Save me (Daveon)

Dato: 6-5-12
Tid: 2145
Vejr: støvregn og diset. køligt.
Påklædning: ærmeløs top og et par slidte jeans.
Humør: deprimeret

Slentrende af brostenene gik Prue. Endnu en dårlig da for forretningen var gået. Blodet solgte ikke som det skulle og hun levede efterhånden på en sten. Venneskaren var begrænset, fordi hun gang på gang involverede sig i problemer. Hun var ensom. Jack havde godt nok trøstet hende den aften. Det var fantastisk sex! Men hun var udmærket godt klar over, at det var hvad det var.

Regnen faldt mod den silkebløde hud. Prallede af som de kun kunne på vampyrer. Hun var dead body walking, og hun vidste det.
Hun lukkede blidt øjenene i, tog en dyb indånding og bed sig i tungen, for ikke at græde. Hun havde ikke fået så meget at spise end et enkelt dyr i skoven. Det var kun til at leve på, men hun kunne ikke spilde blodet på tårer.
Hun standsede og kiggede ud over havnen. Havnen hun havde mødt både Laroy og Lis på.

Hun vidste, hun skulle leve evigt. I flere århundreder! Hun kunne bare ikke overskue det. Alene i flere hundrede år. Hvem kunne overskue det?

Hendes fødder havde bragt hende til kanten af havnen. Hun ville ikke mere. Hun var træt. Træt af ikke at være træt. Træt af at såre uskyldige mennesker og tage deres liv. Træt af den hun var blevet. En skændsel for mennesket. En skændsel for vampyrerne.
Hvis bare hun kunne... Og det kunne hun jo! - Hoppe i havnen og slutte det hele. Hun havde hørt om vampyrer der havde forsøgt og det sagtes at det ikke kan lade sig gøre. Men var det ikke et forsøg værd? At blive genfødt som menneske og gøre det godt igen?

Fødderne trippede på kanten stenene der bugtede ud til havnen i Werclare. Månen var allerede placeret smukt på himlen. De små plask fra støvregnen var som musik på overfladen af det isende vand. Hun var klar. Klar til at springe.

Hjulende trillede stille over de små sidegader. Daveon sad afslappet i sin bil,
og var på vej hjem, fra et fint bal, der blev holdt for hans ældre farbror.
Tanken løb over hvor meget han egentlig savnede sin afdøde far, men dog
blev han ved med at tygge hårdt omkring tandstik han havde i mundvigen,
da han ikke brød sig så meget om sin far, men alligevel havde ham som sit
forbillede. Han sukkede, og gabte engang imellem bag læderrattet.

Dog gik der ikke længe før, at han slog ned i farten, og trillede stille forbi et hjørne
i det at han så en smuk skikkelse stå, alene, ved havnens kant.
Månens lys kastede sig næsten magisk ned i vandet, og spejlede hendes feminine
ansigt med lyse nuancer. Han slukkede lyset på bilen, og lod sig spejle ud af vinduet,
da han undrede sig over hvad der foregik over hos hende.
Hans nysgerrighed og svaghed for smukke kvinder, holdte ham tilbage fra at køre, og
være ligeglad. Han skulle tidligt op og til modeshow, for at se de nyeste design for det
kommende blad.

Bilen et stykke væk, ænsede hun ikke. Hun stod stadig ved kanten, irriteret over hun ikke bare kunne springe i. Ikke komme op igen.

De mange minder røg forbi nethinden som et lysbillede show. Hendes far der kynisk havde sagt, at hun skulle forsvinde ud af Colombia. Han ville ikke kigge på hende. Hun var en skændsel for deres familie. Hvis hun ikke selv forsvandt, ville han skyde hende med sine egne våben og hænder. Moderen havde siddet tavst i et hjørne. Hun forsøgte at undgå sin datters sitrende øjne og skælvende krop. Der havde lagt sig en mørk stemning over huset og deres familie navn. Hun havde intet valg - udskejelserne den ene nat, der havde gjort hende til en udødelig kvinde, havde sine konsekvenser. Hun måtte forsvinde fra Colombia. Lavet hun elskede men også landet hun hadede.

