Well... This is starting to look like a normal day? (Colt)

Dato: 31. marts 2012
Tid: 04:00
Sted: Hospitalet.
Vejr: Stille og roligt

Han lagde på båren som han blev kørt ind på operationsstuen på, fordi han havde nogel knogle fragmenter det skulle sættes ordentligt da det store og ret så tunge bord havde ødelagt benet mere end bare at flække det en enkelt gang. Det skulle også være sikre på at han ikke havde fået punkteret en lunge eller lignende, grundet et brækket ribben...

De fik ham åbnet op i benet og fik tingene ordnet så det ville vokse sammen som de skulle, og kunne konstatere at der ikke var nogen brækkede ribben og at der kun var 3 trykkede ribben i den ene side hvor han var blevet ramt af bordet... Han fik lagt gibs på og armen blev lagt i slynge, og han blev kørt ned på en stue...

En af sygeplejerskene kom gående ind i vente salen, for at spørge efter Colt... Da det var det eneste Segovax havde fået sagt noget om mens han var vågen... Hun stod og kiggede rundt i lokalet før hun spurgte stille og roligt...

"Er der en Colt tilstede, så vær venlig at følge med mig..."

Hun ville så føre Colt stille og roligt ned på stuen hvor Segovax lagde og var så småt ved at vågne helt da han bare havde fået kraftig lokalbedøvende i benet så de kunne udføre operationen i det...

Colt havde haft en anstrengende dag, der var lagt ud med en tur til lægen og dernæst arbejde, hvor hun næsten havde været for rundt på gulvet til at kunne foretage sig noget, og hun ahvde ikke fået meget fra hånden. Hjemme igen var hun gået amok i rengøringsvanvid og havde tordnet hele lejligheden rundt, til den var klinisk. De seneste timer havde hun bare gået rundt og trippet utålmodigt, ventende angst på, Segovax skulle komme hjem. Da han ikke var dukket op, var hun først bare blevet irriteret, indtil en stærk fornemmelse havde grebet hende. I sidste ende var hun endt med en yderst smertefuld hovedpine og havde lagt sig på sofaen og bare stirret op i loftet, indtil hun var blevet ringet op og kaldt på sygehuset. En kvalm fornemmelse havde grebet hende, og det havde svimlet for hende i så høj grad, hun faktisk havde kastet op, og hun havde taget en del lyskryds for rødt i sin hast for at komme af sted.

I venteværelset havde hun siddet foroverbøjet med fingrene begravet i håret, som hun trak let i, og hun kæmpede for at tøjle sin panik.

Da sygeplejersken spurgte efter hende, fløj hun op, halvt ængstelig, og stirrede på hende et øjeblik, før hun hastede efter hende.

Inde på stuen hastede hun forbi sygeplejersken efter at have gispet ved synet af Segovax i sengen, og hendes øjne fyldtes med tårer, før hun nåede sengen, hvor hun hastigt lod blikket glide over ham, før hun greb hans frie hånd i begge sine og bare så på ham, mens en tåre løb over hendes kind. Hvad pokker var der sket med ham? Hvad havde han lavet? Hun sank en klump ude af stand til at gøre andet end bare stirre på ham.

Han mærkede hendes hænder gribe fast om hans egen fri hånd, og han fik sig vendt forsigtigt om mod hende, mens han bare så på hende... Han smilede let, men dog akavet da han jo godt vidste hvad han havde lavet, og han som sådan havde været hende utro, og det hadede han sig selv ret meget for...

Han åbnede først munden for at sige noget, men der kom ikke rigtigt noget ud af munden på ham, og han valgt istedet at trække vejret dybt et par gange hvilket resulterede i at han skar en grimasse da det gjorde lidt ondt grundet de trykkede ribben...

"Jeg er glad for at se dig smukke..."

Han satte igen smilet op, og forberedte sig på den lavine af spørgsmål hun nok helt sikkert havde til ham... Det gik ham ret meget på at det var sket, og det kunne nok godt ses på det akavede smil han havde, og hvordan hans øjne ikke turde at møde hendes... han flyttede dem hele tiden væk fra hendes blik, og så tilbage igen og væk igen... Han kunne ikke se hende i øjnene...

"jeg er ked af det..."

Han kunne jo lige så godt kaste sig ud i det med det samme... Så hun kunne forlade ham hurtigst muligt når han fortalte hvilken idiot han havde været overfor hende...

Hun tolkede hans misforståede smil som om grunden var, hun skulle finde ham i en hospitalsseng. Hun vidste jo intet af det, der var sket ham, eller om de tanker, han havde gjort sig, og dét hun faktisk vidste var, hvor meget han hadede hospitaler. Segovax havde aldrig brudt sig om at se svag ud, det var hun godt klar over, og lige nu måtte hun indrømme, de fleste nok ville se ham som sådan. Men hun vidste bedre, og alt, hun så var hvor godt, han bar smerterne, som han uden tvivl måtte have.

Første tegn, han afgav på smerte, var ved de dybe vejrtrækninger, og det trak i hendes mave at se ham sådan, hvilket fik hende til svagt at stramme grebet om hans hånd, mens hun søgte hans blik.

"Jeg er også glad for at se dig," svarede hun ham en smule hæst og smilede blegt et kort øjeblik. Det undrede hende, han ikke kunne møde hendes blik, men igen tillagde hun det hospitalet og hans tilstand mere end noget andet, og hun længtes efter bare at få ham ud derfra og hjem, hvor han ville føle sig bedre tilpas.

Hans undskyldning kom bag på hende, men fik bare endnu et lille smil frem sammen med et kærligt udtryk i hendes øjne, og hun flyttede en hånd op og lagde fingrene mod hans læber, mens hun tyssede på ham.

