Lige ankommet (Åben)

T: 23:00 den 14/4/12
S: Lufthavn
V: nat
Spillere: Alle er velkomne

Menneskemængden var enorm i den store lufthavn. Prue bevægede sig stille hen imod rulletrappen med sine to kufferter. Det var alt hvad hun kunne have med fra Sydamerika, da hun måtte flygte fra sin familie i Mafiaen.
Hun var sulten. De mange mennesker smilte, mødte deres kære, snakkede i telefon eller skændtes med en betjent over smugleri. Prue ville ønske der var nogen, til at møde hende. Hun havde fået en fin lejlighed i Werclare, som hun glædede sig til at flytte ind i. Ikke at hun havde så mange møbler og tøj. Men det var hendes eget, og så kunne hun male igen. Hun kunne pludselig lugte en burger.

Henne ved grillen ventede hun utålmodigt på sin varme og lækre bøf. Ekspedienten stak hende den i hånden med et lille smil, og Prue betalte hende. Hun satte sig ved et af de tomme cafe borde og satte sine hvide tænder i brødet og i bøffen. Hun smilte for sig selv. Men da maden ramte tungen, smagte det ækelt! Hun stirrede hadfuldt på ekspedienten. Hvorfor havde hun lavet hendes burger så dårlig?
De fik øjenkontakt og ekspedienten fastholdte sit påtvungne smil.

Pludselig slog det Prue: Hun var ikke menneske. *Jeg glemmer det hver gang*, tænkte hun og kastede burgeren med bøffen ned på tallerkenen. Længe sad hun og stirrede vredt på burgeren. En lille kvalme slog hende.

Hun satte sit hoved i sine hænder og stirrede længe ud i luften. Det brune krøllede hår smøg sig om hendes bare skuldre. De lange malede negle var velplejede. Smykkerne falske, men passede til outfittet. Det så alt sammen pænt ud, men indeni var det et toguheld.

Cherlyns rolige blik, gled over den massive mængde folk, der styrtede hastende frem og tilbage for at nå hvad de skulle. Godt nok var det midt om natten, og folk burde ligge hjemme, godt begravet under dynen og langt inde i drømmeland. Dog var der altid hektisk her i lufthavnen, så nogle gange, var det svært at se om det var nat eller dag.

Lugten af brændte bøffer, og godt med dressing, kildede hendes sanser. Hvis det ikke var på grund af, at man gled så nemt i med folket her, så var hun nok smuttet videre. Selvom mennesker og mulige væsner, styrtede rundt mellem hinanden, havde hendes kulsorte blik ikke svært med at følge med.

Dog kunne hun godt have valgt en mere afslappet stil, end de kulsorte jeans, den sorte damefrakke, den blodrøde top og de højhælede støvler. Men hun elskede at klæde sig elegant, om det så var jagt eller spaserturer.

En fært fangede dog hendes opmærksomhed, og fik hende til at dreje hovedet. Duften af en ung vampyr, var ikke svær at skelne, mellem alle de mange krydrede sauces. Dog virkede hun en anelse forvirret, som hun sad der, og stirrede olm på sin bøf. Vampyrer. Hun lærte aldrig at forstå dem, men underholdende det var de klart.

Et par klikkende hæle hev fokusset fra hende og bøffen. Kvinden med hælene næsten gled over gulvet. Hun kunne ikke lade være at beundrer hende en smule. Der var dog noget ved kvinden, som virkede mistænksomt.

Hendes naive sind sparkede ind. Hun var draget af kvinden med støvlerne. Hun havde næsten lyst til at vinke, men stoppede hånden da den var på vej op.

*Hold lav profil Prue. Du ved aldrig hvilke typer der er her! Det er et helt nyt sted du befinder dig, du bliver nød til at blende ind med de andre!* Hun bevægede munden til sin indre stemme. Hun tog plastik gaflen ved siden af tallerknen, og begyndte at poke irriteret og ensomt i bøffen.
Den var ikke helt gennemstegt og en lille smule blod sivede ud af den. Endnu engang forsøgte hun at tage en bid af den. Den smagte stadig ækelt!
Diskret spyttede hun kødet ud igen på tallerknen og kiggede omkring for at se, om nogen havde opdaget hendes uopdragenhed.

