Nye venskaber (Colt)

Tid: 17-4-12 klokken 2300
Vejr: Støvregn
Omgivelser: Stjerneklart og dugget i græsset.
Stemning: Fredelig

Efter en lang dag, gik Prue ud på engen i La Sunisha. Hele da havde hun brugt på at falde til rette i hendes lille lejlighed. Mørklægge vinduerne så lyset ikke kunne slippe ind. Tænke tilbage til tide i Sydamerika. Hun havde ikke helt vænnet sig til den nye tilværelse så langt fra hendes familie.

Men nu havde hun et pusterum. Det bankede på hendes stemmebånd, hun blev nød til at synge.
"And I see your true colours shining through, I see your true colours, and thats why I love you! Dont be afraid..." Hun nynnede resten, mens hun gik ud på den flotte end. Månen lyste engen op. Støvregnen faldt som dug på hendes nyvaskedet hår. Hun kunne ikke lade være.

Hun snurrede og snurrede rundt indtil hun blev svimmel, og måtte lade sig falde i det våde græs. Det duftede dejligt at nyregn. Selvom regnen gjorde hendes hår tungere, følte hun sig smuk. Men ensom, utrolig ensom. Hun stirrede længe ned i græsset, håbede at nogle ville komme og snakke med hende. Hjælpe hende. Elske hende.

Hun hørte græshoppernes kviden. Hun kunne ikke lade være med at føle sig lykkelig over at være i live, at være her. Hvis bare hun kunne finde sig til rette i sin egen krop!

"Okay Prue. Det skal nok gå! Du er sgu da stærk, det har du altid fået at vide." Hun sukkede.

Det havde været en rigtig møgdag! Alt for mange skrigende unger, Procella havde været presset, Wicked havde været i nærheden kort, og Colt havde halvvejs gemt sig for ham i et skab, hvad hun nu skammede sig over. Hun gjorde jo, som han havde truet hende til og holdt sin mund lukket omkring det, så hun havde vel ingen grund til at frygte ham ... havde hun? Det havde bare været sådan en rigtig Thyco Brahes dag, og oven i alt det andet, så var det lykkedes hende - heldig som hun nu engang ikke var - at stunte ned ad trappen, da hun havde hastet op ad den med det nyvaskede tøj. Der havde været babytøj, hagesmækker og små undertrøjer over det hele, og hun havde frygtet forældrenes vrede så meget, hun havde valgt at arbejde over bare for at vaske det om igen. Tanken om, de små piger skulle udsættes for snavs var hård på hende. Hun var virkelig blevet sippet omkring dem efter at have fundet ud af, hun selv var gravid ... Yes yes hun skulle nok blive en god mor! En rigtig pyldregås! Tanken var begyndt at plage hende inden for de sidste par dage, men hun havde hodlt den for sig selv. Det var skummelt at mærke sine egne tanker og sin adfærd ændres på den måde og...

*Arh, here we go again!* Hun havde været på vej hen over engen for at få lidt ro til hovedet, før hun tog hjem, men lige nu måtte hun sætte sig på hug og se nærmere på græsset, mens aftensmaden røg op igen. Det der med morgenkvalme var løgn og latin; hun havde kvalme hele tiden i disse dage! Det var virkelig generende, og hun havde mest at alt lyst til at finde et dejligt, stort træ, der ikke ville give efter, når man bankede sit eget hoved til blods imod det ... Hun manglede desperat noget til at tage sin opmærksomhed, og da hun hørte sang ikke så langt fra sig, troede hun virkelig, der rablede for hende.

*True colours shining through? Erhm, ved nu ikke hvor farvefyldt det er ...* Hun rejste sig igen og forsøgte ikke at se på maveindholdet, mens hun i stedet gik videre i al hast. Adr, hun var så træt af det! Hun gik ubevidst mod lyden, og da den blev skruet ned til en nynnen, anede hun svagt en skikkelse forude. Underligt, der plejede ikke at være nogen herude, og slet ikke på denne tid ... Hun så hvordan kroppen snurrede rundt om sig selv; det var det, der havde fanget hendes opmærksomhed til at starte med, og hun stoppede op en smule på vagt. Det var fandens så paranoid, hun var blevet efter at have fået at vide, der fandtes magiske væsner. Hun turde næsten ikke stole på nogen mere.

Lyden af ord, hun ikke kunne afgøre hvad sagde, nåede hende, efterfulgt af sukket. En anden ensom og frustreret sjæl ude for at få lidt ro til tankerne? Hun håbede det. Hellere det end endnu en dæmon, der lå på lur for at flå hendes lunger ud.

Hun holdt sig lidt på afstand, så hun ville kunne få en chance for at bedømme væsnets opførsel i håbet om at afgøre i hvilken grad af fare, hun befandt sig i. Og med hendes held? Nå ja, måske ville det i grunden være bedst bare at tage benene på nakken med det samme.

En lugt af bræk ramte hurtigt hendes næse. Efter forvandlingen var hendes sanser blevet skærpet mere dag for dag. Det kolde ansigt krympede sig sammen af kvalme.
*Hvem fanden brækker sig på en eng,* tænkte hun for sig selv og kiggede rundt. Ingen. Ikke hvad hun kunne se.

Det var tyst derude. Hun lukkede øjnene, snusede ind og forsøgte at undgå bræk lugten. Det var noget andet. Noget med en sødlig lugt, og det var ikke brækket.

Hun rejste sig op, lydløs og så en skikkelse i det fjerne. En kvinde med varsomme skridt.

"Hallo du der." Hun var bange. Ville kvinden gøre hende noget? Hun var godt klar over, hvilke underlige skabninger der fandtes i denne verden. Hun holdte sig bedst i baggrunden, men kvinden havde opdaget hende.

