Reapers and Skulls (privat, Procella & Savoy)

Dato: Lørdag, den 15. September 2012
Tid: 22:30
Årstid: Efterår
Vejr: Støvregn, køligt efterårsvejr
Sted: Werclare, udkanten, Savoys mansion
Omgivelser: Let skovområder.
Påklædning: Sort nålestribet jakkesæt med sort skjorte.

((Fortsat fra Birth of Death ))


Den lidt korte køretur fra byen Werclare, til udkanten af denne, var bestemt den kedelige af slagsen. Savoys chrysler blev blodig på sædet, hvor han havde placeret Reaper, og det kunne ikke være nogen overraskelse, at det hele var noget værre rod. Hvad end der skete, ignorerede Savoy det pænt og tålmodigt. Altså, så længe det bare var mumlen og ikke at hun væltede ind i ham, som han kørte af sted og til sidst endte ved sit mansion. Her steg han hurtigt ud af bilen, fik taget Reaper ud ved den anden side og fik hende med inden for, denne gang bare med hendes arm over skulderen, så hun ikke skulle vende på hovedet.

Han kom hurtigt inden for, valgte et tilfældigt gæsteværelse, hvor han fik lagt hende i en seng, hvorefter han tog sin nu blodige jakke af, og efterlod den på gulvet.

"So.. What made you so eager to pick up a fight with at least a demon and an angel?"

Spurgte han tørt. Han forventede ikke rigtig noget sammenhængende svar. I stedet for at vente på at hun ville sige noget, trak han en stol hen, hvorefter han sendte sin "butler" en sms. Denne mand sørgede kun for små ting, såsom at bringe mad til hjemmet og hjælpe til hvis Savoy enten havde gæster eller var kommet til skade. Denne gang var sms'en omhandlende en skade, så butleren ville nok komme ned med en førstehjælpskasse eller noget i den stil.
Savoy sukkede lavt, men valgte ellers ikke at virke synderligt irriteret. I det mindste kunne han måske få udspurgt Reaper lidt. Han havde et par spørgsmål der havde behov for svar.

Procella gled ind og ud af bevidstløshedens tåger. Hun var skiftevis tonstung og let som en fjer. Hele hende krop smertede som en i helvede, og så kunne hun pludselig slet ikke mærke den mere? Hun sukkede og mumlede for sig selv på køreturen, men ikke noget der rigtig var forståeligt.

Hun registrerede kort at hun blev samlet op igen og blev båret ud af bilen. Hun forsøgte lidt marionetdukke-agtigt at få sine fødder til at lave noget mere konstruktivt end bare at slæbe afsted efter hende, men der var ikke rigtigt den store kommunikation mellem hendes vilje og hvad hendes krop rent faktisk gjorde. Ærgeligt nok lod de til at være to om at bestemme. Hun fik ledeløst drejet hovedet kvart opefter og stirrede sløret på Savoy.

"Ugly piece of..."

Og så blev resten til en usammenhængende slubrende vrøvlen. Hun registrerede i sin verden at hun var et nyt sted. Nyt, og så...alligevel ikke? Hvis hun havde haft kræfter nok havde hun nok prøvet at kæmpe imod da hun blev lagt på sengen. Hvorfor skulle alting snurre så ubehageligt? Hun var godt klar over at dæmonen teknisk set kun burde have været ét sted, men hans skikkelse flød ud for hendes blik og fik hende til at se 2-3 slørrede omrids af ham oven i hinanden så hun ikke var helt sikker på hvor han faktisk var henne, ud over at hun havde en stemme at pejle fra.

"Fuck you. You mother was an angel..."

Gurglede hun arrigt og var sig frustrerende bevidst om at det for det første var en af de mest fesne fonærmelser hun var kommet med længe, og at hun faktisk ret meget var på skideren lige nu. Hvodan skulle hun egentlig komme ud af den her suppedas? Da døren gik op og endnu en person kom ind kunne hun ikke lade være med at være en smule sarkastisk.

