Blue eyes in the night. (Kaya)

Dato: September 06 2008
Tid: 23.20
Sted: New York City.
Omgivelser: En masse mennesker der vandrer runt på deres forskellige ærinder. Vejret er mildt men blæsende.
Helias: Iklædt sort tøj som består af en lang frakke, sweater, tykke bukser og støvler. Har to knive gemt i sit bælte på ryggen.

En kraftig efterårs vind blæste igennem de oplyste gader. Neonlys i alle regnbuens farver skinnede nedover folkene der skyndte sig igennem natten. Nogle skuttede sig på trods af at vejret var mildt. Nogle vaklede fulde rundt og ledte efter mere fest. Som altid var der godt med liv i byen.

Helias stod på et hjørne og ventede i den kraftige blæst. Hans lange mørke hår blæstede omkring ham som havde det sit eget liv. Hans kolde blå øjne kiggede ud i gaderne, søgende i deres færd. Der var nogle intenst over de øjne. Alt for intenst. Som om de så ind i dig, igennem din sjæl. De var blå som det dybeste hav og lige så mørke. Som om der gemte sig flere hemmeligheder under dem end der burde hos et så ungt udseende menneske. Hans ansigt var uforanderligt som han stod der og røbede ingen af hans tanker. Der var noget uendeligt og stilstående over den unge mand og mange gik i en bue udenom ham.

Helias trak jakken lidt om sig. Han havde ventet længe på den unge hunter der skulle komme. Det var sjældent at deres organisation købte hans tjenester. Hvorfor de havde gjort det nu var han endnu ikke sikker på. Han havde blot fået opgaven og fået af vide at han skulle vente. Så det gjorde han.

"What is time for the endless.." hviskede han for sig selv, imens de blå øjne søgte igen. Med en rolig bevægelse lod han hånden glide igennem det sorte hår for at justere det lidt. Det var en nyttesløs gestus. Vinden piskede det rundt og han sukkede kort for sig selv. Ventetiden var lang.

En ung kvinde trådte pludseligt ud af mængden, få meter fra Helias. Hun kiggede på ham, ind i hans blå øjne. Det måtte være ham, folk sagde man kunne genkende ham på hans øjne. Hun gøs ved at kigge ind i dem.

Den unge kvinde var klædt i mørkegrønne baggypants. Ikke for løse, men stadig til at bevæge sig i. Hun bar en stramtsiddende sort tanktop inde under sin knælange uldfrakke. Et par slidte millitærstøvler komplimenterede den praktiske beklædning. Håret var sat op i en stram fletning, der holdt det væk fra hendes øjne.

Hendes blik var en smule forvirret, hun kiggede sig over skulderen for at undgå øjnene. Til sidst tog hun en dyb indåndning og kig over mod ham. Usikkerheden var væk - i hvert fald nogenlunde - og var erstattet med en påtaget selvsikkerhed.

"You must be Fear."

Kvindens stemme var brysk og lød mere selvsikker end hun så ud til at være. Det var ikke et spørgsmål, mere en konstatering. Man kunne vel ikke tage fejl af de øjne. Hun ventede ikke på svar men forsatte.

"I am Kaya. We should get going. The demon only stays in until 1'o'clock. We have to get him before he leaves."

Hun så afventende på ham.

Helias' ansigt ændrede sig ikke som han nikkede kort. Hans stemme var kold og dog mild, følelsesløs som vinden.

"Let us move then.."

han begyndte med lange afmålte skridt at bevæge sig i retningen af deres mål. Med et blik til hver side påførte han sig et par sorte læderhandsker. Der var intet galt i at være forberedt.

Han kiggede Kaya op og ned og lagde ikke mærke til nogen våben. Han rejste et øjenbryn, den eneste forandring i hans ansigt.

"No weapons?"

spurgte han med en let undrende mine. Der var ingen tæt nok på til at hører dem og dog var hans kolde stemme som en hvisken. En tung, trykkende aura af frygt begyndte at lægge sig om ham som han fortsatte sin målrettede gang, uden at se tilbage og afvente hendes svar.