"Hvis du vil angribe, kan du så ikke bare gøre det, og få det overstået?"
Hun stod et stykke tid og gloede mod skikkelsen. Tyngdekraften slog stærkt ind og hun måtte hurtigt sætte sig ned. Vente på at kvinden ville dræbe hende.
Måske var det, det bedste. Hun kunne nok alligevel ikke falde til.

Colt var ikke klar over, hun var blevet opdaget, før stemmen lød, og hun frøs på stedet. En million tanker løb gennem hovedet på hende, og som et andet dådyr med en intelligens over gennemsnittet for dådyr så hun sig panisk om for et sted at flygte hen.
*Oh, kære Gud i himlen, hvis du virkelig er der, kan du så ikke lige gøre et eller andet her!?* Tanken var latterlig, men nu var det lige den, der greb hende til sidst.

De næste ord var dog mere beroligende. Det var ikke ting, der ville blive sagt, hvis hun selv havde i sinde at angribe ... var det? Tøvende tog hun sig sammen og rykkede let på sig.

"Erhm, mig, angribe? Ja, det skulle nok blive kønt! Jeg ville falde fladt på mit ansigt før jeg nåede mange skridt." Hun forsøgte at lyde munter, selvom hun var meget anspændt, og hun holdt øje med skikkelsen, hvor den krøb sammen i græsset. En kvinde, hvis hun havde hørt rigtigt på stemmen. Og skikkelsen så ikke overvældende enorm ud. Ikke at Colt lod sig narre; hun var blevet holdt tilbage mod sin vilje af alt for mange spinkle kvinder uden at kunne gøre en fis ved det, og hun havde ikke den store lyst til at komme nærmere lige nu.

Hun var usikker på hvad, hun skulle gøre lige nu. Havde det været en fælde for at få hende til at afsløre hvor svag, hun var, så kvinden vidste hvor stærkt et bytte, hun stod overfor? Tanken om sig selv som bytte fik hårene til at rejse sig i hendes nakke, men det var jo i grunden det, hun endte som fra tid til anden. Det var faktisk lidt af et mirakel, hun stadig var i live.

Prue smilte lidt af kvindens kommentar om at falde fladt. Den sødlige duft kom tættere på hende. Den var næsten for sød til at hun kunne få vand i munden og have lyst til at sætte tænderne i hende. Den sødelige lugt - menneske.

Hvad Prue efterhånden havde erfaret, så var det mest menneske mænd der faldt i hendes smag af duft. Kvinderne var for søde i duften. Næsten så søde, at hun ville få huller i tænderne, hvis hun satte sig for at æde dem.

"Kom og sæt dig," sagde hun venligt til kvinden. Hun klappede ned i det våde græs. Det regnede ikke længere. En sørgelig mælkebøtte lå i hendes hænder. Hun legede lidt med bladende mens hun ventede på at kvinden ville tage sig sammen. Enten var hun sød, eller også var hun en bisse der ville angribe.

Hvis det sidste var tilfældet, var hun alligevel parat. Det ville ikke være svært at overmane. En bræksyg menneskekvinde. medmindre hun var hunter.

Colt havde ikke den fjerneste anelse om hvad, der gik gennem den andens hoved. Havde hun vidst, hun blev kategoriseret efter duft, og at Prues tænder nærmest løb i vand, var hun nok forsøgt at forsvinde den anden retning ... Men det var hun nu en gang ikke klar over, og da opfordringen kom, adlød hun tøvende. Hun gik langsomt nærmere, meget varsomt og usikker og alt alt for bevidst om hvor lidt, hun ville kunne gøre, hvis kvinden skulle finde på at angribe hende. Den venlighed, der lå i ordene og deres udtale, vidste hun alt for godt, kunne være falsk, og hun turde ikke stole på den. Men kun tiden kunne vise hvad, hun var.

Da hun kom nærmere, kunne hun se kvinden lege med en mælkebøtte. det så så harmløst ud, men Colt var for paranoid til at tro det rolige billede, der blev præsenteret for hende. Hun var meget vagtsom, da hun satte sig ned i skrædderstilling med hænderne mod knæene. Det trak lidt i huden, da de meget stramme jeans skulle strækkes sådan, og en lav knirken hørtes fra stoffet. Hun skar en let grimasse og forsøgte at trække i dem for at få dem til at sidde bedre.

Colt var virkelig nervøs for at blive overfaldet lige nu, og hun vidste lige så godt som Prue, der ikke var meget, hun kunne gøre, hvis det var sådan, det skulle være.

Prue blev forskrækket over hvordan det ildrøde hår lysnede op fra månen. At den usikre kvinde var så smuk, selv i mørke. Men hendes sødlige duft bevægede sig hastigt ind i næsen. Hun nøs men forsøgte at beherske sig selv, for ikke at få kvalme af den ustyrlige sødelige lugt.
*Hvordan kan noget menneske stinke så sødligt,* tænkte hun for sig selv og snusede til mælkebøtten mellem sine hænder.

Kvinden havde ikke overfaldt hende, så hun var nok ikke helt farlig. Men alligevel blev hun nød til at rykke sig lidt mod højre, for at få lugten lidt på afstand.

"Du lugter ret sødt," hørte hun sig selv sige. Hun kom pludselig i tanke om reglen: Mennesker ved ikke, at det overnaturlige findes. "Altså jeg mener. Du lugter lidt af bræk..." Det var et longshoot, men et hun blev nød til at tage.

Naturligvis var Colt ikke klar over, hendes duft blev vurderet. Ej heller var hun klar over, den var så sød, hun faktisk næsten gav Prue kvalme bare ved at være i nærheden af hende, hvilket nok ville have foruroliget hende en hel del. I stedet så hun bare Prue an, som hun sådan snusede til mælkebøtten, hvis duft Colt så til gengæld aldrig havde brudt sig om.

