This is my drug (Privat - Andrei)

De havde en aftale idag - Andrei og Ivan. Måske havde Ivan svedt det ud, for Andrei havde siddet i et kvarters tid og ventet på caféen de havde aftalt at mødes på. Ivan plejede altid at være der før tid... Det lignede ham ikke at komme så sent. Dog gik det hurtigt op for Andrei, at han havde glemt hvem denne lille knægt var. Han havde sikkert svedt deres aftale ud og var taget hen til det sted, hvor drengen hørte hjemme. I skaterparken.



Andrei rejste sig med et let suk og vinkede kort til den buttede servitrice, der tålmodigt havde ventet et par meter væk fra bordet i den tid han havde ventet.



“It’s okay, I have to go now.”



Han tog sin mappe og bedrog sig mod skaterparken. Den lå kun to gader væk, det tog ikke engang fem minutter at gå, hvis man var en nærmest usynlig dæmon. I dag lignede han blot en almindelig, succesfuld arbejdsmand, der netop havde toppet sin karriere. Han var iklædt et diskret, gråt jakkesæt med en hvid skjorte under. Ingen butterfly eller slips. Skjorten var knappet et par knapper ned så nogle af hans tatoveringer var synlige. Blandt andet Veni, vidi, vici-tatoveringen. Ordene dansede henunder hans kraveben i en halvcirkel, der fortalte om hans hårde liv.



Han drejede om hjørnet og så straks hvordan den unge dreng, iklædt det sædvanlige grå tøj, susede afsted henover en rampe. Det så halsbrækkende hurtigt ud, men det havde lidt at gøre med at fart ikke havde været Andreis stærkeste side. Han stillede sig hen ved siden af tre unge piger, der sad på en bænk. De hviskede, fnisede, pegede og udvekslede meninger om de drenge der fór rundt og gjorde sig til for hinanden - blot for at opleve “five minutes of fame” eller et adrenalinsus udover det sædvanlige.



Han kneb øjnene sammen mod den skarpe sol og så koncentrerede han sig ellers om den unge dreng. 



Ivan, kaldte Andrei i Ivans sind. Vend dig om. Der står nogen og venter på dig.



Han lukkede af for evnen. Jep, han var lettere beruset, men hvorfor dømme en alkoholiker på hans naturlige tilstand? Han kiggede ned på den blonde pige ved siden af sig, der hurtigt vendte hovedet væk og fnisede til veninderne, imens hun trykkede sig helt ind til dem, som var hun utryg ved hans nærvær. Ikke sært, de fleste kunne godt fornemme at han ikke var hundrede procent menneske.

Farver, den hårde vind mod ansigtet, den fantastiske følelse han fik i maven, som havde han gjort noget forkert. Det hele var perfekt. Han var vægtløs. Det hele susede forbi ham, som sad han i et tog. Han greb fat i betonkanten og svang sig rundt, så han fik vendt sig, og han kørte nu nedad endnu en gang. Han lukkede øjnene i et kort øjeblik, og lod sine tanker stå tomme, indtil noget endelig trængte igennem. Vente? Vende om? Ivan åbnede sine øjne igen, og lod blikket køre søgende omkring. Der gik ikke lang tid, før han fik øje på den alt for fint-påklædte herre, som stod ved siden af nogle unge piger. Ivans hjerte begyndte at galopperer i brystet på ham. Andrei. Hvad lavede han her? Og i dét tøj... hvis han havde tænkt sig at skulle stå på skateboard skulle han nok have taget noget andet på. Ivan smilte for sig selv, men hans smil falmede hurtigt igen. Fuck... Hvad dag var det? Hvad var klokken? Hvornår skulle de-...

Ivan kunne mærke hvordan han begyndte at miste balancen. Måske havde mor for en gang skyld ret i at han ikke skulle rende rundt i skaterparken. Det første han ramte jorden med var sit knæ. Han havde nået at sætte hænderne op foran, og fik på den måde reddet sin knold mod endnu et ar. Han slog en kolbøtte og endte på maven med kinden mod den kolde beton. Hans knæ gjorde ondt og det samme gjorde hans hænder. Var han død nu? Naah... man følte vist ikke smerte når man var død. Heh... Det hele var stadig i forskellige farver. Det blev ved et stykke tid endnu.
Ivan løftede hovedet og fik på den måde øje på skateboardet som lå et par meter væk fra ham. Heldigvis var det ikke gået i stykker. Han ville have været gået amok, hvis det var gået i stykker. Han smilede, idet han fik skubbet sig op på numsen. Han tog sig til knæet med en grimasse.

”Av...”

Andrei hørte hvordan hele verdenen stoppede, da Ivan dramatisk styrtede. Pigerne på bænken holdt vejret. Drengene der skatede, stoppede op for at se til. Men ingen syntes at reagere på at han lå der på jorden. Det der fik trukket Andrei ud af hans stille tilstand, var den søde, liflige duft, der steg fra Ivan. Mon han blødte? Med rolige, kontrollerede skridt begyndte Andrei at gå over mod drengen, der nu havde sat sig op. Han holdte sig på knæet og hans ansigt var vredet i smerte.

