Lige ankommet (Åben)

Cherlyn kravlede hurtigere, og hurtigere. Lyset syntes denne gang ikke at virke afskrækkende som hun ellers fandt det, men derimod hjælpsomt. Hun standsede med sammenknebne øjne, og stirrede forhåbningsfuldt ned gennem risten. Hun kunne ikke direket tyde området, men de virkede som et tomt rum. Og et gardin? Pludselig slog det hende, at det måtte være et af prøverummene i de nærliggende butikker. Perfekt.

Selvom hun var et godt stykke væk fra dem alle sammen, kunne hun hører vampyrens stemme rumme gennem skakten.

*Den forræderiske lille!!..*

Hvis hun nogensinde så hende igen, var det første hun gjorde, at vride nakken om på hende, og spidde hende i hjertet. Jep, det lød beroligende. Men hun kunne da fryde sig over, at de ville kræve alle oplysninger om selve vampyren. Hvis bare en af dem ikke machtede, sad hun i fedtefadet.

Lydløst fik hun risten fri, og lod sig glide ned gennem det lille hul. Hun landede med et ganske lille bump, og ganske elegant hvis hun selv skulle sige det. I en hurtigt bevægelse, fik hun skubbet risten på plads, og snuppet noget af det tøj der allerede var blevet prøvet. Hun skyndte sig ud til kassen, hvor der indlysende nok, ikke stod ret mange kunder. Hun kom hurtigt frem, smed nogle penge, og skyndte sig ud af butikken med poserne. Nu kunne hun da undskylde sig med, at hun havde shoppet, og ikke været i nærheden.

Hun begyndte med forholdsvis hastige skridt, at gå mod udgangen. Den var så nær!

*lifes a bitch,* tænkte hun for sig selv, mens politimanden lyttede videre til hendes forklaring. Hun pegede hen imod sine kufferter, for at fortælle hun ikke ville have dem med på toilettet. Hun hørte de klikkende sko, så skikkelsen af hornene som var til syne, da hun havde smadret sine solbriller. Hun pegede mod udgangen:

"DER ER HUN!"

Hvis hun ikke mente at Prue skulle slippe godt afsted med det, så skulle hun heller ikke selv. Det var slut med at være søde Prue. Dumme dæmon!

Da hun hørte den skingre stemmen gennem flokken, havde hun mest af alt, lyst til at rende over og hamre knoglerne ud af den forbandede vampyr. Men Selenes ord var tydelige, så det var ikke lige tiden til det. I stedet greb hun ned i posen, og fiskede et sort tørklæde om, som der havde fulgt med i tøjbunken. Det bandt hun omkring hovedet, for at skjule hornene, hvorefter hun så valgte at tage benene på nakken.

Hendes udmærkede form hjalp hende gevaldigt, samt hendes overnaturlige hurtighed. Hun dukkede sig for eventuelle nysgerrige blikke, mens hun ivrigt snoede sig ind og ud, mellem de utroligt mange folk. Udgangen kom dog nærmere i en tilpas hurtigt fart, og en svagt smil bredte sig på læberne. Hun skyndte sig at slikke de sidste blodrester væk, da hun blot var 3 meter fra døren. Kun et mirakel for vampyren, kunne hjælpe hende nu.

*Det er bestemt ikke slut, igle*

Da politiet var færdige med at snakke med hende, som vidnet hun nu var, gik hun hen imod sine kufferter. Hun nåede lige at se skyggen af dæmonen. Hun slyngede et sort stykke stof om hovedet for at skjule hornene.

"Hund!" mumlede hun for sig selv, idet hun greb sine kufferter og rullede dem henover lufthavnens gulv. Folk gloede på hende, fordi hun havde været stjernevidne til mordet på toilettet. Hun havde hele rummets opmærksomhed, ubehageligt!
Dette var hendes første dag et helt nyt sted, og det var ikke just startet pænt. Menneskemængden var ved at ebbe lidt ud, nu hvor timerne var blevet lange. Hun tænkte meget over dæmonens første ord: Hun burde også spise mennesker.

Den tarvelige bøf hun havde guffet i, et par timer forinden lå stadig ensom på en tallerken. Det var den samme ekspedient. Hun var klar til at tage til Werclare og finde sin lejlighed. Hun fumlede med nøglerne. Tabte dem. En ung herre samlede dem op for hende. Han smilede venligt, betaget, til hende. Hun smilede igen og spurgte om han havde tid til at guide hende til werclare. Han så ikke ud til at have specielt travlt, så han nikkede begejstret.

Han duftede dejligt. De grønne øjne var udstående, hun var virkelig sulten. Måske hun skulle tage sig sit første måltid. Det var på tide.
Trods den ubehøvlede dæmons opførsel, havde hun lært hende noget: Her overlevede man, eller også døde man. Hun ville overleve.

Hun førte ham ud ad lufthavnen og hen til sin lille bil, som hun havde fået transporteret derhen. Der var ingen mennesker på parkeringspladsen. Han satte sig på passagersædet, og nu var han hendes passager. Hun satte sig ved siden af, greb hans hånd og kyssede ham på halsen. Han var med ombord. Idet han skulle til at kysse hende på munden, blottede hun sine tænder og satte dem i halsen på ham. Han skreg, hun mæskede. Blodet sev ud af hendes mundkrog. Hun tørrede det væk og slikkede sin finger. Hans puls var ikke ebbet ud endnu.

Endnu egentlig satte hun tænderne i ham. Beruset af hans smag, da det sidste livstegn forsvandt fra ham.

"En skam, han var ellers pæn," mumlede hun da hun var færdig. Hun startede bilen og kørte videre. Midt ude i ødemarken smed hun liget. Hun slikkede sig endnu engang om munden. Inderst inde havde hun dårlig samvittigheden. Men spejlet sagde noget andet. De udstående grønne øjne var blevet normale og hun var mæt igen.

OUT

Cherlyn kastede sig hovedkuls ud af døren, hvorefter hun fik fat i en taxi, som hun kylede alle poserne og sig selv ind i. Med et lettet suk, mærkede hun sømmet blive trådt i bund, og stak med et tilfreds smil, hovedet ud af ruden. Lufthavnen syntes at svine længere og længere væk, samt mindet om den forræderiske lille dæmon.

*Jeg finder dig, igle. Og når jeg gør, vil du ønske at du ikke kun var halvdød..*

Hun trak hovedet ind igen, og gav ordrene om at køre til hendes adresse, med en let knurren. Chaufføren nikkede ivrigt, og bilens lys forsvandt i nattens mørke.

//Out//