Eftersom Cherlyn mest af alt, havde brugt det meste af natten på enten at stå og betragte folk, eller gå rundt mellem dem, havde hun efterhånden fået nok. Der var ingen interessante folk i aften, og de folk der stressede rundt, skubbede hende mest fra sig, med deres svedige lugte, eller brugte udseende. Flymad. Det var ikke lige hendes favorit, men faktisk så pokkers nemt at få fat i. Her var der ingen der opdagede, hvis pludselig en fra flokken manglede. Det var normalt folk ikke nåede deres fly, på grund af forsinkelse.

Hun fortsatte sin rolige gang, frem og tilbage mellem folket. Som var hun løvinden, der betragtede en flok gnuer, for at udvælge den svageste. Ind i mellem fløj hendes blik dog over til den forvirrede vampyr, der tilsyneladende troede, at bøffen var noget andet. Hun nåede lige at få et glimt, at hånden der blev trukket væk igen. Prøvede hun at få kontakt?

*Hun burde vide bedre..*

Selvom hun var ung, var det sjælendt en god idé, bare at mænge sig med andre væsner. Hun lod ikke til at have styr på sig selv, og det kunne nemt være et minus.

Hun havde svært ved at skjule et mindre grin, da vampyren endnu engang testede bøffen, med det samme skuffende resultat. En slank gyldenbrun hånd, gled op af frakkelommen, og rettede på de unødvendige mørke solbriller, der sad oppe i panden, for at dække over de små horn der prydede så fint. Hun havde været lidt for uopmærksom og sløset med at holde sig skjult på det seneste, og det var aldrig til at vide, om jægerne havde fået tip. Men nu hvor Selene havde kontaktet hende, var det ikke tiden for at blive fanget.

En kvinde der så rimelig stresset, og en anelse presset ud, bevægede sig hastigt mod Cherlyn med den store kuffert på slæb.

"Undskyld mig, frøken! Undskyld!"

Hendes stemme skar tydeligt gennem mylderet, og fik omgående hendes opmærksomhed. kvinden standsede forpustet foran hende, og kiggede med et flakkende blik rundt.

"De ved tilfældigvis ikke hvor toiletterne er henne? Jeg skal nå et fly om ti minutter, og der går lang tid før jeg kan komme til et igen"

Kvinden så helt bedende ud, da hun havde fået fremstammet ordende. Hun var tydeligvis fra de køligere lande, med hendes blege hud, og blonde hår. Men dialekten var ikke noget, der lige kunne tydes. Et bredt smil bredte sig, på Cherlyns fyldige læber, da hun nikkede høfligt til kvinden. Måske havde hun alligevel fundet lidt mad.

"Følg de bare med mig, min lille frøken"

Cherlyn begyndte smidigt at bevæge sig ind mellem menneskeflokken, mens hun kort kastede et enkelt blik bagud, og så på vampyren. Mon hun havde tænkte sig at følge efter? Kvinde havde allerede taget et fast greb om kufferten, og småløb ivrigt efter Cherlyn.

Selvom Prue sad i sine egne tanker, kunne hun stadig ikke undgå at lægge mærke til kvinden med støvlerne sitrende blik. Hun var godt klar over, at hun havde begået en fejl ved overhovedet at blive i lufthavnen. Alting var bare så nyt og ukendt. Og så skulle hun også så absolut æde en bøf, bare fordi hun var glemsom. *Dumme Prue! Du er så dum!*

Kvinden begyndte at gå med en ung passager. Af hendes gode natur kunne hun mærke, at der var noget galt. Bøffen lod hun stå og så rejste hun sig for diskret at følge med kvinden og passageren. De bevægede sig hen imod toiletterne.

Hun gik ind i en anden passager, men var alt for optaget af at kigge efter de røde støvler. Hun havde fået en dårlig vibe fra kvinden, selvom hun var fascinerende, kunne hun mærke at hun var giftig.

Hun stilte hurtigt sine kufferter i et hjørne, ligeglad med om nogle ville stjæle dem. Hun var sikker på at der stod menneskeliv på spil lige nu.

Cherlyn nåede på på ingen tid, at tilbagelægge det korte stykke, der var fra grillbaren over til toiletterne. Selvom hun havde gået i en tilpas menneskelig fart, prustede kvinden, endnu før hun var kommet helt derhen. Kufferten måtte være tung, og de få samarbejdsvillige i den stor flok der styrtede rundt, hjalp ikke ligefrem.

