Im Titanium - Eve og Julius

Dato: 3. April
Tid: 23.15
Vejr: Udenfor er det stjerneklart og en fuldmåne oplyser gaderne.
Omgivelser: Unge danser på dansegulvet, i mørket langs væggen sidder flere mennesker og væsner hvor lyset fra scenen kun sjældent når ud og i baren opvarter en ung dæmon gæsterne.
Musik: https://www.youtube.com/watch?v=JRfuAukYTKg

farverige projektører strøg over dansegulvet og gav det allerede kaotiske dansegulv lidt ekstra kaos. På scenen hoppede en pige rundt og tvang sin stemme op i de tonelejer som sangen krævede. Det var tydeligvis ikke hendes første gang på scenen, selvom hun fysisk lignede en der burde være hjemme i sin seng på dette tidspunkt af aftenen.
Højtalerne fik rytmen til at pumpe i blodet hos de dansende, som om det var deres egen hjerteslag. Hos de væsner uden hjerteslag gav det dem en følelse af liv når bassen hamrede ud i rummet med fare for at sprænge et par trommehinder hos dem på første række.

Ved sangens slutning trak sangerinden sig ud fra scenen og overlod den til de næste optrædende og skubbede sig med albuerne først igennem mængden af væsner der dansede. Det var som et hav der omslugte en når man først var inde og man blev skubbet rundt uden nogen egentligt så en. Da hun endeligt fik ormet sig ud på den anden side trak hun vejret dybt ind af lettelse men fortrød det øjeblikkeligt. Hendes forstærkede sanser opfangede kun alt for kraftigt lugten af menneskesved og.. varulv..

med et utilfredst ansigtsudtryk hoppede hun ind bag disken for at finde sig en drink på trods af bartenderens irriterede blik der brændte på hendes skulder.
Med et lille glas halvfyldt med en sort væske forlod hun baren igen for at finde sig et sted at sidde. Uden at have set sig for satte hun kursen over mod et bord tæt ved døren, men hendes opmærksomhed var på en køn vampyr oppe ved baren. Derfor var hendes banden så meget højere da hun mærkede en fod komme i vejen for hendes gang og glasset med den sorte væske svævede igennem luften. rasende vendte hun sig imod vedkommende der havde spændt ben.

En fuldmåne oplyste den mennesketomme gade, og badede hver en stump i et blegt, sølvskær. Stjernerne lyste mat på den kulsorte nattehimmel, og lignede tusindvis af lygter i en sort nat. En ung kvinde hastede gennem gaden, balancerende i et par høje stilletter. Med armene slået omkring den tynde kjole, kunne man ikke se et andet billede, end at hun frøs voldsomt.

Eve skridt snublede ind ver dørtærskel, og hun måtte læne sig tungt op af væggen, med et åndedrat der tydede på at hun havde løbet hele vejen. Hendes støn lød voldsomt, på trods af larmen der omgav hende som et omslag, og pressede hendes trommehinder dybere og dybere ind imod hjernen.

Hendes mørke blik gled søgende gennem den tykke mængde af dansende, og skrigende væsner, der virkede som en solid mur hun skulle gennemtrænge, for at komme hen til hvad hendes blik konstant søgte hen imod; Baren. Med et yndefuldt sving med hoften satte hun igang, og svajede gennem mængden, i en besværlig gang, da hun tydeligt prøvede at hindre sig selv i at røre en eneste af de svedige folk.

Hendes øjne glimtede lettet, da hendes slanke fingre lagde sig på baren, og hun kunne bane sig vej ud af menneskemængden. Et lille, køligt smil oplyste hendes ansigt, og virkede forkert i sammenligning med det lettede glimt, der svømmede rundt i hendes mørke øjne. Hendes læber skiltes kort, da hun bad om en drink fra den opmærksomme bartender.

Kort efter landede drinken få centimeter fra hendes ubevægelige fingre, og hun lod pengene glide ned på bordet, ved hans udstrakte hånd. Hendes fingre snoede sig omkring det kolde, duggede glas, og hun drejede hovedet, uden at bemærke det dybe suk der undslap hendes læber.

Hendes blik landede på nogle borde i udkanten af den dansende mængde, og hun satte kursen imod den, uden yderligere søgning. Hendes arm førte langsomt glasset op til munden, og den kølige væske flød ned mellem hendes læber, og ned i hendes krop. Hun mærkede foden ramme hendes, inden hun mærkede ikke blot hendes egen, men også den andens drink flyde ud over hendes krop.

Glasset gled hun ud mellem hendes fingre, og det splintredes foran hendes fødder med en høj, klirrende lyd. De dansende, pulserende kroppe synes ikke at have bemærket det lille optrin, men for Eve synes det at være hele verden, blot for en kort stund. Hele hendes krop dryppede af de forskellige væsker, og gjorde hendes hvide kjole, mistænkeligt gennemsigtig.

Men hendes blik var kun rettet imod den unge, blege kvinde foran hende. Eves mund åbnedes kort, men lukkedes så igen som en fisk, der ikke kunne finde på det rigtige at sige. Den unge kvinde, der i mistænkelig grad kunne forveksles med en vampyr, stirrede rasende på hende, og hvis Eve havde været en smule mere sart, var hun faldet på knæ for hendes blik.

"I'm ... Sorry ...?"

Det lød mere som et spørgsmål, end som en undskyldning, også selvom hendes bløde stemme formulerede en sætning, der tydeligt var ment som en undskyldning. Hendes mørke blik blev nærmest suget ind i den unge kvindes, og hun synes at have svært ved at bryde denne, selvlavede trance.

"Youre sorry?!"
Et par mørke øjne stirrede koldt ind i den høje kvinde foran hende, og kunne med det samme ikke lide hende. Det skyldtes nok først og fremmest at hun var ung og attraktiv, hvor hun selv måtte tage til takke med at være teenager i al evighed. Når hun arbejdede her gjorde hun sig ingen anstrengelser for at skjule sin hvide hud og de rød-lilla læber. kun tænderne var gemt væk, for man skulle heller ikke overgøre det. som hun så ud nu lignede hun bare en goth inspireret kunstner. Det var til at leve med..

Med et løftet øjenbryn så hun på den hvide let gennemsigtige kjole med de dybrøde stænk og grinede indvendigt. Kvinden foran hende var ikke menneske så meget kunne hun sige, og vampyr og varulv kunne også udelukkes med det samme. En varulv ville have været mere ubehøvlet.. og så stank de af hund. hendes penge lå på enten engel eller elver.. og lige gyldig hvilken siges de at smage godt..

"Your dress.. i should have seen where i walked. i think we have something in your side out back. Sorry about my temper. Im a bit of a hothead sometimes."
Hun så ud til at være kølet af og så nu i stedet bare undskyldende på den anden. Der var ikke noget smil at se, men det var tydeligt at hun mente hvad hun sagde. Pigens ansigt virkede pludseligt yngre og venligere end ved første øjekast og wil priste sig lykkelig for hendes mange år som skuespiller.

Opfordrende vendte gjorde hun tegn til kvinden om at følge med og begyndte at gå imod døren der ledte om til sangerne og musikernes område. hun regnede tydeligvis med at den anden fulgte med for hvorfor skulle hun ikke det?

