En kedelig hverdagsaften (åben)

Dato : 14 marts 2012
Årstid : Forår
Dag : Onsdag
Vejr : Kølig, klar aften, men med en lun brise
Sted : En befolket gade i midten af Werclare
Tid : Ca. 20:30
Omgivelser : Grå betonbygninger, tavse personer, der går hvileløst omkring



Frankie trak sin jakke tættere om sig, og vendte sin næse i vejret. Hun snusede til forårsluften, men rynkede hurtigt på næsen af dunsten af by og biler. Hun gik med tænksomme skridt uden rigtig t vide, hvor de førte hende hen. Hun puttede sit ansigt i jakkens krave, og kiggede på de forbipasserende personer på gaden. Hun trak hætten op over sit pjuskede, røde hår, og tørrede sin næse i sit ærme. På en måde følte hun sig udenfor; sådan som de bare gik hvileløst på gaden, afsted, afsted. Som om de havde et mål. Frankie vendte ansigtet mod den grå asfalt og traskede videre.
"Alt godt kommer til den der venter..." mumlede hun irriteret. Hun vendte atter blikket mod de andre personer på gaden; "Eller til den der vader afsted for at slikke røv på den næste." tilføjede hun bittert. Hun sparkede hidsigt til en ensom øldåse, og vrængede ansigt af asfalten.

En lille pige kom ud af en sidegade til den store gade. Hun bar en lang, feminin sort frakke. Under den kunne man se, at hun havde bare ben og et par fine sandaler med en lille hæl på. Det så noget koldt ud at have på her om aftenen, til trods for at foråret var på vej. Hendes hår havde siddet i en pæn og sirlig frisure, men nu sad små totter løs rundt omkring. Hun tog et spejl op ad en lille dametaske. Hun tørrede sig om munden og så sig ned af halsen, hvorefter hun forsøgte at sætte nogle af de strittenede lokker om bag ørerne. Hendes ansigtet havde et udtryk af en blanding af ophidselse og dyb tilfredshed. Hun smilede for sig selv, mens hun gik videre med spejlet i hånden. Hun stoppede op, da hun hørte en stemme lige foran sig. Hun kiggede op fra spejlet og så op på en kvinde, hun var på vej til at gå ind i. Hun smilede et næsten dyrisk smil.

Yeah.. You humans often don't see, what is really coming..

Tænkte hun for sig selv.

"Ohh.. I am sorry, I didn't see you there, woman."

Hendes stemme var overmåde høflig men dog med et hint af arrogance.

"But is it wise to wait? Why not go looking instead?"

Selene havde levet så længe, at hun efterhånden elskede at slå tiden ihjel med filosofiske spørgsmål. Der kunne komme noget meget interessant ud af sådan nogle. Og genert var hun ikke, så hvorfor ikke tage den med hvem som helst. Det var især sjovt med nogen, der var så snæversynede som mennesker.
Spørgsmålet var noget filosofisk i forhold til pigens unge alder. Man kunne tænke, at hun nok var lidt af en stræber.

Frankie vendte sig om i forskrækkelse med en hævet knytnæve, men sænkede den hurtigt da hun så sin modstander. Hun rødmede af at blive taget "off guard", og hendes blik flakkede frem og tilbage. Hun lagde hurtigt mærke til pigens fine damefrakke og dametasken, som ellers ikke burde høre hjemme hos en ung pige. Pludselig blev Frankies øjne mørke og hendes læber strammedes til en irriteret streg i ansigtet.

"Burde du ikke være hjemme hos din mor?" spurgte hun irriteret. Hun tørrede næsen i den slidte jakke, og lagde armene over kors. Et skævt smil sneg sig over hendes læber, mens hun studerede pigen.

"Det er farligt herude i aftentimerne. En eller anden psykopat kunne sagtens finde på at overfalde sådan et overklasseløg som dig." Frankie, tydeligvis truet af Selenes intelligens, prøvede så vidt som muligt at puste sig op; trods hendes sørgelige og spraglede udseende.

Selene kom næsten til at grine højt over kvindens forsøg på at være i stand til at forsvare sig selv. Hun holdt dog grinet inde, men et svagt smil sås i hendes mundvige. Mennesker var altid så sjove at forskrække og gøre utilpasse. Særligt når hun var mæt havde hun tålmodighed til at trække den helt ud.

"Jeg kan tage vare på mig selv, kvinde."

Hun rynkede på næsen over kvindens uopdragne måde at te sig på. Man tørrede da ikke næsen af i ærmet! Selv stod pige ret op og ned med hænderne foldet på ryggen. Hagen var løftet, så hun kunne se op i ansigtet på kvinden. Hun var tydeligt irriteret over måden hun blev tiltalt, hvad mennesket sagde til hende. Men Selene havde netop spist. Hun følte det som om, hun havde al overskud og tålmodighed, der fandtes i denne verden.