Mens hun, høflig som hun var, holdte døren for kvinden, der taknemmeligt smilede til hende, bed hun mærke i at vampyren ikke sad på sin plads mere. Mens kvinden fik bakset sig ind af døren, spejdede Cherlyn rundt i den stor mængde. Et par glimt fra smykkerne på kvinden, fangede hendes opmærksomhed. Hun var fulgt efter dem. Diskretion var nok ikke lige noget, de begge var gode til, med deres opmærksomhedskrævende tøjstil, men hun gjorde bestemt ikke klogt i at valse hen til dem.

Mens hun stadig fastholdte blikket på vampyren, lukkede hun langsomt døren i. Kvinden havde stillet sin kuffert fra sig, og var allerede smuttet ind i en bås. Et kort blik blev kastet på kufferten, og nysgerrigheden rørte på sig. Men i frygt for at finde noget upassende, eller uhygiejnisk undlod hun bevist at rode den igennem.

Da kvinden langt om længe var færdig, og hastede hen for at vaske hænder, drejede hun kort hovedet mod Cherlyn med et stort smil.

"Mange tak, så kan jeg måske alligevel nå mit fly!"

Hun grinede af sine egne ord, som havde hun lige sagt en sjov joke. Egentlig ikke, da flyet nok ville savne hende. Uden så meget som et hæleklik mod gulvet, stod Cheryn bag hende. Smilet fra før var blevet en smule bredere, og afslørede nu de rovdyrlignende tænder. Cherlyn havde omhyggeligt sørget for, at toilettet var tomt. Hun var vist heldig i dag. I en lynbevægelse greb hun fat om kvindens mund, og kvalte skriget der var på vej ud, da hun med et sindsygt blik, borede tænderne i halsen på hende.

Kvindens paniske øjne, der udspillede så på sig selv i spejlet, fik næsten latteren frem i hende. Havde hendes mor ikke lært hende, at man ikke måtte gå med fremmede? Blodet forlod hurtigt kvindens krop, og blikket blev mere og mere sløvt. Selvom hun ikke var vanvittigt sulten, drak hun godt til. Fornemmelsen og smagen af blodet, gjorde det svært at lade være.

Døren blev lukket ud på toilettet. Prue have godt lagt mærke til kvindens skuende blik efter hende. Adrenalinen pumpede løs i kroppen. De mange travle mennesker var ikke mere mennesker. De var irriterende forhindringer.

Hun snublede over en taske. Manden der ejede tasken hjalp hende forsigtigt op. Han fik kuldegysninger over hendes kolde hud. Hun var ligeglad. Hun farede frem i den pulserende lufthavn. Toilettet virkede langt væk. Hun skulle nå det!

Hendes indre stemme begyndte at vågne. *Hvor er det egentlig dumt Prue. Hvis hun skal have noget at spise, skal hun jo ligesom havde noget at spise. Ligesom du skal! Og det er ikke bøffer du spiser. Nej, det er mennesker. Hvis damen med støvlerne er vampyr, ligesom dig, skal hun ligesom også æde mennesker...* Den irriterende indre stemme fejede hun væk. Hun var næsten ved døren. En halvkvalt skinger lyd kunne kort høres...

Ude foran døren tog hun et dybt åndedrag idet hun åbnede den tunge dør. Der stod kvinden med tænderne i passageren. Det lette smil på kvindens læber, var ikke til at slå fejl af. Hun var som fornemmelsen havde sagt: Farlig.

Et øjeblik stivnede hun. Det var et voldsomt syn! Nu havde hun i et år levet som vampyr, og ikke en eneste gang havde hun spist et menneske. Hun havde i stedet levet af dyr. De smagte ækelt, men ingen ville savne dem.

"Stop det så," skreg hun til kvinden, mens hun forsigtigt lænede sig op af døren, for at ingen kunne komme ind.
"Æd dog et dyr!" Skreg hun yderligere. De grønne øjne blev mere markante af lugten fra passageren. Blod.
Pludselig virkede passageren blot som mad. Sødligt mad, en lille god snack... Den indre stemme forsøgte at føre hende hen mod byttet, men hendes stædighed holdte hende med hånden på dørhåndtaget.

Cherlyns øjne fløj fra kvindens blik i spejlet, til dørhåndtaget der blev trykket ned med en bestemthed, der ikke kom fra et travlt menneske. Tænderne holdte stadigvæk godt fast i kvindens hals, mens vampyren stod og lignede en der havde set et spøgelse. Hun smilede kort af hende, og tog et ordentligt sug af kvinden, inden hun flåede tænderne til sig igen. Dybe flænger dukkede frem på den blege hud, mens blodet lydløst dryppede mod det flise belagte gulv.

