I'm not drunk - Birdy

Dato: lørdag d.28 april.
Tid: 03:11
Årstid: Forår.
Vejr: Fugtigt med lidt blæst, lunt, overskyet vejr.
Sted: Sherias gågade.
Omgivelser: Lukkede butikker med tremmer for ruderne, tomme gader, nogle få folk er at møde, deriblandt Hannibal.
Påklædning: sorte jeans, et par sorte sko med snørrebånd, hvid skjorte, grå hættetrøje med lynlås. Det hele virker forholdsvist løst og en anelse beskidt.

Det snurrede. Den unge mand støttede sig vaklende til muren mens hans maveindhold blev tømt ud over gadens sten. Hannibal spyttede den klamme smag af sig og trak vejret tungt. Det stank, men det var også indlysende nok, eftersom hans kost ofte bestod af råt kød og alkohol. Et øjeblik lukkede han sine øjne i og mærkede hvordan det hele kørte rundt og hvor træt han egentligt følte sig. vejen hjem var stadig lang, men mon ikke at det gik? Det var trods alt ikke første gang at han havde taget af sted på denne her måde og hvis han var heldig var hans lillebror Oliver nok hjemme. Et lydløst suk gled over de kølige læber, idet han skubbede sig selv væk fra muren og forsatte sine lange skidt omkring et hjørne. Vinden føltes forfriskende imod ansigtet og satte det brune hår lidt i bevægelse. En bænk kom til syne længere henne og tjaa. Det var sgu tid til at holde en pause, alt andet virkede alt for ulogisk. Overraskende hurtigt kom han hen til den og satte sig på en måde, hvorpå han fyldte det meste af bænken. Han skubbede hætten over sit hoved og fiskede hånden ned i lommen efter en smøg og en lighter. Himlen syntes uendelig mørk og langt væk, da han lagde nakken tilbage og satte smøgen for sine læber og tændte op, så en salig røg bevægede sig for hans øjne. Dovent inhalerede han, fyldte sin lunger med den varme og betrykkende røg. Mange ville nok have følt sig usikker ved at bevæge sig omkring på denne tid af natten også selv om, at Sheria ikke ligefrem var kendt for sit kriminelle miljø… så var det som om… at det bare ikke var noget man gjorde. Selv fru Hansen, Hannibals seje gamle overbo, nægtede at forlade sit hjem efter klokken 22. Et lille smil tegnede sig på hans ansigt og han skoddede og lukkede øjnene i. Frygt var svært at spore i Hannibals sind og det var nok også dets mangel der gjorde, at smøgen nu faldt til jorden og Hannibal i søvn.

((Vi skal lige have nøjagtig dato på - husk fremtidstråde ikke er tilladt med mindre de er ansøgt om ;) ))

En spinkel skikkelse havde fra lang afstand overværet hvordan den fremmede mand havde vendt sit maveindhold udover brostenene.
Først var skikkelsen blevet stående stille - tøvende. Klokken var tre om natten, og den tynde, beige trenchcoat tilbød ikke megen varme til skikkelsens bare ben, der var blottet for nattens friske blæst. Blæsten tog et øjeblik fat i skikkelsens lange, løse hår og afslørede at det højst sandsynligt var en kvinde.
Hendes blik fulgte den unge mand der kæmpede sig hen mod en bænk. Først så det ud til at han fik lagt sig tilpas på bænken, og kvinden overtalte sig selv til at lade sagen ligge og skynde sig hjem til Werclare, som det havde været hendes intention fra starten.

Men den fuldesyge mand blev liggende på bænken længere end hun brød sig om. Den vage lyd af stilethæles klikken mod fortovet afslørede, at den kvindelige silhouette havde taget en endelig beslutning, og nu bevægede sig hen imod bænken.
Englen sagtnede farten da hun nærmede sig den stille-liggende unge mand. Hun forventede at lyden af hendes hæle ville have fået ham til at vende blikket mod hende, men han lå endnu stille.
Da hun endelig nåede op på siden af bænken, var mandens vejrtrækning ikke til at tage fejl af; den var tung af søvn. Langsom og rolig, som en, hvis sind var bedøvet nok til ikke at bekymre sig om den vågne omverden.
Det gik jo ikke! Er fuldesygt, ungt menneske der sov midt på gaden i en by som denne.
Den blonde kvinde skævede til sceneriet omkring sig og så tilbage til manden på bænken.