Eves læber adskiltes uendeligt langsomt, og lukkede sig derefter med den selvsamme hastighed, som en fisk der var løbet tør for ord, der ville passe ind i denne sammenhæng. Istedet lykkedes det hende at lave det korte nik, med så meget elegance, at det ikke kunne passe sig ind ved andre, end en elver.

Hendes mørke hår gled ned på siden af halsen, og afslørede et kort sekund hendes spidse ører, da den unge kvindes stemme pludseligt forandredes. Det venlige og varme der flammede op i den unge kvindes stemme, var noget der ikke engang havde kunnet skrabes op på bunden af hendes tidligere udtryk.

Men Eve synes øjeblikkeligt at godtage forandringen, og et lettet glimt spredtes i hendes mørke øjne. Hendes mundvige gled op i et taknemmeligt smil, kort efter hendes blik havde gledet ned af kjolen, der dryppede ned på gulvet under hende.

"Yes, thank you. It would be nice with a new dress. This one is a little ... Destroyed."

En smånervøs latter flød ud gennem hendes læber, og tydede på at hun på trods af alt ikke stolede helt på kvinden, der omgående havde sat kurs imod en dør i nærheden. Eves skridt svævede blot nogle meter bag den unge kvindes, da hun yndefuldt fulgte hende derover.

"What is your name? I'm Eve."

Hendes slanke fingre pillede fraværende ved en tot hår, der stadig dryppede af den mørke væske, der havde været i den unge kvindes glas. Hendes fingre blev farvet mørkerøde ved berøringen, og Eves blik stirrede forvirret på dem et kort sekund.

It doesn't matter what was in the cup. Look up. Smile!

Eves hoved fløj op, og et indtagende, charmerende smil gled frem på hendes rødmalede læber uden besvær.

Lige nu gjaldt det om at holde gode miner for slet spil, og fortsætte med at være venlig, for alt i verden ikke overstrømmende så det blev mere sært end det allerede var. Det var et held at elveren ikke var mindre naiv end hun var for så havde hun nok lugtet lunten. Det var et meget stort humørskifte, meget hurtigt efter et glas med en rød væske var havnet på elverens kjole. Det ville have fået nogle advarselsklokker til at ringe hos de fleste og hun kunne ikke tro sit held.
"Im Kaylin, but just call me Kay."

Igen skubbede hun sig igennem mængden med albuerne først, men denne gang var der nogen der var smarte nok til at rykke sig ud til siden for godt nok var hun lille men en af hendes albuer i maven ville være nok til at give en mavepuster. På grund af pigens højde var det svært at se hende en gang imellem når nogen dansede ind foran, men hver gang kom det kraftige røde hår til syne igen kort efter.

med et kraftigt tag om metalhåndtaget hev hun døren og og holdt den åben, mens hun ventede på elveren der havde præcenteret sig som Eve. Navnet mindede hende om en sommerskov sent på eftermiddagen når det gyldne lys skinnede ned igennem bladene, men det ellers beroligende billede blev skubbet ud af hendes hoved igen da kvinden kom lidt tættere på.
"You can use my dressingroom."

Hurtigt forsvandt hun ind igennem døren og ind i en travlt lyst rum fyldt med aktivitet. Over det hele var der væsner og mennesker der løb rundt imellem hinanden for at få styr på det musikere, kostumer og alt det andet. Wil styrede selvsikkert igennem mængden imod et lille rum i udkanten af rummet hvor der ikke var så meget trafik.

Inde i rummet var der et stativ med tøj, et sminkebord og en antik stol. Meget andet var der ikke i rummet, og alligevel var der ikke meget plads til overs. Wil stod allerede og rodede i tøjstativet efter en kjole. Hun havde lånt en af Ays kjoler og havde endnu ikke fået den afleveret tilbage. Hun ville sikkert ikke savne den i de næste par dage. Hun trak en kort mørkeblå kjole ud fra stativet og hang den over stolen.
"What about this one? try it on."

Hun smilede opmuntrende og opfodrede den anden til at komme ind med en håndbevægelse. Hvis hun kom ind ville Wil træde hen for at lukke døren og dermed komme om bag elveren. Sekundet efter ville vampyrens stærke arme forsøge at ligge sig stramt om hendes mave og mund. der kom ingen lyde fra hende, hvilket ikke var overraskende når man tænkte over vampyrernes forkærlighed for hurtighed og lydløshed.
"You should have known better. You don't talk to strangers."
Hvis hun fik fat ville hun sparke ud efter Eves knæhaser for at få hende længere ned og så bide ud efter elverens hals.

Eves blik gled mellem de dansende kroppe, men denne gang synes hun ikke at ænse de varme, svedige kroppe der konstant kørte hen over hendes, da de skubbede sig nærmere hende. Hendes blik klistrede til det røde hoved der forsvandt i glimt, men alligevel var en solid vejviser.

Da de nåede døren de havde styret imod, var Eves tøj så småt holdt op med at efterlade sig et vådt spor efter hende, men var tilgengæld blevet en del mere gennemsigtig, end godt var, på et offentligt sted med mange fulde mænd. Hun gled forbi Kay i en elegant bevægelse, og lod hastigt blikket glide over folkene derinde.

Hun synes at blive beroliget af den travle folkemængde, og fulgte derfor blot efter Kay, uden hun synes at bemærke at hun blev ført væk fra mængderne, og over i et mere mennesketomt område. Hele hendes krop stivnede da hun opdagede Kays blik, der var rettet imod et stativ fuldt af kjoler i alle farver og størrelser.

"It's beautiful."

Hendes blik gled endnu engang over mængden, der ikke ænsede pigerne i hjørnet. Hun synes pludseligt ikke at føle sig så godt tilpas, da en nervøs glød flakkede gennem hendes blik, men den blev hurtigt skubbet væk af beslutsomhed.

Give everybody a chance ... Maybe she's really nice.

Hendes blik fangedes igen af Kay, og hun trådte forbi hende i en yndefuld bevægelse, der endnu engang kun kunne betyde hun var elver. Hun var knap nået indenfor døren, da den smækkede i bag hende, og et par uhyggeligt stærke arme lukkede sig om hendes mave, og lukkede næsten for tilførslen af ilt, ved også at lægge sig over hendes mund, og det meste af næsen.

Et hårdt stød ramte hendes knæhaser, netop som ordene der var kommet ud af Kays mund, bundfældede sig i hendes krop. Hendes ben knækkede sammen, og ramte jorden så det gav et stød op gennem hendes krop. Vampyrens tænder borede sig ind i hendes hals, og en blanding mellem et skrig og støn prøvede forgæves at forcere vampyrens hænder.

Not nice ... Not nice ...

Var den sidste tanke der gled gennem hendes hjerne, inden smerten overvældede hendes tanker, og blottede alle sanser i hendes krop. Hendes lemmer låste sig fast i den position de var faldet i, og hendes skrig synes at stoppe i hendes lunger, før de kunne presses op. Smerten dunkede i hver en centimeter af hendes krop, mens hun var som frosset fast, ude af stand til at bevæge sig.