Hun slap kvinden, der øjeblikkeligt faldt til jorden, med et tungt bump. En advarende knurren, kom snigende nede fra struben, da vampyren dumt nok, gav sig til at skrige af hende.

"Stoppe det?.. Hvorfor dog, skrighals?"

Hun stirrede køligt på hende, uden nogen form for frygt, eller anger at spore i det mørke blik. Øjenfarven der plejede at svømme mellem en smuk nødebrun, og sort som et bundløst hul, syntes endelig at have sluttet sig til mørket. Der var ingen tvivl om, at hendes humør ikke var bestående af blomsterregn og solskind denne nat.

"Hun er da et dyr.. Lige så vel, som dig og mig. Dog kunne du være mere.. Men du lugter jo ikke ligefrem af hund"

Hun smilede hånligt, så de blodige læber skiltes. Hænderne blev placeret bestemt i hofterne, mens hun afventende så på vampyren. Kunne hun da ikke bare tage at skride, så man kunne få sin aftensmad? Kvinden var ikke død. Hendes rallende åndedrag kunne stadig høres, selv for det utrænede ører. Men ude for farezonen var hun bestemt ikke.

Den menneskelige del af Prue som stadig lå i hende helt ubevidst, havde lyst til at samle kvinden op og føre hende hen til hospitalet. Men den truende kvinde med de mørke øjne, som hun var sikker på var en varulv, stod i vejen.

*skuespil* tænkte hun og placere også sine hænder i siden.

"Jeg spiser ikke kvinder," sagde hun til kvinden. "De stinker ubehageligt sødeligt. Så du skal ikke være bange for, at jeg æder din mad. Men vær dog diskret, din hund!"
Hun var godt klar over, at hun havde overskredet en grænse af overlegenhed med ordet, Hund. Men der var ingen vej tilbage nu, hun skulle spille videre. Hun var ikke bange, forsøgte hun at overbevise sig selv om.

"Lad kvinden gå, og vi to forbliver venner. Hvad siger du?"

Cherlyn slog en kold latter op, allerede efter vampyrens første sætning. Siden hvornår, delte man maden op? Hun var ikke den største kvindeæder selv, men det var fordi, hun foretrak metoden med at forføre mænd, ind i den sikre død. Og da kvinder ikke lige var hendes type, overlevede de ofte mødet med hende. Desværre havde denne kvinde, tilbudt sig selv lidt for godt.

"Det er jeg skam ikke.. Du.."

Hun tav så snart, ordet hund ramte hende. At hun vovede at kalde hende en hund?! Smilet blev øjeblikkeligt fjernet, og erstattet med en stram mund, og et iskoldt blik. Det kunne godt være hun stadig havde en snert af Segos fært på sig, men en hund var hun fandeme ikke. Hun afskyede dem efterhånden, og hund var bestemt ikke noget hun ville kaldes.

"Hund?... HUND?! LIGNER JEG MÅSKE EN KØTER?!"

Hun trak læberne tilbage, og en dyb dyrisk snerren bredte sig i det indelukkede toilet. Hvis man stod udenfor, ville det nok lyde som en mindre bjørn. Med langsomme skridt, og de stærke hænder godt knyttet sammen, begyndte hun at gå nærmere vampyren.

"Hør blodsuger.. Du overskred vist vennegrænsen, da ordet hund trådte ind i denne samtale.."

Maden virkede pludselig ikke så interessant, som at knuse hovedet, på denne flabede igle af en vampyr.

En pludselig rolig følelse kom over hende. Men idet kvinden begyndte at råbe ad hende, var der ingen rolig knogle i hendes krop.
*UPS,* fór op i hendes hoved. *PIS,* var det næste ord.

"Undskyld. Du er måske også vampyr, eller? Engel? Neeej, det kan ikke være rigtigt. Nisse? Findes der nisser?"
Den selvsikre statur hun havde haft, var forsvundet. Hun gik baglæns mod døren, idet kvinden foran gik truende mod hende. Hun kunne ikke stoppe hendes ordbræk. Hun fortsatte.

"Dæmon? Du ser næsten for sød ud..." Et lille smil slap hendes læber efterfulgt af en tør leen.

Hendes ryg ramte døren. Hun famlede efter dørhåndtaget.

"Prøv og hør... Jeg er altså ny her på øen... Jeg synes bare vi skal slå en streg over det, og så lader jeg dig æde i fred? Eller.... Nej?"