Andrei satte sig på hug og lagde en hånd på Ivans ryg, lige i det der kom en jamrende lyd fra ham. Så lod han hånden glide ind under hans armhule og den anden gjorde det samme. Så fik han - synligt uden besvær - dem begge på benene igen. Han gik hen og samlede Ivans skateboard op. Han holdte det under samme arm, som han holdte mappen med og så lagde han den anden arm om Ivan's skuldre, uden den mindste grimasse.

Måske blev Ivan pinligt berørt over at han blev hjulpet? Især fordi det var af en voksen?

"Du glemte vores aftale..."

Andrei lød lettere skuffet, mens han trak Ivan med hen mod udgangen af skaterparken. Da de drejede rundt om hjørnet og ind bag de mange buske, der var linet op ved siden af parken stoppede Andrei. Han lagde skateboardet fra sig og smilede halvhjertet til Ivan.

"Så, hvad har du lyst til at lave i stedet for at tage på café?"

Det undrede ham egentlig ikke at der ikke kom nogen hen til ham i det samme han faldt. Folk ville sikkert være sikre på at han overhoved rejste sig igen. De ville jo ikke have ansvaret for en bevidstløs dreng. Han ville have gjort præcis det samme, måske ville han endda bare have gået hjem igen, for at glemme det han havde set. Ivan tog hænderne væk fra sit sårede knæ. Der var gået hul i hans bukser, og han kunne se hvordan blodet piblede roligt frem rundt omkring, fra der hvor huden var skrabet af. Huden rundt omkring var helt rød, men det var ikke slemt. Han havde bare brug for et plaster, og så var hans knæ så god som nyt. Et barns tankegang. Det hele blev bedre, hvis bare man fik et plaster på. Èt med sommerfugle på.

Ivan så op, da han fornemmede manden komme tættere på. Ved synet, føltes det helt som om at smerten forsvandt ud i den blå luft. Han stirrede på den fine mand, idet han satte sig på hug. Måske ville han tjekke om Ivan stadig tænkte klart, selvom det ikke var så tit han gjorde det under normale omstændigheder. Varmen fra Andreis hånd, som blev placeret på Ivans ryg, fik ham næsten til at slappe helt af, men han rystede dog stadig på grund af det massive chok han havde fået ved faldet.

Lige så snart Andrei tog fat under Ivans arme, greb Ivan fat rundt om Andreis hals. Han brød sig ikke just om at blive trukket op sådan lige med det samme. Han var stadig en smule (meget) rundt på gulvet. Svimmel. Han kunne ikke lide det. Han kunne godt have brugt et par minutter på kun at sidde og stirre. Andrei gav slip, for at hente Ivans skateboard, som ikke var endt så langt fra dem. Han havde næsten lyst til at sætte sig ned, bare for at blive samlet op endnu engang. ”Tak,” fik han lavt mumlet, idet Andrei trådte hen til ham igen, og fik fat rundt om ham. Nej, Ivan synes ikke at det var pinligt. Det var rart. Han tænkte slet ikke på noget som helst.

”Jeg glemte det ikke… Jeg tænkte bare… Uhm…Det kunne være meget hyggeligt at være her.”
Han smilede lumskt ned i jorden. Man kunne altid se når Ivan løj, det var et rimeligt stort minus, når hans mor var som hun var. Den skøre kvinde. Hans far var egentlig ret ligeglad med hvad Ivan rendte rundt ov lavede. Hans tanker blev afbrudt af noget tøse-fniseri. Så morsomt var det vel heller ikke at der var nogen der hjalp ham? Da de var kommet et stykke væk fra parken, og Andrei havde stillet sit spørgsmål, gik det pludselig op for Ivan at han ikke havde sit skateboard under armen, som var dets faste plads.

Han gav slip på Andrei og snurrede et par gange rundt om sig selv, før hans blik faldt på boardet under Andreis arm. Ivan pegede på det med et forstyrret blik. Det gjorde ondt når andre pillede ved hans board. Det værste i verden er at miste noget man holder af. Og dét skateboard betød en del for ham. ”Vi kan…uhm…” han stoppede automatisk, hvorefter hans ben og arme begyndte at arbejde sammen om at få fat på boardet igen. Strakt faldt tankerne på plads igen. ”Vi kan måske…” Ivan smilte for sig selv. Ville det være pinligt at spørge om de kunne tage hjem til Andrei? Han skulle jo bare finde på én eller anden åndet undskyldning. Han smilte op til ham, da han endelig fandt på noget. ”Kan vi tage hjem til dig? Så kan jeg jo også få et plaster på?”

//Meeh~ Vores internet derhjemme er i udu lige pt, så jeg håber at det er okay at du får svar, sådan lidt hulter, til bulter~ x'D//