"Rolig, Segovax," hviskede hun kærligt og forsøgte at få styr på den række af spørgsmål, der naturligt væltede op i hende. Hun måtte tage det vigtigste først; måtte ikke trætte ham med en bølge af spørgsmål som hun ellers altid gjorde det. Lige nu var hun også alt for udmattet og bekymret selv til faktisk at komme med så mange af dem, som der normalvis dukkede op, da en del af hendes tanker stadig kørte rundt ved hændelserne i hendes egen dag. Hvor meget hun end forsøgte, kunne hun ikke skubbe det ud af hovedet, selv ikke nu. "Har du meget ondt?" spurgte hun og strøg ham over kinden og ned langs hagen.

Han kunne vel lige så godt bare møde hende blik, og tage tyren ved hornene og se den væmmelse han regnede med der helt sikkert ville dukke op i hans øjne når han fortalte om hvad pokker der var sket, og hvorfor han lagde der, som han gjorde...

Han havde besluttet sig for at han ville fortælle det hele inden hun begyndte at stille spørgsmål, men han ville ikke bare springe frem og råbe 'jeg har været dig utro' da det nok alligevel ville være lidt for underligt når det kom til stykket...

Ved hendes ord om at hun var glad for at se ham, fik han en kraftig lyst til at kysse hende men kunne alligevel ikke få sig selv til det, da han havde været et dumt dumt svin over for hende... Han hadede sig selv dybt for det...

*Hvad gør vi gamle dreng hvordan fortæller vi det?*

Han vidste ikke helt hvordan han skulle fortælle hende det, men hun gav ham heldigvist en ret god mulighed for at komme ind på emnet, med hendes første spørgsmål. Han var derfor rigtig glad for muligheden...

"Jeg har kun ondt af dig..."

Han kiggede kort ned igen, men vendte blikket tilbage til hendes øjne... Det nyttede jo ikke noget at forsøge at flygte... Han regnede med at hun nu nok ville undre sig over det, og spørge indtil, og så kunne han fortælle hende hvad der var sket...

Hun vedblev at søge hans blik og se kærligt på ham, mens hun strøg fingrene beroligende over hans håndryg. Hun håbede inderligt, hun virkede mere rolig, end hun følte sig, men det var meget svært at sige, især om sig selv.

Flere og flere af hendes tanker kredsede om ham, og hun kunne godt fornemme, han forsøgte at fortælle hende noget. Naturligvis havde hun en ide om, det var omkring det, der var sket, men præcis hvad, det netop var, var hun uvidende om endnu.

Hans ord kom meget bag på hende, og hendes blik flakkede let. Ondt af hende? Jamen...
*Nej, Colt, slap nu af, selvfølgelig ved han ikke noget, hvordan pokker skulle han det? Spørg ham nu i stedet for at male fanden på væggen!* Hun tog en dyb indånding og så blot i hans øjne i mellemtiden. Det var så tydeligt, der var noget, der plagede ham, og hun satte sig forsigtigt på sengekanten og greb om hans ansigt meget forsigtigt, før hun strøg ham over begge kinder.

"Hvad mener du?" spurgte hun, da hun ahvde brugt et øjeblik på at tygge over hvordan, hun skulle spørge ind til det. Det her virkede som den nemmeste måde. Nye spørgsmål hobede sig op hos hende i alarmerende fart, og hun måtte bide sig selv hårdt i tungen for ikke at fremkomme med en angrebsbølge af spørgsmål. Det var det sidste, han havde brug for lige nu, når han var så bekymret over et eller andet. Et enkelt spørgsmål mere slap dog fra hende, før hun igen fik klemt tungen fast mellem tænderne: "Hvad er der sket?"

Han havde ikke lige forventet at mærke hendes hænder mod hans kinder, og han sitrede lidt over det, fordi selvom det ikke var så længe han havde været væk, havde det bare føltes som evigheder de ikke havde været sammen, og han havde savnet hendes berøringer så meget, men han begyndte at tænke lidt over det...

*Ja det er nok sidste gang du mærker dem gamle dreng...*

Han mærkede tydeligt den bange anelse, og hvordan tårene pressede sig på... Han kiggede på hende, men holdt stadig tårene tilbage... Han var nu i tvivl om om han bare skulle sige til hende at han havde været utro, eller bare fortælle hvad der var sket...

*bare fortæl det, så kan hun vel selv regne ud hvilken idiot du har været...*

"Hør godt efter...
Jeg var på vej hjem fra arbejde da jeg render ind i denne dæmon ved navn Cherlyn...
Inden jeg mødte dig havde jeg en hed affære med hende...
Jeg kunne mærke begæret stadig var tilstede og kom derfor til at give hende forhåbninger om mere...
Vi gik ind på en kro for at snakke hvor hun gav mig noget af hendes blod i en drink, hvilket resulterede vi gik op på et værelse for at hygge os..."

Han kunne ikke holde tårene tilbage længere, men han var nød til at fortsætte fortællingen om hvad der var sket... Han skulle bare ud med det hurtigst muligt...

"Vi begyndte at hygge os, og røre ved hinanden, og jeg bed hende så i halsen og fik mere af hendes blod...
Hun bed mig så i hoften og fik derfor lidt af mit blod, hvilket dæmoner ikke har godt af... Så hun fik det rigtigt skidt, og begyndte at brække sig, og hun faldt så i søvn og sov i en 3 timer...
I løbet af de tre timer var jeg blevet revet ud af rusen fra hendes blod... Så jeg havde taget mit tøj på og var på vej ud af døren...
Hun stoppede mig, og jeg afviste hende, da det jo er dig jeg elsker og det er dig jeg vil dele mit liv med...
Hun blev vred og jeg stak af...
Hun kastede så et bord efter mig, og så er jeg så endt her...
"

Han så hende bare direkte i øjnene og søgte efter den væmmelse der måtte være tilstede over hvilken tåbelig idiot han var, og slet ikke var hendes tid værd...

"Undskyld... Og jeg forstår godt hvis du bare gerne vil gå nu... Han så så ned i sengen...