Colt havde ikke ment, hun satte sig tæt på den anden, og alligevel rykkede hun væk fra hende. Okay, Colt var måske ikke den eneste, der var nervøs for et angreb, hvilket fik hende til at slappe en smule mere af, selvom hun stadig var temmelig anspændt.

Hun lugtede sødt!? De eneste, der havde snakket om, hun lugtede sødt, var dæmoner. Hun havde ikke mødt ret mange andre af de overnaturlige racer; dæmoner og en enkelt varulv og et par engle - og uden at vide det også en hunter. Hun vidste ikke hvor mange, der var, og hun var heller ikke ligefrem begejstret for at skulle finde ud af det. Det var svært nok for hende at kapere engle og dæmoner. Varulve havde hun kendt til i nogen tid - også før hun mødte Segovax - men alt det andet? Det var langt ude og at forsøge at holde styr på hvad, der var hvad, var ikke helt nemt. Varulve kunne hun mere eller mindre kende på tænderne, og den anden type spidse tænder havde hun kædet sammen med dæmoner. Engle så bare slet ikke ud, som man forestillede sig dem - der var i alt fald ikke meget uskyld og hvid ble over Izriel - og hun havde mødt flere af dem end hun lige gik og troede.

Colt skar en grimasse ved rettelsen og så en smule bedrevidende på hende.
"Så vidt jeg husker, lugter bræk ikke sødt ... Men undskyld hvad af dem det så er; jeg ved godt begge dele ..." Hun skar en grimasse og trak hånden gennem håret. Sikke en måde at starte en samtale på!

Hun kunne mærke hvordan pigen ved siden af sig tænkte, så det bragede. Det var som om, hun var et helt andet sted. Det fik også Prue til at tænke tilbage på tiden i Sydamerika. Hun viftede hurtigt minderne væk. Det gjorde ondt at tænke på, at hele hendes familie havde smidt hende ud af landet.

"Undskyld. Vidste ikke hvad jeg skulle sige... Hvorfor har du kastet op?"
Måske ikke den mest charmerende måde at skyde en samtale igang, men hun vidste virkelig ikke hvad hun ellers skulle sige. Der sad en kvinde ved siden af hende, som så ud til at være lige så ked af det og forvirret som hende selv. Og det var lige det nemmeste, så hun kunne undgå lugten. Lære at styre sine sanser.

Colt havde mildest talt været et andet sted. Det var sjovt som hendes hoved nogen gange kunne tage form som et tilflugtssted, hvor hun nærmest blev suget ind gennem øret på sig selv til en indre verden ingen kunne se. Sådan var det i alt fald blevet beskrevet af hendes nabo, Django.

Hun fik et lille smil frem og trak på skuldrerne ved Prues ord.
"Det er en helveds god start på et møde, vi gør os her ... Men altså, jeg vil ikke angribe dig, og du vil ikke angribe mig? Korrekt? Erhm, og det er det der fænomen med morgenkvalme der ikke helt har forstået hvornår på dagen, det er morgen!" Hun skar en grimasse og forsøgte med et lille grin i håbet om at kunne lette stemningen bare en smule.

"Så, erhm, nu til det store, akavede spørgsmål ... Dæmon?" Hun skar en grimasse, men havde besluttet, de lige så godt kunne få det ud af verden med det samme. Hun kunne huske hvordan Segovax havde forsøgt at skjule hvad, han var for hende, og det havde været lettere for ham at slappe af, da hun først vidste det. Måske var det det samme her?

"Jeg er for resten Colt ... Ville godt give hånd, hvis ikke min lugt generer dig?" Hun tøvede og vidste ikke helt hvad, hun lige skulle gøre mere. Geez, hun vidste altså lidt for meget om de der overnaturlige dimser, hun ikke burde vide noget som helst om.

Efter sit møde med dæmonen i lufthavnen, kunne Prue ikke lade være med at blive forskrækket over Colts imødekommenhed. Hurtigt, uden at tænke, blottede hun tænder og hvæste. Men da hun så den tøvende hånd, fandt hun ud af, at det ikke var et angrib.

"Undskyld,"

sagde hun og hev sin hånd for munden.

"Vampyr."

Smilte hun og pegede på tænderne. Derefter pegede hun på maven.

"Du ser ellers så ung ud. Hvorfor vil du dog have børn?"

Prue havde lært altid at snakke pænt til folk. Men folk var bare ikke venlige her. Ikke dem hun havde mødt. Så hendes uopdragenhed og spontane spørgsmål faldt slet ikke i hendes natur. Hun var en sød vampyr, slet ikke som de andre hun havde hørt om. Og slet ikke som dæmon kvinden i lufthavnen!

"Jeg hedder forresten Prue."

Hun stak alligevel sin hånd frem, for at hilse. Selvom hun var forskrækket over at Colt kendte til overnaturlige væsener, så måtte hun også vide, at kulden fra hendes egen hånd, ikke ville overraske Colt.

Colt fik et lille chok ved den pludselige hvæsen, og hun trak sig let tilbage og frygtede et angreb. I stedet fik hun en undskyldning, og hun slappede lidt af igen.
"Tænk ikke på det," mumlede hun og genkaldte sig billedet af hendes tænder.

Ved dendes afsløring af race, nikkede Colt blot.
"Nå ja, selvfølgelig er der også sådan nogen," sagde hun og skar en grimasse, "Hvorfor ikke? Ej, undskyld, det lød ikke som det var ment; jeg er lidt ny til alt det her med overnaturlige racer og væsner og det ... Er ikke lige løbet ind i en vampyr før." Hun smilede undskyldende og noterede sig tænderne, der blev vist frem et øjeblik. "Hvorfor mon I alle sammen skal genkendes på tænderne?" Hun skar en ny grimasse endende i endnu et smil.