"Big brave demon. Needs assistance to rape a hunter, huh? You are all so damn pathetic!"

Hun spyttede efter skikkelsen der var tættest på og blottede tænderne arrigt i en snerren. Hun kunne smage den lidt skarpe aroma af desinficerende væske. Hendes krop spjættede og i agressiv og selvbeskyttende reaktion på at en fremmed rørte ved hende, også selvom det var noget semivådt der egentlig kun forsøgsvist rørte ved hendes kindben. Det gav hende med det samme en ondsindet dunken i hele kraniet. Hvordan føltes det hvis ens hjerne faktisk begyndte at løbe ud over kanten?

"Fuck of!"

Rasede hun, men den hånd hun egentlig prøvede at opmønstre styrke nok i til at hamre igennem med, blev ikke til meget mere end lette fingerspasmer. Hun stønnede over sin egen uduelighed og forsøgte at vende hovedet bort, bare som et minimum af protest over det overgreb det var for hende at være komplet ude af kontrol.

If they rape me, I'll pee on them. I'm not gonna go down without a fight

Procellas ansigt var blåsort i den ene side hvor blodansamlingerne var hævet op. Det ene øje var fast lukket i, men om det var hævelser eller om det faktisk var fysisk lukket af alt det blod der var løbet ned og havde halvstørknet sig i de fine vipper, var på nuværende tidspunkt en smule uklart. Jægeren var generelt komplet støvet af murbrokker og hendes hår var en klæbrig masse af skidt og blod og filtret hår. Hun så faktisk ret farlig ud, men på en meget lidt intimidrende vis. Hendes mod og forsøg på forsvar var nok noget der måtte imponere selv de mest kyniske, men det lod sig ikke fornægte at hun var virkelig ilde tilredt og hun lidt på nuværende tidspunkt var overladt den nåde eller unåde hun måtte være faldet i fra den meget uventede kilde af hjælp. Spørgsmålet var om hun faktisk havde fået hjælp eller flere problemer, men det måtte tiden vise.

Reapers forsøg på at fornærme Savoy, fik ham til at more sig indvendigt. Han forholdt sig dog rolig og virkede generelt som en person der var mere eller mindre ulæselig. I stedet for at forsøge at gøre situationen lettere, valgte han at forholde sig tavs, mens butleren kom ind med sin taske. Hendes kommentar fik Savoy til at sukke lavt, mens butleren, ignorerende, begyndte at rense hendes hoved for blod, støv og jord. Jord i sår var generelt ikke særlig sundt.

Han gik helt hen til sengen, som han kunne se hende forsøge at vende sig væk fra hjælpen, endelig lettere frustreret over hendes handlinger. Her kom han og hjalp hende, kun for at kunne få lov at stille nogle spørgsmål, som hun var fri til at svare eller ikke at svare på, og hvor var så den taknemmelighed henne? Han forstod slet ikke hendes tankegang.

"Would you like an infection in that head-injury? I hear, if you get earth into your brain, you'll massive amounts of brain damage. At the very least, you could probably die from it. Your skull is cracked. He is only trying to remedy it,"

Forklarede Savoy roligt, alt imens han knappede manchetterne på sine ærmer op og rullede sine ærmer let op. Han så køligt ned på Reaper, som han valgte at trække en nærværende stol hen og satte sig på den.

"But if you really want me to, I can drive you downtown to the dig-site where you came from, and then I can drop you off there? I know I would rather accept the help,"

Lød det endnu mere tørt fra ham, mens han trak på skuldrene.

Of course the alternative would not be a hospital. Motherfucker!

Procella krympede sig og snerrede arrigt af den menneskelige butler

"Right! Like you are so fucking worried about my brain anyway. I hear demons think of it as a delicacy. Mushed brain on a bottom of delightful black Canadian soi- OUCH! Motherfucker, get OF OFF ME!"