Nu stod hun her, på Deploratus, klar til at sige farvel.
Hun bøjede overkroppen let over kanten og lod sig falde i. Hun skulle holde sig under vandet så længe hun kunne, lade vandet sile ind af alle kroppen åbninger, så hun kunne forlade jorden. Hun græd end ikke, det var ikke værd at græde. Hun havde spildt sine tårer på for mange ting, det var på tide at sige farvel.

Hun lod det isende beskidte havnevand omslutte hendes krop. Hun kunne end ikke mærke temperaturen. Men det omklamrende fornemmelse var rar. Månens stråler kæmpede sig gennem vandet, næsten en smuk gestus for hendes sidste minutter. Hun lod vandet ind, men hun var stadig lige så levende som før. Hun behøvede ikke ilt...
Det lette corpus lod hun falde dybere ned mod bunden af havnen. Selvdestruktivt.

Daveon holdte et skarpt øje til den stille stående kvinde. Han kunne fornemme
på hendes udstråling, at noget var galt. Måske var han forkert på den, men idet
at han fangede hende i at stå, og små overveje at hoppe i. Slukkede han bilen, og
tog selen af sig.
Begge øjne var spiret op, og han havde sin ene hånd parat på dørhåndtaget. Hans
hjerte begyndte at banke hårdere og hårdere, i det at han holdte vejret. Egentlig
plejede andre mennesker ikke at påvirke ham som sådan, men noget ved den kvinde
hans iagttog, mindede ham om hans ensomhed og kamp mod de svagheder han havde
gemt hos sig.

Før han overhovedet skænkede det en tanke, sprang han ud af bilen, og strøg over mod
kvindens placering. Hun var sprunget i og var forsvundet under overfladen. Han smed sin
jakkesæts jakke på vejen hen mod hende, så det var mindre tungt at fange hende op, i det
han selv kastede ud i det sorte vand.

Vandet var så mørkt at han næppe kunne se hende nede i det, men i det at han hoppede
i, mærkede han en tot af hendes hår. Han følte ud efter hende i det bevægende vand, og
lod sine arme omfavne hende, dog med en styrke, for at trække hende op.

Et par hænder hev fat i hende, hun var åbenbart blevet iagttaget fra havnen. Hendes øjne blev til en smal stribe. Hendes selvmordforsøg ville ikke fungere. Hun kunne snildt trække vejret. . Hun havde i forvejen ingen kropsvarme, så vandet generede hende ikke. Men hun var opdaget, så hun kunne ikke kæmpe imod hans forsøg på at redde ende. Han kæmpede efter at redde hende, det kunne hun se. Hun måtte modvilligt følge mig og svømme diskret op i hans arme.

Det var en helte gerning og det var da charmerende! Hun gjorde sig blød i hans arme, som vandet havde slået hende ud. Hun skulle holde på hemmeligheden. Heldigvis kunne vandet sagtens havde nedkølet hendes krop, så hun behøvede ikke bruge energien på at give kroppen varme. Hun forberedte sig på de næste hektiske minutter. Oplivningen, hjertemassagen... Hun skulle nok håndtere det.

Kroppen gjorde hun rig som var hun bevidstløs og så gav hun sig hen til ham. Lod ham "redde" hende.

Daveones hjerte hamrede hurtigt og voldsomt. Han kæmpede for at få
kvinden op af vandet, hvilket ikke var svært, da hun intet vejede ifølge ham.
Men vandet sugede sig til hans tøj, og gjorde han tungere. Et par støn kom fra
hans mund i det han brugte sin adrenalin i sidste ende.

Han fik trukket både kvinden og ham selv op på broen, og han gispede efter vejret
i det han kom op ved siden af hende. Han kiggede på hendes med knebet øjne, og
så ingen tegn på at hun var i live. Han satte to fingre på hendes puls, og mærkede
intet. Hans trak vejret tungt, og hurtigt gik det også op for ham at hun var bleg, selvom
hun havde kulør.
Daveon huskede ikke meget fra sin skolegang, så han kastede sig ud i det han huskede.
Hans tørrede det værste vand fra hans ansigt, og satte så sine læber imod hendes fyldige
og feminine sæt af læber. En blødhed så ubeskriveligt, og et sæt gik igennem ham.
Dog prøvede han at få liv i hende igennem hans egen vejrtrækning og ventede på at en
smule liv skulle vise sig i hende.