"Tja, jeg er måske ung - måske også lidt for ung, det ved jeg ikke helt - og det var nu heller ikke ligefrem planlagt. Men nu skulle det altså være sådan, og så må jeg jo bare blive voksen nok til at gøre det ... Alt andet ville være utilgiveligt for barnet, og så må det jo være sådan." Hun trak på skuldrerne, men smilede svagt alligevel og løb ubevidst hånden hen over maven. Hun var faktisk en smule splittet omkring det her. Det var stadig svært at forestille sig sig selv som mor.

Colt smilede lidt mere nærværende ved præsentationen og trykkede hendes hånd, sørgende for i så høj grad, det nu var muligt, at holde sig fra at læne sig frem, så Prue ikke skulle være generet ad den lugt, hun åbenbart bar. Og kulden overraskede hende nu faktisk lidt, for hun havde som sagt ikke rigtigt mødt en vampyr før. Dog viste hun det ikke, og hun skrev sig det blot bag øret.

Hun smilte af hendes forfjamskethed med ord. Det måtte være ligeså overvældende som for hende selv.

"Vil ikke skræmme dig. Er selv helt ny vampyr. Blev transformeret om for et års tid tilbage, og har ikke rigtig vænnet mig til det. Er bare bange hele tiden. Da jeg ankom i lufthavnen stødte jeg på denne dæmon dame. Hun dræbte et menneske lige foran næsen af mig. Selvom det burde ligge i min natur, så gør det, det bare ikke. Har endnu ikke spist et menneske. Snakker jeg for meget?"

Mælkebøtten var blevet nøgen, og de markante grønne øjne stirrede ned i græsset mens hun snakkede. Når hun først var begyndt, kunne hun aldrig helt stoppe. Det pigede, trods de 24 år, var svært at pralle af hende.

"Er sikker på, at du bliver en god mor!" Hun henviste til maven som Colt gnubbede. Hun troede ikke helt selv på det, når hun ikke kendte kvinden. Men det var det rette at sige på det givent tidspunkt. Hun virkede sød hende Colt. Lidt som hende selv, meget forsigtig.

Vandfaldet af ord generede ikke Colt - næsten tvært imod. Det var faktisk rart at vide, det ikke kun var hende, der lavede det trick, selvom hendes synfloder havde det med at være bølger af spørgsmål. Hun viftede derfor bare let afværgende med hånden.

"Jeg var bare ikke lige forberedt ... Og kan godt forestille mig, det må være noget svært at vænne sig til sådan en forandring ... Har selv haft mit hyr med nogle dæmoner i tidens løb - har det stadig. De har det med at ødelægge ens liv fuldstændigt, hvis de kan komme til det ... De fleste i alt fald, men jeg har da også et par venner, der er nogle af de mere fredelige, så det er vel et spørgsmål om ikke at generalisere ... Ligesom du ikke har spist et menneske endnu, hvilket faktisk var min første tanke omkring en vampyr ... Men okay, jeg har efterhånden måttet omlægge mine tanker om virkeligheden så mange gange, så hvad gør én gang mere fra eller til?" Hun smilede bredt og tilføjede så højt is tedet for kun i sine tanker: "Og nej, du snakker ikke for meget, jeg er selv en syndflod, når det kommer til det!"

Hun betragtede den flåede mælkebøtte med sine egne grønne øjne, før hun igen så på Prue med et let smil.

Hun skar en grimasse ad kommentaren om, hun ville blive en god mor. Hun kunne stadig ikke helt vænne sig til at skulle kaldes mor.
"Erhm, jeg ved det ikke rigtig. Det er lige det der med at komme ud af ungdomsproblemerne og de der vilde trip og sådan noget. Jeg er lidt af en vildbasse - min kæreste ikke meget bedre - og det er faktisk lidt underligt at forestile sig os som forældre! Hell, stakkels barn!" Hun grinede lidt, men var faktisk temmelig usikker omkring det. Der var selvfølgelig stadig syv måneder tilbage, men det var ikke lang tid at ændre personlighed, når alt kom til alt.

Colt kunne også meget godt lide Prue indtil videre, og overraskende slappede hun faktisk næsten fuldstændigt af nu her.

Hun virkede så uskyldig hende Colt. Af en eller anden grund følte Prue sig ældre. Hun havde lyst til at beskytte hende, fordi hun virkede så uskyldig. Hun havde lyst til at tage hende under sin vinge og bare bære hende igennem livet.

"Jeg forstår bare ikke. Hvordan kender du til os væsener? Hell, jeg kender næsten ikke til os. Og så har jeg måske stukket dig en lille løgn. Jeg er bare ikke glad for at kendes ved det - har sat tænderne i et menneske. Det var dæmonen der lærte mig: Overlev eller dø. Jah, jeg valgte at overleve. Er VIRKELIG ikke stolt af det."

De græsgrønne øjne hun havde, mindede om hendes egne. Prue stirrede direkte ind i dem, med en fornemmelse af at de nok skulle blive gode venner de to. Den sødlige lugt havde hun vænnet sig til. Hun havde jo ikke lyst til at æde hende. Hun kunne bare godt bruge nogle venner.

"Hvem er så far til... din mave? Øhm... Det kan være jeg kender ham?"

Selvom hun slappede af og havde en god fornemmelse, var hun stadig nervøs. Det var som om, hun ikke kunne finde sig selv og sin identitet her. Hun var ikke den samme Prue, men hun forsøgte. Det var bare svære at få venner her end derhjemme.

Hvorfor så alle folk Colt som uskyldig? Det var hun vitterligt langt fra, og dog var det et af de indtryk mange folk fik af hende. Selv Segovax havde vist set hende som sådan engang ... Det havde hun nok fået ændret på nu!

