En skov tur med Balthasar

Tid: 16:32
Sted: Den triste skov
Vejr: Kold, blæst og skyet
Omgivelser: Mørkt, stille og uhyggeligt
Påklædning: Sort damefrakke, hvis stram skjorte, sorte bukser og flade sorte sko


Avery havde besluttet sig tidligere på dagen at tage en tur til Werclare, hvor hun endnu ikke havde været. Hun havde med det samme forvildet sig ned til skoven, som hun havde hørt om i Deepshell. Hun havde besluttet bare at gå en tur i skoven, i stedet for at gå tilbage til byen, hun kunne se byen en anden gang. Hun vidste at det nok ikke var det bedste sted at færdes når det var mørkt og om vinteren blev det jo tidligt mørkt så de mere farlige væsner kunne være ude i længere tid end om sommeren.
Den slanke spinkle pige fulgte en smal skovsti, som så ud til at være blevet brugt ofte, hun havde fundet sti lige som hun kom ind i skoven og det var der sikkert også andre der havde. Hun så på ingen måder farlig ud, det kønne ansigt med de strålende lyseblå øjne, virkede alt for sødt til at denne pige kunne gøre nogen noget. Hun var dog ikke så uskyldig som hun så ud til at være, hun var ingen morder men var ikke altid så sød som hun så ud til at være.
Blæsten som lå om skoven, nåede ned mellem de nøgne barkede træer, blæsten legede med det brune lange hår og fik det til at danse foran Avery's ansigt. Det lod ikke til at genere hende, for hun gjorde nemmelig ikke noget ved det. Der var jo alligevel ikke andre i nærheden, i hvert fald havde hun ikke set eller hørt andre.
Hun holde en mælkehvid hånd op for sig, for at vippe en gren til siden, så hun ikke fik den i ansigtet. Hendes øjne gled opmærksomt rundt, da hun ikke ønskede at fare vild, det svage månelys der engang i mellem brød gennem skydækket hjalp med at hun bedre kunne se omgivelserne. Det ville nok have været lettere hvis solen havde været oppe men det var den ikke.
Hun så sig kort tilbage over skulderen for at se vejen hun havde lagt bag sig, hun kunne ikke se skovbrynet længere og regnede med at hun var nået et stykke ind i skoven, selv om hun gik så langsomt som hun gjorde. Hun gik aldrig hurtigt da hun ikke mente der var grund til det, hun skulle jo ikke nå noget. Hun så frem igen og overvejede hvor længe hun skulle blive ved med at gå, men så længe hun blev på stien kunne hun jo finde ud igen.

Bal var vågnet da solen var gået tidligt ned. Det gjorde den i denne vinter periode. Der var allerede blevet mørkt. Han gik ud i skoven. Ikke for at finde føde til at starte med. Nej, han gik der ud for at tænke. Han holdt sig normalt væk fra byer og sådan nogle steder. De ændrede sig hele tiden syntes han. Det eneste han kunne stole på der ikke ændrede sig var naturen. Han hadede hvordan menneskerne var gået væk fra de gamle skikke. Hvordan de havde forladt ære og mod. Hvordan hver gang han stod overfor en af dem skreg de. Dengang var det anderledes. Den gang forsvarede mennesker hinanden. Han stoppede i sine tanker og lugtede en gang. Han var gammel, ældre en han lod folk vide. Han lugtede denne dejlige duft. Svagt, bare et enkelt sekund kom der et smil på hans læber. Han bevægede sig hurtigt og lydløst. Han holdt øje med hende fra mørket. Han holdt sig på afstand. På et tidspunkt trådte han frem og hviskede bagved hende ’’ahh ’’. Men han ville være væk igen når hun vente sig om. Dog ville hun enten tro at hendes frygt spillede hende et puds eller at der var nogen eller noget der var der ude. Hvis hun vendte sig om igen for at gå videre ville han nu stå foran hende og kiggede på hende. Han var høj, næsten to meter. Meget muskuløs og lignede mest af alt en engel med hans blonde hår. Han kiggede bare må hende uden at sige noget i et stykke tid før han sagde med denne alt for roligt stemme ’’ Goddag, frøken ’’. Så bukkede han let for hende dog veg hans grønne øjne ikke var hende.

Avery snorede rundt om sig selv med et dæmpet gisp, da en stemme kom bagfra. Hendes øjne gled tøvende ned af stien igen, men hun kunne ikke se noget. Hun kneb øjnene lettere sammen og tævede lidt før hun vende sig om igen. Det gav et sæt i hende da høj muskuløs mand stod foran hende, hun havde overhovedet ikke hørt ham og med det samme begynde en alarm i hendes hoved at blinke rødt. Han var et væsen og hun var hundred procent sikker på det.
Hun trak vejret dybt for at falde til ro igen, hun hadede når hun blev forskrækket på den måde, og specielt når det var tydeligt at hun blev det. Havde han ventet med at vise sig og bare leget med hende, havde hun sikkert gået i panik til sidst.
"Godaften"hilste hun høfligt igen med en charmerende feminin stemme og nejede pænt for ham da han bukkede. Var han et væsen regnede hun med at han måtte være gammel, på grund af hans talemåde og det at han bukkede, så hun fulgte ham og nejede som det sikkert ville passe sig af hende. Hun selv vidste ikke hvor gammel hun var, for hun kunne kun huske 18 år tilbage og opførte sig for det meste som andre mennesker på hendes alder. Hun havde dog hurtigt fundet ud af hvordan hun skulle behandle de ældre væsner.