De kolde læber mod hendes pressede luft i hende. Selvom hele scenariet og skuespiller var direkte ubehageligt, var den varme ånde og luft i hendes lunger rar at have i kroppen. Hun hostede det bedste hun havde lær og lod hav vandet komme med op.

Som enhver anden der netop havde været ved at drukne, hostede hysterisk og vendte sig rundt. Det samme gjorde hun. Et kort øjeblik vendte hun sig rundt og kiggede på ham, "frysende", med sin mørkegrønne øjne. Han var flot. Eller ikke bare flot, men ufattelig medmenneskelig. Hun sad blot og stirrede på ham. En pludselig taknemmelighed for, at han var i live,selvom hun nok havde været det alligevel, slog hende. Men hun var flov! Flov over at bebyrde ham med sine problemer.

"tak," mumlede hun sagte. Det forsvandt næsten i regnen der stadig faldt ned fra himmelen.
Han sad der, forpustet med skjorten klingrende ind til kroppen.
"1000tak," sagde hun igen og holdte sit blik fast.

Daveon fik et chok, i det at kvinden hostede og vendte sig for at tømme
lungerne for det sorte og næsten forbandende. Han kløede sig lidt i øjnene,
men stoppede langsomt da han hørte hendes stemme. Den var anderledes og
fangende. Hans trak vejret stadig hurtigt, men dog roligere end før.

" Hvordan har du det? " spurgte han næsten målløs, og fandt situationen ret
uvirkelig. Han lagde godt mærke til at hverken blev skubbet eller faldt i ved et
uheld. Han fangede godt at hun havde noget i tankerne, og selv og springet.
Dog ville han ikke grave sig ned i hendes private sager, og han vidste heller ikke
om han turde.

Daveon var en skørtejæger, og det lagde han ikke selv låg på. Han væltede sig i
kvinder, og havde en svaghed for hunkønnet. Han blev jo også talt om i nattelivet
som en charmør og næsten casanova.
Da kvinden lå svag og bleg på broen, fangede hendes skønhed ham dog også.
Hun var utrolig smuk kvinde, og hendes eksotiske ydre fangede hans interesse endnu
mere. Dog, var der noget ved hende der skræmte ham. Han mærkede en anden slags
stemning i nærheden af hende, og det gjorde ham en smule utilpas, og ikke nær så
selvsikker som han plejede i kvindernes selskab.

Hun nærstuderede ham i mørket. Han var mand, mere mand end det hun normalt kendtes og så i Deploratus. De små skægstubbe indrammede næsten hans ansigt. Hun var næsten så betaget, som hun havde været ved Jack. Men Jack var også ældre. Han havde de grå sting som denne fyr ikke havde.

"Jeg er okay."

Hun satte sig op og lænede sig op af en af pælene på broen. Hun var udmattet. Ikke fysisk med psykisk. Hun havde begået en drastisk handling, som ikke var lykkedes, men som højst sandsynligt heller ikke havde været nødvendig. Flovheden skyllede ind over hende. Hvad han ikke måtte tænke om hende! Og hvis han havde set det hele, hele hendes lille stunt, måtte han tro hun var skingrene sindssyg.

"Er du okay?"

Kom det sagte ud af hende. Hun havde sat en anden i fare, og det var absolut ikke noget hun nogensinde havde ønsket. Men hun vidste det jo - selvmord var en selvisk handling. Om det lykkedes eller ej!

Daveon nikkede til hende og sendte en venligt smil hen til hende,
dog var det roligt og på ingen måde situations ødelæggende, da hendes
spring havde påvirket ham og hans aften.

" Skal jeg ikke køre dig hjem? " Spurgte han efter et stykke tids
stilhed. Han havde ingen ide om hvad han skulle stille op, i denne situation
og en vis usikkerhed viste sig at gemme sig i ham, men ved en lille rømmen
fra sig selv fik han gemt den væk igen.
Han betagede kvinden, og fandt hende utrolig betagende. Hendes fine og bløde
hud, dog var der noget over hende der ikke virkede menneskeligt. Mern Daveon
lagde ikke alt for meget i det da han gættede det enten var adrenalinen eller alkoholen
der spillede ham et pus.