"Altså jeg fik først en eller anden langt ude historie af en ven om varulve, og han brugte et halvt års tid på at overbevise mig og komme med beviser og sådan. Erhm, og så mødte jeg så rent faktisk en varulv efterfølgende, og han har senere fortalt mig om det. Det var efter en aften i en bar, hvor jeg var blevet dopet med dæmonblod og halvvejs havde smadret baren i vrede, var blevet hentet af politiet og sov hos dem natten over og erhm, ja, laang historie! Da jeg kom hjem omsider fortalte han mig så om de overnaturlige væsner sådan meget kort, og jeg hentede flere oplysninger hos en dæmon, jeg har et lidt mærkeligt forhold til, og han fortalte mere. Så, ja, jeg ved ikke så meget, men det kommer efterhånden. Dæmonerne har jeg dog efterhånden så godt styr på, fordi jeg har mødt så mange, og varulven er jeg også nogen lunde på level med ..." Hun skar en let grimasse. "Og med henblik på overlevelse, så er det vel sådan, det er, og jeg er måske lidt kold i røven, men så længe jeg ikke selv ender som frokost, så er jeg glad. Har været set som frokost så mange gange efterhånden, jeg snart har vænnet mig til det - det er også derfor jeg var liiidt nervøs først ... Men for at være ærlig, Prue, så ville jeg sgu have gjort det samme i din situation! Har efterhånden set lidt af hvert, og måske er det det, der påvirker mig, det skal jeg ikke kunne sige." Hun smilede igen, ganske roligt, og hun tog sig selv i at tænke, hun virkelig var blevet for vant til alt det rod, at hun kunne sidde stille og roligt og smile og snakke om at spise mennesker og have det okay med det.

Colt mødte Prues blik og delte hendes fornemmelse. Måske var Colt blevet mere paranoid efter at have mødt Segovax, men der var stadig en del af den gamle Colt tilbage, der kunne acceptere hvad som helst, så længe det ikke havde negativ effekt på hende selv. Om det var en dæmon eller en engel hun stod overfor, ville hun bedømme ud fra deres opførsel mod hende. Og hvor ville hun være, hvis hun ikke gjorde det? Ikke sammen med Segovax, det var helt sikkert!

Kommentaren om faren til maven fik Colt til at le muntert.
"Bare lov mig du ikke er en mere af hans gamle flammer! Dem orker jeg altså ikke flere af, og specielt ikke, hvis du skal forsøge at claime ham! Det er varulven, jeg nævnte - Segovax. Vi har måske ikke kendt hinanden i flere år eller noget, men det føles rigtigt. Vi har da vores ture, men han er helt oppe at ringe over at skulle være far, og det redder alle trådene ud igen!" Hun smilede kærligt ved tanken om Segovax, og et blødt udtryk havde sneget sig ind i hendes blik. Stadigvæk var hun helt væk i ham, og lige nu var tanken om Cherlyn og hendes udnyttelse af ham ikke så stærk i hendes tanker. Det var bare tanken om ham, og den gjorde hende helt blød indeni og glad som altid.

Den kæmpe ordstrøm der fór ud af hendes mund, var overvældende. Prue forsøgte at følge med i alle informationerne, men måtte give tabt halvvejs. Der var simpelthen for mange. Så hun henvendte sig endnu engang til maven.

"Hah, har ikke engang mødt ham, så det skal du ikke være bange for. Sig mig. Hvordan fungerer det? Altså, hund og menneske? Æder han dig ikke?"

Hun bed mærke i det blødsødne ansigtsudtryk. Hun havde aldrig været forelsket i nogen før, og en lille afsky fór op i hende. Ikke engang som menneske, havde hun haft en seksuel relation. Eftersom hele hendes familie var kendt som nogle værre karle, var der ingen fyre der havde turde bevæge sig tæt på hende. Hun havde fået opfattelsen, at hun ikke var en pæn pige, selvom hun egentlig godt kunne lide sit spejlbillede.

Det var efterhånden blevet så tørt i vejret, at duggen var forsvundet fra græs og hår. Månen stod endnu engang højt. En lille hjort hoppede hen over engen. Prue hev fat i en ny mælkebøtte og begyndte at hive bladene af. Det gjorde hende så rolig.

Colt kunne godt regne ud hvorfor, der ikke kom et svar på hendes lange talestrøm, og hun kom til at le, før hun så undskyldende på hende.

"Ja, som du kan se kan jeg skam også knævre!" smilede hun og lyttede så til hendes ord. Det var en hel lettelse ikke at finde endnu en overnaturlig tilknyttet Segovax og.. hun tjekkede tanken, for hvor mange havde hun i grunden fundet, når det kom til stykket, var det ikke kun Cherlyn-psycho-bitch? Var hun virkelig ved at blive så paranoid over ham? Ikke godt!
"Erhm, han har ikke spist mig endnu, så indtil videre går det meget godt. Altså det var måske lidt tæt på en enkelt gang, men vi havde en dyrekølle i stedet, der kunne gøre det længe nok til, han fik mig sendt væk, og så gik det ..." Hun skar en grimasse endende i et grin. "Men kaldte jeg ham en hund - hvad aldrig kunne falde mig ind, da jeg ved hvor såret, han bliver - så var jeg nok blevet spist .. Det er lidt at kalde en varulv en hund, som at kalde en sort mand neger eller en japaner for en japser ... Bortset fra selvfølgelig den sorte og asiaten ikke flår dig i småstykker og æder dine indvolde over det!" Hun smilede drillende og lo så let igen og betragtede Prue.

Prue var skam meget køn, og havde Colt stadig haft hang til vilde byture, ville det ikke tage hende lang tid at overbevise Prue om det. Eller bare tage hende med ned i garagen til gutterne, så skulle hun også nok blive omsværmet på ingen tid. Der var en del muligheder, hvis det kom dertil, hun skulle overbevises om godt udseende.