Idet de første dråber af væsnets blod løb over hendes læber og ind i hendes mund eksploderede smagen af noget.. mere. Noget.. stærkt. Ren magi flød i blodet og ind i vampyren. Hendes vidt opspærrede øjne blev endnu større da rummet begyndte at gløde, alt havde hver sin farve og væsnet under hendes hænder var skrig-grønt som neon. Stolen foran boret gnistrede kopper gyldent hvor bordet skinnede havblåt.

Samtidig borede skammen sig ind i hende. Hvordan kunne hun gøre det mod et levende væsen.. et væsen der var så smukt. Det brændte grønt under hendes hænder og hendes egne lilla hænder besudlede skønheden ved væsnet, trak energien fra det. for hver dråbe hun drak vaklede det grønne. Med store, hypnotiserede øjne trak hun tænderne væk og væsnets pludseligt tunge krop gled ud af hendes hænder da hun ikke kunne se væk fra alt det grønne.

Sorg vældede over hende da hun tørrede sig om munden og så at noget af det grønne havde sat sig på hendes lilla hånd. Hun vidste ikke hvorfor, men hun vidste at hun tog alt fra den grønne. Skyld og skam vældede over hende og fik hende til at ønske at hun bare kunne rulle sig sammen i en kugle og aldrig komme ud igen. Hun havde aldrig kendt noget lignende og uden hun kunne stoppe det begyndte store dråber at løbe ned over hendes ansigt. Og det var der hun fik øje på muren. Farverne væltede rundt imellem hinanden så kraftige og skarpe som sollys. Hvis hun rørte dem ville hun brænde op, men måske var der noget bagved.

Med vaklede skridt trådte hun over det grønne på gulvet og over til de blå og orange glimt. Bag dem var muren. Men der var noget foran det.. noget gråt og dødt, men hun ville finde muren. Hun vidste ikke hvad, men at der var noget som hun ønskede mere end noget andet bag alle farverne. hun måtte nå hen til den.

Hun trak hånden bagud og knyttede den til en knytnæve hvor efter hun hamrede den ind i væggen så hårdt hun overhovedet kunne. Igen hamrede hun hånden ind i væggen og registrerede ikke blodet eller smerten i de brækkede knogler. Før folk nåede at flå døren op havde hun fået hul i væggen og var hoppet ud i natten. Heldigvis var det på første sal for selv et brækket ben eller to ville ikke have stoppet hende fra at nå muren.

Irgrønne søjler stod op imod himlen, og prøvende prikkede hun på dem, men trak hver gang fingeren hurtigt tilbage for at den ikke skulle stjæle noget af det grønnes flammer. Et øjeblik virkede hun til at have glemt muren, men så anede hun farverne ud af øjenkrogen og fornemmede ønsket om at nå ind bag den igen og hun satte afsted igen, denne gang op ad en brandtrappe så hun kunne se muren hele tiden.

Smerten gennemborede hver en celle i hendes fastfrossede krop, da hendes blod blev suget ud af hendes dunkende krop. Skriget der størknede i hendes bryst hobede sig op, og synes at kvæle hende da det nægtede komme længere, end til halsen. Hendes mørke, fugtige hår gled ned foran hendes ansigt, netop som vampyren tænder forsvandt fra elverens hals.

Eves krop landede på jorden med en dump lyd, og skriget der havde været indelukket i hendes krop, blev hvæset ud gennem de sammenbidte tænder, blandet med et halvkvalt støn. Selvom hendes lemmer nu var bevægelige, dunkede det stadig så dybt i hendes krop, at hendes forsøg på at rejse sig blev afværget.

Hendes blik gled op og ramte vampyren, hvorfra store blodige tårer løb ned af de unge kinder. Et rasende glimt flakkede over Eves dybe øjne, men hendes ubevægelige krop gjorde intet forsøg på at rejse sig. Hendes blik fulgte vampyren, der styrtede hen og begyndte at hamre på en væg, uden nogen synlig grund.

Lyden af løbende skridt kunne skimtes bag den voldsomme lyd af en vampyr der smadrede en mur, men inden de nåede at få døren smækket op, sprang vampyren ud af det store hul hun havde fået lavet i den ellers så solide mur. Døren bragede imod væggen, da den myldrende mængde kom ind.

Eve registrerede hænder der famlede hjælpsomt over hendes krop, men det synes at irritere hende mere end hjælpe hende. Med en kort håndbevægelse skubbede hun de mange hænder væk fra sig, og kom glidende op i siddende stilling. Hendes blik faldt på de forvirrede mennesker, der mumlede og pegede på hullet i muren.

"Are you alright?"

Den kvindelige stemme glødede af venlighed, og var tydeligt henvendt til elveren der sad stadig sad på den iskolde jord, iført en gennemsigtig kjole, plettet af størknet blod. Et lille, fjollet smil dukkede op på hendes dybrøde læber, og hun kom op på benene i en smidig bevægelse.

"Yes, of course I'm okay. I just fell on the floor. You don't have to freak out. I mean, I don't freak out, just because an unfortunate girl overturned."

En kort latter boblede op af hendes strube, og tilsideslog hele denne oplevelse som et barnligt uheld. Kvindens korte, pjuskede hår hoppede op og ned, da hun rystede på hovedet med et forvirret udtryk i sit buttede ansigt. Hendes lille finger pegede bestemt på det voldsomme hul i muren, da hendes hoved igen kom til ro.

"But ... What happened to the wall?"

Eves øjenbryn gled højt over hendes mørke øjne, og et udtryk af forvirret overraskelse faldt på plads på hendes ansigt, uden yderligere besvær. Hun slog kort ud med armene, og synes at trække let på skuldrene i samme bevægelse.

"What are you talking about? It has been there all along. I just thought you would have fixed the wall, and therefore had knocked a hole in it ... You know guys, you have to follow a little more with the things that is underway here. Oh well ... I'm out of here. We'll see eachother around, right?"

Uden at vente på svar på denne påstand, gled hun forbi døren, og smækkede den i bag sig. Hendes skridt rungede hen over det, nu næsten tomme omklædningsrum, og overdøvede knap nok de hviskende stemmer fra det lille rum hun netop havde forladt.

Det eneste der afslørede løgnen hun netop havde fortalt dem, var de to små væskende sår på siden af hendes slanke hals, og det glimt af raseri der flakkede gennem hendes kønne øjne. Hun flåede døren ud til klubben åben, og lod den falde i bag sig, efter hun var trådt ud derfra.

De dansende, svedige kroppe og den dundrende musik virkede surrealistisk, eftersom hun netop havde været i alt andet end en uvidende dans, omringet af alkoholfyldte mennesker. Med et målbevidst blik hastede hun igennem mængden, uden at ænse kroppene der nærmest synes at tørre sveden af på hendes, i forvejen fugtige krop.

Hun trådte forbi dørmanden, og ud i den kolde luft, så snart hun var ude af den dansende masse. Hendes blik søgte farer på en måde hun ellers skulle have tænkt over før, da hun gik gennem den kulsorte nat. Hele hendes krop var spændt i en forsvarsberedt stilling, mens hendes øjne ikke holdt hvil et øjeblik.

