Det "lette" arbejde (Procella/Savoy)

Tid: Cirka 16:30, den 20. Maj
Sted: Tranquillity
Nærmere lokation: Gæsterum
Vejr udenfor: Lettere køligt med en aftenbrise

Savoy vidste udmærket godt, at det nok bare var hans egen årvågenhed - en evne andre kaldte paranoia - der sørgede for hans nuværende handlinger. Men han kunne ikke bare ignorere, at han ikke havde kunnet få fat i hverken Colt eller Izriel de sidste par timer. Han var nødt til at gøre noget ved det og det eneste der lige fangede hans opmærksomhed var, at der måske var kommet misorståelser mellem Wicked og Izriel. Derfor måtte Colt enten være på Muse, eller på sin arbejdsplads. Hendes sjæls signatur var i hvert fald begge steder, så Savoy valgte at starte på hendes arbejdsplads.

Han fik trukket den fine, sorte, nålestribede habbitjakke på og smuttede ud af døren til sit mansion, ud til Chrysleren, som han startede, hvorefter han kørte mod La Sunisha skov. Det var her hun havde sagt, at hun arbejdede. I et meget stort hus, hvilket ikke var nogen overraskelse for Savoy. Wicked var omtrent lige så gammel som han selv, måske endda ældre, så hvorfor skulle manden ikke have råd til sådan noget? Muse så også ret dyr ud, både ude- og indefra.
Savoy nåede derud noget tid senere. Hjemmet var ikke til at tage fejl af. Det var enormt, fandens pænt og så også ret beskyttet ud med port og hele molivitten.

Savoy kørte langsomt op ad vejen, til hans bil holdt uden for porten, hvor han åbnede vinduet da en vagt gik hen mod ham. Underligt nok blev der bare nikket da han fortalte sit navn, porten blev åbnet og han fik en anvisning til en parkeringsplads inden for murene, hvor han naturligvis kørte hen.
Her trådte han ud, rettede perfektionistisk på sit jakke og tog stokken med ud. Kendte man manden ville man også vide, at han ikke gik nogen steder uden den. Desuden så den ikke videre farlig ud, nok nærmere lidt pompøs i det med materialet af sort, blankpoleret træ og en rød diamant i toppen, samt en spids bund af sølv.
At der lå et kort, tyndt sværd skjult inden i, var ikke ret let at se.
Resten af Savoys påklædning bestod naturligvis af et par bukser, passende til jakken, samt en helt sort, meget fint skjorte. I dagens anledning uden slips. Skoene var selvfølgelig sorte og polerede.

Savoy slentrede afslappet op til døren. Var der noget han havde lært, så var det at holde en maske af et roligt ydre, selv når han var virkelig hidsig. Det var han dog ikke endnu. I øjeblikket var han blot bekymret for om Colt eller Izriel havde gjort noget dumt. Det skete jo så tit alligevel. Da Savoy trådte ind i foyeen, kiggede han sig, imponeret omkring. Hans eget mansion var ikke helt så prangende som dette, men nu Savoy heller ikke typen der ønskede at bo i sådan noget. Men at være gæst, var anderledes. Han nåede ikke at gå særlig langt, før en ny personage kom hen til ham. Her forklarede han sig igen, blev ledt ind i et ventelokale og efterladt alene. Hvor længe det skulle stå på var ikke til at vide, når det var Wicked der var tale om.

Porcelain klakkede ind på høje hæle. Englehybriden var ikke et nyt syn for Savoy. Hun havde fulgt Wicked mange gange, men det let søgende og glimt af noget pinefuldt higende, det var nyt. Det plejede ikke at være der. Som oftest plejede den smukke hybrid at være komplet udtryksløs, noget der kun gjorde hende endnu smukkere, fordi det menneskelige faldt en smule bort, og hvad end engel der var i hende, skinnede igennem. Der var lidt sexet bibliotikar over hendes udseende. Hendes sorte hår var stramt og blankt rullet op på hendes hoved og gjorde hendes hals længere. Det postkasserøde sæt med nederdel, der var lidt for kort, og blazer der var som malet på, gjorde hende til et subtilt blikfang. De sorte nylonstrømper var let gennemsigtige med en klart sort streg der flugtede ned af de velformede lår og lægge. De blanke sorte sko der afsluttede sættet, kostede nok mere end de fleste ville drømme om at give for en mindre lejlighed.

Hybriden førte, med lidt for meget mimik, Savoy med sig gennem huset fra modtagelokalet til husets mere "befærdede" områder. Kvindens hofter vuggede æggende foran dæmonen, og ved hver bevægelse afslørede hun at hun kunne finde ud af at bevæge sig. Det var tvivlsomt at Savoy kendte til hendes fortid før Wicked, men hybriden var også for åndsforladt til egentlig at kere sig om dansen. Den lette skotten bagud på Savoy var mere afslørende end noget andet. Porcelain havde før været som en tanketom robot. En robot man kunne tvivle på kunne andet end at sætte den ene fod foran den anden. Bevares hun var unaturligt smuk at se på, og det kunne ikke være den eneste grund til at Wicked havde trælbundet hende...men det her var en smule for "menneskeligt". I mangel af bedre udtryk.

Procella larmede ikke. De bløde strømper dappede blødt hen over gulvet, imens hun nynnende med på en eller anden infam sang hun havde fanget i radioen, tøffede hen over gulvet, med en pakke Oreos foranket i en armkrog. Hun halvdansede et par skridt frem og et par skridt tilbage - bare fordi hun kunne - og det var noget ganske andet end at se på Porcelains vuggende hofter. Det her var bare fis og ballade. Ørepropperne havde forhindret Procella i at være opmærksom på resten af verden. Der stod en left duft omkring hende, en behagelig snert af appelsinblomst...eller syrener? Underneden var der en snert af klor, så man kunne næsten gætte sig til at Procella havde brugt poolen - selv uden at vide den var der.

Den atletiske krop var en smule lavere end Porcelains, og den var mere solidt bygget. Der var kvindlighed over den, men det var på en heeeelt anden måde. Det var ikke fordi Porcelain virkede svag, men den fremmede kvinde var bare styrke. Det var lidt som et se en gepard ved siden af en leopard. Begge katte havde elegance og ynde, men der var ingen tvivl om hvem der var mest yndefuld, og hvem der var mest styrke komprimeret.

Procella - lukket inde i sin dansende kiksestjælende verden - bumpede kvart ind i Porcelain, der havde skævet bagud på Savoy. Procella knurrede og så irriteret op. Lyden var som en vagthund der havde slumret i sommersolen, og pludselig og måske en smule halvhjertet, blev opmærksom på at nogen var trængt ind, og prøvede at virke sur og intimiderende...med forsinket effekt.

"Watch where you are going! Damn puppet!
- Sorry..."

Procellas stemme var skarp og irriteret, Porcelains var undvigende og krympende. Det var faktisk stemmen der fik Procella til at gå i baglås. Havde hun nogensinde hørt Porcelain tale ud over når hun lå og stønnede i hjernedød nydelse? Jægeren vågnede op og det var tydeligt at se på hendes ansigt at hun tænkte og drog situationen ind. Revurderede den. Hendes rovdyrgule øjne gled fra Porcelain til Savoy og tilbage igen.

"And you might beeee?"

Procella hævede hagen let. Det var ikke direkte angrebslystent, men det var vagtsomt. Hvad lavede en fremmed i huset? Hvad lavede han sammen med Porcelain? Hvad lavede han sammen med en *talende* Porcelain? Vidste Wick det her? Procella tog et skridt bagud for at kunne suge alle detaljer til sig omkring Savoy. Hendes blik blev neutralt og hendes ansigt ulæseligt, men før det skete havde følelserne været som at læse i hendes ansigt.

Procellas endnu let fugtige hår hang løst omkring hendes skuldre, og hun var afslappet klædt i grålamerede joggingbukser, bløde hvide sokker, og en hvid tanktop. Hendes olivengyldne hud hintede om at hun ikke var klassisk kaukasisk hele vejen igennem, men de sære øjne skramblede hvad pokker hun så kunne være.

