt. Tværtimod følte hun sig tom og havde en underlig kvalm fornemmelse dybt inde. Hun havde søgt Loren ud. Det var få dage siden hun havde talt med Narcissa. Talt om Wicked. Wick med andre kvinder. Og nu...hvad nu? Hun var blevet...voldtaget?

Jægeren følte overgrebet både fysisk og psykisk. Vandet kunne ikke vaske urenheden bort. Kunne hun se ham i øjnene? Hun havde listet sig ud som en tyv i natten i forsøg på at generobre en fornemmelse af sit gamle liv...og hun havde fået...noget helt forkert?

Procella søgte hurtigt sine ejendele. Stagen. Tøjet. Hun måtte slette de få spor der var. Der ville ikke være fingeraftryk nogen steder...heldigvis. Men...blodspor på dynen...hårstrå. Det gjorde stadig ondt hvor de var rykket ud. Af sig selv begyndte hendes hænder at arbejde. Hun vidste hvad hun gjorde. En eletrisk brand der ikke kunne spores tilbage. Kortsluttet lampe. Ganske uskyldigt. Ingen hår, ingen blod, ingen spor.

De elektriske gnister fløj fra den manipulerede ledning og hun betragtede opmærksomt hvordan det fik fat i sengen. Hun var ved at besvime da hun trak tøjet på. Smerten på hendes forbrændte hud var næsten ubærlig. Hurtigt tilbagelagde hun sig vejen hvorfra hun var kommet. Tilbage ud af vinduet. Det blev lukket bag hende, og jægeren forsvandt ud i natten efter at have set flammerne hidsigt æde det blodige sengetøj, der alt for villigt flammede op.

Hun måtte hjem nu. Hjem og have blod. Halvenglens blod ville tage smerten bort. Det ville gøre det hele godt igen.

((end))