Cherlyn var ligeglad med hvor ung eller uerfaren vampyren var. Man slap aldrig godt fra, at opføre sig sådan overfor en dæmon. Slet ikke mens de spiste, og SLET ikke hende. Hendes kolde maske, krakkerelede ganske kort, for et øjeblik. Lavede hun sjov? Færten var ikke til at tage fejl af, hun var vampyr. Men forstod hun ikke hvad Cherlyns egen fært betød? Enten kunne hun ikke dufte noget, eller så var hun overraskende dum af en ny vampyr.

"Nisser?.. Tager du gas på mig?"

Ordene fløj ud i en hidsig hvæssen, mens hun standsede op, med blot få centimeter i mellem dem. Hun stirrede igen koldt, uden at afsløre andre følelser end vrede. Vampyren var bange, og det burde hun også være.

"Ser jeg for sød ud?.. Syntes du måske det her ligner en engel?!"

I en rasende bevægelse, flåede hun solbrillerne ned fra panden, og kastede dem i jorden. De blev knust på et øjeblik, men hun var ligeglad. Lyden af knust glas, syntes at give i det lille rum, mens der kun ellers var lyden af hendes egen lave brummen og den gispende vejrtrækning over fra hjørnet. Hendes horn var nu helt synlige, og helt igennem umenneskelige.

"En streg over det, siger du. Man slår en streg over, at man går ind i hinanden. Skubber, eller råber.. Men man slår IKKE en streg over, en selvglad vampyr der kommer valsende ind, og forstyrre med alle sine dumme kommentarer og fornærmelser. Og min mad.. Jeg kunne også bare smadre skalden på dig, og spise jer begge"

Hun trak ligegyldigt på skulderene, og smilede så sukkersødt, at det næsten virkede psykopatisk i denne situation. Hun lod fingrene løsne, og strakte de lange fingre, med de sylespidse kløer. Ikke noget betryggende syn.

*Okay, nisser Prue. Really? Måske heller ikke SKIDE smart sagt!*
Kvinden stod lige foran næsen på hende. Hun sank spyttet fra sin mund og kom i tanke om de spidse hug tænder. Hun kunne intet sige, hun havde dummet sig tilstrækkeligt. Kvinden var dæmon, vaske ægte dæmon. Mon ikke hun også var blevet ret sur over at blive kaldt for hund.

Hun blottede dem i en hvæsen, tænderne, bevægede sig en centimeter tættere på hende. Hun var godt klar over, at dette var en kamp om liv og død. Hun skulle bare have holdt lav profil. Den sødlige lugt fra den gispende passager var tung i luften. En let kvalme skød frem i hende. De markante grønne øjne var udstående. Hun var sulten. Bøffen havde ikke just hjulpet hende, og passageren var bare uapetitlig. Men dæmonen...

Venen fra dæmonen foran hende virkede tillokkende. Hun duftede tilmed godt. Ikke sødligt. Mere kraftfuldt. Selvom staturen fra hende var afvigende, var blikket af pulsen på halsen, ikke. Dæmonen var netop lige lidt højere end hende. Idet hun skulle til at sætte tænderne i dæmonen, blev dørhåndtaget revet ned.

Hurtigt! Prue hev kvinden foran sig ind i en bås og op på et toilet for at ingen skulle finde dem.
"sysh"

Den kvindelig passager der netop var trådt ud på toilettet, skreg.
"MORD, MORD!" Hun løb ud derfra igen.

Oppe i loftet var en lem. En lang tanke strejfede Prue. Måske hun skulle flygte og lade dæmonen sidde for sig selv.

Cherlyn havde svært ved at beslutte sig for om hun skulle grine af vampyren, eller stikke hende en. Nok var hun bange, ung og ret så forvirret. Men som hun stod der og blottede tænder af hende, hjalp det ikke synderlig.

Da vampyren bevægede sig tættere på hende, var den eneste reaktion hun fik ud af det, at Cherlyn lagde hovedet en anelse på skrå, og stirrede hårdt på hende. At knække nakken på hende ville være så nemt, at det ikke engang var sjovt. Vampyren syntes at have et lidt for sultent blik, jo nærmere hun kom.

*Hvad tænker hun på? Æde mig?!*

Tanken var både morsom, og fornærmende. Fordybet i sine egne tanker om vampyren, blev hun forstyrret af dørhåndtaget. De havde været her alt for længe. Vampyren havde ødelagt det hele. Med en irriteret mine, og mens hun vred sig fri af grebet lod hun sig føre ind i en bås. Ikke spor komfortabelt, og slet ikke hendes standard. Hun var lige ved at grine, da hun hørte kvinden skrige. Mennesker. Hun vidste jo ikke engang, om kvinden var rigtigt død.