Procella var tydeligvis ikke ansat her. Hvis hun var faldt hun uden for normen i henhold til dresscode. Hun kunne selvfølgelig være en bodyguard der var taget med bukserne nede og nu prøvede at kompensere for det?

Savoys blanke udtryk blev lidt mere læseligt, da en kvinde iført bibliotekarlignende tøj dukkede op. Han hævede et øjenbryn og så hende direkte i øjnene, før han bare lod som ingen ting, da det så ud som om, hun ville have ham til at følge med. Det var Wickeds hus, og det var Wickeds regler. Savoy ville følge dem til de virkede komplet ulogiske at følge.
Desuden kunne han godt genkende kvinden. Han fulgte derfor efter hende, mens hendes meget seksuelle gangart holdt hans interesse. For nu. Han kunne lide denne kvinde, men hvem kunne ikke? Altså af mænd, selvølgelig. Det ville ingen overraskelse være, hvis hunkønsvæsnet ville føle sig truet, måske endda kuet af så overlegen skønhed.
Og dog; Savoy kunne sagtens mærke en hvis, lettere forstyrrende aura, fra hybriden. Den var typisk og han var derfor stadig på vagt.

Han måtte have holdt så skarpt øje med Porcelain, at han ikke lagde mærke til at endnu et individ dukkede op. Ikke før hun stødte ind i Porcelain og hendes skarpe stemme brød stilheden der tilsyneladende var over huset. Han så væk fra Porcelains ansigt og undersøgende hen på den fremmede. det var åbenlyst. Hun arbejdede her ikke. Hun virkede ikke så professionel i tøjet som de andre. Hendes måde at tiltale Porcelain, satte dog alarmklokkerne i gang. Så kvinden var en dukke? Interessant. Hans ulæselige udtryk kom lige så hurtigt tilbage til ham, som det gjorde ved den fremmede i det sportsagtige tøj. Det var tydeligt at hans blik ikke virkede synderligt nysgerrigt.
Idet den fremmede spurgte efter hvem han var, sendte han hende dog et høfligt smil. Hun var nok en af de personer der boede her.

"I am a friend of Wicked,"

Fortalte han, den franske accent tydelig. Ikke så heftig som ved så mange andre franskmænd, men den var der. Han gad ikke til at anstrenge sig for at holde den væk, for det krævede i forvejen en del koncentration at tiltalte Wicked for sit nye navn frem for det gamle. Det var nok bedst sådan.

"My name is Savoy,"

Ligeså, var det sikkert bedst at introducere sig, frem for at virke mystisk. Man kunne aldrig vide sig sikker med Wickeds bekendte. Wicked selv var meget.. Ulæselig. Ligesom denne kvinde. Savoy så nu afventende mellem de to.

Procella hæftede sig ved den franske accent, men værende i Canada som de var, tænkte hun ikke automatisk Europa som andre måske ville gøre. Hun tænkte fastlandet. En lille lyd undslap hende spontant ved Savoys proklamation.

Friend?

direkte affødt af hendes tanker skiltes de fyldige læber og hun drævede langsomt

"Friend? Wick-ed don't do friends."

Der var en lidt sær opdeling af navnet, som skulle Procella lige smage på det før det blev udtalt. Det var lige før hun rynkede let på næsen over det. Det lød super tåbeligt i hendes hoved. Wicked. Hold nu op altså. Pupillerne i Procellas rovdyrgyldne øjne snævredes med et lille sæt. Et lille og slet ikke behageligt smil spillede over hendes ansigt.

"Lier. If your name was Savoy, you wouldn't give it to the first and best jackass with boobs."

Procella lod faktisk pludselig til at more sig. Hun hævede et enkelt øjenbryn og tog sig tiden til at se bort fra Savoy...eller hvem han nu var...fiske ned i sin lomme efter sin iPod og slukke musikken. Hun så mod Porcelain, og smilet forsvandt som dug fra solen.

"You. Go away. Now."

Procellas stemme var atter skarp, og denne gang var der en snert af noget morderisk i den. Der var en minimal trækning ved hendes overlæbe. Hendes tænder blev ikke blottet, men havde hun været en hund havde man nok kunne se en konstant let dirren langs mundvigen der i sig selv ville tale sit eget tydelige sprog. Porcelains krop stivnede. Langsomt som i en døs drejede hun om sig selv og gik - med let flakkede blik og klakkende hæle - og lod Savoy og Procella stå over for hinanden.

Procella rystede på sekundet det lille mellemspil af sig, som havde Savoy ikke været i lokalet og overværet modviljen. Et lille stejf af irritation spillede kort over hendes ansigt, som beklagede hun at nogen faktisk havde set det...ikke fordi hun var generet af at Savoy var i huset, men nok mere fordi hun var generet over at nogen havde set hende generet generelt.

"But let's play. Savoy you called yourself?"

Procella samlede op på samtalen som havde den aldrig været sluttet eller sat på pause. Noget der måske kunne virke en smule forvirrende eller abrupt på de fleste. Til gengæld bruste spændingen igennem hende. Hvor var det lang tid siden hun havde leget med en dæmon der gav hende lidt modspil. Satans også at han kendte Wick. Det ville have været en sand fornøjelse at kunne slutte det hele af med et velplaceret stød af stagen. Procella lagde hovedet let på skrå og der kom dybt i hendes øjne, en lille hed glød af noget...forbudt?

"I'm..."

Der kom et let ophold og hun rakte hånden frem mod ham. Den var halvt tilbudt, halvt krævende. Der var en let udfordring i hendes kropslinjer. Den var ikke udtalt i hendes smil eller blik, men det var noget i stemningen.

"Diana. Welcome."

Der var noget funklende over de rovdyrgule øjne. En slags forventning i dem. Procella holdt vejret. Første test. Ville han fange spillet omkring navnet? Hun ville næsten blive skuffet hvis han ikke gjorde.

Savoys lettere drilske smil kom til overfladen ved kvindens kommentar. Hun morede ham. Han lænede sig op ad sin stok med begge hænder mens hans blik blev mere nysgerrigt. Selvfølgelig gjorde Wicked ikke sådan noget. Hun skulle bare vide hvilken mand, Savoy havde lært at kende som ridder. Dyrisk, og dog mystisk. En mand der havde lært daværende grev Cimitiere, at der var mere ved mennesket end blot sjælefoder. Utroligt, som det måske burde have virket omvendt. Crimson Dawn havde været et monster, ligesom Cimitiere, men Savoy havde lært en lektie.
Da kvindens modbydelige smil dukkede op, burde enhver mand med sikkerhed føle sig usikker. Men Savoy blev blot mere interesseret. Løgner? Hun skulle vide.

"I wouldn't?"

Spurgte han, åbenlyst en smule dumt. Med vilje. Han ville virke tirrende og han vidste ikke hvorfor. Men hele hendes væsen fik bare hans klog i en speciel, ikke vred form for kogen. Han vedblev sin stirren på hende, da hun ændrede ansigtsudtryk og kommanderede Porcelain væk. Og væk gik kvinden, der udstrålede sensualitet ved første øjekast. Nu var det kun ham, og den fremmede, men yderst interessante kvinde.

Nu hvor de var alene, virkede det igen som om, at hele situationen havde taget et twist af leg. En uhyggelig leg for de fleste. Savoy kunne lide det. Idet hun spurgte ind til hans navn, nikkede han opfordrende. Det var åbenlyst at kvinden vidste en ting eller to og selvom Savoy teknisk set havde givet sit mest brugte - og menneskelige navn - så var det lige så tydeligt at hun ikke troede det var det helt rigtige navn.

Hendes egen præsentation, udstrålede selv samme teknik. Hun hed ikke Diana. Hvis hun hed Diana, så hed han Prins Gulerod!

"Oh! But thank you, Diana,"

Lød hans svar, entusiatisk, med eftertryk på hendes navn. Han blinkede med det ene øje. Det var åbenlyst at han ikke troede en meter på hende. Men nu var det her jo også en leg. Savoy havde glemt alt om Colt, men det her var spændende, satte en let form for adrenalin i blodet på ham. Da han tog hendes hånd var det i et fast tag. Han brugte ikke sine evner, og det ville ikke gøre ondt. Men der lå styrke bag. Mystisk styrke. Savoy begyndte lige så stille at blive mere og mere vagtsom på det værste.