I have changed tonight ... That kind of motherfucking creatures have to die. Fuck cleaning the world. They must die.

Et brag fik menneskerne uden for klubben til at spjætte, og kort efter kom en haltende kvinde gående ud fra gyden ved to huse fra klubben. Hendes ene hånd var rød af blod og fingrene sad helt forkert og lignede noget der havde været brækket og var vokset forkert sammen. Hendes ben slæbte nærmest efter hende mens hun med hypnotiserede øjne så ud imod horisonten som om der var noget utroligt derude. Blodet og det flåede tøj så hun ikke ud til at bemærke, ligesom glasskårene i hendes hår heller ikke så ud til at gøre hende noget. Den kønne pige fra en halv time siden var næsten ikke til at kende igen.

Hendes store grønne øjne så ud som om at de så et eller andet som alle andre ikke kunne se og det gjorde de også. Overalt glødede farverne, menneskerne foran klubben var som stikflammer fra de kolde gløder under dem. Foran hende glødede muren i alle verdens farver, lige præcis ude for rækkevidde, og selvom den skræmte hende vidste hun at hvad der var bagved var så vidunderligt.. og levende at hun måtte have det!

Med benet slæbende efter sig krydsede hun overraskende hurtigt vejen uden at se sig til nogen af siderne. Hun vidste hvad hun ville have, men det var som at jage skygger. Hver gang hun synes at komme tættere på tog hun fejl og muren var stadig lang væk, men hun måtte ikke give op! hun måtte have det! sin menneskelighed! den skulle ikke have lov til at slippe væk og hun så skulle jagte den til verdens ende!

Skifter til: https://2img.net/h/oi43.tinypic.com/10fuky9.jpg - Minus håndtasken:)

Eves slanke fingre snoede sig om det iskolde dørhåndtag, netop som fingrene på den anden hånd skubbede pistolerne længere ned i hylsteret der sad skjult under den løse jakke. Læderet der beklædte hendes ben fulgte hendes bevægelser fuldstændigt, og synes at forøge elegancen der dominerede i hendes skridt.

Døren gik op med en højlydt klagen, men hun synes ikke at bemærke den skærende lyd. Hendes skridt smældede ned af opgangen, da hun trådte på trinene for anden gang inden for det sidste kvarter. Rester fra de drink's der blev hældt ud over hendes krop klistrede stadig til hendes hår, men da hun skiftede tøj forsvandt alle spor yderligere fra hendes krop.

Hun flåede yderdøren op, men formåede at gøre bevægelsen både yndefuldt og glidende. Hendes skridt dæmpedes da hun trådte udenfor, men de rungede stadig hen over den mennesketomme gade. Et sted i nærheden bankede bassen fra en fest afsted, men hun synes ikke at have interesse i at nærme sig den.

Et iskoldt, ligegyldigt udtryk befolkede hendes ellers så yndige ansigt, og gav hende et skær af kold profession og vild elegance. Hendes hastige skridt nærmede sig den højlydte fest, og kort efter stod hun med blikket rettet imod Petronia Night Club. Hendes fyldige læber gled ud i et charmerende smil, da hun fangede det store, tydelige hul der var i den ene mur.

Time to revenge ... Fucking vampire ... Biting me ... You will regret. You will regret soon.

Hendes blik gled søgende rundt, inden det fangede en kvinde der haltende synes at jage noget usynligt. Eves krop spændedes forsvarsberedt, og hendes dybrøde læbers smil voksede en smule. Hendes fingre svævede kort om den utydelige bule pistolerne havde skabt under hendes trøjen, imens hun trådte nærmere.

Endnu engang søgte hendes blik ned imod jorden, og fangede næsten øjeblikkeligt en ødelagt stol der lå spredt ud, omkring vampyren. Vampyren synes ikke at være i en verden, hvor den hverken var modstandsygtig eller opmærksom på hende, men hun synes alligevel selv, at være meget vagtsom.

Hendes lange fingre skubbede pistolerne en smule op af hylstrene der sad godt skjult under jakken. Hendes fingre forsvandt ind under den løstsiddende jakke, netop som hendes krop gled nærmere vampyren, men lignede blot et menneske der havde forvildet sig over på den forkerte side af vejen.

Så snart hendes krop var ude af syne for både vampyren og menneskemængden, var støjen fra festen også dæmpet overraskende meget. På hendes fyldige læber bredte smilet sig en smule, men det synes at være en ubevidst handling. Hun lyttede efter vampyrens skridt mod jorden, der ikke kunne være mere end 5-10 meter væk.

Hendes hoved gled ned ud fra den fugtige mur hun stod presset opad, men kun nok til at hun kunne se at vampyrens hoved var rettet den modsatte vej. Hendes fingre blev hevet ud fra jakken, og medfølgende hendes hænder sad et par Beretta 92FS Brigadier.

Hendes krop fløj lydløst ud fra muren som en kats, og hendes hoved snurrede hastigt rundt, indtil hendes blik fangede vampyren. Begge pistolerne rettedes på under et sekund imod vampyrens hjerte, og bragene blev kun lige netop overdøvet af musikken i nærheden, da hun affyrede begge pistoler.

Imens kuglerne fløj imod den unge, kvindelige vampyr, sprang Eve til siden, uden at se om de ramte som de skulle. En af pistolerne gled tilbage i hylsteret, sekundet inden hånden gled frem igen, og hendes fingre lukkede sig om en af de spidse træstykker der lå og flød omkring dem.

Hun snurrede omkring med træstykket højt hævet, parat til at hugge til imod vampyrens hjerte, og den anden hånd hævet med pistolen rettet imod stedet, hvor hun formodede vampyrens hjerte måtte være på nuværende tidspunkt.

På trods af det brækkede ben havde vampyren formået at komme en del længere væk fra Petronia, men muren så ud til at være lige så langt væk som før. Glassplinterne i hendes hår glimtede som små stjerner i lyset fra månen over dem. Imens hun gik havde hun rettet sine fingre så de næsten sad normalt igen. Endnu så knoglerne ikke ud til at have de godt, men de voksede hurtigt sammen, denne gang rigtigt.

Det var hendes halten der sørgede for at kuglerne lige præcis gik forbi hjertet og i stedet ramte hende midt i ryggen. Havde de ramt bare lidt tættere på kunne det have gjort seriøst ondt, endnu mere end det allerede gjorde nu. På trods af den begrænsede mængde af vievand der kunne være på en patron fik smerten lige et ekstra nøk opad. Elverblod fungerede desværre ikke også som smertestillende så hun mærkede den så tydeligt som nogensinde.

En lav hissen forlod hendes læber da smerten ramte som en hammer og det stod hende klart at den grønne flamme hun kunne se ud af øjenkrogen ville forhindre hende i at nå muren. Hun drejede langsomt rundt og blev ramt af endnu et skud denne gang i skulderen. På grund af benet havde hun måtte træde akavet rundt og havde der trådt længere ud til siden end angriberen havde regnet med.