Hun tog hans sitren som en god ting og smilede svagt. Hun havde selv savnet ham så frygteligt, også selvom hun havde forsøgt at holde sig optaget og hendes tanker virkelig havde kredset om alt muligt andet. Men som det skete så ofte, havde han været i hendes tanker det meste af dagen.

Hun fastholdt hans blik og forsøgte at berolige ham med øjnene, men det var som om det ikke rigtigt hjalp på noget, og hun var virkelig bekymret, da han begyndte sin fortælling. Hun stivnede, da hun hørte Cherlyns navn, og en million tanker for gennem hendes hoved. Hun huskede hende alt for godt. Dagen efter, hun selv havde mødt hende, havde han godt nok nævnt for hende, de havde haft noget kørende, før han mødte Colt, og tonsvis af bange anelser drænede den sidste farve fra hendes ansigt.
Da han nævnte, han stadig begærede hende, stak det hende hårdt, men på den anden side var det vel forståeligt, var det ikke? Cherlyn var en flot pige, og hun vidste at bruge det, det var Colt ikke i tvivl om. Måden han fik sagt det på, beroligede hende dog en smule. Han havde altså ikke til hensigt at lade det blive til mere? Det var en stor lettelse, men på den anden side heller ikke mere end hun havde forventet af ham. Selvfølgelig ville han ikke ønske at gøre mere... Dog følte hun en del af sig gå i stykker ved hans næste ord, og hun lukkede hårdt øjnene i for at lukke billederne, der sprang frem mod hendes vilje. Den korte pause, han gav hende her, gav hende en mulighed for at gennemgå sætningen igen og igen, og hun hæftede sig desperat ved ordet blod. Dæmonblod. Hvad var det nu, Savoy havde forklaret hende om det? Et lille håb spirrede frem inden i hende, og hun slog øjnene op kun for at se hans tårer, der gjorde forbløffende ondt på hende, og dog var de på samme tid en lettelse; det var ikke noget, han havde gjort med sin gode vilje, det kunne det ikke være! Hun huskede tydeligt hvor meget ved siden af sig selv hun selv havde været, hvor meget hendes vrede var eskaleret. Det måtte da være det samme her ... måtte det ikke?
Han fortsatte, og hun lyttede tavst videre. Tanken om Cherlyn liggende i sit eget bræk var skræmmende velkommen, men hun bemærkede det ikke over for ham, lyttede bare til resten og kæmpede for at få det hele til at give mening - og give den mening, hun selv ønskede, det skulle give. Hun var dog meget splittet og temmelig meget i chok, hvilket nok var tydeligt at se.

Selv da han afsluttede, var der ikke noget tegn på væmmelse at se i hendes blik, kun chok og forvirring, mens hun forsøgte at få styr på sine tanker. På den ene side havde hun lyst til at slå ham så hårdt, hun overhovedet kunne, på den anden havde hun lyst til at kysse ham og berolige ham ... og på den tredje havde hun bare lyst til at krølle sig sammen i et hjørne og sætte sig til at tude over det hele.

En lille rynke mellem hendes bryn kom kort til stede, før den forsvandt igen, og hendes hjerne arbejdede virkelig på højtryk for at finde frem til hvordan, hun skulle reagere. Hun sank en klump og bare så på ham, virkelig i tvivl om hvad, hun burde tænke. Men det var jo så tydeligt, han var ked af det, der var skete, og der havde været det blod indblandet. Han var forsøgt at flygte fra hende, han havde ikke ønsket at gøre det ... havde han? Hun kunne tydeligt læse det svar i hans reaktion og i tårerne på hans kinder, og hendes blik blev mere beslutsomt, mens forvirringen forsvandt fuldstændigt. Med alt det, hun selv havde at fortælle ham lige nu, så var der ikke meget andet for hende at gøre end... Med et suk lagde hun armene om hans hals og panden mod hans, mens hun forsøgte at fange hans blik.

"Hvordan kunne jeg gå, når du ser sådan her ud, Segovax? Du har lige brækket et ben og en arm fordi du valgte ikke at gennemføre det, på trods af du rent faktisk begærer hende ... For mig er det bevis nok på dine intentioner!" Hun tippede sit hoved let og fangede hans mund i et kærligt kys, før hun igen lagde panden mod hans. "Desuden ville det være en rimelig dårlig start på det hele," mumlede hun videre og rynkede brynene let, da hun kom i tanker om, hun jo slet ikke havde fortalt ham det, hun havde at sige. Hun løftede hovedet lidt op og lagde det let på skrå, så de røde krøller gled ned fra hendes skulder, og hun sank en klump.

"Jeg har også noget at fortælle dig ... Det er også foruroligende, selvom det ikke just er i.. samme boldgade som det du har fortalt mig ... Jeg... Jo altså, jeg har haft det lidt underligt på det sidste, og efter et besøg i supermarkedet den anden dag, besluttede jeg at få en tid ved lægen ... Jeg har ikke villet sige noget om det til dig for ikke at gøre dig urolig, men nu er jeg altså sikker i min sag ..." Hun holdt en lille pause og sukkede, før hun så usikkert på ham. Hun havde virkelig ikke den fjerneste ide om hvordan, han ville reagere, men som han havde været nødt til at spytte ud før, var hun det nu. Hun bed sig let i læben, og besluttede sig så for bare at få det sagt. "Segovax, jeg er gravid." Hun snak en klump og så bekymret på ham uden at ane hvad, hun kunne forvente. Selv ville hun ikke forholde sig til det, før hun kendte hans følelser på området. Men et eller andet sted inden i ønskede hun virkelig at beholde barnet, selvom hun ikke ville høre på stemmen endnu, hvis han nu var imod det. Hun vidste virkelig ikke hvad, hun skulle forvente.