Procellas rovdyrgule øjne praktisk talt funklede. Der var en intensitet over hende der næsten kunne smages i luften da Savoy tog hendes hånd. Hendes læber skiltes let da han trykkede hendes hånd. Hun vidste at dæmonen teknisk set ville kunne have knust hendes hånd hvis han havde prøvet - hun anede ikke hvor sørgeligt sandt det især var i dette tilfælde, og spørgsmålet var om hun ville have nået at bekymre sig om sådan en detalje hvis han havde lagt krafter bag det. Hvide tænder glitrede kort et sted bag læberne før de atter blev samlet og skudt let fremefter i et karikeret tænksomt udtryk. Hun besvarede håndtrykket, og undlod at falde for fristelsen med at demonstrere sin egen styrke.

Procella ville aldrig indrømme det, men noget der måske kunne befinde sig nabolaget af anerkendelse summe kort gennem hende. Det havde været en skuffende slutning på legen hvis dæmonen havde skabt sig.

Mmmh...Challenge?
- It's been so very long...

De små muskler omkring hendes øjne spændtes let da noget svagt hviskede gennem hendes sind. Et sted begyndte en alarmklokke at ringe. Hvad skete der lige her? Stemmen var en skygge af sig selv, men den var der. Procellas gyldne blik gled fra Savoys ansigt ned til deres hænder, og derpå op igen.

"Oh it's a pleasure to meet you"

Procella/Diana holdt fast i hans hånd et øjeblik længere end kotymen påkrævede det. Et splitsekund nok til at det for de fleste ville virke foruroligende uden at være direkte truende. Procella kendte ikke til frygt. Det var fremelsket i hende. Hendes interesse og jagtlyst var vækket, og den irriterende viden at hun blev nødt til at være påpasselig. Viden var magt, og hun anede ikke hvad hun havde at arbejde med lige nu. Stemmen?

You...?
*stilhed*
...did I just imagine that?
*stilhed*
...Micha?

Procella/Diana slap dæmonens hånd. Man skulle have et overordnlet udviklet sansesytem for at kunne opfatte skyggen der var på hendes underarm, men hvis dæmonen så efter ville han alligevel kunne se den. ”Aequitas”. Tatoveringen på Procellas underarm var hastigt hvisket bort i takt med hendes indtag det det helbredende blod og kød hun havde levet af de seneste måneder, men endnu kunne man skelne ordet meget svagt. Der latinske ord der løseligt kunne oversættes til "Sandhed". En af de få ting der endnu forbandt hende med en fortid der på det seneste var begyndt at indhente hende på den mest irriterende måde.

"So Savoy? What brings your here? Suppose I can't treat you with an Oreo, so what to offer a demon?"

Hun bumpede let med armen hvori hun stadig holdt pakken med kiks så de raslede let mod hinanden i pappet. Det var kvart et seriøst spørgsmål. Der var en alvor i hvad hun kunne byde ham - en hån i at byde ham kiks, og en understregelse af at uanset hvad pokker hans navn end måtte være, at hun var oplyst. Om ikke andet, så i henhold til at dæmoner fandtes, og at hun havde identificeret hans art. Procella hævede hagen mod ham. Det irriterede hende et sted at hun var på strømpefødder når han var så høj. Til gengæld var hans øjne spændende. Hun tog sig kort i at se lidt for dybt i dem, svagt noterende sig at hun elskede Wicks øjne, men at hun ind i mellem manglede det menneskelige udtryk. Farve. Det havde de her til gengæld. Næsten for meget?

You are never satisfied...

Procellas kæbemuskel fleksede en enkelt gang da den lave hvisken strøg hendes bevidsthed. Det var som en flaksen af sommerfuglevinger, men den var der. Hvad var det her?!

Idet Savoy tog "Dianas" hånd og det virkede som om, at hun ikke selv havde lyst til at slippe, men derimod virkede lettere fanget af sine tanker, vendtes Savoys blik mod deres hænder, omtrent lige så tankefuldt. Det var først da hans blik vandrede op af hendes arm at han lagde mærke til det noget utydelige ord på hendes arm. Det var kun fordi Savoys blik lå der så længe at han overhovedet fangede ordet og dets mening. Savoy var nemlig tilbage fra en tid hvor latin ikke var helt så dødt et sprog som i dag, og det undrede ham måske bare en lille smule at der stod sandhed på hendes arm, når hun stod og løj ham lige op i ansigtet. Næsten ironisk.

Hendes stemme fik ham trukket fra sine tanker og han så igen på hendes ansigt, smilende. Da hun slap sit tag i hans hånd, lod han armen falde ned langs siden, hvor han stak den afslappet i lommen på sine bukser.

"The pleasure is mine... Diana,"

Han gentog hendes navn, tirrende. Smilet blev skævt og øjnene fik et glimt i sig. Som om, at han næsten følte sig mere levende. Dette nærede ham næsten, den lettere pirrelige, men gode følelse.

Dianas tilbud om kiks fik ham til at le lavt. Hans stemme var ikke voldsomt mørk, men latteren var. Mørk og rungende. hun havde gættet hans race, og han var underligt nok ikke det mindste overrasket eller bange over det. Nu vidste hun hvad hun stod over for. Men han gjorde det ikke. Og det var, overraskende nok, helt utroligt pirrende spændende.

"No.. Diana.. My soul brings me here. Colenta. She works here. I came to see if she was here, but now that she isn't.. My presence isn't really that nescessary anymore. Or is it?"

Forklarede han, hvorefter hans spørgsmål klingede. Det lød virkelig på det som om, at "Diana" her ønskede en dybere snak. Og Savoy ville ikke have det mindste imod det. Han havde hele dagen. Og natten med. Hendes tilbud var sikkert nok hånende, men det var Savoy underordnet. Han kunne godt tage en fornærmelse, især én af denne form for uskyldige kaliber.

Procella smilede atter. Der var en kant af udfordring i det, og noget dirrede i hende. Havde hun været mindre opslugt af de intense øjne over sig og den berusende duft af dæmon, så havde hun muligvis kendt faresignalerne. I gamle dage havde der ikke været fare over det...ikke for hende...men nu havde alting ændret sig for hende.

"You don't say?"

Procellas næsefløje udvidede sig let da hun sugede hans duft til sig. Hun lagrede den, så hun kunne skelne den. Selv mellem andre dæmoner ville hun kunne vælge ham ud nu. Hendes personlige mærkat af ham ætsede sig fast. Den mørke kølige duft af sjæledæmon.

...Smooth....
Micha?
*stilhed*

Procella kunne have skåret tænder af frustration. Var det dæmonen der gjorde det? Hvem satan var han?! Det rislede behageligt igennem hende ved lyden af hans latter. Det var lige før hun begyndte at spinde tilfredst over den, men hun slugte det i halsen før den blev født.

"What did you expect? To take an employee from the house? Human or not, there are limitations to what's...tolerated. Polite of you to mention necessity. Did we need you if Colenta had been here?"

Procellas smil blev sødt. Kattevenligt. Hun fugtede læberne let og understregede sine ord med en let vippen af sine øjenbryn. Noget der fik hendes ansigt til at virke drillende og samtidig provokerende. Der var noget over hende der svagt antydede at hun nød deres ping-pong, og samtidig var der noget der lå i luften. En slags fare. Det var lidt som hvis en person var på en skydebane og fyrede mod målet. Intet specielt foruroligende dér. Med mindre man var nervøs i nærheden af skydevåben. Men derpå hævede skytten pistolen mod éns ansigt med et grin for at spørge om der var noget i løbet. Det var det intense sekund af klimaks hvor selve luften dirrede. Derpå blev stemningen lige så hurtigt brudt da Procella vendte sig fra Savoy med et meget langt sideblik. Hun sagde intet, men hendes blik inviterede ham til at følge sig. Krævede det?