Hun for fremad hurtigere end det menneskelige øje ville kunne følge med og greb fat i flammens arm der holdt et bronzegyldent spidst objekt. Stadig var hendes øjne svømmende og hendes pupiller var kæmpestore som når mennesker var høje. Et voldsomt raseri flakkede over hendes ansigt. Intet skulle forhindre hende i at nå muren! ikke engang Den grønne!

Med den anden endnu lægende hånd greb hun om pistolen for at få vredet den væk for selvom hun i sin omtågede tilstand ikke var klar over hvad den hed, så huskede hun så meget at det var den der havde fået hendes brystkasse til at brænde som ild. Smerten i den sårede skulder og hånden tog til som hun tog bedre fast og lagde mere styrke i sine greb.

Eve synes at have forventet at vampyren ville dreje omkring, og være ovre ved hende med en overnaturlig fart, for hun ikke så meget som hævede et øjenbryn, da den pludseligt stod foran hende, og greb fat i hendes hånd. Derimod stirrede hendes iskolde blik direkte ind i vampyrens øjne, hvor pupillerne var voldsomt store.

Vampyrens anden hånd ramte hendes pistol, og begyndte at vride den ud af Eves greb. Eves fingre lukkede sig strammere om den, netop som vampyren også selv lagde mere styrke i sit, og selvom kampen ikke ville være særlig voldsom for en forbipasserende, så fik den styrke Eve måtte lægge deri, hende til at glinse af sved.

Men da elvere generelt er svagere end mennesker, kunne hun naturligvis ikke holde en vampyrs overmenneskelige styrke ud, i særlig mange sekunder, men det lykkedes hende at få pistolen rettet imod vampyrens overkrop endnu engang, og få en slank pegefinger trykket ned på aftrækkeren, kort inden vampyren fik den ud af hendes fingre.

Braget blev endnu engang overdøvet af lyden af bassen der dunkede afsted på Petronia Night Club, og ligeledes blev lyden af pistolen der smældede imod jorden da den faldt, dog blev denne overdøvet af både pistolens brag, og Petronia Night Club's vilde fest og musik.

Fucking bloodsucker ... You will never bite me again, creature!

Såret vampyren havde forårsaget på hendes slanke hals, væskede stadig en smule som fra en vaccinering. Men Eves indædte blik, og iskolde holdning fortalte tydeligt, at smerten der havde brændt i hendes krop, ved vampyrens bid, på inden måde kunne komme helt ned på en vaccinerings niveau.

Det nærværende og skarpe blik som vampyren havde haft i klubben var væk og de tågede øjne der så på hende nu var lysår fra hinanden. Vampyren var tydeligvis ikke alt for klar i hovedet men hendes styrke og hurtighed havde hun i behold. Skuddet ramte hende i brystet på klodshold og denne gang fik det hende til at løsne sit greb og hun svajede let. Blodet havde farvet hendes tøj rødt og selvom hendes krop prøvede nægtede sårene at lukke sig.

Bag sig kunne hun høre muren kalde, højere og højere og mindede hende om hvad der var bagved. Hun måtte nå den! hun måtte have sin menneskelighed tilbage og det gav hende kræfterne til at stå fast. Hun tog bedre fat i pistolen og på trods af smerten i hendes krop lykkedes det hende at vride pistolen hårdt nok til at elveren for håbenligt ikke ville kunne holde fast i den.

Vampyrens ukontrollerede raseri afspejlede sig i hendes øjne, men også vinden syntes at blive mere aggressiv. Over dem begyndte vinden at rotere om sig selv, og den fugtige natteluft fortættedes. Da den nåede jorden var den allerede vokset til mandshøjde hvor den samlede gadens skidt op så den kunne vokse sig endnu større. Samtidig begyndte vampyren at vakle igen.

Tornadoen blev fodret af hendes kræfter som så igen blev fodret af det blod hun havde i kroppen. Hun havde været sulten da hun havde ladet elveren falde, så det var ingenting imod hvad hun var nu. Magi var en krævende kunst og hvor det for blandt andet for elvere kostede energi, kostede det for vampyrer blod. Det er ligesom en bankkonto; kommer du i underskud så lukker den ned.

Langsomt vendte hun sig om imod sin tornado. Det var stadig en baby i forhold til de store og berømte men den glødede som sølv blandt de blå, orange og grønne nuancer omkring hende. Det hele var en stor palette af farver som bare ventede på at blive smidt på et lærred. Hun strakte armene ud imod tornadoen som om hun ville give den et kram og haltede et par skridt fremad. Hun kunne næsten se de sølvtråde der strakte sig fra hendes lilla hænder til sølvtornadoen foran hende som var vokset til tre og en halv meter. På hovedgaden gik tornado alarmen.
"Hello beautiful.."

Han sad og slappede af, han tænkte at lidt pause ville være rart mens han sad og nød lidt mad, i forskel til hans races svage slags, det vil sige skytsenglene som altid spiste økologisk vegetar mad, de gav ham en dårlig smag i munden. Han overvejede kort hvor trist det måtte være at dedikere hele sit liv på at beskytte et menneske og skete der noget med det menneske døde man selv, måtte virkeligt være en nitte, det svage led. Han sukkede kort og rettede på den skudsikre vest de var beordret til at bærer i werclare af deres overordnede hvilke også gav god mening med det hav af overnaturlige væsener der var der og vis bare det var en håbefuld idiot der skød efter dem så ville det i det mindste dække det værste.

Mens han var halvt væk i tanker lød bilens mikrofon pludselig "Centralen Kalder B22, Skifter" Han rettede sædet op og drak hurtigt noget af kaffen som han havde fået med til maden "B22 her, skifter" Sagde han rutineret mens han overvejede hvad der nu var galt "Vi har en 10-71 ved en mindre gade ved siden af Petronia night club" han sukkede og startede bilen "10-4, Skud affyret ved en mindre gade ved siden af Petronia Night Club, B22 slut" Svarede han instinktivt før han startede sirenen og kørte af sted. Heldigvis lå Petronia Night Club ikke så langt derfra hvor han var så han kunne komme derhen i en fart.

Kort tid efter ankom han til stedet han var lige trukket ud af sin bil og trak hans Shotgun imod Eve før han tog radioen og bilens højtalere blev tændt "Dette Er Canadian Royal Police, smid deres våben omgående!" Han snakkede med en meget autoritær tone, men så begyndte tornado sirenerne hvilke han kunne forstå med den pludselige Tornado, og han havde ikke den fjerneste idé om hvad der skete men han havde en idé med at det havde noget at gøre med personen der lignede at den var ved at omfavne den, men han kunne ikke komme frem til hende før at han havde fået slået ned på den nuværende trussel. Han stillede sig på knæ bag døren for at dække sig selv fra skud og hvad end der nu begyndte at blæse rundt.

I det mindste havde de stoppet med at bryde om et våben men så igen det ville alle vidst vis der kom en Tornado for nu håbede han på at vampyren havde havde kræft nok til at holde kontrol over Tornadoen men det krævede også at kvinden som sikkert var jæger der stod og viftede med træ stage som han med sikkerhed vil belærer om så forfærdeligt mange ting mens han slæbte hende hen til fængslet, og når han fangede hende ville der være et lille håb for at hun ikke havde hendes ID i orden.