Han lagde bare og kiggede på hende, som hun var i chok, og han løftede langsomt den arm der ikke var såret og lod den køre forsigtigt over hendes kind for at berolige hende også... Det havde hun vist mere brug for end han havde... Han var lidt overrasket over at hun ikke havde væmmelse i øjnene, det havde han jo forventet...

Hendes ord overraskede ham også virkelig meget, hun var ikke sur på ham? Hvad pokker var der dog galt med hende, og han skulle lige til at spørge hende direkte om hvad der var galt med hende siden hun ikke hadede ham for det, men nåede det ikke før hun fangede hans læber i kærligt kys som han gengældte...

Det med at det var en dårlig start på det hele, forstod han sgu ikke helt rigtigt, det var da noget underligt noget hun sagde til ham, og det kørte rundt i hans hovede, og han overvejede lidt hvordan han skulle spørge ind til det, men det blev så ikke nødvendigt...

"ja..."

han sagde det bar roligt til hende omkring at hun havde noget at sige til ham også, og det hun fortalte var slet ikke det han havde forventet at høre fra hende... Men ved ordene svang han armene om halsen på hende, og fangede hendes læber i et kys... Et barn? Det var en del af ham at skulle have et og det gjorde ham glad, specielt fordi det var med hende og han elskede hende jo mere end han kunne forklare... Han kiggede på hende, og fik så ordene over læberne, med noget der lignede julelys i øjnene...

"Mener du det? Er du virkelig gravid?"

Der gik smerten så igennem hans arm, og hans ribben, og han fortrak ansigtet i en kraftig grimasse og faldt tilbage med hovede på puden, med et smertefuldt støn, og han lagde bare og trak vejret tungt...

Det beroligede hende lidt, at han strøg hende over kinden, og hun fandt lidt trøst i det.

At han var overrasket over hendes reaktion, var hun godt klar over; det var bestemt ikke svært ud fra hans ageren og ord lige før. Han havde ikke regnet med at blive tilgivet, men hvordan kunne hun andet, når hun så tydeligt havde kunnet se på ham, hvordan han havde haft det med det? Havde han holdt det skjult for hende, havde han sagt det anderledes, havde han ageret anderledes, så havde hun nok ikke taget det helt så pænt. Men det var jo så tydeligt, han angrede, og det havde ikke været hans intention, det var jo Cherlyns værk. Lige nu var der ikke så mange tanker om dæmonen i Colts hoved, men det skulle nok komme hen ad vejen og endende i et så brændende had, at skulle Colt nogensinde komme i nærheden af hende igen, ville hun nok forsøge at slå hende ihjel, hvor håbløse odds der så end var imod hende.

Det var virkelig en lettelse at have ham gengældende kysset, og det fik hende til at slappe lidt mere af.

Hun blev ekstremt overrasket, da han slog armene om hende på den måde, også den brækkede, og han fik druknet hendes gispen med sine læber. Hun var dog hurtig til at gengælde, mens lettelsen skyllede ind over hende, og hun trykkede sig forsigtigt ind til ham, påpasselig med ikke at volde ham flere smerter end hvad han selv klarede ved at flytte rundt med armen. Da han så på hende igen, mistede hun helt pusten over udtrykket i hans øjne, og en lettelse og glæde uden lige strømmede ... Nu turde hun have sine egne tanker og følelser omkring det på tæt hold, og hun var i grunden lige så glad som ham - hvis det overhovedet var muligt. Hun fik helt tårer i øjnene, mens et lettet smil strakte sig over hendes læber.

Ved hans ord, lo hun let, tørrede kinderne med håndryggen og nikkede, kun for at fjerne smilet til fordel for bekymring, da han virkelig gik hen og fik voldt skade på sig selv, og hun forsøgte at hjælpe ham tilbage i puderne så forsigtigt, som det var muligt.
"Ja, købte to tester i supermarkedet uden at vide, der var to i hver pakning ... endte med at bruge dem alle sammen, da jeg ikke kunne tro det ... Og lægen bekræftede det i dag. Det er helt sikkert!" sagde hun og forsøgte at være rolig, selvom hendes hjerte hamrede løs.

"Jeg er mellem en og to måneder henne nu her. Måske burde jeg have opdaget det før, men jeg har ikke lige prøvet det før, så jeg genkendte ikke de symptomer, jeg havde, og jeg tæntke faktisk ikke i den retning, før jeg blev gjort opmærksom på det." Hun skar en lille grimasse, men smilede så og strøg ham over kinden.

"Er du okay?" spurgte hun bekymret og nikkede mod hans arm, før hun lod blikket glide videre, udersøgende ham nøjere for skader. Hun var splittet mellem glæde og bekymring lige nu, og det hele var ærligt talt temmeligt forvirrende. Det eneste, der var helt sikkert for hende lige nu var, han elskede hende, og det var faktisk alt, hun havde behov for at vide.

Han lagde bare og smilede selvom han havde virkelig ondt i armen og den ene side... Så hans smile var lidt forvredet i smerte, men hans øjne var ikke til at tage fejl af, da de var med julelys i øjnene, og de smilede stort, mens han bare søgte hendes... Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, men han ville så gerne sige et eller andet, men han vidste bare ikke hvad...

"jeg... Jamen... Det... fantastisk..."

Hans stemme var glad, og han havde meget svært ved at tale ordentligt både fordi han var i chok over den glæde det var at vide at han havde det mest magiske man kunne have med et andet menneske, og så også på grund af den smerte der lagde i den ene side af hans tåbelige brystkasse...

"Ja jeg er okay... Gjorde lidt ondt... Men klarer den..."

Han smilede bare til hende, nu med et lidt mere glad og oprigtigt smil, som ikke var til at tage fejl af.

Det eneste han havde af problemer var at han havde fået lyst til hende, fordi han havde savnet hende sådan... Det gik ham på at han ikke kunne slå den lyst ud af hovedet... Og han var bange for at det kunne ses på ham, selvom han gjorde alt for at skjule det...