Hun gik fra ham. Her lå nok den største forskel i Porclain og Procella/Diana. Hvor Porcelain havde været kvindlig og lokkende, selv uden at forsøge på det, var Procella/Diana noget...andet. Hun var farlig. Igen var det ikke noget der blev sagt, men det lå subtilt i hendes bevægelser. Procella var balance og styrke. Hun var fantastisk sexet hvis man holdt af at betragte en krop i perfekt harmoni. Den rovdyragtige fremtoning blev understreget da hun bevægede sig bort fra ham. De tætsiddende jogginbukser lå blødt om hendes smalle hofter, der alligevel var afrundet. Hendes baller var let markerede under stoffet, men under den runding man tydeligt så, var der fasthed der lå hos sportsudøvere.

Hvis Savoy skulle have været i tvivl, kunne det kun blive afvist hvis hans blik gled længere op. Hendes tanktop havde bryderryg. Procellas ramme var "spinkel" for hun var en lav kvinde, men af en kvinde på hendes størrelse var hendes skuldre brede. Den lange skuldermuskel der gik ned gennem skulderen fra nakken var kraftigt fremtrædende, uden at give anledning til tyrenakke. Musklerne spillede i det lette glimt man fik af skuldre og ryg, gennem det tykke mørke hår. Det var meget fristende at tænke på et stort kattedyr, hvor man kunne se det fantastiske samspil af muskler lige under huden. De fleste fandt et sådant syn utroligt smukt...på en særegen måde.

Procella var ganske smuk. Hvis man fandt fare og rovdyr smukke. Om man begærede hende var noget andet. Det lykkedes den lave kvinde at tage lange skridt. Styrken i hendes bevægelser var atter slående. Der var kraft i bevægelserne. Pow, pow pow. Et enormt kattedyr i perfekt harmoni med sig selv. Et kattedyr der var skruet sammen som værende den perfekte dræber. Så kunne de andre være selvfede persere der slikkede pelsen og havde pink halsbånd på. Procella var en Puma. en Panter. Tiger. Løvinde?

Der hvilede en arrogance og en selvsikkerhed i hende, der understregede hendes fremtoning. Uanset hvad hun var så tvivlede hun ikke på sig selv og sin kunnen. Præcis som hun forventede at Savoy ville følge efter hende. Hvorfor skulle han ikke det?

"Ending my pleasure so soon Savoy? And here I thought you where a gentleman..."

Lød det henkastet fra hende imens hun gik. Det var en lokkende provokation, og der var en helvedes masse tvetydigheder ved hendes ord, men alligevel var de så tilpas neutrale at det ikke var til at aflæse hvad hun rent faktisk mente.

Come on...

Procellas hjerte slog i jægerens ophidsede og samtidigt sært rolige rytme. Hvordan begge dele kunne lade sig gøre på samme tid forstod hun ikke. Hun var forkuseret og sært ophidset.

come...on...

Selvom hun lokkede og virkede doven og magelig i alle bevægelser, var hendes sanser skærpede og totalt fokuseret et sted bag hende hvor dæmonen befandt sig.

Savoys smil falmede ved Dianas kommentar. Ikke fordi han fandt den provokerende, men fordi han fandt hendes opførsel yderst tiltrækkende. Han var derfor nødt til at holde sit fokus på, at være i kontrol med sig selv. Han stirrede hende mere i øjnene end før, mens han nikkede til kommentaren.
Hans spørgsmål om Colt fik tydeligvis en reaktion han havde regnet med, og derfor smilte han kort.

"Of course not, why would I do that? I was merely being curious about my investment,"

Forklarede han sig uden at lyve. Hun vidste jo allerede han var en dæmon, så hvorfor begynde at komme med åndsvage løgne? Dianas smil satte Savoys indre rovdyr i aktion. Hans smil blev mere sultent og grebet om stokken strammedes let. Hånden der før var nede i lommen trak han op igen. Den var let knyttet, men nu strakte han fingrene let. Lidt som da han havde dræbt sit første offer. Muskler strammedes og løsnedes på en underlig, fantastisk måde.
Idet Diana begyndte at gå fra ham, stirrede han efter hende, til hun igen talte til ham.

"Oh, I am a gentleman, just as much as you are a predator,"

svarede han med et intenst smil. Han vidste hvad hun ville. Faren ved det lå ikke langt fra hans tankegang. Men Savoy kunne sagtens arbejde med faren. Han kunne lide den. Derfor fulgte han stille og roligt efter. Hans gang var ikke helt så rovdyragtig. Der var noget stolt over den. Majestætisk. Selvfølgelig var der det. Savoy var en tidligere greve, adelig, det beviste hans adelsring, der lige nu sad på venstre lillefinger og skinnede.
Savoy fulgte efter Diana, lige bag ved hende, mens hans intense smil blev mere og mere bredt.

Yes...Come to me...

Det var næsten et narkotikum da hun hørte dæmonen sætte i bevægelse bag hende. Der var en sødmefuld sejr over det. Hvis hun tænkte aktivt over det ville hun ikke helt vide hvad pokker hun havde vundet, men det føltes som om hun havde vundet en halv runde ved at vække hans interesse nok til at han faktisk fulgte efter hende. Procella åbnede de store dobbeltdøre til den stue hun yndede at benytte mest sammen med Wick og deres gæster

opholdsttuen var perverst stor. Men den passede meget godt til resten af...hvad var det Nari havde kaldt det engang? Slottet? Hun så sig tilbage over skulderen med et nærmest diabolsk grin

"Really? That's kinda disappointing. I hoped for...more"

Igen var der en tvetydighed over hendes ord. Det brede grin blottede i et kort glimt hendes tænder, der var alt for skarpe til et menneske. Sært nok passede det sammen med resten af hende. Måske havde det været antiklimatisk med et colgatesmil. Nu passede den ene fare med den anden. Procella var tydeligt legende nu. Hun vendte sig med ryggen til stuen. Dørene gled langsomt op bag hende og hun slog ud med armene i en velkommende gestus.

"Me predator? No...I'm just a girl. I bet you are much more predator than I?"

Kattevenlig stemme, funklende gyldne øjne, bredt diabolsk grin. Procella sugede synet af dæmonen til sig da han gik mod hende. Der var noget over det velplejede ydre der fik hendes lyst til at ødelægge ham til at skrige. Hans facade. Det pæne. Hun vidste der var et dyr i ham, det var det hun ville lege med.

Playing with fire again?

Procella verfede stemmen bort mentalt og trak sig baglæns ind i stuen. Hun kendte lokalet ud og ind, hun havde bevæget sig rundt kun med månen til at oplyse sin vej. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Han var spændende. Åh han pirrede noget i hende. Et eller andet sted vidste hun godt at hun burde have smidt ham ud. Han havde aldrig sagt at Wick havde inviteret ham. Han var ikke velkommen...han var...spændende!

Hun trak sig over til pejsen. Hendes øjne forlod på intet tidspunkt hans. Hun noterede sig hvordan hans bevægelser afslørede en snert af hans sande natur, og det fik det til at krible under hendes hud.

I can't kill him...we are at home!
- Taste the forbidden fruit?

Som svar på den fristende tanke gled en tungespids ud mellem hendes læber. Det var ikke helt en slikken om læberne. Det var heller ikke helt at smage på luften. Og så gjorde hun noget der om muligt var endnu mere farligt end hvad hun havde gjort tidligere. En ting havde været hendes leg med ham og hendes vandren gennem huset med ham et sted bag sig, men det her var alligevel et hæve indsatsen. Hvor meget kunne man presse ham?

Procella vendte rundt og vendte atter ryggen til Savoy. Hendes ryg kildrede hvor hans blik lå på hendes hud, næsten som en fysisk berøring. Hun lukkede øjnene halvt og åbnede sine øvrige sanser. Berusende...!

"Tell me Savoy. What's your brand of temptation?"

Hendes stemme var en tung hvisken, og hvis det ikke havde været fordi hun faktisk havde stået med fingrene let hvilende mod bordet med den opstillede hjemmebar og de ufatteligt dyre karafler der glitrede i fascetterne, så kunne man have mistænkt hende for at tale om noget...ganske andet...gjorde hun ikke det?