Hun drejede hovedet med hurtigt bevægelse mod vampyren.

"Flot! Hvad så nu, frøken alt vidende?!"

Den kolde tone var ikke væk, og den forsvandt nok ikke foreløbig. Med en irriteret brummen, sparkede hun båsdøren op igen, der smækkede mod muren med et brag. Hun glattede frakken, mens hun vandrede hvileløst rundt. De havde max. 10 minutter, før det hele brød af helved til. Det skulle nok blive sjovt, at se hvordan vampyren ville reagere.

Hun var pludselig ikke sulten mere. Adrenalinen pumpede løs i kroppen. Lemmen virkede stadig tillokkende, men mest var hun vred. Denne vamp havde lige reddet røven på dæmonen, og så var hun stadig kæphøj.
Hvorfor havde hun overhovedet reddet hende i at blive opdaget. Hun skulle bare have reddet sig selv.

"Klap lige sylten, moster fehår" vrissede hun efter dæmonen.
"Vil du med, eller vil du gerne blive her og huntes ihjel? Tror de vil elske dig som trofæ."

De sarkastiske undertoner var ikke til at tage fejl af. Adrenalinen gjorde intet godt for hende. Hun blev mere kæphøj end hendes natur tillod. Men lidt læsning i flyveren havde gjort nytte. Hun havde læst om hunters, varulve og vampyre. Godt nok kun myter, men de lod til at holde stik. Og en ting vidste hun: Alt hvad der var overnaturligt, skulle holde sig væk fra hunters. De var syge i roen og ledte kun efter at få dig hjem som trofæ.

Hun kravlede op på toilettet. Hun gled hurtigt, men fik fodfæste på brættet.

"Jeg smutter altså herfra inden politiet kommer."
Hun var ikke helt klar over, om det var politiet der tog sig af sådan nogle ting, men uret tikkede løs, og hun skulle ikke dræbes den første dag i hendes nye liv.

Bøffens problematikker lå pludselig langt væk. Hun skulle aldrig være gået med dæmonkvinden.

Cherlyn gik over til den slappe krop på jorden, og greb fat om nakken på hende. Hun hev hende op, let som ingenting, og studerede den blege kvinde. Hun var så godt som død, og alligevel slog hjertet svagt endnu. Hun smilede dyrisk. Ville de have et mord, skulle de få et mord. Hun lagde kvinden på bordet, mens hun smøgede sine ærmer op. De havde ikke ret meget tid, men måske kunne hun nå lidt.

"Moster fehår! Begynder du nu igen, igle!?"

Hun snerrede det over skulderen, i en tydeligvis utilfreds grimasse. Vampyren gjorde tydeligvis god brug af adrenalinen, og den gav hende vist også lidt mere selvtillid. Synd, hun brugte den så dårligt.

"Siden hvornår vil du have mig med?.. Det er jo trods alt din skyld, at de opdagede os"

Hun knurrede det sidste, inden hun vendte sig mod kvinden igen. Hun strakte elegant sine fingre ud, og foldte dem sammen med et knæk. I en hurtigt bevægelse løftede hun hånden, og hamrede den i brystkassen på kvinden. Der lød nogle foruroligende kvasende lyde, mens kvindens såkaldte skrig, endte ud i et smertefuldt suk. Hun smilede tilfreds, da kvinden hurtigt kunne bekræftet død.

Lyden af sko mod et toiletbræt, fangede hurtigt hendes opmærksomhed. Hun tog godt fat i den døde krop, og slyngede med sin fulde kraft bagud, og direkte mod vampyren.

"Ikke så hurtigt, lille ven. Hvorfor tror du, at du kan slippe for alt det her rod?"

Hun tog nogle rolige skridt nærmere, mens hun slikkede fingrende rene, for de få dråber blod, der havde trængt igennem. Kvindens tøj var rent nok, bortset fra hendes blod fra halsen, der svinede en del.

Den sødlige lugt fra blodet var for tæt på. Selvom hun var smuk, hende dæmon kvinden, var hun absolut ikke særlig charmerende. Hun stod dyrisk og slikkede sine hænder rene. Den døde kvinde lå henkastet, brugt som en gammel klud.

Foden var stadig placeret på toiletbrættet.

"Det er ikke mit rod, husker du nok"

sagde hun henkastet til liget og blev ved at kravle op imod lemmen.