Han flyttede sit blik væk fra hende, og kiggede lidt rundt for at finde et eller andet at tale om istedet... Han ville så gerne bare høre hendes stemme...

"ja... Jeg slipper nok ikke ud så nemt den her gang..."

((Gah sorry ventetiden, explorer valgte at æde mit sidste svar to sætninger før det blev færdigt))

Hvor var det godt at se ham smile lidt, især oven på hans tårevædede tilståelse. Colt var glad for, det var gledet i baggrunden, for hun kendte ham godt nok til at vide i hvor stor grad, han ville bebrejde sig selv for det, der var sket. Havde hun ønsket nogen form for hævn over ham, havde det været nok bare at lade være med at forsøge at hjælpe ham af med den igen. Men nu var det langt fra det, hun havde tænkt sig der skulle ske, og hun skulle nok få ham beroliget! Det var derfor en stor lettelse, han allerede tænkte på noget andet, om end det nok kun var midlertidigt. Og udtrykket i hans øjne var nu heller ikke værst. Et bredt, kærligt smil spillede om hendes læber, mens han forsøgte at finde noget at sige, og hun strøg ham over kinden.

En varm latter slap fra hende ved hans hakkende ord, og hun var så glad, hun knap vidste hvad, hun skulle gøre ad sig selv. Alle hendes bekymringer havde været overflødige; han havde overgået alle hendes forventninger angående sin reaktion, og hun var bare så lettet, hun ikke vidste hvad, hun skulle gøre. Tanken om, hun bar en del af Segovax inden i sig; at de sammen havde skabt et liv... Det var ganske fantastisk, og faktisk også foruroligende, det kunne lade sig gøre.
Hun måtte lige gribe holdt i sig selv og huske på, han havde ondt også, og smilet blev en smule mindre, selvom det ikke forsvandt helt. Bekymringen vandt dog frempas, især da han talte.

For Segovax at erkende, han havde lidt ondt, måtte smerterne være stærke nok til at ville have slået hende ud. Det var meget bekymrende i grunden, og hun kærtegnede hans kind og kæbe let uden at vide hvad ellers, hun kunne gøre for ham. Hendes egen hovedpine fra tidligere, der stadig var der, var flammet op ved hans pludselige omfavnelse før, men hun tog sig slet ikke af den og tillagde den ingen betydning. Det var ikke hende, det drejede sig om lige nu, og hun ville virkelig ikke have ham til at bekymre sig om dét også lige nu.

"Selvfølgelig gør du det," sagde hun blidt og så varmt på ham, "Jeg ved hvor stærk, du er, min egen ... Men er der noget, jeg kan gøre for dig? Noget der kan gøre det bedre?" Hun lod læberne strejfe hans kind og mundvig, før hun opmærksomt så på ham.

Så godt som Colt efterhånden kendte ham, genkendte hun godt udtrykket i hans ansigt, og som altid vækkede hans lyst til hende lignende følelser og tanker hos hende. Men lige nu var ikke det bedste tidspunkt, og det bedste, hun lige kunne gøre for at være tæt på ham, var forsigtigt at lægge sig ind til ham, mens hun forsøgte at finde et sted på hans skulder, hvor han ikke var såret, hvor hun kunne lægge sin hånd.

"Et par dage, så får du nok lov at komme hjem, selvom du nok må affinde dig med en kørestol, da det bliver lidt svært for dig med krykker lige nu ... Hvordan vi så får dig balanceret op i lejligheden, må vi se på til den tid ... Om ikke andet, så bærer jeg dig derop!" Hun smilede skævt, for hun vidste lige så godt som han, hun ikke ville kunne bære ham, og slet ikke op ad trappen til tredje sal. Derudover var det måske ikke det klogeste at anstrenge sig sådan i hendes nuværende omstændigheder, men det tænkte hun slet ikke over. Det der med at være gravid ville lige kræve lidt tilvænning.

”Jeg har for resten fået ryddet op og gjort rent og.. smidt lidt ud … Det gik op for mig, da jeg snakkede med lægen tidligere, jeg nok må lægge mine vaner en smule om, så… Ja, jeg har kørt mit sidste løb; tøjet, støvlerne… det er smidt ud; der er ingen vej tilbage … Og at trække mig tilbage ubesejret er vel heller ikke at kimse ad?” Hun smilede trist og sukkede let. Det havde ikke været en nem beslutning, for det var en del af hendes tilværelse, hun virkelig holdt af. Men hun var blevet overbevist om, det var for ansvarsløst af hende, nu det ikke kun var hende selv, det gik ud over, hvis noget gik galt … Hun ville virkelig ikke kunne tilgive sig selv, hvis der skete noget med deres barn. Derfor var det den bedste og eneste løsning at droppe det. Hun ville virkelig savne det. Ikke påklædningen, heller ikke jublen og de hårde kommentarer. Men kørslen, adrenalinen og suget i maven ved at vinde og vide, hun var god til det, hun lavede… det ville hun virkelig mangle. Den kontrol, hun havde over sin bil; den ville hun næppe komme til at mærke igen; den vilde kørsel var fobi nu … og Segovax ville nok være lettet over det. Hun var måske nok temmelig uansvarlig i sin kørsel, det vidste hun også, og hun kunne faktisk godt forstå, der var en del, der var lettere nervøse for hende, når hun kørte. Men det var lige meget nu; hun havde overbevist sig selv, og at smide udstyret væk havde været det endelige stop for hendes skrupler.

Hun havde Segovax, og om mindre end et år ville de have et barn sammen. Det måtte være nok til at fylde hendes hverdag! I alt fald var hun fast besluttet på, de vilde dage af hendes liv var ovre nu; hun måtte til at tænke sig lidt mere om, hvilket nok ikke ville skade, når det kom til stykket.