Savoy var indtil videre ikke det mindste alarmeret over hvad han egentlig foretog sig. Hans fokus lå på Diana, der nu åbnede dørene til en kæmpe enorm stue. Han fulgte tavs med hende derind, stadig med et sultent smil på læberne. Hendes ord o at hun havde håbet på mere, fik hans latter frem. Den falmede lidt ved hendes smil, hvor han blev revet fra den sensuelle stemning og logikken igen tog over. Der var noget galt. Hun var ikke bare et normalt menneske, det havde tænderne bevist. Til at starte med lod han dog som ingenting.

"I am a predator. I'm sure you are one too. It takes one to know one,"

Svarede han smilende, mens han stillede sig til rette og holdt øje med hende, med samme sultne blik. Han var fantastisk dygtig til at holde masken. Advokatens styrke. Og Savoy var djævlens advokat i aften, og dog med sine lyster i kontrol. De var stoppet nu, og hans blik lå undersøgende på hendes ansigt, hvor hendes tunge pludselig stak ud af munden på hende. Hvorfor vidste han ikke, men det var nu meget spændende. Hvorfor ikke blive? Se hvad der ville ske.

Nej. Der skulle orden i sagerne igen. Hendes spørgsmål fik ham til at se alvorligt på hende.
"Usually whisky. Maybe red whine.. Maybe a fresh soul," lød det køligt fra ham. Han var forberedt på hvad som helst nu. Og dog havde han ikke i sinde at gøre "Diana" noget som helst. Han skulle bare se hvad det helt præcist var, hun ville, men han havde ikke i sinde at være med på mere fysiske lege. Det ville Wicked nok ikke være synderligt glad for.

"And yours, Diana?"

Spurgte han nysgerrigt, mens hans venstre hånd pillede lidt ved diamanten på toppen af stokken. Det slog ham at han længtes efter sjæle, men han kunne ikke lige finde på en god lokkende måde at fratage Diana hendes. Hun var for farlig. Hun var essensen af farlig, det følte han helt ind til knoglerne. Han måtte snart ud på en god sjælejagt igen. Det her gjorde ham ekstremt sulten.

Procella dirrede indvendigt. Åh det var ren ekstase det her! Hun var lige ved at klukke af fryd, men det havde ødelagt det en smule. For hende, eller dem begge? Hendes hænder rakte ud efter Whiskey. Selvfølgelig var det Islay. Hun skænkede op i et glas og vendte rundt. Hun havde måtte lukke en del af sine sanser af for ikke at blive komplet overvældet. Der gik et lille synligt stød gennem hende da hun brat hævede hagen mod ham.

Savoy var mindre end en halv meter fra hende. Hun havde været mindre opmærkom på hans bevægelser end hun havde troet. Det var lige før hun snappede efter vejret, men det standsede ved en umærkelig spænding af mellemgulvmusklerne. Hvis hun drog ham ind vidste hun ikke om hun kunne kontrollere sig selv længere.

Let go...

"Sorry. We don't have any available souls"

Det var nok ment som værende en legende kommentar, men det var ikke sådan det kom ud. Der var en let hæshed over stemmen. De rovdyrgyldne øjne mod dæmonen var gledet fra funklen over i en farlig gløden, men det var svært at læse hvor gløden bestod i.

Procella lagde hovedet en smule længere tilbage og trådte tæt ind til Savoy. Lige på grænsen til at være påtrængende for et almindeligt menneskes smag. Hun holdt glasset mellem dem, og hendes fingerrygge strøg mod jakkesættet, og selvom hendes hånd bød ham glasset var der noget der sagde at hun muligvis ikke ville lade ham få det. Det summede i Procellas krop da hun faktisk sneg sig en let berøring af dæmonen. Så tæt på. Så satans tæt på.

"It would be tacky to say demon right? And just to be clear. My soul is of the table. Tempting...could you be that?"

Fire...burning....

Procellas øjne flammede op i et kort brus af indre ild og gyldne skygger, og de fyldige læber skiltes let i langsomt dovent smil.

"Do you find me tempting Savoy?"

Procellas fri hånd strøg ned af hans arm. Der var noget næsten besidderisk over bevægelsen. Besidderisk og forførende på samme tid. Procellas fingre gled ned til Savoys hånd, som hun tog fat i. Hun førte hans hånd op mellem dem. Igen holdt hun hans hånd et splitsekund længere end hvad kotymen bød - faktisk bød den at der ikke skulle være umiddelbar kropskontakt længere, men det tog hun sig vidst ikke synderligt af. Hun lagde Savoys hånd om glasset. Før hun gav helt slip på ham, strøg hendes fingre hen over signeringen på ringen. Hun så ikke ned. Atter holdt hun intenst det blå blik over sig.

"Taste. Very delicious"

Procella så opfordrende på dæmonen. Den vedvarende leg mellem dem, og faren vækkede alt for forbudte ting i hende. Hendes krop begyndte at synge på forstyrrende måder. De små hår rejste sig på hendes arme i jagtiver. Samtidig brændte dele af hende. Hun burde flytte sig. Det vidste hun godt. Hun var også klar over at det her var ved at bevæge sig uden for hendes kontrol.

Pleasure...pain...It's the same....
- He can give me a little pain
*svag latter*

Havde hun mest lyst til at slikke på ham...eller sætte tænderne i ham? Begge dele ville have potentielle muligheder. Spændende muligheder. En lav rumlen steg fra hendes hals. Procella var begyndt at spinde dybt i halsen. Hendes kontrol begyndte at flakke vagt og atter brusede en hed flamme op i hendes øjne, sammen med en skygge af noget dybgylden der bevægede sig et sted i dybet.

Savoy fandt det lidt morsomt den måde, Diana, sensuelt, hældte et glas whiskey op til ham. Han forblev på sin plads, urokkelig, selv da hun vendte sig og tydeligt blev overrasket over at han stod så tæt på. Han virkede ikke være påvirket af det, da han havde cuttet af for sine egne underlige lyster. Nu var det nærmest kun Diana der var oppe at ringe og ham der ved nede på jorden. Rolig. Men vagtsom. Dianas ord fik hans mørke latter frem igen. Den var følelsesløs. Savoy sagtens lukke af. Men mon han havde ladet det hele gå lidt for langt?

"Tough luck,"

Svarede han kort for hovedet, da Diana sagde at de desværre ingen sjæle havde at tilbyde. Hendes øjnes gløden satte gang i hans årvågenhed. Hendes stemme var hæs, men han var stadig upåvirket af dette. I hvert fald på det ydre.
Idet Diana gik tættere på ham, ville det sikkert havde været det rette valg, at træde et skridt tilbage. Men Savoy lod sig ikke kue. Han lod hende gøre som hun ville. Han stirrede fordi han ønskede det, ikke fordi den mere mørke del af ham tvang ham til det. Mere eller mindre.

"If I wanted your soul, I wouldn't have put my offer out like this, Diana. I am subtle,"

Lød det fra ham, mens han så forvandlingen i hendes øjne. Der var et eller andet genkendeligt ved hende. Hvad, kunne han ikke helt komme i tanker om og problemet var, at det var ret så relevant. Hun kunne jo sagtens være en slags individ han ikke ønskede at være så tæt på som nu. Og faktum var, at han faktisk heller ikke havde lyst til det.

"Oh, I do,"

Hendes ord ringede stadig i hans ører, som han svarede på hendes spørgsmål, mens hun vedblev sine berøringer.
Han gjorde ingen modstand da hun tog fat i hans hånd og holdt den omtrent så længe som før, da de havde givet hinanden hånden. Han vidste godt det var for at lege med ham og derfor lod han som ingenting, mens hun lukkede hans hånd om det lettere kølige glas. Idet hun bad ham smage og kort efter begyndte at lave lyden, der virkede umiskendeligt ligesom en kats spinden, lød der en underlig lyd fra glasset. Han klemte en lille bitte tand for hårdt og glasset gav sig. Minimalt, for han hørte det og løsnede omgående sit greb, hvorefter han tog fat i hendes hånd, lukkede den om glasset og slap.

"But it seems like we've forgotten one thing. Maybe even more than that. We're in Crimson Dawns house. For all I know, you live in here, which makes you a person he is either interested in. Or you work for him. That means I won't give into your temptations,"

Forklarede han, igen ret så kort for hovedet. Han havde denne gang glemt alt om Wickeds nye navn.