Ikke et glimt af overraskelse flakkede gennem Eves øjne, på trods af politibilen der, med hvinende dæk, bremsede op i nærheden af dem. Netop som manden fløj ud af bilen, snurrede vampyren omkring og stirrede på en tornado der fejede jorden ren, med vinden der hastigt snurrede omkring i den.

Betjentens ord smældede over gaden, samtidig med at vampyren så ud til at ville omfavne tornadoen, men selv ikke her virkede hun specielt overrasket. Blot det samme, kolde, hånlige blik der synes at være groet fast til hendes blik. Hendes hoved drejede omkring, og et irriteret smil dukkede frem på hendes dybrøde læber.

"You want me to throw my weapon? As you wish, cop."

Ordene havde knap passeret hendes læber, inden hendes blik fløj tilbage til vampyren, og de utydelige muskler i hendes slanke arme spændes. Hendes fingre klemte kort sammen om træstykket, som overvejede hun voldsomt noget, men lod så stykket falde imod jorden.
Det landede ved siden af pistolen, med det samme bløde dunk.

"Now I have fucking thrown my weapon. Happy?"

Sølvglimtene fyldte hele hendes synsfelt, men bag sølvet kunne hun se muren der glitrede som et maleri i psykedeliske farver. bag hende standsede politibilen, men hun vendte ikke hovedet, skulle til at gå fremad da noget ramte hende i ryggen. Vinden omkring hende burde have fået hende til at bakke væk men det så ikke ud til at være et problem.
Hendes røde hår dansede om hendes hoved da hun vendte sig rundt og så på væsnerne foran hende. ham der havde larmet lyste i en klar hvid farve, men jo længere hun så på ham jo mere hvid-blå så den ud og selvom hun havde en svag ide om at hun kendte ham vakte han alligevel ingen klare minder.

I mørket kunne man næsten ikke se blodet på vampyrens allerede mørke tøj og hun så ret uskadt ud bortset fra den lette svajen og hendes ben der sad underligt. Den grønne havde åbenbart en eller anden form for respekt for ham der havde larmet for hun føltes ikke så meget som en trussel før.
Så vendte hun sig igen imod tornadoen for der var jo ikke brug for den mere. den ragede allerede langt op over hendes hoved, og nu blandede grønne glimt sig med det sølvagtige.

Ligesom når ham klippede en navlestreng over klippede hun sin forbindelse til tornadoen og uden hendes støtte kunne den ikke holde sig oppe. når hun ikke længere havde styr på den for den afsted imod elveren og politibilen og opløstes i en mindre regn af skidt lige før den nåede bilen. fascineret så vampyren med store øjne på de grønne stumper ild der dalede igennem luften.

Vampyrens fnisen var meget lidt som et århundreder gammelt blodsugende væsen og snarere som en pige der lige var blevet taget i at bryde en regel. gadelygterne henlagde hendes ansigt i skygge, men da hun haltede tættere på våbnene blevet de blodige plamager på hendes tøj tydelige og nu kunne elveren i hvert fald være sikker på at hendes sigte ikke havde været helt galt på den.

I hendes omtågede hjerne gav det meget godt mening at tage våbnene med så de andre ikke kunne bruge dem og så tage ud for at finde sin mur. Tågerne fik også smerten til at virke som noget urelevant, for når hun nåede muren betød det ikke noget.
Hun nærmede sig hurtigt våbnene, så slet ikke ud til at lægge mærke til hvad politibetjenten havde i hænderne eller hvad der skete omkring hende.

Han sigtede på kvinden der havde smidt stagen og gik roligt imod hende vinden var begyndt at stille af hvilket gjorde hans arbejde lettere.

Da Vampyren var kommet tættere på, det så ud som om at hun bevægede sig imod våbnet som Eve havde mistet på jorden pegede han skiftevis imod dem begge med ordren "Begge to ned på jorden nu!" Han snakkede men en meget høj autoritær tone da han havde fået mere mod nu hvor at vampyren virkede som om at hun havde bortmanet tornadoen hvilke virkede meget bedre på hans plan hvorfor hun havde gjort det var han dog langt fra sikker på men lige nu galt det bare om at få denne her situation i orden før det opvakte for meget opmærksomhed da dette her langt fra var naturligt og han ville helst undgå at der kom for meget ud om de overnaturlige også selvom at han selv ville være nogenlunde i sikkerhed da han mest af alt virkede som om at han var modig da han ikke udgav den mindste smule frygt mens han pegede våbnet mellem dem begge.

Dog gik han tættere på i forsøget på at sparke våbnene længere væk fra de to men specielt Eve som var tættest på. "Ned på jorden, Begge to nu!" Råbte han mens han var parat på aftrækkeren vis Eve prøvede på noget dumt men han havde ikke en plan om at skyde hende i brystet på tæt hold da hun sikkert ville komme til skade hvor vampyren ville komme mindre tilskade men det ville stadig gøre ondt også selvom at hans skud ikke var velsignede med vievand eller kors hans våben var lavet til at få folk til at ligge ned og det håbede han på at det ville gøre i denne her situation da det var vigtigt med at få de to ned at ligge og vampyren ville sikkert ikke hoppe så eget rundt vis den var blevet skudt og Elveren ville være i farer for at dø. Han håbede stærkt på at de ville være samarbejdsvillige dog lagde han pludseligt mærke til at det var noget galt med Vampyren.

((OOC:Undskyld vidste ikke at der var blevet lavet ændringer... Skulle skynde mig))

((OOC: Du skal lige læse mit indlæg igen - Hun smider våbnet fra sig, og kaster det ikke efter Wilith. Det skal du lige huske!))

Alt ved Eves krop, hendes udstråling, hendes blik, og især hendes smil, emmede af kedsomhed, irritation, og en blanding af vrede og sarkastisk morskab. Vinden fra tornadoen fik hendes hår til at flyve rundt om hende, men hendes mørkebrune blik var ikke længere rettet imod den sindsforvirrede vampyr.

Hendes krop synes først at registrere betjentens ord, anden gang hans stemme rungede gennem gaden. Måske fordi tornadoen havde lagt sig, og var forsvundet uden en synlig grund. Hendes øjenbryn gled højere op i panden, og hendes krop svajede en smule til siden, da hun trådte et elegant skridt frem.

"Do you want me down on the ground? Do you know how dirty that is? Very!"

Sarkasme og ironi synes at flyde fra hendes ellers så bløde stemme, da hun sagde disse ord. Det så heller ikke ud til at genere hende, da hun yndefuldt kom ned i knæ, og derefter fik skubbet sig ned på den iskolde, fugtige jord under sig. Hendes hår gled ned foran hendes ansigt, og skjulte derfor hendes udtryk.

"And now i'm going to get wet. Again! Fuck."

Den sidste kommentar blev mumlet ned i den hårde afsalt under hende, og var tydeligt ikke tiltænkt folkene omkring hende. Langsomt skubbede fugten sig op gennem hendes jakke, og ind til hendes hud, der stadig bar ar efter en kamp, med en dæmon på en eng.