Hun havde ikke lyst til at tage hjem til sin lejlighed. Det var for ensomt, og så havde han også mulighed for at skride og være ligeglad. Hun havde brug for støtten og de trøstende ord. Eller bare en og snakke med.

"Jeg er mistet mine nøgler..."

Løj hun. Hun kiggede ned ad sig selv. De våde tøj klingrede sig til hendes velproportioneret krop. Toppen afslørede straks farven på bh'en. Hun hev armene op for sig. Det virkede ikke til, at han havde bidt mærke i hendes halvnøgenhed.

"Måske jeg bare kunne tage med dig hjem, og så kunne jeg få mit tøj til tørre? Nøglerne ligger nok på havnebunden. Ringer til nøglehægleren imorgen."

Lyve havde hun altid være god til, det var næsten hendes trademark. De uskyldige store dådyrøjne blinkede ud i natten. Hun havde virkelig ikke lyst til at tage hjem alene, men der var heller ikke nogen bagtanke bag hendes "tilbud."
hun var bare ensom, og han virkede ikke just ligeglad.

Hun tog hendes lange fingre og gled dem kælent i ansigtet på ham. Næsten en hilsen fra gamle elskere, men det var blot et råb om en tjeneste.
Det våde tøj klistrede til hans krop, den hvide skjorte var gennemsigtig så alle de mandlige former kunne ses. Han var egentlig pæn, når hun lige nærstuderede ham i lyset af månen.
Han måtte virkelig fryse.

En kølig vind strejfede Daveon engang imellem, og det så han lidt som et
tegn på at det ville blive køligere og at de måtte afsted.
Idet den våde kvinde fortalte om hendes situation, var han på ingen måde
i tvivl om at han ville bringe hende med hjem til ham. Hun inviterede næsten
sig selv, og på en måde synes han at det gav et lille indtryk på hendes personlighed.

Daveon lod ikke tiden gå ret meget længere, inden han gik stille over til kvinden og
kiggede hende dybt i øjnene. Han rettede sine hænder ud og viste dem ud foran hende,
hvorefter han spurgte:

"Tillader de? ". Han blå skarpe øjne, var dog utrolig bløde i hendes selvskab, og
i det han rykkede sig tættere på hende, mærkede han en mere usikker følelse i kroppen.
Dog lod han den ikke påvirke ham, og langsomt lod han sine hænder glide ned under kvindens
ben og bag på hendes ryg. Han trak hende op i hans arme og klemte hende lidt indmod
ham selv, så der var lidt støtte.
Han gik hen imod bilen, som stadig stod åben, dog slukket.
Hendes våde få klæder, lod en smule af dens vand kaste sig ind i Daveons ellers våde t-shirt
og det var koldt så han spændte sine muskler.

Den enorme støtte fra den muskuløse krom var ikke til at tage fejl af.
Hun havde mødt typer som ham i Colombia, og de var normalt nogle players. Røvhuller uden lige.
Et smalt håb i det ikke pumpende hjerte, spredtes ud i kroppen. Hun var isende, noget hun altid var. Hun kunne heldigvis skylde skylden på havnevandet og den kolde brise.

"Jeg håber du ikke du tænker, jeg er en... ja, ord jeg ikke har."

Hun hentydede til hele havne episoden. Det at han havde "reddet" hende, selvom hun snildt kunne have været der det næste århundrede.
Som en skræmt fugleunge klamrede hun sig til ham. Et lille menneskeligt træk, som hun stadig besad. Hun skulle kæmpe for at frokosten ikke bevægede sig ud af øjenkrogen.

Daveon smilede skævt af hendes usikre sætning, og sagde med hans
rolige og charmerende stemme, for at berolige hende.

" Bare rolig ".