Han kiggede lidt på hende og tænkte over om det faktisk var noget hun kunne gøre for ham... Han kunne ikke tænke på noget som hun som sådan ikke allerede gjorde, da det eneste han faktisk havde brug for som han lagde der var at hun var der for ham, og viste ham hendes kærlighed hvilket han vidste at hun nok skulle være... Han kiggede forsigtigt på hende, og vidste faktisk slet ikke omd et var muligt for hende at være hos ham de næste par dage, hvilket det jo nok desværre ikke var, det måtte hun nok ikke...

"Det er nok at du er her smukke... jeg har ikke brug for mere end det..."

Han kunne jo ikke lyve helt og sige han ikke havde brug for mere end det, fordi han havde jo en lyst efter hende, og den kunne han ikke benægte, og han ville ikke lyve for hende og virke som om han benægtede den del af sig selv...

"... I hvertfald ikke endnu, men når jeg er frisk er der andre ting jeg kunne tænke på..."

Han smilede lidt skævt til hende, og kunne ikke lade være med at tænke på om det mon var den kraftige smertestillende der gjorde at han var som han var, fordi det var ikke lige frem sådan han plejede at være, eller var han stadig påvirket af blodet...

Han mærkede hvordan hun lagde sig op til ham, og han lagde bare en arm om hende, ofr at holde hende tæt og behageligt ind til sig. Han vidste ikke helt om han skulle udvise den smerte han havde eller om han bare skulle lade det ligge... Han valgte at bide det i sig, så hun ikke skulle være bekymret for ham, og slet ikke hvis det kunne betyde at hun rykkede sig væk fra ham...

Han nikkede bare til hvornår hun regnede med at han kunne komme hjem igen, og hun havde nok ret, det var vel bare til han var blevet frisk igen, og der ikke længere var grund til at holde øje med ham...

"Af hvad har du? Har du droppet gaderæs? jamen det betyder da så meget for dig... Jeg må dog indrømme at jeg er glad for det... Men er det ikke ret voldsomt for dig, du plejer da at elske det..."

Han så på hende, og forsøgte at se lidt trist ud over at hun havde valgt at gøre det, men han kunne ikke da glæden over at hun var hos ham, og glæden over at hun ikke længere bragte sig selv i unødig fare skinnede alt for kraftigt igennem til at han bare kunne lade det skjule...

Hun kunne heller ikke komme på noget, hun kunne gøre, andet end bare at være der for ham, men hun havde spurgt, da han måske kunne, og hun afventede hans svar og bare så på ham imens. De kommende dage ville hun nok ikke kunne være sammen med ham konstant, men hun ville være der så meget, hun nu en gang kunne.

Hun smilede bredere ved hans ord og så kærligt på ham. Det var som hun havde forventet, men man havde jo aldrig kunnet vide - og slet ikke, hvis man ikke spurgte.

Hans fortsættelse fik en svag rødmen frem i hendes kinder, mens hun bare lo let et øjeblik og kyssede ham længselsfuldt.

"Når du er frisk, må vi jo så se om jeg kan leve op til dine tanker," hviskede hun og så ham ind i hans fantastiske øjne med et lettere skælmsk smil. Hun var kun glad for, han ikke forsøgte at benægte det; at vide, han havde lyst til hende, var en dejlig form for bekræftelse, som hun faktisk ville have svært ved at klare sig uden. Han var nok lidt anderledes end normalt, men hun tillagde det de samme grunde som han gjorde og synes egentligt meget godt om det.

Et let og veltilpas suk undslap hende, da han lagde armen om hende, og hun anstrengte sig virkelig for ikke at volde skade på ham. Hvor godt det lykkedes, vidste hun ikke, og han lod hende heller ikke vide det. Hun måtte bare stole på, at gjorde det for ondt på ham, så ville han sige det.

Hvor stor grund der var til at holde øje med ham lige nu, var Cot ikke sikker på, men taget i betragtning, han lige var blevet opereret på, samt at han var, som han nu en gang var - en smule vild - var det nok meget godt, han lige fik lov at ligge og tage den lidt med ro. Det skulle nok blive et hyr at få ham til at give det tid til at hele som det var, så at have ham sengeliggende de første par dage var nok meget godt, så længe han kunne affinde sig med det - hvad hun faktisk tvivlede lidt på. men nu måtte det tages, som det kom.

Hans reaktion på hendes kvitten løbene fik hende til at skære en grimasse. At han var glad for det, var der ikke stor tvivl om, og det havde hun også forventet. Han havde vist aldrig været ret vild med den del af hendes liv, men han havde accepteret det, hvilket hun satte stor pris på. Hun nikkede stille og så op på ham. Hun værdsatte hans forsøg på at se trist ud, selvom det ikke gik synderligt godt. Måske havde han faktisk haft mere imod det end hun havde troet? Hun funderede over det et par sekunder, før hun svarede.
”Ja, jeg har droppet det … Det betød meget for mig – det gør det stadig – det er rigtigt nok, men der er ting, der betyder mere for mig end det! Jeg vil savne det – selvfølgelig – men jeg er nødt til at omlægge mine prioriteter for det her … og det gør jeg også gerne! Jeg vil savne adrenalinen og at føle mig god til det, jeg laver, men det er jo ikke fordi jeg helt dropper bilerne; jeg vil nok bare holde mig til den del, jeg udfører iført overalls.” Hun hentydede naturligvis til at fikse og tune dem. Der skulle nok være en anden kører, der kunne bruge en god mekaniker, og så måtte hun se hvor mange timer, hun ville få til overs til den del. Det var jo ikke fordi hun havde haft så stort overskud til det på det sidste, men han havde da set et par gange, hvor hun var kommet hjem med olie i håret eller ansigtet, hvor det lige var smuttet for hende. Og også i hendes overalls, som hun huskede, han havde haft så svært ved at forestille sig hende i, da de først havde mødtes.