Procella lo køligt op til Savoy

"Who told you you could have it? Isn't that a thing with your kind? Wanting what you can't have? Luck have nothing to do with it, so don't push what's not there"

Hun var lige ved at træde ind til ham. Hun kunne mærke kroppen begyndte at reagere på signaler hun end ikke havde været bevidst om.

Wait...wait!
*latter*

Det var latteren, blandet med Savoys ord der var en spand kold vand i hendes ansigt. Procella voksede foran Savoy. Okay teknisk set voksede hun ikke - det havde nok fået dæmonen til at tage benene på nakken - men hun kunne lige så godt have vokset fysisk. Der var en vildskab der flammede op i de rovdyrgyldne øjne, der bortvaskede det legende der havde været der før. Procellas stemme var behersket, men der var tydeligt en vrede i den der på ingen måde havde været der før.

"Forgot? I didn't forget a thing. And doesn't go by that name any longer. You might want to remember that before you blabber to loud. You might regret it"

Denne gang var truslen på ingen måde subtil. Procella så faktisk ud som om hun kunne finde på at tvinge Savoys mund åben og flå tungen ud af halsen på ham, bare for at sikre sig. Hun tog imod glasset og hvæste lavmælt.

"Subtle. Oh yes. I see. Very subtle."

Hun rakte bagud med glasset og satte det - uden at se hvad hun lavede - det fra sig. Det i forvejen let knuste krystal gav en skærende lyd fra sig. Flænger bevægede ned af kanten, mod bunden, og træet under det blev fugtigt da den gyldne whiskey begyndte at sive ud, tydende på at det havde fået et godt soligt smæk ned i træet. Ved bevægelsen blev en skygge på hendes anden underarm afsløret. ”Aequitas". Eller Justice, som det kunne oversættes til. Hvad end Procellas "justice" gik ud på, så var det forholdsvis let i nuværende situation at drage hurtige paraleller mellem en hævnende engel - overført betydning naturligvis - og den flammende gyldenøjede kvinde der praktisk talt voksede foran Savoy.

"I'm not giving e demon details about Wicked! You must think I'm incredibly stupid! But I will give you this. I do not work for him!"

Hun var tæt på at snerre at huset var hendes, at hun ville dø før hun arbejdede for en dæmon, og at Wicks interesse i hende overhoved ikke ragede Savoy, som hellere måtte få sin liljehvide røv ud af døren før hun fileterede den! Men hun slugte raseriet. Det lyste hende ud af ansigtet, men hun kvalte resten i halsen. Hun dirrede let over hele kroppen, men der var ingen tvivl om at legen var forbi nu.

Give in...just a little...
Not...now!

Tænkte hun anstrengt og bed tænderne sammen. Den kælne spinnen var gledet over i en tung knurren. Der var intet sløvt eller tøvende over den, som der havde været da hun stødte sammen med Porcelain.

"Did Wicked invite you to check up on his staff? Hm? Unless he did, you have some kind of nerve to come here in search of employees. We don't like nosey demons around here. I Dont like nosey demons. Aaand...You broke a glass. That's not polite. Se now, I have an impolite nosey demon on my hands. A bit of a complication don't ya think?"

Procellas stemme havde ikke hævet sig, men den var blevet langt mere farlig, og langt mere vred. Fra nul til hundrede på et splitsekund. Hun vidste også udemærket hvad der havde fået hendes hjul i omdrejninger, men selvom hun vidste det med fornuften, kunne hun ikke forhindre sig selv i at reagere på det. Procella bevægede sig langsomt rundt om Savoy med glidende skridt. Som en løvinde der beså en zebra fra alle vinkler og forsøgte at beslutte sig til hvor den skulle sætte tænderne i. Hvilken del der var mest kødfyldt - og alligevel, selvom der var så meget mere dræber over hende nu end der før havde været, så virkede hun sært nok mere kølig. Som om hun havde taget et skridt tilbage mentalt og ikke var druknet i...hvad end der havde slugt hende før.

Procella var uhyggeligt tiltrukket af Savoy. Det var det der var den største fare ved det. At drab og passion var lænket så tæt sammen i hendes verden. Alt balancerede på en knivsæg, men hun var først og fremmest beskytter af territorium. Den her tæppetisser skulle ikke komme og kaste om sig med detaljer omkring Wick og være bedrevidende! Han skulle ikke få lov til at ødelægge hendes lille glansbilledliv! Omend det muligvis bestod af papmache og et fint lag billig maling - det var der jo for fanden ikke nogen der vidste!

Han truede hendes eksistensgrundlag, specielt fordi hun ikke anede hvor hun havde ham eller hvem han var. Han kendte Wick fra gamle dage. Hun havde hørt ham i sit sind bruge det gamle navn omkring sig, og havde set ham. Forjættende glimt. Eller kendte han ham fra gamle dage? Var det en dæmon der prøvede at afpresse hende for at skulle holde mund? Den tunge knurren steg i styrke.

"No more games demon. Who are you, and what the fuck are you doing here?"

Rive struben ud på ham? Skyde ham? Forretningsforbindelse eller fjende? Hvad fanden var han? Ud over en ny byld i røven der skulle fjernes på den ene eller den anden måde! Åh gud...hvorfor skulle han dufte så...indbydende? Procella blottede de skarpe tænder af Savoy i en kold grimasse, der egentlig dækkede over hendes dybe frustration.

Ved Dianas latter og måde at forklare ham på, at han ikke på nogle måder havde adgang til hendes sjæl, fik Savoy til at trække på skuldrene. Hans latter måtte have haft en effekt på hende. Eller måske hans ord om Wicked, for pludselig virkede hun som om hun var vendt på en tallerken og nu var helt utroligt vred. Det lyste ud af øjnene på hende. Hvem end hun var, så virkede hun ikke det mindste glad for at han omtalte Wicked og hende i samme sætning. Og nok heller ikke med brugen af hans gamle navn.

"No, he sure doesn't,"

svarede han iskoldt, mens han stadig kiggede hende i øjnene. Hun skulle ikke tro, at hun kuede ham. Han var ikke det mindste bange. Han ville overleve hvad end hun smed i hovedet på ham for han var den bedste. Og kun den bedste ville overleve. Survival of the fittest, som ordsproget sagde.
Fordi Savoy holdt så grundigt øje med hvad "Diana" lavede, lagde han både mærke til, at hun ikke stillede glasset ordentligt på bordet bag sig, og at der dukkede endnu et ord op. Nu var der dog et på hver arm. Sandhed og retfærdighed. Hvad skulle det betyde? Hvem var hun?!

Hendes råben sørgede kun for, at Savoy morede sig mere og mere inden i. Naturligvis var der ikke det mindste tegn på det i hans ansigt der lige nu, mest af alt, virkede fuldstændig upåvirket. Som om intet af hvad hun sagde rørte ham.
Igen trak han på skuldrene. Inderst inde var han lidt bekymret over hende niveau af raseri. Hun virkede helt ude af kontrol. Hvad fanden var der lige med hende?
Han kommenterede ikke på det, men lod hende derimod rase ud uden at sige noget, for nu.
Da hun begyndte at tale om, at han havde ødelagt et glas, kom der en mindre trækning ved hans mundvig og grebet om stokken strammedes påny.

"If you're so fond of your glass, I can always pay for a new one,"

Hans stemme var blevet mere mørk i det nu. Før havde den været venlig, men nu var der en anelse af vrede over den. Savoy ønskede ikke at blive kaldt uhøflig fordi hun havde ødelagt det glas han muligvis havde stået og holdt for nogle sekunder.
Mens hun gik rundt om ham som en løve der var fanget i sit bur og ønskede at dræbe, begyndte Savoy langsomt at regne det hele ud. Der var kun én person han havde hørt om, som havde de to tattoveringer og havde samme underlige virkning. Bare i det hele taget hendes væsen. Reaper. Underligt nok, kunne oplysningen ikke læses på hans ansigt, men han var blevet noget mere fornuftig. De ting han havde hørt om Reaper var foruroligende.
Idet hun spurgte, var Savoy i forvejen så foruroliget og så indestængt vred, at han ikke kunne kontrollere sin styrke. Heldigvis var stokken lavet sådan, at han ikke bare lige kunne ødelægge den uden videre.