Hendes slanke fingre trommede utålmodigt mod jorden, kort inden hendes hoved drejede til siden, så hendes misbilligende blik havde frit udsyn til betjenten. Hendes læber bredtes, men denne gang var der intet smil over det - Blot en masse følelser, der aldrig ville kunne nærme sig venlighed eller varme.

"Are we done soon? I need to come home, so I can see my girly-shows like a good little girl."

Endnu engang fløj sarkasmen tykt om hendes ord, og der var ingen tvivl om at hun ikke havde intentioner om at komme hjem, for at se nogle tøseserier, som hun ellers proklamerede med. Hun gjorde ikke mine til at rejse sig fra sin nedsænkede position på jorden, men der var alligevel tegn på hendes krop, om at hun kunne finde på at springe op hvert sekund.

Det havde egentligt bare været hendes plan at småløbe over til den sjove larmende is-hvide ting, men hun stod derovre et splitsekund senere, efter at have kommet til at løbe hurtigere end beregnet. Med store fascinerede øjne så hun på de hvide flammer der udgjorde væsnet. Sidste gang englen foran hende, havde set vampyren havde været da hendes lejlighed var blevet smadret af en sur jæger. Den vampyr han stod over for nu så ud til at være enten gal eller høj på et eller andet.

Der løb en hel del blod ned af hendes ene arm, og flere steder i hendes t-shirt var der huller med store plamager af blod rundt omkring. Ikke at hun så ud til at bemærke det for lige der virkede hun til at være en del mere optaget af hvorfor flammerne føltes bløde og hvorfor de ikke brændte. Muren var for et øjeblik glemt over hendes nysgerrighed.
"Why aren't your flames burning?"
Et par store øjne, med pupiller der fyldte næsten hele irisen, i et blegt blodigt ansigt stirrede undrende op på ham imens hun prikkede til hans bryst hvor en skjoldformet ting i en mørkere blå gnistrede.

Det virkede ikke som om hun helt forstod hvad hans råb mente, og selv hvis hun gjorde det reagerede hun ikke på det. I de flestes øjne ville "high as a kite" beskrive hendes tilstand meget godt, selv i de overnaturliges øjne ville hendes opførsel klassificere hende som en form for junkie, eller en af dem der levede af de selv sammes blod.

med en anklagende finger pegede hun tilbage imod Eve der lå på jorden.
"She's not nice! she woulden't let me go to see the wall!"
Det virkede som om hendes ord pludseligt mindede hende om hvad hun havde været i gang med før at hun blev skudt og vendte sig svajende om som havde hun været kraftigt beruset.
Med haltende skridt begyndte hun at gå væk fra bilen og politiet, og fra Eve for at finde sin mur.

Da hun med en sarkastisk stemme spurgte om han virkelig ville have hende til at ligge ned så nikkede han blot før han sagde "Godt at se du ikke er døv gør mit arbejde lettere" Han svarede hende igen med en hånlig tone og havde lidt tilovers for hende men han var glad for at hun var samarbejdsvillig men så igen af alt hvad han havde set var det de færreste der prøvede at modsige en betjent specielt når han stod med et våben som kunne gøre meget ondt på tæt afstand.

Da hun lagde sig ned kiggede han over på Wilith som var kommet meget tæt på og nu stod og snakkede. Han kunne se på hende at hun var høj på noget, hun var i hvert fald langt væk, pupillerne udgjorde det så hendes trussel faktor var faldet gevaldigt specielt med den mænge af sår der på hendes krop og efter hun havde lavet sådan en magi så var det nok ikke det største hun kunne udgøre var at begynde på vold uden at tænke over konsekvenserne eller blodrus, og det sidste ville han helst undgå. Det var dog heldigvis lang tid siden han havde kæmpet mod en vampyr i blodrus og af hvad han kunne gå ud fra var Wilith en ung vampyr hun lavede i hvert fald en håndfuld fejl men nu vidste han ikke så meget om vampyrer kun at de var dem som lavede færrest forbrydelser som man lagde mærke til både fordi de var besværlige at ordne og de tænkte sig ofte om, hvor jægere trak våben de dummeste steder.

Da Wilith prikkede til hans skilt og spurgte om hvorfor han flamme ikke brandte kiggede han kort overrasket på hende før han kiggede tilbage til Eve og trak på skuldrene "Vidste ikke engang at jeg brændte sagde han halv mildt men var langt fra glad for at lade hende lalle rundt men han kunne kun gøre en ting adgangen. Da hun pegede anklagende på Eve og sagde at hun ikke var venlig fordi at hun ikke havde ladet hende se muren rystede han uforstående på hovedet "Hvad har du dog gjort ved hende" Spurgte han vampyren mens han overvejede sit næste træk imod Wilith som var begyndt at bevæge sig væk igen men langsomt han holdt dog øje med hende ud af øgenkrogen.

Imens han trak håndjernene frem og begyndte at klikke den ene rundt om Eve's håndled og påvej mod det næste mens han holdt fast i hans våben men dog ikke i tilstand til at kunne skyde mens han oplæste mirande reglerne "You are under arrest for Illigal weapon possesion, using the weapon in public, and attempted murder, do you understand? You have the right to retain and instruct counsel without delay. We will provide you with a toll-free telephone lawyer referral service, if you do not have your own lawyer. Anything you say can be used in court as evidence. Do you understand?" spurgte han og havde igen fået en autoritær tone på. Han havde endnu ikke fået det andet del af håndjernet fast på hende men han udtænkte stadig hans næste skridt om at få fat i Wilith ved at slå hende ned eller lignende.

Den våde plamage bredte sig på Eves mave, og hun synes at blive mere og mere irriteret, som sekunderne tikkede afsted, og hendes tøj blev mere og mere ødelagt af fugten. Vreden flammede dybere i hendes øjne, og blev tydeligere for hvert skridt der blev taget af de omkringstående væsner.

Hendes blik klistrede til betjenten, der tydeligt var overnaturlig, eller vidste overnaturlige fandtes. Hendes dybrøde overlæbe krængede en smule op, i en ubevidst handling, der synes at gøre hendes eller så yndige ansigt, helt forkert. Et vredt pust fór ud af hendes let adskilte læber, men det mindede mest om et vredt støn.

"For fucks sake! That's what happens when you drink my goddamn blood, fanger. Stop chasing something who doesn't exist, and lay down on the fucking ground, like someone just told you!"

Disse hvæsende ord var tydeligt henvendt til den sindsforvirrede vampyr, der lallede rundt i sin egen verden, som en lille pige i drømmeverdenen. Og Eves blik tydede på, at hun ikke ville have noget imod at bringe vampyren ind i drømmeverdenen, for evigt. Pistolen, der lå langt ude af rækkevidde for hende, men fik alligevel et par længselsfulde blikke.

"I understand perfectly, dude, but you probably should think about what might have happened if I weren't that lucky, that I had found a pistol. The damn vampire would have drunk myself or another unfortunate civil dry, if I had not stopped it. Can't you see that it already is high in my blood? It makes her extra dangerous!"

Ordene der kom ud af elverens mund var, på trods den hårde tone, tydeligt logiske. Som vampyren lallede rundt nu, var hun ikke blot farlig for civile, der måske stod i vejen for den mur hun fablede om, men hun ville også have afsløret sig selv for de uvidende mennesker, og dermed have brudt en af de største, overnaturlige love.