Han smilede bar som svar på at nu måtte de vente og se til han var blevet frisk, og det havde hun jo ret i... Men han kunne ikke forestille sig at hun ikke kunne leve op til hans forventinger... Hun havde da bevist mere end en gang at hun var mere end nok for ham... Det var der jo slet ikke nogen tvivl om, og han var ligeglad med at sige det højt, det var han for påvirket til at tænke på...

"Det ved jeg du kan... Du har da bevist flere gange at du er mere end nok..."

Han smilede igen skævt, og lod så blikket falde ned fordi han var alligevel en smule flov over hvor tydeligt det var at han havde lyst til hende, men han var nød til at holde det i ave indtil videre og det skulle nok gå alt sammen det regnede han ihvertfald med...

Han kiggede på hende, da hun snakkede om hvordan med det hele gadræs oprår... Han kunne godt forstå hun valgte at lade være og han var glad for det, fordi hun ikke var i fare, men han var bare bange for at hun måske endte med at gøre andre ting for at opleve adrenalinen...

"Nu har du ikke tænkt dig at få adrenalinen på andre måder vel søde?"

Han så på hende med alvorlige og meget oprigtige øjne, da han slet ikke ville have at hun gjorde farlige ting, uden overhovedet at tænke på at han nok var den af dem der gjorde det farligeste, med at rende og være dørmand og udsmider på en klub for forskellige væsner som sagtens kunne skade ham... Han gabte så da han var ved at være ret træt...

Hun gengældte hans smil og trak igen fingrene over hans kind i et kærtegn. Selv havde hun flere gange følt sig lidt utilstrækkelig over for ham - mest i starten dog - men hun forsøgte af alle kræfter at følge med. Det betød derfor en hel del for hende, hvad han sagde, og ordene genlød i hendes tanker. Han var virkelig dejlig, og hun forstod slet ikke sit held med at have en som ham ... nej, at have ham!

At han var flov over at have lyst til hende, fandt hun bare ekstremt sødt, og hun smilede bare, da han slog blikket ned. Hendes eget begær til ham voksede, men hun holdt det under kontrol ikke mindst ved hjælp af sin viden om hans smerter. Der var intet i denne verden, der kunne få hende til at ønske at gøre ham ondt, så at forværre smerterne ved at springe på ham var ganske udelukket!

Colt så aldrig sig selv som værende reelt i fare, når hun kørte, selvom det jo i grunden var det, hun var. Hun mente selv at have godt styr på bilen, hvad hun da også utallige gange havde bevist, hun havde, men hendes modsstandere kørte ikke altid lige pænt, og der var altid en chance for et sammenstød eller en udskridning. Og selv efter at have været vidne til et par ulykker, kunne Colt ikke rigtigt tænke på sig selv i den fare, hvilket nok også var en af grundene til, hun kunne holde hovedet koldt i de pressede situationer bag rattet. Det var et af de få tidspunkter hun virkelig kunne tænke sig om.

Hun rystede let på hovedet til hans ord.
"Nej, bare rolig. Jeg fik det skud gennem min kørsel, og jeg vil ikke forsøge at erstatte det, det ville bare være dumt; så kunne jeg lige så godt bare fortsætte jo. Nej, mine vilde dage er ovre; jeg skal nok falde til ro ... Desuden, med alle de gange, jeg går og kører mig selv op i en spids over bekymring for dig, tror jeg, jeg får adrenalin nok." Hun lo drillende og tippede hovedet op for at kysse ham på hagen. Det var nu ellers sandt nok, hun gik og bekymrede sig en del for ham, men hun havde alligevel holdt tonen drillende. Det var jo ikke Segovaxs skyld, han havde lige så stor hang som hun selv til at rode sig ud i ting hele tiden. De lignede hinanden lidt for meget på det punkt!
Ved hans gab blev hun revet ud af sine tanker, og hun løftede hovedet let for at se på ham.

"Er du meget træt? Jeg kan blive her, til du er faldet i søvn og så ellers komme og se til dig i morgen, når jeg får fri?" foreslog hun, dog ikke særlig ivrig, da hun ikke ønskede at gå fra ham. Men han var nok udmattet efter en lang dag, og hun forstod godt, hvis han havde brug for lidt søvn.

Han var så glad for at hun var der og han kunne slet ikke beskrive hvor glad han var for det... Det var simpelthen det bedste der var sket for ham... Hun var det bedste der var sket for ham nogensinde, men ved tankerne om hende, blev han hurtigt ramt af tankerne om Ziga, og det var ikke lige det han havde brug for, og han begyndte bare at stirre lige ud i luften som om han var helt i chok og han reagerede ikke på noget hun sagde eller gjorde overhovedet... Han begyndte at tale langsomt om det der var sket...

"Det gjorde du bare ikke..."

Han begyndte at få tåre i øjnene over at tænke på hvordan hun havde forladt ham ved alteret, og det gjorde ham simpelthen bange for at hun også ville forlade ham, og han kunne bare huske hvordan hendes kjole så ud, den grønne kjole hun havde haft på den dag de skulle have været giftet...

"Du forlod mig bare ikke..."

Hans øjne gik nu fra sårede til mere at være vrede næsten blodtørstige, og han var faktisk vred på hende... Han ville fucking dræbe hende hvis han så hende igen, og det var ikke noget han havde lyst til, men detvar sådan han havde det...

"Jeg dræber dig hvis jeg ser dig igen!"

Hans stemme var hård og blodtørstig... Og til sidst slap hendes navn hans læber...

"Ziga din fucking..."

han fik ikke sagt mere før det druknede i smerte, som han vidste ved at bidde hårdt sammen og tage sig til siden... Tårene havde bare løbet ned af hans kinder...