Colt løftede hovedet op og lod måneskinet lande mod sit ansigts lyse hud, og hun så mod himlen et øjeblik nydende, det ikke var så vådt mere samt det fakta at kvalmen var ved at lægge sig. Hun fik øje på hjorten lidt væk og smilede skævt ved synet af den, før hun så mod den nye mælkebøtte, der blev flået til plukfisk ganske langsomt. En kort assosiation til en mørk kælder under en klub, en skræmmende dæmon og stærk, langsom smerte ramte hende, men hun skubbede den hurtigt væk, skuttede sig og gnubbede sine arme let.

"Det er okay. Har bare så mange ting oppe i mit hoved. Det kan snart ikke indeholde mere information."

Pludselig kunne hun ikke dy sig. Det var en lårklasker den med dyrekøllen. Alvoren ramte samtalen, da ordet 'hund' blev nævnt.

"Da jeg var i lufthavnen mødte jeg en dæmon. Jeg var lige ankommet. Det var hende jeg fortalte om. Troede hun var varulv, så kaldte hende hund. Har aldrig set nogen være så rasende. Tak for the heads-up. Jeg vil aldrig bruge det igen. Vil heller ikke kaldes for igle eller vamp."

Hun kunne godt lide Colt. Hun var venlig, næsten som en gammel veninde. Alt var roligt og idyllisk.

"Hvorfor er du her egentlig, Colt?"

Det havde hun ikke fået svar på. Prue selv var her fordi hun var ensom, havde brug for lidt alene tid. Men hvorfor havde Colt bevæget sig herud, og så helt alene. Som menneske.

"Yeah, kender det godt," sagde hun lavmælt med et vemodigt smil. Åbenbart havde de en del mere tilfælles end hun først havde troet, og det fik hende faktisk til at slappe en del mere af.

Hun lyttede alvorligt til fortællingen om mødet i lufthavnen og rystede så på hovedet.
"Noget af en velkomstkomite, må man sige. Det overrasker mig faktisk, du ikke er løbet skrigende bort endnu! Men selvfølgelig er der nok ikke rigtigt nogen steder at lbe hen, hvor man bliver fri for den slags ..." Hun skar en grimasse ved tanken om en rasende dæmon. Yep, den var prøvet, og den var ikke rar! "Forståeligt," kommenterede hun til det sidste, "Selv er jeg ved at blive drevet til vanvid af ikke at blive betragtet som mere end min kærestes kæledyr og legetøj. Damn hvis jeg havde en femmer for de gange, jeg er blevet kaldt hans pet efterhånden ... Som menneske er man åbenbart ikke rigtigt noget værd." Hun skar en grimasse og sukkede så tungt.
"Har selv haft dæmonproblemer for nyligt," bemærkede hun så. "Den dæmon, jeg kort fortalte om før, min kærestes eks ... Yeah, hun forsøgte så at generobre ham for nyligt. Ikke en pind, jeg kan gøre ved det; hun kvaser mig, hvis jeg forsøger at gøre hende noget ... Ikke at jeg ikke har overvejet at gøre et forsøg alligevel, men lige for nu er jeg lidt pacifiseret." Hun slog ud med hånden mod sin mave og skar en grimasse igen.
"Det værste er, hun er ganske tiltrækkende! Rødorange hår i en form for hanekam, solkysset hud, brune øjne og markerede læber. Det er ikke til at konkurrere med, og hun ser ikke en gang ud til at anstrenge sig!" Hun sukked opgivende og så trist på Prue. Ville hun mon kende til den slags frustrationer? Colt var ikke decideret bange for at miste Segovax; hun vidste, han var hendes ... Men små sidespring var heller ikke det samme som at miste ham, og hun var virkelig i tvivl. Hun havde tilgivet ham, da han havde fortalt hende om sit møde med Cher, og endda uden hun helt vidste hvor langt, de var gået (og hun ønskede heller ikke at vide det) ... Hun sagde til sig selv, hun havde tilgivet ham. Selvfølgelig havde hun det ... Havde hun ikke? Hun skubbede tanken væk for at bringe fokus tilbage på rette spor. HVordan ville hun reagere, hvis Cherlyn forsøgte sig igen? Hvis Segovax rent faktisk... Nej, nej, nej, hun ville ikke tænke sådan, ville ikke frygte det. Segovax ønskede ikke at være hende utro, og det måtte være nok for hende.
*Det er nok!* sagde hun hårdt til sig selv.

Hun hørte Prues spørgsmål temmelig fjernt og tvang sig selv ud af sine dystre, knusende tanker og tilbage til nuet, og hun genkaldte sig spørgsmålet en smule besværet, før hun svarede.
"Arh, bare en dårlig arbejdsdag, og så ville jeg lige stresse lidt ned, før jeg skulle hjem. Min kæreste tror, det er så fredfyldt og idyllisk et arbejde, jeg har, men jeg behøver vel ikke sige mere end at min chef er dæmon, før du får en ide om hvad, en dårlig dag kan indebære ... At komme hjem oprørt og gnaven er ikke godt; jeg vil ikke bekymre ham ... Så tog herud for at finde lidt fred og ro." Hun smilede skævt, et lidt påtvunget smil, og også en smule trist og opgivende. Hun havde tydeligvis ikke helt fundet den ro, hun ønskede sig.

Historien fangede hende. Hun havde længe selv villet have sig en kæreste, men det havde bare aldrig været muligt. Før nu.
Eftersom hendes far ikke længere ville have noget at gøre med hende, havde hun frit slag. Hun kunne gøre, hvad hun havde lyst til. Hun manglede bare den rette fyr. Hun var godt klar over, at det ikke ville blive særlig nemt at finde.