Hendes kulinariske beskrivelse af jæger på sølvfad gik lidt i vasken da butleren lod kluden glide forsøgsvist over hendes kindben.

"Dude...your not supposed to be rooting for their team. So? What he got on you? Y-your soul? Or did you just sell it for money? Don't even pretend for at second that you don't know what that piece of shit really is"

Stønnede den mildest talt mørbankede jæger.

"And you! Don't give me that crap about helping! You have at least ONE humans soul, and that is only one that I know for sure! Help my ass! You are a DEMON! You don't do shit unless you think it's gonna benefit YOU!"

Procella var ved at få hidset sig godt og grundigt op, hvilket var en forholdsvis skidt ting da hun helbredsmæssigt slet ikke var et sted hvor det var i nærheden af at være sundt. Hun prøvede at sætte sig op med et ryk. Hun havde ikke helt forudset at da hun gjorde det, fik hun banket ansigtet ind i den nedafbevægende hånd fra butleren.

Mennesket så hurtigt og nervøst på dæmonen for det havde reelt ikke været hans mening at få den hidsige kvinde til at komme mere til skade end hun faktisk var. Procella faldt med overkroppen halvt ud over sengekanten

Oh God...kill me now...Please...

Langt borte registrerede hun med en LILLE snert af tilfredshed hvordan hendes opkast ramte nogle særdeles pæne sko og velpudsede sko. Derpå følte hun en aparte form for ærgelighed.

Aaaaw! That was my corndog! And my one beer. Damnit! Someone owes me a beer!

Savoys milde, men alvorlige blik, blev mere hårdt, som Reaper stod imod og begyndte en længerevarende rant om dæmoner. Det var en god ting, at butleren godt vidste hvad han selv var. Ellers skulle der en del forklaring til. At Savoy havde ladt denne ene mand, som var hældende til ældre, slippe med sjælen i behold, havde været fordi han altid havde sine gode dage, når butleren var i nærheden. Han havde selv forklaret manden, at han ikke skulle komme i nærheden, når det var en dårlig dag. En advarsel. Måske var Savoy et skidt individ, men han følte ikke for at spise en aldrende mands sjæl. Især ikke en aldrende mand, der ventede på, hans datter skulle få sin anden søn. Måske var dæmoner, såsom Savoy, ikke særlig rare folk, men Savoy havde ofte fået at vide, at han var en kende anderledes end de fleste.

"He hasn't got anything on me, except a round share of payments,"

Lød det ærligt fra den ældre herre, mens han kort så op på Savoy.

Savoy selv trak blot på skuldrene. Det var også altid godt, at have nogle tricks oppe i ærmerne. Det VAR faktisk ikke hver dag en jæger ville falde en mere menneskelig dæmon i ryggen. At jægeren denne gang sikkert ikke en gang kunne falde den ældre butler i ryggen var så en anden side af sagen.

"Then why am I helping you right now, Reaper?"

Spurgte dæmonen, mens han så ned på hende, med et løftet øjenbryn.
Han forventede ikke, at der skulle ske meget andet end at hun ville blive liggende, men pludselig fór hun op i butlerens hånd, hvortil butlerens skævede til Savoy, nervøst. Savoy ville have nikket, som om at han forstod, da Reaper gav sig til at kaste op ud over hans sko. Savoy sukkede lavt og så på butleren.

"You will have me excused for a minute,"

Sagde han roligt, hvorefter han stille og roligt puffede Reaper tilbage op i sengen. Det var ikke svært, for hun vejede ikke særlig meget. Derefter forlod han lokalet, gik ind på endnu et tilfældigt værelse, hvor han fik smidt skoende og bukserne, der også havde, hvad der engang havde været menneskemad, på sig. Han fandt hurtigt et par nye bukser, droppede tanken om sko og gik tilbage ind i lokalet.