"Jeg ved udmærket, hvilke farer der ligger på lur. Du burde mere tænke på, hvordan du kan forsvare dig selv. Sådan et fugleskræmsel som dig kan umuligt forsvare sig selv mod med mere end en flue. Og dét knapt nok."

Hun elskede at folk følte sig truet af hende. At føle at være øverst - længst oppe i hierarkiet, at vide mest. Nogle gange var hun glad for at se så ung ud, folk regnede sjældent med at der lå andet end en barnlig sjæl bag.

Frankie åbnede munden i et modsvar, men lukkede den hurtigt igen. Hun kiggede fra side til side, og rykkede tættere på pigen. Hun stirrede hidsigt på hendes ansigt med hænderne i siden. Hendes mørkegrønne øjne funklede i skæret fra gadelampen, mens hendes spredte sig i et flabet smil.

"Hvilke farer?" spurgte hun med et skarpt glimt i øjet. Hun rettede sig op igen og trak jakken mere omkring sig.

"Du lader til at vide en hel del alting? Så fortæl mig... Lille tøs... Hvad ligger på lur? Jeg ved det jo ikke." tilføjede hun brydsk. Den lune forårs vind legede barnligt med hendes røde hår, og førte en lok foran hendes ansigt. Med en sårfyldt hånd førte hun hurtigt håret om bag øret. Hun sætte vægten på sit højre ben og skød hoften til siden. Hun kiggede afventende på hende.

Selene så analyserende ind i ansigtet på den ældre kvinde. Læste ethvert ansigtsudtryk, der var at se. Var det befippelse at se i hendes ansigt? Var hun forvirret? Nej, hun så vidst bare mere stædig ud. Det gjorde det også kun sjovere.

Udvidende menneske Tænkte hun for sig selv, og et barnligt, provokerende grin kom over hendes læber.

"Farer? Jamen ved du da slet ikke noget om denne verden - store kvinde?"

Hun så ikke ud til at blive synderligt påvirket over, at blive kaldt for en lille tøs. Det havde Selene vænnet sig til i løbet af de sidste århundrede. Hun havde lært at bruge det til sin fordel, eller ignorere det, hvis der ikke var nogen fordel. Hun så jo ung ud, der var ikke noget at gøre ved det. Hun havde haft sjove oplevelser med det, når hun skulle jage i hvert fald.

"Der er disse psykopater, som du selv nævner. Voldtægtsforbrydere, voldsmænd, røvere.. Skal jeg blive ved? Og der er nok ikke nogen af dem, du kan forsvare dig mod, spragl. Jo, du kan da forsøge at løbe fra dem, men du kommer nok ikke langt med de små dværge-ben du bærer rundt på."

Et rovdyrsmil vidste sig svagt om hendes læber, og de næsten sorte øjne funklede af vildskab. En ting der kunne virke lidt skræmmende fra så ung en pige.

"Men sig mig, hvorfor skulle en forhutlet person som dig interessere sig for min sikkerhed?"

Spurgte hun pludselige indsmirgende og tiltalende med et lillepige sødt smil på læben. ((Se evne))

Frankie kiggede mærkeligt på pigen. Det var tydeligt... men så alligevel ikke, tænkte hun. Hun stak en hånd i en jakkelomme, og hun trak en krøllet pakke cigaretter op af lommen sammen med en rusten og ridset zippolighter. Langsomt og eftertænksomt tændte hun cigaretten. Hun tog et sug, og pustede røgen i hovedet på pigen. Frankie havde et selvsikkert blik i øjnene, men da pigen stillede hende det sidste spørgsmål, rankede Frankie sig pludselig op og følte sig nærmest tryg. Tryg nok til at svare ærligt:

"Det gør jeg ikke... jeg er faktisk ret ligeglad med din sikkerhed. Det er sgu mere din opførsel, der er underlig." Hendes stemme var rolig, og der var ikke et spor af vrede, irritation eller en anden negativ følelse. Hun tog endnu et sug af cigaretten, men pustede denne gang røgen til siden. Et sted længere nede på gaden skændtes en mand og kvinde højt. Frankie lod distraheret blikket glide mod dem, men vendte hurtigt blikket imod pigen.

"Du' sgu en mærkelig én, stump." tilføjede hun med et skævt smil på læben.

Selene fulgte kvinden hånd ned i lommen og op til hendes ansigt. Da hun fik pustet røgen i ansigtet, fløj hendes hånd op for at tage fat i Frankies håndled. Der var styrke i grebet trods den lille piges spinkle små hænder. Det indsmigrende ansigtsudtryk forsvandt son dug for solen

"SÅ er det godt, din uopdragne ung!"