"I was being a demon, who was worried about his investment, because his investment was unreachable,"

Forklarede han koldt. Hans øjne var nu intense igen, men denne gang var der en god portion vrede at spore i dem. Farven ændredes ikke, som den gjorde på Reapers, men hans blik virkede dobbelt så piercende. Unaturligt.

"And Wicked knows me as Count Cimitiere," Han havde intet imod at sige sit rigtige navn, nu hvor han godt kendte til hendes. Faktisk var han pisse ligeglad med, hvilket navn hun kendte ham ved. Lige nu var hans vrede alligevel tilpassende den gamle greve, hvis navn han havde lagt fra sig for så mange hundrede år siden. Normalt kom Savoys grimme side kun frem med fysisk eller psykisk smerte, men lige nu gjorde Reaper ham så ufatteligt hidsig, at det var godt i gang med at ske. Masken faldt. Krakkelerede. Lige så stille og roligt.

Procellas læber krusedes i et dybt smil. Ingen blottelse af tænder denne gang, men det var ikke mindre farligt end før. Det virkede sært beregnende. Et sted i hendes hjerne begyndte tandhjul at tikke rundt. Langsomt blev brudstykker af information sat igang og satte en kædereaktion af andre hjul igang.

We know...
- Yes we do...

Procella havde været i faget i alt for mange år til ikke at gøre sit fodarbejde. Dæmoner, især gamle dæmoner, havde det med på den ene eller den anden måde at gøre sig bemærkede. Ripper havde sat en ære i at undervise sine præmielever. Især fordi ikke mange jægere kunne konfrontere en dæmon og overleve det, og Procella havde gjort det indtil flere gange. Hun var for klog til at lave dummefejl, og hun forventede ikke at gamle dæmoner lavede dem. Der var en grund til at de blev gamle...

Derfor frydede det hende på et professionelt plan at Savoy drejede med hende og aldrig tog sine øjne fra hende. Det fortalte hende at han var årvågen. Hun forventede ikke noget så latterligt som frygt fra en dæmon. Frygt var for menneskeligt. Frygt betød at han var bange for at miste noget, og det burde en dæmon ikke være. Ikke umiddelbart i hvert fald. Så at Savoy fulgte hendes bevægelser tolkede hun ikke som frygt. Hun tolkede det som sund respekt for en modstander. En anerkendelse. At han anerkendte hende, betød intet andet for hende end at hun højnede ham i sin bevidsthed. En dæmon der var realistisk nok til at vide han stod over for en modstander, betød at det var en tænker. Ikke sådan en som den tåbelige tingest hun havde kastet død hund efter. Tanken fik hende næsten til at le...næsten...

"Count Cimitiere...Savoy...I've heard of you"

Smilet var sukkersødt. Hun gav en lille brøkdel af information igen. En ting var at hun kendte til dæmoner, men nu havde hun også afsløret at hun kendte til ham. Og ikke fra Wicked. Hun nikkede let, som en fægter der hilste med sin kårde på sin modstander. Det var ikke direkte respekt. Hun stoppede op og lagde hovedet let på skrå. Den lette prikken af hunger og lysten til ham boblede op igen. Det var svært lang tid siden hun havde følt sig direkte udfordret og hun nød det. Det irriterede hende som bare fanden, men blodet sang i hendes krop på samme tid.

"And yeah. I really like the glasses here. Better not break my stuff. I don't like it when people touch my stuff. Without invitation. And I don't think I allowed any glass-breaking. It's kinda rude"

Procellas øjne strålede som et barns juleaften da Savoys vrede skinnede igennem. Ikke blot fik hun ham til at miste sin selvbeherskelse, nu faldt den menneskelige maske også bort. Dyret kom ud og lege nu. Det var mere end hun havde håbet på. Det kriblede i hende for enten at banke dæmonens hjerneskal ind, eller begrave tænderne i hans skulder med et velrettet såkaldt "lovebite". Det var sådan hun slukkede. Ved at lade dæmonblod rulle gennem sig. Men det var også fantastisk farligt.

"Sorry bout your investment. Seems like you aren't getting wiser bout her at the moment. Odd...though..."

Procella fik et kortvarigt tænksomt udtryk.

"A demon actually worrying about a human. Investment or not. What's your investment with an employee of the house? Count..."

Procellas inderste krympede sig let over det mulige svar. Hvis dæmonen rendte rundt med et crush på det gravide menneske der var bundet til en varulv...så blev det her næsten latterligt.

Please don't be mushy about her...I wont be able to stop laughing
- Demons don't love
Mine does!
- Yours are broken
IS NOT
*svag latter*

Savoys sande ansigt kom længere og længere frem til overfladen og øjnene der før havde virket meget intense. Meget livlige og piercende. Var kolde nu. Det ville sikkert være som at glo på en isblok, at kigge på dem. Hendes kommentar om at hun kendte til ham, gjorde han mere oplyst. Hun var enten af samme race og havde hørt om ham gennem disse rækker - men det var dumt at antage hun var det med den måde hun tiltalte ham - eller også var hun mere end blot interesseret. Måske en jæger? Måske bare en anden form for overnaturlig, der godt kunne lide at være oplyst? Mulighederne var mange og Savoy var åbenbart ikke overrasket over at hun sagde hun havde hørt om ham. Hans navn var trods alt rimelig berygtet i historierne. Grev Cimitiere, manden, hvis ondskab havde været ubegrænset til han var blevet en del af tempelridderne, hvor han havde ændret sig. Historierne fortalte også om hvordan denne greve kort efter sin tid som ridder, var forsvundet sporløs.

"I am impressed,"

Om det var en hån eller om det var oprigtigt var ikke til at vide, for han lød hverken hånende eller imponeret. Hans stemme var lige så kold som øjnene, mørk og følelsesløs. Han var ikke til at blive klog på i denne tilstand.
Han kommenterede ikke på hendes glas-ødelæggelses-invitations kommentar, men der var en kort trækning ved hans mundvig. Han var ikke vred. Måske var det et smil? Morskab? Blanding af vrede og det faktum at alt hvad der hed følelser var væk gjorde det svært, at lægge mærke til hvad han helt præcist følte om hendes hånende kommentar.

"With all your knowledge in the supernatural, I suppose you can give an answer to that question yourself. But since you want me to do it.."

Han trailede af, mens han så lettere eftertænksom ud. Forstod hun ikke hentydningen? Han ejede Colt og lige nu havde hun rodet sig ud i lort, som han var meget vred over. Han skulle nok få fat i hende.

"I knew her before she was employed here. Her and I made a deal. A long time ago. And when I make deals.."

Igen stoppede han i sætningen, men denne gang fordi han vidste, at hun sikkert nok ville kunne fatte hvad han sagde og at hun ville kunne afslutte sætningen selv.

Procellas ulvegrin vendte tilbage med fornyet styrke og hun lagde let armene over kors på brystet imens hun målte dæmonen fra hoved til fod.

"Impressed? Pfffh...That only makes one in the room then.."

Det var muligt at Procella ville have sagt noget mere. Deres måling af hinanden, deres ping-pong, deres spil, det var mere eller mindre kun lige begyndt. Derfor virkede det totalt underligt at Procella stivnede og gik fulde 5 sekunder i baglås.

"....are you...."

Procella gik i stå. Vantro. Hendes øjne blev om muligt endnu større. Det rovdyrgule forsvandt fra de særprægede øjne, og de gled over i tung ravfarvet spil.

"Are you freaking....kidding me...."

Procella blottede tænderne arrigt og himmelfaldent, men det var meget tydeligt at det ikke var af Savoy. Procella gik nogle skridt bort fra ham. Tænksomt. Så vendte hun sig mod ham i et brus af mørkt fugtigt hår.

"ARE YOU BLOODY SHITTING ME RIGHT NOW?! THAT AIRHEADED GIRL MADE A FUCKING DEAL WITH YOU?!"

Procella lukkede øjnene og lod hovedet falde tilbage så baghovedet strejfede hendes øvre ryg. Hendes hænder ramte hendes kinder med et lydeligt smæk og de gled tungt ned over det imens jægeren stønnede.