Han bar hende hen til bilen, og satte hende på forsædet. Han tændte bilen,
så varmen kunne begynde at varme dem begge op. Dog satte han sig ikke ind
med det samme, da han skulle hente hans kastede jakke. Han gik hurtigt hen
til den, hvor den tungt og stille lå på den hårde og kolde jord. Han tog den i hans
maskuline hånd, og holdte den med er fast greb, imens han begav sig over imod
bilen. Synet af kvindens ansigt, som blev belyst af bilens tonede lys, fik ham til at
betragte hende mere tiltrækkende. Hun var ubeskrivelig smuk, og han var helt vildt
med hendes eksotiske ydre. Hun lignede en kvinde med rank ryg og med en stærk og
bestemt mening samt handlinger. - og et lille håb i ham håbede hun ville vise ham det.

Han satte sig ind i bilen, og skruede op for varmen som noget af det første. Han rækkede
kvinden hans jakke, og tilbød hende at tage den om sig.

- " Tag den her om dig "

Hun lod sig sætte ind på forsædet, fumlede let med radioen og lod som om hun frøs, som var hun kastet i havnen endnu engang.
Det våde tøj klamrede sig stadig fast til hende krop. Selvom hun ikke frøs af det, var det alligevel en klam fornemmelse mod hendes bløde og olivenfarvede hud.
Håret dryppede let ned af ryggen på hende, og hun tog elastikken hun havde liggende i bh'en, en vane hun havde fået i Colombia, og smed det lange krøllede hår i en knold.
Det var en ren rutine for hende.

Den unge fyr, som hun ikke engang kendte navnet på, sad pludselig ved hendes side. han smed den tørre jakke om hendes bare skuldre.

"Tak, for var sødt af dig,"

mumlede hun lavmælt. Stadig tydeligt flov over hele aftenen.
Det var måske ikke lige på denne måde, hun nød at møde nye mennesker. Men hun var taknemmelig for hans gestus.

"Sååå.. Hvor skal vi hen?"

Der var en naturlig trykket stemning, men hun ville så gerne lette den. Også selvom hun var klar over, så snart de var blevet tørre, blev hun nød til at fortælle, hvorfor hun var sprunget i havnen. Han ville være den første, der ville høre hele hendes historie. Eller, måske ikke det hele.

Hun rynkede let på næsen, noget man kun ville kunne se, hvis man stod ubehageligt tæt.

Langsomt begyndte han at få bilen til at trille hjem imod hans store og
tit mundlammende lejelighed. Efter han havde drejet omkring et hjørne
kiggede han på den frysende kvinde ved siden af ham. Han studerede
hendes ansigt, efter hun havde sat hendes krøllede hår op i en knold.
Hendes ansigt blev mere slankt og hendes kindben mere fremhævede,
dog ligeså smuk som før.

" Daveon " præsenterede han sig, og lavede et lille nik hen imod hendes
store blanke øjne. Daveon var en charmør og havde altid gode ord i ærmet,
dog var han ikke en mand af mange ord. - Det havde folk tit svært ved at
forstå, og det var heller ikke helt klart for ham selv.
Men i den situation vidste han ikke hvad han præcis skulle gøre, da han plejede
at ligge an på kvinderne eller ha dem klistret op af sig. Så hændelsen var rimelig
ny for ham, eller i hvert fald ikke savnet.

"Prue."

Hun kunne ikke give ham hånden, men hun gav ham et let klap på skulderen og smilte taknemmeligt til ham.

"Kan ikke vente med at få det våde tøj til tørre... Har du en skjorte jeg må låne?"

Han var betydeligt større end hende, både i højde og drøjde, så hun ville sagtens kunne være i en af hans skjorter. Hun smed let det ene lange ben, over det andet. Hele situationen var absurd. Hun var ikke vant til, at nogen passede på hende, andet end hendes far. Men han havde slået hånden af hende. Og nu var der denne fyr, som rent faktisk beskyttede hende. Mod døden og alt muligt.
Hun kiggede ud i natten, smilte lidt for selv. Det var nu egentlig rart, at nogen brød sig om hende.
Det havde hun ikke oplevet meget af efterhånden. Hun synes at irritere folk, noget hun aldrig helt havde fattet.

De lange stænger glinsede næsten fra månen. De var stadig fugtige af vandet og salten var begyndt at sætte sig. Hun børstede dem let og tog et dybt suk.