Hun fik det helt dårligt af at lytte til Colts historie om Segos eks. Hun kunne se, hvor meget det smertede hende stadig. Alligevel var der en del af hende, som var en smule misundlig. I det mindste havde Colt én at bekymre sig om. Hun selv var bare alene. En svag teenage følelse ramte hende i hjertet. Misundelse er en grim ting, slutttede hendes tankestrøm.

Hun nikkede og smilte til maven. Det var nu alligevel smukt, at to individer kunne finde kærligheden sammen. Den ene menneske og den anden varulv. Og så havde de skabt et kærligheds barn.
Hendes øjne spilede op, da hun hørte beskrivelsen af den unge dæmon kvinde.

"Det er hende,"

sagde hun ivrigt og begyndte at bounce lidt op og ned. Hun havde smidt benene under sig, så sad hun bedre. Natteluften var nået dem. Månen sad stadig højt på himlen. Indimellem ønskede hun sig op mellem stjernene, bare forsvinde herfra. Så ville hun kunne kigge ned på dem allesammen og have ro i sindet. Der var stille derude i natten. En ugle kunne høres. En let brise ramte de bladfyldte træer, og en varulv var fjernt med den tuden.
Hende den rødhårede kvinde som Colt beskrev, var kvinden fra lufthavnen. Så var de jo næsten i familie! Hun smilte let ved tanken.

Hun sad og kiggede ud i natten, da Colt svarede på hendes spørgsmål. Noget i det fjerne fangede hendes opmærksomhed, så hun hørte ikke svaret. Ænsede ikke det vedmodige blik hun sendte ud i natten.
Prue kneb øjnene sammen, blokerede engens lugte, som hun efterhånden havde vænt sig til, og snuste intenst indad. Det var et dyr. Det kom nærmere. Der var en let stilhed over stedet, mens dyret bevægede sig langsomt og lydløst nær dem. Den var åbenbart ikke klar over, hvem den havde lagt sig ud med!

Prue kiggede hurtigt på Colt. Dette ville ende galt, hun sad lige for skud! Pludselig stod hunden kun en meter fra dem. Den gav sig til kende med et vredt knurren. De røde øjne lyste frem og den stirrede direkte på Colt.

Det var rart, Prue fulgte med i det, hun sagde. Der var ikke noget værre end at sidde og snakke til en, der faktisk ikke kunne være mere ligeglad med det, man sagde.
Colt havde selv været alene i omkring syv år, før Segovax var løbet ind i hende den vinterdag, og hun havde ikke vidst, hvor alene hun egentligt havde følt sig, før han åbnede hendes øjne for det. At finde den helt rigtige på den måde var virkelig et spørgsmål om held og odds.

Det havde ikke været Colts mening at gøre Prue misundelig - ikke at hun kunne forestille sig nogen være misundelig, når en pige forsøgte at snuppe ens kæreste. Hun trængte bare lidt til at få det ud til en eller anden.

Det lille smil mod hendes mave, varmede Colt en del, og hun så taknemmeligt på den anden. For hende var det stadigvæk meget uvirkeligt, det med kærlighedsbarnet - som Prue tænkte om det.

De udspilede øjne talte ikke godt for noget, og ved hendes ord, stivnede Colt fuldstændigt. Hvad fanden havde den dæmon egentligt gang i? Hun havde lyst til bare at få raset ud, til at skrige og sparke og slå på et eller andet, men hun blev siddende og bare så på Prue med et udtryk der var svært at tyde. Det var lige før Colt kom til at love sig selv, at når hun ikke længere skulle dele sin krop med nogen, ville hun gå på hævntogt og ikke helme før enten hun selv eller Cherlyn lå død - og det blev nok hende. Men bare at lade stå til uden i det mindste at forsøge at gøre noget, det stod ikke til Colt. Det ville dog være spild af kræfter og liv, og det var hun jo i princippet imod. Og under alle omstændigheder burde hun være imod det, når livet var hendes eget. Hun var bare ikke typen, der fandt sig i en eller anden kælling, der på den måde blandede sig ind i folks liv.
Hun forsøgte at berolige sig selv.

"En eller anden dag, skal hun få hvad, hun fortjener!" snerrede hun lavmælt mellem sammenbidte tænder, før hun igen forsøgte at være rolig. Hun tog en dyb indånding og lukkede kort øjnene i. Colt kunne virkelig ikke tage det så roligt, som Prue gjorde. Den kælling til Cherlyn fyldte alt for meget i Colts liv for tiden, og det påvirkede hende en hel del.

Ændringen i Prues udtryk, da hun pludselig blev opmærksom på noget uden for Colts sanser, gjorde hende en smule urolig, og hun så rundt uden at kunne se andet end den fredelige eng. Hun ville dog ikke sige mere og risikere at forstyrre Prues hvad-end-hun-nu-lavede.

Blikket mod hende blev opfanget, og Colt var forberedt på igen at have lokket et eller andet mod sig. Hvad var det denne gang? HVem ville nu forsøge at æde hende, og hvad kunne hun nå at gøre ved det? Hendes blik flakkede let, før hunden pludselig stod foran hende og knurrede, og hun spærrede øjnene op. En massiv Rottweiler stod tæt nok på hende til, hun kunne mærke dens ånde mod sit ansigt. Hun forsøgte at mumle beroligende, men det vilde udtryk i dens øjne var ikke til at tage fejl af. Hun skubbede sig meget langsomt bagover og trak benene op for at beskytte sin mave og det ufødte barn så længe som muligt.