Kaya vidste vej. Hun sørgede dog for at gå ved siden af ham. Hun brød sig ikke om hans udstråling, følte sig utryg ved ham. Men han skulle være dygtigt til sit job. Fletningen svingede langs ryggen i takt med deres raske tempo. Hun fulgte hans hænder, kunne ikke lade være. Holdt øje med ham.
Hendes øjne rettede sig kort mod hans ansigt, smilede kort for sig selv, hvorefter hendes blik hurtigt løb ned ad sin egen krop.

"Boots, back and thighs."

Hendes jakke var ikke af den tætsiddende type, man kunne nemt gemme noget under den. Ikke at hun altid var hurtig nok til at trække dem eller bruge dem ordenligt.. Men hun havde lært at have rigeligt våben på sig og gemme dem hvor som helst. Én af de ting hun havde lært til fulde af Desmond. Men ja.. Hun manglede træning med dem.

Hun havde selv 'bestilt' Helias efter anbefalinger. Hun var ikke sikker nok på sig selv endnu. Men efter Desmond havde forladt hende, måtte hun jo finde andre udveje.

"I think I know all the theories. But I've.. Never done an exorcism before."

Det sidste skulle ud, men det var kun af nødvendighed. Hun forsatte mens de gik.

"He does his work at night. He should be.. Uhm.. Eating by now and therefor alone. I've followed him a couple of weeks. This should be the best opportunity, I think. Any thoughts?"

Helias bemærkede blikket fra Kaya. Bemærkede ubehaget der fyldte hende som hun gik ved ham. Han bemærkede dog også det korte smil.

"Boots back and thighs.."

gentod han for sig selv og nikkede. Det var gode gemmesteder hvsi man kunne bruge dem. Han behøvede sjældent våben.. hans favorit var dog gemt væk, for århundreder siden.

"We strike swift, we strike hard.. Catch him unaware and slit his throat before he realise his mistake. I will go first, lure him out."

Et kort, følelsesløst smil dækkede Helias læber. Dæmoner havde en tendens til at undervurdere ham. Deres fejl. Nogle gange var de som mennesker.. Naive og fortabt i deres egen magt.

Helias kiggede kort på Kaya igen. De kolde intense øjne fulgte hendes bevægelser.

"What weapons are we talking?"

Det kunne ikke være langt herfra. En plan begyndte langsomt at forme sig i hans hoved.

Kaya stoppede kort op med et undrende blik i øjnene.

"Slit his throat? I.. Can you do that?"

Hun begyndte at gå igen efter få sekunder. Hun skulle ikke se hel dum ud. Hun havde allerede sagt nogen dumt. Great.. Men hvordan skulle hun ellers få svar? Hun følte sig så dum, så ny i faget.

It's a wonder I havn't died yet.. tænkte hun for sig selv. Der var så meget, hun ikke vidste endnu.

Måske kunne denne mand lære hende noget mere. Noget nyt?
Hun skyndte sig at svare på det næste, nærmest små-pige stolt.

"Two guns, knife in the boot and two daggers on my back. Why do you ask?"

Hun var velvillig til at svare på spørgsmål. Hun havde sikkert endnu flere selv. Men det kunne være hun fik svar uden at skulle svare dumme spørgsmål selv.

Helias gennemgik planen i sine tanker og nikkede.

"How long till appointed target?"

spurgte han med sin kølige stemme og de kolde øjne på den unge hunter. Hun virkede uerfaren, men lærevillig.. Mere end hvad man kunne sige om de fleste hunters..

"I need to know our armaments.. No reason to go in unprepared.. And yes. I am very much capable of slitting a demons throat.."

sagde han med et koldt, følelsesforladt smil. Hans hænder var sølet i blod.. Fra så mange racer at han kunne skille dem ad længere..

"I will, as said, act as distraction.. You will sneak up on him and riddle him with holes. Once weakened we go in for the kill with the knives.. And a warning.. Do not look at my eyes."

Hans stemme var dybt og advarende.. En halv trussel hang i de enkle ord.