"What the fuck is WRONG with people?! Don't do drugs! Don't do unprotected sex, and DON'T MAKE DEALS WITH DEMONS! It's basic knowledge!"

Procella knyttede hænderne og så ætsende mod Savoy igen. Hun stampede rent faktisk i gulvet. Det havde måske haft lidt større virkning hvis hun ikke havde haft strømpefødder, men meningen var ikke til at tage fejl af.

"You! Wick! That bloody wolf! Leave my humans alone! And don't you go ape-shit-demon on me! So help me god I will kick your ass, so hard, you'll spin into next millennium! And if you DARE to break my couch!"

Det virkede som en lidt latterlig ting at fremhæve, men der var åbenbart noget med sofaen der havde speciel betydning for den frustrerede jæger, der helt havde glemt alt om at tæve dæmonen i lokalet. Lige nu havde hun en barnepige der skulle grundigt afklapses!

"Deal or no deal! You don't come here and claim ANYTHING! Colt is under my command in this house!"

Okay det var muligvis at strække den. Lønseddel om ikke andet. Men lidt overdrivelse kunne vel ikke skade. Grev fesen skulle lige prøve at ligge en finger på hendes defekte barnepige, så skulle hun vise ham hvor langt sådan en stok faktisk anatomisk kunne komme op i en dæmon!

Savoys vrede var aftaget let, men ondskaben havde desværre overtaget nu og da Diana begyndte at håne ham endnu mere, begyndte han så småt at more sig over hende. Det var kun let synligt på den mindre trækning ved mundvigen, men da hun begyndte at stivne og derefter råbe af ham. Han lod hende gøre det. Nogle individer havde bare behov for det. I stedet for at forsøge at tale hende fra sit raseri, lod han hende bare råbe, mens han hævede et øjenbryn. Hendes sofa? Hvad fanden skulle han dog med hendes sofa?!

"Sometimes basic knowledge is too much knowledge for a human-being. Including your air-headed employee,"

Kommenterede han logisk nok.

"I wasn't claiming anything. I was telling you, I have a deal with your employee, and that I was looking for her. But I seems like she isn't here. And I need to find her. Her soul, for me protecting her. And I can't really protect her now that I am here talking to you, instead of being out looking for her, can I?"

Med de ord sagt, løftede han kort stokken fra gulvet. Det ansås ikke for stil at gå støttet af den, men blot at holde den i hånden var en helt anden ting.

"And I thought she was under Wickeds command. After all, he was the one whom employed her,"

Lød det en smule provokerende fra ham. Han så lidt opfordrende på hende, før han blot rystede på hovedet og rettede lidt på sit slips.

"In any case I have to go and find her now," med de ord sagt begyndte han at gå den vej han kom fra. Han holdt dog stadig øje med hende, ved at kigge tilbage mens han gik.

And sometimes demons talk too much

Da Savoy vendte rundt var Procella pludselig klar på sekundet. Hun slugte et glubsk grin. Hun havde fisket, og hun havde fået mere end hun havde håbet på. Savoy anså hende tydeligvis ikke som en faktor at regne med. Hvis der var noget man kunne regne med, var det at dæmoner altid anså sig selv som værende bedre. Mægtigere. Usårlige. Procella var ikke blevet skuffet.

So a soulbinding? Interesting. You're giving me more than I could hope.

Procella var ved at le højt. Beskyttelse? Af Colt? I Wicks hus? Med Dén kæreste? Det var næsten synd for dæmonen. Hun var lige ved at have ondt af ham. Procella hævede sig op på fodballerne og trippede i tåløb hurtigt forbi Savoy på hans vej mod fordøren. Hun åbnede den og slog ud med den ene hånd mod den lange private indkørsel - noterede sig kort bilen derude. Hendes smil var sukkersødt. Så sødt at det næsten hvinede i tænderne af at se på det.

"You know Count...If I where you, I wouldn't advertise about loosing my soulbound humans."

Hun blottede tænderne i et bredt grin

"And what ever made you believe Colt is under Wickeds command? What ever would he need a cashier for?"

Procellas grin blev om muligt endnu bredere, og lumsk. Hun vinkede let til Savoy med venstre hånds fingre i en let bevægelse.

"You take care now little Count. Don't go loose more humans. It's bad for the reputation. Have a safe drive. Try not to destroy any more property on the way out, if you don't mind"

Åh jo, hun kunne være djævelsk når hun ville det, og hun vidste hvornår hun skulle rase, og hvornår hun skulle prikke. Hun elskede denne leg. Hun elskede at lade ham vide at han havde dummet sig - gentagende gange. Det eneste der bekymrede hende en smule var, at han faktisk havde været bekymret for Colt. Det kunne være hun skulle overveje at tage en snak med Wick på givent tidspunkt. Det gik virkelig ikke hvis ungerne brugte Colt som tyggelegetøj og Savoy så pludselig stod og skabte sig fordi han fik ejerfornemmelser.

Savoy reagerede umiddelbart ikke på, at Reaper løb forbi ham. Han vidste godt, at hvis hun rettede noget mod ham, så skulle han nok kunne undgå det. Han fortsatte blot med at gå, mens de langsomt kom hen til hoveddøren, hvor hun endnu en gang begyndte at tale om hans fejltagelser. Hendes sukkersøde smil blev gengældt med et koldt et af slagsen, mens han stillede sig i døren over for hende påny.

"Well, that was what Wicked told me. But he could've missed some information on the way of telling me whatever we agreed on. Oh, I mean, what he and the other woman agreed on,"

Svarede han mens han rettede lidt på sin jakke. Da han trådte uden for og hun gav ham alverdens sikkerhedsråd, vinkede han selv nonchalant med stokken i hånden.

"I won't. That would be.. Bad.. For the reputation,"

Svarede han med en mørk, uhyggelig latter. Han slentrede roligt hen, låste bilen op og satte sig ind, hvorefter han drønede hen til døren, hvor hun stadig stod. Sikkert ventende på at han var helt og holdent væk. Han trykkede på knappen der ville rulle vinduet ned og sendte hende et ubehageligt smil.

"Now you go on and have a nice afternoon. I know you do hard work.. Reaper,"

Med de ord, lod han kort sin aura træde let i kraft, hvorefter han accelererede og kørte væk. Porten var åben for ham, så han gjorde ikke mine til at sænke farten før han var tilbage i byen igen.

//Out

Procella tog alt hvad Savoy leverede i stiv arm. Der var ikke en eneste følelse at læse på hendes ansigt ud over den overlegne kølige morskab - før han nævnte hendes navn.

Hendes læber blev skudt let frem og hendes øjne snævredes. Hun så langt efter bilen da lyden af motoren fortonede sig.

"And so the game begins..."

Sagde hun lavmælt og tænksomt imens hun skubbede døren i. Hm...Greven vidste hvem hun var. Det smigrede hende. Et eller andet sted. Samtidig kunne det godt blive en kedelig detalje eftersom hun var i Wicks hus.

And what is this about a woman?

Procella så tænksomt ind i træet lige foran sin næse, som kunne det dyre træ give hende svar på hendes tanker.

"Pffh...Am I getting to old for this shit?"

Hun hævede hagen let udfordrende mod døren. Knejsede med nakken og tænkte tilbage på den lille episode i stuen med dæmonen. Hun fnøs selvtilfreds. Hun drejede rundt på fodballerne og svansede afsted mod sine kiks med vuggende hofter.

"Nope! I still got it!"

Hendes flade hånd ramte med et hårdt klask hendes egen røv og den anden hånd lavede flabede knipselyde. Hendes x-faktor var der stadig. Det var virkelig tilfredsstillende. Og så selvom hun hverken havde fået lov til at pule dæmonen...eller tæve ham....

"Oh my dear count...I hope you like...games..."

Lød det lavmælt fra Procella. Hun bed ned i kiksen og smed sig i sofaen.

"What fun games we will play..."

Der var en sær gylnden glitren inde bag det gule i de meget atypiske øjne.

"fun....fun....fun...."

Hvert ord blev meget langsomt og omhyggeligt udtalt imens Procellas blik var meget langt borte. En ny kiks blev fisket op af papæsken. De fyldige læber lukkede sig om kiksen, og bed til...

((End))