Cherlyn sukkede opgivende, og himlede med øjnene. Det kunne godt være, at de fleste ville kalde vampyren sød som sukker, men kvik var hun ikke lige. I hvert fald ikke i Cherlyns øjne. Hun hastede hen, og hoppede op på brættet. Stemmerne udenfor kom nærmere, hvilket ikke lovede godt. Hun skulle holde sig skjult. Selenes strenge ordre.

"På en måde er det vist, darling"

Hun sendte hende et blændende smil, og strakte halsen. Hendes blik fandt lemmen, der tilsyneladende hele tiden havde været vampyrens plan. I en snild bevægelse, sprang hun op, mens hun fjernede lemmen. Hun greb fat om kanten, og fik hevet sig selv op, og mast lidt længere ind i den klamme skakt.

*Hvis hun overlever det her, myrder jeg hende personligt!*

Tanken blev fulgt af en snerren, mens hun kiggede ned efter vampyren.

"Du skal ikke tro du slipper let fra det her! Jeg tror du ville have godt af, et lille møde med politiet.."

Hun snerrede det, og fjernede lynhurtigt hovedet, da lyden af en dør der blev sparket op, fyldte rummet. Politivagter, hunde og den skrigende kvinde bragede ind.

Alle dæmonens, for det var hvad hun var, blikke og smil røg direkte igennem Prue. Adrenalinen fortsatte pumpende gennem kroppen, da døren blev sparket op.

Hun havde lige nået at høre dæmonens sidste ord. Hun havde ikke tid til at tage sig af det. Hun skulle nok blive taknemmelig for, at hun, iglen, havde reddet hendes dæmon røv.

Paf over at hun bare var stukket af, og at der ikke længere fandtes næstekærlighed, skyndte hun sig at hoppe op mod lemmen. Let og elegant. Døren til båsen var heldigvis lukket, og idet hun havde trukket hele sin krop op i lemmen, hørte hun menneskekvinden skrige:

"HUN ER DER!"

Lommelygten fra politiet lyste op mod lemmen, men hun var allerede væk. De havde ikke nået at se hendes ansigt. Tanken om hendes kufferter poppede pludselig op i tankestrømmen, da hun i dæmonens røv kravlede gennem skakten.

*Pis, opdaget! God start på din første dag, dumme vampyr!*

Cherlyn kravlede ihærdigt videre, og så sig ikke tilbage. Det var selvfølgelig ikke ligefrem en mulighed, i denne smale skakt, men om den så havde været bred nok, ville hun have fortsat. Den irriterende vampyr, ragede hende ikke.

Skriget fra da de opdagede vampyren, var ikke til at tage fejl af. Hun forsøgte at sætte farten en smule op, men det var umuligt, hvis hun skulle undgå at larme. Alt tøjet, gjorde det ikke meget nemmere.

Et irriteret suk, undslap hendes blodige læber, da hun kunne fornemme en bag sig. Kunne hun da ikke bare tage at skrubbe ned til dem, så den ene i det mindste kunne slippe væk.

Hendes tidsfornemmelse var helt ude af den, men efter hvad hun ville kalde 5 minutter i skakten, havde hun ingen anelse om hvor de befandt sig i lufthavnen mere. Hun stoppede kort op, og lagde øret ned mod metallet. Hvis det var tyndt nok, ville hun kunne høre menneskerne under dem.

Det pludselig stop fra dæmonen foran hende, ænsede hun ikke. Et lille bump gjorde hende opmærksom, da hun næsten sad ovenpå dæmonen. Hurtigt fik hun sig flyttet og gloede undrende på hende.
*Hvad fanden laver den blodsugende hornet dame?* tænkte hun for sig selv.
Hun rullede det hvide ud af øjnene og ventede med korslagte øjne på at hun gad fortsætte. Der var ingen vej for hende ellers at tage hen, og skakten var alt for lille til, at hun kunne kravle fordi hende.

"Hvad laver du?"

Spurgte hun afventende på dæmonen havde tænkt sig at starte en kamp i den i forvejen alt for lille skakt.

Cherlyn løftede hurtigt hovedet fra det kolde metal, og stirrede ud i luften, med et olmt udtryk da vampyren bumpede ind i hende. Anede hun slet ikke, at hun faktisk ejede helt utrolige sanser, som mennesket kun kunne begærer? Eller valgte hun bare at ignorer dem, og spille et latterligt menneske. Hun passede tydeligvis ikke til nogen af rollerne, da hendes personlighed virkede for menneskelig, men hun ikke brød sig om det. Vampyrer. Hun sukkede igen.