"ETA three minutes. It's in that house over there."

Hun nikkede mod en stor, hvidkalket villa. Det var tydeligt en rigmands villa. Der var mørkt i hele huset udover et kældervindue, hvor lys kravlede ud onder et mørklægningsgardin.

Hendes ansigt lignede et stort spørgsmålstegn. Hun skyndte sig at kigge væk, så hun kunne ligge ansigtet i mere passende folder. Hun skulle ikke se dum ud.

"I thought.. That exorciseing was the only way to kill a demon for good?"

Stupid girl! You're so stupid! skældte hun sig selv i tankerne. Men hvordan fanden skulle hun ellers lære efter Desmond var skredet? Han havde efterladt hende med bøger og nogle opmuntrende ord. Hun havde altid haft svært ved at være vred på ham, men i situationer som nu, kunne hun simpelthen ikke lade være

"Why can I not look into your eyes? Some kind of special thing, I guess?"

De kom hen til villaen og Kaya ledte dem om bag huset, hvor hun elegant hoppede over hegnet, der var lidt under en meter høj. Hun landede med at næsten lydløst bump i græsset.
Haven var øde, og hun pegede på en indgang, der tydeligvis gik ned til en kælder.

"He should be in the second room to the left." Mumlede hun lavmældt.

"It is the only way to kill it for good.. But a knife to the throat will stop it just as well as any other creature.."

Helias bevægede sig med en afmålt og kraftfuld gang som han også hoppede over hegnet. Hans lange sorte hår hang omkring ham som en mørk glorie, og hans frygtelige øjne stirrede ud i mørket.

"We go in hard and fast.. Give him no time to know what hit him.."

med de ord begyndte han hastigt at bevæge sig imod villaen. Den frygtelige aura omkring ham blev mere kraftfuld og de blå øjne glødede nærmest bag sløret af hans mørke hår. Hans bevægelser var lydløse og han nåede useet frem til huset.

Kaya nikkede forstående. Selvfølgelig, det var da et dumt spørgsmål! Hun rystede, pinlig over sig selv, på hoved. Måske var det alligevel en dårlig idé at få en fremmed med ind og hjælpe. Hvad ville han ikke tænke om hende?

"I'm with you."

Hun kiggede op på den meget højere mand, da hans aura blev voldsommere. Hun så helt forfærdet ud, hvorefter hun skyndte sig at fokusere på at få sine pistoler. Hun trak en magnum af større kaliber op. I USA var det nemt nok at få våben til 'forsvar', så længe man havde en tilladelse. Hun kontrolerede atter, om alt var i orden på den. Af ren nervøsitet havde hun gjort den ren flere gange i løbet af dagen, og derfor var der intet at se. Hun afsikrede den med et lille klik, hvorefter hun med lange skridt fulgte efter manden.
Fear var et navn der passede perfekt til ham, når man så ham i denne tilstand. Det var en smule skræmmende, men hun kunne berolige sig med, at han ikke ville gå i mod hende. Hun betalte ham trods alt for dette job. Og det var ikke småpenge, hun havde betalt.

Hun lod ham gå ind først. De kom ind i en mørk gang, der var lavet af kold beton. Lyde ville ikke slippe nemt ud herfra. Der var to tykke lyddæmpende døre på hver side af gangen og endnu en for enden. Hun havde et fast greb om pistolen, med pegede kort med flad hånd mod den omtalte dør på venstre side.
Døren var tyk, og den ville nok ikke gå lydløst op. Men hun vidste, at dæmonen ville være dybt optaget af sit måltid nu, så de ville have nogle sekunder før den hurtige dæmon reagerede. Eller Kaya ville have det, for et overnaturligt væsen som en engel ville det føles som længere tid.
Hun tog endnu engang et godt greb om sin pistol, efter hun havde tjekket at hendes små sværd på ryggen sad korrekt.
Hun nikkede kort til Fear, for at vise, at hun var klar. Selvom hun kunne berolige sig selv en smule, ønskede hun ikke at kigge ham for længe i ansigtet. Hun gik overraskende lydløst for et menneske at være.