*Okay med alt det lort, der er i verden, så kommer den her hund altså og... yeah hvor fedt! En hund!* Det var faktisk temmelig ironisk, hun havde overlevet adskillige dæmonangreb og nu var pisse bange for en hund! Prue var ganske ude af hendes sind et øjeblik, og selvom det var tåbeligt af Colt, kunne hun ikke fjerne sit blik fra hundens. Rigtig god taktik! Men der var ikke meget, hun kunne gøre, og hunden gjorde sig klar til at springe på hende, mens hun hurtigt fik flyttet benene i den ønskede position og trak hovedet ned mellem knæene og slog armene om sig selv. Ynkeligt forsøg på at beskytte sig selv, og havde det ikke været for barnet, ville hun måske have forsøgt at kæmpe imod eller slippe væk. Men ligenu var hun lammet af frygt. (Ja fandens terninger igen -.-')

Et pludselig beskytterinstinkt ramte Prue med en sådan hast, at et vredt hvæs oversteg hendes læber. Hun blev forskrækket over sig selv og hendes uforsigtighed ved en bidsk hund. Hunden virkede dog ikke interesseret i Prue. Den snuste heftigt indad af Colts duft. En let undren over interessen for mennesket, og hvad der for hende var en sødlig lugt, hvæste hun endnu engang. Der var ikke tid til at undre sig. Der skulle gøres noget.

Den afslappede stilling som hun havde siddet i engens lidt høje græs, var erstattet af forsvarsposition. Hun stod som hunden gjorde. Akavet for en vampyr.

Hun bed mærke i Colts desperate forsøg på at undgå hundens pludselige angreb. Det var en uvant situation for Prue. Intet havde på den måde overrasket hende før. Ingen var det til at beskytte hende. Nu var det hendes tur til at beskytte.

*Hvem gør noget først. Skal jeg springe på hunden, eller skal jeg vente på, at den tager sit træk?* Tankerne skød gennem hovedet på hende, og pludselig var det for sent.

Hunden gøede arrigt og sprang mod Colt, der havde krøllet sig sammen som en kugle. Hun ville så gerne redde hende, men det gik alt sammen så hurtigt! Hun gjorde sig klar til at springe på hunden, flå den, hvis det var det, der skulle til.

Colt hørte Prues hvæsen og blev igen bevidst om, der var andre til stede end hende selv. Hun tænkte så hurtigt, hun kunne få sit lille, sløve hoved til. Der var ikke meget, hun selv kunne gøre, og hun regnede ikke rigtigt med, Prue ville kunne stille meget op - måske stadig for naiv i sin tankegang omkring overnaturlige væsner - og lige nu kunne hun ikke lide tanken om, Prue skulle udsætte sig for noget bare ved at forsøge.

"Se at komme væk! Tvivler på, den har nok i én!" sagde hun så roligt, hun kunne, mens hjertet hamrede i hendes bryst, og hun sank en klump. Den holdning skulle nok ændre sig, så snart hunden bed hende, men så langt tænkte hun ikke.

Et lille hvin undslap hende, da hunden sprang på hende og borede tænderne ned i hendes skulder, og hun fandt pludselig sig selv reagerende noget anderledes på angsten end hun normalt gjorde. Den eneste angst, hun følte, var den for at miste sit ufødte barn, og den vakte ukendte styrker i hende, så hun pludselig fandt sig selv krøllende sig ud og slående armene om halsen på hunden, holdende den tæt og låsende den fast med kæben presset om hendes egen skulder. Hun slog hovedet hårdt mod den, men det gjorde den kun vredere, og den kæmpede for at komme fri, mens den samtidigt tyggede hårdere sammen om hende, og et klynk af smerte slap fra hende. Men så længe hun kunne holde hundens hoved fast der, så længe dens tænder sad i hendes skulder på den måde, så længe var hendes baby sikker! Det var den eneste tanke, der gik gennem hendes hoved lige nu, og hun forsøgte forgæves at rive det store dyr om på siden for at sætte sig hen over det. Den kradsede hende på låret, men hun mærkede slet ikke smerten lige nu, så opfyldt af et moderligt beskyttergen. Hun kæmpede for livet, men ikke for sit eget; for sit og Segovaxs ufødte barns.

"Kom væk herfra!" råbte hun lettere skingert til Prue, beskyttergenet stadig rækkende ud til hende også.

Som en film der spoler, så hurtigt gik det. Hunden havde bidt sig fast i Colt skulder og der blev kæmpet en brag kamp, for ikke at skade maven. Det kunne hun se, på måden Colt havde spændt hunden fast.
Prue havde nedlagt dyr før, de havde bare aldrig strittet imod, da hun havde overrasket dem. Hun vidste det ville smage ækelt, men hun blev nød til at redde Colt, hendes nye veninde, som hun allerede holdt så meget af.

Hun sad stadig som en hund, klar til at kæmpe mod den bidske rottweiler. Som newborn glemte hun altid, at hun havde flere kræfter end mennesker. Colt og hunden havde bevæget sig en meter væk fra hende i deres kamp. Hun sprang hen mod dem. Hev fat i hundens snude, uden at tænke på hvilken smerte det næste ville påføre colt.
Kæberne hev hun fat i så tænderne automatisk slap Colts skulder. Blodet flød.

Nu var det hunden og hende. Prue var blevet overrasket over sig selv og at hun turde begive sig i kamp med en bidsk hund. Hun blev ved at glemme, at den ikke kunne skade hende mere end hvad en flue kunne. Men frygten for, at den alligevel kunne, sad i hende. Den knurrede og bevægede sig rundt i en cirkel, ligesom Prue selv gjorde.

Den skulle dø, det vidste hun. Der var ikke en vej udenom. Hun fór mod hunden og løftede den op. Den snappede efter hende, men den var tydligvis overrasket over ikke at have jordforbindelse.
Hun havde glemt alt om Colt.
Hun lagde hunden ned, den sparkede for sig. Hun rev neglene dybt ned i halsen på den. En sådan hund fortjente at lide. Neglene havde været nok til at få den til ro og stille dø. I smerte.

Prue stod forpustet og kiggede, afventende på hundens reaktion. Som ville det aldrig ende.