"I brought you here, because I did not want an interesting hunter die in such a humiliating way. I know you from somewhere, Reaper, and that's the reason you are interesting. I want to know, exactly who you are, that's what's in it for me,"

Han kunne lige så godt sige det, som det var. Ikke flere julelege. Hun ville bare ende med at skvatte rundt og kaste op i hele mansion'et, og det gad han virkelig ikke til at skulle døjes med.

"Humans..."

Gurglede Procella med dyb foragt i stemmen.

"So you literally sold your soul for gold. Wauw..."

Det lød en smule spruttende og boblende fordi det blev presset ud mellem læber der havde svært ved at passe sammen. Hendes overlæbe var blevet fed i den ende side og hang ud over kanten så hendes mund ikke lukkede tæt.

Micha? I kinda need you?

Procella forsøgte at koncentrere sig omkring det der forbandede sted i sin bevidsthed hun ellers lukkede komplet af for, med større eller mindre held, men det eneste hun rigtigt lod til at få ud af det var endnu mere hovedpine.

Great...If I wanner be alone, I just need to play baseball...with my skull...got it....

Hun forsøgte at sende dæmonen et sarkastisk smil da han kom tilbage, men det blev vidst mest af alt en ret ynkelig fortrækning som man skulle være godt vågen for overhoved at kunne opfatte ved siden af det ellers mishandlede ansigtsvæv.

"Dude...If I was able to tell you exactly why demons thought or did what they think and do, first of all, I would have killed all of you fuckers long ago!"

Jaja arrogancen fejlede ikke noget. Hendes tro på at hun var uovervindelig var intakt indtil andet var bevist. Det her var kun en hudafskrabning! Hun skulle bare lige bruge to minutter på at ligge ned! Helt ærligt!

"Second of all, that fuckhead of a demon would never have fooled me! I would have kicked his ass too!"

Procella var ikke engang opmærksom på det da hun begyndte at rode fortid og nutid sammen og hun begyyndte at ævle. Hun var dårlig, hendes hoved gjorde ondt, det stod en mand og pillede ved hende, hun ville hjem, og der stank af dæmon over det hele! Det her var blevet en rigtig dårlig aften...

"So you think you know me huh? Write a fucking greetingcard! I'm not telling you shit! Funny how kidnapping makes people want to NOT share. Go away Dr. Phil. This is one hunters head you are not getting into. Way too crowded anyway!"

Der lød en dyb jamren fra jægerens strube da butleren en smule bestemt, men med blide fingre tog hende om den del af kæben der ikke var dybt misfarvet og følte sig frem

"Sir. May I share a thought? With the visible condition and depending on what brought her to this state of health, the young lady might suffer from a concussion in best case scenario. She might be unlucky and have fractures in her skull or bleeding in her brain. My past experience with injuries and mending them are very limited Sir"

Det var faktisk ikke helt korrekt at den ældre mand ikke havde den store erfaring med skader. Han var en erfaren jæger. Ikke den type jæger som kvinden i sengen var, men den almene type. Han havde ofte været på flere dages lange jagtture hvor han skulle stå for jagtselskabet sikkerhed, og med det ansvar kom også at man skulle være forberedt på det meste. Han havde erfaring med våben, specielt den skade som uforsigtige, overmodige eller direkte berusede folk formåede at påføre sig selv, og han havde derfor en vis evne til at kunne bedømme og lappe skader. Det var også derfor han følte et behov for at kommentere på det. Han ønskede ikke at et liv endte fordi han ikke gjorde opmærksom på sin egen utilstrækkelighed. Specielt ikke når hans "opsigelse af arbejdskontrakt" kunne ende med at betyde meget mere end blot en fyreseddel. Han frygtede ikke umiddekbart for sit liv, men han var klog nok til at respektere, og huske på, at Greven ikke altid var den intelligente og afbalancerede "mand" han udgav sig for at være. Hvis han havde været det, havde den sært udseende kvinde og Grevens samtale været meget anerledes.