Prue's forførende ben fangede Davoens opmærksomhed, men lod sig skjule
det ret godt. Var der noget Daveon mestrede, så var det at havde fokus på
en kvinde, uden at hun faktisk ved det. Det betød dog ikke at han ikke nød
at give kvinderne hans opmærksomhed, men som den ladyman han var, så
havde han sine små tricks.

" Mon ikke?" Svarede han tilbage og løftede lidt på sit stille ansigt,
med et lille skævt smil. Han grinede lavt, og havde begge sine hænder på
rettet, undtagen når han skiftede gear. Han blev næsten nervøs, da han følte
en bestemt følelse når Prue var tæt på ham. Han bed sig lidt i sin inderlæbe,
og sukkede lavt da de drejede om et hjørne, og ikke var langt fra hans lejelighed.

Gaderne var tomme, og stilheden i bilen blev mere og mere intens. Dog var Daveon
ikke den akavede type, og troede på at det kun var parterne der bestemte om det
var akavet eller ej.

" Hvor kommer du selv fra? Welclare?" Spurgte han interesseret, men dog
med fokusset på de mørke og små tågede veje.

"Så så, ingen frække tanker!"

Hun nikkede og slog en latter ud i bilen, så det næsten gav ekko i understellet af bilen.
Hun strammede jakken om sig. Den duftede af Daveon, maskulint. Hun lukkede øjnene i et kort sekund, men kom pludselig i tanke om, hvor hun sad. - Ved siden af ejeren til jakken.

"Jepper. Bosatte mig for en måneds tid siden i en lille lejlighed. Meget lille lejlighed.

Hun vendte det hvide ud af øjnene. Hun ville gerne have råd til noget større, men hun levede praktisk talt på en sten hver eneste uge, den sidste måned. Der var ikke maked for at sælge blod på Deploratus. Alle vidste det.
Hun måtte skaffe sig et job.

Bilen slingrede sig ned af den små gader. Hun havde intet imod de få ord de udvekslede. Det var som om, de havde kendt hinanden længe, eftersom han allerede havde reddet hende. Fra hvad, var hun ikke sikker på. Men det nærmeste hun kunne komme, var hende selv. Hun var blevet reddet sig sit eget hoved. Og nu var der kommet noget, der kunne distrahere hende.

Han blev overrasket over at hun faktisk opfangede det som en sjofel kommentar,
men fandt det underholdene, og et lidt mere markeret grin efterfulgte, imens han
kiggede kort på den smilende samt grinene kvinde.

Daveon gav et lille mere skeptisk blik fra sig, til sig selv, i det han undrede sig over
om man stadig brugte ordet 'jepper'. Han fniste lavt for sig selv, men lyttede sammentidig
til Prues stemme.

" Hvad fik dig til Deploratus? " spurgte han undrende, da han ikke rigtig forstod
hvad hun gjorde i der. Hun kunne ha taget til U.S.A og blevet model, eller danser på
en af de største steder i verdenen. Men det var måske mere ønsketænkning fra selve
Daveon personligt, da han ikke rigtig fandt noget mere betagende end danser eller Model.
- dog kunne noget engang imellem overgå lige de to.

De var begge nået frem, og Daveon holdte på en lidt større gade, ind mod fortorvet.
Han slukkede bilen, imens han smed et venligt smil over imod Prue. Han åbnede døren,
og smækkede den i , imens han vendte om og gik forbi foran bilen, og åbnede døren for
kvinden. Han undrede sig over hvordan aftenen ville udvikle sig. Dog var han en rolig fyr.
- Til tider..

SLUT - Fortsættes i La Sunisha - Daveons lejelighed.

"årh Daveon, det er en lang historie."

Selvom hun som vampyr, ikke behøvede søvn, viste hendes øjne en træthed. Hun skulle nok fortælle historien, så snart hun var af det klamme tøj og i en lejlighed, hvor hun kunne slappe bedre af. Og hvor han ikke sad i vådt tøj.

"Jeg lover dig, jeg skal nok fortælle hele situationen, når vi kommer op i noget varmt.

Han stoppede bilen og åbnede døren for hende. Hun steg ud af den og fulgte ham mod hans lejlighed.

//OUT//