Hun sad lidt i sine egne tanker et øjeblik og fik derfor ikke fat i hans stemningsskift, før han pludselig talte, og hun rettede sig forvirret op og så undrende på ham uden at forstå ham. Det fjerne, stirrende blik overbeviste hende dog om, det ikke var hende, han talte om eller til, men at han var fortabt godt og grundigt i sine egne tanker og tænkte højt.

Tårerne i hans øjne trak i hendes mave, og hun tyssede blidt på ham og strøg ham beroligende over kinden. Men det hjalp ikke, og han fortsatte med endnu en kort sætning. Forlod ham? Hun ransagede sin hjerne for hvem, der kunne have forladt ham, og hun kunne kun komme i tanker om hans eks, som han meget kort havde nævnt for hende en gang.

Vreden i hans ord forstod hun alt for godt, og hun veg ikke tilbage for dem eller for ham, men blev siddende og forsøgte at berolige ham. Hun ville virkelig gerne kende hans tanker lige nu; det ville give hende en fordel, når hun nu forsøgte at berolige ham. Alt, hun kunne gøre var at tysse blidt og stryge ham over kinden.

Da han truede med at dræbe nogen, hvis han så dem igen, blev hun temmelig kold indeni, og hun forstod i hvor høj grad, det havde såret ham, hvad hun havde gjort imod ham. Hendes blik blev noget trist, men ellers var det hendes eneste reaktion.

Der kom navnet, og hun blev bekræftet i sin mistanke om hans eks. Han havde ikke fortalt hende meget, men når det havde været så hårdt for ham, som det så ud til lige nu, så forstod hun det også godt. Dog foruroligede det hende en hel del, han pludselig var kommet til at tænke på hende.

*Skal vi igennem samtlige af hans tidligere elskere i aften, eller hvad?* Tanken var en smule bitter og frustreret, og hun tjekkede den hurtigt og gemte den bort i dybet, hvor den hørte hjemme. Hun blev hurtigt distraheret af de smerter, han fik påført sig selv, og selvom han måske ikke viste dem så tydeligt, så var hun udmærket klar over, det gjorde ondt på ham. Hvis han blev ved med de tanker, ville han bare forvolde sig selv skade, og det var virkelig ikke noget, hun ønskede. Derfor greb hun om hans ansigt og vendte det mod sig, mens hun fjernede hans tårer med tomlerne og søgte hans blik.

"Segovax, lyt til mig," bad hun, "slap af, tag det roligt. Prøv at falde lidt ned." Hun forsøgte af alle kræfter at få kontakt til ham og bryde de tanker, der så åbenlyst plagede ham. Hun overvejede kort om det måske ville være det bedste for ham at få en læge til at give ham noget beroligende at sove på, så han kunne få hvilet sig lidt; han var alt for overanstrengt, og de mange strabadser fra dagen gjorde ikke just tingene nemmere; hans hoved var på overarbejde. Han ville have godt af at få sovet lidt.

Han sad bare og stirrede nærmest igennem hende da hun vendte hans hovede mod sit eget, og han havde det virkelig svært med det hele, men da han hørte hendes stemme kom han tilbage... Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, og han kom til at viske til hende roligt...

"Vil du ikke gå... Du må ikke se mig så svag her..."

Han så ned og fik sig lagt om på siden med ryggen mod hende, ikke fordi han havde noget imod hende men fordi han ikke kunne klare at hun skulle se ham så svag... Han lagde sig til at sove, uden at sige mere men hans drømme blev hurtigt ramt af den aften han havde dræbt sin første kæreste og han sov uroligt...

han bevægede sig utroligt meget som han lagde der, og utroligt nok vågnede han ikke af den smerte han nok påførte sig selv, og det var simpelthen utroligt at han ikke gjorde det...

Hans drøm var præget af den aften, og han fik det oplevet som både sig selv, som hende, den ene af de to tilfældige og den sidste...

Det var en lettelse, da hans blik blev mere nærværende, men hans ord ramte som et slag i maven, selvom hun forsøgte ikke at vise det. Stadigvæk! Var han stadigvæk bange for at vise sig svag over for hende? Det gjorde hende faktisk temmelig ondt, men hun holdt det inde ... I alt fald ind til han fik vendt ryggen mod hende, så gled en enkelt tåre over hendes kind. Hun så ham ikke som svag, kunne han ikke bare forstå det? Det havde hun aldrig gjort. Men selv den stærkeste kunne bryde sammen på et tidspunkt; Segovax måtte bare få ind i sit hoved, det ikke gjorde ham svagere af den grund ... Og da slet ikke i hendes øjne. Hun sank en klump og vendte blikket bort, før hun rejste sig med ludende skuldrer og en dårlig smag i munden.

Hun forsøgte at svare ham, men det gik op for hende, hendes stemme ville knække over, hvis hun forsøgte. Følelsen af at være blevet afvist sad dybt i hende, men der var ikke meget, hun kunne gøre, og efter en bitter grimasse gik hun mod døren.

Hun blev stående et øjeblik med hånden på håndtaget og så tilbage på ham uden helt at vide hvad, hun skulle tænke om det hele. To gange på én aften kom kvinder fra hans fortid ind og forsøgte at ødelægge det mellem dem, og Colt var langt fra tilfreds med det ... og med at hun absolut intet kunne gøre ved det. Som Segovax hadede Colt at føle sig så svag over for noget. Men hun bar det lidt bedre end han gjorde og vidste, hun var nødt til det fra tid til anden. Og lige nu var en af de tider, sådan var det bare. Hun sukkede tungt og gik så ud på gangen, hvor hun kort lænede sig op ad væggen og lukkede øjnene anstrengt i, da døren først var gledet i efter hende med et lille klik. Hun vidste, hun måtte tage sig sammen, og efter et øjeblik lykkedes det hende, og hun forlod hospitalet for at tage hjem. Hun måtte hellere få sovet, så hun kunne holde til at tage ud til Procella og ungerne om... Åh så dejligt, mindre end tre timer. Søvn var også så overvurderet!

//out