Savoy kunne ikke lade være med at smile igen, som Reaper begyndte at skælde og smælde igen. At hun ikke havde styr på hvad hun havde lavet, før hun var kommet hertil, og derudover kaldte ham for Dr. Phil i sin kontekst, fik kun det bedre humør frem igen. Han smilede dog ikke. Så ville hun bare blive mere ophidset og det gad Savoy ikke til. Han blev stående den ene meter fra sengen - han gad ikke have opkast på sig igen - og forholdt sig rolig.

"I could have let you stay there. But I just really like kidnapping people, especially hunters with whom I, appearently have history,"

Røg det, lettere sarkastisk ud af ham. Han holdt kæft derefter og lod sin butler tale, da denne spurgte om han måtte, med et nik. Han lyttede tålmodigt og nikkede forstående flere gange, mens hans hjerne kørte i højgear. Det var ret ufordelagtigt, at hun skulle ind på hospitalet, men heldigvis kunne man da få en læge ud til sig, hvis man forklarede det godt nok. Hurra for vagtlæger. Men indtil videre havde Savoy ikke i sinde, at sende efter en vagtlæge. Det ville ødelægge ting. Heldigvis var både han og butleren ganske observante og kunne se, hvis Reaper fik det værre.

"We will just have to give it time. If it gets worse, I will call for a doctor, but since Reaper isn't inclined to be diplomatic with me, things would getr complicated. I don't like complications. Keep an eye out for any effects, and give her some aspirins,"

Sagde Savoy roligt, mens han gik rundt i rummet, stadig med hjernen kørende i højgear. Hvad skulle der gøres her? Hendes arrogance og modvilje mod ham var for stor til at han, om muligt, ville få noget som helst ud af hende. Det var bare ikke særlig fordelagtigt, især fordi han virkelig ikke havde lyst til at udsætte jægeren for værre ting end hun allerede havde været udsat for.

"Of course Sir"

Butleren lavede en lille bevægelse bevægelse af overkroppen, men uden egentlig at bukke. Det var værdig indikation af at han havde hørt og forstået hvad der blev sagt. Derpå rejste han sig let fra sengekanten.

"I believe the young Maryanne, left some possessions in the chamber, and Egyptian Cotton is not forgiving"

Butleren forlod værelset. Procella så rundforvirret efter manden. Hvem fanden var Maryanne? Hendes blik gled tilbage på dæmonen som hun pludselig var alene med igen. Hun prøvede at knibe det raske øje en smule sammen for at klare sit fokus, men det gjorde bare voldsomt ondt i hendes ansigt. Vent...sad han med bare tæer?! Hun havde en pludselig lyst til at give sig til at grine, men hun havde en grum mistanke om at hvis hun begyndte så ville det enten slå over i noget hysterisk, eller at hun faktisk ville begynde at flæbe af frustration, så det sikre var sgu nok at lade være.

Det var som om bare tanken fik hendes hals til at snørre sammen og blive øm. Pludselige billeder af hendes børn fløj gennem hovedet på kvinden. Ville hun faktisk slippe ud af den her situation så hun kom til at se dem igen?

"History. Yeah. So sorry. We'll have to do something about that. Remind me to kill you..."

Det lød en smule rustent og træt. Ikke så flabet og provokerende som det var startet ud i hendes hoved.

"Now what? Seems like I'm not going anywhere. I could suggest a game of twister, but I think I'm gonna loose. But I guess you like those odds huh?"

Der var en vis resignation i stemmen. Procella prøvede at få verden til at passe på en ny måde. Det var ret tydeligt hun ikke kunne kæmpe sig vej ud af den her situation. Hvis dør nummer 1 var låst, så måtte man prøve dør nummer 2. Og hvis det ikke virkede så skulle man lede efter en lem i gulvet. Man gav i hvert fald ikke op. Så havde man en meget kort karriere som jæger.