Han fortrak ikke en mine da hun nejede. Han blev bare ved med at kigge på hende med dette nærmest sorgmodige blik i hans øjne. Han kunne høre hendes hjerte banke hurtigt. Han nød når hans mad var bange. Så pumpede deres blod hurtigere. Han stod i over et minut for han atter sagde ’’ Hvad bringer dem ud alene på denne tid, Frøken? ’’. Han bevægede sig ikke på nogen måde. Han stod bare og kiggede ned på hende. Det var omkring nu det gik op for de fleste hvad de var. At de bare var hans mad. Dog ville han gerne have at det gik op for hende. For så ville hun løbe, hun ville tro hun havde en chance for at komme væk. Men han vidste sandheden, det havde ikke været smart for hende at gå udenfor alene i denne sjov netop i dag. ’’ Frøken, De har to valg.. Enten sætter de dem og blotter deres yndige hals.. Eller så løber de før det er for sent for dem ’’. Han løj, satte hun sig ville han bide hende hårdt og få hende til at skrige. Løb hun ville han gøre det samme men han ville få det sjovt. Det var derfor han løj. Bare for at få minimal glæde ud af dette her.

Avery så på ham med vagtsomme øjne mens stilheden sænkede sig over dem i omkring et minut. Hun trak vejret langsomt for at falde til ro igen, selv om hun havde på fornemmelsen at det her ikke ville ende godt, i hvert fald ikke for hende. Hun svarede ikke på hans spørgsmål, hun trådte i stedet for et par skridt tilbage da hun ikke havde den største lyst til at stå tæt på ham. Hun havde regnet mere eller mindre ud hvad han var og da han gav hende de to valg muligheder blev hun sikker i sin sag.
"Det er da ikke særlig høfligt, at bide folk"sagde Avery og forsøgte at bevare roen. Hun trådte endnu et skridt tilbage og stod omkring to meter fra ham. Hun aktiverede hendes evne, hun ville umuligt kunne løbe fra ham, så hun måtte finde på noget der kunne distrahere ham. Hun lukkede hendes øjne og med det samme forsvandt hun.

Faktisk forsvandt hun ikke, hendes evne gik ud på at lave illusioner. Hun lavede en illusioner af den tomme luft der hvor hun stod. Pludselig dukkede hun op igen, fem meter fra det sted hun havde stået...der hvor hun stod...endnu en kopi dukkede op lidt derfra, endnu en og endnu en. Det blev ved til der stod ti Avery kopier og smilede venligt til ham.

Han gjorde intet. Han havde faktisk troet hun havde evnen til at gøre sig usynlig. Hans næsebror udvidede sig lidt *Endelig leger vi.. Problemet er bare.. At jeg ved hvordan man jager *. Han kunne lugte hende så han vidste hun ikke havde teleporterede sig væk. Han sagde med denne blide rolige stemme der gjorde det uhyggeligt. ’’ Hvis det er sådan her vi leger.. Så må jeg jo bare brække dine ben ’’. Han kiggede overmod stedet hendes lugt var stærkest. Han ville give hende illusionen om at han stadigvæk kunne se hende. Bruge hendes evne mod hende selv så at sige. Hvis hun troede at han kunne se hende ville hun sikkert også tro at han var immune overfor hendes evne. Det var han ikke men hvis hun troede det ville hun jo ikke bruge mere og frygten ville sikkert tage over. Eller det var det han håbede på. Bal fortrak stadigvæk ikke en mine. Hans sorgmodige øjne kiggede bare over imod hende. ’’ Hver gang du flygter.. hver gang du undviger.. Så brækker jeg en ny knogle i din krop ’’. Han nød når hans mad blev overrumplet af frygt og hvordan de langsomt ville gå i panik. Denne tænkte dog og hun virkede til at være god under pres hvilket bare gjorde det så meget sjovere for ham at lege med hende.

Avery holde vejret mens hun overvejede hvad hun skulle gøre for at slippe væk. Hendes koncentrationen gik lidt væk fra illusionerne og fik nogle af kopierne til at flimre lidt, hakke i deres bevægelser. Hun tog en dyb indhånding samtidigt med hun åbnede hendes øjne og slog hendes evne fra. Hun sendte ham et muntert smil i samme sekund hendes vinger brød ud gennem ryggen på hendes frakke og skjorten, med en flænsende raslende lyd. Hendes vinger var hvide, med en lille bitte smule gråt i sig, men det kunne kun ses med rigtig gode øjne. De var to meter lange fra spids til skulder. Fire meter fra spids til spids så.
Hun baskede en enkelt gang prøvende med dem, inden hun blev hævet op over jorden og på kun to slag med med dem var hun to meter op i lufte. Hendes lille krop gjorde det let for hende at flyve hurtigt og samtidigt at lette fra jorden. Hun kunne flygte fra ham ved at flyve, men han ville nok bare løbe efter på jorden. Men så havde hun da tid til at finde på en plan af en slags. Hun slog igen med vingerne og røg igen længere op i luften, for at han ikke skulle hoppe op efter hende og trække hende ned.

Han rystede lidt på hovedet da hun satte af op i luften. Han samlede en håndfuld småsten op * Man skulle tro at hun tror det er første gang jeg står overfor en engel.. Tror de bare at det bliver så let?*. Han kylede stenene efter hende i sådan en fart at hvis de ramte ville de sikkert bore sig dybt ind i hendes vinger eller helt igennem dem. Han blev ved og hans kast var lynhurtige og præcise. Han kunne jo ikke gøre så meget imens hun var oppe i luften så han måtte jo sørge for at få hende ned og gennem årene havde han fundet ud af at dette var den mest effektive måde at gøre det på. Han var dog overrasket over hvor stærk denne engel var og dette var en meget interessant kamp. Han nød sådan nogle kampe her.