"Jeg prøver at finde ud af hvor din idiotiske plan, nu har ført os hen!"

Selvom hun udtalte det, med stramt sammenbidte tænder, var pointen ikke svær at forstå. Hun havde været i lufthavnen før, men den her form for fremgangsmåde var desværre en anelse for ukendt.

"Det kunne være rart, hvis du havde tænkt det bare en smule mere igennem, da du planlagde at rende ind og spille helt.."

Hun sukkede igen opgivende, og lod sit hoved hænge. Hun havde ingen anelse om hvad de skulle gøre, eller hvordan de kom væk fra alt det her.

Den tydelige afsky over hendes væsen, var ikke til at slå fejl af. Men overlegen som en i helvedet, var hun godt nok. Hendes kommentar irriterede hende grusomt. Hvad havde hun måske selv gjort i en så presset situation? Hun havde nok sat sig på gulvet og spillet fandango!
Nej, Prue skulle ikke være fulgt med hende. Men dæmonen skulle nok ikke have fanget sin natmad i en overfyldt lufthavn.

De tidligere kommentarer fra dæmonen gik hende endnu mere på nerverne.
Hvordan kunne det blive hendes skyld at det uskyldige menneske var død?
Hun havde lyst til at sige noget flabet, men havde efterhånden lært at ingenting hun sagde til dæmonen ville sive ind i et positivt venter. Ordet 'hund' kom op i hendes tanker.
Den fejde måtte snart slutte.

Endnu en næsvis kommentar slap ud over hendes læber.

"Bring it on. Hvis du er så klog, så løs den selv.

Hun vendte sig rundt og begyndte at kravle tilbage gennem skakten. Rent instinktivt havde hun fulgt med dæmonen. Men hun kunne have kravlet den anden vej, og det var det mest oplagte lige nu.

Cherlyn havde ikke svært ved at mærke vreden boble i vampyren bag hende, men valgte smilende at ignorere det. Hun havde bestemt ikke noget at være muggen over. Det var hende selv, dum som hun var, der havde valgt at spille helt. Siden hvornår, prøvede en vampyr at redde mennesker fra at blive til føde. Var hun skrupbims?!

"Det skal jeg med glæde nok!"

Hun kunne høre lyden af vampyren, der kravlede den anden vej. Endelig havde hun fået nok. Enten havde hun givet fuldstændig op, eller også tænkte hun sig ikke om. Politiet var samlet for enden af skakten, og ville sikkert gennemsøge der hvor de havde set hende kravle op. At bevæge sig tilbage, ville være som at gå direkte i fælden.

I stedet satte hun øret ned til metallet igen, mens hun langsomt bevægede sig fremad. Hun havde svært ved at skelne hvor hun var, men svage lysstråler kunne ane længere fremme. Det måtte være et gitter. Hun bevægede sig stille frem af, med håbet spirende.

En lille smule forskrækket over hendes mangel på medmenneskelighed, eller umedmenneskelighed, fik Prue en plan. No more miss nice vamp.
Stille satte hun sig for at lytte på menneskene nedenfor. Hun blokerede dæmonens kravlen ude og forsøgte at lytte sig frem til en skrigende kvinde. Hun måtte befinde sig ved indgangspartiet i lufthavnen.

Hun var stadig vred over dæmonen. Flabet var hun kraftedme! Vreden blev til styrke, og med en fik hun sparket skaktens bund væk. Hun landede med et hårdt bump på jorden. Folket skreg hysterisk.

"HUN ER DEROPPE!" skreg hun mens hun pegede op i skakten, hvor hun vidste at dæmonen var. Hvis man ikke kunne lege med dem, måtte man lege uden dem. Noget havde hun lært af sin familie i mafiaen. Det stred imod hendes natur at skulle stikke nogen på den måde. Hun ville bare gerne være venner med alle. Men dæmonen havde ikke givet hende noget valg.

En politibetjent kom hen imod hende og hun begyndte at forklare hvordan hun havde siddet ude i en bås mens kvinden havde dræbt passageren. Nok havde hun muligheden for at sende hunters efter dæmonen, men det var ikke nogen grund til at være ondskabsfuld, tænkte hun og forklarede videre.
Hun havde fulgt hende lydløs oppe i skakten. Politiet skrev hele forklaringen ned på et stykke papir. Et let smil slap hendes læber. Hun var lærenem, trods hendes naivitet.