Hvislede hun gennem sammenbidte tænder. Godt nok var hun ikke blevet påvirket af røgen, som vampyr trak hun kun vejret overfladisk for at holde facaden om menneskelighed. Men sådan noget gjorde man bare ikke overfor Selene.
Hendes ansigt blev hurtigt neutralt igen.

"Underlig? Tja.. Man har kun den underholdning, man selv laver. Jeg "venter ikke på det gode, der skulle komme af sig selv"."

Hun hentydede tydeligvis til det første, hun havde hørt kvinden sige. Med et hævet øjenbryn så hun ligeledes over mod par, der skændtes. Hun mistede dog hurtigt interessen for det. Menneskers små intriger. Dét var der ikke meget spændende over.

"Og der er sgu heller ikke meget mere end stump over dig selv."

Hun gengældte det skæve smil. Kvinden virkede som en hård én, af et menneske at være.

Frankie, lille af bygning, væltede næsten forover da Selene tog fat i hendes håndled. Forskrækket hev hun hånden til sig, og cigaretten røg på jorden. Små gløder dansede hen over asfalten. Med åben mund i forundring, stirrede Frankie på den lille pige, der på ingen måde opførte eller klædte sig som en lille pige.

Pludselig spærrede Frankie sine mørkegrønne øjne op som hun endelig havde regnet et svært regnestykke ud.

"Du... Øh.. Jeg skal sgu videre, du. Cya, stump." sagde hun betuttet, og vendte sig om for at gå sin vej fra stedet. Hun kløede sig i håret med et mærkeligt blik i øjnene, og bukkede sig ned efter den tabte cigaret. Hun rettede sig op, tændte den igen og tog et par sug. Hun vendte sig halvt om igen og kiggde mærkeligt på Selene. "Ja.. øhm. Ses." mumlede hun.

Den lille pige smilede lumsk, hun morede sig tydeligvis.

"Nårh.. Du kom ligepludselig i tanke om, at du skulle noget, eller kan du bare ikke følge med på mit niveau? Du vil måske gå fra mig?"

Hun så igen ud som den lille pige hun var. Hun kiggede med store, bedenede øjne op på den højere kvinde.

"Skal jeg virkelig være alene herude?"

Hun fulgte hånden, der tændte smøgen igen. Det var sjovt at se, som mennesker kunne blive afhængige af ting. På de fleste punkter, skulle der lidt mere til med vampyrer. Hun fjernede en af de løsrevne totter fra sit ansigt med en fraværende bevægelse, mens hun stadig fulgte kvindens kropsbevægelser. Hun så pludseligt meget uskyldig ud.

Frankie rynkede sine bryn i en irritabel grimasse.

"Ja. Det vil jeg. Og ja. Du skal virkelig være alene herude." Frankie stirrede på pigen med et mørkt blik.

"Men du skal nok klare dig. Du er jo så skide klog og fantastisk." Hun tog et langt sug af cigaretten. Jeg ved hvad du er... tænkte hun mens røgen steg legende til vejrs.

Indgående lod hun blikket glide ned ad den lille pige, der i ansigtet ligende en.. ja, lille pige. Men tøjet.. opførslen. Den måde hun smilede på. Dét drilske glimt i øjnene. Psykopatiske misfostre. Alle sammen.

Små klak lød på den mørke gade, da et par høje hæle i sin rolige gang, nærmede sig de to piger. Ud af skyggerne trådte en høj, velformet og mørk skikkelse. I det rolige tempo nærmede den sig de to piger, med det kulsorte blik som månen spejlede sig i, rettet direkte mod dem.

Cherlyn havde været ude på en rolig aftentur, helt tilfældigt i dette område. Måske lige halvt på udsigt efter et nogenlunde offer, eftersom sulten var begyndt at plage hendes sind en smule. Ikke at det var så lang tid siden, at hun sidst havde spist, men når hun var sulten havde hendes personligheder en tendens til at bytte plads. Ret kort inde i hendes tur, havde hun hørt stemmer tale i natten. Dem havde hun fulgt, og nu nærmede hun sig hvad hun hurtigt kunne konstatere, en meget ungt udseende vampyr, og et tydeligvis splittet menneske. Hendes skridt sløvede sig en smule, jo tættere på hun kom. Til sidst endte hun med at stå, blot et enkelt skridt bag rødtoppen. Ikke meget personligt rum, men hendes sygelige humør, gjorder hende ligeglad.

"Godaften de damer.. Problemer?"

Hendes chamerende brittiske accent, trådte klart frem, mens hendes læber skiltes i et lumsk smil, med de skarpe tænder blottet en anelse. Kun håbende på, at hendes tilstedekomst, ikke skræmte mennesket ihjel.