"Are you okay?"

Det var det eneste passende hun kunne finde på at sige. Det var et venligtsindet spørgsmål, men englens stemme var høj og gennemtrængende i et forsøg på at vække den sovende person på bænken.

Med sig bragte englen en tydelig ændring i atmosfæren omkring de to personer; hun var ængstelig over mørket, men midt i sin gerning som god den gode sameritaner var der noget dragende og beroligende over auraen der omgav hende.

Hannibal mærkede hvordan hans kind pressede sig imod armlænet og alting blev sort. Hans brystkasse hævede og sænkede sig i et jævnt og roligt tempo og hans ansigt syntes fredsfyldt, trods den smule skidt og blod der var at spore på hans hud. ... Det var ikke ligefrem ret behageligt, kulden og den ukomfortable stilling, gjorde at han ikke kunne slappe fuldkommen af. vinden bragte en sødlig duft med sig.. lidt som slik...det var nok ikke noget, nej...nej.. lige nu skulle han sove... også var alting nok godt igen når han vågnede.
Noget der lød som en kvindestemme nåede til ham, først tænke han ikke videre over det, brummede bare beklagende tilbage og bøjede sine ben mere til sig. *kan hun ikke se at jeg sover..?* tænkte han mut og skimtede frem for sig uden at kunne se noget klart.... En skikkelse. Han trak vejret et par gange, prøvede ligesom at få tingene til at hænge sammen selvom det hele føltes så fjernt. "hvad??" mumlede han hæst og åbnede sine blå øjne på klem og ventede på at omverden ville blive skarp for hans blik. Dovent fik han sig selv op at side, imens tankerne begyndte at spinde rundt i takt med at han kom mere og mere til bevidsthed igen. De lange hår var det første han lagde mærke til, så blødt og med en gylden farve.. ret feminist og elegant. "Hej smukke" lød hans stemme, stadig hæst, men dog fyldt med en beruset selvtillid, idet et smil tegnede sig på den unge mands ansigt.

Englen kiggede nærmest overvågende ned på den unge mand. Da han satte sig op, gik det op for hende hvor tæt på bænken hun havde stået, og hun trådte langsomt et skridt tilbage.

Hun så hvordan hans øjne kæmpede for at finde rundt i verden omkring ham. Hendes ansigt ændrede sig fra den alvorlige og bekymrede mine til, da hans ansigt ændrede sig og blev smilende og indsmigrende. Hun kiggede overrasket ned på den unge mand, der så ud til at være blevet vækket fra sin døs og distraheret fra hendes spørgsmål så snart han fik øje på hende.

Birdy havde svært ved at sætte sig ind i hans tilstand, og dermed også svært ved at beslutte sig for om hun skulle tage hans henvendelse alvorligt. Hun havde aldrig selv været fuld. Det var endnu en af disse forunderlige, menneskelige tendenser som hun aldrig havde følt et behov for at udforske. Det forekom hende uinteressant og ikke mindst fuldstændigt ulogisk at have en så selvdestruktiv trang, som til at sløre sin egen tankegang og fysiske kontrol ved hjælp at bedøvende, alkoholiserede drikke. Men måske menneskene opfattede det anderledes; sådan var der jo så meget..

"Jeg spurgte om du er okay." gentog hun så. Hendes stemme var stadig en smule højere og mere gennemtrængende end nødvendigt, som om hun prøvede at trænge igennem tågen der så ud til at ligge for hans sind.

"Har du brug for hjælp til at.. finde hjem? Jeg kan praje dig en taxa..."
Englens stemme lød en smule usikker, næsten åndsfraværende, og hendes blik søgte gennem omgivelserne omkring dem mens hun snakkede, som om hun ledte efter noget. En taxa, måske - til trods for at hun havde lydt som om hun godt var klar over at den unge mand måske ikke nærede et ønske om at komme hjem. Hvorfor skulle han ellers have lagt sig til at sove på en bænk midt i Sheria midtby?