Og det ville have været svært at tæmme de efterfølgende nyheder der ville spredes, hvis en stor folkemængde havde set en tilsynladende ung kvinde løbe med en fart øjet ikke kunne følge, og måske endda bryde nogle solide mure, fordi hun jagtede noget tilfældigt. Dette blev ikke sagt direkte i Eves ord, men hentydningen kunne ikke have været mindre skjult.

"I did not try to murder the fanger, I tried to stop her, from being that stupid and not-hided. Oh, and by the way; What are you going to tell the police about the bites in my throat? That i fell? Stupid excuse. And what about her scars, who disappears very fast ... When they're gone? What are you going to tell them?"

Endnu engang kunne logikken i hendes ord sætte tanker i gang, på mange sind. Vampyren var tydeligt høj på noget, og tydeligt ikke i stand til at skjule sig fra menneskene, hvis hun kom tilbage til en politistation - Og hvis de testede hende, så fandt de sandsynligvis noget i hendes blod, der var helt forkert.

Og biddene - Både dét et par dage gamle på hendes håndryg, der dog var skjult af en handske og nu var blevet til et ar, og det endnu væskende der prydede hendes slanke hals - ville ligeledes ikke kunne forklares. Eve havde også en voldsom blodmangel der ikke ville kunne forklares uden diverse, voldsomme ar der kunne have sluppet så meget blod ud.

Da betjenten nåede over til Eve der lå på jorden var Wilith allerede to tredjedele af vejen over til en brandtrappe som hun tydeligvis havde planer om at benytte sig af. Hendes store øjne så bare uforstående bagud da elveren påstod at muren ikke fandtes! Men hun kunne jo se den! den var lige der oppe, over husende, ikke ret langt væk og den skinnede i alle verdens farver! Hvorfor kunne hun ikke se den!?
"But it is right there infront of you!? How can you not see it!? Maybe green things just can't see it.."
Hun pegede vildt op imod bygningens tag, mens hun tilføjede det sidste eftertænksomt for sig selv.

Det var ikke til at være sikker på om hun overhovedet hørte hvad betjenten svarede kun en svag skygge af tanker viste sig i hendes øjne, nøjagtigt samtidigt som en rød skygge lagde sig over hendes øjne, inden hun faldt tilbage til det som man vist kunne kalde en skæv vampyr. Som blodet løb ud af hende blev hun langsomt mere nærværende, men også meget, meget mere sulten!

Med et lidt for fast greb om brandtrappen trak hun sig hurtigt op imod bygningens tag, jo højere op hun kom, jo tydeligere kunne hun se muren som overgik de kolde farver omkring hende mange hundrede gange. Når hun så direkte på den måtte hun næsten dække øjnene for at det ikke blev for skarpt. Den blå og grønne flamme var glemt, skudhullerne var glemt og hendes blodtørst ligeså. Muren var i det øjeblik alt der eksisterede og hun kunne ikke se væk selvom hendes øjne sveg..

Han lukkede den sidste del af håndjernene om hendes andet håndled og klappede hende på ryggen, "Jeg bliver nød til at gøre hvad jeg kan... Og dig kan jeg gøre nået ved... Men hende du skød... Kan jeg ikke... Ville ønske jeg kunne men det er jægerne som kan finde ud af det... og hendes egne slags til at kontrollere hende det eneste jeg kan gøre er at stoppe hende..." Han havde en halvt undskyldende tone da han ville ønske at han kunne men han viste at der var ingen afdeling til at tage sig af vampyrer og smide hende i normalt fængsel ville skabe for mange spørgsmål specielt vis hun pludseligt gik op i flammer eller teste af hendes blod som ikke matchede hende og sikkert var helt forkert. "Biddene? Ja den bliver jeg nok til at tænke over... Og tilfældigvis fundet en pistol? hopper jeg ikke på Men vis der er sådan er det kun det slemmere for dig. Desuden... er det Betjent ikke Dude" Den sidste del sagde han med en hånlig tone.

Han gjorde sit bedste for at løfte op i Eve så hun kunne sidde i stedet for at ligge på jorden også selvom det nok ikke gjorde en stor forskel længere. "Nu bliver du her vis du prøver at flygte så bliver det ekstremt slemt for dig selv forstået?" Han snakkede nu igen med hans beordrende tone. Spørgsmålet var mest af alt retorisk fordi kort efter han havde sagt det slyngede han remmen fra hans gevær over skulderen, tog han et sæt handsker på samlede pistolen op og stagen før han skyndte sig hen til sin bil for at putte dem i en bevis kasse i bagage rummet smækkede det i. Heldigvis var bilen og Eve ikke så langt fra hinanden. Han trykkede på Walkie-talkien på hans skulder "B22 har fanget en mistænkt... og..." han tøvede kort da han skulle til at sige at han var på vej efter en anden før han huskede at det kunne han ikke "Samler bevis materiel, Skifter" så skyndte sig efter Wilith som på nuværende tidspunkt var et stykke oppe af en nærliggende brandtrappe.

Han skyndte sig op af trappen mens han slyngede geværet af skulderen heldigvis var hendes omtågede og skadede gang noget der gjorde hende langsom eller i hvert fald langsommere en ham. Han kom op kort efter at Wilith var noget til taget han tog en dyb indånding og selvom han helst ikke ville det slog han kolben hårdt i nakken på Wilith i håbet om at det ville stoppe hende.

Eves dybrøde overlæbe dirrede let, som kunne hun ikke bestemme sig om den skulle glide opad i et smil, eller nedad i en irriteret grimasse. Resultatet blev en speciel blanding, der kunne minde om smigrende hån. Hendes øjenbryn hævedes en smule, da han lukkede det andet håndjern om hendes hænder, så hun ikke kunne bryde fri.

"You would wish she was dead? It's the most ridiculous thing I've ever heard. It is so obvious that either have something together, or that you fuck. Makes no difference to me but if I can't lie, you can't neither."

Hun gjorde et lille kast med hovedet, så alt hendes hår flød over på den anden side af hendes slanke hals og ansigt, så hendes syn ikke længere var ligeså skærmet fra manden, der kort derefter besvarede hendes ord. Brat gled et lettere muntert smil ind på hendes ansigt, selvom det dog stadig havde denne smigrende, hånlige undertone.

"Okay, cop. Did I ever said that I had found it by an accident? No."

Det korte smil flakkede over hendes ansigt, men kom hastigt tilbage, da han sagde at hun skulle blive liggende. Hendes øjne spærredes en smule op i uskyldighed, og hendes ansigt syntes at ændre sig, til en smuk og yndig, og langt mere feminin lille pige.

"Move? Me? No, you got to be kidding me! I'm too sweet!"

Da han derefter løb omkring om samlede forskellige ting rundt, fulgte hendes blik ham blot, med et træt strejf i de kolde øjne. Først da han listede op bag vampren med geværet i hånden, syntes hun at vågne op og følge ham interesseret. Et kæmpe smil blussede op på hendes læber, da han slog hende i nakken med kolben.

"Oh my fucking god ... That was so great!"